Zetland Helikopter


Torsdag 8. august 2019

Hej


Her er dagens nyhedsoverblik fra Zetland. Det bliver naturligt.

Amazon-skovens skæbne er op til én mand. Og verden kigger nervøst til

I dagens nyhedspodcast tager vi på en guidet tur til et af verdens vigtigste økosystemer. Brasiliens nye præsident har bragt Amazonskoven tættere på et tipping point, og det kan ramme os alle sammen. Vært: Mads Olrik. Gæst: Karsten Thomsen, ph.d. og regnskovs-farer.

18 min

Dagens citat

“Det ville jeg gerne have vidst tidligere”

Den sætning siger Venstres næstformand Kristian Jensen sådan cirka 100 gange i det her interview i Berlingske. Det handler om, da Lars Løkke under valgkampen egenhændigt foreslog en regering hen over midten. Noget, der mildt sagt stadig er uenighed om i Venstre.

Dagens store historier

Foto: Carl de Souza / AFP / Ritzau Scanpix

Amazonas

Amazonskoven fylder virkelig meget i de internationale medier i de her uger. Det handler om skovhugst.

Skovrydningen har taget et nøk op. Og det er især på grund af Brasiliens nye præsident, Jair Bolsonaro. Han støtter landbrug og minedrift i området og gør, hvad han kan, for at underminere lovgivning, der beskytter skovene og de oprindelige folk. Siden han blev præsident i januar, er der blevet fældet 40 procent flere træer end året før (The New York Times).

... Og pessimisterne frygter, vi er tæt på et tipping point. Amazonskoven fungerer blandt andet ved, at den genbruger sit eget vand. Det vand, der fordamper fra planterne, falder igen som regn. Frygten er, at skoven på et tidspunkt meget snart bliver for lille til det kredsløb og tørrer ud (The Economist).

Det ville være en katastrofe for klimakampen. Amazonskoven ophober gigantiske mængder CO2 og virker som en slags temperaturregulator for hele Sydamerika. Hvis Amazonskoven forsvandt eller fundamentalt ændrede funktion, ville den hændelse i sig selv få kloden til at blive 0,1 grad varmere (Zetlands nyhedspodcast).

Apropos: En FN-rapport, der udkom i dag torsdag, viser ret præcist, hvilken udfordring menneskeheden står over for i forhold til, hvordan vi bruger landjorden. Kort sagt: Der er brug for, at vi fylder mindre (The Guardian).

Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Vi kan godt se dig

  • En historie om overvågningsdata har vist, at der ikke er helt styr på de vandtætte skotter hos ordensmagten.

  • Forfra: Danmark har to efterretningstjenester: Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE). Idéen er, at PET mest opererer her i landet, mens FE har blikket rettet udadtil, og de to skal ikke blandes for meget sammen.

  • ... Men i mindst fire år har de to tjenester udvekslet overvågningsdata om danskere. PET fik adgang til data om danskere, som FE havde fundet ved spionage eller andet arbejde i udlandet (Altinget).

  • Det er ulovligt. PET måtte kun få den slags data ved først at få en retskendelse. Reglerne er lavet for at beskytte danskernes retssikkerhed (Jyllands-Posten).

  • Tidligere på året fik FE og PET også kritik for at være lidt for lemfældige med, hvornår og hvordan efterretningstjenesterne fik fat i data om danskerne, og hvordan de brugte det (DR).

Det skal du også vide

Politiet efterforsker otte forskellige eksplosioner i hovedstaden. Eksplosionen ved Skattestyrelsen tirsdag aften var den sidste i rækken, og politiet er gået i gang med at kigge på, om de hænger sammen. Politiet er i øvrigt kommet frem til, at der ved Skattestyrelsen blev brugt sprængstof, som også Forsvaret bruger (DR).

Københavns Zoo fjernede Taiwan fra et kort efter kinesisk pres. Verdenskortet hænger ved pandaernes hus. Kina – der altså har udlånt pandaerne til København – anerkender ikke Taiwan som selvstændig stat (Radio24syv).

Skandinavien er ved at miste sin titel som klodens gladeste sted. I næsten 20 år har de skandinaviske lande konsekvent taget topplaceringerne i lykkeundersøgelserne. Men noget tyder på, at vi egentlig bare er gode til at minimere ulykke – og andre steder i verden er de begyndt at blive bedre til rent faktisk at skabe lykkelige øjeblikke (Wired).

Dagens Zetland-historier

Foto: Hirtshals Havn / Presse

Borgermagt 1. Vedvarende energi er nu blevet så billigt, at private aktører går i gang med at sætte vindmøller op helt uden statstilskud. Kom med til Hirtshals.

Borgermagt 2. Podcasten Frederik forklarer internettet er tilbage. Og i den nye sæsons første afsnit kigger Frederik Kulager på appen FaceApp, der var sommerens store hit. Og som måske solgte dit ansigt til Putin.

Det var det.

Du har sandsynligvis set, at Zetland har gang i en ambassadørkampagne, hvor vi får hjælp af jer medlemmer til at hverve nye medlemmer i forsøget på at lave en bæredygtig forretning. Indtil videre har vi fået omkring 500 nye medlemmer på grund af jeres hjælp. Tak, tak, tak, tak.

Vi er tilbage i morgen.

Mads Olrik

Med venlig hilsen

Mads Olrik

Helikopter-redaktør

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem