Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Axel Bluhme er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Jo, man kan tjene penge på at gøre verden grønnere, siger denne investorguru. “Jeg er ganske grådig. Jeg vil tjene så mange penge som muligt”

MIXJeremy Grantham er en sammensat herre: grådig milliardær og fanatisk klimakæmper. Foto: Tony Luong

Derfor skal du læse denne artikel

Jeremy Grantham er ikke det gængse billede på en klimakæmper. Han har tjent sine penge på den mest kapitalistiske måde, der findes – ved at investere i aktier. Nu finansierer hans fond klimaretssager, samtidig med at han har sat sin formue i grøn teknologi. Zetlands Rasmus Thirup Bech har mødt milliardæren, der bruger kapitallogikken i klimaets navn.

Jeremy Grantham er en mand, der vejer sine ord. Man kan næsten høre over Skype-forbindelsen fra Boston, USA, hvordan han omhyggeligt overvejer sine sætninger, der flyder over Atlanten langsomt og med masser af lange pauser, men uden slinger i budskabet.

Det ligger også mellem linjerne, at han er vant til at blive lyttet til. Sådan bliver man nok, når man er god for mere end en milliard dollars og ved, at folk flytter investeringer i mange millioner-klassen, når man siger, de skal.

Kapitalforvaltningsvirksomheden Grantham, Mayo & van Otterloo (GMO), hvor han er partner, administrerer investeringer for svimlende 118 milliarder dollars. Det er de gode til, blandt andet på grund af Jeremy Grantham, der er selskabets Chief Investment Strategist. Han var en af de få, der forudså både it-boblens brist i 2000 og finanskrisen i 2008.

Men på det seneste er folk også begyndt at lytte til mr. Grantham, der insisterer på at blive kaldt Jeremy, af andre årsager end penge alene. De fleste, der lytter, vil selvfølgelig stadig gerne tjene penge, men de vil også gerne bremse de ødelæggende klimaforandringer, og det er han blevet en overraskende fortaler for. Overraskende og ikke så lidt provokerende.

Jeremy Grantham er helt overbevist om, at den markedskapitalisme, der har gjort ham hovedrig, ikke kan løse klimakrisen – det kan kun statslige indgreb, primært i form af en CO2-skat. Suppleret af en skat for de superrige som ham selv. Han dumper klodens ungdom for deres engagement i klimaforandring lige indtil for ganske nylig, hvor en vis Greta Thunberg – som han beundrer – fik dem op af stolene. Han mener, der er brug for god propaganda” over for den meget effektive onde” propaganda fra olie- og kulindustrien – som han i øvrigt også beundrer – der har været længder bedre end de grønnes’. Han synes, klodens klimaforskere indtil for ganske nylig har været quite chicken”, altså nogle kyllinger, når de har udtalt sig om deres resultater.

Og så har han det i øvrigt rigtigt fint med at tjene penge på at investere i grøn teknologi, samtidig med at han føler brændende for alt ovenstående.

Som han selv udtrykker det:

Jeg er ganske grådig. Jeg vil tjene så mange penge som muligt.”

Der følger dog et vigtigt men derefter: Den 80-årige milliardær tjener i dag ikke så meget pengene til sig selv, men til fordel for The Grantham Foundation: fonden, som han har dedikeret 98 procent af sin anseelige formue til, og hvis mission er klar: at beskytte og forbedre det globale miljøs sundhed.”

Det gør den ved på et ben at støtte alt fra klimaforskning og klimaretssager til ngo’er og ved på det andet at tjene flere penge, så den kan støtte endnu mere. Og fordi afkastet fra både Jeremys investeringer via GMO – og dermed hans løn – og fondens portefølje bare stiger, så vokser fondens samlede formue også. Den er i dag over én milliard dollars værd.

Så hvordan løser vi klimakrisen?

Ja, vores fremtid er truet. Men hvad gør vi så? Tiden er til konkret handling, så på Zetland sætter vi jagten ind på de teknologiske, samfundsmæssige og politiske løsninger, der faktisk kan forhindre eller afbøde klimakrisen. Denne artikel er del af en serie, der er støttet af fonden Climate Planet Foundation og er del af et fælles bogprojekt, der udkommer i 2020.

Jeremys accent bærer præg af det England, han forlod for 50 år siden, og af hans lange uddannelse. Når han kalder sig selv grådig, bruger han for eksempel ikke ordet greedy – han siger avaricious. Men når han siger dollars”, skinner hans mange år i USA tydeligt igennem, når han hænger på konsonanterne.

Og lad os lige blive lidt ved dem – pengene. Vi kan begynde med fondens. Den har halvdelen af formuen investeret i venture capital, altså risikobetonede investeringer, hvilket allerede er en usædvanligt høj andel. 20 procent af den halvdel er dedikeret til grønne investeringer, og dertil kommer så nogle få procentpoint, der mere tilfældigt ryger til grønne virksomheder.

Resten (altså den anden halvdel, red.) skal bare tjene penge til at investere i fremtiden,” konstaterer Jeremy Grantham.

Snævrer vi fokus ind til de 20 procent, så forklarer han, at fonden for det første har en længere horisont end normale investeringsvirksomheder – der må gerne gå lang tid, før der kommer gennembrud – og så er den for det andet også villig til at lægge penge i deciderede longshots, altså virksomheder med stor risiko for ikke at lykkes. Eneste krav er, at det, de satser på, er transformerende”.

Med de krav,” forklarer han, kan vi konstatere, at hvis vi taber vores investering, eller hvis afkastet til fonden er virkeligt trist, så kan vi leve med det, fordi vi så typisk har hjulpet feltet fremad, selv om vi ikke kommer først. Og kommer vi først, så kommer vi til at skære et år eller to af tidslinjen, hvilket er altafgørende. Så sådan gør vi.”

Fonden har her og nu to store longshot-investeringer i firmaer, der – som Jeremy Grantham siger med let grin i stemmen – er lovende”, men som endnu ikke har vist de resultater, man kunne håbe på. Det ene arbejder på at udvikle en ny type litiumbatteri, der kommer til at halvere vægten i forhold til den nuværende teknologi, samtidig med at risikoen for, at det bryder i brand, forsvinder. Lykkes det, vil det være en deal-breaker for både telefon-, elbil- og, på sigt, elflyproducenter.

Men fonden er med sine blot en milliard dollars en lilleput i forhold til kapitalforvaltningsvirksomheden GMO, hvor Grantham begyndte med at tjene sine penge. Og GMO har ikke været helt lige så god til at investere i grøn teknologi, som han føler, den burde. Den er dog ved at komme i gang, både ved at investere og ved internt at bruge ressourcer på at forstå forandringerne bedre end markedet gør”. Markedet er nemlig, helt generelt, ikke særligt godt til klimaforandring, primært fordi en fjerdedel af spillerne” benægter videnskabens beviser. Det kan man være frustreret over, men man kan også se det som en mulighed for at tjene (flere) penge, siger manden, der vel at mærke beskriver sig selv som en ekspert i at spotte fornægtelse og ønsketænkning:

Det skulle godt og vel garantere, at store dele af markedet er forkert prissat på det her område, især når det kommer til risiko. De undervurderer risikoen. Så der skulle være rigeligt med muligheder for personer, der har styr på dataen og tænker det igennem.”

Helt afgørende har Grantham-fonden slet ingen penge i fossile energivirksomheder, mens GMO langsomt er ved at diveste, som åbenbart også er blevet det danske ord for at sælge sine aktier i fossilbranchen – på Jeremy Granthams anbefaling. Hans spådom:

I sidste ende kommer det til at koste dig penge at være i oliebranchen.”

Bevis A: hvis man sammenligner med andre investeringspuljer, har det intet kostet på hverken GMOs eller fondens afkast, at de har droslet ned for eller helt har droppet fossilbranchen.

Noget tyder på, at der er en global bevægelse i gang her. Ifølge organisationen Go Fossil Free har institutioner og individer siden 2013 divestet for 9,94 billioner dollars. Det fik i oktober 2018 Goldman Sachs til at konkludere, at divestment-bevægelsen har spillet en hovedrolle i kulsektorens 60 procents fald i værdi over fem år. Zoomer man helt ud, blev der ifølge BloombergNEF hældt 332 milliarder dollars i sektoren i 2018. Det er et lille fald i forhold til året før, både på grund af en afkøling i Kina, og fordi priserne bliver ved med at falde, men kigger man på, hvor mange nye megawatt der kom online, er det stort set det samme. Det var det femte år i træk med mere end 300 milliarder investeret – og zoomer man igen ind på tallene i deres 2018-rapport skiller det sig ud, at venture capital- og kapitalfondsinvesteringer er gået i vejret med 127 procent – til 9,2 milliarder dollars.

Og så skal vi tilbage til det der med frie markedskræfter kontra regulering. For tyder noget ikke på, at markedet faktisk er ved at imødegå klimaforandring? Prisen er raslet så meget ned på sol- og vindenergi, at den flere steder i verden udkonkurrerer især kul, men også olie, hvorfra pengene forsvinder. Det samme sker med lagring – og hvis den nævnte investering i udviklingen af et nyt litiumbatteri munder ud i en succes, vil det betyde endnu et kvantespring.

GRØNNE PENGEDet var en investering i skov, der ad mange omveje gjorde Jeremy Grantham engageret i miljø og klima. I dag har han efter eget udsagn hældt 98 procent af sin anseelige formue i en klimafond. Foto: Tony Luong

Jeremy Grantham ser selvfølgelig mere nuanceret på det end den første provokerende udmelding om, at markedskapitalismen har spillet fallit. Han indrømmer faktisk, at han godt kan lide at provokere – også fordi det giver vigtig opmærksomhed i propagandakrigen. Men altså: Han står fast på, at det ubetinget vigtigste, hvis den grønne omstilling skal lykkes for os, er statsregulering.

Det ord alene kan få hans fæller på verdens børser til at hæve stemmen, men det er bare ikke til at komme udenom. Der er, siger han, for det første brug for en skat på CO2, men også for standarder for eksempelvis byggeri, og deciderede lovindgreb, der for eksempel forbyder diesel- og benzinbiler. Når det er sikret, så vil profitorienterede virksomheder inden for den ramme helt sikkert komme til at spille en rolle.

Den teknologi, der bliver udviklet på verdens MITer, kan meget hurtigt kommercialiseres. Og der er da en mulighed for, at nogle af de teknologier kan få endda ganske stor betydning.

Perhaps they will save our bacon!” som Jeremy Grantham siger med et ærkeengelsk udtryk.

Og han mener ikke grisehud, men os, som menneskehed, hvis du skulle være i tvivl.

Det eneste, vi ikke må gøre, er dog bare at sætte vores lid til at ny teknologi, som for eksempel fusionskraft, vil redde os. Vi har, siger Jeremy Grantham, den teknologi, vi skal bruge. Eller som han efterhånden har sagt til mange journalister:

Det handler ikke om, hvad vi kan gøre. Det handler om, hvad vi vælger at gøre.”

Men hvad så med vækst – enhver investors og politikers hellige gral? Kan vi have opadgående kurver og samtidig bekæmpe klimaforandring? Det korte svar er, ifølge Jeremy Grantham, nej. Men det betyder ikke, at politikerne ikke kan foretage valg, der er gode eller dårlige for de samfund, de forvalter. Hvis man satser på grøn energi, så skaber det for eksempel indiskutabelt flere jobs at bygge, passe og servicere vind-, sol- og lagringsteknologi, end det gør bare at bore efter mere olie eller grave efter mere kul. Og jobs kan politikere jo godt lide. (Se for eksempel det amerikanske energiministeriums jobrapport for 2017, hvor der er fem gange så mange jobs i renewables, end der er i kul, olie og gas).

Uanset hvad, vil de lande, der satser på de her områder, på den lange bane høste store økonomiske afkast. Det gælder i øjeblikket først og fremmest Kina, der står til at dominere markederne for både elbiler, solenergi og vindmøller og i øvrigt gør en stor indsats på alle andre områder også, derunder atomkraft.

Jeremy Grantham illustrerer de to veje, man som samfund kan gå, med en Plan A og en Plan B. Plan A er at undlade at investere de penge, den grønne omstilling vil koste. Det er billigt på den korte bane – men her glemmer man så at medregne de stigende, og snart dramatisk stigende, udgifter til oversvømmelser, tørker, hedebølger, orkaner og så videre, hvilket især vil gå ud over landbruget. Hvis man tager de udgifter med, er Plan B, hvor man dropper fossile brændstoffer så hurtigt, man kan, langt bedre for det hellige bruttonationalprodukt.

Og det er åbenlyst for enhver med en åben indstilling,” siger Jeremy Grantham, der ikke er bekymret for at fremstå nedladende, da han fortsætter: Det er faktisk nok også åbenlyst for den fossile industri, men konsekvenserne er ikke så rare for dem, så de kæmper imod og skaber påståede og effektive alternativer, der er – jeg tror, udtrykket nu om dage er – fake news.”

Til syvende og sidst er alle – både investorer, politikere og lægmænd – nærmest nødt til at anskue den indsats, den grønne omstilling vil kræve, som en krig, konkluderer Jeremy Grantham.

Han retter sig selv. Ikke nærmest som en krig.

Som en krig.

Men dog: Kun en mellemstor krig. Vi snakker ikke engang på størrelse med en tredje verdenskrig. Som den investor, han er, fastslår han også på investorsprog, hvad belønningen ville være: et højt afkast på en social investering.

Det kræver noget af både de gammeldags miljøaktivister og de klassiske investortyper, som Jeremy Grantham nu har i tale med sin klimaagenda. Som han sagde til, eller nærmest beordrede en forsamling af investorer i New York for nylig:

Bliv klimafanatikere, og læg jeres penge i det.”

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem