Historien om dette maleri viser os, at abstrakt kunst sagtens kan vinde folkets kærlighed. Det tager bare 50 år

KLATMALERIJackson Pollocks Blue Poles er både et hovedværk i 1950’ernes abstrakte ekspressionisme og et symbol på en afgørende omvæltningsperiode i Australiens historie. Foto: Nils Jørgensen / Shutterstock / Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

I 1973 købte det nyåbnede australske nationalgalleri et abstrakt maleri for to millioner amerikanske dollars. Det førte til et ramaskrig i offentligheden. I dag er værket blevet omfavnet af befolkningen og har opnået status som et slags kunstnerisk symbol på australsk national identitet. Hvad gør historien os klogere på? Forholdet mellem folkelighed og avantgarde er ikke nødvendigvis modsætningsfyldt. Nogle gange er det bare et spørgsmål om tid.

Opfattelsen i den brede offentlighed var, at man var blevet taget ved næsen. Den australske tabloidavis The Daily Mirror bragte en spydig forsiderubrik, der hed: En barfodet alkoholiker har malet vores million-dollar-mesterværk.” Baggrunden for opstandelsen var, at det nyligt etablerede nationalgalleri i Australien i september 1973 brugte to millioner amerikanske dollars – en tredjedel af galleriets årlige budget, svarende til over 75 millioner danske nutidskroner, hvis man justerer for købekraft – på et gigantisk abstrakt maleri af den amerikanske avantgardekunstner Jackson Pollock. Aldrig før var et værk af en amerikansk kunstner blevet solgt for mange penge; investeringen skulle personligt godkendes af premierministeren Gough Whitlam. Og fornemmelsen i befolkningen af, at man stod i en kejserens nye klæder’-lignende situation, blev ikke mindre af, at det rekorddyre kunstværk var uden afkodeligt motiv. Det var tydeligvis ikke engang malet med pensel. Det lignede ikke bare et klatmaleri – det var et klatmaleri. Værket var af et spindelvæv af farver – gul, orange, hvid – med otte mørkeblå lyn, der skar igennem kaosset. Hvad lignede det ikke? Det måtte være en fed fidus. Nogle måtte være blevet holdt for nar.

Dagens nyhedsfrikvarter handler om, hvordan Jackson Pollocks Blue Poles, som maleriet hedder, gik fra at være et emblem på ekstravagant frås med skattekronerne til at blive et folkekært nationalklenodie – og desuden et mesterværk i kunsthistorien. Og om, hvorfor forholdet mellem folkelighed og avantgarde ikke nødvendigvis er så modsætningsfyldt, som man nogle gange kan få indtrykket af.

NYHEDSFRIKVARTER

Nyhedsstrømmen er en buldrende kraft, som konstant kaster skiftende dagsordener af sig. I sådan et virvar kan man snildt få brug for en pause. Derfor præsenterer vi her dit nyhedsfrikvarter. En serie af fascinerende, nørdede, svulstige og øjenåbnende historier af den type, der ellers sjældent ville ramme et nyhedsmedie. Nyd frikvarteret.

Herhjemme er der ingen mangel på eksempler på kunstværker, der er blev klandret for at være enten grimme” eller spild af penge”. Eller begge dele. Tænk bare på den tidligere kulturborgmester i København, Alternativets Niko Grünfeld, der i 2018 havnede i en mediestorm, blandt andet fordi han havde udsmykket sit borgmesterkontor med en farverig strikinstallation, som Berlingskes kulturredaktør, Anne Sophia Hermansen, døbte en overdimensioneret gokkesok”. Året forinden skabte det tilsvarende furore, da et fem meter højt knojern til 600.000 kroner, skabt af kunstneren Kristian von Hornsleth, blev præsenteret ved indgangen til Hede- og Magleparken i Ballerup. Og så findes der den særlige kategori af rundkørselskunst, som også ofte står for skud. Sidste år vakte det for eksempel debat på både internettet og i lokalsamfundet, da en betonskulptur til små 200.000 kroner blev sat op i en rundkørsel i Faxe. Det skulle ifølge kunstnerne bag forestille kalkblokke.

Siden Peter Rindal i midten af 1960’erne indledte sin kritik af moderne kunst i almindelighed og Statens Kunstfond i særdeleshed, har forholdet mellem statsstøtte og den smalle eller svært tilgængelig kunst været en varm kartoffel i den offentlige kulturdebat. Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen, en af sin generations mest indflydelsesrige kulturpolitikere, opsummerede det mundret, da han op til folketingsvalget sidste år fremførte det synspunkt i Politiken, at der skal være mindre pling-plong og klatmaleri” i den danske kunstverden.

Skellet mellem mærkelig moderne kunst” og kunst, der fortæller vores historie” – som Ahrendtsen har formuleret det – mellem det smalle og det folkelige, er måske særligt udtalt i billedkunsten. I modsætning til de masseproducerede kunstarter – litteratur, film og musik – hvor man lever af at billetsalg, royalties, antal afspilninger eller solgte bøger, og kunstnernes overleves dermed er direkte betinget af at nå et (stort) publikum, så eksisterer billedkunsten på andre vilkår. Billedkunstnere lever af at fremstille og sælge enkeltværker. Originalen findes i ét eksemplar. Derfor er kunstnernes og galleriernes indtægter ikke førstehåndsafhængige af en bred skare af borgere, men derimod af en lille befolkningslomme af private samlere, fondsbestyrere og museumsinspektører.

Jackson Pollock var alkoholiseret. Så meget havde The Daily Mirror ret i med deres bidske overskrift. Historien bag Blue Poles går på, at én af Jackson Pollocks tætteste kammerater, billedhuggeren Tony Smith, kom forbi kunstmalerens hjem på Long Island en aften i 1952. Og så begyndte de to ellers at drikke tæt. Og male. Pollocks teknik bestod på det tidspunkt ikke i at bruge staffeli, pensel og forsigtigt påføre farve, men i at sprede lærredet ud på gulvet og bevæge sig i cirkler – ja, nærmest danse – omkring det udstrakte lærred. Som et rovdyr om sit bytte. I venstre hånd holdt han Jack the Dripper, som den blev kaldt, en lille bøtte med emaljelak eller aluminiumsmaling, mens han i den højre havde en træpind eller en stivhåret børste, som han brugte til at dryppe eller kaste farven fra bøtten og ud over stoffet. Penslen rørte aldrig lærredet. Det var et opgør med den europæiske malertradition – et nybrud, om man vil.

Pollock og kammeraten Tony Smith blev begge godt berusede. Sent ud på aftenen begyndte de at smadre glas ned i lærredet, der er cirka to meter højt og fem meter langt, og træde rundt i det med bare fødder. Værket blev altså påbegyndt i en ordentlig brandert. Og givetvis gemmer der sig også blod i maleriet. Men selv om man stadig kan se glasskårene i malingen og øverst i højre hjørne også kan fornemme nogle fodaftryk, så tog Smith aldrig andel i æren for Blue Poles – kun for at have været med til at tage hul på processen. Og der er da også meget ud over undfangelsen, der gør maleriet særligt. Det var nemlig Pollocks sidste store drypværk, inden den fremadpiskende avantgardekunstner – som var på sin karrieres højdedrag, men samtidig plaget af depression og alkoholisme – forkastede den teknik, som han havde bygget sit navn på.

I august 1949 bragte Life Magazine en lang artikel om Pollock, hvor de retorisk stillede spørgsmålet: Er han den største nulevende kunstmaler i USA?” Og ifølge The New Yorkers kunstkritiker Peter Schjeldahl var svaret – i hvert fald i bagklogskabens lys – ja: Pollock var den første amerikanske kunstmaler i efterkrigstiden, der opnåede bred offentlig anerkendelse i Amerika. Eller som Willem de Kooning, en af Pollocks samtidige kunstnerkolleger, formulerede det: Pollock brød isen for os alle sammen”. Drypkunstneren indvarslede en ny stil og indskrev en ny generation i kunsthistorien. Og Blue Poles var altså det sidste store værk fra hovedperioden hos en af samtidens mest berømte amerikanske kunstnere. Det er ikke så mærkeligt, at det gik hen og blev – på det tidspunkt, hvor australierne købte det – det dyreste maleri, der var blevet solgt af en amerikansk kunstmaler.

På sin vis var køberen også oplagt. Den 40-årige James Mollison var i 1971 blevet udnævnt som museumsdirektør for det australske nationalgalleri, som var under opbygning. Mollison var energisk og selvsikker og blev kendt for sin ambitiøse indkøbsstrategi, som han kækt formulerede: Vi er kun interesserede i at erhverve os mesterværker.” Alligevel lød der som nævnt et ramaskrig i offentligheden, da Blue Poles blev anskaffet. Dels på grund af den historisk høje pris, dels på grund af historien om, hvordan maleriet var blevet påbegyndt. Var dét virkeligt et mesterværk? Mollison forsvarede købet ufortrødent og henviste til premierministerens blåstempling.

Mollison og regeringen stod ikke helt alene. Den navnkundige britiske kurator Bryan Robertson, der blandt andet havde stået i spidsen for Whitechapel Gallery i London, skrev i 1973 følgende i et profetisk brev til en australsk gallerist og kunsthandler, som havde været med til at forhandle købet af Blue Poles på plads.

Tilstedeværelsen af Blue Poles i Australien vil uundgåeligt ændre Australiens historie, fordi det vil påvirke udviklingen af fantasien og opmærksomheden hos de kommende generationer af australiere … Det vil blive en talisman for en mægtig nation,” skrev Robertson.

Og det var på mange måder en forudsigelse, der holdt stik. Utroligt nok. For det, der oprindeligt var en tabloidsensation, er i dag blevet til en hjørnesten i den moderne australske selvforståelse. I 2015 sagde den daværende museumsdirektør for National Gallery of Australia, Gerard Vaughan, at anskaffelsen af Pollock-maleriet havde været den bedste investering, som det her land nogensinde har begået”. Blue Poles anslås i dag til at have en værdi på mellem 100-350 millioner dollars, men det var ikke kun investeringens værdi, Vaughan sigtede til. I 2016 skrev The Economist om værkets betydning for Australien, at det var et emblem på landets modernitet”, en nationalskat” og et lærred, der repræsenterede fremvæksten af en national identitet uafhængig af Storbritannien”.

I løbet af 50 år gik et sværttilgængeligt avantgardeværk altså fra at være udskældt til at blive omfavnet af den australske befolkning. Pollocks kraftfuldhed, den kropslighed og bevægelsen, der findes i Blue Poles, blev et udtryk for det kaos, som Australien selv havde befundet sig i under efterkrigstidens løsrivelse fra Storbritannien, sagde man. Nationen og kunsten var blevet ét. Avantgarden og den australske folkelighed var definitivt smeltet sammen.

Og så kan vi lige slutte af med en dansk parallel.

I 1966 købte Holstebro Kommune nemlig bronzeskulpturen Kvinde på kærre af den schweiziske billedhugger Alberto Giacometti for godt 200.000 kroner. Dengang var borgerne tilsvarende utilfredse. Skulpturen var for dyr; kvinden så mager og udsultet ud. I dag er Maren å æ woun [Maren på vognen]”, som de lokale har døbt hende, adskillige 100 millioner kroner værd, hun har fået sin egen mærkedag (den 10. marts), bliver hyldet af de lokale, og kommunen har installeret en elevator under bronzekvinden, som hver nat bliver sænket ned i et underjordisk beskyttelsesrum.

Fortæller den abstrakte kunst os noget om vores historie? Måske ikke direkte – det kan i hvert ofte være svært at tyde præcis hvad ud fra klatterne. Men nogle gange kan vi bruge den til at fortælle nye historier om os selv.