Sengelus, tvivl og terrorfrygt. Alt det, jeg udelod, da jeg skrev Turen går til Marokko

ØRKENVANDRINGMarokko er indrammet af Atlanterhavet, Middelhavet, Vestsahara og grænsen til Algeriet, hvor Saharaørkenen begynder. Alle fotos: Michelle Arrouas

Derfor skal du læse denne artikel

Selvom internettet er lige ved hånden, er guidebøger stadig turistens faste følgesvend, og i Danmark er der ingen guidebog så ikonisk som Turen går til-bogserien. Men tiden går, verden ændrer sig, og guidebøger skal holdes ved lige. I tre måneder rejste Zetlands skribent Michelle Arrouas Marokko tyndt for at skrive den kommende, opdaterede version af Turen går til Marokko. Her er hendes beretning om, hvad det egentlig vil sige at have ansvaret for at tegne et helt lands portræt.

MIDDELHAVET STOPPER og bliver til mørkegrønne bjerge. Den sidste stædige beplantning giver langsomt op, i takt med at vi kommer længere sydpå, og sandfarvede bakker tager over. Mit lille flyvindue er en ramme, der giver mig et beskåret billede af Marokko. Jeg er på vej til Marrakesh i et fly fyldt med vandrere, børnefamilier, pensionister og vennegrupper.

Ligesom mange af de andre passagerer sidder jeg med en guidebog i skødet. Men målet med min rejse er at gøre den guidebog overflødig. Ikke for mig selv, men for alle de rejsende, der kommer efter mig.

Min opgave er at skrive en ny guidebog: Turen går til Marokko, som udkommer på Politikens Forlag som en del af Turen går til-serien, der er blevet udgivet siden 1952.

Hvor længe skal du så være afsted?”, spørger den midaldrende, tyske kvinde, der sidder ved siden af mig med en tysksproget Lonely Planet i skødet.

Hun og hendes mand er klædt i kakifarvede bukser med lynlåse og vandrestøvler, og jeg har overhørt dem gennemgå deres rute, som er beskrevet i netop deres bog. Først Marrakesh, så Imlil, og så et par dages vandren i Atlasbjergene, inden de flyver hjem igen.

Tre måneder,” svarer jeg.

Hun kigger først overrasket, så spørgende på mig. Hendes mand læner sig frem for at høre forklaringen.

Jeg skal skrive en rejsebog,” siger jeg og holder den sidste udgave af rejsebogen op.

Her står den – i en dansk sammenhæng – ikoniske titel: Turen går til Marokko. Under den er et billede af farverige, marokkanske lædermokkasiner.

Du bliver betalt for at rejse rundt i Marokko så længe? Det er dit job?”

Jeg nikker, og jeg føler mig heldig, selvom det er en sandhed med modifikationer. Jeg bliver ikke betalt for at rejse, men for at skrive en guidebog, og selvom forlaget har givet mig et generøst rejsebudget, ved jeg, at det langt fra vil dække hele rejsens udgifter. Lige nu betyder det ikke alverden.

Sikke et drømmejob,” sukker kvinden.

Jeg smiler stolt og undskyldende og fæstner sikkerhedsbæltet. Stewardesserne går igennem kabinen en sidste gang, inden vi lander. Det er mit drømmejob, og jeg har været glad og spændt og fuld af eventyrlyst, siden jeg skrev under på kontrakten.

Jeg har endnu ingen idé om, hvordan det kommer til at påvirke min tilværelse, mine nærmeste, min bankkonto, eller mit forhold til selve Marokko.

Opdagelsesrejser

Denne sommer hylder Zetland nysgerrigheden og fylder spalterne med historier om opdagelsesrejser. Over tre uger inviterer vi til at udforske fortællinger om de ukendte veje, de store bedrifter, de afgørende vendepunkter og de lærerige fejl. Imens tager nyhedspodcasten Helikopter sig som altid af dagens store historie. God fornøjelse.

JEG VÅGNER NÆSTE morgen, før solen står op. Der er morgenmad på hotellet, men jeg springer over. Jeg har en liste på over 20 steder, jeg skal nå at se i dag, og tre af dem er morgenmadssteder. Jeg svøber mig i et sjal, tjekker, at min pung og telefon er gemt dybt i mine lommer og dukker mig for at gå ud gennem den lave dør og ind i den mørke, smalle medina-gyde.

Jeg har været forfatter på Turen går til Berlin-bogen siden 2016, et par år efter jeg flyttede til den tyske hovedstad. Men da denne opgave – at skrive den nye version af Turen går til Marokko – landede på mit bord, tog det mig ikke mange timers research at indse, at det er en opgave af en helt anden dimension at portrættere et fremmed land med over 35 millioner indbyggere og et område på knap 450.000 kvadratkilometer end at skrive om den europæiske hovedstad, jeg bor i.

Jeg begynder her. I Marrakesh, udstyret med en notesbog, et kamera, fire-fem gennemstregede guidebøger på fransk og engelsk og en iPad fyldt med regneark. Dem er der ikke tal i, men lister over attraktioner.

Cirka en fjerdedel af dem er de steder – museer, pladser, monumenter, restauranter, butikker, caféer og aktiviteter – der allerede er i bogen, og de resterende tre fjerdedele er de nye attraktioner, jeg overvejer at udskifte dem med.

En guidebog som Turen går til-serien er en slags palimpsest – et værk, der skrives oven på andre forfatteres værker. Udtrykket stammer fra middelalderen, hvor man hyppigt skrabede teksten af vokstavler og pergamentpapir, hvorefter en ny forfatter kunne skrive oven på resterne.

I dag dyrker rejsebogsforlag, både danske og internationale, på sin vis samme praksis. Bøgerne går i arv mellem forfatterne, og når en ny forfatter overtager bogen fra en afgående, begynder revisionen. Man sletter meget – og skriver mere til. Som regel får kun de mest klassiske attraktioner, de uomgængelige must-sees, der altid vil være en del af guidebøgerne, lov til at stå nogenlunde uredigerede tilbage.

Jeg går hurtigt gennem de søvnige gyder, hvor gadesælgerne langsomt er ved at sætte deres boder op. Medinaen er mørkere og mere stille, end jeg nogensinde har set den før. Kraftige kvinder i kuttelignende djellaba-dragter går forbi mig med små skolebørn i hænderne. På hjørnerne, hvor to overdækkede gyder krydser hinanden, sidder der killinger og spiser madrester.

Virvaret af forgrenede gyder spytter mig ud på Djema al-Fna-pladsen, netop som dens højeste palmer fanger solens første stråler.

Når tusmørket sænker sig over pladsen, er den proppet med sydende madboder, fløjtespillende slangetæmmere, store berberbands og aggressive sælgere. Her ved solopgang er der kun et par grønne kareter, hvorfra unge mænd sælger friskpresset appelsin- og granatæblejuice for 2,5 kroner glasset. Jeg stiller mig ved en af dem og noterer prisen på de forskellige slags juicer. Jeg prøver at spørge ind til åbningstider, men de har ikke andre end fra solopgang til engang før midnat. Jeg beskriver atmosfæren med stikord på min blok og sætter kryds ved det første af dagens 20 destinationer. 19 to go.

Så slubrer jeg turens første vaniljesøde appelsinjuice i mig, uvidende om, at den og dens mange efterfølgere senere vil give mig huller i tænderne.

NATTERODERIPå Djema el Fna-pladsen i Marrakesh lever marokkanske familier, udenlandske turister, slangetæmmere, akrobater, tiggere, madboder med insisterende sælgere og et voksende antal tagterrassecaféer side om side.

JEG KENDER MARRAKESH og Marokko godt, men jeg er aldrig før blevet bedt om at koge det kaotiske, spraglede, farverige virvar ned til et portræt. Guidebogen består af to dele: En indledende del med baggrundskapitler om landets befolkning, kultur, politik, natur og gastronomi, og så områdekapitlerne, hvor jeg skal guide læserne til de bedste steder, fra historiske monumenter til hippe morgenmadscaféer.

Den øvelse er jeg vant til fra Berlinbogen, som har lært mig at tænke på min tjans som guidebogsforfatter som at male prik-til-prik-portrætter. Jeg udvælger de mest interessante museer, haver, pladser, tagterrasser, restauranter og butikker og trækker streger mellem dem.

Tilsammen skal de gerne udgøre et portræt af byen, der helst ikke skal minde om de glittede postkort, der er til salg overalt. I stedet forestiller jeg mig et portræt, som går i kødet på sit motiv og tør male både skønhed og grimhed frem.

Udover selve stederne har jeg kun lidt indledende områdetekst, hvor jeg kan præsentere kvartererne, at gøre godt med. Jeg skriver om de overdækkede stræder, de kutteklædte lokale, de duftende fladbrød og den sukkersøde myntete og føler mig som en kliché.

Det er fuldkommen de samme observationer, der optræder i klassiske rejsebeskrivelser fra Marokko som Edith Whartons In Morocco fra 1920 og Elias Canettis The Voices of Marrakech fra 1968. Jeg kan ikke finde ud af, om det betyder, at Marokko ikke har ændret sig meget siden da, eller om det er rejsejournalisternes syn på landet, der er uforandret.

Både Wharton og Canettis guides lægger sig stilmæssigt op ad de første rejsebøger, vi kender til i den vestlige verden. De blev forfattet af veluddannede og velhavende aristokrater, som beskrev deres dannelsesrejser i 1600- og 1700-tallet, ofte for læsere, der aldrig ville forlade deres hjemland. Men i 1824 udgav den kvindelige forfatter Mariana Starke en banebrydende bog, der guidede britiske læsere til at rejse rundt i Frankrig og Italien, i stedet for blot at fortælle om oplevelsen af at gøre det.

Ti år senere begyndte den amerikanske forlægger Murray at udgive guidebøger til destinationer i Europa, Asien og Nordafrika. Det fik i 1960 kunstkritikeren, skulptøren og poeten William Wetmore Story til tørt at erklære, at alle englændere, der rejser ud af landet, slæber rundt på en Murray-bog for at få information og et af Byrons værker for at vække følelser, og gennem dem får han at vide, hvad han bør vide og tænke for hvert skridt, han tager.”

Først i Mellemkrigstiden begyndte guidebøger at ligne dem, vi læser i dag. Eugene Fodor udgav den første bog i det, der siden skulle blive til rejsebogsimperiet Fodor’s, i 1936, og efter Anden Verdenskrig kom rejsebogsforlag som Let’s Go, Lonely Planet og Rough Guides til. Turen går til-serien var en af de første. Turen går til Østrig, den første bog i serien, udkom allerede i 1952.

OHØJHvert år ankommer et stadig større antal turister til Marokko, men det traditionelle liv findes stadig i selv de mest turistede byer. På havnen i den forblæste kystby Essaouira sælger fiskere deres fangst til restauranter, lokale og turister,

JEG ER NÅET til havnebyen Essaouira, hvor min søster er stødt til, og nu går vi sammen gennem byens pittoreske gader, mens kakofonien af catcalls – sjofle tilråb – svøber sig omkring os. Sssssexyyy. Pretty girrrls. Wanna marry me?” Jennifer Lopez.” Where’s your husband?” Great aaaaass.”

Over os hænger et tæt tæppe af måger. De hvidkalkede bymure føles pludseligt klaustrofobiske, på trods af den friske havluft, den koboltblå himmel og den stærke sol. Vi går hurtigere og hurtigere, men hver gang vi passerer en gruppe mænd, der kommenterer på vores kroppe, støder vi ind i en ny.

Jeg tager min søster i hånden og hiver hende ind på en café, som egentligt ikke er på dagens tætpakkede program, og hun bryder grædende sammen i trappeopgangen.

Det er bare hårdt kun at blive set på den måde,” siger hun mellem tårerne.

Det startede i lufthavnen, da hun fremviste sit pas, og af paskontrolløren blev spurgt om, hvorfor dog hun havde klippet sit lange hår af, siden hun fik taget pasbilledet. Nu går hun rundt med et tørklæde om sin pixie-frisure, delvist for at vise respekt, og delvist for at søge tilflugt for blikkene. De unge piger, der gør rent på vores hotel, har bemærket hendes tørklæde og rost hende for det, men mændene på gaden er ligeglade. Uanset hvor tildækkede vi er, kommer kommentarerne.

Jeg har forsøgt at væbne mig med viden, tålmodighed, medlidenhed, men den konstante opmærksomhed gnaver sig gennem mit forsvar. En ting er, hvad jeg selv skal høre på, noget andet er, hvad de siger til min 20-årige lillesøster, som ikke er vant til at rejse i lande, hvor uønsket mandlig opmærksomhed er uundgåelig.

JEG KAN MÆRKE foragten vokse frem. Den er affødt af den disrespekt, jeg føler, mændene viser os, og som jeg er nervøs for at komme til at spejle. Jeg går med gamacher for at skjule mine ankler, sjaler for at skjule min figur, håret sat op eller tildækket, og mine øjne skjules af solbriller. Jeg har endda gået rundt med høretelefoner i ørerne uden musik for at virke mere afvisende. Men det virker underligt paradoksalt at gå så afskærmet rundt i et land, som jeg rejser rundt i for at opleve og opfange så meget af som muligt.

Jeg forsøger at fokusere på de mange respektfulde, charmerende, intelligente og interessante marokkanske mænd, vi møder, lige fra taxichauffører og hotelansatte til surfinstruktører og musikere. De møder er med til at genoprette troen på, at det ikke er mænd eller muslimer eller marokkanere, der har et problem med frie kvinder, der rejser alene rundt i landet, men de enkelte catcallere.

Tilråbene, de sexistiske bemærkninger, den konstante piften, snerren og seksuelle opmærksomhed er uophørlig, især i nogle byer – men det er mødet med vidunderlige marokkanere også.

Ved hotellernes poolområder og mange strande kan man plaske rundt i bikinier, i kosmopolitiske Casablanca og Marrakesh går lokale kvinder rundt i høje hæle og korte, stilige kjoler, og i Marrakeshs ville nouvelle, den nye by, kan man købe badetøj, korte toppe og kjoler. I medinaerne, der er mere konservative, har jeg en følelse af ikke at kunne gå tildækket nok.

Jeg er i tvivl om, hvordan jeg i bogen skal beskrive oplevelsen af at rejse alene rundt som kvinde. Det er svært at skrive om baggrunden for de ubehagelige oplevelser – som den høje ungdomsarbejdsløshed, de socioøkonomiske udfordringer og forholdet mellem kønnene – ind mellem museerne og caféerne.

Jeg vil ikke afskrække kvinder fra at rejse hertil, for det er en lille del af en stor oplevelse, men jeg føler også, at jeg er nødt til at informere dem om, hvad de går ind til.

Jeg bladrer om til den tekst, der allerede er i den nuværende udgave af bogen, som handler om de udfordringer, kvindelige rejsende møder, og om de socioøkonomiske aspekter, der ligger til grund for dem. Teksten er præcis, og både min søster, der er med på en del af rejsen, og senere min mor, der er med på en anden, nikker genkendende til den. Jeg lader teksten stå som den er, trækker sjalet lidt tættere omkring mig og forsøger at ignorere tilråbene.

GADEKULTURI de mest moderne dele af Marokko kan tilrejsende såvel som lokale kvinder klæde sig i bikinier og shorts. På landet og i de traditionsbårne medinaer er det rarere, men ikke strengt nødvendigt, at være mere tildækket, som Michelle Arrouas søster er på dette billede.

DER VAR EN TID, omkring 2010, hvor britiske og amerikanske aviser bragte nyheder om guidebogens endeligt. Salgstallene styrtdykkede i takt med, at finanskrisen fik folk til at rejse mindre og de, der stadig rejste, i stigende grad kiggede mod internettets blogs, apps og online-magasiner for information og inspiration.

Mellem 2005 og 2011 faldt salget af fysiske guidebøger i USA med 40 PROCENT (i samme periode steg salget af elektroniske guidebøger, men ikke nok til at gøre op for faldet). Efter finanskrisen er salget af guidebøger på verdensplan imidlertid gået frem igen, og 2017 var det bedste salgsår for guidebøger på globalt plan i et årti.

Antallet af guidebøger er også eksploderet. I mange år var branchen domineret af internationale giganter som Lonely Planet, Frommer’s, Fodor’s og DK Eyewitness, men de seneste par år er der kommet et væld af nye guidebøger til, ofte nichepublikationer rettet mod et mindre publikum – Carl Goes, LOST iN, Monocle og Wallpaper er blot et par eksempler.

Økonomien for guidebøger svinger meget, både for forlaget og for forfatteren. Hos Turen går til bliver jeg betalt i royalties og altså aflønnet med en procentdel af salget, mens man hos amerikanske guidebog-udgivere typisk bliver aflønnet med et engangsbeløb. Når man skriver en guidebog til en destination, der sælger godt, er lønnen tilsvarende god, men hvis man skriver en guidebog til en mindre destination, som eksempelvis Marokko, er eventyret en del af lønnen.

Ligesom ens liv bliver vævet sammen med guidebogen, når man er på research, gør ens økonomi det også. Man er på arbejde fra man vågner, til man går i seng. Hver en pause bruges på at tage noter, og hver en kop kaffe er – hvis ellers man kan få en kvittering – en del af budgettet.

Og fordi rejsebudgettet sjældent vil kunne dække ens udgifter, hvis man er afsted i mange måneder, kontakter guidebogsforfattere ofte også hoteller, restauranter og attraktioner for at arrangere pressebesøg, hvor man gratis eller for et mindre beløb kan komme og tjekke stedet ud. Størstedelen af rejsebogsforlag accepterer og opfordrer forfatterne til at gøre brug af disse pressebesøg. Og visse forlag, som Fodor’s, bringer deres redaktionelle retningslinjer for pressebesøg online for at sikre troværdigheden over for læserne.

Hovedreglen er, at man aldrig giver og aldrig lover at give spalteplads til et sted, alene fordi man er blevet inviteret til en hotelovernatning eller et måltid. Hvis ikke et sted er godt nok, kommer det ikke med i bogen, uanset at jeg er blevet inviteret.

Man må gerne skuffe en hotel- eller restaurantejer, men man må aldrig skuffe læserne.

ATLASBJERGENE SKÆRER sig gennem Marokko, formet som en halvmåne, og deler landet midt over. På den ene side af bjergene, mod kysten, ligger de store byer, de mest frodige landbrugsområder, industrihavnene, det økonomiske og politiske centrum. På den anden side, mod grænsen til Saharaørkenen, Algeriet og Mauretanien ligger Drâadalen, et bælte af palmelunde og grønt omkring flodens bredder.

Da jeg ansøgte om at blive forfatter på Marokkobogen, argumenterede jeg for, at vi i højere grad skulle sætte fokus på det moderne Marokko og skære ned på postkortdelen, der fokuserer på myntete, marokkopuder og traditioner. Nu, hvor jeg har været i Marokko i tæt på to måneder, kommer jeg i tvivl.

Jeg kører gennem dalen, hvor landbruget er drevet af æselkraft, de lokales ansigter er forvandlet til læder af den konstante sol, og storkene flyver mellem tårnene på de lerklinede kasbah-borge. Skønheden er lige så overvældende som stilheden. Er det her det ægte Marokko, det sande Marokko, det autentiske Marokko? Eller er det den politiske hiphop i Casablanca, designscenen i Marrakesh, den økonomiske fremgang langs kysten eller Tangers intellektuelle scene?

Min kæreste er med på denne del af turen, og det er ham, der sidder bag rattet. Vi er trætte og mutte. Vi har tilbragt natten i en luksuriøs teltlejr i ørkenen, som skulle have været det romantiske højdepunkt på den del af turen, han er med på. I stedet endte han med at få madforgiftning og tilbringe størstedelen af dagen i teltets feltbadeværelse.

Vi parkerer ved en mudderfarvet borg fra 1800-tallet, som engang var hjem til en indflydelsesrig klan, og vi stiger ud af bilen.

Vi bliver mødt af en mand i 30′erne, der præsenterer sig som Hassan. Han har djelleba og hvide sneakers på. Han viser stolt frem i kasbahen, som tilhører familien. I gården går der geder, høns og æsler, omkring gårdhaven har familien indrettet fire værelser, der må være blandt de mest atmosfæriske i Marokko.

Dele af storfilmene Babel og Den Engelske Patient er indspillet her, og scener fra Game of Thrones er indspillet i nabobyen, men nu satser byen på turisme for at overleve økonomisk. Tørken gør det umuligt at leve af landbrug, som man hidtil har gjort.

Hassan håber på turister, og jeg forstår ham, men jeg er splittet. Jeg har lyst til at fortælle alle om kasbah-hotellet, men jeg ved, at regionen vil blive revet ud af sin tidslomme, når turisterne begynder at ankomme i busser.

Jeg ved, at turisme er en af de allerstørste kilder for økonomisk omfordeling fra rige til fattige lande, men jeg har også set, hvad der sker, når byer bliver gentrificerede. Dele af mig har lyst til at beskytte regionen fra udefrakommende indflydelse, holde den fastlåst i autentisk, tidløs og fotogen fattigdom.

Jeg ved, at det er selvisk. Som guidebogsforfatter er jeg med til at sikre, at folk rejser hertil. Jeg kan forsøge at guide dem til de bæredygtige steder, som det hotel Hassan driver med sin mor, i stedet for at sende dem til internationalt ejede pengemaskiner, men jeg kan ikke kritisere rejsebranchen for at bringe turister til uberørte områder. Jeg er en del af den.

AFSIDESTurismeindustrien er en afgørende del af Marokkos økonomi. Også i 2.100 meters højde er der muligheder for en forretning.

BJERGENES GOLDE FLANKER er klædt i stædige fyrretræer, men intet andet. Enkelte træer er ved at springe ud, og som små skyer lyser de op i dalen. Der er neongrønne valnøddetræer, pink kirsebærtræer, rosa abrikostræer og kridhvide æbletræer. Floden risler forbi, iskold, og bringer vand fra de sneklædte bjergtinder ned i dalen. Omkring dens bredder vasker kvinder tøj, børn leger, og der bliver tændt bål for at lave mad.

Skønheden er slående, men det er ikke den, der har lammet mig. Det er visheden om, at det var her, ved Imlil, i den del af dalen, jeg har udsigt til fra hotellets tagterrasse, at to skandinaviske kvinder blev dræbt af islamiske ekstremister i december 2018.

Jeg begynder at ryste, og min kæreste kommer op til mig.

Fryser du? Skal vi gå ned?” spørger han, og jeg nikker. Jeg har ikke lyst til at fortælle, at det er angsten, der ryster mig.

Marokko er kendt for sit dygtige terrorpoliti, og landet har stort set været skånet for de terrorangreb, der har ramt andre nordafrikanske og mellemøstlige lande som Egypten, Tunesien og Tyrkiet. Terrorangrebet har om noget resulteret i mere politi og flere sikkerhedsforanstaltninger overalt, og i Imlil vrimler det med militærmænd med maskingeværer. Men selvom jeg ved, at min frygt er irrationel, føler jeg mig ikke tryg lige nu.

Jeg er i tvivl om, hvordan jeg skal omtale terrorangrebet i bogen. Det skal nævnes, men det virker uretfærdigt over for byen at tatovere den historie hen over byens navn, når dens befolkning er gæstfri og undskylder, så snart de hører, jeg kommer fra Danmark.

Jeg ringer til min redaktør, Thomas Linder Kamure Thomsen. Han har måttet tage stilling til det spørgsmål mange gange de seneste par år, hvor terrorangreb til tider har været så ødelæggende for turismen i et land, at rejsebøger om området er gået ud af print.

Vi skal hverken skrive det op eller ned, og her er det jo ikke en reel fare,” siger han. Vi plejer at have et afsnit om det bagerst i bogen, for folk vil lede efter det. Men det er ikke retfærdigt over for Imlil og bjergene at have det med i beskrivelsen der, det gør vi jo heller ikke i Paris. Det skal jo ikke stå mellem vinbarer og bistroer, så kommer tingene helt ud af proportioner,” siger han.

Han tilføjer, at det her er det første terrorangreb i Marokko siden 2011, og inden da skal vi tilbage til 2003 – og alligevel har landet i årevis været markeret som gul i Udenrigsministeriets rejsevejledning. Frankrig, hvor der har været mange terrorangreb hvert eneste år i årevis, er grøn, siger han.

Selvfølgelig er Marokko en meget anderledes kultur end den franske. Men statistisk set er det altså tryggere at rejse i Marokko end i Frankrig.”

Næste morgen vandrer vi op til et vandfald en lille time fra byen. Her er stille, luften føles så krystalklar, at den river i lungerne, og duften af frugttræer hænger mellem dem.

Når man ved, hvad der er sket her, er det umuligt at få det til at give mening: at en sådan skønhed og en sådan afgrundsdyb grusomhed kan have eksisteret det samme sted.

At skrive et portræt af et land er at forsøge at indfange dets virkelighed, og virkeligheden er aldrig sort eller hvid; den er oftere grumset, nuanceret og fuld af tvetydigheder. Den bevidsthed har jeg båret med mig overalt i Marokko. Og alligevel er det ikke helt til at forstå, at dobbeltheden kan have så ekstreme kontraster.

KONTRASTI Imlil optræder bjergenes skønhed side og side med bevidstheden om det grusomme terrormord på to skandinaviske kvinder i 2018. I Drâa-dalen på den anden side af Atlasbjergene åbner marokkanere hoteller i faldefærdige kasbah-bygninger.

REGNBUEN ER kraftig og bastant, at den virker lige så fast fikseret i landskabet som bjergene, elektricitetsmasterne og husene. Jeg orker ikke at tage billeder. Jeg læner mig tilbage i sædet og betragter regnbuen fra busruden, indtil jeg er nødt til at dreje hovedet af led, og min arm igen begynder at klø. Årsagen er de sengelus, som åbenbart var en del af pakken på det småskumle, men billige gæstehus i hjertet af Fes’ ældgamle medina, hvor jeg tilbragte natten.

Da jeg satte mig på bussen, ønskede jeg dybest set, at den havde kurs mod mit hjem i Berlin. Nu betragter jeg de mørkegrønne Rifbjerge, de blanke bjergsøer og de sneklædte bjergtinder og mærker et stik af fortrydelse.

Jeg har kun tre dage tilbage af en tre måneders lang opdagelsesrejse i Marokko, i rastløsheden, i en guidebogsforfatters liv. Jeg har ikke haft rent tøj på i dagevis, jeg har sovet i en ny seng næsten hver eneste nat, og jeg har ikke flere penge. Både rejsebudgettet og min opsparing er spenderet, og jeg har måttet låne penge af min kæreste for at dække faste udgifter i den lejlighed i Berlin, jeg ikke har set i månedsvis.

Teksten til bogen rumsterer i mit hoved, som den har gjort nonstop, siden jeg tog afsted. Alt, jeg ser, bliver fordøjet og gjort til beskrivelser, og jeg er flere gange vågnet op midt om natten med ny tekst i hovedet, som jeg har måttet skynde mig at skrive ned.

Hotelansatte, taxichauffører, ørkenlejr-beduiner og tjenere spørger ofte rejsende, hvor længe man er afsted, og hvor man har været. Det er det samme spørgsmål, og når jeg fortæller om min rejse, det samme svar:

Så er du er mere marokkaner end mig.”

Jeg vil aldrig komme til at kende landet, som en marokkaner gør, men jeg forstår, hvad de mener. Jeg har set mere af Marokko, end jeg har set af Danmark, og jeg har været ude i flere af de afkroge og turistdestinationer, man som rejsende prioriterer, og som lokal ignorer. Det går op for mig, at jeg har brugt mange flere timer på at tænke på, hvad essensen af Marokko er, end hvad essensen af Danmark er.

MENS JEG ER AFSTED, ansøger jeg – med succes – om at skrive en amerikansk guidebog om Danmark. Det gør jeg dels, fordi jeg gerne vil lære mit hjemland bedre at kende, og dels fordi jeg gerne vil have samme magt over fortællingen om Danmark, som jeg nu har over fortællingen om Marokko.

Min guidebog er en lille brik i det puslespil, der udgør portrættet af Marokko for udefrakommende. Jeg forkaster nogle byer fra bogen, inkluderer andre, der hidtil ikke har været nævnt, og spekulerer på, om de kommer til at mærke det i lige så høj grad som de restaurantejere i Berlin, der har fortalt, at antallet af danske besøgende steg, efter de kom med i guidebogen. Jeg er med til at påvirke, hvilke byer de danske og norske læsere af bogen rejser til, hvilke hoteller de bor på, hvilken del af ørkenen, de besøger, og hvilket forhåndsindtryk de har af landet, når de lander i Marokko med guidebogen af skødet.

En ung amerikaner sætter sig på sædet bag mig for at få en bedre vinkel på regnbuen. Vi falder i snak og stiller de obligatoriske rejsespørgsmål; hvor er du fra, hvor længe er du afsted, hvor har du været.

Jeg fortæller ham, at jeg har rejst landet rundt i tre måneder for at skrive en rejsebog, fra ørkenen i Sahara til Atlanterhavets vilde strande, fra Atlasbjergenes tinder til Drâadalens flodbred, fra små berber-landsbyer til storbyen Casablanca, fra grænsen til Vestsahara til Tanger, hvor jeg har stået og skuet længselsfuldt mod Europa sammen med unge marokkanere med drømme om et nyt liv.

Eventyrlysten får hans øjne til at blusse op. Han har kun kunnet få fri i en uge fra sit job på et reklamekontor i Chicago.

Wow,” siger han. Du har verdens bedste job.”

Jeg tænker tilbage på mine tre måneder i Marokko. Ligesom med en forelskelse har jeg bevæget mig fra det første mødes vilde eufori over forståelsen af, hvor store forskellene er, til en dybere, mere nuanceret respekt og kærlighed for landet. Jeg kigger ned på min skambidte arm og kradser den igen.

Ja,” svarer jeg, med et suk. Det har jeg.”

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem