“Det er virkelig noget, der griber om sig.” Smartphones er blevet stalkeres smarteste våben

STALKINGAlt kan fås online. Også en “alt-i-én afslør-en-utro-ægtefælle”-app. Illustration: Kasper Løftgaard for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

13:05

Derfor skal du læse denne artikel

På verdensplan er stalking-apps, som kan overvåge et uvidende offers telefon, populære som aldrig før. Teknologien, som også vinder udbredelse i Danmark, er ulovlig, men utrolig let at finde på internettet og hurtigt installeret på en telefon. På landets krisecentre for kvinder bekæmper man hver dag konsekvenserne af en uhyggelig del af den teknologiske udvikling.

Hos Dansk Stalking Center blev man sidste år kontaktet af en kvinde. Hun var i problemer. Kvinden var flyttet til ny adresse, en hemmelig adresse, for at beskytte sig mod sin ekskæreste. Men en løbe-app havde ført ekskæresten hjem til hendes hoveddør. Det var ganske forfærdeligt,” siger Lise Linn Larsen, som er direktør i Dansk Stalking Center. Ekskæresten havde fundet kvindens adresse, fordi han havde fundet frem til navnet på kvindens nye kæreste. Navnet fandt ekskæresten på løbe-appen, hvor den nye kæreste havde en profil. Ekskæresten kunne således se, fortæller direktøren, hvor den nye kæreste begyndte sine løbeture. Nogle dage var det fra en adresse, der ikke var hans, og den adresse viste sig at være kvindens. Det her er ikke en enkeltstående historie,” siger Lise Linn Larsen. Vi oplever, at rigtig mange udsatte fortæller os lignende historier. Det er et stort problem.”

Internettet har på grundlæggende vis ændret måden, hvorpå man kan stalke – altså forfølge, overvåge og chikanere – et andet menneske. Sidste måned fortalte en kvinde ved navn Amy en skrækkelig historie til det britiske medie BBC. I lang tid forstod hun ikke, hvordan hendes daværende mand vidste ting om hende, private ting, hvad hun havde lavet i løbet af dagen, og hvem hun havde mødtes med. Han fik hende til at tro, hun var ved at miste forstanden. Men en dag, hvor han viste hende billeder, han havde taget på sin telefon, så kvinden, at han fik en notifikation. Din daglige rapport om Amys Mac er klar,” stod der.

Manden, viste det sig, havde i smug installeret såkaldt stalkerware på hendes computer. Stalkerwaren overvågede alt, hun foretog sig, og var således blevet en digital forlængelse af den psykiske vold, der foregik i hjemmet. Psykisk vold fra for eksempel en partner eller ekspartner er et alvorligt problem, som millioner af mennesker, særligt kvinder, lever med verden over, og som den digitale udvikling på uhyggelig vis nu kan understøtte. Formand for Landsorganisation af Kvindekrisecentre Niels Christian Barkholt siger: Teknologien passer med den mentale tilstand, hvor manden vil kontrollere kvinden, er paranoid og ekstremt jaloux.”

Før internettet krævede stalking, at partneren var fysisk til stede. Ellers var det umuligt at skygge offeret på vej til arbejdspladsen eller hjem til den nye kæreste. Men i dag kan det let klares fra en telefon. Selv de mest simple overvågningsapps som Life360 og Safe24, som i iPhones App Store markedsføres til forældre, der vil holde opsyn med deres børn, kan afsløre, hvor et menneske befinder sig i alle døgnets timer. Mere lyssky stalkingapps kan ikke hentes fra Apples og Googles virtuelle butikker, men skal hentes fra hjemmesider. Som Mobile Tracker, hvis salgstale lyder: Overvåg dine børn/ansatte i realtid. Tusindvis af tilfredse kunder.” Andre stalker-apps markedsføres helt ublu som en alt-i-én afslør-en-utro-ægtefælle”-app. Find ud af, hvad der er sandt, og få fred i dit sind,” lyder det på hjemmesiden.

De her apps er frit tilgængelige på internettet sammen med deciderede stalking-guides. Her beskrives det, hvordan man for 50 kroner om måneden kan få daglige underretninger om en persons lokation, browser- og opkaldshistorik, kontaktbog, fotoalbum og beskeder – sms og chat. Nogle apps kan endda tænde telefonens kamera og optage video, eller tænde mikrofonen og optage lyd. Det er en grad af spionage, som svarer til, hvad efterretningstjenester udsætter terrormistænkte for.

Og det er da heller ikke lovligt for civile at udspionere et andet menneske på den vis. Tidligere i år fik straffelovens paragraf 264 tilføjelsen: Den, der uberettiget ved hjælp af en gps eller et andet lignende apparat registrerer en andens færden, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.” Får man uberettiget adgang til eksempelvis sms-korrespondancer, er strafferammen endnu højere.

Men lovgivningen ændrer ikke, at stalkerware kan hentes fra internettet. Og stalker-apps er lette at installere, forklarer Lise Linn Larsen fra Dansk Stalking Center. Den pågældende kan installere appen på en café, når kvinden er på wc eller oppe at købe en kaffe. Det er klaret på et par minutter.” Stalkeren skal først have adgang til ofrets telefon. Det kræver en pinkode, et fingeraftryk eller en scanning af offerets ansigt. Appen hentes til telefonen, og så giver man den fuld adgang til telefonens systemer, så al aktivitet overvåges, og så skjuler man appen i en mappe, ofret sjældent åbner. Nu kan telefonen overvåges fra stalkerens egen telefon eller appens hjemmeside.

Det er svært at sige, præcis hvor udbredte stalking-apps er. Men sidste måned blev vi lidt klogere. Her offentliggjorde it-sikkerhedsvirksomheden Kaspersky nogle bekymrende tal: I år har dens antivirusprogram fundet stalkerware på over 37.000 telefoner og computere verden over. Det er en stigning på 35 procent fra sidste år. Kaspersky opdager stalkerwaren, når en person scanner for virus. Kaspersky har tilsendt mig tallene for Danmark, som viser, at dens antivirussoftware i år har fundet stalkerware 39 gange. Det er en stigning på 86 procent fra sidste år. Tallet er formentligt langtfra dækkende for det egentlige omfang, fordi Kasperskys antivirusprogram ikke er så udbredt herhjemme, men tallet indikerer, at stalkerware er i vækst.

På landets krisecentre for kvinder oplever man konsekvenserne af udviklingen. Vi oplever helt bestemt kvinder, som overvåges af deres partnere,” siger Karin Houmann, der er leder af Holstebro Krisecenter for kvinder, da jeg ringer og spørger til stalker-apps. Det er virkelig noget, der griber om sig. For få år siden var det gps’er, som blev sat på bilen. Det, der sker nu, er, at det er så frygteligt svært at følge med. Så snart vi tror, vi ved, hvad der er muligt, så udvikler teknologien sig.” Konsekvensen, siger hun, er, at kvinder er nødt til at smide telefonen fra sig, inden de kommer til os. Men det er svært, fordi telefonen er så vigtig for deres liv. Det svarer til at sige til en svagtseende, de skal smide deres brille.”

Da det amerikanske statsmedie NPR i 2014 lavede en rundspørge blandt 70 kvindecentre i USA, svarede 85 procent, at de har kvinder, hvis voldsudøver overvågede dem med gps. Hos en kvinde fandt man gps’en i en af hendes sko. 75 procent af centrene svarede også, at man har kvinder, som er blevet aflyttet via apps på deres telefoner, hvilket sætter ikke bare kvinderne, men også den generelle sikkerhed på centrene i fare – blandt andet fordi de hemmelige adresser, som flere centre har, bliver afsløret. Centrene fortalte ligeledes, hvordan mænd i forbindelse med skilsmissen har foræret deres børn telefoner med stalkerware for at finde frem til moren. Og opdager kvinden stalkerwaren på sin telefon og sletter appen, bliver det opdaget i samme sekund, signalet forsvinder. Det kan, ifølge eksperter i partnervold, eskalere den psykiske vold. Vold i hjemmet hænger ifølge disse eksperter uløseligt sammen med kontrol og overvågning  – og begge dele er altså lettere at udøve for en stalker end nogensinde.

På de danske krisecentre er man bevidst om, at kvindens telefon og de apps, hun har på den, kan udgøre en risiko. Men det er svært for centrenes ansatte at gennemskue, hvordan telefonen og diverse apps helt præcis benyttes til at udspionere kvinden, lyder det. Som Anne Kathrine Binder fra Aarhus Krisecenter siger: Vi har haft kvinder, hvor deres mænd ved nogle ting om dem, hvor vi ikke ved, hvordan de ved det.”

Lignende erfaring har man på Silkeborg Krisecenter siger leder Dorte Fritzemeier: Jeg ved, disse apps findes, og at nogle af vores kvinder formodentligt er blevet udsat for det. Det er stort problem. Men vi gad godt blive klogere på det. Det er et område i rivende udvikling, og som vi har svært ved helt teknisk at sætte os ind i.” Derfor tager centret nogle forholdsregler, når en kvinde kommer ind. Vi slår diverse apps fra, som kan sige noget om, hvor de befinder sig. Facebook og Find min iPhone eksempelvis. Men vi oplever også, at selv om kvinderne gør det og ændrer deres passwords, virker det stadig, som om mændene ved, hvor de er, og hvad de har lavet.” Om det skyldes, at kvinden har en stalking-app på sin telefon, ved Dorte Fritzemeier ikke. Også på kvindecentret i Esbjerg har man en striks telefonpolitik.

Når kvinderne kommer ind, så gennemgår vi deres telefoner. Vi finder nogle gange apps, som vi sletter. Men tit opfordrer vi kvinderne til helt at slukke deres telefoner, inden de kommer, for at være på den sikre side. Måske også skifte deres sim-kort, alt efter hvor stor truslen er.”

På Dansk Stalking Center har man udviklet samme hellere-være-på-den-sikre-side-politik hvad angår telefoner. Ligesom man også har helt konkrete råd, enhver kan følge. Et at vores råd er,” siger direktør Lise Linn Larsen, at man skal være meget opmærksom på, hvilke lokationstjenester man har slået til på sin telefon – og hvad man siger ja til, når man får en ny app.” Under indstillinger på telefonen kan man se, hvilke apps der har adgang til hvad. Man skal også vide, at ens nærmestes telefoner kan sladre om ens lokation.

Ekspartneren kan også bruge børnenes sociale medier til at finde frem til, hvor moren opholder sig. Det gælder også for den udsattes omgangskreds. Derfor anbefaler vi, at man taler med sit netværk om, hvad man bliver udsat for, og fortæller dem, at de eksempelvis ikke må tagge én på sociale medier,” siger Lise Linn Larsen.

Traumerne efter at have været udsat for spionage og chikane over telefonen er ifølge stalkingcentrets direktør, at mange udvikler en fobi for telefoner. Vi hører både kvinder og mænd, fortælle, at telefonen efterfølgende bliver et kæmpe stresselement. Hvis man har oplevet at, der tikker 100 sms’er ind i løbet af natten, så kan lyden af en sms få én til at gå i alarmberedskab. Det er traumatiserende, og folk udvikler simpelthen PTSD.” Med PTSD – kort for posttraumatisk stress-syndrom – følger flashbacks, forklarer hun. Der skal bare en lille ting til at trigge angsten – eksempelvis at telefon bimler og bamler.”

For kvinderne, der har oplevet psykisk vold eller stadig lever med truslen, bliver det endnu en forhindring for, at de kan skabe sig en normal tilværelse. Som Lise Linn Larsen forklarer, så ville det bedste naturligvis være, at kvinderne ikke benyttede sig af mobiltelefonen, men, siger hun. Vi lever et liv, hvor vi er så afhængige af vores telefon – det er sådan, vi læser nyheder og fortæller vores venner, vi bliver lidt forsinket. Derfor har det invaliderende konsekvenser, når ens telefon bliver kapret på den her måde.”

Myndighederne kan stille lidt op mod lyssky sider, der sælger stalkerware. Men sidste måned blev Coalition Against Stalkerware skabt. Det er et samarbejde af it-sikkerhedsfirmaer som Kaspersky og Avira, og ngo’er som European Network for the Work with Perpetrators of Domestic Violence og National Network to End Domestic Violence. På koalitionens side, Stopstalkerware.org, kan man læse, hvordan man beskytter sig mod stalkerware. Mistænker man, at ens telefoner bruges til spionage, står der også, hvad man så gør.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: