Send en tanke til Zetlands medlemmer, der har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

signature

“Jeg er ikke bange for at blive bange.” Vi mødte verdens mest magtfulde dansker på en skæbnedag i Bruxelles

FOKUSEn dag med Margrethe Vestager gør det tydeligt, at beslutninger ikke bare skal træffes. De skal performes. Foto: Merlin Meuris / Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

AKTUEL IGEN: Der spekuleres for tiden heftigt i, om Margrethe Vestager vil få opfyldt sit ønske om at fortsætte som EU’s konkurrencekommissær efter 2019, eller om hun måske endda kan blive kommissionsformand. I juni sidste år fulgte vi i hælene på den danske kommissær på én af de dage, der har gjort hende til et internationalt topnavn: Dagen, hvor hun gav Google en kæmpebøde og befalede selskabet at ændre sine forretningsmetoder.

Margrethe Vestager ligner en kvinde i sit es. I knaldgrøn kjole, med guld i ørerne og energi i øjnene skridter hun hastigt ned ad gangen med et internationalt tv-hold i hælene, mens hun svarer veloplagt på spørgsmål fra en ung britisk journalist i stram jakke og ternede sokker.

Den danske EU-kommissær har indtaget sin personlige afdeling på de øverste etager af Berlaymont-bygningen, Europa-Kommissionens mastodontiske hovedkvarter midt i Bruxelles, på en meget konkret måde; der står Vestagervej” på et patineret vejskilt på væggen (en afskedsgave fra en dansk Christiansborg-journalist). Andre steder hænger dansk malerkunst, danske pressefotos fra flygtningekrisen og en porcelænsplatte fra 1915 til minde om de mænd, der gav kvinden ligestilling med manden i landets styrelse”.

Nu vandrer konkurrencekommissæren forbi det hele, rundt om hjørnet, ind i elevatoren og videre ned ad trapperne så hurtigt, at det er svært at følge med. Hun kommer foran, stopper op og holder høfligt døren for hele følget af mediefolk og medlemmer af hendes egen stab og fortsætter så i al hast, klak, klak, klak, klak, klak.

Margrethe Vestager er på vej ned i Berlaymont-bygningens pressesal for at annoncere sin beslutning om at give Google, en af verdens største virksomheder målt på markedsværdi, en bøde på 2,4 milliarder euro for at misbruge sin dominerende position som Europas foretrukne søgemaskine.

Det er én af de største bøder, nogen myndighed nogensinde har givet nogen virksomhed, og mere end dobbelt så meget, som den internationale finanspresse har forventet.

Bøden ledsages af et påbud om at ændre en forretningspraksis, der har været afgørende for Googles vækst de senere år, og som rækker langt ud over den konkrete sag. Dertil kommer trusler om betydelige dagbøder, hvis ikke Google makker ret. Tilsammen – skal det vise sig – er det med til at give Googles moderselskab et dyk i kursværdi på adskillige milliarder dollars, selv om effekten på længere sigt stadig er et åbent spørgsmål.

Som øverste chef for 900 mennesker i EUs Generaldirektorat for Konkurrence er Margrethe Vestager den eneste EU-kommissær, der selv kan afgøre sager. Hvor hendes kommissærkolleger formulerer lovgivning i et langsommeligt tovtrækkeri med Europa-Parlamentet og medlemsstaterne, står Margrethe Vestager kun til ansvar for EU-Domstolen, når hun skal håndhæve én af de absolutte grundpiller under det europæiske samarbejde: de juridiske bestemmelser om, at både virksomheder og medlemslande skal konkurrere mod hinanden på fair og lige vilkår. Det er, om man så må sige, hende, der skal holde frygten og grådigheden stangen, så det indre marked kan fungere.

Positionen har Margrethe Vestager siden 2014 varetaget med et schwung, der har givet international opmærksomhed i et omfang, der sjældent tilkommer noget så potentielt askegråt som en EU-kommissær. Hvor hendes forgænger forsøgte at lande et kompromis med Google, kastede Margrethe Vestager nye ressourcer ind i sagen for at få den afgjort med en bøde og et påbud, der kan holde i retten. Samtidig rejste hun to nye sager mod teknologikæmpen. Sager, som – det har hun allerede afsløret – formentlig ikke vil falde ud til Googles fordel, hvis hendes foreløbige konklusioner ellers holder stik.

Google-sagerne er langt fra enestående. Mest kendt er formentlig Margrethe Vestagers beslutning fra 2016 om, at Apple skulle tilbagebetale 97 milliarder kroner i ulovlige skatterabatter til Irland. Men også sager mod andre teknologigiganter som Amazon og Facebook, såvel som hendes armlægning med Vladimir Putins energipolitiske armforlænger, gasgiganten Gazprom, har bidraget til Margrethe Vestagers ry.

Nu om stunder kan det blive til en historie i Financial Times, blot hun svarer på et tweet. Hun har været genstand for lange portrætter i flere af de største engelsksprogede finans- og forretningsmedier, udråbt til en af verdens 100 mest indflydelsesrige mennesker af Time Magazine og er – ifølge det ansete amerikanske teknologimagasin Wired, der satte Vestager på forsiden i maj – den syvende vigtigste person i tech-verdenen lige nu.

Det er alt sammen med god grund. Margrethe Vestagers beslutninger har potentiale til at forme en af de mest svimlende forandringsprocesser, vores samfund gennemgår i disse år: den gennemgribende digitalisering af alt fra vores sociale liv til vores forbrug, vores transport og vores demokratiske debat. Hendes prioriteringer og afgørelser kan snart komme til at påvirke bilfabrikanters brug af data om din kørsel eller sætte grænser for, hvad sociale medier som Facebook kan kræve af personlig viden om dig.

FART PÅMargrethe Vestagers dage er typisk delt op i halvtimesintervaller. Mindre, hvis der er rigtig travlt. Foto: Merlin Meuris / Zetland

Det gråblå og ellers så lyddøde presserum dybt inde i Berlaymont-bygningen summer af forventning.

Et sted mellem journalister fra The New York Times, Bloomberg, The Washington Post, BBC, Financial Times og andre af verdens vægtigste medier sidder forældrene til den tyske embedsmand, der har haft hovedansvaret for sagen og tumlet med den i årevis. Det her er stort for alle involverede.

Pludselig går døren op, og Margrethe Vestager træder veloplagt ind på scenen. Hun hiver smilende mobiltelefonen frem for at tage billeder af de fremmødte. Salen overgiver sig med en dæmpet latter. Så lægger hun ansigtet i alvorlige folder.

Margrethe Vestager har forberedt sig minutiøst på dette øjeblik. Hun har i detaljer sat sig ind i svarene på myriader af indviklede spørgsmål, langt flere end journalisterne i salen har tid eller fantasi til at stille. Men det allersidste, hun har gjort for at forberede sig, fortæller hun senere, er at forsøge og træde et skridt tilbage fra det hele og spørge sig selv, hvad sagen egentlig drejer sig om.

Der er noget principielt på spil, og det er det principielle, jeg gerne vil have ud over rampen,” siger hun.

Fra scenen leverer kommissæren sin dom over Google med en monolog fuld af nøje udvalgte ord som ulovlig”, dominerende”, misbrug” og bevismateriale”. Mængden af data, hendes konklusioner bygger på, siger hun, svarer til 460 millioner kopier af hendes tale. De ville tage hende 17.000 år at læse op.

UD I PAPMargrethe Vestager insisterer på at gøre sine beslutninger lette at fatte: “Hvis man skal have en opfattelse af at leve i et samfund, hvor markedet fungerer på en måde, der er i orden, så skal man jo også kunne forstå det.” Foto: Merlin Meuris / Zetland

I kraft af sin position skal Margrethe Vestager med jævne mellemrum bide skeer med nogle af det globale forretningslivs tungeste og mest magtfulde mænd – og det er mest mænd, bemærker hun med et lille fnys, da jeg møder hende i København nogle dage før Google-sagens afgørelse:

Jeg kan næsten tælle på én hånd, hvor mange kvindelige CEOs jeg har mødt. Det er godt, jeg ikke har et kvotesystem for, hvilke møder jeg vil tage, for så kunne jeg være holdt op med at arbejde efter januar.”

Det er folk som Googles erfarne bestyrelsesformand Eric Schmidt. Eller Apple-chef Tim Cook, der reagerede på Margrethe Vestagers gigantiske skattekrav ved offentligt at udråbe afgørelsen til noget totalt politisk pis”. Forinden havde han ifølge flere medier nærmest råbt af den danske kommissær under et møde.

Jeg spørger, hvordan man forbereder sig på møder med den slags mænd, der er vant til at få deres vilje.

Jeg tror, det mentale overskud kommer af at arbejde på vegne af 500 millioner mennesker,” siger Margrethe Vestager.

Altså … hun slår en knyttet næve mod håndfladen – smak! – dét er ikke nogen svag position at komme fra. Og så må man sætte sig ned og lære sagens detaljer, men også finde ud af: Hvad vil vi gerne have, der skal komme ud af det her? Et møde er et møde, men noget skal komme ud af det.”

– Bliver du aldrig en lille smule frygtsom?

Ork jo. Det gør jeg skam da tit. Men dét forsøger jeg så at bruge til at stille ekstra spørgsmål, fordi jeg kan bruge det som kvalitetssikring. Min erfaring er, at hvis man bliver bange for noget, skal man gå hen til det og undersøge det nærmere, og så viser det sig som regel, at ens frygt er ubegrundet. Derfor er jeg ikke bange for at blive bange for en ting.”

Udefra kan Margrethe Vestager godt ligne en kvinde med en sag. Det kan se ud, som om hun på usædvanlig stålsat vis har sat sig for at få nogle af den globaliserede kapitalismes største giganter ned med nakken.

Det er ikke helt sådan, hun selv ser på det.

Jeg tror, det begynder et andet sted,” siger hun – nemlig da hun skulle forlade dansk politik og ikke længere være folkevalgt. Dét var ikke så nemt.

Der er ikke noget mere rørende og opmuntrende og drivende, end når folk viser én tillid – og det er jo det, de gør, hvis de sætter kryds ud for dit navn,” siger hun.

Og når jeg ikke kunne være folkevalgt mere, tænkte jeg, at så ville jeg prøve at tage den kultur med mig, at jeg repræsenterer nogen. Jeg synes, jeg repræsenterer Europas borgere. Jeg repræsenterer den interesse, de har i, at de ikke bliver snydt, og at markedet virker på en fair og ordentlig måde.”

Derfor, siger Margrethe Vestager, føler hun sig forpligtet til at finde løsninger på de sager, der ligger på hendes bord. Nogle gange bliver det et kompromis, hvor virksomheden slipper for straf til gengæld for at rette ind. Sådan har hun landet sager mod både Gazprom og Amazon (der dog stadig har en skattesag hængende over hovedet). Andre gange, som med Google, ender det med et brag af en bøde.

Fakta: Margrethe Vestagers sager mod giganterne

GOOGLE 1

Sagens kerne: Misbrug af dominerende position i ét marked (internetsøgning) til at opnå fordele i et andet (prissammenligning).
Status: Google beordret til at ændre praksis og betale en bøde på 2,4 milliarder euro. Firmaet føler sig uretfærdigt behandlet, men agter tilsyneladende at betale.

GOOGLE 2

Sagens kerne: Misbrug af dominerende position inden for smartphonestyresystemer solgt på licens, mobil internetsøgning med mere.
Status: Afventer afgørelse.

Google 3

Sagens kerne: Udnyttelse af dominerende position inden for reklamer koblet op på søgninger.
Status: Afventer afgørelse.

Apple

Sagens kerne: Statsstøtte fra Irland i form af skatterabatter.
Status: Apple beordret til at betale 97 milliarder kroner i restskat. Apple har appelleret, men indvilgede 5. december 2017 i at begynde at indbetale pengene på en spærret konto, til sagen er afgjort.

Lastbilkartellet

Sagens kerne: Aftalte priser på lastbiler.
Status: Daimler, Iveco, DAF og Volvo/Renault tildelt bøder på i alt 21,5 milliarder kroner. MAN var også med, men slap for straf ved at stikke de andre (ja, sådan fungerer det).

Amazon 1

Sagens kerne: Statsstøtte fra Luxembourg i form af skatterabatter.
Status: Afventer afgørelse.

Amazon 2

Sagens kerne: Urimelige priskrav med mere til samarbejdspartnere.
Status: Forlig, hvor Amazon droppede kravene.

Gazprom

Sagens kerne: Misbrug af dominerende position i Øst- og Centraleuropa.
Status: Aftale om adfærdsændringer uden bøde sendt i høring.

McDonald’s

Sagens kerne: Statsstøtte fra Luxembourg i form af skatterabatter.
Status: Afventer afgørelse.

Facebook

Sagens kerne: Vildledning om brug af data i forbindelse med overtagelse af WhatsApp.
Status: Facebook beordret til at betale 818 millioner kroner i bøde. Selskabet vil ikke appellere.

I Berlaymont-bygningens pressesal erklærer Margrethe Vestager, at Googles ulovlige adfærd – kogt helt ned til sin essens – blot er en ny version af noget meget old-school, nemlig udnyttelse af en dominerende position i ét marked til at opnå fordele i et andet.

Google sidder tungt på markedet for internetsøgning i Europa, og det udnytter selskabet, når du for eksempel taster et ord som kondisko” ind i søgefeltet. Øverst får du vist billeder af kondisko, som stammer fra Google Shopping, et værktøj til at sammenligne priser mellem netbutikker. Dermed udmanøvrerer Google på ulovlig vis sine konkurrenter inden for prissammenligning, lyder Margrethe Vestagers konklusion.

Afgørelsen har vidtrækkende konsekvenser for Googles forretning. Det er nemlig ikke kun Google Shopping, der får en fremtrædende placering i søgeresultaterne, det samme gør andre Google-tjenester. Taster du for eksempel navnet på en restaurant, får du typisk et resultat fra Google Maps.

Den praksis har været vigtig for Googles økonomiske vækst de senere år, men med afgørelsen fra Margrethe Vestager kan det snart være slut – i hvert fald i Europa. På talerstolen siger hun det lige ud: Sagen om Google Shopping vil danne præcedens for andre sager efter samme princip.

Altså: Google kan godt forberede sig på endnu flere kampe med kommissæren.

Efter pressemødet gentager Margrethe Vestager sine argumenter over for alverdens tv- og radiojournalister, hele tiden med de samme eksempler: Hvis man ryger to pladser ned ad listen med søgeresultater, får man kun halvt så mange klik. 418 millioner borgere i 13 lande er blevet frarøvet frugterne af fri konkurrence. Man er velkommen til at drive forretning og vokse sig lige så stor som Google, man skal bare ikke misbruge sin dominerende position. Og så videre, igen og igen.

Hun virker ret upåvirket af det hele.

Det kommer af ugers forberedelse,” siger hun, jeg kender caseteamet ud og ind, og når man ved, hvor grundige de har været, og hvor meget de har været igennem, så giver det også ro i maven.”

Så forsvinder hun ind i en elevator for at spise frokost med kolleger fra konkurrencemyndigheder i hele Europa. Tv-holdet fra Vice News, der har fulgt i hælene på kommissæren lige fra morgenstunden, må vente lidt endnu på at få deres hovedinterview – og det samme må jeg.

ORKANØJEBBC, Financial Times, Reuters, CNN, Bloomberg, DR, Frankfurter Allgemeine, El País, The Guardian og Dagens Nyheter var nogle af de medier, der straks gjorde Google-bøden til tophistorie på dagen (den 27. juni). Foto: Merlin Meuris / Zetland

Margrethe Vestagers kontor er, øhm, atypisk. Kontorstolen er stribet, der er fotobøger på sofabordet og orkidéer i vindueskarmen, og på væggene hænger store, farvestrålende sommerfugle og et broget udvalg af malerkunst – fra græssende køer over noget nonfigurativt til et par store lærreder domineret af, hvad der ligner jublende vingummibamser.

Kommissæren småsnakker veloplagt med tv-holdet fra Vice News om en fælles bekendt af én af journalisterne, inden hun sætter sig ned på en rød mødebordstol, lægger benene over kors, samler hænderne på knæene og læner sig frem, klar til at udlægge Google-sagen for rullende kameraer én gang til.

Der er et spørgsmål, Vice News-journalisten har villet stille hele dagen, siger han. Hvad driver Margrethe Vestager personligt? Hvorfor kaster hun sig ud i de her sager, hvor hun får så megen røg?

For mig er der ingen skelnen mellem, hvad jeg foretager mig i mit arbejdsliv, og hvad jeg tror på. Og for mig gør det en forskel, fordi …

Margrethe Vestager tager venstre hånd op foran brystet og kigger tænksomt ud af vinduet et øjeblik, inden hun igen fanger journalistens blik:

Hvis jeg føler, at jeg ikke bliver snydt, når jeg er i markedet, at de ikke har aftalt prisen i baglokalet, at de ikke har delt markedet imellem sig – hvis jeg føler mig i kontrol på markedet, føler jeg mig måske også mere tilpas i mit samfund som sådan. Og det mener jeg, at der er brug for. Jeg oplever så ofte, at folk ikke føler sig tilpas i deres samfund. For at sige det meget firkantet: at deres samfund er blevet til en forretning, og at de er blevet fyret.”

Hun holder en kort pause.

Sådan må et samfund aldrig, aldrig blive, for her hører du til, altid.”

Nogle øjeblikkes intens stilhed sitrer i rummet. Ingen siger det, men alle ved, at dér var indslagets nøglecitat, der kan ramme det hele ind.

Journalisten stiller et par spørgsmål mere, rejser sig og slutter af med en mere løssluppen seance, hvor Margrethe Vestager fortæller om udsmykningen af sit sofabord. De taler om fuckfingeren, som Margrethe Vestager engang fik som hadegave af nogle arbejdsløse danske byggefolk, og som minder hende om, at ikke alle er enige med hende, som hun siger – og har sagt det før.

Men de taler ikke om de to badges med #IstandwithCEU – en støtteerklæring til et internationalt orienteret universitet i Budapest, som på det nærmeste ligger i krig med unionens mest umedgørlige regeringsleder, Ungarns Viktor Orbán – ham, som kommissionsformand Jean-Claude Juncker jævnligt hilser på med et hello dictator.

Da vi nogle dage forinden mødtes i København, spurgte jeg Margrethe Vestager, om løsningen på alle EUs aktuelle problemer – med intern splittelse, lunken opbakning fra befolkningerne, og hvad man ellers kan finde på at nævne – ligger i at genopfinde sig selv som et slags bolværk mod løbsk røverkapitalisme.

Det fik hende til at le, inden hun sagde:

Ja, men det har det jo sådan set altid været.”

Ordene faldt som opfølgning på et, synes jeg selv, rigtig godt spørgsmål fra et af Zetlands medlemmer. Nemlig hvordan Margrethe Vestagers lange karriere – der jo har udfoldet sig samtidig med nogle gevaldige økonomiske omvæltninger, fra globalisering til finanskrise til gennemgribende reformer af de aldrende velfærdsstater – har ændret hendes syn på økonomisk politik i det hele taget og ikke mindst på måden, vi forvalter vores markedsøkonomi på.

Især to ting har ændret sig, efter at hun er begyndt at arbejde internationalt, sagde hun.

Den ene handler om Danmark.

Jeg sætter mere pris på den måde, vi forvalter det på i dansk sammenhæng, fordi vi i meget videre udstrækning end andre lande omfordeler. Og vi omfordeler ikke kun i form af økonomiske ressourcer, vi gør det også, fordi vi har fri og lige adgang til sundhed og uddannelse, som jo er to væsentlige fundamenter under ens liv.”

Det andet, Margrethe Vestager er blevet mere bevidst om, er betydningen af den relativt strikse regulering, som EU lægger ned over markedet – ikke bare inden for konkurrence, men også hvad angår miljø, arbejdsvilkår og den slags.

Det er helt afgørende, og der kan vi ikke slippe. Man kan ikke sige puh, nu er det fint’. Man bliver nødt til at blive ved med at sætte rammer for, hvad det er for en udfoldelse, der kan være på et marked. Ellers mister man grebet, og man mister også respekten for, hvad det har af konkrete konsekvenser for rigtige mennesker.”

TRAVLTTv-teknikerne har skiftet bagtæppe i al hast for at få Margrethe Vestager klippet fri, når hun skal direkte igennem på amerikansk tv. Normalt er klædet grønt, men det gik ligesom ikke så godt med kjolen. Foto: Merlin Meuris / Zetland

Hvordan udtaler man dit efternavn? Westair?

Det er tæt nok på.”

Og fornavnet? Magrit?

Tv-teknikerne ler overbærende bag deres pulte, mens Margrethe Vestager gør klar til at være live igennem på den amerikanske tv-kanal Bloomberg. Hernede i kommissionens egne tv-studier kan kommissærerne kobles op på tv-kanaler over hele verden via satellit, og Margrethe Vestager skal på den store rundtur i den amerikanske morgenflade. Ud over businesskanalen Bloomberg skal hun live igennem til CNBC og CNN.

De amerikanske medier er højt prioriteret, og forklaringen findes i et af CNBCs spørgsmål:

Du ved, hvordan historien går herovre,” siger journalisten, hvorfor går du på uretfærdig vis efter amerikanske teknologivirksomheder? Er det, fordi deres europæiske rivaler ikke kan klare konkurrencen?”

Tv-teknikerne fnyser af spørgsmålet – men det kommer ikke ud af ingenting. De amerikanske konkurrencemyndigheder opgav i 2013 at føre en sag mod Google stort set magen til den, Margrethe Vestager nu har afsluttet med en kæmpebøde, og Barack Obama mere end antydede i 2015, at EU-sagerne mod Google og Facebook var drevet af kommercielle interesser mere end noget som helst andet”. Med andre ord: at man bare var ude på at hjælpe europæiske virksomheder på bekostning af amerikanske.

Med Donald Trump i Det Hvide Hus er det transatlantiske forhold ikke ligefrem blevet bedre.

Mens blafrende EU-flag er klippet ind som baggrundstapet under tv-interviewet, gentager Margrethe Vestager de samme argumenter, som hun har leveret adskillige gange i dag: Nej, hun går ikke efter amerikanske virksomheder, alle er velkomne på det europæiske marked, så længe de spiller efter reglerne. Nej, det holder ikke, når Google hævder at have masser af konkurrence fra for eksempel Amazon og eBay, for de to portaler håndterer selv betalinger og deslige, så de kan slet ikke sammenlignes med Google Shopping, der bare sender forbrugerne videre til andre netbutikker. Nej, hun spænder ikke ben for innovation eller for forbrugere, der bare gerne vil købe kondisko i en fart – for uden konkurrence, intet incitament til innovation i det lange løb.

Mellem to af interviewene med de amerikanske tv-kanaler møder Margrethe Vestager en af sine kommissærkolleger, der skal i studiet, mens hun selv holder pause. Han vil gerne ønske hende tillykke, siger han, og knytter næverne i en lille sejrsgestus.

Jeg spørger Margrethe Vestager, om hun tror, det vil lykkes at overbevise amerikanerne om, at hun ikke går specielt hårdt efter amerikanske virksomheder. Hun har lige været i USA, siger hun på vej ind i studiet, og oplever den amerikanske presse som ret nuanceret.

Hvad enten det skyldes Margrethe Vestagers indsats eller ej, så udebliver det store politiske slagsmål på tværs af Atlanten. Donald Trumps Twitter-konto forbliver tavs, og Det Hvide Hus har ingen kommentarer. USAs svar på Dansk Arbejdsgiverforening bakker Margrethe Vestager op i, at hun ikke er antiamerikansk, men kritiserer EU for en alt, alt for lang sagsbehandlingstid – Google har været under efterforskning siden 2010.

Margrethe Vestager bedriver ikke politik, siger hun, hun laver prioriteringer. Og hun har prioriteret teknologisektoren, fordi den er så allestedsnærværende.

Tech former vores samfund i øjeblikket. De former både vores produkter, de former en god del af vores efterspørgsel, de former vores syn på verden, de påvirker i meget vid udstrækning vores demokrati,” siger hun.

Hele vores verden bliver digitaliseret i øjeblikket. En ny bil er noget af det, der indsamler allermest data hele tiden. Hvem ejer de data om, hvordan du kører og hvor? Er de bilfirmaets? Skal du fraskrive dig retten til de data? Skal du have noget for, at de data kan blive brugt til at forbedre køreegenskaberne i den næste model eller optimere din egen bil næste gang? Eller skal du ligefrem betale for det? Den slags spørgsmål bliver mere og mere tydelige, og derfor forbereder vi os selvfølgelig på også at kunne håndtere dem.”

Margrethe Vestager har blandt andet bedt de tyske konkurrencemyndigheder om at undersøge det europæiske perspektiv i forbindelse med en sag mod Facebook, som hun finder meget interessant”. Sagen handler om, hvorvidt Facebook har misbrugt sin dominerende stilling til at pådutte folk nogle vilkår, de ellers ikke ville have accepteret.

Nogle steder findes byens sociale liv på Facebook. Du ved ikke, hvornår fodboldklubben træner, eller hvornår der bliver spillet kamp eller noget som helst, hvis ikke du er på Facebook. Så du bliver ligesom nødt til at være der. Og tyskernes hypotese er, at det har tilladt Facebook at få folk til at acceptere en mindre privatlivsbeskyttelse, end de ellers ville få, hvis bare man overholdt den almindelige lovgivning om privatliv.”

Om hun selv kunne finde på at rejse sager efter samme princip kommer et stykke ad vejen an på, hvordan den tyske sag forløber,” siger hun.

Bonusinfo. Ud over teknologisektoren har Margrethe Vestager prioriteret medicinal- og energisektoren særlig højt – plus de store skattesager. Dem fremhæver hun selv som dem, der måske kan gøre den største forskel af alle.

Indrømmet. Det er svært ikke at blive en lille bitte smule imponeret, når man følger i hælene på Margrethe Vestager på en dag som den, hvor hun slår ned på Google. Alting går meget hurtigt, men hun virker hverken stresset eller fraværende, hilser med kindkys på folk i forbifarten, roser tv-teknikerne for at være så søde, taler pænt til alle, vrisser aldrig af nogen, bærer over med forsinkelser, fyrer det ene interview af efter det andet og svarer professionelt og skarpt på selv de sløveste spørgsmål – alt sammen i et hæsblæsende tempo.

Hen ad klokken fem, da de amerikanske tv-interviews er ovre, og hun har optrådt nærmest uafbrudt i næsten fem timer – inklusive en arbejdsfrokost uden relationer til Google-sagen – siger hun:

Der er alt for lidt kaffe i løbet af sådan en dag.”

Vi begiver os i let trav hen over pladsen foran Berlaymont-bygningen og tværs igennem en rundkørsel på jagt efter en åben kaffebar.

Jeg har et solidt misbrug. Jeg drikker virkelig meget kaffe, så når man kommer 3-4 kopper bagud på sådan en dag, kan det godt mærkes,” siger Margrethe Vestager.

Men den lille morgenkaffebar over for kommissionen er lukket nu, og der er heller ingen barista i holtelbaren lidt længere væk, så kommissæren må aflevere endnu et interview uden koffein – og det gør hun så, uden tøven.

Når internationale journalister bliver lukket ind i Margrethe Vestagers kontor, får de ofte øje på de samme detaljer. Den farvestrålende indretning. De mange familiefotos på reolen. Fuckfingeren på skrivebordet. Trappen ved siden af hendes skrivebord med højskolesangbøger på og sin helt egen oneliner: Hvis en kvinde vil nogen steder her i verden, må hun tage sin egen stige med.

En britisk journalist beskrev i foråret Margrethe Vestager som et strøg af farver midt i et hav af gråt”. Jeg stiller hende et spørgsmål, som jeg ved, vil irritere min hustru – nemlig hvor bevidst hun er om at sende et anderledes signal, end folk er vant til, når hun stiller op i knaldgrøn kjole for at levere en afgørelse som den om Google.

Jeg synes ikke, at magt skal være uniformeret. Jeg synes, det er superærgerligt for mænd, at de åbenbart føler sig kaldet til at tage den der uniform på, og jeg kan virkelig, virkelig ikke se nogen grund til, at vi andre skulle gøre det.”

– Og det er vel også skideirriterende, at man altid skal forholde sig til det, hvis man er kvindelig magthaver?

Ja, men det er meget, meget, meget længe siden, jeg overhovedet er holdt op med at spekulere over det. Jeg bliver ikke mage til mænd, og da det tilsyneladende er noget, alle mennesker lægger mærke til, jamen så lad mig lave en pointe ud af det. Det er ikke, fordi kvinder er bedre magthavere eller nødvendigvis anderledes magthavere, men når flere forskellige mennesker, køn og baggrunde virker sammen i at få vores samfund til at fungere, er det meget, meget bedre, end hvis det ene køn får lov at monopolisere det.”

Margrethe Vestagers mest grundlæggende pointe med at bringe sin personlighed med på arbejde og ind i alverdens medier handler imidlertid ikke om køn eller mangfoldighed, men om magt. Noget, hun i dag har langt mere af og på en langt mere kontant og vidtrækkende måde end nogensinde før. (“Da jeg var økonomiminister, ringede CNN altså aldrig.”)

Jeg synes, at jeg som magthaver er forpligtet til at være personlig. Det er et meget, meget stort privilegium at have magt, som jeg har det i den her position. Jeg synes derfor, at jeg er forpligtet til at sige lidt om, hvem jeg er. Hvis magt bliver noget fjernt, gråt, som man slet ikke kan få en fornemmelse af, så har jeg det også selv sådan, at jeg har svært ved at se, om det egentlig tjener mig som borger – eller om det tjener nogle helt andre interesser.”

Jeg spørger, om der er noget særligt, der har fået Margrethe Vestager til at standse op og tænke en ekstra gang over den magtposition, hun befinder sig i.

Hun puster ud.

Altså,” siger hun så, jeg er jo helt ekstremt privilegeret. Jeg tjener virkelig mange penge. Jeg får virkelig meget hjælp i hverdagen. Jeg har en chauffør. Når jeg flyver, bliver jeg hjulpet, og jeg kan gøre ting hurtigere end folk i øvrigt. Jeg er i en ekstremt privilegeret situation, og de greb, jeg kan gøre for ligesom at holde benene på jorden, de er jo stadigvæk kun greb. Selv om jeg går hjem, så kan jeg blive kørt. Selv om jeg tager sporvognen, kunne jeg blive kørt. Når jeg går ned og køber ind, kunne jeg i princippet få nogen til at gøre det for mig. Så jeg tror, man skal være helt ekstremt opmærksom. Selvfølgelig går det ikke hen over én uden at påvirke én at sidde i en position som den her i tre eller fem år.”

– Man kan hurtigt vænne sig til den der priority lane’?

Ja, og risikoen er, at man glemmer, at folk ser din titel og din position, de ser ikke nødvendigvis dig. Det gør din familie, det gør dine venner, men det er ikke en given ting, at andre gør.”

Hun understreger pointen flere gange:

Folk, som er meget mere erfarne og langt klogere end mig, har jo siden tidernes morgen gjort opmærksom på, at man skal være virkelig forsigtig i sin omgang med magt, fordi man bliver afhængig af den. Lige pludselig kan man komme til at tro, at det er, fordi man er en prægtig person, at man er i positionen – og det bør undgås næsten for enhver pris.”

KOMMISSÆRENS BORDDet er her, de store sager lander. Foto: Merlin Meuris / Zetland

I det lille tekøkken oppe på Vestagervej” brokker Margrethe Vestager sig godmodigt over kaffemaskinen og erklærer, at den dobbelte espresso er det eneste, der er nogenlunde drikkeligt. Så viser hun ind på kontoret.

Der er stille nu. Under os summer Bruxelles på den der fjerne måde, som storbyer gør, når man befinder sig højt oppe i en bygning.

På kommissærens skrivebord ligger to opslåede mapper med hver sin kopi af det samme brev, én til Googles topchef Sundar Pichai og én til Eric Schmidt, bestyrelsesformand i moderselskabet Alphabet.

Det her er faktisk brevet til dem,” siger hun, det må jeg hellere skrive under.”

Det gør hun så, og dermed kan mapperne blive bragt over til Googles lokale kontor, og det hele kan blive fuldstændig formelt og officielt og virkeligt: Google skal betale 2,4 milliarder euro i bøde og ændre forretningsmetoder i løbet af de næste 90 dage, ellers vanker der dagbøder på op til fem procent af hele moderselskabet Alphabets daglige omsætning.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem