Man tager vist ikke munden for fuld, hvis man siger, at Henrik Bertelsen er frustreret. Den 54-årige landmand fra Vejen har nemlig lært at tænke som en elefant, hvilket han egentlig er ret glad for, men han er knap så begejstret for, at han bliver straffet økonomisk for det på grund af den måde, EU’s landbrugsstøtte fungerer på.

Forklaringen er den her: Henrik Bertelsen holder til på gården Stavnsbjerg ved Vejen Mose, og i et hjørne af en mark, hvor udbyttet af fodergræs til hans kødkvæg var pauvert, har han ført sig frem som elefant. Inspirationen kom fra et foredrag med en biolog, der talte om at skabe optimale levesteder for vilde dyr og planter. Hun opfordrede til at “tænke som en elefant” og “smadre igennem og lave noget vildskab” (i naturen laver elefanter blandt andet vandhuller til gavn for andre dyr, når de smadrer igennem). Så det gik Henrik Bertelsen hjem og gjorde. Han kørte ned i det ufrugtbare markhjørne med sin frontlæsser, gravede nogle vandhuller, lagde bunker af jord, sand og sten ud og supplerede med halmballer, grene og døde træstammer, så der rigtig var noget at rive i for insekter, mus og vilde planter. Resultatet er på den ene side “noget af det, som virkelig ville kunne gavne naturen og biodiversiteten,” som Henrik Bertelsen siger, men på den anden side også, at det pågældende markhjørne ikke længere er berettiget til EU-støtte. For at få udbetalt støtte skal man nemlig foretage sig noget landbrugsmæssigt på jorden med jævne mellemrum, og myndighederne holder øje ved hjælp af satellitfotos. Og det tæller altså ikke at rode rundt med en frontlæsser, lægge et par gamle halmballer ud og så ellers overlade sagerne til markmus og pileurt.

Henrik Bertelsen er så begejstret for sit ‘elefanthul’, at han har ladet EU-krav være EU-krav. Han lever med, at det koster ham penge at gøre plads til naturen. Men andre steder er den sydjyske landmand – som i øvrigt er en politisk aktiv herre, der både er næstformand i Familielandbruget under Landbrug & Fødevarer og medlem af De Radikales hovedbestyrelse – bukket under for EU-kravene for at få del i støtten. For eksempel har han spulet nogle tilstoppede dræn rene under et græsningsareal, hvor der ellers let samlede sig vand til glæde for fugle og insekter. Hver sensommer kører han også troligt over sine braklagte marker med en brakpudser, som er en kæmpestor plæneklipper, man spænder bag på en traktor, for at leve op til kravene om landbrugsmæssig aktivitet på jorden. “Det er fuldstændig tåbeligt – hvis der skulle være nogle myretuer ude på marken og komme lidt knolde, som er med til at gavne naturindholdet, så får du lige jævnet dem ud og jagtet de sidste blomster og sommerfugle dér i august måned,” siger han.

“Når jeg går og hører på, hvad samfundet efterspørger, og egentlig også, hvad EU efterspørger, så er det mere natur. Og samtidig har man skruet et landbrugsstøttesystem sammen, så det rent ud sagt forhindrer god natur. Det giver simpelthen ikke mening.”

Omkring 40 procent af EU’s samlede budget går til landbrugsstøtte, og både i Danmark og mange andre lande er støtten helt afgørende for erhvervets økonomi. Uden støtten fra EU ville et gennemsnitligt dansk landbrug simpelthen ikke give overskud.

Støtten falder i to hovedkategorier, som kaldes søjler. Langt de fleste penge ligger i første søjle, hvor man som landmand får støtte per hektar jord, hvis man lever op til nogle grundlæggende krav til miljøhensyn og landbrugsmæssig aktivitet på arealerne. Det er denne form for støtte, Henrik Bertelsen ikke kan få til sit elefanthul, og som han må ud med brakpudseren for at få til sine brakmarker. Landbrugsstøttens anden søjle indeholder støtteordninger med bredere formål – for eksempel støtte til klimavenlige tiltag, økologisk landbrug, dyrevelfærd og sikring af arbejdspladser på landet. Her skal medlemslandene selv spæde til med egne penge ud over pengene fra EU.

Systemet holder hånden økonomisk under landmænd og landdistrikter og sikrer samtidig en rigelig forsyning af fødevarer, der både er langt sundere og produceret på en langt mindre miljøbelastende måde, end de kunne have været. Men det understøtter også en traditionel produktionsform, som “resulterer i forurening af luft, vand og jord, og som bidrager til tab af biodiversitet, klimaforandringer og udtømmelse af ressourcer”, for nu at citere Europa-Kommissionen. Borgerne får sund og sikker mad til en overkommelig penge, men prisen for klima og natur er høj. Selv om udslippene af drivhusgasser fra EU’s landbrug er faldet, står landbruget stadig for omkring ti procent af udslippene, og tabet af europæisk biodiversitet fortsætter trods ambitioner om det modsatte.

Så hvordan kunne man gøre det hele smartere?

Tjoh, måske burde vi faktisk kigge på det eneste land, der nogensinde har forladt EU igen efter at være blevet medlem: Storbritannien. Briterne har nemlig benyttet Brexit til at lave et grundlæggende opgør med måden, landmænd tildeles landbrugsstøtte på. Det er spændende, fordi både EU og Folketinget lige nu barsler med nye tiltag, der skal gøre landbruget mere klima- og miljøvenligt. Måske kunne man med fordel skæve til den reform, den britiske regering for nylig har fremlagt?

Kongstanken i den foreslåede britiske reform er, at landmænd ikke længere skal betales for at bedrive landbrug, sådan som de bliver i EU, men for at levere forskellige goder til samfundet. Og goderne, det er ikke bare mad, men også sådan noget som levesteder for vilde dyr og planter, rent vand, ren luft og lagring af kulstof i jorden. Blandt fagfolk kaldes den slags også økosystemtjenester, og det har længe været diskuteret, hvordan de kan værdisættes på en måde, så en landmand kan blive belønnet økonomisk for at gøre ting med sin bedrift, der har værdi for samfundet som helhed (altså ud over at producere mad). Blandt andet FN’s klimapanel har gentagne gange udpeget den slags økonomiske tilskyndelser som vigtige instrumenter, der kan gøre landbruget mere klimavenligt, og det er altså det, briterne nu har taget hul på at gøre i praksis. En af idémændene bag den britiske reform, Oxford-professoren Dieter Helm, har kaldt det nye lovforslag en regulær “landbrugsrevolution”, mens den ansvarlige minister har talt om en “transformation af britisk landbrug”. I hvert fald er der ingen tvivl om, at briterne er i gang med den største omvæltning i landbruget, siden de trådte ind i EU.

Lovforslaget er i øjeblikket under behandling i Underhuset, og alle detaljerne er ikke på plads. Der er masser af åbne spørgsmål: Hvordan måler man for eksempel, om en landmand bidrager til renere drikkevand eller optager kulstof i sin jord? Der er også miljøorganisationer, som har efterlyst højere ambitioner, og landmænd, som er bekymrede for, at de nye støttebetingelser bare vil gøre britisk mad så dyr, at folk i stedet vil købe billig, importeret mad fra lande med slappere miljøkrav. Men den centrale idé er ikke desto mindre så omvæltende, at det er værd at dvæle ved: Det britiske system til uddeling af landbrugsstøtte vil ikke længere betragte landmænd primært som fødevareproducenter, men som arealforvaltere. Deres ydelser bliver ikke alene mad, men også forvaltning af en fælles ressource – nemlig jorden.

Planerne blev oprindelig introduceret i 2018 og har længe været meget ukonkrete, blandt andet fordi de blev forsinket af Brexit, men den 25. februar afslørede det britiske landbrugs- og miljøministerium, hvordan man mere konkret forestiller sig at implementere den nye landbrugsstøtte. Planen er at indfase det hele over syv år, med start i 2021. I overgangsperioden vil landmænd gradvist få reduceret den traditionelle støtte, og de landmænd, som ønsker at gå forrest, kan efter planen få udbetalt alle pengene på én gang, så de kan investere i en fremtidig produktion, der passer bedre til den nye støttemodel.

Den nye støtte skal efter planen falde i tre kategorier.

• Støtte i første kategori skal gives til landmænd, der lever op til nogle forhåndsdefinerede miljøkrav ud over lovens minimumskrav. Det kunne for eksempel være med hensyn til at forhindre kvælstofforurening af vandløb, søer og fjorde.
• Den næste kategori af støtte skal gives til landmænd, som leverer miljøgevinster på lokalt plan – det kan være sådan noget som at plante læhegn eller på andre måder etablere levesteder for vilde dyr og planter (Henrik Bertelsens elefanthul kunne sikkert passes ind her). I samme kategori falder det at stille faciliteter til rådighed for undervisning eller grave anlæg, der kan opbevare vand ved oversvømmelser som dem, der prægede Danmark i februar.
• Endelig skal den tredje kategori af støtte gives til større projekter med positive miljø- og klimaeffekter i lidt større skala – for eksempel genoprettelse af den type naturområder, der kan optage og lagre CO2 fra atmosfæren, hvis de får lov at passe sig selv, men som udleder store mængder CO2, hvis de bliver drænet og dyrket. Moser og kystnære vådområder for eksempel.

Derudover er det også planen, at britiske landmænd skal kunne søge legater til at investere i eksempelvis robotudstyr til præcisionslandbrug (også en af FN’s Klimapanels darlings). Den slags robotter kan blandt andet mikrodosere næringsstoffer og bekæmpelsesmidler, så man på én gang kan forbedre udbyttet og mindske miljøpåvirkningen.

Sidst, men ikke mindst, vil briterne også give penge til forskning og udvikling for at understøtte nye, mere produktive landbrugsmetoder. I det store klima- og biodiversitetsperspektiv er den slags også vigtigt, da det jo alt andet lige er sådan, at jo mere mad man kan få ud af den dyrkede jord, jo mindre jord behøver man at dyrke – og jo mere plads er der så tilovers til vild natur.

Eftersom England, Skotland, Wales og Nordirland både har egne fodboldhold og ret til at bestemme egen landbrugspolitik, gælder alt dette kun for England, men det bliver det jo ikke mindre interessant af, og i hvert fald waliserne ventes at følge i englændernes fodspor.

Set fra europæisk og dansk perspektiv er det britiske forslag særlig interessant, fordi der faktisk er ret mange ting oppe i luften i øjeblikket, hvad angår fremtidens landbrugspolitik også på den her side af Den Engelske Kanal. Som det ser ud lige nu, vil kommende reformer af EU’s landbrugsstøtte, der med et års forsinkelse ventes at træde i kraft i 2022, faktisk bane vej for, at vi i Danmark kan gå ganske langt med at gøre som briterne – hvis vi altså vil. Den irske professor Alan Matthews har fulgt EU’s landbrugspolitik tæt gennem årtier, og da jeg fanger ham på telefonen, siger han:

“Jeg tror, at vi vil se en stigende andel af landbrugets indkomst komme fra de her økosystemtjenester, selv om det kommer til at gå langsommere i EU, end hvad briterne nu har foreslået.”

En reform af EU’s landbrugsstøtte har længe været undervejs, og med lanceringen af Europa-Kommissionens stort anlagte Green Deal for Europa i december blev ambitionerne og retorikken skruet yderligere op. “Business as usual er ikke længere en mulighed,” erklærede kommissionen. “Det er en meget slagkraftig sprogbrug,” siger Alan Matthews. “Man siger til en hel sektor: Det, I har gjort indtil nu, er ikke længere acceptabelt.” Vi mangler stadig at se kommissionens konkrete tiltag, men “i hvert fald retorikken omkring Green Deal giver en fornemmelse af påtrængende nødvendighed, som vi simpelthen ikke har set i dokumenter fra kommissionen før,” siger Alan Matthews.

Kommissionen kommer i løbet af foråret med en ny ‘Farm to Fork’-fødevarestrategi med det formål at gøre europæisk landbrug til “den globale standard for bæredygtighed”, ligesom en ny biodiversitetsstrategi er programsat til marts. Men hvad angår landbrugsstøtten, ligger der allerede et reformforslag for uddeling af landbrugsstøtte frem til og med 2027, som faktisk giver rig mulighed for at kopiere briterne. “Et land som Danmark kunne bevæge sig ganske langt i retning af det britiske system i løbet af de næste syv år – hvis det ville,” siger Alan Matthews.

Den irske forsker, som i øvrigt er dansk gift, peger især på to ting i kommissionens oplæg, som er afgørende. For det første er der lagt op til, at medlemslandene selv skal kunne bestemme langt mere over, hvordan landbrugsstøtten skal skrues sammen. Og for det andet introducerer kommissionen nogle helt nye anvendelsesmuligheder for EU-pengene fra søjle ét (dem, som Henrik Bertelsen lige nu ikke kan få fingre i uden at spule dræn og køre med brakpudser). Søjle ét-midlerne skal nemlig fremover kunne bruges til ‘eco-schemes’, det vil sige ting, som normalt ligger ovre i søjle to – for eksempel tiltag med en positiv effekt på klima og biodiversitet. “Man kan altså betale landmænd for at omlægge til økologi, man kan betale dem for at lave randzoner langs vandløb, man kan betale dem for at tage lavtliggende jorder ud af produktion med henblik på at lagre kulstof,” siger Alan Matthews. “I princippet kunne Danmark bruge 100 procent af søjle ét-midlerne til de her eco-schemes.” Det er faktisk ret revolutionerende og ifølge den irske landbrugsstøtteekspert et tegn på, at de tanker, som ligger bag den nye britiske model, også vinder mere og mere indpas på kontinentet.

Om de enkelte medlemslande benytter sig af de nye muligheder, bliver dog formentlig op til dem selv. Særligt central- og sydeuropæiske lande vil med god sandsynlighed fortsætte med den gamle model, hvor det er antallet af dyrkede hektar, der afgør støtten, vurderer Alan Matthews. Og det betyder, at han også er skeptisk i forhold til, hvor langt danske politikere vil turde gå. “Mulighederne er der for et land, som vil benytte dem, men det vil selvfølgelig blive mødt med stor modstand fra det pågældende lands landbrugsorganisationer, som vil argumentere for, at de bliver sat i en ufordelagtig konkurrencesituation i forhold til andre landbrug i EU, som stadig kan få hektarstøtte uden at skulle arbejde på samme måde.”

Hvor langt danske politikere i sidste ende er villige til at gå, får vi at se i løbet af året, når klimalovens ambitioner skal omsættes i handling gennem en række klimahandlingsplaner. I klimaloven er landbruget specifikt udpeget som en af de vigtigste sektorer, der skal laves en strategi for. Allerede med finansloven gik man et skridt i britisk retning ved – til stor begejstring for både landbrugs- og miljøorganisationer – at sætte to milliarder kroner af frem mod 2030 til at betale landmænd for at holde op med at dyrke lavtliggende landbrugsjorder af den type, som kan optage CO2, hvis de får lov at stå under vand, men som omvendt udleder store mængder CO2, hvis de bliver drænet og dyrket. Til gengæld har man tidligere forpasset en mulighed for at flytte landbrugsstøtte fra søjle ét over i søjle to, hvor der er friere rammer til at gøre som briterne. EU giver mulighed for at bruge op til 15 procent af pengene i søjle to, men Danmark bruger i dag kun syv procent. Det kan ændres allerede fra 2021, hvis altså politikerne vil.

På europæisk plan arbejder regeringen for at få den nye EU-landbrugspolitik til at muliggøre en ‘bruttoarealmodel’, hvor den direkte EU-støtte fra søjle ét ikke skal være afhængig af, at der er landbrugsmæssig aktivitet på arealerne. Under sådan en model ville Henrik Bertelsen både kunne få støtte til sit elefanthul og slippe for at køre brakpudseren gennem sine brakmarker, og modellen har både fået støtte fra Landbrug & Fødevarer, Økologisk Landsforening, Dyrenes Beskyttelse – og Henrik Bertelsen. “Det er et fantastisk forslag,” siger han. Det er dog uklart, om det vil være muligt at få kommissionen, parlamentet og de andre medlemslande med på idéen.

EU’s kommende landbrugspolitik for 2021-2027 skulle egentlig allerede have været vedtaget, men er blevet forsinket af Brexit og de svære forhandlinger om EU’s budget i samme periode. Derfor ventes 2021 at blive et overgangsår, så de nye regler først træder i kraft i 2022. Men så håber Henrik Bertelsen også, at det lykkes at lave en model, som giver mulighed for at gøre meget mere, som de nu har tænkt sig at gøre i England.

“Dengang man indførte landbrugsstøtten, havde den ét eneste formål, nemlig at øge produktionen i Europa,” siger han. “Men nu har verden vel et andet ønske: Jeg tænker, at verden ønsker en mere klimavenlig produktion og noget mere natur, så mon ikke man begynder at sætte nogle krav eller betingelser ind, som går i den retning.”

Henrik Bertelsen er udmærket klar over, at der også er stemmer i landbruget, som meget nødig vil have lagt yderligere miljøkrav ned over, hvad der ofte fremhæves som en både effektiv, konkurrencedygtig og i international sammenhæng også ret så miljøvenlig dansk landbrugsproduktion, men siger:

“Jeg synes, det er naturligt, at man ændrer formålet med landbrugsstøtten, efterhånden som verden ændrer sig.”