I 1997 havde kvinderne i Sundsøre fået nok. Som eneste sted i landet havde den lille jyske kommune ved Limfjorden endnu til gode at opleve et kvindeligt byrådsmedlem. I Skive Folkeblad kunne man læse, at initiativtagerne var trætte af den kommunale mandehørm, og at stanken tilsyneladende var så omsluttende, at de end ikke ønskede at indgå i et såkaldt valgforbund. Et ellers klassisk kommunalpolitisk samarbejde mellem partier, der sikrer, at ingen stemmer går til spilde.

Kvindelist, som lokallisten navngav sig, ville under ingen omstændigheder risikere at hjælpe mænd fra andre partier til at opnå valg.

Desværre for kvinderne og deres ligesindede var 1997 et kommunalpolitisk skodår. Ganske vist fik Socialdemokratiet i Sundsøre valgt en kvinde ind, men Kvindelist opnåede intet valg, og for at gøre ondt værre kunne de for første gang siden valget i 1937 konstatere, at andelen af kvinder i kommunalpolitik var faldet. Seks årtiers langsom, omend støt fremgang var slut.

Fra sit forskningskontor betragtede politolog Ulrik Kjær valget med forundring. Siden begyndelsen af 1990’erne havde han gjort det til sin forskningsambition at undersøge det, han kalder “mismatchet i vores demokratiske selvforståelse”. Et slags ligestillingens paradoks. For hvordan kunne formændene fra lokale vælgerforeninger, han havde interviewet, mene, at der var fuld politisk ligestilling, når valgresultaterne viste, at mindre end hver tredje i byrådssalene var kvinde.

Nogle år efter Kvindelistens valgnederlag satte forskeren sig til rette ved sit skrivebord. Han skulle lægge sidste hånd på et studie, og konklusionen var klar: Flere kvinder i lokalpolitik var ikke længere en selvfølge. Den demokratiske ligestilling, skrev forskeren, havde “nået et mæthedspunkt”.

I dag, 25 år senere, er billedet stort set det samme. Ved det seneste kommunalvalg udgjorde kvinder knap en tredjedel af de folkevalgte, mens nordiske lande som Island, Sverige og Norge alle har rundet de 40 procent i både national- og kommunalpolitik. Dødvandet lader sig aflæse i internationale opgørelser. I 1990’erne var Danmark på en global tredjeplads over kvinders politiske repræsentation. I World Economic Forums såkaldte gender gap index fra i år er Danmark nu blot på en 32.-plads, mens Norge, Finland og Island indtager toptre. Faktisk mener et flertal af Folketingets partier, at situationen er så grel, at de forrige år bad Beskæftigelsesministeriet om at komme med nogle bud på, hvordan vi får flere kvindelige politikere. En anelse tragikomisk kom anbefalingerne blot en måned før valget på tirsdag.

Kommunalvalget er demokratiet i sin måske mest ædle form. På tirsdag kan du bestemme, om det er din nabo, manden fra køen i Netto eller et andet bysbarn, der skal prioritere, om kommunens milliarder skal gå til ældrepleje, flere pædagoger eller måske lavere skat. Her viser forskning, at mænd og kvinder prioriterer forskelligt. Kommunalvalget handler dermed ikke alene om, hvad kommunalpolitikerne vælger, men også om, hvem der vælger hvad, og hvem de repræsenterer. Det her er fortællingen om, hvorfor noget så kedeligt som kommunalpolitik er en af de bedste indikatorer for at undersøge, hvordan det reelt står til med ligestillingen herhjemme.

For den lave repræsentation af kvinder i landets byråd stikker med al sandsynlighed dybere end selve hvervet.

Af alle steder begyndte 56-årige Mette Skautrups politiske karriere på et hospice. Det var i sommeren 2011, og hendes mand Michaels modermærkekræft var vendt tilbage. Med døden inden for rækkevidde talte ægteparret om fremtiden. Snart ville Mette Skautrup være alene med deres to børn, huset og de fælles minder.

“Husk at leve og gøre det, som gør dig glad,” sagde Michael.

Da efteråret kom, var han død, og midt i sorgen repeterede hun opfordringen. Hun mærkede efter. Sådan som man en sjælden gang imellem gør det helt nede i maven.

Noget af det bedste, Mette Skautrup vidste, var at diskutere politik og finde løsninger på hverdagens små og store problemer. Hun havde af og til stået ansigt til ansigt med det, hun kalder “uretfærdighed”, og et system, “der bare ikke virker efter hensigten”. Og da manden lå for døden, havde hun eksempelvis svært ved at forstå, hvorfor hun ikke kunne få plejeorlov fra sit arbejde, alene fordi hendes mand var på et hospice og ikke i deres hjem.

Et andet eksempel var de mange møder i socialforvaltningen. Da parrets søn er autist, har de løbende haft kontakt med “systemet”, som Mette Skautrup kalder den store, altomsluttende boble af kommunal service. Den relation har ikke været nogen udpræget succesoplevelse. Det var på nogenlunde dette tidspunkt, at Mette Skautrup besluttede sig for at gå ind i kommunalpolitik, og på trods af to mislykkede valgkampe kom hun ind i byrådet i Aarhus som suppleant i 2017. Ved tirsdagens valg håber Mette Skautrup på endnu en periode.

I sine år i kommunalpolitik har Mette Skautrup indset, at det kan være svært at overtale andre kvinder til at gå ind i politik og til at fastholde dem, hvis de ikke opnår valg første gang. Hun havde selv sine tvivl, da hendes navn un kort efter mandens død stod på stemmesedlen for første gang.

Hun husker, hvordan hun lå i sengen og spekulerede på, om hun mon var stærk nok.

“Politik er jo barsk, så jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg kunne klare det,” siger hun.

Mette Skautrup kalder sig for introvert. Hun vil hellere sidde i baggrunden og sluge forvaltningens udkast til en rottehandlingsplan end at stå i rampelyset.

“Jeg spurgte mig selv, om der var plads til min natur i politik. Og jeg tror, at mange kvinder oplever en lignende tvivl. Mænd søger jo gerne et job, hvis de kan 50 procent af arbejdsopgaverne, og der er vi nok mere ydmyge og tilbageholdende.”

Måske er der noget om snakken. Som adjunkt på Universitetet i Oslo i Norge sidder danske Jacob Nyrup. Tidligere i år fik han og en kollega publiceret et forskningsstudie i tidsskriftet European Journal of Political Research. De havde spurgt godt og vel 1.500 mænd og kvinder, om de kunne se sig selv i kommunalpolitik, for at undersøge, hvorfor kvinder i højere grad end mænd fravælger hvervet.

Her bliver det en anelse kompliceret, så lad os lige placere tungen midt i munden.

Når valgforskere normalt skal forsøge at forklare, hvorfor nogle grupper oftere bliver valgt end andre, tyer de ofte til efterspørgsels- og udbudsteorien. Førstnævnte analyserer, om der eksempelvis eksisterer nogle samfundsstrukturer, der får vælgere til at efterspørge mænd på stemmesedlen. Det kunne eksempelvis være, at mænd historisk set har domineret politik. Udbudsteorien undersøger på den anden side, hvilken betydning udbuddet af henholdsvis mandlige og kvindelige politikere har for repræsentationen. Hvor mange kvinder stiller simpelthen op.

En af de forklaringer, som sprang i øjnene på forskerne, var mænds og kvinders tro på egne evner. Uanset om de adspurgte mænd havde lyst til at sidde i et byråd, vurderede størstedelen, at de ville være gode til opgaven. Modsat svarede de fleste kvinder, at de var “ukvalificerede”. Den manglende politiske selvtillid kan både hænge sammen med struktur og udbud. Struktur, fordi de fleste ser en bykonge – og ikke en dronning – når de forestiller sig en borgmester.

Udbud, fordi resultatet med Jacob Nyrups ord “tyder på, at kvinder i højere grad end mænd har brug for et lille skub eller lidt overtalelse”.

Forskeren kalder det for især partiernes opgave at sikre et større udbud og nævner, hvordan langt de fleste partier i Norge og Sverige har forpligtet sig til, at minimum 40 procent af de opstillede kandidater skal være kvinder. En form for frivilligt kvotesystem.

Indsatsen for at øge andelen af kvinder i lokalpolitik har Mette Skautrup gjort til en slags mærkesag. Sammen med to kommunalpolitikere fra SF stiftede hun tidligere i år et netværk, hvor alle kvindelige kommunalpolitikere og -kandidater fra Aarhus kan mødes. Her er ordet frit, så kvinderne på tværs af politiske skel kan diskutere de udfordringer, de oplever. Selv ser Mette Skautrup sin rolle som en slags støtte til særligt de yngre kvindelige kandidater, der er i tvivl om, hvorvidt politik er det hele værd.

“Kommunalpolitik er et utaknemmeligt job. Man får ubehagelige kommentarer og får tilsendt dick pics. Men det, der rammer hårdest, er, når vi beskyldes for at sidde på vores røv, for så rammer det ens hæderlighed. Jeg har selv fundet mening i kommunalpolitik efter min mands død, og jeg minder de yngre kvinder om, at vi udretter noget, og at man ikke må lade had ødelægge vores demokrati.”

I sidste ende er det kommunalpolitikerens job at beslutte, hvad dine penge skal gå til. Ligesom de fleste andre råder de over et budget. I dette tilfælde et trecifret milliardbeløb, som byrødderne prioriterer borgernær velfærd for. Det er altså dette budget, hvor to ud af tre af dem, der bestemmer over det, er mænd. Spørgsmålet er imidlertid, om det er et problem? Ja, ville den britiske filosof John Stuart Mill skynde sig at svare. I hovedværket Om Friheden fra 1859 argumenterede han netop for vigtigheden af at give kvinder stemmeret og valgbarhed. Mills hovedargument var, at først når politikerne reelt afspejler befolkningen, kan det repræsentative demokrati sikre alles interesser. Filosofen mente altså, at selve demokratiets legitimitet afhænger af, om borgeren kan spejle sig selv i politikeren, da mennesker alt efter køn, baggrund, alder og indkomst vil prioritere skattekronerne forskelligt.

Står det eksempelvis til Freja Fokdal, 25 år, radikal og opstillet for første gang til kommunalvalget i Frederiksberg Kommune, skal en betydelig del af borgernes penge gå til at fremme cyklismen og sikre en mere tryg gadebelysning.

Fokdal udtales i øvrigt fuckdal. I folkeskolen blev hun drillet med sit efternavn, men nu er familienavnet endelig kommet til sin ret.

“Det er et, man husker,” siger hun og griner.

Freja Fokdal fører både valgkamp i den virkelige og virtuelle verden. I førstnævnte kan man om morgenen se hende stå med klassiske radikale valgslogans såsom “tak, fordi du cykler” trykt på plakater. På de sociale medier kan man finde hende på blandt andet TikTok, hvor hun promoverer sine mærkesager og budskaber gennem videoer. På en af dem mimer hun eksempelvis rapperen Little Simz’ nummer Venom med teksten “me preaching feminism everyday”.

Selv om hun endnu ikke er valgt, har valgkampen allerede vist, hvad der øjensynligt følger med tilværelsen som byrådspolitiker. Klam og upassende besked efterfølger klam og upassende besked. Hun viser mig nogle screenshots:

En bruger, der kalder sig ‘tartelet_ole420’ har skrevet, at hun “er grunden til, at kvinder ikke skal være i politik”. Profilen ‘mads_bjerregaard0’ beder hende smutte “tilbage til køkkenet”. Og ‘maxi’ konstaterer, at hun nok skal blive “populær i en radikal swingerklub med slam”. Listen fortsætter og vokser dag for dag. Selv siger Freja Fokdal, at hun var blevet advaret, men at hun “faktisk synes, tonen er hårdere”, end hun havde regnet med. Hun siger, at det er noget, hun skal vænne sig til.

“Det er er ærgerligt, at man er nødt til at opbygge hård hud, hvis man vil være politiker. Tidligere har jeg ikke ønsket at blokere folk fra sociale medier, men det er jeg begyndt på. Det er mine platforme, og jeg bestemmer, hvad jeg vil give plads til. Jeg er slet ikke i tvivl om, at den hårde tone og ikke mindst sexisme er noget, som afholder mange – og måske særligt kvinder fra at gå ind i politik”

Det er gået de færrestes næse forbi, at der siden efteråret 2020 har været et stort fokus på kønsdiskriminering og sexisme i dansk politik. De fleste husker sagen om Københavns tidligere overborgmester Frank Jensens tunge og daværende leder af De Radikale Morten Østergaards hånd. Grundet sine egne erfaringer i ungdomspolitik var Freja Fokdal selv med til at starte hashtagget #EnBlandtOs, hvor kvinder i politik blev opfordret til at dele deres vidnesbyrd. Hashtagget nåede også landets kommuner, og tidligere i år udgav både VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd og Kvinfo to uafhængige rapporter, der hver især viste betydelige problemer med sexisme i landets byråd. Kvinfos rapport viste eksempelvis, at 33 procent af de kvindelige byrådspolitikere “én eller flere gange havde fået uønskede eller nedværdigende kommentarer eller vittigheder om deres køn”. 13 procent havde oplevet uønsket fysiske berøringer – oftest fra en kollega i byrådet. Og 21 procent havde fået kommentarer om, at de udelukkende var blevet valgt på grund af deres køn.
Og i nyhedsmagasinet Danske Kommuner har man blandt andet kunnet læse, hvordan en mandlig byrådspolitiker angiveligt skulle have spurgt en kvindelig kollega, om hun var en god kæreste, der spiste “sæd til morgenmad”. Et andet vidnesbyrd beskriver, hvordan en mandlig kollega sagde “vi kan lige nå det”, da de passerede en sofa efter et møde i kommunen.

Én, der har oplevet flere af scenarierne, er 28-årige Tina-Mia Eriksen. Ved seneste kommunalvalg blev hun valgt ind for Dansk Folkeparti i Ringsted Kommune. I dag har hun imidlertid skiftet parti og stiller op for De Konservative. Hendes vej ind i politik kan bedst betegnes som en tilfældighed. Efter at have været politisk ligeglad det meste af sin ungdom, hvor hun var anbragt på en kostskole, mødte hun en lærer på sin HHX-uddannelse, der nægtede at diskutere med hende, medmindre hun blev medlem af et parti. Uden nærmere eftertanke meldte hun sig samme aften ind i Dansk Folkepartis Ungdom.

Som kommunalpolitiker er hun blandt andet blevet spurgt af en mandlig kollega, om hun mon “ville med ud og holde den”, da de stod i en toiletkø. Ligesom hun ofte får at vide, at hun “nok skal opnå genvalg, fordi hun både er ung og kvinde”. “Malplacerede” kommentarer, som hun mener, er en del af den lokalpolitiske kultur.

“Dybest set tror jeg bare, at mænd har domineret kommunalpolitik så længe, at kommunen er blevet lidt som et omklædningsrum, hvor mænd er mænd. Problemet er bare, at byrådet ikke er sådan et sted, og jeg tror, at kommentarerne kan være med til at skræmme særligt yngre kvinder væk. Simpelthen fordi man ikke bliver set som ligeværdig.”

Det største problem, mener Tina-Mia Eriksen, skal imidlertid findes i partierne selv. Ved kommunalvalget er blot en tredjedel af de opstillede kandidater nok en gang kvinder, og ønsker man at øge repræsentationen, må man først og fremmest rekruttere flere kvindelige kandidater. For det er ingen umulig opgave, siger Tina-Mia Eriksen og fortæller, hvordan det for første gang i hendes vælgerforening i Ringsted er lykkedes at lave en liste i år, hvor halvdelen af kandidaterne er kvinder. Opskriften var simpel. Gennem hele den seneste valgperiode har partiet prikket stort set alle potentielle kvindelige kandidater på ryggen for at overbevise dem om deres kandidatur.

Fra sit kontor på Syddansk Universitet venter professor Ulrik Kjær i spænding på tirsdagens valg. Det var ham, der for mere end 20 år siden beskrev, hvordan den demokratiske ligestilling i Danmark har nået et mæthedspunkt.

Efter de seneste kommunalvalg har han bidraget til vælgerundersøgelser, hvor han hver gang har spurgt vælgerne, om de stemte personligt på en kvinde eller en mand, og om de finder spørgsmålet om ligelig repræsentation af køn i politik for vigtigt.

Svaret kommer ikke længere som en overraskelse. Det bliver for langt størstedelen af både mænd og kvinder et nej til begge spørgsmål. Vælgerne siger simpelthen, at de ikke skeler til kønnet, men derimod til faktorer som alder og erhvervsbaggrund. Men hov. Er dette ikke netop den ultimative form for ligestilling, når borgere helt stopper med at ænse kommunalpolitikeres kromosomsammensætninger? Nej, tværtimod, vurderer Ulrik Kjær.

For hvis vi vitterligt var ligeglade med kønnet, så kan han ikke forklare, hvorfor repræsentationen af kvinder har befundet sig så stabilt over de seneste tre årtier. Og helt umuligt bliver det for ham at forklare, hvorfor kun 14 ud af 98 kommuner har en kvindelig borgmester.

“Systematikken,” siger han, “hvor så mange flere mænd end kvinder bliver borgmesterkandidat, tilsiger simpelthen, at der ikke hersker kønsblindhed. Der må være et eller andet mere strukturelt på spil.”

Da jeg beder Ulrik Kjær komme dette “et eller andet” nærmere, bliver han mere forbeholden. Forskningen er mangelfuld, og strukturer er som bekendt ikke noget, man bare lige observerer med det blotte øje. Alligevel indvilger han i at komme med et bud.

Først kalder han det for mystisk, at væsentligt flere kvinder bliver valgt til Folketinget end til kommunerne. For i udgangspunkt, forklarer forskeren, burde de to tal følge hinanden, som man blandt andet ser det i vores nabolande. Her kan forklaringen være, at landspolitikeren er fuldtidsansat, mens kommunalpolitikeren er på deltid. Det vil sige, at et byrådsmedlem i dag både skal varetage sit civile job, sit privatliv og sit kommunale hverv. Et hverv, man i gennemsnit bruger knap 20 timer på om ugen. På den måde bliver den kommunalpolitiske repræsentation muligvis en ideel indikator for samfundets ligestilling mellem mænd og kvinder i øvrigt. Som Ulrik Kjær siger:

“Når alt kommer til alt, kan de få kvinder i kommunalpolitik meget vel være et udtryk for, at kvinderne fortsat tager en større andel af de huslige pligter, samtidig med at de er fuldt integreret på arbejdsmarkedet.”

Han nævner en undersøgelse fra Rockwool Fondens forskningsenhed, der i 2018 viste, at danske kvinder i gennemsnit bruger en time mere om dagen på husligt arbejde end mænd. Samtidig er det alment kendt, at langt færre mænd i Danmark sammenlignet med resten af Norden tager del i barslen. Ønsker man flere kvinder i landets byråd, må man derfor ud over at kigge på faktorer som rekruttering, sexisme og forfordeling af mænd som borgmesterkandidater anskue ligestillingen på et mere grundlæggende plan.

Ulrik Kjær lader i hvert fald ikke til at være i tvivl:

“I det øjeblik, vi har reel ligestilling på arbejdsmarkedet og i hjemmet, så er jeg overbevist om, at vi vil se flere kvinder i kommunalpolitik,” siger han.