Derfor skal du læse denne artikel
Præsident Trump ligger – to uger inde i sit præsidentskab – i åben krig med det amerikanske retssystem. Kampen handler på overfladen om det kontroversielle indrejseforbud, men på et dybere plan er selve det liberale demokrati i spil. Magtens tredeling er udfordret, argumenterer Jakob Jessen.
Lørdag tweetede præsidenten for den frie verden et spørgsmål ud i cyberspace.
Det var, selvfølgelig, et retorisk spørgsmål.
Amerika var ankommet til et rigtig skidt sted, fordi Trump-regeringens indrejseforbud for statsborgere fra syv muslimske lande var blevet midlertidigt suspenderet af en føderal dommer ved navn James Robart fra staten Washington.
Trods spørgsmålets retoriske karakter kunne man nu alligevel få lyst at tilbyde Trump det svar, at Amerika – hvis præsidenten skulle være i tvivl – sådan set blot var ankommet til det liberale demokrati, hvor magten er delt mellem en udøvende præsident, en lovgivende kongres og et dømmende retsvæsen. Og man kunne dertil, sådan lidt en passant måske, tilføje, at ankomsten desuden ligger 240 år tilbage i tiden, da Amerika, som det første land på denne klode, forsøgte at realisere oplysningstidens idealer om at balancere folkestyret med frihed for den enkelte, ikke mindst gennem magtens tredeling. (Jeg skal understrege, at det var et halvhjertet forsøg).
Men alt det – eller i det mindste det meste af det – vidste Trump sikkert så udmærket, da han tweetede sit spørgsmål. For det var – sådan grundlæggende – netop magtens tredeling, der havde forårsaget præsidentens tristesse, hvad han gjorde klart i en anden af dagens tweets:
Der er – det er rigtigt nok at sige – ikke noget nyt i, at en præsident er træt af både Kongressen og retssystemet – hvis rolle bogstaveligt talt er at gøre livet bøvlet for præsidenten – og der er heller ikke noget nyt i, at en præsident gør, hvad han kan for at tvinge sin agenda igennem. I den forstand havde vicepræsident Mike Pence ret, da han på sin rundtur til adskillige Sunday talkshows gentog ordene:
“USA’s præsident er i sin gode ret til at kritisere de andre to dele af magtapparatet.”
Men spørgsmålet, som Trumps kamp med retssystemet om indrejseforbud rejser, er, hvorvidt præsidenten kæmper den sædvanlige kamp med de instanser, der er til for at begrænse hans magt. Eller om han kæmper en kamp mod disse instansers legitimitet overhovedet. Altså om præsidenten overhovedet anerkender retsstatens principper, når han til eksempel kalder James Robart (der desuden udpeget af præsident Bush d. 2) en “‘såkaldt’ dommer”.
For tyve år siden talte man om, at det illiberale demokrati – hvor magthavere er folkevalgte, men mere eller mindre eneherskende – udgjorde en trussel for umodne demokratier i den tredje verden.
“De to tråde fra det liberale demokrati, der er vævet ind i Vestens politiske system, falder i dag fra hinanden i resten af verden,” skrev politilogen og tv-værten Fareed Zakaria i magasinet Foreign Policy tilbage i 1997. “Demokratiet blomstrer; det gælder ikke de forfatningssikrede frihedsrettigheder.”
Tyve år senere er spørgsmålet, om verdens første konstitutionelle demokrati er på vej i samme retning.
Trumps politiske platform bygger, som han fik slået noget så grueligt fast i sin indsættelsestale, på tanken om at tage kontrollen tilbage til folket; at tage magten på sig og at tage magten til sig.
“Vi vil ikke længere acceptere politikere, der er ren snak og ingen handling,” som han sagde. “Som konstant beklager sig, men som aldrig gør noget ved det.”
Det er denne tanke, der får kritikere til at kalde Trump populist, men det er vigtigt at erindre, at ønsket – eller drømmen – om politisk handlekraft ikke er illegitim i sig selv. På en måde repræsenterer Trumps “Make America Great Again” og Obamas “Yes, we can” begge en drøm om, at politisk handling er muligt – selv om deres politiske idealer, selvsagt, er temmelig forskellige. Jeg har på fornemmelsen, at det er den samme drøm, der lurer under min fascination af Francis Underwood, den fiktive og forbryderiske præsident i tv-serien House of Cards. Underwood handler, på og i trods, men han handler. Altid.
Men i modsætning til Obama, der var en på mange måder klassisk, amerikansk liberal og desuden er uddannet jurist, har Trump ikke nogen åbenlys ideologi – og slet ikke én, der fraholder ham fra at overtræde de instanser, der er til for at begrænse hans handlerum. Man fristes til at se en vitalist i Trump – sådan én, der dyrker kraften og magten som en værdi i sig selv – for der lader ikke til at være nogen ideologisk doktrin, der styrer handlingen. Doktrinen er så at sige at handle, punktum.
“Den tomme snaks tid er forbi. Handlingens time er oprunden,” som han sagde i indtrædelsestalen.
Det var den samme handlingens logik – og medfølgende retorik – der prægede lanceringen af Trumps indrejseforbud den 27. januar.
“Vi vil kun tillade mennesker ind i vort land, der støtter vores land, og som elsker vores folk dybt,” som Trump sagde i forbindelse med udstedelsen af dekretet. Amerika – og amerikanerne – tog magten tilbage.
Konkret betød det som bekendt, at statsborgere fra Irak, Iran, Libyen, Somalia, Sudan, Syrien og Yemen var underlagt indrejseforbud – om de så havde et visum eller var i gang med at få det. Dertil kom, at alle – som i alle – syriske flygtninge ville blive nægtet indrejse på ubestemt tid, mens samtlige flygtninge fra alle verdens lande ville blive nægtet indrejse de næste 120 dage. USA’s årlige flygtningekvote blev ligeledes sænket fra 110.000 til 50.000.
Et par dage senere var præsidenten igen ved tasterne. I løbet af de to dage, der var gået siden præsidentens dekret, var der opstået noget nær kaotiske tilstande i flere amerikanske lufthavne, hvor flere hundrede mennesker var tilbageholdt, fordi deres visum ikke længere var gyldigt, mens tusindvis af demonstranter fyldte op i ankomsthallerne, og godt 60.000 visa blev annulleret.
De kaotiske tilstande fik to af Det Republikanske Partis gamle giraffer, den tidligere præsidentkandidat og legendariske Vietnam-veteran, John McCain og den toneangivende, men relativt moderate senator Lindsay Graham (der, ligesom Francis Underwood, taler et herligt, formfuldendt sydstatsamerikansk) til at skrive en fælles – og kritisk – udtalelse. “Vi er særligt bekymrede,” skrev de, “over meldinger om, at denne ordre er trådt i kraft med lidt eller ingen konsultation med udenrigsministeriet, forsvarsministeriet, justitsministeriet og Department for Homeland Security″.
Præsidenten reagerede sådan her:
Bekymringerne gjorde de to senatorer “svage” i Trumps øjne. De stod i vejen for handling. Det samme gjorde de godt 1.000 diplomater, der havde underskrevet en protest imod indrejseforbuddet.
“Har de her karrierebureaukrater et problem med det?” spurgte præsidentens talsmand, Sean Spicer, i den forbindelse på et pressemøde. “De burde enten rette ind, eller også kan de gå.“Det samme gjaldt den fungerende justitsminister (en midlertidig overlever fra Obama-administrationen), Sally Yates, der havde nægtet at forsvare indrejseforbuddet, og som tilmed internt i justitsministeriet havde udtrykt bekymring, og som derfor følgeligt blev fyret med den begrundelse, at hun havde gjort sig skyldig i “forræderi” over for præsidenten og hans ønske om at beskytte den amerikanske befolkning.
“Jeg er ansvarlig for at sikre, at den retlige position, vi indtager, er i overensstemmelse med denne institutions forpligtelse til at efterstræbe retfærdighed og stå for det, som er rigtigt,” havde hun ifølge the Guardian skrevet til justitsministeriets medarbejdere.
“Foreløbig er jeg ikke overbevist om, at det er i tråd med dette ansvar at forsvare præsidentens ordre, og jeg er heller ikke overbevist om, at ordren er lovlig.”
Fredag beordrede dommeren James Robart så en midlertidig suspension af præsidentens dekret (en række lignende sager har været rejst i adskillige stater. Robart skulle ikke tage stilling til indrejseforbuddets legalitet som sådan, men til 1) hvorvidt anklageren (staterne Washington og Minnesota) med sandsynlighed kunne vinde en egentlig retssag, 2) om der kunne ske uigendrivelig skade ved at opretholde indrejseforbuddet, og 3) om det var i offentlighedens interesse at gøre det.
Lørdag udsendte præsidenten så den byge af tweets, vi indledte historien med, og senere på dagen appellerede han beslutningen. Den appel blev afvist søndag – en beslutning, præsidenten mødte med følgende tweet:
Nu afventer vi så næste skridt i sagen.
Det Hvide Hus havde frist mandag for at fremstille deres sag for den appelret, der stadig kan løfte suspensionen. Imens forsøger amerikanske medier at forstå, hvad der er sket. Mandag morgen lød en overskrift i New York Times:
“Trump i tidligt sammenstød med domstole varsler års juridiske slagsmål.”
Med andre ord: Vi er kun lige begyndt.
I december 1945 mindede den britiske forfatter George Orwell i et essay om, at retssikkerheden og demokratiets opretholdelse i sidste ende hviler på folkets vilje.
“Regeringerne laver love, men om de bliver gennemført, og hvordan politiet opfører sig, afhænger af det generelle temperament i landet,” skrev han. “Hvis et stort antal mennesker er interesseret i ytringsfrihed, vil der være ytringsfrihed, selv om loven forbyder det; hvis den offentlige mening er træg, vil ubekvemme minoriteter blive forfulgt, selv om der findes love for at beskytte dem.”
Der kan dårligt herske nogen tvivl om, at det netop er Trumps intention at påvirke den offentlige opinion i et sådant omfang, at han kan udøve sin magt så suverænt som muligt.
“Velkommen til chok-eventen, der er designet netop til at forstyrre det politiske system og det civile samfund,” som historikeren Ruth Ben-Ghiat skrev i et indlæg om indrejseforbuddet på cnn.com i sidste uge, hvor hun fortolkede dekretet som et bevidst forsøg på via forvirring og forstyrrelse at konsolidere mere magt omkring præsidenten.
Man behøver imidlertid ikke ty til liberale kommentatorer for at få bekræftet, hvad præsidenten har gang i. Sådan her lød det til eksempel fra Trumps talsmand, Kellyanne Conway, dagen efter, at præsidenten havde udstedt sit dekret:
Hvis indrejseforbuddet således var det første chokangreb på det liberale demokrati, er konklusionen, at systemet klarede testen. Domstolene var rent faktisk i stand til at begrænse den udøvende magts udøvende magt.
Denne gang i al fald.