Hvad en rimelig skør teori på nettet fortæller om russisk indblanding i EU-valget

ALIENSStod en satanisk sammensværgelse bag branden i Notre Dame? Aliens? Islamister? Sandheden er derude. Illustration: Mikkel Bøgild Jacobsen, Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Det var rummænd, der satte ild på Notre Dame i Paris – det skriver et af de russiske netmedier, der med konspirationsteorier som denne forsøger at fremme en historie om Europas kollaps. I dette kapitel af serien Frederik forklarer internettet viser Zetlands teknologiskribent rundt i en offentlig samtale om Europa, som er ret ... vild.

Risikoen for at støde på misvisende eller direkte løgnagtige historier online op til søndagens EU-valg er meget høj”. Det sagde EUs ansvarlige for bekæmpelse af misinformation under europaparlamentsvalget sidste uge til Reuters.

Se bare, hvad der er sket før,” lød det fra EU-embedsmanden, som henviste til valg i USA, Frankrig og Tyskland, hvor russiske internettrolde, angivelig med tilknytning til Kreml, er blevet beskyldt for at have blandet sig. Ruslands præsident Putin afviser anklagerne.

Frygten for russisk misinformation er nu reel nok. Putin er meget lidt glad for EU, som de seneste år har indlemmet flere østlande, Bulgarien eksempelvis, der engang var Ruslands allierede. For at sikre Ruslands fortsatte indflydelse på kontinentet bruger den russiske stat store summer på et netværk af netmedier, der opererer i EU på forskellige europæiske sprog. Indtil 2016 havde russiske Sputnik også redaktion i Danmark med kontorer i København.

De russiske medier i Europa tæller alt fra mindre blogs til medie-mastodonter som RT (en forkortelse for Russia Today) og førnævnte Sputnik, begge med enorm tilstedeværelse online. På YouTube er Russia Todays engelsksprogede videoer set 2,8 milliarder gange.

Samtidig er det veldokumenteret, at russiske netmedier spreder misinformation. Ifølge eksperter i et forsøg på at fremme kaos, forvirring og mistillid europæere imellem. Et frisk, meget aktuelt eksempel på dette er nogle langt ude konspirationsteorier, som skal så tvivl om, hvordan branden i Notre Dame-katedralen i Paris opstod. Var det en satanisk sammensværgelse? Aliens? Islamister? Sandheden er derude, ifølge russiske medier, der også har nået populære danske Facebook-grupper.

Hvis man vil høre Lea Korsgaard, Zetlands chefredaktør, og jeg selv, Zetlands teknologiskribent, diskutere Ruslands indflydelse online, skal man høre femte afsnit af vores podcast Frederik forklarer internettet. Tryk play øverst i artiklen for at lytte.

Franske myndigheder har ikke lagt sig fast på, hvad der forårsagede branden i Notre Dame i påsken i sidste måned. Branden og de store mængde vand vanskeliggør opklaringsarbejdet, men teorierne kredser om cigaretskod, man har fundet, måske fra renovationsarbejdere, eller elektronikken, der styrer nogle klokker, der måske/måske ikke har slået gnister.

Men fordi ingen ved noget, er der på internettet opstået et sandhedsvakuum, hvor alle forklaringer i teorien kan være sande – og det er farligt, for dele af internettet skyr ikke en god konspirationsteori – og få er bedre til at konspirere end russiske statskontrollerede medier.

Det kristne netmedie Katehon.com, som har en russisk oligark som pengemand, kan læses på engelsk, fransk, tysk og spansk, og det er den spanske redaktion, som i dagene efter branden havde et bud på brandens opståen: En satanisk New World Order-sammensværgelse, en slags Illuminati, antændte branden i katedralen.

Konspirationen er denne: Branden skete den 15. april, som var den første dag i den femte måned i den keltiske kalender, og måneden er piletræets måned, og piletræer knytter sig åbenbart til hekseri (hekse er noget af det værste i kristendommen). Hekse er passende, fordi 15 dage efter branden, den 30. april, er det store hekse-komsammen ifølge keltisk myte, en aften, hvor heksene er særlig aktive og mødes. Herhjemme er den aften kendt som valborgsaften, hvor man fejrer overgangen fra vinter til sommer.

Ræsonnementet bag er, ifølge EUs misinformationsberedskab, som afliver konspirationsteorier fra Rusland, at Notre Dame er et vigtigt symbol på kristendommen i Europa. På samme måde som denne sammensværgelse også stod bag angrebet på World Trade Center – symbolet på verdenshandel – og, ifølge de her konspirationsteoretikere, dermed varslede det finansielle kollaps syv år senere, varsler branden i Notre Dame kristendommens kollaps i Europa.

Branden i Notre Dame er kristendommens 9/11.

Men wacko-konspirationer til side: Russiske medier kaster sig over så godt som enhver tragedie, der rammer Europa – det kunne være et terrorangreb eller optøjer i europæiske gader – fordi det er en mulighed for Rusland at fortælle europæerne:

Se, jeres kontinent står i flammer!” Og det er ofte enten, fordi vi tilbeder onde imperialister fra USA, har tilladt muslimer at slå sig ned eller har glemt kristendommen og gode traditionelle, konservative familieværdier og i øvrigt giver homoseksuelle, muslimer, feminister og andre – i Ruslands øjne – umoralske grupper for meget taletid.

I et forskningsprojekt fra England, som blev offentliggjort i denne måned, har man studeret russiske internettroldes indblanding i det tyske valg i 2017. Efter valget fandt Twitter profiler, der foregav at være tyskere, men som formentlig har været tilknyttet den kontorbygning i Sankt Petersborg, hvor unge russere under præsidentvalget i 2016 havde som fuldtidsjob at trolle amerikanere på sociale medier. (Twitter har fjernet over 4.000 Twitter-konti tilknyttet Ruslands trolde). I begyndelsen af den tyske valgkamp støttede troldene Angela Merkel, landets kansler, men hen mod slutningen skiftede troldene taktik. Nu støttede man det EU-kritiske højrefløjsparti Alternative für Deutschland (AfD) og tweetede ting som:

I #chooseAfD, because I remember # asylum crisis and no longer trust #Merkel! og I #chooseAfD, because I want to live in the Federal Republic instead of Caliphate #Germany!. En retweetede også: Every German #Patriot will vote #AfD tomorrow! We need a political earthquake to save #Germany! # Btw17 #NoAntifa #NoIslam’

Det er uvist, hvilken indflydelse de russiske Twitter-profiler fik på valget, formentligt ikke det store. AfD, ved vi, fik et godt valg med støtte fra mere end hver tiende tysker.

DOMMEDAGEU’s misinformationsberedskab har aflivet en historie fra det russiske netmedie Nlo-mir.ru, der på Twitter bliver fulgt af over 6.000 mennesker, om, at branden i Notre Dame var aliens’ første angreb på kloden. Billedet her er historiens illustration. Historien kommer af en konspiration om, at vores klode vil blive udslettet af en planet kaldet Niburu – og ja, der findes en skræmmende lang Wikipedia-artikel om dommedagsprofetien. Illustration: Ukendt fra nlo-mir.ru

Siden branden i Notre Dame har Rusland gødet forskellige konspirationer. Var brandstifterne Illuminati eller islamister – det skete trods alt i påsken, som er hellig for kristne – eller måske var det aliens i ufoer (helt seriøst, EUs misinformationsberedskab har måttet aflive en alien-teori). I Notre Dame-tilfældet synes formålet at være at få franskmændene til at betvivle alt – og lytte til Rusland i stedet.

Selvfølgelig er det ikke kun russiske netmedier, der står bag den misinformation, der når islam- og EU-kritiske europæere på sociale medier. I forbindelse med EU-valget ser det umiddelbart ud til, at de fleste misvisende, ensidige eller direkte løgnagtige nyhedsartikler kommer indefra, fra europæiske, men også nordamerikanske, nationalistiske netmedier.

Det er ikke 2016. Vi ser ikke den samme automatiserede internetaktivitet med et tydeligt russisk fingeraftryk på tværs af valgene (de enkelte europæiske landes EU-valgkampe, red.),” sagde Sasha Havlicek, der leder Londons Institute for Strategic Dialogue, som sporer misinformation online, i denne uge til The Washington Post. Det, vi ser meget mere af, er koordinerede tværnationale informationsoperationer fra den yderste højrefløj.”

Heldigt for Rusland har dette tværnationale, EU-kritiske vestlige netværk overlappende interesser med Rusland – og det overlap ses især i YouTube-videoen herunder. Det er den mest sete video på YouTube i denne måned overhovedet om branden i Notre Dame. Den kommer fra Rebel Media, en islamkritisk canadisk kanal, der bliver fulgt af over en million mennesker.

Hør, hvordan værten, ligesom de russiske medier, betvivler alt, franske myndigheder har sagt.

Denne pro-russiske konspiratoriske dagsorden i vestlige medier findes også i Danmark. Jeg er medlem af flere politiske grupper på Facebook, som er vigtige steder for politisk debat for tusindvis af danskere. Blandt andet grupperne Dansk politik og verden omkring os’ og NEJ TIL EU med henholdsvis 40.000 og 17.000 medlemmer.

I grupperne bliver der delt indhold fra russiske statsmedier som Russia Today og Sputnik, andre gange er artiklerne fra danske højrefløjsmedier som Newspeek.dk og 24Nyt.dk, som af journalistiske eksperter er kategoriseret som junk-medier.

Tidligere i denne måned blev en artikel fra 24Nyt.dk delt i gruppen Dansk politik og verden omkring os’. Artiklen hed: Ildebranden i Notre Dame og det kristne Europas ødelæggelse. I den luftes samme konspiration som i flere russiske netmedier: at islamister påsatte branden i Notre Dame. Til opslaget skrev administrationen: BØR DELES AF ALLE!” Det gjorde 81 danskere.

Et medlem af gruppen kommenterede: Det kan vi takke EU for.” En anden skrev: Eliten lyver, for de tør ikke oplyse sandheden.” 55 likede den kommentar.

Det er præcis den mistro, Putin håber at fremme. Konspirationsteorierne skal ifølge eksperter undergrave tilliden til vores institutioner og EU, NATO og andre overstatslige samarbejder, hvor Rusland står udenfor, og få os til at tænke, at vi gør klogest i at trække os, lad os sige, ud af EU og isolere os – og findes der en bedre anledning end europaparlamentsvalget på søndag? Næppe.

Logikken er ifølge eksperter, at jo mere vi isolerer os, jo mere fragmenteret EU bliver, des større og stærkere ser Rusland ud.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem