Danmarks mest oplagte klimaløsning er våde marker. Hvordan får vi flere af dem?

Store CO2-udslip kan undgås ved at oversvømme drænet landbrugsjord. Det går bare lidt langsomt, så landbrugsministeren jager gode idéer.

Foto: Finn Frandsen, Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

10:32

Gården Søndervang ligger lidt nede ad en grusvej i det flade landskab ved Avnø Fjord på Sydsjælland. Alle tre generationer på gården står klar i en halvcirkel, da en sort minister-Mercedes triller ind på perlegruset foran de hvidkalkede bygninger. Den unge gårdejer Martin Lyder Hansen har en grøn kasket på hovedet og firkantede briller, i hænderne holder han et sammenrullet kort.

Landbrugs- og fødevareminister Rasmus Prehn springer ud af bilen iklædt grøn outdoor-jakke og hilser på alle med albuen, inden han kigger interesseret på kortet, som Martin Lyder Hansen ruller ud og viser frem sammen med svigerfar Povl Skov Nielsen, en tæt, gråskægget mand med mørkeblå hue og vindjakke.

Kortet viser et område, hvor der skal bygges en ny og anderledes type solcellepark, som er designet til at blive oversvømmet. Det er på grund af den, at ministeren er kommet her til det landlige Sydsjælland mellem Næstved og Vordingborg. Han håber, solcelleprojektet kan hjælpe ham med en meget stor og meget aktuel udfordring.

Den danske regering er lige nu under betydeligt pres fra alle sider for at realisere en af de mest oplagte klimaløsninger, der findes i et landbrugsland som Danmark. En løsning, som stort set alle eksperter placerer cirka øverst på listen over fornuftige klimatiltag. Det drejer sig om lavtliggende landbrugsjord, som løbende drænes for vand. Den slags landbrugsjord – også kendt som lavbundsjord – har nemlig et højt indhold af kulstof, som langsomt forsvinder op i atmosfæren og bliver til CO2, når man dræner og dyrker jorden. Hvis man i stedet igen lod jorden blive oversvømmet, ville det meste af kulstoffet blive i jorden. Og det ville pynte gevaldigt på Danmarks klimaregnskab.

Fidusen med den vandsikrede solcellepark er, at den – i hvert fald i teorien – kan gøre det mere økonomisk attraktivt at holde op med at dyrke lavbundsjorden og i stedet lade den oversvømme. Men projektet viser også, hvorfor ministeren har så stor en udfordring med at få lige præcis dét til at ske. Endnu er der nemlig ingen konkrete planer om rent faktisk at oversvømme jorden under den kommende solcellepark ovre på den anden side af hovedvejen. Solcellevirksomheden Better Energy bygger bare parken, så den på et senere tidspunkt kan blive oversvømmet.

Konceptet burde jo være, at man både overvander og har solceller, for så får man dobbelt op på klimaeffekten,” siger ministeren.

De muligheder er der,” siger Povl Skov Nielsen, der er født på gården. Men hvis man sætter det under vand, er det jo ikke noget værd som landbrugsjord.”

Lavbundsjorder står for næsten 40 procent af landbrugets udledninger af drivhusgasser, og idéen om at tage dem ud af drift er blevet kaldt et grønt columbusæg, der både kan levere en stor klimagevinst og skabe levesteder for truede dyre- og plantearter. Jorderne befinder sig i ådale og tørlagte søer og moser spredt over hele landet. Her forhindrede vandet gennem årtusinder organisk materiale i at blive nedbrudt, indtil driftige danske bønder for 50, 100 eller endnu flere år siden vandt nyt land ved at lægge dræn, grave grøfter, bygge pumpestationer, pløje, så og høste. Dermed begyndte nedbrydningen af de ældgamle planterester, og kulstoffet siver nu langsomt, men sikkert op i atmosfæren.

I alt er der 170.000 hektar med lavbundsjorder i Danmark, et areal næsten lige så stort som Lolland og Falster tilsammen. Potentialet for at tage jord ud af drift er med andre ord enormt, og ind i den nyudnævnte landbrugsministers ører lyder et kollektivt kom nu i gang” fra både landbruget, de grønne organisationer, begge sider af folketingssalen og senest også Klimarådet. Da rådsmedlemmerne dumpede regeringens samlede klimaindsats den 26. februar, fremhævede de samtidig udtagning af lavbundsjorder som ét af fem tiltag, regeringen hellere burde sætte i værk i går end i morgen. En af grundene er, at det samfundsøkonomisk er en helt vildt billig klimaløsning – ja, faktisk er det en decideret gevinst, fordi oversvømmelserne også kan begrænse kvælstofforurening, som man ellers skulle bruge penge på at bekæmpe.

Det helt store spørgsmål er så, hvor mange af de 170.000 hektar der realistisk set kan tages ud af drift, og hvordan og hvor hurtigt det kan gøres. Foreløbig er der sat penge af til at tage 20.000 hektar ud frem mod 2030, et areal lidt mindre end Møn. Både Danmarks Naturfredningsforening og landmændenes interesseorganisation, Landbrug & Fødevarer, mener, der er potentiale til hele 100.000 hektar. Forskere gætter lidt mere forsigtigt på måske 60.000 hektar. Regeringen har endnu mere forsigtigt gættet på bare 38.000 hektar. Det er alt for pessimistisk, mener både Klimarådet, Danmarks Naturfredningsforening og Landbrug & Fødevarer.

Det er jo en kendt sag, at det altid er nemmere at finde et potentiale frem, når man sidder ved skrivebordet, end når man går i gang i virkeligheden,” siger Rasmus Prehn, da vi står ude på den tågede mark, hvor solcellerne engang skal stå. Ofte har landmændene jo brug for jorden til for eksempel at dyrke foder til deres dyr, siger ministeren.

Jeg spørger, om ikke det bare er et spørgsmål om at betale dem nok. Der er en grænse for, hvor meget vi må betale. Vi må kun give markedsprisen, hvis vi køber jorden af landmanden – ellers er det ulovlig statsstøtte. Men hvis vi kan udtage noget lavbundsjord og samtidig give lodsejeren mulighed for at have en indtægt ved at leje ud til Better Energy eller andre, for at man kan lave solcelleanlæg, så er det jo hamrende godt,” svarer han. Det er sådan nogle nye trylleformularer, vi har brug for.”

Regeringen har med finanslovene for 2020 og 2021 afsat i alt 2,66 milliarder kroner til at tage lavbundsjorder ud af drift frem mod 2030. En del af pengene går til Naturstyrelsen, der har mulighed for at købe jorden til markedspris. Resten går til nogle tilskudsordninger, hvor der er fire forskellige faste takster for, hvor meget en landmand kan få i kompensation for at lade sin jord oversvømme, alt efter hvad den blev brugt til før. Her skal hver enkelt landmand altså vurdere, om det kan svare sig – og det vil det så kunne for nogle, men ikke for andre. Det nye i forhold til tidligere ordninger er, at landmændene selv kan søge, før skulle initiativet komme fra kommunen eller statslige myndigheder. Men der er først blevet åbnet for ansøgninger her i februar 2021, og Naturstyrelsen er endnu kun nået til at afsøge mulighederne. Derfor ved vi endnu ikke, hvor meget rift der bliver om pengene. Foreløbig er der dog tegn på en betydelig interesse. Under alle omstændigheder er der brug for flere penge, hvis hele potentialet skal forløses. Taler vi 100.000 hektar, er prisen ifølge landbrugets klimapartnerskab 8,5 milliarder kroner. Venstre har allerede meldt sig klar til at afsætte fem milliarder, så det virker sandsynligt, at der kommer flere penge.

Alternativt skal pisken i brug i form af CO2-afgifter, sådan at landmændene simpelthen straffes økonomisk for at dyrke den jord, der udleder mest CO2.

Men det står også klart, at det ikke kun handler om penge. Tyngdekraften spiller for eksempel også en væsentlig rolle. Det er nødvendigt at få alle lodsejere i et område med på en oversvømmelse, fordi vand som bekendt lægger sig vandret i terrænet uden at skele til matrikelgrænser. Og det kan godt gribe om sig. Området med den vandsikrede solcellepark er et godt eksempel – hvis det skulle oversvømmes, ville det aktuelt involvere mange flere lodsejere end blot de fire, der lægger jord til solcellerne. Hvornår alle brikkerne er på plads, og om de kommer det, er ude af vores hænder,” siger direktør i Better Energy Rasmus Lildholdt Kjær. En mulig løsning, som landbrugs- og fødevareminister Rasmus Prehn efter eget udsagn har stor fidus til, er jordfordeling, hvor landmændene i et område bytter jord. Så kan lavbundsjorden samles på færre hænder, så der er færre, der skal blive enige.

Der er dog også andre bump på vejen. En anden problemstilling handler for eksempel om naturbeskyttelse. I landbruget er der en vis bekymring for, at hensynet til naturen vil spænde ben for ambitionerne om at oversvømme store områder. Det kan enten være, fordi oversvømmelserne vil påvirke allerede beskyttet natur, eller fordi der opstår nye krav om beskyttelse af naturen på de oversvømmede områder, efter at de er blevet oversvømmet, hvilket kan begrænse muligheden for at gøde nabomarkerne. Det er også muligt, at bekymringer for udslip af fosfor – som er en bivirkning ved at vådlægge marker – kan stå i vejen, selv om forskere og landbrugsrådgivere siger, det er muligt at forhindre fosforen i at slippe ud i vandløb og fjorde.

Men der kan nu også være mere lavpraktiske og meget menneskelige forhindringer. Da jeg spørger landmand Martin Lyder Hansen, hvorfor han og de andre landmænd i området ikke har taget initiativ til at oversvømme jorden og dermed hente nogle ekstra tilskudspenge ind ved siden af lejeindtægterne fra solcelleparken, svarer han ganske enkelt, at han ikke har haft overskud til at undersøge sagen endnu.

Min hjerne har været koncentreret om alt muligt andet. Vi har lige købt en større ejendom, hvor al koncentrationen er gået med det, så de der udtagningspuljer har jeg ikke sat mig ind i endnu.”

Det understreger, tror jeg, en meget større pointe om, hvorfor de politiske beslutninger haster så meget på klimaområdet. Man kan næsten kun undervurdere, hvor langt der er fra tanke til lov til konkret handling og derefter den effekt, man i sidste ende er ude efter.

Det tager simpelthen tid at få forandringerne til at ske, fordi de involverer så mange mennesker, der skal sætte sig ind i mulighederne, og så mange ting, der skal laves om og skiftes ud og i det hele taget gøres anderledes, end man plejer.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: