Europas største pengeoverførsel nogensinde er i gang. Hvad får man egentlig for 5.600.000.000.000 kroner nu til dags?

Digitale kasseapparater i Grækenland, et filmmekka i Spanien og ... måske et fundamentalt forandret EU, lyder nogle af svarene.

Illustration: Myriam Wares for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Man skal aldrig lade en god krise gå til spilde, lyder et flittigt citeret mundheld. I EU er håbet, at tidens helt store krise, coronakrisen, kan føre til en tilsvarende stor forandring af Europa. Håbets årsag er den 5.600 milliarder kroner store genopretningspakke, som EUs ledere efter et højspændt og søvnløst topmøde blev enige om sidste sommer.

Det her fantasillion-agtige beløb skulle ikke bare hjælpe EU hurtigere ud af den krise, som coronapandemien med tiden ville efterlade sig, ambitionerne var endnu større end dét. Genopretningsfonden skulle forvandle EU til et rarere, grønnere og mere digitalt kontinent, når coronakrisen var forbi. Simpelthen. Indsatsen, blev det besluttet, skulle finansieres med et fælles giga-lån, hvor de mindre velstående lande skal have langt de fleste penge.

Nu, knap et år senere, er klapsalverne forstummet. Til gengæld er de vidtløftige tanker i de her uger på vej til at blive til en politisk virkelighed. Inden april er ovre, skal alle unionens medlemslande fremlægge deres bud på, hvordan de ønsker at bruge pengene hver især. De første landes planer er her allerede. og hvis alt går som planlagt, skal de første penge udbetales til sommer.

Men nu er det som bekendt sjældent, at alt går snorlige og som planlagt’ inden for EU. Meget kan endnu gå galt. Hvordan det kæmpe lån præcis skal betales tilbage, kæmpes der stadig om, og en domstol i Tyskland og en regeringskrise i Polen kan få hele korthuset til at vakle. Men skulle det lykkes at rulle milliarderne ud over kontinentet, står der stadigvæk mindst tre kæmpestore spørgsmål tilbage: Er det her virkelig en reform, der kan forandre Europa, som vi kender det? Hvordan kan vi vide, at pengene ender i de rigtige lommer? Og hvad får man egentlig for 5.600.000.000.000 kroner nu til dags?

MATERIELTraktoren blev symbolet på den økonomiske hjælp, som USA tilbød Europa efter anden verdenskrig. Her ankommer en flok til Italien. Foto: EU 1940-49

Vi begynder med at skrue tiden tilbage, for idéen om at genstarte og reformere Europa ved hjælp af en gigantisk pose penge er ikke ny. Vi skal tilbage til tiden lige efter Anden Verdenskrig, hvor store dele af Europa lå i ruiner, bogstaveligt talt. Mange fabrikker og landbrug stod stille, og der manglede i den grad penge i Europa til at sætte gang i hjulene. De penge havde USA, og resultatet blev Marshall-planen, som betød, at de europæiske lande fik et i datidens penge enormt beløb på 13 milliarder amerikanske dollars i en kombination af gaver og lån.

Formålet var (mindst) dobbelt. Pengene skulle hjælpe Europa på fode igen, men også sikre, at der var et europæisk marked at sælge amerikanske produkter til i fremtiden. Derudover skulle de forhindre, at de europæiske lande blev kommunistiske. Det virkede tilsyneladende.

I Danmark kan man finde de fysiske levn af Marshall-planen bagest i mange lader på landet, hvor der kan gemme sig en af de gamle Massey Ferguson-traktorer, der for altid forandrede dansk landbrug. I 1948 var der 6.500 traktorer i Danmark, fem år senere var der 43.000. På den måde efterlod Marshall-planen en virkelig konkret forandring, der ikke bare fik gang i økonomien, men også forandrede den måde, vi lever på.

Derfor er Marshall-planen allerede skrevet ind i historiebøgerne med store bogstaver, og ifølge en lang række økonomer har den europæiske genopretningspakke, som vi står over for nu, faktisk mulighed for at gøre det samme: at levere nogle substantielle forandringer af hele den måde, Europa fungerer på.

Jesper Jespersen er professor i økonomi ved Roskilde Universitet, og han kan se overraskende mange lighedspunkter mellem situationen i dag og den, Europa stod i efter Anden Verdenskrig. Det giver i allerhøjeste grad mening at sammenligne, for der er en række paralleller, der er slående,” siger han.

For på samme måde, som den vestlige verden efter krigen var delt mellem USA, der havde både penge og fabrikker, og Europa, der var nedslidt og sønderbombet, er Europa i dag også delt – nu mellem nord og syd. Og det skyldes ikke bare coronakrisen, men især den finanskrise, der ramte den europæiske økonomi hårdt i 2008.

Spoler vi tiden op til i dag, så er situationen den samme: Vi har et Nordeuropa, der har klaret sig forbavsende godt igennem både finanskrisen og coronakrisen, og et Sydeuropa, der ikke har,” siger Jesper Jespersen. Han fremhæver, at for eksempel Grækenlands økonomi stadig er 20 til 25 procent mindre, end den var før finanskrisen. Italiens økonomiske udvikling er gået helt i stå, og Spanien og Portugal er på samme måde blevet hængende i økonomisk hængedynd, som har trukket de unge ned, der ikke kan komme ind på arbejdsmarkedet.

Derfor har Jesper Jespersen faktisk i årevis argumenteret for, at Europa skulle lave sin egen Marshall-hjælp og dermed gøre det samme for Sydeuropa, som USA gjorde for Europa dengang efter Anden Verdenskrig. Men altså ikke kun for sydeuropæernes skyld. Det handler simpelthen også om at sikre, at der er nogen til at købe de produkter, vi laver i Nordeuropa. Der er en helt åbenbar egeninteresse i det her,” siger Jesper Jespersen.

Den egeninteresse har Dansk Industri forsøgt at gøre op i tal. Brancheorganisationens direktør Lars Sandahl Sørensen regner med, at de mange genopretningsmilliarder kan øge den samlede danske eksport med næsten tre procent om året de næste seks år. Det skyldes især, at i alt 57 procent af genopretningspakkens tilskud skal øremærkes til grønne eller digitale projekter, som er områder, hvor danske virksomheder står stærkt.

FRANKO-GERMANSKAngela Merkel og Emmanuel Macron blev enige om skitsen til genopretningspakken. Foto: Michele Tantussi, Ritzau Scanpix

Da Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, fremlagde planen, udtrykte hun det sådan her: Vi kan nu lægge hjørnestene til en union, der er klimaneutral, digital og mere modstandsdygtig end nogensinde før.” Hun sluttede af med et bombastisk Længe leve Europa”.

Og hvordan skal det så foregå? Jo, idéen med genopretningspakken er i al sin enkelhed i fællesskab at låne et stort beløb (750 milliarder euro) og lade de enkelte lande bruge dem til projekter, som Europa-Kommissionen siger god for.

Det er idéer, som mange har argumenteret for i årevis (som nu for eksempel Jesper Jespersen fra RUC), men som var fuldstændig utænkelige” at gennemføre før coronapandemien, som økonomikommissær Paolo Gentiloni har sagt.

Det var Tysklands kansler Angela Merkel og Frankrigs præsident Emmanuel Macron, der i første omgang besluttede sig for at gøre planen til virkelighed tilbage i de første, hektiske måneder af coronapandemien. I de tider, hvor vi så lastvognstog med lig køre ud af de norditalienske byer, og hvor gaderne i Frankrigs og Tysklands store byer stod som forladte filmkulisser.

At lige præcis Angela Merkel sagde ja’ her, var afgørende, for Tyskland har sammen med blandt andet Danmark ellers altid stået stejl på ét afgørende princip: at lande i EU ikke skal hæfte for andre landes gæld. Årsagen er, at vi i det velbjergede nord har set på, hvordan især Italien og Grækenland kæmpede med at betale afdrag på deres galopperende statsgæld, og tænkt: Nej tak, det skal vi nordeuropæiske skatteydere ikke til at betale for.

Men pandemien overbeviste Tyskland. Selv de allermest kritiske lande som Danmark lod sig trække med ind, og idéen blev til en beslutning. EU vedtog at låne de her 750 milliarder euro på de finansielle markeder. Halvdelen vil blive tilbudt landene som lån, en mindre sum ryger ind i eksisterende fonde, men den sidste del skal gives som direkte tilskud til de enkelte lande.

Det sidste er det kontroversielle, og endnu mere kontroversielt er det, at de direkte tilskud gives efter en form for Robin Hood-model: De lande, der har størst problemer med økonomien, får mest, og det betyder for eksempel, at Kroatien, Bulgarien og Grækenland kommer til at få et beløb, der svarer til lige omkring ti procent af deres bruttonationalprodukt, mens for eksempel Danmark får det, der svarer til mindre end én procent af vores bruttonationalprodukt.

Det samlede beløb svarer til 5,6 procent af EU-landenes samlede bruttonationalprodukt, og beløbets størrelse har skabt en stor tiltro til, at det faktisk kan rykke noget. Det gælder blandt andet for Jan Høst Schmidt, der i dag er senioranalytiker i Tænketanken Europa. I mange år var han direktør med ansvar for økonomiske reformer i Europa-Kommissionen og har altså set sin del af projekter med formål, der ligner det, vi ser nu: at forandre EU.

Der er et potentiale i den her fond til virkelig at skabe den grønne og digitale omstilling,” siger han.

Og så kommer det: HVIS man altså får det til at køre hurtigt og effektivt nok.”

Det hvis’ er afgørende. For hvad nytter det for en reformator af EU at have en pengetank, som selv Joakim von And, Elon Musk og Bill Gates kun kan drømme om, hvis man ikke har noget smart at bruge pengene på? Og det er her, den næste udfordring opstår. For hvordan finder man egentlig ud af at bruge 5.600.000.000.000 kroner over ganske få år? Det er den opgave, som alle lige nu arbejder på højtryk med. De store ord skal blive til virkelighed.

Det, der foregår lige nu, er, at de enkelte lande er i fuld gang med at beskrive, hvordan de kunne tænke sig at bruge pengene. Inden måneden er omme, skal de sende deres planer til Europa-Kommissionen, men en række lande er allerede færdige, og rundtomkring på landenes hjemmesider ligger lige nu tusindvis af pdf-sider med fantasifulde bud på, hvordan man bedst bruger en fantasillion.

Forslagene strækker sig fra cykelstier i Belgien over opsætning af 5G-master ved motorvejene i Grækenland til genopretning af skov, der er brændt, i Portugal. Bulgarien vil modernisere sine jernbaner, Tyskland vil bygge ladestandere til elbiler, og Spanien vil lokke skuespillere og stjerneinstruktører til at skyde film og tv-serier i landet med en charmeoffensiv, inklusive skatterabatter.

Marco Lopriore er ekspert i EUs støtteordninger på Det Europæiske Institut for Offentlig Administration og har gennemgået de foreløbige planer. Det vigtige for EU er, at planerne ikke kun handler om at bruge penge, men også om at få landene til at stå stærkere efterfølgende De her planer skal gøre to ting: de skal sikre investeringer, men de skal også præsentere reformer. Så der skal være en balance mellem investering og reform,” siger han.

Et godt eksempel på en investering, der kan skabe vedvarende forandring, er Grækenlands ønske om at indføre digital adgang til myndighederne. I Grækenland kan det være meget kompliceret at få fat på de rigtige stykker papir, hvis man for eksempel skal rejse til et kontor i Athen fra en ø langt væk, og derfor er det vigtigt at få de offentlige tjenester digitaliseret for at gøre livet lettere og at øge produktiviteten,” siger Marco Lopriore. På samme måde fremhæver han, at Grækenland søger penge til digitale kasseapparater, der gør det lettere at forhindre, at folk snyder med skat.

Sådan er der tusindvis af planer. Og den særlige udfordring er, at pengene skal bruges meget hurtigt.

Vi har brug for hurtige sejre. Vi har altså ikke brug for komplicerede projekter. Glem det. En stor bro mellem Sicilien og resten af Italien – ha ha ha – glem det,” siger Lopriore (som selv er italiener).

Faktisk bliver det en kæmpe opgave alene at finde på tilstrækkeligt med projekter, der kan modtage al støtten. I nogle lande, som Spanien og Italien, vil de modtage fem gange mere end normalt i støtte fra EU i flere år. Det betyder en kæmpe indsats for at identificere projekter,” siger Marco Lopriore.

Den oplagte bekymring her er selvfølgelig: Ender de penge nu de rigtige steder? Og det er lidt en elefant i det rum, hvor man taler om genopretningspakken. For processen med at udbetale store pengebeløb til projekter i EU er langtfra ukendt, det er faktisk det, halvdelen af EUs samlede budget går til.

De her penge er en rygrad i EUs arbejde og er årsag til en kæmpe udvikling, men systemet er også hjemsøgt af skandaler om korruption og, ja, spild af penge. Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling, OECD, vurderede i en rapport fra 2019, at bedrageri og korruption underminerer effekten” af strukturfondene, og at der hvert år bliver stjålet 390 millioner euro. Det er kun en ganske lille del af det store budget, men skandalerne, hver gang det sker, er mildest talt dårlige for tiltroen til systemet.

Hvordan undgår man så, at noget lignende eller værre sker med genopretningspakkens milliarder? Hvis det ovenikøbet skal gå meget stærkt med at få finde på projekter, der kan opsuge de mange penge?

Men selve konstruktionen af den nye genopretningspakke gør, at risikoen er mindre end ved de EU-fonde, vi kender, vurderer både Jan Høst Schmidt og Marco Lopriore. Medlemslandene får kun pengene, hvis de når deres mål. Så det er ikke sådan, at Italien bruger en euro og så sender regningen til Bruxelles og får den euro tilbage. Sådan virker det ikke. Denne gang vil kommissionen og Italien blive enige om, at den her euro skal bruges til at uddanne en person og få vedkommende i job. Italien skal så uddanne personen, få ham i et job og bevise for kommissionen, at vedkommende har fået et job,” forklarer Marco Lopriore.

Landene skal altså opstille nogle mål, som der siden hen kan måles på. Det er en fuldstændig kulturforandring. For det er nemt at bruge penge, men svært at opnå et resultat,” siger Marco Lopriore. Pengene er altså bundet af klarere krav end dem, der styrer udbetalingen af penge fra strukturfondene.

NEJEfter finanskrisen blev EU stærkt upopulært i Grækenland, på grund af sparekravene til landet. Håber er, at genopretningspakken vil virke modsat. Foto: Ralph Orlowski, Ritzau Scanpix

Også i Danmark er vi i fuld gang med at planlægge, hvordan vores bid af kagen skal skæres. Regeringen har endnu ikke fremlagt sin plan for, hvordan vi skal bruge de omtrent 11,4 milliarder kroner, som vi kan regne med at modtage, og en række organisationer har kritiseret, at der ikke er en offentlig drøftelse af, hvordan pengene skal bruges. Finansministeriet oplyser til mig, at en del af pengene vil blive brugt på aftaler, som allerede er vedtaget: grøn skattereform, omstilling af vejtransporten samt den grønne genopretning, som blev vedtaget med finansloven for i år.

Men det allermest spændende nu er altså, om det faktisk lykkes at få udbetalt EU-milliarderne.

I de her uger foregår der et intenst arbejde, hvor Europa-Kommissionen kigger på planerne fra de enkelte lande og forsøger at få dem så klar inden deadline, at pengene faktisk kan komme ud og arbejde allerede i år.

Men som Jan Høst Schmidt siger, er der langtfra nogen garanti for, at det hele nu klapper. Chancerne er rimelige, lad mig sige det sådan. Der er aldrig noget, der er sikkert i EU, og der kan opstå forsinkelser,” siger han.

I Tyskland har økonomen Bernd Lucke (med tilnavnet Professor Nein’) skabt en vis irritation i hele Europa ved at indstævne genopretningsplanen for den tyske forfatningsret, da han mener, at modellen er imod EUs traktater. Det har sat Tysklands godkendelse af genopretningspakken midlertidigt i bero, og uden Tyskland falder det hele til jorden. I Polen er regeringen i fare for at falde på grund af pakken, da regeringspartiet Forenet Polen vil stemme imod at godkende den.

Begge dele eksempler på, hvor skrøbeligt et fundament hele den potentielt altafgørende pakke hviler på. Et andet alvorligt bump på vejen er, at der endnu ikke er en fast aftale om, hvor pengene til at betale det store, fælles lån tilbage skal komme fra. Kommissionens forslag er at skaffe fælles indtægtskilder i EU i form af blandt andet skat på digitale firmaer, men det kan vise sig vanskeligt at få lande som Tyskland og Danmark med på den. Det skal der nu forhandles videre om, hvis forslaget fra kommissionen ikke går igennem, skal lånet finansieres med direkte bidrag fra medlemslandene.

GENOPRETNINGSLEVN?Anlæg til produktion af vedvarende energi kan blive noget af det, der i fremtiden står tilbage, og minder os om genopretningspakken. Foto: Regis Duvignau, Ritzau Scanpix

Dengang efter krigen, da USA lod dollars regne over Europa med Marshall-planen, efterlod det nogle meget fysiske forandringer: I Danmark var det især landbruget, der udviklede sig eksplosivt og for altid forandrede den måde, vi lever på.

Spørgsmålet er, hvad der vil stå tilbage efter EUs genopretningspakke? Jesper Jespersen tænker lidt over det spørgsmål og siger så: Man kunne jo ønske … at det her er et første vigtigt skridt i at gøre Europa rigtig grønt. At man på samme måde som med traktorerne vil kunne se massive anlæg til at lave vedvarende energi bagefter.”

Også Marco Lopriore tænker sig lidt om, før han tegner sit billede af Europa efter genopretningspakken. Du vil se massive solpaneler alle vegne, bedre digitale tjenester og flere mennesker med digitale egenskaber,” siger han.

Der er ekstremt meget på spil for det europæiske samarbejde, der står noget forpjusket tilbage efter det fælles indkøb af coronavacciner. Hvis det lykkes at bruge pengene på sunde og velfungerende projekter, vil det være en kæmpe sejr for idéen om mere europæisk samarbejde. Samtidig skal der nok ikke mange kuldsejlede projekter og misbrugte beløb til, for at genopretningspakken giver unionens kritikere et argument for, at samarbejdet ikke fungerede, da det virkelig gjaldt.