“Hvis du synes godt om denne sang, vil du måske også synes godt om denne.”

Anbefalinger som den herover er vi vant til at få på vores daglige gang på sociale medier, hvad enten der er tale om sange, opslag eller andet. I 2010 introducerede forfatter og iværksætter Eli Pariser for første gang et ord for det: filter bubble. Begrebet forklarer, hvordan algoritmer gætter sig frem til, hvad en bruger vil se og høre, ud fra hvad brugeren har set og hørt tidligere. Siden da er begrebet blevet udvidet, og nu taler man om ekkokamre på sociale medier. Og siden dén idé er blevet indført, er der ikke grænser for, hvad ekkokamre har fået skylden for.

Ekkokamre skulle efter sigende spille en afgørende rolle i, at konspirationsteorier som QAnon voksede så massivt, at ekstremister på internettet bliver mere og mere ekstreme, og at mennesker generelt bliver mere og mere polariserede.

Argumentet lyder, at ekkokamre på sociale medier skaber vores politiske og personlige standpunkter og bekræfter os i alt det, som vi allerede tror og mener. Hvis bare vi kunne slippe ud af ekkokammeret, ville alle sociale mediebrugere automatisk blive meget mere nuancerede i deres opfattelse af verden. Men hvad nu, hvis den forklaring er alt for simplificeret og ganske enkelt forkert?

Det spørgsmål stiller Chris Bail, professor i sociologi og Public Policy på Duke University, i sin nye bog Breaking the Social Media Prism. Gennem grundig research og interviews med moderate og ekstreme sociale mediebrugere i USA når han og hans team fra Polarization Lab på Duke University frem til en række konklusioner, som sætter spørgsmålstegn ved den gængse opfattelse af sociale medier, algoritmer og ekkokamre.

“Den største overraskelse for mig, da jeg undersøgte det her, var, hvordan den fremherskende viden måske slet ikke passer i virkeligheden,” siger Chris Bail over en Skype-forbindelse fra North Carolina i USA. “Lige nu er en stor del af debatten i medierne og i politik ledet af en meget lille gruppe, som opererer ud fra uafprøvede antagelser om, hvordan sociale medier splitter os.”

Polarisering og ekkokamre på sociale medier er det typiske spørgsmål om hønen og ægget: Hvad kom først? Former sociale medier vores politiske standpunkt, eller former vores politiske standpunkt dem, vi interagerer med på sociale medier? Chris Bail mener, at han er nået et skridt tættere på svaret. Og hvis han har ret, er vi nødt til at gentænke, hvordan den offentlige debat kan reddes fra at være domineret af de mest radikale stemmer.

I Danmark definerer Nationalt Center for Forebyggelse af Ekstremisme begrebet ekkokammer ved “en proces, typisk i sammenhæng med de digitale medier, hvor individuelle holdninger bliver skærpet i de digitale rum, der findes på sociale medier”. Ifølge den forskning, centeret fokuserer på, er vi mere tilbøjelige til at dele indhold på sociale medier, som nærer de antagelser og holdninger, vi allerede har, end historier, som udfordrer os eller fremhæver andre perspektiver. Ud over at denne proces er indoktrineret hos sociale mediebrugere, forstærkes den også af digital teknologi såsom algoritmer og cookies.

Teorien om ekkokamre læner sig op ad en forståelse af, at mennesker på sociale medier er rationelle individer, der bruger sociale medier til at indgå i fornuftige debatter. Men i realiteten er det nærmere undtagelsen end reglen. Det er de færreste, der bruger Twitter og Facebook til at udfordre deres perspektiver og holdninger. De fleste vil bare gerne have likes og opmærksomhed, argumenteres der for i bogen. Så derfor kan det være ligegyldigt, om de er i et såkaldt ekkokammer eller ej, for uanset hvad er de ikke interesserede i at blive udfordret i deres holdninger.

I sin forskning stiller Chris Bail og hans kolleger nogle af de mest grundlæggende spørgsmål. Hvorfor virker alle så ekstreme på sociale medier, og hvorfor gider man bruge flere timer på at diskutere med fremmede på nettet, når man ofte godt er klar over, at personen ikke vil ændre mening eller standpunkt?

Hos Polarization Lab udførte de med Chris Bail i spidsen forsøget ved at få en række forskellige sociale mediebrugere til at deltage i et eksperiment. Brugerne skulle følge nogle bestemte konti på Twitter eller Facebook alt afhængigt af, hvilket medie de brugte mest. Disse konti blev styret af Chris Bail og hans hold, der alt afhængigt af forsøgspersonen lagde opslag og historier op, som var det stik modsatte af, hvad forsøgspersonen normalt ville dele.

Eksempelvis skulle en hardcore demokrat, der følger og deler opslag fra den ydre venstrefløj i partiet såsom Bernie Sanders, se flere opslag om dagen med republikanske synspunkter. Det kunne være alt fra politiske emner som immigranter til mere kulturelle emner. Hypotesen var, at hvis præmissen om ekkokamre passede, ville disse forsøgspersoner komme ud på den anden side med et mere nuanceret blik på omverdenen, fordi de endelig var ‘sluppet ud’ af deres ekkokammer på sociale medier og blev præsenteret for synspunkter fra den anden side. “Det er eksempelvis algoritmer og konceptet om ekkokamre, som mange mener radikaliserer os, fordi det er en meget intuitiv måde at tænke på, men det hænger bare ikke sammen med det, forskningen viser os,” siger Chris Bail.

Resultatet viste nemlig, at forsøget overhovedet ikke ændrede forsøgspersonernes holdninger, selv om de over en længere periode dagligt blev udsat for synspunkter uden for deres ekkokammer. Faktisk viste resultaterne det samme blandt de ekstreme politiske forsøgspersoner og de mere moderate: Begge grupper blev faktisk mere yderliggående i deres holdninger.

“Vi fandt ud af, at især moderate sociale mediebrugere faktisk bare endte med at blive mere ekstreme i deres holdninger. De oplevede ikke, at modsatrettede synspunkter gav dem et mere nuanceret blik. I stedet for at træde ud af ekkokammeret oplevede de det i virkeligheden som et angreb på deres identitet,” fortæller Chris Bail.

Spørgsmålet er derfor ikke, hvorvidt ekkokamre findes på sociale medier, men nærmere, hvorvidt den gængse opfattelse af, at hvis bare algoritmerne fungerede anderledes, ville mennesker være mindre polariserede i deres holdninger, overhovedet holder. Chris Bails research viser, at det ikke nødvendigvis er den rigtige måde at se konceptet på. Spørgsmålet er, hvad vi så skal stille op.

Chris Bails forskning er udført i USA blandt amerikanere, hvor politisk polarisering er et langt større problem, end det er i Danmark. Det skyldes topartisystemet, hvor mange republikanere eller demokrater har sværere ved at sympatisere med den anden part, da der er så langt mellem polerne, fortæller Friedolin Merhout, der tidligere har arbejdet sammen med Chris Bail og nu er lektor på Københavns Universitets Sociologisk Institut.

En undersøgelse fra Pew Research Center fra 2017 viser eksempelvis, at hele 40 procent af enten demokrater eller republikanere er drevet af det, man kalder ‘negativ partiskhed’. Det betyder, at de mest af alt er tilhængere af deres parti, fordi de ikke kan lide det andet parti. Herudover viser en undersøgelse fra Harvard University i 2021, at mange republikanere og demokrater bogstavelig talt lever i to forskellige bobler og har “tæt på ingen” kontakt med medlemmer af det andet parti i deres nabolag. Det skyldes blandt andet, at race og etnicitet er tæt forbundet med politisk overbevisning og spiller en rolle i, hvor amerikanerne bor.

I Danmark har vi mange flere politiske partier, og der er derfor heller ikke så langt mellem politisk overbevisning. Samtidig interagerer vi i langt højere grad med mennesker af forskellige politiske overbevisninger på blandt andet skoler, arbejdspladser og i nabolag, siger Friedolin Merhout. Derfor er den politiske polarisering i et land som Danmark langtfra så stor som i USA. Men vi kan stadig trække tråde til Danmark fra Chris Bails pointe om ekkokamre og kløften mellem sociale medier og virkeligheden. Friedolin Merhout forklarer, at hvis man ser ud over politiske ekkokamre, men også fokuserer på specifikke politiske emner såsom håndteringen af coronakrisen eller udlændingepolitik, vil man i højere grad opleve disse ekkokamre i en dansk kontekst, da der i højere grad er to modsatte poler af disse emner.

Under coronakrisen er der blevet skabt en række grupper i Danmark, blandt andet dem, der demonstrerer med potter og pander ude foran Christiansborg, og senest protestgruppen Men In Black, som er imod regeringens håndtering af coronakrisen. I disse Facebook-grupper, som jeg følger med i som journalist, opleves ekkokamre tydeligt, ved at samtlige medlemmer af grupperne er enige, og der derfor sjældent forekommer saglige diskussioner, men nærmere en masse likes, hjerter og forstærkende kommentarer. Men jeg har også meget svært ved at genkende idéen om, at folk er ‘fanget’ i de her ekkokamre. Derimod bevæger folk sig meget rundt. Og det er nærmere, så snart personer vælger at ytre deres holdninger uden for lukkede Facebook-grupper, at diskussionen bliver ophedet – og ifølge Chris Bails research gør det ikke noget positivt for folks forståelse af andre, men forstærker derimod de holdninger, brugerne havde til at starte med.

Mange læser mainstream-medier, samtidig med at de læser ‘alternative medier’. Men det betyder ikke nødvendigvis, at de ser ud over deres ekkokammer. Mange starter med konklusionen og får derefter resten til at passe ind i det narrativ, de allerede har bygget. Det vil sige, at de faktisk ofte bruger mainstream-medier som kilde, så længe at det, der står i artiklen, passer ind i den konklusion, de allerede er nået. Hvis ikke mainstream-medierne skriver det, som passer ind i deres narrativ, bliver det blot slået hen som falske nyheder.

Så hvad kan man gøre ved det? Jo, det første skridt er ifølge Chris Bail at blive opmærksom på, at hele skylden ikke kan smides over på digital teknologi som algoritmer og cookies. Ifølge ham er problemet inde i os selv og ikke, at vi bliver udsat for information, der bekræfter os i alle vores allerede eksisterende synspunkter. Problemet er nærmere, at kløften mellem, hvad det store flertal tænker og mener, og hvordan den politiske samtale ser ud på sociale medier, bliver større og større.

En af forsøgspersonerne i bogen er en moderat kvinde ved navn Janet, som efter forsøget faktisk er blevet mere ekstrem i sine holdninger. Da Janet trådte ud af sit ekkokammer, skærpede det dermed kontrasten mellem ‘os’ og ‘dem’. Det forklarer Chris Bail således:

“Janets ekkokammer eksponerede hende ikke kun for information, der bekræftede hendes holdninger. Det beskyttede hende også fra de ekstreme angreb på hendes holdninger og perspektiver fra den anden side.”

En undersøgelse fra 2019 viser, at 40 procent af amerikanske Twitter-brugere ikke følger politiske konti, og at størstedelen af dem, der gør, følger både konservative og liberale kilder. Det er altså en minoritet af sociale mediebrugere, der er ekstreme på enten den ene eller anden side af det politiske spektrum. Til gengæld er det en meget højtråbende minoritet. Politiske ekstremister på Twitter udgør kun seks procent af amerikanske Twitter-brugere, men til gengæld står de for 20 procent af det politiske indhold på mediet.

Derfor kalder Chris Bail sociale medier for en prisme, der fordrejer identiteter. Sociale medier er ikke et spejl af virkeligheden, da der i virkeligheden er langt flere nuancerede og moderate mennesker – de er bare ikke så højlydte på Facebook og Twitter som de ekstreme.

Ifølge en rapport fra Institut for Menneskerettigheder udgør tonen på Facebook også et demokratisk problem i Danmark. Tre ud af fire af dem, der deltager i samfundsdebatter på Facebook, har oplevet nedsættende eller krænkende kommentarer, og knap halvdelen oplever truende kommentarer i kommentarspor. Det betyder, at hele 59 procent af de adspurgte afholder sig fra at deltage i debatter på Facebook på grund af den grove og nedsættende tone. Tallene viser, at selv om danskere er knap så polariserede som amerikanerne på sociale medier, er det det højtråbende mindretal, der fylder størstedelen af platformen.

Løsningen, fortæller Chris Bail, er ikke simpel, men den hviler mere på hver enkelt sociale mediebruger end på algoritmer og digital teknologi. Løsningen kræver nemlig, at de moderate stemmer ikke giver op og afholder sig fra at deltage i debatten. Bøllerne på sociale medier må ikke vinde, og den eneste måde, man bekæmper en bølle på, er ved at lave en modvægt med sund fornuft og en god tone.

Chris Bail afslutter med én simpel bøn: “Jeg tigger og beder de moderate, der læser det her: Lad være med at slette din konto. Vi har brug for dig.”