Det lignede vitterlig noget fra en post-apokalyptisk katastrofefilm. Men det var flintrende virkeligt, da Californiens himmel i midten af september blev farvet dyb orange. I ugevis havde den amerikanske vestkyst været plaget af historisk store skovbrande, og efter det var begyndt at blæse kraftigt, samlede røgen sig i skrækindjagende tågebanker. “Det føles, som om vi er ved verdens ende,” sagde en dame fra San Francisco til en lokalavis. Millioner af hektar landbrugsjord brændte, dyrelivet smeltede, og hundrede tusind mennesker måtte evakueres.
For det store, vigtige californiske landbrug var brandene det hidtil mest dramatiske udtryk for et stadig større problem. Farmerne fattes vand. Der kommer alt for lidt ned fra oven, og som konsekvens har vandpriserne tendens til at være uholdbart høje. Det er en tidstypisk udfordring. Over hele kloden vokser presset på nogle af vores mest grundlæggende naturressourcer. Men ikke nok med det: det er en tidstypisk udfordring, hvortil der nu også tilbydes en tidstypisk løsning.
Den 7. december blev det for første gang muligt at købe vand på Wall Street. Vandrettighederne, der udbydes gennem finansgiganten CME Group Inc., dækker i første omgang kun de californiske vandreserver. “Men,” siger Brooks Kaiser, der er amerikansk ressourceøkonom på Syddansk Universitet, “hvis det viser sig at være en succes, så vil vi nok se det overført til både resten af USA og udlandet.”
Det er ikke kun derfor, den her historie er væsentlig. Det her er en større historie om, hvordan helt basale livsfornødenheder bliver købt og solgt på børserne. Om de muligheder, det giver, og den risiko, det er forbundet med. Det er en historie om mandler og menneskerettigheder og markedet. Vi står midt i noget, der minder om en forsyningskrise, hvor vi er tvunget til at finde ud af, hvordan de ressourcer, vi har til rådighed, kommer bedst og flest muligt til gavn. Måske er det ved at handle med dem. Eller så er det lige akkurat det, vi skal undgå.
Planerne for det nye vandmarked blev offentliggjort, netop mens skovbrandene i Californien hærgede. Det var vist bare en tilfældighed, men der var alligevel noget over timingen. Hovedformålet er nemlig at sikre store vandforbrugere mod de enorme prisudsving, der typisk følger med så voldsomme tørkeperioder som den, der i efteråret satte ild til den amerikanske vestkyst. Det fortæller Clay Landry fra WestWater Research. Han er økonom og har været med til at designe den finansielle infrastruktur, de nye såkaldte vand-futures tager udgangspunkt i.
En future er et særligt slags værdipapir. De bruges primært på råvarebørserne, hvor priserne på olie, metaller, majs, soja, korn og den slags fastsættes, og adskiller sig fra det normale, såkaldte, spotmarked ved, at sælger og køber forpligter sig på en fremtidig aftale i stedet for at eksekvere handlen med det samme. Når man køber en vand-future, køber man altså ikke selve vandet, men derimod råderetten over det. En future har en begrænset løbetid – måske et år, måske nogle få måneder – og i løbet af den periode kan man vælge at sælge sine vandrettigheder videre, eller man kan vente til, at futuren udløber og få sit vand leveret. I mellemtiden har man haft patent på vandet, kunne man sige.
“Når vand kun handles på spotmarkedet, så er vandforbrugerne – eksempelvis i landbruget – overladt til skæbnen. De må købe til den pris, vandet nu engang udbydes i, og det er altså en pris, der har det med at svinge utrolig meget, fordi Californiens klima er ustabilt og ekstremt. Vandet risikerer at blive enormt dyrt, og det gør det umuligt at planlægge sin høst – og dermed forretning,” siger Clay Landry på en videoforbindelse fra Boise, Idaho i det nordvestlige USA. “Det er uholdbart, og da statens vandressourcer allerede er fuldt udnyttet – der kan ikke bygges flere reservoirer – så har vi kigget på, om en markedsændring kan være med til at løse problemerne.”
Det er ikke nyt, at Californien er udfordret på vandforsyningerne. Staten har egentlig et af verdens mest avancerede vandsystemer, der via nøje forbundne damme, akvædukter, diger, bassiner, kanaler, floder og søer servicerer næsten 40 millioner mennesker og mere end ni millioner hektar landbrugsjord. Men sparsomme og ustabile mængder nedbør betyder, at ressourcerne er knappe. Mange af Californiens afgrøder er tilmed særdeles vandkrævende. The Central Valley, den store dal i midten af staten, er hele USA’s frugtskål. Her bliver der dyrket masser og masser af appelsiner, ferskner, meloner, bær, mandler og pistacienødder; alt sammen noget, der kræver virkelig meget vand. Til bare én mandel går der for eksempel næsten fire liter vand.
“Vandspørgsmålet har altid været politisk og økonomisk sensitivt i Californien,” siger Brooks Kaiser, ressourceøkonom ved Syddansk Universitet. Miljøaktivisten Marc Reisner viste det allerede i 1986 med den senere filmatiserede bog Cadillac Desert. I den skildrer han, hvordan Californiens vandpolitik har været definerende for staten. På USA’s vestkyst har vand aldrig bare været vand. Det har været politik i flydende form. Og med årene er det kun blevet endnu mere udtalt. “Simpelthen fordi Californien bliver tørrere og tørrere,” siger Kaiser.
Indeværende år er måske det bedste eksempel. Efterårets skovbrande var nemlig ikke en isoleret hændelse. Normalt er februar en af Californiens vådeste måneder, men ikke i år. Ikke én eneste dråbe i San Francisco. Ikke én eneste i Paso Robles. Heller ingen i Big Sur State Park. Ifølge Daniel Swain, en klimaforsker ved University of California, var det den tørreste februar i Californien i 150 år. I sådanne tilfælde stiger vandpriserne hurtigt og drastisk. Ifølge Veles Water Index, der er et gennemsnit af priserne på en række private vand-transaktioner, var de californiske vandpriser 160 procent højere i april end i januar.
Den slags fluktuationer i prisen er udtryk for det, man i finansverdenen kalder volatilitet, og for mandeldyrkerne i The Central Valley er det virkelig hård kost. Pludselig kan vandet koste væsentlig mere, end de har budget til. Volatilitet er til en vis grad uundgåeligt, når man har med så tørstige afgrøder som for eksempel mandler at gøre. “Men,” siger Clay Landry fra WestWater Research, “ved at købe vand-futures kan de californiske farmere minimere deres risiko.”
Princippet er som følger: I stedet for at være slaver af de forhåndenværende vandpriser giver future-markedet de californiske farmere mulighed for at forkøbe deres vand – vel at mærke uden at de får leveret det på købstidspunktet. Tag prisstigningen på 160 procent i begyndelsen af året som et eksempel. Havde vand-futures været tilgængelige dengang, ville farmerne i januar have haft mulighed for at købe det vand, de skulle bruge i foråret, til den på det tidspunkt lave pris. Helt konkret ville mandeldyrkeren i The Central Valley have underskrevet en kontrakt – en future – med en af vandudbyderne i staten og med den sikret sig en fremtidig levering vand til januar-prisen.
“I stedet for at skulle gætte sig til, hvad en liter vand koster om seks måneder, giver future-markedet mulighed for at prissikre sig og udligne den til tider voldsomme forskel på udbud og efterspørgsel. Det er et vigtigt redskab, hvis nu det tegner til tørre måneder med høje priser,” siger Clay Landry.
Det lyder smart. Det er smart, siger Kaiser Brooks fra Syddansk Universitet. “Det øger gennemsigtigheden og giver bedre mulighed for mere effektivitet og mindre spild i landbruget.” Alligevel har reaktionerne på de californiske vand-futures ikke været entydigt positive. Så langtfra endda.
Andrea Ballestero, costaricansk-amerikansk vand-antropolog ved Rice University i Houston, er bekymret, og det samme er de i FN-bygningerne i New York. Den 11. december advarede verdensorganisationen om, at futuremarkedet er intet mindre end en udfordring af “grundlæggende menneskerettigheder”.
Clay Landry fra WestWater Research foregreb faktisk den her bid af historien, inden jeg havde stillet ham et eneste spørgsmål. Han ved udmærket godt, at de fleste nærmest intuitivt tænker, at vand ikke har noget at gøre på finansmarkederne. “Jeg møder tit den holdning, men jeg er ved at have mistet tålmodigheden. Jeg orker ikke den sort-hvide fremstilling af, at man enten er tilhænger af markedsløsninger eller tilhænger af menneskerettigheder,” lod han mig forstå med lige dele irritation og venlighed i stemmen.
Sagen er den, at futures – uanset hvad de bliver udbudt i – giver plads til spekulanter. Altså aktører, der køber og sælger alene for at kunne tjene penge – og ikke fordi de rent faktisk har brug for det, de handler med. Se det fra en investors side: Har vedkommende en forventning om, at vandpriserne vil stige (måske på baggrund af en eller anden klimamodel, der viser, at der er tørke i vente), er det attraktivt at købe en masse vand med henblik på at sælge det videre. Netop fordi der er tale om futures, skal investoren jo ikke engang finde et sted at opbevare vandet, før han eller hun sælger det videre.
“Det er rigtigt, at future-markedet gør det muligt for en udenlandsk investor, der ikke ejer en eneste plet jord i The Central Valley, at købe vand i Californien,” siger Clay Landry. Det står han gerne ved. Han mener nemlig, at spekulanterne tjener en uundværlig funktion. Ikke kun på det nye vandmarked, men helt generelt. “Der er ingen grund til at være bange for spekulanter. Mange synes, de lyder onde, men det behøver de altså ikke at være,” siger han. “Jo flere aktører der er i markedet, jo skarpere og mere effektivt bliver det. Den viden, spekulanterne baserer deres investeringer på, bidrager til, at vandet bliver handlet til de sandest mulige priser.”
Hverken Brooks Kaiser eller Andrea Ballestero er lige så overbevist. Førstnævnte siger: “Faren er, at nogle spekulanter køber futures og holder vandet som gidsel, indtil forbrugerne er så pressede, at de går med til at betale overpris for det.” Hun foreslår, at man afskærer alle ikke-forbrugere fra markedet. Andrea Ballestero, der sidste år udgav bogen A Future History of Water og forsker i vandets politiske økonomi, er mere principiel i sin kritik. “Jeg siger ikke, at vand skal være gratis, men er det virkelig økonomisk profit, der skal bestemme allokeringen af en så central ressource som vand?” spørger hun. Dermed er hun på linje med FN, der i 2010 for første gang anerkendte retten til rent drikkevand som en menneskeret. I en officiel reaktion på åbningen af det nye vandmarked i Californien advarer deres specialrapportør for retten til rent drikkevand og sanitet, spanske Pedro Arrojo-Agudo, mod at behandle vand som en vare: “Vand har en værdi for vores samfund, som markedslogikken ikke anerkender.”
Frygten, både hos Andrea Ballestero og i FN, er, at future-markedet fører til en vand-boble i Californien. Altså at investorer ender med at presse prisen op og op og op – så højt op, at kun de største landbrug og den tungeste industri kan være med.
“Det er nemt at forestille sig, hvad der sker, når et offentligt forsyningsselskab skal konkurrere med en investor. Helt almindelige mennesker vil skulle betale mere for deres vand,” siger Andrea Ballestero. “Forsyningsselskabernes udgifter vil hurtigt stige, og det vil jo så kunne aflæses i den vandregning, der lander i de californiske hjem. Distancen mellem future-markedet og det vand, der kommer ud af vandhanerne derhjemme, er kortere, end man skulle tro.”
Vi, altså vi mennesker, bruger 4.600 kubikkilometer vand hvert eneste år. 70 procent i landbruget, 20 procent i industrien og 10 procent i husholdningerne. Vi lever af vand, i vand og med vand. Vand er liv.
Men er vand også et spekulationsobjekt? Eller måske rettere: Bør vand også være et spekulationsobjekt? For det er det i hvert nu blevet med introduktionen af vand-futures i Californien. I teorien kan det gå begge veje. Det kan vise sig at være et uvurderligt værktøj for det californiske landbrug, der nu får mulighed for at prissikre sig og minimere den risiko, der følger af et tiltagende ustabilt klima. Det kan vise sig at være en invitation til skruppelløse investorer, der presser priserne kunstigt højt op. Det kan også vise sig at være begge ting på én gang.
Selv om det endnu er for tidligt at sige, betyder det ikke, at debatten bør parkeres for nu. Tværtimod kan man argumentere for, at det netop er nu, den skal tages, mens vand-futures trods alt stadig er mere en undtagelse end en regel. Vi lever i en tid, hvor vi har svært ved at tænke alternativer til markedsløsninger, og snart sagt hver en plet på kloden er finansialiseret. Nu også vand.
“Det er vigtigt, at vi som demokratisk offentlighed i det mindste tager kritisk stilling til, hvilken rolle en så central ressource som vand skal have i vores samfund,” siger Andrea Ballestero. “Man kan mene, hvad man vil, men jeg tror, der er mange, som slet ikke er klar over, hvor fundamentalt spørgsmålet om vand-futures er.”