Helikopter_

Mandag 6. januar 2020

Hej


Her er dagens nyhedsoverblik fra Zetland.

Det brænder i Australien. Er det klimaforandringerne, vi ser?

Skovbrandene i Australien kræver, at vi igen stiller spørgsmålet – er det klimaforandringerne, vi ser her? Vært: Andreas Thorsen. Gæster: Carsten Rahbek, professor ved Københavns Universitet, og Adam Forsyth, som i dagene efter nytår måtte flygte fra ilden med sin familie.

17 min

Dagens citat

“Disse opslag på sociale medier vil fungere som orientering af USA’s kongres om, at hvis Iran angriber nogen som helst amerikansk person eller noget som helst amerikansk mål, så vil USA hurtigt slå tilbage, måske på en uforholdsmæssig måde”

Donald Trump på Twitter. Normalt skal man gennem lidt andre og mere officielle kanaler, når man skal have Kongressen til at gå med til krig.

Dagens store historier

Foto: Ritzau Scanpix

Skovbrande i Australien

Store skovbrande har siden september hærget i store dele af Australien.

Et areal større end Danmark er i flammer, og mindst 24 mennesker og flere hundrede millioner dyr har mistet livet. Titusindvis er blevet evakueret, og over tusind hjem er brændt ned.

Årsagen til brandene er en længere periode med ekstrem tørke og varmerekorder. Stærk vind får ilden til at sprede sig hurtigt (BBC).

Spørgsmålet er så, om det er klimaforandringerne, der står bag. Man skal passe på med at konkludere for stejlt på enkelthændelser, men den ekstreme tørke, som falder overraskende tidligt på året, fortæller en historie om, at de i hvert fald nok spiller en rolle (Zetlands nyhedspodcast).

Foto: Ritzau Scanpix

Iran

Tusindvis af iranere var i dag på gaden i Teheran for at deltage i begravelsen af general Qassem Soleimani, som blev dræbt i et amerikansk droneangreb i Bagdad i fredags. Og situationen eskalerer i det hele taget.

Søndag aften meddelte præstestyret, at det vil træde endnu et skridt ud af den atomaftale, Iran indgik i 2015 med blandt andet EU og USA. Iran vil ikke længere respektere begrænsninger på, i hvor høj grad landet kan berige uran, en vigtig del af aftalen (BBC).

Samme dag stemte et flertal i det irakiske parlament for at smide den USA-ledede koalition, der er i landet for at bekæmpe Islamisk Stat, ud af landet. Den indbefatter også danske soldater. Afstemningen var dog ikke bindende for regeringen (DR).

Iran har truet med hævnangreb efter Soleimanis død, og Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, har indkaldt medlemslandenes ambassadører til hastemøde mandag (Jyllands-Posten).

Det skal du også vide

Regeringen og støttepartier i karambolage. Regeringen vil til at stille som krav til indvandrere på offentlig forsørgelse, at de skal deltage i aktiviteter i 37 timer om ugen. Støttepartier kalder forslaget diskriminerende (DR).

Stor risiko for oversvømmelser. Over 468.000 bygninger langs åer og kyster risikerer at blive ramt af oversvømmelser, når og hvis Danmark i fremtiden bliver ramt af stormfloder (Jyllands-Posten).

2019 var et museumsår. Museer over hele landet melder om rekordstore besøgstal, for eksempel Kunsten i Aalborg, der havde det næstbedste år nogensinde (Kulturmonitor).

Illustration: Nicolai Oreskov Westh for Zetland

Dagens Zetland-historier

“Jeg tror, det er svindel.” En mand har satset 40.000 menneskers penge på sin vilde vision for klimaet. Det har Theis Ehler Molin har lavet en serie om, og den begynder i dag. Vi har at gøre med verdens måske første tree crime.

Hjæææælp. Har du oplevet, at mænd og kvinder taler forskelligt? Det er bare, fordi Torben Sangild spørger.


Mads Olrik krydsede fredag fingre for, at verden tog det lidt roligt i weekenden. Nå. Måske næste weekend.

Andreas Thorsen

Med venlig hilsen

Andreas Thorsen

Helikopter-vært

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: