Favoritlisten_

DR3 har (igen!) leveret en binge-værdig serie. Og så har vi fire andre weekendanbefalinger til dig

  • 17. januar 2020
  • 3 min.

Zetlands redaktion præsenterer: Ugens favoritter fra det vidtforgrenede mediebillede. I denne uge får du listen over de ondeste tech-firmaer, en overraskende seværdig realityserie, nøglen til at forstå, hvad kulstofbudgettet egentlig betyder, et tiltrængt perspektiv på Putins Rusland og en lille video fra det ildebrandsramte Australien med høj hjerteknuser-faktor.

Liste. Internettets ondeste giganter

Internettets hvedebrødsdage er som bekendt for længst forbi. Alene i løbet af de seneste år har vi set store skandaler hos både Facebook og Google, og mens konsekvenserne har været storpolitiske, tegner de også et billede af en verden i forandring. Noget uskyld er gået tabt, men samtidig er der også et før og et efter for eksempel Amazon, og det er i den kontekst, at en såkaldt ondskabsliste fra Slate bliver interessant. Magasinet har bedt en række journalister og eksperter om at vurdere, hvilke af Silicon Valleys tech-giganter der gør mest skade. Det kan godt være, du kan gætte, hvem der ligger nummer et.

The Evil List’ – Slate


Realityserie. Kærlighed mellem generationer

Jeg er nødt til at anbefale DR3s serie Cougarjagt, simpelthen fordi jeg ikke har fablet om andet hen over frokostbordet de sidste tre uger. Idéen bag programmet, som skildrer unge mænd, der tiltrækkes af ældre kvinder og omvendt, er som sådan ikke videre original: Kameraerne følger og interviewer egentlig bare nogle mennesker, der altså adskiller sig fra normen. Der er de mennesker, der er med, der gør Cougarjagt til en af de vildeste, binge-værdige realityserier, jeg længe har set. Tina på 47, der er førtidspensionist, fraskilte Heidi, der er midt i en proces med at genopfinde sit liv, unge Hans Peter, der er kejtet som en konfirmand, men for gammelklog til sine jævnaldrende, og Andreas, der bare gerne vil finde sit livs kærlighed. De er mennesker, jeg ville kunne følge langt længere tid end de tre afsnit, serien varer. Se dem, hvis du ikke er (for) blufærdig!

Cougarjagt’ – DR


Infografik. Spanden, som styrer ... alt

Kulstofbudgettet. Smag bare lige på ordet. Det er tørt, komplekst, men også drønvigtigt. For det handler om, hvor mange flere drivhusgasser, atmosfæren kan rumme, før en 1,5 grader varmere fremtid er uundgåelig. Samt om, hvornår det vil ske. Jeg har i en del år bakset med sådan rigtig at fatte budgettet. Nøglebegreberne forvirrer af en eller anden årsag min hjerne. Altså lige indtil en amerikansk civilingeniør hittede på en simpel, men stadig korrekt måde at forstå forholdet mellem drivhusgasser og atmosfære. Betragt det som en spand! En klimaspand, der løber over om få år, medmindre nogle lande lukker for deres haner eller udvider hullet i spanden.

The Carbon Budget for 1.5°C’ – Rob Jackson/Global Carbon Projekt


Analyse. Putins 20 år med magt

Nå, men det virker til, at Vladimir Putin er ved at lave nogle ret markante ændringer i magtens fordeling i Rusland. Forleden gik regeringen i hvert fald noget overraskende af (eller blev måske snarere fyret. Hvis du vil høre nærmere om den aktuelle nyhed, så hør Zetland Helikopter fra i går). Dét gjorde mig nysgerrig på Putin, og jeg fandt derfor denne interessante analyse, der er en Q&A med tre ruslandskendere. Selv om den er fra december måned, gav den mig et tiltrængt perspektiv på situationen i Rusland. Vidste du for eksempel, at ingen i 1999 forudså, at Putin, der dengang blev betragtet som svag’, ville sidde på magten i to årtier? Og at analytikerne i dag slet ikke bliver overraskede, hvis Putin finder en eller anden måde at bevare magten på, efter han må stoppe som præsident i 2024?

The rise of Vladimir Putin’ – The Harvard Gazette


Video. En taknemmelig koalabjørn holder i hånd, og jeg dør lidt indvendigt

Intet er så galt, at det ikke kan afføde et absurd sødt og hjertegribende videoklip af en tørstig og afkræftet koalabjørn, der taknemmeligt holder sin redningsmand i hænderne. Ja, jeg ved godt, at det her er vildt banalt i sammenligning med de mennesker og millioner af dyr, som har mistet livet i skovbrandene i Australien, og det er virkelig ikke for at forklejne noget af det, og kald mig bare sentimental, men seriøst, prøv lige at se, altså.

Angie Karan – Twitter

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: