ARGUMENT_
Forsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, hvor han undersøger nye teknologiske muligheder inden for journalistik.

Hvorfor jeg blev nærmest fysisk rystet, da jeg opdagede mulighederne i blockchain

16. november 2018 | Teknologi | 13 min.

Blockchain.

Få nye teknologier bliver diskuteret med så store ord.

Nogle mener, at blockchain – en ny måde at lave it-systemer på – vil blive “større end internettet”. Andre, at teknologien vil “forandre vores demokrati”. Og andre igen, at den ligefrem vil “revolutionere verden”.
Selv et nøgternt firma som Deloitte sparer i en rapport ikke på superlativerne. Teknologien rummer, står der, et “transformatorisk potentiale”, der vil medføre “gigantiske effektiviseringer af centrale funktioner i samfundet”.

Der er dog også andre røster, der ser blockchain i et noget andet lys. Eksempelvis kalder økonomen Nouriel Roubini – en af de få, der forudsagde den seneste finanskrise – blockchain for en af de “mest overhypede og mindst brugbare teknologier i menneskehedens historie”. Han sammenligner teknologien med “et glorificeret regneark eller database”.

Personligt blev jeg nærmest fysisk rystet, første gang mulighederne i blockchain gik op for mig. Selv om jeg i mange år har arbejdet med avancerede it-systemer – og uanset om Roubini for så vidt har ret i, om blockchain ikke er meget andet end et regneark eller database – er potentialet i mine øjne netop, ja, rystende.

I begyndelsen så jeg kun alle fordelene ved blockchain. Men efterhånden gik det op for mig, at blockchain er et tveægget sværd.

Blockchain vil ikke kun, som Deloitte skriver, komme til at betyde “gigantiske effektiviseringer” af samfundet. Det vil også komme til at betyde gigantiske ændringer af samfundet. Ændringerne vil – alt efter hvordan blockchain implementeres – enten tendere mod det totale overvågnings- og kontrolsamfund eller gå i retning af en ny form for fællesskab, en ny måde at tænke demokrati på. Det offentliges brug af blockchain kan således blive afgørende, og det er det, jeg vil fokusere mest på her.
Men først: For at forstå de to sider af sværdet er det nødvendigt at forstå, hvad blockchain er.

Hvis man allerede ved, hvordan blockchain fungerer, så spring nogle afsnit ned.

Når jeg taler om blockchain her, taler jeg mere om idéen blockchain end et faktisk computersystem, program eller en teknologi. Blockchain er ikke færdigudviklet og har i sin nuværende form en række svagheder – det gælder blandt andet et enormt ressourceforbrug.

Ikke desto mindre er blockchain i fuld gang med at blive implementeret overalt, og Deloitte mener i rapporten, at Danmark kun har et vindue på et til tre år, hvis vi internationalt set vil være med på vognen. Så med andre ord: Til trods for svaghederne må blockchain ikke ses som science fiction.

Idéen i blockchain går ud på at ophæve forholdet mellem registreringen af en værdi og værdien selv, så registreringen er værdien.

Det var vist korsridderne, der i sin tid opfandt adskillelsen mellem værdi og registrering.

Tempelridderordenen blev skabt for at beskytte pilgrimmene på deres lange rejse til Det Hellige Land. Men korsridderne brugte ikke kun sværdet til at løse den opgave. De udviklede også et system, der gjorde det muligt for pilgrimmene at rejse uden at medbringe store summer. Det mindskede risikoen for overfald og røveri. Systemet fungerede ved, at en pilgrim indbetalte for eksempel 20 guldstykker til ridderordenen i London. Pilgrimmen fik så et papir med en kode, der bekræftede indbetalingen. Med det papir kunne pilgrimmen så rejse til Jerusalem og få udbetalt de 20 guldstykker af ordenen der.

Tempelridderordenen skabte dermed en slags international bank. Og deres system med at adskille registreringen af en værdi (papiret) og værdien selv (guldstykkerne) har siden gennemsyret den moderne verdens forretningsliv.

Korsriddernes hæderlighed stod som garant for, at man kunne få sine penge tilbage. Samme garanti mangler fuldkommen i blockchain. Der står ikke en stat bag blockchain, og der ligger ikke en kælder fyldt med guld under systemet.

I blockchain er den eneste garanti en tro på teknologiens integritet: at man ikke kan svindle med den eller hacke den, og at den vil eksistere i et rimeligt tidsrum. Når man veksler sine penge til for eksempel Bitcoins, eksisterer værdien derfor ikke som andet end Bitcoins registrering af den. Værdi og registrering er det samme.

I dag drejer blockchain sig ikke længere kun om penge. Blockchain kan registrere og opbevare alt, det er muligt at digitalisere. Det gælder registreringer over skibe, copyrights, musik, mennesker. Et nyere blockchain-system som Ethereum har endda tilføjet, hvad de kalder for smartkontrakter. De bruges til at lave komplicerede transaktioner og til at vedligeholde dem, for eksempel ved at sende rykkere.

Registreringen af transaktionerne foregår ganske rigtigt, som økonomen Roubini siger, i noget, der kan sammenlignes med et slags regneark. Dette regneark er distribueret. Det vil sige, at det er delt med alle, der har tilmeldt sig det. Alle kan derfor oprette en celle i regnearket.

For at holde styr på, hvilke celler der tilhører hvem, og for at sikre deres indhold krypteres hver celle. Cellen får dermed en slags navn (en identifier). Krypteringen foregår med en unik privat ‘nøgle’ (nøglen er blot en lang række tal, tegn og bogstaver). Den digitale nøgle får brugerne, når de tilmelder sig regnearket. Det er med denne nøgle, at man ved, hvilke celler der tilhører en.

Altså: Nøglen bestemmer, hvem der ejer data i blockchain.

Ud fra den private nøgle kan den, der ejer denne nøgle, skabe lige så mange offentlige nøgler, som man vil. De offentlige nøgler bruges af andre til at oprette celler i ens regneark – celler, som efterfølgende tilhører en.

Lad os gå videre.

Når en celle i regnearket får et indhold og bliver krypteret, bliver den til det, man kalder for en blok. Det er dette, der er block’en i blockchain.

Denne blok krypteres nu sammen med den foregående blok, uanset hvem den tilhører. Blokkene knyttes derfor sammen i en lang sammenhængende kæde. Det er den anden del af navnet blockchain.

Hele regnearket, hele kæden, er principielt synligt for alle. Men man kan på nuværende tidspunkt ikke se, hvem der ejer de forskellige blokke. (Det arbejdes der dog meget med i øjeblikket).

Når en bruger af regnearket logger på, samles alle de blokke, der tilhører brugeren i en ‘pung’ eller wallet, som det hedder i Bitcoin. I virkeligheden er der blot tale om en almindelig app på telefonen eller computeren, som man logger på med et almindeligt brugernavn og password.

I praksis er det ud fra denne blockchain-app, at der oprettes nye blokke i kæden.

Lad os nu se på nogle eksempler på, hvordan det offentlige kan bruge blockchain.

Tag for eksempel sundhedsvæsenet. Det vil gerne lægge sine systemer over i blockchain. Det kan ske på flere måder, men lad os sige, at man vælger en løsning, hvor man lægger hver patients journal ind i en blok.

Da kæden tilhører sundhedsvæsenet, vil alle blokke være oprettet ved brug af sundhedsvæsenets private nøgle. Med denne nøgle kan alle, der er verificeret, umiddelbart via en blockchain-app få adgang til at se, oprette og opdatere blokke, som for eksempel kan indeholde patientjournaler. Da patienterne ikke har adgang til sundhedsvæsenets private nøgle, har de ingen adgang til kæden, men vil kunne se deres data gennem en app, der bruger en unik offentlig nøgle udleveret af sundhedsvæsenet.

Udefra vil der antagelig ikke være den store forskel på det nuværende system og blockchain-versionen her. Men indefra vil der være tale om en kæmpe opgradering, ikke mindst i forhold til sikkerhed, vedligeholdelse og fremtidige udvidelser.

Alligevel vil sådan et blockchain-system ikke forandre tingene grundlæggende, hverken for ansatte eller borgerne. Der vil nærmest være tale om en lidt smartere udgave af sundhed.dk.

I stedet for at hver institution installerer sin egen specielle blockchain-løsning, kan staten ud fra en helhedsbetragtning vælge at lægge alle sine institutioner ind i en slags ‘statskæde’. Dermed vil interaktionen mellem institutionerne og staten – og mellem de enkelte institutioner – kunne foregå direkte. Alle data ville kun være opbevaret ét sted. Det vil give endnu flere administrative lettelser og besparelser. Og for borgeren kunne man lave en fælles blockchain-app, der samler alle ens unikke offentlige nøgler ét sted.

Hvis staten tilmed (som det vist ligger i Dubais nationale strategi) også tilføjer private firmaer til statskæden, kan de “gigantiske effektiviseringer af centrale funktioner i samfundet”, som Deloitte taler om, blive en realitet. Og hvis staten går endnu videre og indfører en national kryptovaluta (som Japan har planer om at gøre), er det næsten ikke til at forestille sig, hvor mange af de nuværende revisions- og kontrolforanstaltninger der vil blive overflødige, og hvor meget svindel der vil kunne undgås – ikke mindst hvis finansverdenen indgår i kæden.

Der ligger et enormt potentiale i at flytte indberetnings- og vedligeholdelsespligten fra myndighederne til virksomhederne. Hvis virksomheder for eksempel, som Deloitte skriver, kunne sende og modtage fakturaer i et fælles offentligt blockchain-fakturaregister, kunne momsafregning ske straks, og momssvindel ville forsvinde. Virksomhederne skulle heller ikke længere bruge tid på momsafregning. Der ligger milliarder af kroner i besparelser i den slags løsninger.

Lad os tage det sidste skridt og forestille os et fuldkomment blockchain-samfund. Det ville være et samfund, som ikke kun indeholder offentlige institutioner og private firmaer, men også borgerne. Sådan et samfund vil rumme alle de omtalte effektiviseringsgevinster, men vil også være uhyre sårbart.

Vi tager effektiviseringsgevinsterne først. En borger, der for eksempel vil stifte et firma, vil blot skulle udfylde en smartkontrakt med de få oplysninger, systemet ikke allerede har. Og så vil stiftelsesdokumenter og ejerbog være på plads – ligesom firmaet automatisk ville være tilmeldt told, skat, moms og så videre. Smartkontrakter vil samtidig kontrollere, at alle regler om firmaets transaktioner bliver overholdt. Der behøves ikke “myndigheder”, “institutioner”, “organisationer” eller “kontorer”, for det hele ligger i kæden selv.

Eller: En borger køber en bil. Her vil købet bestå i, at bilen med alle papirer bliver overført fra sælgerens kæde til borgerens. Bilen vil med det samme være omregistreret og automatisk tilmeldt vægtafgift, grøn ejerafgift, forsikring og andet.

Kæden vil samtidig sikre, at borgeren betaler sine regninger, ligesom den vil sørge for, at sælgeren opfylder sin forpligtelse omkring salget. Alt, borgeren skal gøre, er at printe et par nummerplader ud og klæbe dem på bilen. Andre ønsker – som bilforsikring eller parkeringsordning – ordnes og vedligeholdes via smartkontrakter fra private firmaer.

Sådan et system, der samler alt, lyder måske lidt vel fremtidsagtigt. Men med NemID, borger.dk, sundhed.dk, skat.dk er vi allerede i fuld gang, blot med en anden teknologi end blockchain. Danmark har, som Deloitte siger, været “exceptionelt gode” til at digitalisere den offentlige sektor, og selv om man går i gang med at implementere blockchain uden en samlet plan i den nævnte størrelsesorden, ligger det i blockchains natur, at man alligevel før eller siden vil ende der.

Det er i denne samlede løsning, at sårbarheden i forhold til overvågning og kontrol af borgerne viser sig. Alt, absolut alt, vil kunne samkøres, og selv om EU’s regler om borgernes data samlet i General Data Protection Regulation beskytter mod regerings- og firmasamkørsler, vil det være meget svært at sikre, at systemet ikke misbruges indefra.

Hvis blockchain derimod indføres i overensstemmelse med sin egen idé – altså hvis myndigheden indgår i systemet selv – vil borgernes og firmaernes data være beskyttet på en helt anden måde, ligesom borgernes samfundsmæssige rolle vil blive grundlæggende forandret.

I praksis drejer det sig om, hvor den private nøgle lægges: om den lægges hos myndighederne eller hos borgerne.
Lad os se på forskellen gennem et par eksempler.

Lad os tage en borger, der har bestået den praktiske køreprøve. Her vil den motorsagkyndige i et blockchain-system, der er indført traditionelt (altså som offentlige it-systemer normalt implementeres), oprette et kørekort i motorkontorets register via motorkontorets private nøgle. Borgeren har så adgang til kortet via en unik offentlig nøgle udleveret af kontoret.

Hvis den private nøgle derimod overgår til borgerne, vil det ikke være den motorsagkyndige, der udleverer sin offentlige nøgle til borgeren. Det vil omvendt være borgeren, der udleverer sin offentlige nøgle til den sagkyndige. Den sagkyndige vil så lægge kørekortet ind i borgerens kæde med borgerens offentlige nøgle, og borgeren vil kunne se kortet med sin private nøgle.

Med andre ord: Myndigheden (den motorsagkyndige) skaber en faglig værdi (kørekortet), og værdien lægges ind i borgerens kæde med borgerens offentlige nøgle. Kæden garanterer og bevarer efterfølgende værdien, der behandles ud fra systemets regler. Motorkontoret har herefter ikke adgang til borgernes blokke, medmindre borgerne ønsker det.

Altså – hvis den private nøgle overgår til borgeren, vil der være mindre overvågning og mere kontrol med en egne data.

Et andet eksempel: Borgeren skal til lægen. I et traditionelt installeret blockchain-system vil lægen gennem sundhedssektorens private nøgle have adgang til blokken med ens sygejournal. Efter konsultationen laver lægen en ny blok, der indeholder konsultationens værdi – altså den opdaterede journal. Borgeren vil efterfølgende kunne se ændringerne med en unik offentlig nøgle udleveret af sundhedssektoren.

Ligger den private nøgle i stedet hos borgeren, vil det være vedkommende, der udleverer en offentlig nøgle til lægen. Sygejournalen kommer altså til at tilhøre borgeren og ikke institutionen. Efter besøget kan borgeren slette den offentlige nøgle, hvis hun ikke ønsker, at sundhedssystemet skal have permanent adgang til hendes journal.

Igen: Har borgeren – og ikke myndighederne – den private nøgle, har han eller hun i langt højere grad magten over sine data.

Det er ikke svært at se alle de problemer, sådan et system kan give. Enhver kan for eksempel rette i et offentligt dokument: forære sig selv et motorcykelkørekort, fjerne et ophold på den lukkede afdeling eller ændre grundværdien på sit hus. Og hvad hvis man kommer bevidstløs på hospitalet og ikke er i stand til at udlevere en offentlig nøgle til personalet? Eller der bliver begået et røveri, og politiet kun har beskrivelsen af en sort varevogn, men mangler et motorregister, hvor de kan søge efter den?

Men problemer som disse vil kunne løses. Enhver kan faktisk ikke rette i offentlige dokumenter. For det vil kunne ses, at det ikke er en myndighed, der har skabt blokken, og blockchain laver ikke kun en blok, der indeholder det rettede, men også en blok over, hvad der blev rettet. ‘Motorkontoret’ kan også godt blive ved med at eksistere, men vil blot være en blockchain-app med køretøjer. Også situationer, hvor man ikke er i stand til at varetage ansvaret for sine nøgler, vil måske kunne løses, for eksempel ved at man har en slags nødseddel i sin pung med offentlige nøgler til relevante myndigheder.

Den måde, et statsligt blockchain-system indføres på, vil altså direkte præge den måde, vores fællesskab opfattes på. I blockchain består fællesskabet af alle, der har private nøgler. Disse nøgler giver (i nogle blockchain-systemer) ret til at stemme om, hvordan reglerne skal fungere inden for fællesskabet.

Ved at de private nøgler ikke ligger hos myndighederne, men hos hver enkelt borger, er det ikke længere myndighederne, ikke længere det politiske system, der bestemmer, hvordan blockchain skal fungere. Det er borgerne selv – og ikke indirekte, men direkte. Borgerne bliver til myndighed og dermed i en vis forstand til staten.

Vi nærmer os hermed noget, der kan forandre vores demokrati grundlæggende.

Hvordan et sådant direkte demokrati skal fungere i praksis, har jeg ingen idé om. Men jeg tror, at de nye teknologier er en god anledning til at tage hul på en ny måde at diskutere demokrati og velfærdssamfund på.

I de nuværende blockchain-systemer er det tydeligt at se, at der findes en anden kultur for at lave regler end i det politiske system. Man tænker ikke i kampe mellem ideologiske synspunkter, men mere i retning af at finde de mest praktiske, velfungerende og retfærdige omgangsformer for fællesskabet. Man tænker i logik og matematik, ikke i personlige meninger.

At forholde sig til reglerne i et blockchain-system ud fra en politisk overbevisning vil i en vis forstand virke lige så malplaceret, som hvis man begyndte at diskutere trafikregler ud fra partifarve. I blockchain vil man for eksempel ikke tage en diskussion om, hvorvidt man må køre 110 km/t. eller 130 km/t. på motorveje ud fra holdninger om personlig frihed kontra social ansvarlighed eller ud fra, hvad man tror, der vil give flest stemmer ved et kommende valg. Men vil snarere diskutere ud fra, hvad der set i lyset af alle forhold – forurening, ressourceforbrug, trafiksikkerhed, tidsfaktorens betydning for arbejdsmarkedet, køreglæde etc. – er det bedste for alle.

Danmark er i modsætning til en række andre højteknologiske lande endnu ikke kommet med en blockchain-strategi.
Min pointe med denne artikel er, at uanset om regeringen kommer med en strategi eller ej, vil den uvilkårligt komme til at foretage et valg.

Vælger regeringen ikke at komme med en strategi, eller vælger den en strategi, der overser blockchains grundlæggende idé og mindset, bliver valget traditionelt implementerede blockchain-systemer. Ud over at tendere mod overvågning, kontrol og ekspertvælde vil denne vej også bevare det nuværende myndighedssystem med de indbyggede fejl og mangler, det har (se note).

Blockchain er ikke noget i sig selv. Men det ligger i teknologien, at den bliver forstærket af brugerens mindset – også når brugeren er en stat. Er mindsettet at gå efter de store effektiviseringsgevinster, er det det, der vil ske. Er mindsettet at udvikle velfærdsstaten, er det det, der vil blive resultatet.

På en måde gør blockchain og de andre nye teknologier os voksne. Vi kan ikke længere bare følge med udviklingen og se, hvor den vil bringe os hen. For udviklingen vil føre os præcis derhen, hvor vi selv gerne vil være. At frygte de nye teknologier er derfor det samme, som at frygte os selv.

Enkelte passager er omskrevet efter første udgivelse for at sikre større præcision.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: