Den 6. juni 2021 stod Kasper Hjulmand endelig foran den kulisse, som var så vigtig for ham, da han i 2019 sagde ja til at blive træner for Danmarks herrelandshold i fodbold. Foran tusindvis af glade mennesker i rødt og hvidt med skvulpende ølbægre i hænderne og fjollede hatte på hovedet.

Efter seks hjemmekampe med stilheden som ledsager på corona-tomme fodboldstadioner var den sidste testkamp inden EM den store genforening mellem landsholdet og folket. Og blandt tilskuerne til kampen mod Bosnien-Hercegovina var en flok nuværende og tidligere fodboldtrænere, som var inviteret af de spillere, som de for mange år siden havde trænet i deres lokale foreninger. Inden det første fløjt tonede Daniel Wass, Simon Kjær, Kasper Dolberg og Martin Braithwaite frem i en video på storskærmen, hvor de fire landsholdsspillere hyldede og takkede barndommens trænere i klubberne Avarta, Lund, Voel og Sædding-Guldager.

Oppe på tilskuerpladserne sad også den mangeårige Superliga-træner Peter Sørensen. Han kunne lide, hvad han så. Ja, der var selvfølgelig noget iscenesat over markeringen på storskærmen, men den viste ham, at landsholdet har fået en anden bevidsthed siden Kasper Hjulmands entré som landstræner for knap et år siden. En bevidsthed om vigtigheden af de rødder, som den globaliserede, guldrandede og gennemprofessionaliserede sport ofte synes at have mistet forbindelsen til.

“Hvis et landshold ikke interesserer sig for folket, så har det misforstået sin eksistensberettigelse,” sagde Peter Sørensen til mig dagen efter 2-0-sejren over bosnierne. “Et landshold er i virkeligheden en nationalromantisk anakronisme.” Noget, der ikke passer ind i globaliseringens tidsalder. “Hvis det skal overleve, skal man acceptere den præmis og finde ud af, hvordan man dyrker den,” fortsatte fodboldtræneren, der gennem sin egen spillerkarriere studerede eksistensfilosofi og senere har været højskolelærer.

Det var den folkelige forbindelse, som ifølge flere iagttagere var blevet svækket under Kasper Hjulmands to forgængere. Under Morten Olsen handlede det om faconen, som endte med at fremstå afmålt og utilnærmelig og lå langt fra den løsslupne uhøjtidelighed, som gjorde 1980’er-landsholdet så elsket. Og under nordmanden Åge Hareide, som Hjulmand afløste, handlede det om fodbolden, som blev et kalkuleret, resultatorienteret dementi af danskernes selvforståelse som ‘Nordens brasilianere’.

“Jeg brød mig ikke om, at landsholdet i de sidste år under Morten Olsen hyldede sit system og sin spillestil i en grad, så man følte sig som vinder, selv når man tabte. Og jeg syntes, det kunne være forfærdeligt at se landsholdet under Åge Hareide, hvor der slet ikke var nogen intention om at underholde og levere noget, som folk kunne leve sig ind i,” siger Peter Sørensen.

Det var også under Åge Hareide, at en konflikt om penge, vilkår og rettigheder mellem landsholdsspillerne, deres fagforening Spillerforeningen og Dansk Boldspil-Union endte med at sende et vikarlandshold af amatørspillere på banen i en officiel landskamp i Slovakiet. Det blev et lavpunkt i den danske fodboldhistorie og et symbol på sportens griskhed. Dengang satte Peter Sørensen sig til tasterne for at forfatte en kommentar, som kritiserede aktørerne for at have glemt landsholdets særlige status. At spille for Danmark burde være en form for “borgerligt ombud”, som handlede om at betale tilbage til det fællesskab, man var formet af, skrev han.

“Dengang var landsholdet på vej i graven og havde været det i et stykke tid,” siger Peter Sørensen.

Fra gravskriftet i 2018 til EM i 2021 er der gået knap tre år, og Peter Sørensen er i dag mere positiv. Når Kasper Hjulmands landshold lørdag den 12. juni tager hul på EM-slutrunden med en kamp mod Finland hjemme i Parken, er det med forventninger om, at Danmark kan gå langt i turneringen. Men for landstræneren selv handler succeskriteriet også om at genoprette det danske herrelandshold i fodbold som et fikspunkt for folkelig begejstring og identifikation.

“Vi har nu en landstræner, der gør sig tanker om andet end selve fodbolden på banen,” siger Peter Sørensen. “Da jeg så spillernes hilsen på storskærmen, kunne jeg se Kasper Hjulmand i den.”

Det danske fodboldlandshold – og nok også den danske folkesjæl og tanken om, hvad Danmark skal være her i verden – har i årtier penduleret mellem to yderpositioner: romantikerne og kynikerne. Og i hvert fald i fodboldverdenen er der en dyb splittelse mellem de to. Som landstræner har Kasper Hjulmand som vision at finde den bro, der kan samle det hele.

Da den i dag 49-årige Kasper Hjulmand i 2019 blev præsenteret som kommende landstræner med tiltrædelse i sommeren 2020, var det en overraskelse for de fleste – men ikke for mig.

På det tidspunkt havde jeg i et par år arbejdet på en biografi, der havde som ramme at følge den daværende FC Nordsjælland-træner frem mod karrierens næste skridt, og jeg var derfor indviet i hans overvejelser om landstrænerjobbet. Min bog udkom i sensommeren 2020, og efter at have brugt flere år på at forsøge at forstå mennesket og fodboldtræneren Kasper Hjulmand var min første indskydelse egentlig at takke nej, da Zetland spurgte, om jeg havde lyst til at portrættere landstræneren og hans vision op til sommerens EM-slutrunde. Men jeg besluttede mig alligevel for, at der var mere at fortælle.

“Men,” sagde jeg i telefonen til redaktøren, “jeg kan ikke bare træde ud af rollen som ham, der har fulgt Hjulmand tæt gennem tre år. Det udgangspunkt er nødt til at være klart for læserne. Men jeg vil have andre øjne på ham end mine egne, og jeg vil ikke tale med ham selv denne gang.”

“Og som det første kunne jeg godt tænke mig at tale med en præst.”

Præsten hedder Mads Graves Pedersen, og han er sognepræst i Tagensbo Kirke i Københavns Nordvestkvarter. Mads Graves Pedersen er 32 år gammel og voksede op på Sydsjælland som en dreng, der elskede fodbold (især italiensk) og troede, han skulle være rockmusiker. I stedet endte han på teologistudiet, og undervejs har han tillagt barndommens fascination af fodboldens mytologiske fortællinger et andet lag.

Jeg stødte på præsten kort efter udgivelsen af min bog, da jeg fik tilsendt en tekst af ham fra et medie, jeg ikke lige havde forventet ville udvise interesse for en ny bog om en fodboldtræner: Folk & Kirke, Folkekirkens magasin om samfund, liv og eksistens.

Mads Graves Pedersen havde hørt Hjulmand gæste P1’s morgenradio og var blevet grebet af, hvordan den nye landstræner ikke talte om målsætninger og spillestil, men om fodboldens værdier og om, hvordan de danske fodboldklubber kunne være med til at gøre vores land til det bedste sted i verden at være barn.

“Det var idealisten i ham, der talte til mig. Det kan jeg savne i fodbolden i dag. Hvis vi taler om idealisme i fodbold, vil vi normalt tænke på en træner, der sværger til en særlig måde at spille på. Men Hjulmands idealisme gik ud over kridtstregerne. Det var usædvanligt og interessant,” siger Mads Graves Pedersen.

“Han udtrykte et syn, hvor fodboldens resultater ikke var det endelige mål. Han så et spil, der kunne forbinde generationer og spille en rolle i den måde, vi danner ungdommen. Fodbolden blev et værktøj, og hvor vi tidligere har hørt om DBU’s røde tråd i udviklingen af talenter, så kom der her et ekstra lag, hvor han også så et mål om noget endnu større,” fortsætter han.

I nogle år har Mads Graves Pedersen været bekymret for fodboldens udvikling, fortæller han. Den kerne af leg, der ramte ham som barn, er på det højeste niveau blevet overtrumfet af økonomiske interesser. De klareste aktuelle eksempler er værtskabet til VM i 2022, som under anklager om korruption blev tildelt oliestaten Qatar, hvor tusindvis af migrantarbejdere siden har mistet livet under forberedelserne, samt en række europæiske storklubbers nylige egoistiske projekt om at lave en lukket liga for de største og rigeste. For fodboldromantikere kan det synes, som om selve spillets sjæl er under angreb.

“Vi har været for dårlige til at passe på fodboldens værdier. Det er først nu, hvor værdierne er truede, og fodbolden på vej ud over afgrunden, at vi begynder at tale om dem,” siger præsten.

Det handler også om, hvordan de bedste og rigeste fodboldspillere i dag lever i en privilegeret boble langt fra fansenes virkelighed, bag et panser af PR-folk, som nidkært kontrollerer fortællingen.

“Der er i dag meget langt fra skolegårdsfodbold til landsholdsfodbold. I en håndboldhal føler man sig tættere på spillerne. Til et cykelløb kan jeg stå på en parkeringsplads lige ved siden af en rytter, der er ved at skifte tøj. Fodboldspillere er til gengæld blevet nogle underlige halvguder, som vi ikke længere er i øjenhøjde med. Jeg har altid selv interesseret mig for landsholdet, men mange fortæller mig, hvordan de har mistet følelserne for landsholdet i de senere år. Så for mig giver det rigtig god mening, at Kasper Hjulmand som landstræner aktivt leder efter de små detaljer, som kan få ånden til at genopstå,” fortsætter Mads Graves Pedersen og tilføjer så: “Men det afgørende er, at det virker autentisk. Hvis der går politiker-selfie i det, har det ingen gennemslagskraft.”

Gennemslagskraft var der ikke meget af, da landsholdsspillerne i marts markerede deres kritik af forholdene for migrantarbejderne i Qatar. I få sekunder poserede spillerne med en T-shirt med en ufarlig tekst om, at fodbolden støtter forandringer. Det var ikke en aktivisme, der imponerede nationen.

“Landsholdets rolle i Qatar-debatten har givet spillerne og Hjulmand et hak i tuden. Jeg ved godt, at de er gidsler i den sag, men jeg ville alligevel have forventet en hårdere kritik fra dem og en mere tydelig stillingtagen. Hjulmand er god til at fremstå menneskelig, men der ender han med at virke som en ål ligesom så mange andre i fodboldens verden.”

I slutningen af maj var jeg inviteret til at holde et foredrag om min bog i Jægerspris i Hornsherred. Da jeg ankom til det lokale bibliotek, tænkte jeg, at omgivelserne havde forbløffende meget tilfælles med Kasper Hjulmands egen barndomsby, Auning på Djursland: en skole, en idrætshal, et klubhus og det lokale fodboldstadion med bandereklamerne for det lokale erhvervsliv.

Hjulmand er selv et barn af dette Foreningsdanmark. Han voksede op som det ældste barn i en jysk kernefamilie, og forældrene bor stadig i hans barndomshjem. Han havde et vist fodboldtalent, men nogen egentlig karriere blev det aldrig til på grund af et dårligt knæ. Hans vej ind i trænerfaget er modsætningen til hans tidlige ledestjerne Morten Olsen, som blev landstræner efter en stor karriere som anfører på det berømte 1980’er-landshold. Kasper Hjulmand, derimod, var i sin ungdom lige så ukendt som alle os andre.

I dag bor Hjulmand i min egen barndomsby Allerød i Nordsjælland. En by, hvor der lige akkurat er, hvad man har brug for, men heller ikke mere, og så ligger den i praktisk afstand fra København, hvis det endelig skal være. På vejen fra Auning til Allerød er Hjulmands person blevet formet af et definerende højskoleophold i Vejle som ung. Et ophold, hvor han mødte den i dag 69-årige grundtvigianske højskolelærer Hans Lauge, som i årtierne siden da er blevet en fast samtalepartner for Hjulmand, både når det har handlet om fodbold (Lauge er selv tidligere træner og sportschef i Vejle Boldklub) og om livets store spørgsmål.

“På Kaspers vegne blev jeg glad for at høre, at han skulle være landstræner,” siger Hans Lauge, da jeg ringer til ham midt i en pause fra flyttekasserne. Den villa i Bredballe uden for Vejle, hvor han i 26 år med jævne mellemrum har haft besøg af Kasper Hjulmand og i de sene nattetimer diskuteret etik, højskoleværdier og fodboldtaktik, er lige blevet solgt og byttet ud med noget mindre.

“I den rolle får han skrællet nogle dilemmaer fra og har optimale muligheder for at koncentrere sig om spillet i stedet for at blive udsat for alle mulige benspænd, der udfordrer hans værdier. Som besværlige spilleragenter og grådige klubejere. Han kan koncentrere sig om at skabe et stærkt fællesskab, sådan som han gerne vil.”

Jeg besøgte selv Lauge i 2018 i forbindelse med arbejdet med min bog. Dengang anede ingen, at Hjulmand mindre end et år senere ville blive ansat som landstræner, og derfor var der noget profetisk over det, da Lauge dengang sagde:

“Den dag, vi beslutter os for, at vi vil lukke sprækkerne i det her samfund, og landsholdet igen skal være en samlende identifikationsfaktor, der kommer Kasper til at udstråle det, der grundlæggende er meget dansk. Det, der starter med sam-. Han kan lave en ordentlig samtale, han kan lave et samarbejde. Og så har han samvittighed. De elementer, der udgør et samfund. Der vil han være en fremragende identifikation. En samlende person.”

Jeg præsenterer Lauge for det knap tre år gamle citat. Er det så gået sådan? Er Kasper Hjulmand med landstrænerposten som talerstol i færd med at anvise en retning?

“Resultaterne skal være der, sådan er det i fodbold. Men jeg synes, jeg kan se Kaspers aftryk på landsholdet. Jeg begynder at lære Simon Kjær og Kasper Schmeichel at kende, det gjorde jeg ikke før. Med sin egen åbenhed og ærlighed viser Kasper en vej for dem,” siger Lauge.

“Jeg har hørt ham fortælle begejstret om, hvordan Yussuf Poulsen reagerede i kampen i Østrig i marts, efter at han var blevet skiftet ud i pausen, og hans afløser Andreas Skov Olsen scorede to mål. De to er reelt konkurrenter til den samme plads i startopstillingen, men i hele anden halvleg støttede Yussuf sin afløser, og så snart kampen var slut, gik han over til Skov Olsen og glædede sig oprigtigt på hans vegne. Der vil sikkert være folk, der tænker ‘herregud, hvor er det ligegyldigt’, men for den værdibaserede adfærd, Kasper stræber efter at opbygge, har sådan en detalje enorm betydning.”

Selv har Kasper Hjulmand talt desillusioneret om fodboldens monstre og om, hvordan grådighed og egoisme har taget spillet som gidsel. Da han i 2015 valgte at vende tilbage til sin hjerteklub FC Nordsjælland efter et mislykket ophold i den tyske klub Mainz 05, var det en reaktion på en indre tvivl om hans plads i den branche. Han blev tiltrukket af en filantropisk vision om at bruge fodbolden som værktøj til at give unge ghanesere et bedre liv, på eller uden for fodboldbanen, og Hjulmand fandt det meningsfuldt at gøre karakterdannelse til en væsentlig del af talentudviklingen i en fodboldklub i Farum.

Tossegod pladderromantik, mente nogle. Og Hjulmand selv blev kritiseret for at være for veg til at få den trænerkarriere i udlandet, han kunne have fået, hvis bare han kunne forstå, at kynisme var en nødvendighed.

Men for Hjulmand selv er det helt essentielt at se sig som del af et fællesskab, når han går på arbejde som fodboldtræner. Da han lige var blevet ansat i FC Nordsjælland, fik han trumfet igennem, at klubbens vigtigste ledere skulle hive en weekend ud af kalenderen for at tilbringe den i en jagthytte i Sverige og der diskutere og definere klubbens identitet og værdier.

Og da han i 2019 sagde ja til landstrænerjobbet, besluttede han sig for, at forberedelsestiden ikke kun skulle bruges på at studere fodboldens taktiske tendenser; han ville også studere det land, han nu skulle repræsentere med sit fodboldhold. Derfor drog han på en personlig opdagelsesrejse udi dansk identitet. Han talte med topledere fra erhvervslivet, med kongehusets ceremonimester og med den tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt, og han tilbragte en eftermiddag i sangeren Michael Falchs lejlighed på Frederiksberg. Han sugede til sig og sorterede og lagde det sammen med sine egne personlige erfaringer og med læren fra højskolen og de natlige snakke med Hans Lauge. Og han forsøgte at overføre det til sin egen kommende virkelighed som landstræner.

Da han så endelig skulle tiltræde, blev der vendt op og ned på fodboldkalenderen. I stedet for at overtage landsholdet efter EM i 2020 skal Kasper Hjulmand nu få landsholdet til at kulminere og samle danskerne i den udsatte slutrunde på hjemmebane i sommeren 2021.

“Vi er nødt til at høre til et sted, og efter denne her pandemi er der en fællesskabssult hos os,” siger Hans Lauge. “Derfor er sådan et landshold med et stærkt fællesskab måske især netop nu noget, vi kan spejle os i. Der er en mulighed for en alkymi denne sommer, der kan blive spændende.”

I sine 11 måneder som landstræner har Kasper Hjulmand været en sportslig succes. I den nye landsholdsturnering Nations League blev det til en andenplads i puljen, hvor kun Belgien, verdens bedste landshold ifølge den officielle rangliste, var stærkere end det danske hold, der undervejs vandt på det legendariske Wembley Stadium over England. Og i VM-kvalifikationsturneringen lagde Danmark i marts imponerende ud med sejre i de tre første kampe og en målscore på i alt 14-0.

Hjulmand-skeptikernes frygt for hovedløs angrebsfodbold uden fokus på defensiven har indtil videre vist sig ubegrundet. Det har gjort, at den hidsige debat, som især buldrede løs i efteråret 2019 efter fravalget af den pragmatiske Åge Hareide, er stilnet af. Hareide tabte ikke fodboldkampe, og derfor var det ikke logisk, at DBU ville skifte ham ud. I sine samtaler med DBU’s fodbolddirektør Peter Møller fandt Hjulmand hurtigt ud af, at de delte opfattelsen af, at landsholdet havde brug for at genvinde kontakten til folket. Men ansættelsen af Hjulmand blev i højere grad tolket som DBU’s naive ønske om igen at udleve det gamle selvbillede fra 1980’erne om Danmark som ‘Nordens brasilianere’ på en fodboldbane.

Årsagen til det var de prædikater, der har været hæftet på Hjulmand siden hans unge år. Dengang talte han begejstret om sin inspiration fra Ajax, Barcelona og Morten Olsen, og han blev som konsekvens set som en romantiker, for hvem stilen og skønheden kom forud for alt andet. Det prædikat har hængt ved, selv om Hjulmand i sit fodboldsyn har fået mange flere nuancer end dengang.

“Hjulmand er blevet mere kynisk efter sit ophold i Tyskland, som jeg ser det. Han har i dag en stærkere iver efter at vinde i stedet for at ville udleve en speciel filosofi,” vurderer hans trænerkollega Peter Sørensen.

For Hjulmand har det ikke handlet om at lægge afstand til forgængeren Hareides arbejde, men om at forsøge at bygge oven på fundamentet. Da han udtog sin trup til EM, talte Hjulmand om, hvordan landsholdet ville gå til EM med to landstrænere bag sig, både ham selv og Hareide. I det ligger der et ønske om at samle i stedet for at splitte og om at undgå, at hans egen person skal forblive fastlåst som del af en romantisk fløj i landsholdshistorien, hvor det storladne 1980’er-landshold og den stilmæssigt ambitiøse Morten Olsen befinder sig, mens Richard Møller Nielsens hårdtarbejdende europamestre fra 1992 og den usentimentale Åge Hareide er parkeret i den modsatte, lidt mere kyniske grøft.

I sin udforskning af hjemlandet stod det i hvert fald klart for Hjulmand, at danskerne nok har en smag, og at det ikke er lige meget, hvordan landsholdet spiller fodbold. Men der er ingen fast overbevisning om, at det pinedød skal udføres på en bestemt måde. Og både Morten Olsen og norske Åge Hareide kunne fremstå danske og udanske på én og samme tid.

Og så ender vi igen ved det med værdierne. Her er det, at Hjulmand i sin søgen fandt nogle svar. For hvor danskerne ikke altid er enige om vejen til målet, er der alligevel nogle kendetegn, der forener os, syntes han. Han tænkte på sin egen opvækst i en lille by på Djursland med idrætshallen og fodboldbanen som omdrejningspunkter. Alle landsholdets spillere er formet af en barndom i sådan en foreningskultur, og det samme er tusindvis af andre danskere. Her har vi alle lært noget om fællesskab, ansvar og samarbejde og om de flade hierarkier, Hjulmand også opfatter som et dansk kendetegn.

“Morten Olsen ville gerne være et fodboldforbillede og vise andre, hvordan Danmark skulle spille fodbold. Hjulmand vil gerne gøre landsholdet til et forbilledligt fællesskab. Hvis vi hylder landsholdet, og landsholdet samtidig hylder alle landets hold, virker det meningsfuldt,” siger Peter Sørensen.

Når Hjulmand har tænkt tilbage på fortidens store danske landshold, er der også noget andet, der går igen, lige meget om holdene har spillet fodbold på den ene eller anden måde: Spillerne har været i øjenhøjde med folket. I 1980’erne drak de en bajer i omklædningsrummet efter kampene, og i 1992 tog holdet på McDonald’s på vejen til EM-titlen. I hyggens eget land skal en sportsmand passe på med at fremstå alt for professionel. Det var vel, hvad der ramte Morten Olsen som landstræner.

Og efter at han har lært landsholdsspillerne at kende, er der i Hjulmand vokset en tro på, at der er et uforløst potentiale. Jeg har hørt ham fremhæve den stærke kultur og det stærke sammenhold så ofte, at jeg næsten er blevet træt af at høre om det.

Nutidens fodboldspillere er opdraget til at vise så lidt af deres personlighed som muligt. Men hvis det står til Kasper Hjulmand, må spillerne hellere end gerne vise, hvem de er, og hvad de står for. Så hvor EM selvfølgelig handler om, at Danmark skal komme så langt muligt, handler de kommende ugers fodboldfest også om at vise landsholdets sande ansigt. For i Danmark skal vi kunne mærke, at vores landsholdsspillere er lavet af kød og blod og ikke blot er en samling professionelle og talentfulde atleter.