Tror du også, at vi er nødt til at vælge mellem planeten og økonomien? Tallene siger, du godt kan tro om

BÅDE-OGVi kan godt få vækst og styr på klimaet samtidig. Illustration: Mikkel Henssel / Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

16:08

Derfor skal du læse denne artikel

Klimaforandringer er menneskehedens formentlig største udfordring. Men debatten forplumres af to forestillinger, som ikke finder opbakning i data. Den ene lyder, at de økonomiske omkostninger ved at gøre noget er for store. Den anden, at vi er nødt til at ofre vækst og velstand for at redde planeten. Her er tallene, der modsiger begge dele.

Okay, inden vi kommer til sagen, vil jeg godt lige slå nogle ting fast.

  1. Det her er ikke en historie om, at der ikke er nogen problemer med klimaet eller planetens helbred i det hele taget, for det er der.
  2. Det er heller ikke en historie om, at problemerne løser sig selv, for det gør de med garanti ikke.
  3. Derimod er det en historie om, at der er håb, for det er der, og det kan aflæses i tørre tal.

Godt så.

For nylig skrev jeg en historie om misforholdet mellem folks opfattelse af verdens tilstand og så de faktiske forhold. De fleste tror, at det hele bliver værre, mens data viser det stik modsatte. Der har aldrig været et bedre tidspunkt i historien at være menneske på end nu. Vi er rigere, sundere og sikrere end nogensinde.

Fint nok, lød en del indvendinger – både i bidragssporet under artiklen, fra folk, jeg kender, og i mit eget baghoved … men hvad med det altoverskyggende problem i horisonten, nemlig at menneskets trivsel sker på bekostning af planetens?

Menneskehedens mange fremskridt udspringer i høj grad af, at vi i løbet af 1800-tallet fandt ud af at grave fossile brændstoffer op af jorden og brænde dem af, hvilket gav os energien til at fordoble vores gennemsnitlige levealder, brødføde adskillige ekstra milliarder mennesker, tænde lyset på en kontakt og tilgå alverdens viden med et tryk på en lommeskærm.

I dag ved vi, at fremskridtene havde en pris, som truer livet på jorden, som vi kender det, fordi drivhusgasser fra energiproduktion og husdyrhold vil få temperaturen til at stige markant, medmindre vi gør noget drastisk. 80 procent af verdens energiforbrug kommer fortsat fra fossile brændsler.

Så hvad nytter det, at alting i store træk er gået mere og mere fantastisk for os mennesker de sidste par hundrede år, hvis det ikke er holdbart i længden, hvis vores livsstil ikke er i harmoni med den planet, som huser os?

Svaret på det spørgsmål er faktisk mere opmuntrende, end man kunne tro. Og hovedårsagen er, at præmissen for spørgsmålet er forkert.

Præmissen er nemlig, at vi (groft sagt) må vælge mellem menneskehedens trivsel og planetens overlevelse, mellem varme i boligen og boliger til isbjørnene, mellem penge på lommen og kulstof i atmosfæren – mellem væksten og planeten.

Det var denne præmis, som lå til grund, da klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) ved sin tiltrædelse talte om grøn realisme” og sagde, at vi skal være i stand til at betale regningen for den grønne omstilling”.

Eller da Alternativets Uffe Elbæk lancerede partiets miljø- og vækstpolitik med en udmelding om, at vi må skrue ned for vores livsstil i Danmark, for at andre kan skrue op for deres:

Jeg under i den grad store dele af befolkningen (i verden, red.) at komme op i nærheden af vores levevilkår her i Danmark, men jeg må også se i øjnene, at det gør de ikke. Det kan verden ikke ressourcemæssigt rumme,” sagde Elbæk.

Her kommer tallene, som udfordrer både Elbæks og Lilleholts udgangspunkter for at tale om klima, ressourcer og økonomi.

For det første: Der bliver udledt mindre og mindre kuldioxid for hver krone, der skabes i økonomien.

Og det gælder, uanset om vi kigger på verdensplan, på Danmark eller på de to største udledere i verden, USA og Kina.

Vi har altså på globalt plan for længst afkoblet tidligere tiders direkte sammenhæng mellem økonomisk vækst og øget udledning af CO2.

Endda har mange lande for længst vist, at økonomien kan vokse, mens man reducerer udslippet. I Danmark toppede den årlige udledning af CO2 allerede i 1996, i Japan i 2004 og i USA i 2005. Ingen af stederne er økonomien som bekendt ophørt med at vokse af dén grund.

Noget kunne tilmed tyde på, at hele verdens udledning af CO2 er ved at stagnere, selv om verdensøkonomien vokser videre. Den tager vi lige igen – verdensøkonomien har allerede vist sig i stand til at vokse, uden at CO2-udledningerne følger med. Det skete to år i træk fra 2015-2016 (i energisektoren).

En del af forklaringen skal formentlig findes i, at vi er blevet rigere. Data viser nemlig, at når lande når et vist velstandsniveau, begynder CO2-udledningen per krone skabt i økonomien typisk at falde (dog ser det mindre godt ud for rige lande, hvis man medregner CO2-udslip fra produktion af de varer, de importerer).

CO2-udledningen per krone er også lav i fattige lande, men typisk høj for dem i midten. Det peger så til gengæld på en stor udfordring, nemlig at gøre verdens fattigste lande i stand til at vokse økonomisk – og dermed forbedre folks levevilkår – uden en eksplosion i CO2-udledning til følge.

For det andet: Det er med god sandsynlighed billigere at sætte ind over for klimaforandringer end at lade være.

Nu bevæger vi os fra fortiden til fremtiden og dermed også fra sikker til mere usikker grund.

Men der er gode grunde til at tro, at det vil være dyrere ikke at gøre noget for at forhindre klimaforandringer end at sætte alle sejl til for at holde temperaturstigningerne under kontrol.

En del forskere og institutioner – og her taler vi ikke blot klima-aktivister, men også store finansvirksomheder – har regnet på omkostningerne ved at undgå temperaturstigninger sammenholdt med omkostningerne ved at lade stå til.

Og konklusionen har igen og igen lydt, at det sandsynligvis er en bedre forretning at forebygge klimaforandringer end at tilpasse sig livet på en varmere klode med mere ørken, flere naturkatastrofer, og hvad vi ellers kan forvente.

Et par eksempler:

  • Den førende autoritet på området, FNs klimapanel IPCC, anslår forsigtigt i deres seneste rapport, at forebyggelse er billigere end tilpasning. Vurderingen er, at det vil koste” et sted mellem 0,04 og 0,14 procent af verdensøkonomien at holde temperaturstigningerne under to grader, hvis det gøres på den optimale måde. Til sammenligning vurderes en temperaturstigning på blot 2,5 grader at koste” mellem 0,2 og 2,0 procent, altså en hel del mere. Klimapanelet er dog, skal det siges, ret usikre på de sidste tal.
  • I et lækket udkast til en kommende rapport fra IPCC hedder det videre, at det er muligt at føre klimavenlig politik og samtidig opnå stærk økonomisk vækst resten af århundredet”.
  • Tidligere cheføkonom i Verdensbanken Nicholas Stern opgjorde allerede i 2006 den årlige pris på at holde temperaturstigningerne under kontrol til cirka én procent af den globale økonomi. Til sammenligning anslog Stern den årlige pris på ikke at gøre noget til mellem 5 og 20 procent af det globale BNP.
  • Forskere fra OECD, de rige landes klub, har regnet sig frem til, at klimaforandringer vil kappe mellem 0,7 og 2,5 procent af verdensøkonomiens samlede størrelse i 2060, alt afhængigt af hvor meget temperaturen stiger. Andre er landet på nogenlunde det samme. Det er rigtig mange penge sammenlignet med diverse overslag over de nødvendige investeringer i at forhindre høje temperaturstigninger. De lander for det meste godt under en procent af verdensøkonomiens samlede størrelse.
  • Op til klimatopmødet i Paris i 2015 regnede eksperter fra bankgiganten Citigroup på, om det var en bedre forretning at investere i klimaet end at lade være. Konklusionen? Klart bedre at skride til handling. Ikke alene vil klimaforandringerne koste billioner af dollars i skader og tilpasning, hvis vi ikke gør noget. Det vil også i sig selv være billigere at investere i en mere klimavenlig energi- og transportsektor end at fortsætte med én, der er baseret på fossile brændsler.
  • I en analyse fra 2017 har IRENA, det internationale agentur for vedvarende energi, regnet sig frem til, at massive investeringer i grøn omstilling vil være en decideret gevinst for verdensøkonomien, også på kort sigt. Analysen gælder energisektoren og sammenligner et scenario, hvor de store G20-lande fortsætter deres nuværende kurs, med et scenario, hvor de investerer massivt i grøn omstilling. Ifølge analysen vil den massive investering booste verdensøkonomien med 1,1 procent allerede i 2030, og i 2050 vil den være 1,6 billioner dollars større end ellers. Det svarer til størrelsen på Tyrkiets og Indonesiens økonomier tilsammen. Årsagerne er blandt andet, at de mange klimainvesteringer vil skabe øget økonomisk aktivitet og nye jobs, for eksempel inden for energirenovering af bygninger.

En svaghed ved alle disse beregninger er dog, at de gælder kloden som helhed.

Den konventionelle opfattelse er, at enkelte lande stadig kan have økonomisk fordel af at fortsætte med at futte kul og olie af, selv om det er en ulempe for menneskeheden som helhed – især hvis alle de andre håndterer klimaforandringerne, mens man selv fortsætter som altid.

Det gør de økonomiske gevinster politisk svære at opnå, fordi (næsten) alle skal opgive noget her og nu for at høste fordelene senere – uden at være sikre på, om de andre gør det samme.

Men seriøse forskere – anført af Nicholas Stern – er begyndt at udfordre denne opfattelse. Deres argument lyder, at en stor del af de nødvendige klimatiltag vil være en god forretning i sig selv og derfor også i enkelte landes egeninteresse. Der er lavet beregninger for både USA, Japan, Kina, Tyskland og Frankrig (altså de helt store udledere), som peger i den retning.

Men hvad med lille Danmark?

Jo, her har vismændene i Det Miljøøkonomiske Råd regnet sig frem til, at det (indtil et vist punkt) vil være en økonomisk gevinst for Danmark, hvis vi reducerer CO2-udslippet fra landbrug, transport og bygningsopvarmning frem mod 2030 på den smartest mulige måde.

Men ingen har så vidt vides lavet beregninger på konsekvenserne af at omstille hele landet til dramatisk lavere CO2-udledning (jeg har spurgt både i Klimarådet og Det Miljøøkonomiske Råd).

Kontorchef Thomas Bue Bjørner fra Det Miljøøkonomiske Råd anslår dog, at en større grøn omstilling isoleret set kan ende som en omkostning for Danmark – men kun, hvis vi betragter os selv som en ø.

Det vil stadig være en fordel for Danmark, hvis klimaforandringerne kan holdes under kontrol på verdensplan, hvorfor det mest rationelle at gøre nok er at arbejde for en international aftale, hvor alle – også Danmark – reducerer udledningen af drivhusgasser, så alle kan høste fordelene.

Klimaministeren havde altså en reel pointe med, at meget drastisk omstilling til grøn økonomi kan blive en omkostning for Danmark isoleret set. Men kun til dels og kun, hvis vi antager, at resten af verdens klimapolitik er helt upåvirket af, hvad vi gør her i landet. Det kan vi jo så tænke lidt over.

For det tredje: Historien fortæller os, at vi generelt ikke rigtig løber tør for ressourcer.

En af verdens mest velargumenterede, rationelle optimister, den amerikanske Harvard-psykologiprofessor Steven Pinker, driver denne pointe overbevisende hjem i sin nylige (og meget anbefalelsesværdige) bog Enlightenment Now – The Case for Reason, Science, Humanism, and Progress.

Pinker peger på en række eksempler på dommedagsprofetier om ressourcer, som ikke gik i opfyldelse. For eksempel:

  • I 1960’erne og 1970’erne frygtede man store sultkatastrofer, fordi landbrugsproduktionen ikke ville kunne følge med den befolkningseksplosion, som dengang tog fart. Men katastroferne udeblev. I dag er der mere end dobbelt så mange mennesker på jorden som i 1968, men langt færre underernærede og langt færre, som dør af sult. Verdens befolkning ventes tilmed at toppe i dette århundrede.
  • Så sent som i 2010 opstod global panik, fordi priserne pludselig steg på de sjældne jordarter, som indgår i en stor mængde moderne elektronik. Reelt var det Kina (der sidder på det meste af produktionen), som skruede ned for udbuddet for at hæve priserne. Alternative teknologier, øget genbrug og miner uden for Kina fik hurtigt priserne til at kollapse igen. I dag er ingen rigtigt bange for at løbe tør for sjældne jordarter.
  • Og så er der olie. Hvor længe er det nu, vi har talt om risikoen for at løbe tør for den? Produktionen er i dag højere end nogensinde, og der er ikke tegn på, at udviklingen vender foreløbig – i hvert fald ikke på grund af oliemangel.

Dommedagsprofetierne tager ofte fejl, fordi de antager, at teknologien forbliver på det niveau, de kender, eller udvikler sig relativt lidt. I virkeligheden tyder historien på det stik modsatte – nemlig at teknologien udvikler sig hurtigere og hurtigere hele tiden.

Den dybest liggende årsag er måske – som blandt andre den amerikanske geografiprofessor Jared Diamond har påpeget – at hver ny teknologi kan kombineres med eksisterende teknologier til atter nye teknologier, så der hele tiden bliver flere kombinationsmuligheder. I dag har forskere observeret accelererende teknologisk udvikling inden for alt fra digitalkameraer til sekventering af dna.

Derfor er det mønster, som historisk træder frem, pointerer Pinker, at vi som art bruger løs af en ressource, indtil den bliver så sparsom og dermed dyr, at vi finder på noget andet (og billigere) i stedet. Og det punkt indtræder typisk, før ressourcen slipper op.

Af samme årsag er det også en reel mulighed, at vi kan droppe fossile brændsler, længe før vi har brændt dem alle af. Og selv om olieproduktionen stadig stiger, er der tegn på, at det allerede er ved at ske – solpaneler og vindmøller kan i dag konkurrere på pris med fossile brændsler mange steder i verden.

Som en af verdens største oliekøbmænd, Saudi-Arabiens tidligere olieminister Sheikh Zaki Yamani, meget berømt har sagt, så sluttede stenalderen ikke, fordi vi løb tør for sten, og oliealderen vil – mener sheiken – også slutte, længe før vi løber tør for olie.

Det ville være fristende at standse her. Men jeg indledte med at konstatere, at problemerne ikke løser sig selv, og det var der en grund til.

For selv om klima-aktion og økonomisk vækst ikke er hinandens modsætninger, er det overhovedet ikke nok at fremskrive udviklingen med den fart, den har på nu – for så stiger temperaturen formentlig mere, end vi har lyst til, og så forsvinder de økonomiske fordele ved at gøre noget.

Alt tyder altså på, at vi er nødt til at skubbe ekstra på for at få omstillingen fra fossile brændsler til mere klimavenlige energikilder til at ske hurtigere, end den vil ske af sig selv, og at vi også skal hitte på metoder til at hive CO2 ud af atmosfæren for at klare den. Det er selv super-optimister som Steven Pinker på det rene med.

Alt tyder også på, at det virkelig haster.

Altså har også Uffe Elbæk en pointe – vi kan ikke fortsætte med at tilvejebringe vores velstand på samme måde som nu. Men vi kan sætte alle kræfter ind på at opretholde (og løbende forbedre) vores levevilkår med andre metoder.

Derfor vil jeg i en opfølgende artikel se på de bedste metoder til rent faktisk at forhindre løbsk global opvarmning uden at tilbagerulle industrialiseringen og alle de landvindinger, den har givet os mennesker.

Og uden at foregribe for meget vil jeg bare lige sige, at hvis du er tilhænger af økologi og modstander af atomkraft, kan det godt være, at du må sluge nogle kameler.

Men endnu vigtigere – ved du en hel masse om emnet, eller har du bare input efter at have læst det her, så del dem med mig.

Opdatering: Den opfølgende historie er nu lavet. Læs den

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: