Hvordan har du det med det, du ser i spejlet? Det afhænger naturligvis af mange ting: om du fik det rigtige ben ud af sengen den morgen, om håret sidder og den slags. Og så afhænger det af din alder. Men muligvis ikke lige på den måde, man kunne tro.

En gruppe forskere har gennem seks år fulgt over 15.000 newzealændere, både kvinder og mænd, i alderen 18 til 94 år for at undersøge, hvordan de havde det med deres krop – og om det forhold forandrede sig med alderen.

Resultatet var uventet. For i en tid, hvor samtalen om vores kroppe som regel drejer sig om uopnåelige idealer og unge, der føler sig forkerte og ulykkelige med den krop, de har, er der for én gangs skyld en god nyhed: Studiet, som netop er blevet publiceret, viser, at kropstilfredsheden stiger med alderen.

Det fortæller Caroline Donovan, som er professor og ph.d. i klinisk psykologi ved Griffith University i den australske by Brisbane, og som fungerede som overordnet akademisk vejleder på det newzealandske studie. “Og det var ikke det, vi havde regnet med!” fortæller hun i en e-mail. Arbejdshypotesen var tværtimod, at kropsopfattelsen hos de fleste ville være konstant hele livet – og generelt hælde i negativ retning. Flere tidligere og mindre studier pegede i den retning, og derfor antog forskerne, at den store, grundige undersøgelse ville cementere det billede.

Det viste sig ikke at passe: Studiet viste, at jo ældre vi bliver, jo mere positiv bliver vores opfattelse af vores krop. Ikke meget, men nok til at vise en klar tendens. Især hos kvinderne var forbedringen i deres forhold til kroppen tydelig. For mænds vedkommende var forholdet til kroppen nogenlunde konstant, med kun en ganske lille forbedring. (Til gengæld var mændene generelt mere tilfredse med deres krop end kvinderne). For Caroline Donovan er det et af de tilfælde, hvor man er glad for at have taget fejl. “Det er dejligt at se – selv om effekterne jo altså var temmelig små,” siger hun. “Alligevel er det positivt og trækker i den rigtige retning.”

Normalt er det særligt unges mentale helbred, Caroline Donovan beskæftiger sig med, ikke mindst i relation til kropsopfattelse. Netop det har der været et stort fokus på i de seneste år, også her i Danmark. Studier, både danske og udenlandske, har vist, at en negativ kropsopfattelse hos unge er i vækst, og at det ofte er direkte forbundet til dårlig psykisk trivsel og mentale lidelser som depression, angst og spiseforstyrrelser.

Til eksempel foretog Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, Vive, i 2017 en undersøgelse blandt en stor gruppe danske unge. Den viste, at over halvdelen – 64 procent – af de unge er utilfredse med deres krop. Undersøgelsen viste også en signifikant sammenhæng mellem negativ kropsopfattelse, dårlig trivsel og psykiske lidelser. Og særligt de unge kvinder var udsatte.

Derfor mener Caroline Donovan, at det er opløftende, at hendes studie også viser tegn på, at kvinder i det hele taget bliver gladere og gladere for deres krop, for hver generation der går. Hun tilskriver det blandt andet det, man kalder den kropspositive bevægelse, som har vundet frem i de seneste år, og som advokerer for større accept og diversitet i vores tilgang til kroppen. “Det lader til, at det virker,” siger hun. “I hvert fald en smule.”

Så er der et vendepunkt, hvor vi slutter fred med vores krop? Det er stadig ikke til at sige ud fra de data, som det newzealandske studie har indsamlet, forklarer Caroline Donovan. “Men det, vi så, tyder ikke så meget på et vendepunkt som på en løbende proces, hvor kropstilfredsheden langsomt indfinder sig i højere grad,” tilføjer hun.

Det er ikke kun på grund af den generelle dårlige stemning omkring vores forhold til kroppen, at resultaterne af studiet var uventede. For ser man nøgternt på, hvad aldring gør ved os, ville det give god mening, hvis vi blev mindre tilfredse med vores krop med tiden. Vi bliver, alt andet lige, svagere, helbredet bliver udfordret, og vi rykker os længere væk fra de struttende idealer, som vores kultur fodrer os med. Så hvordan kan det være, at det modsatte ser ud til at være tilfældet? Det handler om vores psyke, siger Caroline Donovan. Der sker der nemlig også forandringer med årene.

“Når vi bliver ældre, bliver det heldigvis mindre vigtigt for os, hvordan vores krop ser ud, og mere vigtigt, hvordan de fungerer,” siger hun. “Vores følelse af selvværd afhænger ganske enkelt mindre af vores udseende, som årene går.”

Men der er også en anden faktor i spil. Det handler om, hvor meget tid og energi vi bruger på at sammenligne os selv og vores krop med andres, og – hvilket er vigtigt – hvem vi sammenligner os med. Jo længere vi kommer på afstand af vores egen ungdom, jo mindre har vi tendens til at måle os selv ud fra urealistiske idealer. “Vi spejler os i stedet i folk, der er på alder med os selv,” siger Caroline Donovan.

Det, der sker, er måske ganske enkelt, at vi med årene bliver lidt mere interesserede i, hvad vi har, end i, hvad vi ikke har. I stedet for at jagte et ungdommeligt ideal, som naturen ubønhørligt gør det vanskeligere for os at nå år for år, så flytter mange af os faktisk vores fokus. Vi begynder at tænke over, hvor sunde og raske vi egentlig er, og det bliver sat på spidsen, når vi ser, hvordan mennesker omkring os ældes.

Det forklarer den danske sundhedsforsker Bente Klarlund mig. “De fleste 18-20-årige er egentlig ret sunde,” siger hun. “Men jo ældre vi bliver, jo større bliver skellet mellem, hvem der har en sund og en usund krop. Når vi når op over de 60-70 år, så er der et enormt gab. Reelt kan der være 20 års biologisk forskel på, hvordan to kroppe i den aldersgruppe fungerer.”

Bente Klarlund har i flere år beskæftiget sig med aldring og sundhed i dagens Danmark. Resultaterne fra det newzealandske studie svarer til, hvad hun har set i andre undersøgelser, siger hun: at vi generelt bliver mere tilfredse med vores tilværelse, og herunder vores krop, når vi bliver ældre. “Også selv om det er en periode af livet, hvor vi bliver skrøbeligere. Det kan vi ikke komme uden om,” siger hun.

For hende at se er det – også rent personligt – et spørgsmål om perspektiv. For hvis man hører til de nogenlunde sunde, så er det, man begynder at blive taknemmelig, som Bente Klarlund udtrykker det. Ikke for, hvordan man ser ud, men for det, man kan. Der er andre værdier, der bliver vigtige,” siger hun. “Når man når en vis alder, så har man set mange, der er blevet alvorligt syge. Så der indtræffer også en vis taknemmelighed over for den krop, der rent faktisk fungerer. Man kan ikke tage den for givet. Det spiller uden tvivl ind.”

Hun fortæller, at når hun selv står op hver morgen og løber fem kilometer, så dukker den tanke ofte op. “Det er da ikke nogen selvfølge, at man kan det, når man er 64,” siger hun. “Så i stedet for at spekulere på, om min bagdel er for stor, så tænker jeg, at det er fedt, at jeg stadig kan løbe. Og gad vist, hvor længe jeg kan det, for det er noget, der betyder meget for mig. Så føler jeg mig stærk og taknemmelig i stedet for at fokusere på de mangler, der måtte være ved kroppen.”

Men vil det så sige, at alt er okay? At hvis vi selv (eller vores teenagebarn) slås med selvhadet foran spejlet, så skal vi bare være tålmodige og vente, indtil tilfredsheden en dag indfinder sig? Nej, så let går det naturligvis ikke.

Dels er den stigning i kropstilfredshed, som undersøgelsen viser, som sagt en ganske lille en af slagsen. Dels er vores forhold til kroppen alt andet end et simpelt spørgsmål om enten at elske eller hade. Tværtimod er det netop nuancerne i vores kropsopfattelse gennem livet, der er behov for at se nærmere på, siger Caroline Donovan. “Det er forkert at sige, at ældre kvinder ikke har bekymringer og problemer omkring deres kropsopfattelse,” siger hun. “Men det er anderledes problemstillinger, end de unge har, og vi ved ikke nok om dem i dag.”

Og det bør vi være opmærksomme på, mener Caroline Donovan. For livet er langt, og er der én ting, vi ved, vi skal have med os hele vejen, er det kroppen. Vi skal leve i den og med den, og vores trivsel bliver ikke mindre vigtig, fordi vi bliver ældre. Men både forskningen og diskussionerne omkring kroppen drejer sig typisk om unges, og særligt unge kvinders, forhold til kroppen. Tilbage står for eksempel de unge mænd, der også føler sig presset af tidens kropsidealer. Eller de midaldrende kvinder – en gruppe, der for manges vedkommende oplever kolossale kropslige omvæltninger, blandt andet i forbindelse med overgangsalder, men samtidig også at blive ‘usynlige’ i den ungdomsfikserede samfundskultur.

“Midaldrende kvinder har været en meget overset gruppe,” siger Caroline Donovan. “Og det gør, at vi går glip af vigtig viden. Vi er nødt til at holde op med at tænke, at det kun er unge kvinder, der kæmper med deres forhold til kroppen, og anerkende de udfordringer, der findes i andre faser af kvindens liv.”

I en dansk kontekst mener også Bente Klarlund, at det ville være gavnligt at brede fokus lidt ud og se mere nuanceret og nysgerrigt på, hvordan ældre mennesker egentlig har det i deres krop. Men ikke kun for at blive klogere på problemerne. Det handler også om at gøre op med forestillingen om, at ældre er lig med at være svag og affældig. “Det er jo en forfærdelig måde, vi taler om ældre mennesker på i dag,” siger hun. “Der er en forventning om, at alt bare går hastigt ned ad bakke, livet går i stå, og i bedste fald kan vi måske spille lidt golf. Men sådan er det jo ikke for alle. Forskningen viser, at hvis man holder sine sociale relationer ved lige, er rimeligt fysisk aktiv, dropper smøgerne og ikke tager for meget på i vægt, så får vi en gruppe, som kan blive ved i rigtig lang tid.”

Så nej, det er ikke alt bøvl, vi kan have med vores krop, som bare fikser sig selv med tiden, især ikke for kvinder. Men i det mindste går det da den rigtige vej.