Hjælp til et benhårdt debatklima: 10 dogmer til god opførsel på de sociale medier

PLII det fysiske rum ved vi, hvordan vi skal opføre os. Nu skal vi lære det på nettet. Illustration: Jørgen Stamp / Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Stå ved dit navn, indrøm dine fejl, tjek mere end én kilde, og lad være med at blokere dem, der ikke er enige med dig. Debatten på de sociale medier er mere brutal end nogensinde før, og derfor er der brug for et nyt charter for takt og tone for alle, der tamper løs på tastaturerne i det lynhurtige og ofte faktafraværende debatklima, argumenterer Jacob Mchangama.

Debatten om tonen på internettet vil ingen ende tage.

Herhjemme har Institut for Menneskerettigheder foreslået, at flere ytringer skal modereres” på de etablerede mediers Facebookprofiler. I Tyskland er en lov, der vil medføre bøder for sociale medier, der ikke fjerner hadefuldt indhold” inden 24 timer, på vej. Og sådan et tiltag kan også blive til virkelighed på EU-plan.

Der er selvfølgelig god grund til at tage nogle af de udfordringer, som nye medieteknologier medfører, alvorligt. For i kølvandet på alle disse nye teknologier er der dog i demokratiske samfund opstået en ytrings- og debatkultur, som ofte har gjort de mest alarmistiske scenarier til skamme. Men der er også grund til at stoppe op og anskue udfordringerne lidt mere køligt. For hver gang der sker et revolutionerende teknologisk nybrud i forhold til formidlingen af information, nyheder og opinion, skaber det panik og krav om streng kontrol. Det skete med trykpressen, med radio, film og tv, der alle blev strengt reguleret. Det er nok de færreste, der ville ønske sig tilbage til tiden før 1770, hvor teologerne på Københavns Universitet skulle godkende udgivelsen af nye bøger, til 1922 med oprettelsen af Statens Filmcensur, der skulle forhindre forevisninger af film, som i æstetisk eller moralsk henseende må anses for tvivlsomme” eller til tiden, hvor Danmarks Radio var et egentligt monopol.

Spørgsmålet er dog, hvad en ny ytringskultur på nettet bør indeholde. Til en offentlig debat med fysisk fremmøde er det eksempelvis god tone at markere, når man har et spørgsmål eller kommentar til en oplægsholder, og at holde igen med sit spørgsmål, indtil det er ens tur. Der er ingen lov, der foreskriver denne fremgangsmåde, men den accepteres vidt og bredt over det ganske land.

Samme normer synes ikke på samme måde at have slået igennem på sociale medier. Derfor har jeg udfærdiget ti bud på dogmer” for den gode debatstil på sociale medier. Det er på ingen måde en opfordring til, at disse dogmer skal kodificeres eller gøres til lov. Den gode tone er et ideal, ytringsfriheden er en frihedsrettighed. Når den gode tone og ytringsfriheden kolliderer, bør ytringsfriheden veje tungest.

Dogmerne er selvsagt også til debat og kan derfor frit kritiseres og/eller videreudvikles. Det er også vigtigt at påpege, at alle kulturer har sub- og modkulturer, og det kan derfor give god mening at se stort på disse dogmer i specifikke kontekster, hvor ytringskulturen tilsiger en anden omgangstone. Debatten i det britiske underhus er eksempelvis en hel del mere livlig og brutal end den, der gælder i Folketinget. Det er også klart, at dogmerne ikke altid vil kunne overholdes strengt.

Jeg har givetvis selv brudt de fleste af mine egne dogmer adskillige gange i 2017 og vil sikkert også komme til det igen. Men ved selv at opstille dogmer for den gode debatstil, kan man holde sig selv op mod et ideal og (forhåbentligt) erkende, når man fejler.

Så her er de ti dogmer for den gode debatstil på sociale medier:

#1. Kæmp med åben pande

Medmindre du lever i en diktaturstat, hvor politisk debat kan få dig fængslet, bør du altid debattere med en profil i eget navn. Falske eller anonyme profiler er grobund for den ansvarsløse debattør, der blot kan slynge om sig med usandheder og løgne uden at blive holdt moralsk ansvarlig af andre. For de fleste har det givetvis også et minimum af selvdisciplinerende effekt, at andre ikke blot kan se ens navn, men også billeder af ens ægtefælle og børn.

#2. Husk altid at tagge den, du kritiserer i en opdatering

Kritik af navngivne personer er en uomgængelig del af en fri og robust debat. Men kritiserer man en person på Facebook eller Twitter, bør man altid huske at tagge vedkommende (hvis de altså har en profil).
I modsat fald kan en sådan kritik nemt blive til en gratis omgang, hvor man høster likes og anerkendende kommentarer fra venner, der i forvejen er enige med én, uden at den person, man kritiserer, får mulighed for at reagere og svare igen på kritikken. Ved at tagge personen, man kritiserer, giver man dermed også sig selv et incitament til at være mere omhyggelig med kritikken, idet man ved, at en kritik, der er løgnagtig eller nem at skyde ned, sandsynligvis hurtigt vil blive imødegået af den, man kritiserer.

#3. Indrøm, når du tager fejl

De fleste mennesker (jeg selv inklusive) deltager ofte i Facebookdebatter om emner, som de ikke besidder særlig ekspertise på. Kombineret med Facebookdebattens real time-karakter, hvor svar og modsvar gerne falder i hurtigt tempo, medfører det en overhængende risiko for, at man kommer med påstande og argumenter, der ikke holder ved nærmere eftersyn. Men fordi Facebookdebatter jo foregår med et publikum og ofte omhandler emner, som vi føler stærkt for, har Facebookdebatter en tendens til at udvikle sig til hobbesianske nulsumsspil, hvor ingen vil give sig, selv når det bliver klart, at de tager fejl, og modparten og alle andre i tråden kan sandsynliggøre det. Derfor kan Facebookdebatter tit udvikle sig til opvisninger i faktaresistens og absurde argumenter, der skal overbevise andre om, hvorfor ens virkelig dårlige argument eller forkerte påstand i virkeligheden er superoverbevisende.

Denne tråd er et godt eksempel:

Men i virkeligheden styrker det ikke bare den offentlige debat, men også ens egen troværdighed, hvis man anerkender, at man har taget fejl, og at modparten har ret eller i hvert fald har en vigtig pointe. Netop fordi Facebook typisk ikke er et forum for debat mellem eksperter, bør vi ikke være bange for at anerkende, at vi kan tage fejl. Derfor bør man stå ved det, når man har skrevet forkerte eller uholdbare opdateringer, eller når man i et kommentarspor får gennemhullet sine argumenter af sine modstandere.

#4. Tjek mere end én kilde, før du linker til en historie, der beviser, at du har ret

En af grundene til, at mange ikke erkender egne fejltagelser og dårlige argumenter, er, at internettet altid tilbyder en redningskrans. Vi kender det alle: I en hidsig Facebookdebat smider du eller din moddebattør et link til en nyhedshistorie – eller endnu bedre et YouTube-klip – der uigendriveligt beviser din pointe. Og der er da heller ikke noget bedre end at kunne finde den artikel, der sætter modstanderen skakmat. Men som bekendt er internettet fyldt med informationer og nyheder, hvis validitet er tvivlsom. Enhver konspirationsteoretiker vil kunne finde links og historier, der støtter ens sag. Når vi samtidig ved, at nyhedshistorier på Facebook er styret af algoritmer, der er tilpasset vores interesser og forudindtagede holdninger, er der god grund til lige at tjekke, om det nu også kan være rigtigt, at den artikel fra Infowars beviser, at chemtrails er ægte.

#5. Forhold dig kritisk til dine venner, og ros dine modstandere

Hvis man lagde den tid sammen, som Facebookdebattører (ja, jeg selv inkluderet) bruger på at tjekke nye likes, der tikker ind, ville den tabte arbejdstid givetvis kunne måles på Danmarks BNP. Der er nogle likes, der er særligt eftertragtede, for eksempel offentlige debattører med gennemslagskraft, indflydelsesrige mediefolk eller anerkendte eksperter. Men langt de fleste likes høster man fra venner og sympatisører, der ofte liker, på grund af at de i forvejen er enige med ens udsyn snarere end på grund af en kritisk stillingtagen til indholdet. Men denne debatform skaber konformitet og ekkokamre, hvor ens positionering over for venner og meningsfæller bliver vigtigere end indhold og intellektuel ærlighed. Man bør derfor bestræbe sig på også at kritisere de af ens venner, man er mest enig med og høster flest likes fra, ligesom man bør rose ens modstandere, når man ikke kan komme udenom, at de har skrevet noget fornuftigt. Hvis ens venner ikke kan tåle at blive modsagt i en offentlig tråd, ligger problemet hos dem og ikke dig.

#6. Undgå stråmænd

Udsagnet: Det er en stråmand, det der” er sådan cirka lige så sikkert, som at nogen trækker nazikortet i enhver Facebookdebat af en vis længde. Selv om begrebet ofte bliver misbrugt som en defensiv retræte fra en tabt debat eller et dårligt argument, er stråmandsargumentationen reel. Stråmanden består i, at man tillægger sine modstandere et opfundet eller stærkt karikeret argument eller motivation, som man så kan gå til angreb på snarere end at forholde sig til sin modstanders reelle argument. En seriøs debat kræver, at man forholder sig seriøst til sin modstanders argumenter, også selv om man finder dem håbløst dårlige – eller så stærke, at man ikke kan finde på reelle modargumenter.
Se en række eksempler på stråmænd i den politiske debat

#7. Undgå at lave snigeren
Hvis man er aktiv på Facebook og har mange venner, kan det være uoverskueligt at svare på alle eller blot de fleste af de kommentarer, som en opdatering medfører. Det er derfor uundgåeligt, at en række kritiske kommentarer vil forblive ubesvarede. Men er man selv gået ind i en debat, bør man ikke stikke af med halen mellem benene, når og hvis man bliver ristet sagte af sin modstander på ens egen Facebookprofil. Hvor end ydmygende. Endvidere bør man bestræbe sig på at svare på de kritiske kommentarer, som giver en selv den største grad af ubehag, over modstanderens raffinerede argumenter eller påpegning af klare huller i ens argumentation. Helt grelt er den strategiske og udeklarerede sletning af ubekvemme kommentarer (og husk: Risikoen for, at en eller anden har nået at tage et screenshot, der udstiller din udrensning, er overhængende).

#8. Vær tilbageholden med blokeringsknappen
Det er selvsagt ikke en begrænsning af ytringsfriheden, hvis man blokerer en bestemt bruger, så denne ikke længere kan læse eller kommentere på ens indlæg. Chikane og trusler er et reelt problem, det samme er trolls, der ikke har noget ønske om at deltage i en egentlig debat, men blot spammer. Men der er også mange tilfælde, hvor debattører – og i særdeleshed politikere – simpelthen blokerer andre brugere, der imødegår deres opdateringer med modargumenter. En sådan strategisk og selektiv blokering medvirker til at skabe de føromtalte ekkokamre og til at opretholde en forestilling om, at alle ens mange følgere synes, man er genial. Dermed bliver debatten forstillet og hul og i realiteten blot en form for propagandaplatform, hvor ens egne holdninger kan udbredes uimodsagt.

#9. Skældsord og anklager om totalitarisme styrker sjældent argumentationen

Nazister og stalinister findes. Det samme gør røvhuller, idioter og narhatte. Men langt de fleste borgere i Danmark har holdninger, der ligger ret langt fra de to store totalitære ideologier, og har typisk hverken indførelsen af en etpartistat, organiseret folkemord eller oprettelsen af gigantiske fangelejre i Sibiren på programmet. Og som vi alle ved, er den ene mands røvhul den anden mands geni. Derfor er det sjældent konstruktivt for debatten, når uenigheder resulterer i anklager om nazisme eller liberale mængder skældsord. Rent faktisk er det oftest et tegn på, at man er ved at løbe tør for argumenter, og selv om Godwins lov er blevet en kliché, er der god grund til stadig at minde om den.

#10. Undgå whataboutery
Ligesom stråmandsargumentet er whataboutery en særdeles udbredt defensiv strategi, når man konfronteres med argumenter, som man ikke har et svar på, eller som af ideologiske eller positioneringsmæssige grunde vil være ubekvemt at anerkende. Derfor er whataboutery – eller relativisering – også mest udbredt blandt mennesker, der er så tæt knyttet til en bestemt ideologi, parti, bevægelse eller udsyn, at man ikke kan anerkende dennes fejlbarlighed uden derved også at svække sin egen position. Israel-Palæstina-diskussionen er al whatabouterys moder. Du kan derfor være sikker på, at ethvert overgreb begået af en af konfliktens parter straks vil blive bortforklaret af dennes tilhængere, som vil reagere med et hvad med den palæstinensiske terror” eller hvad med bosættelserne og besættelsen” snarere end at forholde sig kritisk til, hvad der er sket på landjorden.

Her er det Zenia Stampe (R), der få dage efter et terrorangreb i Paris med 130 uskyldige ofre, som Islamisk Stat blandt andet retfærdiggjorde med et korancitat, søger at imødegå sammenkoblingen af Koranen og terror ved at inddrage Ku Klux Klan, Anders Breivik, korstogene, slavehandlen og kolonitiden.