signature

Hvorfor jeg tænder på tanken om hævnpornobilleder – og hvad det siger om moderne seksualitet (og mine komplekser)

AFKLÆDTHvorfor er hævnporno blevet så stort? Anders Haahr Rasmussen har talt med Eini Carina Grønvold. Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Der er blevet talt og talt om ufrivillig deling af nøgenbilleder og hævnporno. Men måske har vi overset en stor historie, der fortæller noget afgørende om moderne seksualitet. Anders Haahr Rasmussen har undersøgt fænomenet og talt med kønsdebattør og instruktør Eini Carina Grønvold. Blandt andet om sin egen begejstring for hævnporno.

Jeg har et dilemma. Det handler om porno.

Jeg kender en pige, Emma, der er blevet udsat for hævnporno. Ung kvinde er hun vel retteligt, og det giver heller ikke mening at kalde det hævnporno, for det var ikke sådan, at hun havde såret nogen, som så hævnede sig over hende. Det var sådan, at hendes e-mail blev hacket langvejsfra, som det sker for så mange, men hun var så uheldig at have nogle gamle billeder liggende, som hun havde taget og sendt til sin teenagekæreste nogle år forinden. Hun er nøgen på billederne, laver
frække’ ting, jeg ved det ikke nøjagtig, jeg har ikke set dem.

Snart lå billederne af hende på en pornoside. Sammen med hendes fulde navn, adresse og e-mail. Hendes forældres arbejdsplads var bizart nok også nævnt.

Eller det er måske ikke så bizart, for en del af pointen med at offentliggøre unge kvinders private nøgenbilleder er at få dem til at skamme sig, og tanken er, at de kommer til at skamme sig tifold, hvis de ikke bare selv, men også deres forældre bliver chikaneret af fremmede mennesker, der tilsyneladende får noget ud af at kalde andres døtre for lille luder’ og billig møgso’.

Emma blev selv kaldt alle mulige forfærdelige ting af mænd over hele verden. Mange slags mænd, fra teenagedrenge til universitetsstuderende og familiefædre, skrev til hende for at fortælle hende, hvor klam hun var, hvor lækker hun var (det ene udelukkede ikke det andet), om hun havde flere billeder af sig selv, ellers måtte hun tage nogle, for de ville se flere nøgenbilleder af hende, ellers sladrede de til hendes chef, til hendes forældre, et par dødstrusler blev det også til.

Her er nogle af de erfaringer, Emma gjorde sig:

  • Man kan have en afslappet forhold til sin krop, spille fodbold, dyrke sex uden at skamme sig, men hvis nok mennesker begynder at behandle en som en ting, som et stykke kød, der ikke fortjener respekt eller omsorg, så begynder man selv at tro på det.

  • Når en mindreårig pige bliver frarøvet sine private billeder, mod sin vilje udstillet på pornosider over hele verden, dagligt chikaneret og truet, så foretrækker mange mennesker – journalister, kommentatorer, politikere – at snakke om, hvad hun har gjort forkert. Hvorfor tog hun overhovedet de billeder? Hvorfor sendte hun dem til sin kæreste? Hvordan kunne hun være så skødesløs? Alle ved, hvor høj kurs unge pigers afklædte kroppe er i. Man kan have et stort selvværd og en solid retfærdighedssans, men hvis nok mennesker stiller de spørgsmål igen og igen, så begynder man at stille dem til sig selv, bebrejde sig selv, bebrejde sin krop.

  • En del af de mænd, der skrev til hende, var begejstrede, men ikke så meget over at se hende uden tøj på, eller i hvert fald ikke over det i sig selv. De var begejstrede over at se hende uden tøj på, selv om hun ikke havde lyst til, at de skulle se hende uden tøj på. De var begejstrede over, hvad de forestillede sig måtte være ydmygende for hende, begejstrede over hendes smerte, over selve overgrebet, som de selv bidragede til ved at klikke, købe, dele og skrive.

Hævnporno bliver også kaldt porno uden samtykke, fordi der ikke nødvendigvis er hævn involveret, men altid er en mangel på samtykke. Der er en seksualisering af fraværet af samtykke. Når opmærksomheden en sjælden gang imellem bliver flyttet fra de kvinder, der er på billederne, til de mænd, der kigger på dem, så er den gængse forklaring af deres motiver, at de tænder på fraværet af samtykke.

De tænder på overgrebet.

Det er garanteret rigtigt. For nogle mænd. For andre mænd handler det om noget andet. For mig for eksempel.

Jeg tænder ikke sådan lige umiddelbart på tanken om, at piger og unge kvinder får invaderet deres privatliv og ødelagt deres selvværd, får svært ved at stole på folk, må flytte skole, skifte adresse, ja, nogle har måttet forlade landet, kæmper stadig med selvmordstanker og angst. Jeg synes, det er forfærdeligt. Hvilket er mit dilemma.

For jeg tænder også på tanken om hævnpornobilleder.

Første gang, jeg stødte på fænomenet, var i 2003, jeg var i begyndelsen af 20’erne og hørte folk snakke om to piger fra Gl. Hellerup Gymnasium, der havde taget en masse billeder af hinanden uden tøj på – glimmer og bryster og glatbarberede kønsdele, stærkt pornografiske” blev de kaldt i pressen – fået brændt det hele over på en cd-rom, som de så glemte i cd-drevet på en af gymnasiets computere. To drenge fandt cd’en og lagde billederne på internettet, hvor rygtet hurtigt spredte sig om Hellerup-pigerne’.

Jeg overvejede ikke et sekund, om jeg skulle se billederne eller ej. Selvfølgelig skulle jeg det.

Samme indskydelse fik jeg, da jeg første gang hørte om Emmas historie. Det var inden, jeg lærte hende at kende. De billeder måtte jeg da se. Jeg var nysgerrig. Jeg var heldigvis også blevet klogere i løbet af de seneste ti år. Så jeg lod være. Det er jeg glad for.

Men jeg er nysgerrig efter at forstå, hvorfor genren appellerer. Ingen af de gængse forklaringer passer på mig. Og jeg er ikke alene.

Jeg læste for nylig et interview her hos Zetland med en fyr, der kalder sig Todd og driver en såkaldt vola, som er et sted på nettet, hvor man både kan chatte og dele filer. Todds vola er fuld af mænd, der deler tilfældige kvinders private nøgenbilleder. Det er mænd, der kan lide at se hævnporno, men de er ikke nødvendigvis ude på hævn. I hvert fald er det forbudt i Todds vola at skrive kvindernes efternavne, adresser, kodeord, mobilnumre, mailadresse eller linke til deres Facebook. Hvis man gør det, bliver man blokeret. De gange, ejeren af billederne har henvendt sig for at få det slettet, har Todd slettet det.

Det er ikke for at sige, at Todd er en fantastisk fyr, det er bare for at sige, at der er mere på spil end seksualisering af fraværet af samtykke.

Jeg har på fornemmelsen, at det kræver en rimelig stor omvej at finde ud af, hvad der er på spil. Det skal nok blive en interessant tur. Turen starter på Roskilde Festival for et par år siden.

Jeg kom gående forbi et feministisk debatarrangement på en lille scene i campingområdet. Det handlede om mænd, der rager på kvinder, og var foranlediget af en artikel i Politiken, hvor en håndfuld festivalgæster havde fortalt, hvad de synes bedst om ved Roskilde Festival, hvad de glædede sig mest til, hvilket for en ung fyrs vedkommende blandt andet var at stå helt tæt foran Orange Scene og tage pigerne på røven. En rimelig nederen måde at opføre sig på, og det satte da også gang i en række protester og kritiske klummer, og nu var der så altså debatarrangement om hverdagssexisme og mænds grænseoverskridende adfærd og i det hele taget, hvor utrygt og ubehageligt det kan være som kvinde at være på Roskilde Festival.

For det er ikke bare at blive gramset på af fremmede mænd, kunne de fortælle, det er også at blive råbt efter, når man kommer gående gennem teltlejren, Hey smukke, giver du et kys!” og hvad de ellers kan finde på, man føler sig som jaget vildt, sover med hængelås på teltet, og det er ikke i orden, var der enighed om, at man ikke kan tage på festival og høre en fed koncert med sine veninder uden konstant at skulle have paraderne oppe over for alle de her drenge og mænd, som snakker til en og rører ved en, selv om man bare gerne vil have lov til at være i fred.

Mange kvinder rundt om den lille campingscene delte deres oplevelser. Jeg lyttede, og det lød virkelig ufedt. Urimeligt. Uanstændigt. Og alligevel blev jeg lidt træt. Eller jeg fik lyst til at sige:

Okay, fair nok, rigtig mange unge fyre er nogle klaphatte. Mere end det, de forgriber sig på jer, de opfører sig som idioter, som overgrebsmænd. Det holder ikke en meter. Det skal stoppe. I gør ret i at sige fra, vi må alle sammen sige fra over for det. Men er det nok at sige fra? Hvad med at sige til? Sætte ord på, hvordan I kunne tænke jer at komme hinanden ved.

Det lød, som om udgangspunktet for debatten var, at der fandtes en masse piger og unge kvinder, som bare gerne ville hænge ud med veninderne i teltlejren, gå arm i arm op og høre Thomas Dybdahl på Arena, danse til den lyse morgen og måske, hvis tilfældet ville det, udveksle et par venlige ord og sågar et telefonnummer med en sød fyr, som man så kunne overveje at drikke en hyldeblomstsodavand med på en bænk langs Søerne en søndag senere på sommeren. Det kunne være fint.

Og jeg tænkte: Er du ikke 20 år gammel? Er du ikke single og kåd ligesom os andre?”

Jeg er med på, at det ikke nødvendigvis handler om liderlighed og begær, når en fyr råber fisse” ud ad et bilvindue eller hej smukke” på campingpladsen eller tager en pige på røven foran Orange Scene. Jeg er med på, at det også er en herskerteknik, en magtudøvelse, en måde at dominere rummet på, men det er også, i hvert fald nogle gange, en desperat handling. Et frustreret, tåbeligt forsøg på at skabe kontakt.

Forsamlingen rundt om campingscenen lød for mig som prinsessen i Klods-Hans, der ser den ene bejler efter den anden gøre sig til på håbløs facon.

Duer ikke. Væk!”

Vi kan snildt blive enige om, at det ikke duer. At det må væk. Men hvad skal komme i stedet? Vi er her vel for at komme hinanden ved?

Måske var det, fordi jeg var to lorte høj og havde pubesbehåring stadium 2 (3), men jeg husker det som stort set umuligt at få en flirt op at køre til festerne dengang på Frederiksværk Gymnasium. Det blev ikke meget bedre på universitetet, og det er ikke, fordi det er synd for mig, jeg er ikke ude efter medlidenhed, men da jeg studerede i Odense, gik vi meget på Boogies, og jeg kan bare huske at tænke, hvor ærgerligt det var.

Her stod vi, et rum fuld af piger og drenge, nok 50 af hver, festklædte, opstemte, klokken halv tre om natten, single og fulde og glade og, bilder jeg mig ind, for de flestes vedkommende med en lyst til at komme i nærkontakt med et andet menneske. Det var vel i hvert fald med i tankerne, da man satte håret og tog ud ad døren, at det kunne være meget dejligt med lidt lir, en flirt, danse tæt, kysse, hvad det nu måtte blive til, hvad der nu føltes rigtigt, og selvfølgelig kunne det være en sjov aften uden at snave, men det var alligevel nok de færreste, der havde som drøm for aftenen at stå og snakke med sin ven eller veninde i baren uden at blive forstyrret, bare danse lidt i fred.

Jeg tænker på en kort tekst i Amalie Laulund Trudsøs bog Koordinater, hvor en fyr kommer til fest hjemme hos fortælleren, de er gamle venner, han har en giraf af stof med til hende, han spiller op, og skumring bliver til solopgang, og ginflaskerne står tomme hen, og de sidste gæster lister af.

Men du er faldet i søvn på min sofa, det lader du i hvert fald som om. Du siger, da jeg sætter mig: Hov, jeg faldt vist hen. Ja, det gjorde du vel, min fine ven, min fine, fine ven, og nu vil du bolle, så langt er jeg med, men alligevel er det vanskeligt at komme derhen.”

Sådan stod jeg lidt på Boogies og tænkte, hvor vanskeligt det var at komme derhen, og hvor ærgerligt det var, at kun, hvad ved jeg, ti ud af os 100 mennesker skulle gå herfra med oplevelsen af at have mærket en andens krop, kysset kæben af led, måske have sex, for vi havde jo lyst til den slags, alle sammen, og regnestykket gik op, hvorfor skulle det være så svært?

Der er sikkert mange grunde til, at det er svært. Det kan være svært at få skabt kontakt. Det var et udbredt problem, åbningsreplikken, og så den her oplevelse, når man spurgte, hvad hun drak, der havde sådan en farlig grøn farve, eller om hun også godt kunne lide Justin Timberlake, det her blik, hovedet, der drejer, kun fra halsen, kroppen bliver stående, et pligtskyldigt svar og så hovedet tilbage i sync med kroppen, tilbage til veninden, du må komme med noget bedre, makker, så let får du ikke mig i tale.

Måske er jeg også selv sådan, i andre situationer, når jeg er den eftertragtede, i Istanbul for eksempel, som hvid turist, man kan jo fandeme nærmest ikke dreje rundt om et hjørne uden at blive prakket et Kelim-tæppe, to kilo ristede hasselnødder og en guidet sejltur op ad Bosporus på.

Og de har for længst luret, alle de sælgere, at kontakten skal skabes på så venlig og ydmyg en måde som muligt, ikke noget med at stikke varerne op i snotten på mig med det samme, nej, de camouflerer deres intentioner, Hello, sir”, stiller et simpelt spørgsmål, Where are you from?” eller How are you doing?”, sådan at mit valg ikke står mellem at købe hasselnødder eller ej, men mellem at svare på deres spørgsmål eller uhøfligt ignorere det, og hvis jeg svarer, så har de pludselig en fætter i København og kan et par sætninger på dansk, så nu bliver det endnu sværere at slippe væk, endnu mere uhøfligt at afbryde samtalen, så hellere slet ikke gå ind i den, også fordi der i nogle områder er 100 henvendelser i timen, og jeg vil også gerne nå forbi Den Blå Moské og i det hele taget bare være lidt i fred, kigge mig omkring på basaren og selv finde ud af, hvad der fanger mit øje, så jeg hærder mig, afviser alle henvendelser uden at tage stilling til dem, uden at værdige dem et blik, det føles nødvendigt og godt, indtil en eller anden fyr bliver ved med at gå bag mig og sige Excuse me, sir”, selv om jeg har sagt både No, thank you,” og Not interested”, så bliver han ved, og til sidst kommer han op på siden af mig, Excuse me, sir, you dropped this”, hvorefter han rækker mig min pung, og jeg synker sammen af skam, mens jeg takker ham og undskylder og prøver at forklare ham, hvorfor det føltes nødvendigt at være så uhøflig, men han smiler bare og nikker, It’s okay, sir, no problem,” måske forstår han det godt, måske tager han det ikke personligt, og måske burde jeg heller ikke tage det personligt, måske forstår jeg også godt, hvorfor nogle piger på nogle barer har en hærdet attitude.

Jeg er ikke ude efter en tapperhedsmedalje. Det er bare for at sige, at nogen skal gøre noget, før der sker noget. Min åbningsreplik var sikkert lam, men jeg stillede mig da frem og stod ved, at jeg var her for at møde andre mennesker.

Og nu kan jeg høre min veninde Trine sige, at Anders, jeg går altså ikke i byen for at snave med fyre, jeg går i byen for at have det sjovt med mine venner, for at drikke lækre cocktails, for at danse og fyre den af, og jeg siger, jo, bevares, jeg går i byen af nøjagtig de samme grunde, selv om jeg så nok mest af alt drikker øl på flaske, men jeg går også i byen, fordi der er en masse fremmede mennesker, især en masse søde piger, og fordi der nogle gange sker det, at en sød pige synes, man er sød, og så har man med hinanden at gøre på en måde, som er så overdrevet fedt, at det overgår selv den hyggeligste fuldemandssludder med vennerne gange 100.

Det vil jeg gerne gøre noget for at få til at ske. Og så kan det være, at mine forsøg er klodsede, men dine er ikke-eksisterende, og du skal ikke bilde mig ind, at det ikke også klør og kilder i kroppen på dig, for jeg har set dig stå og snave med fyre i byen, jeg har set dig tage med dem hjem, og du har for det meste haft okay optur over det.

Jeg har flere veninder, der har fortalt mig, at de kun tager med en fyr hjem fra byen, hvis de er ligeglade med at få ham at se igen. For de får ham som regel ikke at se igen, hvis de går i seng med ham første aften. Han bliver uinteresseret, hvis han får det hele så nemt. Hellere holde lidt igen, holde ham sulten og lysten, bevare lidt af sin egen dyd, få ham til at forstå, at man ikke er den slags pige’. Ikke at de selv abonnerer på luder/madonna-opdelingen, men det gør han, og der skal desværre kun én til at holde den løgn i live.

Slut-shaming er en virkelig ting. Jeg kan huske Anne Sofie fra parallelklassen i gymnasiet. Hun knaldede med dem, hun havde lyst til, og Anne Sofie manglede ikke lyst. Anne Sofisse, blev hun kaldt. Der er nok en grund til, at skolegårdens skældsord par excellence er bøsse/homo/fims/gay” til drenge og luder/slut/skøge/billig” til piger. Hvert sit køn, hver sin helligbrøde.

Jeg har en ven, som jeg her vil kalde Johnson. Johnson er en høj, flot fyr, håret sidder, skjorten passer, velanset job som arkitekt. Han er en af den slags fyre, som får mine veninder til at konkludere, at fyre ikke respekterer kvinder, der går i seng med dem første aften.

Johnson er single, og det har han været i mange år. Han har vel været i seng med omtrent 100 forskellige kvinder. Det lyder måske af meget, men hvis man igennem 15 år har sex med en ny kvinde cirka hver anden måned, så når man deropad.

Ofte har Johnson kun sex med en kvinde én gang. Vi har grinet lidt af hans morgenritual dagen efter en vellykket tur i byen. Hun er vågnet tidligt og er listet af efter at have skrevet sit navn og telefonnummer, som regel på en seddel fra den blok, Johnson har liggende på køkkenbordet. Tak for i går,” står der, måske efterfulgt af en lille smiley.

Når Johnson vågner, sjosker han søvndrukkent ud i køkkenet, hælder vand i elkedlen og kaffebønner i kværnen. Så tager han sedlen med Julies eller Theas eller Natalies navn og nummer, krøller den sammen og smider den i skraldespanden, inden han går ud på toilettet, tømmer blæren og kaster lidt koldt vand i ansigtet.

Det er nærliggende at tro, at Johnson mister interessen i de her damer, fordi de knalder med ham første aften. Det er på sin vis også rigtigt nok, men ikke af den grund, mine veninder tror. Johnson smider ikke sedlen med navn og nummer ud, fordi Julie/Thea/Natalie har degraderet sig selv fra Madonna til luder. Hendes fejl’, i Johnsons optik, er ikke, at hun udlevede sit begær uden at skamme sig. Det skal hun være mere end velkommen til. Hendes fejl er, at hun ikke gennemskuede ham.

For se, når Johnson går i byen og snakker med damer – og her er Johnson alt andet end et særtilfælde – så spiller han et spil. Han spiller rollen som scorekarl. Det minder lidt om Joey fra Venner, når han får øje på en flot kvinde:

How you doin’?”

Aj, det vil Johnson være ked af at høre. Han er mere elegant. Mere underspillet. Men for mig, der kender ham, er forvandlingen markant. Kroppen, der ranker sig, blikket, der tildeler hende al opmærksomhed. Den overlegne, kækt selvironiske måde, han taler om sit liv. Sikre betragtninger om aktuelle politiske debatter. Hv-spørgsmål til hendes liv. De små ordspil, der får det hele til at ligne en leg.

Johnson er også en klodset fyr fra Frederiksværk, der er bange for forandringer, ærgerlig over sine store fortænder, usikker på, om han er klog nok, og ret tit i tvivl om, hvad han egentlig føler. Det ser hun ikke skyggen af. Selvfølgelig gør hun ikke det. Johnson bliver jo med al sandsynlighed afvist. Det er han blevet uendelig mange gange før, og det vil han blive uendelig mange gange igen.

Heller ikke her er Johnson noget særligt.

Jeg har endnu aldrig mødt en kvinde, der helt har kunnet sætte sig ind i, hvor integreret en del af ens opvækst som heteroseksuel dreng det er at blive afvist.

Nogle siger: Ha, det kan du tro, jeg ved, jeg har skam prøvet at blive afvist,” og så fortæller de en anekdote eller to om engang på en bar, til en fest, hvor de sagde sådan og sådan, men de har ikke forstået, at det ikke så meget handler om afvisningen som en oplevelse, man har haft en, to, tre eller syv gange. Det handler om afvisningen som et dagligt vilkår. Et vilkår, der følger med den initiativbyrde, man er underlagt som mand. Intet kommer til den, der venter. Som amerikanerne siger med deres ti små berømte ord: If it is to be it is up to me.

Så man sender et blik i bussen, skåler i baren, stiller et spørgsmål. Tusinder små og store udtryk for nysgerrighed og interesse, afvist. Man ender med at føle sig afvist af hende den flotte på busreklamerne.

Mine veninder har tit prøvet ikke at få, hvad de ville have, men afvisning handler ikke om ikke at få, hvad man vil have. Det handler om at føle sig uvelkommen. Noget så sårbart som ens oprigtige interesse er uigengældt. Og det giver et lille stik. Man er ikke skuffet, som når man ikke får, hvad man vil have. Man er ensom.

Man lærer at udtrykke sin interesse uden at blotte sig. En afvisning siger ikke andet om dig, end at du skal øve dig noget mere,” som der står på Neil Strauss’ blog, forfatteren til scoremanualen The Game. Der er en grund til, at den slags bøger gør så meget ud af afvisninger. Det er, fordi de er et uomgængeligt vilkår.

Så der står Johnson, hærdet, og fører sig frem. Han vil ikke afvises på sit glatte ansigt, så han spiller spillet. Det er for længst blevet rutine.

Problemet er bare, at Johnson – som de fleste andre mennesker – gerne vil afsløres. Han vil gerne ses for den, han er. Han længes efter en pige, der ser gennem al staffagen og griner lidt af ham, på sådan en kærlig måde, så han kan grine lidt af sig selv og sin kejtede facon, som han har arbejdet så hårdt på at camouflere. For han bryder sig egentlig ikke om den karakter, han er endt med at være ude i byen. Smart, kynisk, målrettet.

Når han næste morgen krøller sedlen med Julies/Theas/Natalies navn sammen, så er det ikke, fordi de gik hjem med ham. Det er, fordi de ikke gik hjem med ham. De gik hjem med ham den smarte, og det har Johnson paradoksalt nok ikke den store respekt for. Han har respekt for kvinder, der gennemskuer det pis der. Og så må de ellers være lige så skamløst liderlige, som de vil.

Faktisk er det mit indtryk, at der blandt mine venner er en stor glæde ved kvinder, der giver sig hen til deres lyster. Måske ligefrem en længsel efter det. Det viser sig også, når mænd vælger porno.

Hvis vi for en kort stund bevæger os ind på en ganske almindelig pornoside, så er der usandsynlig mange kategorier at vælge imellem. Der er Asian’, Arab’ og Anal’, der er Squirting’ og Cumshot’ og Creampie’, som beskriver den situation, der opstår, når en mand har spermet i fissen eller røven på (som regel) en kvinde, og sæden (the cream) så begynder at løbe ud af hende. Der er Big Tits’, Big Butts’ og Teens’, Hairy’, German’ og Hentai’, som er japansk manga-porno. Shemale’, Vintage’ og Threesome’, og så er der en meget populær kategori, der hedder Casting Couch’.

Casting Couch går ud på, at en mand sidder bag et skrivebord i et intetsigende kontorlokale, hvor der altid også er en sofa, gerne af billigt læder. Historien er, at han har indrykket en annonce, hvor han søger efter modeller, og nu sidder han så på sit kontor og foretager jobsamtaler’ med unge og i varierende grad smukke kvinder, der drømmer om at blive modeller.

Det er ikke en særlig sympatisk pornogenre, for annoncen er falsk, der er ikke noget modeljob, manden bag skrivebordet gør det for selve jobsamtalens’ skyld. Hun er nervøs – eller rettere: spiller nervøs, for det hele er iscenesat – ved ankomst, bliver endnu mere usikker på sig selv, når han beskriver hendes kropsform og forklarer, hvorfor hun ikke er egnet til catwalken, men et forsigtigt smil breder sig, når han beskriver hendes fortrin, måske hendes bryster, og hvordan han muligvis har et job til hende.

Det er af erotisk karakter,” siger han så.

Smilet stivner som regel. Men hun har brug for pengene, så hun tager tøjet af, da han beder om at få lov til at se nærmere på hende. Ofte finder han så et videokamera frem og tilbyder hende, hvad der svarer til nogle hundrede kroner, hvis hun er med på at vise sine skills nu og her.

Jeg er nødt til at se, hvordan du fungerer på film,” siger han og opfordrer hende til at sutte hans pik.

Det er forskelligt, hvordan kvinderne reagerer. De er præsenteret som helt almindelige studerende, tjenere, tøjekspedienter i begyndelsen af 20’erne. De fleste rynker brynene. Ser på ham, som om han var idiot. Afviser. Siger, at de ikke gør den slags. Men de har stadig brug for pengene, er også en smule nysgerrige, og efter lidt tid sidder de på knæ med hans pik i munden, mens de på opfordring kigger kælent op mod ham og kameraet, og det ender som regel med, at de gennemfører et fuldbyrdet samleje hen over skrivebordet eller på den billige lædersofa, mens der krydsklippes mellem et overvågningskamera i loftet og hans håndholdte point of view.

Hvis det lyder gustent, så er det, fordi det er gustent. Men der er ét tidspunkt, der altid har fungeret usandsynligt ophidsende for mig, når jeg har set en episode af casting couch, og det er det øjeblik – efter den indledende skepsis, benene over kors, overtalelsen, lokkemaden, det mekaniske blowjob med det falsk-liderlige blik – det øjeblik, hvor de knepper, hvor hun for eksempel ligger på sofaen på alle fire, mens han tager hende bagfra, og hendes støn begynder at lyde inderlige. Hendes hånd rækker bagud og griber om hans hofte, som hun fører frem og tilbage, hjælper til med at støde hans pik op i sig, hun laver lange, dybe lyde af vellyst, hun virker liderlig og løssluppen og med lyst til at kneppe.

Det er sikkert indbildning, men det fungerer. Det føles så befriende at se på. Der ligger hun, naboens dydsmønster af en datter, der aldrig lod så meget som et eneste hormon løbe løbsk, aldrig sendte så meget som et sultent blik i ens retning, nu på alle fire med en tilfældig tyksaks fede pik oppe i sig, og hun ser ud til at fucking elske det.

Det lyder måske som den gamle traver af en fantasi om den stramt indpakkede sekretær med briller og knold i nakken, indtil man er alene med hende i kopirummet, hvor hun slår håret ud og viser sig som en vildkat.

Men det er ikke overgangen fra frigid til frivol, der er så stor længsel efter. I hvert fald ikke for mig. Det er længslen efter et ærligt udtryk for et menneskeligt vilkår. Vi lever, vi er lystne. Det fællesskab, det medfører.

Når hun ligger der på lædersofaen og hjælper ham med at støde igennem, så hænger verden sammen igen. Jeg føler mig forbundet med hende. Og der er genoprejsning efter alle de gange, man stod tilbage som et ensomt fjols, fordi man kåd og kontaktlysten rakte ud mod folk, der lod til at være hævet over den slags behov.

Der er folk, der dyrker hævnporno, fordi de tænder på at gøre kvinder fortræd. De tænder på at overskride deres grænser, ydmyge dem og udskamme dem. Jeg får nogle gange indtryk af, at de hader kvinder. Eller er virkelig bange for dem. Måske begge dele.

Der er andre folk, der ser hævnporno, fordi de tænder, ikke på fraværet af samtykke i sig selv, men på det kig bag kulisserne, som fraværet af samtykke muliggør. Det virker stærkt, fordi offentliggørelsen var utilsigtet. Hun gjorde det ikke for penge. Hun gjorde det ikke for berømmelse. Hun gjorde det ikke for andre end sig selv og sin kæreste, i et ærligt, begærligt øjeblik. Netop derfor skal det selvfølgelig have lov til at forblive privat. Netop derfor er der så stor efterspørgsel efter det.

På den måde er der faktisk tale om en slags hævn. Det er ikke den forsmåede ekskærestes hævn. Det er den jævne knægts hævn over alle de åbningsreplikker, der blev hånet, alle de søgende blikke, der blev slået ned, alle de friends uden benefits, alle de fester med logrende hale og ingen legekammerater, alle de uendelige initiativer og afslag fra kvinder, der prøver at bilde verden ind, at sex ikke er et behov, de kender til, men et dyrebart gode, som de stolt råder over og afmålt uddeler til os anderledes naturbundne væsner, der hopper og danser for at gøre os fortjent.

GRÅZONE“I mange år har det jo været sådan et underligt gråzoneland, hvor man som mand skulle være den styrende og samtidig ikke komme til at styre for meget," siger Eini Carina Grønvold. Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

Og så kan jeg vist heller ikke skrive mere om det her emne uden at drukne i selvretfærdighed. Så jeg har snakket med Eini Carina.

Eini kom på besøg hjemme hos mig. Det viste sig, at hun bor et par hundrede meter nede ad gaden. Jeg er kun stødt på hende en enkelt gang, og det var til en lille festival på Sejerø. Ellers kender jeg hende mest fra den offentlige debat. I snart ti år har hun skrevet om porno og prostitution, om Beyoncé og stripklubber og luderstigma på de store dagblades opinionssider, på blogs, i kronikker og på Facebook, hvor jeg også har kunnet se billeder af hende under en rød paraply i demonstration for sexarbejderes rettigheder. Men det er alt sammen en fritidsbeskæftigelse.

Eini, med det fulde navn Eini Carina Grønvold, er uddannet manuskriptforfatter fra filmskolen Super16. Først skrev hun Daimi, en klaustrofobisk kortfilm om en lille pige, der sammen med en kælegris tilbringer juleaften alene i en hærget lejlighed med et værelse, hun for alt i verden ikke tør gå ind i.

Året efter skrev hun Lækre til vi dør, en vampyrfilm om teenagepiger med en scene, som jeg kan huske at være rimelig på røven over, da jeg så den som jurymedlem ved Odense Kortfilmfestival i 2013: Tre veninder, Kimmi, Sally og Nancy, der drikker sig stive, mens de diskuterer, hvem de helst ville bolle med, hvis de skulle vælge mellem deres mor eller far.

Einis tredje film, Teenland – om en pige med overnaturlige kræfter indlagt på en institution for at blive normaliseret, indtil hun gør oprør sammen med en anden pige ved navn Ting-e-Ling – blev nomineret til en Robert og udtaget til verdens største film- og musikfestival, South by Southwest i Texas.

Hun er for længst udråbt til et af Danmarks store filmtalenter og sidste år interviewede Alt for damerne hende som en del af deres serie om 50 enestående kvinder, som vil inspirere dig”. På spørgsmålet om, hvad hendes planer er for fremtiden, svarede Eini, at hun var træt af at råbe op. Træt af at debattere.

Først og fremmest skal jeg kneppe og skrive mere og snakke mindre.”

Heldigvis har hun indvilget i at snakke med mig. Jeg har fyldt min farmors store tekande med grøn myntete, og det er godt, for Eini trænger til noget varmt, da hun ankommer. Selv om gåturen var kort, er hendes lange sorte hår vådt. Det regner koldt udenfor.

Jeg fortæller hende om mit forhold til hævnporno. Om Hellerup-pigerne og begejstringen ved maskefaldet. Hun lurer hurtigt, hvor jeg vil hen.

Der er et ønske om samhørighed,” siger hun.

Præcis.

Det er en længsel efter at grave ind under kvindens facade og finde hendes egentlige’ lyst. Ikke den, der er blevet iscenesat og photoshoppet og pakket ind i alt muligt, der gør den utilnærmelig. Men den lyst, der bare er.”

Ja, derinde hvor hun føler sig helt tryg. Hvor hun bare er ærlig.

Hvor er det fint, egentlig,” siger hun.

Jeg synes også, det er meget fint.

Eini griner. Hun skænker sig endnu en kop te:

Men jeg får lyst til at spørge: Ville det ændre noget for dig, hvis hun selv lagde billederne op?”

Jeg tror, det ville have samme effekt, som amatørporno har. Hvor jeg tænker, at de hele tiden har været bevidst om, at det skulle deles. Så selv om det er amatør, så er det stadig en performance. Som jeg bilder mig ind er for mig. For min skyld.

Så du har en forestilling om, at hævnporno er mere ægte? Fordi den ikke er rettet mod dig?”

Ja.

Måske er det dét. Du er usynlig som beskuer. Det er en voyeuristisk fantasi. Om at du ikke skal tage ansvar for situationen på nogen måde. Heller ikke i indirekte forstand ved, at dit begær skal være styrende. Måske er det i virkeligheden en længsel efter at kunne slippe for altid at skulle definere det seksuelle rum. Som mand,” siger Eini.

Der er noget dér.

I mange år havde jeg et fællesskab med nogle andre kvinder, og vi holdt sexfester, der var kvindestyrede. Det måtte aldrig være en mand, der holdt festen. Det måtte aldrig være en mand, der satte rammerne for festen. Mændene var der kun som gæster, inviteret af kvinderne. Det var kvinderne, der styrede det. Og ligesom det blev et frirum for kvinderne, så blev det et frirum for mændene. Erfaringen var, at de bedre kunne stole på vores lyst. De kunne bedre stole på, at det, der foregik, ikke var noget, de behøvede at … være på vagt over for.”

Hvordan være på vagt’?

I mange år har det jo været sådan et underligt gråzoneland, hvor man som mand skulle være den styrende og samtidig ikke komme til at styre for meget, for så kom man måske til at være overgrebsmand. Siden andenbølgefeminismen har det været et rum, hvor spillereglerne har været enormt utydelige. Og det gælder for seksualitet generelt, at jo mere man kan slappe af, des mere kan man give sig hen til sin nydelse. Det er noget af det, der fungerer så godt med sadomasochisme. Der har man en klart defineret dominant og en klart defineret submissiv.”

Jeg er ikke helt færdig med at tænke over forskellen mellem hævnporno og så den situation, hvor kvinden selv lægger billederne op. For måske kan jeg alligevel godt blive lidt bange, hvis hendes seksuelle udtryk er for offensivt. Hvis det har en større dagsorden. Med hævnporno er det appellerende ligesom, måske ligefrem betryggende, for mig i hvert fald, at hendes seksualitet ikke vil noget særligt. Den vil ikke noget voldsomt politisk, den vil ikke sluge hele verden. Den vil bare gerne knalde med den her fyr.

Og så er det spændende. Helt elementært. Der er noget, man ikke må se. Det er basal dramaturgi. En striptease af en krimi. Hvis man vil finde nøgenbilleder af mig på nettet, med ansigt og hele lortet, så vil det tage meget kort tid. Der er aldrig nogen, der har brugt det mod mig. Mange andre kvinder i den feministiske debat får ekstremt mange ubehagelige henvendelser fra mænd. Pikbilleder og alt muligt. Det har jeg ikke oplevet. Og jeg synes, det er mærkeligt, for jeg har i perioder været en fremtrædende seksuel figur. Så hvad er det, der gør forskellen? Er det, fordi man gør sig angribelig i det øjeblik, man forsøger at skjule noget? Sådan at det bedste forsvar er skamløshed?” spørger hun.

Jeg kan i hvert fald godt sætte mig ind i, at hvis man som mand skriver en sviner eller sender et pikbillede til en, hvad skal vi kalde det, pæn pige’-feminist, så forestiller man sig, at det virkelig kommer til at provokere hende. Overskride hendes grænser.

Ja, klart.”

Mens hvis man sender det til dig, så …

… så whatever.”

Præcis.

Det er på en måde et spejl af vores snak om hævnporno.”

Trods al min interesse for køn og sex, så har jeg altid oplevet min egen seksualitet og mit eget begær som nærmest pinligt trivielt. Det er også derfor, tror jeg, at jeg kan have det svært med feministisk porno. Jeg bliver sådan en lillebror i et storesøster-univers. Sådan shit, mand, det er stærke sager, det her,’ og jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvad jeg tænder på.

Det kan jeg totalt genkende. Hvis jeg er i selskab med en mand, der er meget frembrusende med sin seksualitet, så tørrer jeg også helt ud. Jeg kan slet ikke navigere i det. Og det er da klart. For hvis nogen siger: Jeg vil det her!’ så kan det være svært at mærke sig selv, svært at mærke, hvad man vil.”

Ja, men samtidig kan jeg have optur over offensive kvinder. Det er på et spinkelt empirisk grundlag, men alligevel, de ældste, jeg har været sammen med, er fra starten af 70’erne, den yngste er fra 92, og det er mit indtryk, at der er en støt fremadskridende skamløshed omkring eget begær.

Det er også mit indtryk. Blandt kvinderne især,” siger hun.

Jeg kan huske for nogle år siden, hvor jeg var på en klub med nogle venner her i København, og jeg hookede op med en lidt yngre pige. Vi dansede og snavede, og da vi havde gjort det i noget tid, spurgte jeg: Skal vi tage hjem?’, for jeg ville gerne knalde med hende. Og hun var sådan Skal vi ikke bare gå ud på toilettet?’. Og jeg var helt forvirret, sådan Øh, jo, okay’, jeg troede, det mindste, jeg kunne tilbyde, var, at vi gik hjem. At jeg ligesom ofrede festen og drukturen med gutterne for det knald. Og jeg har også prøvet, et par uger efter at have holdt et oplæg, at få en sms, igen fra en yngre kvinde, der bare skrev: Er du ude? Skal vi drikke en øl?’ og jeg var sådan Hvem skriver?’, og så svarede hun, at hun havde set mit oplæg og godt gad at drikke en øl med mig, og det fik mig til at tænke: Fedt, mand – klart vi skal!’

Hun har taget styringen. Men så er det interessant: For hvad er forskellen på de to og så den seksuelt offensive kvinde, som overvælder dig?”

Nu er det min tur til at tanke op på te. Og knække et stykke af den plade chokolade, jeg har lagt frem.

Jeg tror … altså … jeg går til tennis, ikk’. Så jeg kan tennis. Jeg kender mig selv på en tennisbane, jeg ved ting, jeg ved, hvad der sker, når jeg gør sådan og sådan, jeg ved, hvad jeg synes er sjovt på en tennisbane. Nogle gange kan jeg godt få fornemmelsen af, at der er folk, der går til sex. Og jeg føler mig inkompetent i den sammenhæng.

Klart, klart,” når Eini at sige, inden hun begynder at grine.

Jeg har ikke noget problem med skamløst liderlige kvinder. Jeg synes, det er smukt, at de er liderlige og ikke skænker det synderligt mange tanker ud over Hey, du er dejlig, skal vi ikke tage hjem til dig og være nøgne’. Det gør mig kun glad. Problemet opstår, når hun er sådan Jeg er til det her og det her’, eller Jeg udforsker det her for tiden’. Jeg stivner ligesom. Øøøh, jeg ved ikke lige, hvad jeg er til, faktisk, jeg plejer bare at tage tøjet af og se, hvad der sker.’

Hahahahahahaha …”

Einis latter er dyb og højlydt, helt nede fra maven. Da hun har grinet af, siger hun, at der er to spørgsmål at forholde sig til: 1) Er mænd mere liderlige end kvinder? 2) Hvis ja, hvorfor?

Selvfølgelig ikke på individplan, det ved vi godt. Vi er meget forskellige. Men der er jo … jeg tør næsten ikke tale om det her, for jeg er bange for at få hele queer-politiet på nakken, men så må vi lige rette det til bagefter. Men altså, det er jo påvist, at testosteron er styrende for lyst. Og hvis man kigger på, hvor meget bøsser boller, og hvor meget lebber boller, så er der rimelig vild fucking forskel.”

The lesbian bed death er der vist noget, der hedder.

Det er der nemlig. Og jeg voksede op i et hjem med en stedfar, som havde været en del af bøssemiljøet i 70’erne. En del af hans venner tilhørte stadig det miljø og kom i vores hjem. De fleste af dem kradsede af i 90’erne, men jeg kan huske, at en af dem, Bent, hed han, Store Bent, han var gift med Lille Bent, og Store Bent sagde til mig i en ret tidlig alder, at den gennemsnitlige homoseksuelle mand har 500-600 seksualpartnere om året. Og det var mystisk for mig, for jeg tænkte: Hvordan får de tid til det?’”

500-600 om året?

Ja. Han havde tidligere været gift med en kvinde, men det ægteskab var han brudt ud af, fordi han ikke fik nok sex, og så var han blevet bøsse. Det var derfor. Sagde han,” siger Eini.

Samtidig har jeg hørt en del kvinder beskrive, hvordan de ikke har særlig meget lyst til sex. Og jeg har tænkt: Det er, fordi I skammer jer så meget over jeres begær, at I bliver nødt til at kanalisere det ud andre steder.’ Tilsvarende har jeg tænkt om mænd: Kunne en af grundene til, at de generelt er mere liderlige end kvinder, være, at sex er deres eneste acceptable kilde til intimitet? Man kan være heldig at kramme hinanden, hvis man scorer et mål i fodbold, men ellers er det gennem sex.”

Jeg fortæller Eini om en oplevelse, jeg havde i Vejen Idrætscenter.

Det ligger et par kilometer fra Askov Højskole, hvor jeg gæsteunderviste en vinter for nogle år siden, og en eftermiddag gik jeg en tur og endte så i det her gigantiske anlæg fuldt af mennesker, der spillede squash og fodbold og løftede vægte og dyrkede karate og sprang i trampolin. På et tidspunkt gik jeg forbi en håndboldbane. På tilskuerpladserne sad en håndfuld piger, 10-12 år gamle, de så ud til at være færdige med dagens træning, og nu sad og lå og slængte de sig så der, den ene med hovedet i skødet på den anden, den tredje i gang med at flette hår på den fjerde, sludrede og grinede.

Med ét blev jeg ramt af misundelse. Det føltes, som om jeg havde lyst til at være med. Ikke konkret, lægge mig ned med de piger, men jeg kunne mærke en længsel efter den type samvær. Og det slog mig, hvor udelukket det var i min opvækst som dreng.

Fra fem-seksårsalderen begynder fysisk nærvær at skulle tage form af aggression. Pigerne er uden for rækkevidde, og de andre drenge må man kun røre, hvis man tumler rundt sammen i en slags brydekamp.

Jeg interviewede engang en britisk sociolog på samme alder som mig, og han genkendte beskrivelsen.

Dengang kunne en heterofyr stort set kun tillade sig at kæle med sin hund,” sagde han.

TENNIS + KØNWozniacki, gamle mødre og en manglende lyst til at få børn er nogle af de ting, Anders Haahr Rasmussen tidligere har skrevet om for Zetland. Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

Den dag i Vejen slog det mig, hvor forskelligt piger og drenge bliver socialiseret til at søge samvær med andre kroppe. Og efter ti års adskillelse står de så til en gymnasiefest for at komme i nærkontakt. Det skal blive svært.

Jeg forestiller mig, at hele mandens overflade er forkalket,” siger Eini.

Bortset fra pikken.”

Hun griner igen.

Pikken, hvor det hele strømmer ud i en skarp stråle.”

Samtidig er der også noget andet. For det er ikke nødvendigvis sådan, at jeg står i baren med en ordentlig gren på. Det er også bare, fordi jeg er nysgerrig. Det husker jeg som en stor del af det. Man ville gerne prøve ting. Det var spændende, og der var status i erfaringen. Status i at have gjort ting, i at vide ting, i at kunne snakke med om de her ting.

Ja. Så hvad er det egentlig, der driver én fremad?”

Jeg har hørt sexologer skelne mellem 1) at mærke lyst, 2) ikke at mærke lyst og 3) at mærke ulyst. Den stereotype udlægning er så, at 2’eren, den neutrale, går hver sin vej for mænd og kvinder. Mænd behøver ikke mærke lyst for gerne at ville have sex. De skal bare ikke føle decideret ulyst. Mens kvinder skal mærke decideret lyst.

Det giver mening. Du risikerer noget som kvinde, hvis du har sex. Både socialt og fysisk. Du kan blive udstødt, du kan blive gravid. Det giver mening, at hun skal føle lyst, før hun gider løbe den risiko. Derudover har hun en masse andre kilder til intimitet, som de fleste mænd ikke har,” siger hun.

Oplevede du, at din seksuelle udfarenhed havde konsekvenser?
Ja, de andre piger kunne ikke fordrage mig. Virkelig ikke. Så jeg oplevede ikke at kunne være en del af pigegruppen. Jeg udgjorde en trussel. Og når jeg forsøgte at have veninder, så kunne jeg mærke, at deres forældre var bekymrede for, at deres døtre omgikkes mig, fordi de tænkte, at jeg ville have dårlig indflydelse på dem,” siger Eini.

Hvorfor?

Jeg blev tidligt bevidst om mine tiltrækningsevner. Jeg udviklede bryster i en meget tidlig alder, og det brugte jeg. Fra jeg var 12 år, begyndte jeg at klæde mig meget sexet, hvilket provokerede mange voksne. Nu kommer jeg i tanke om en sang, jeg skrev og sendte ind til MGP sammen med to veninder. Stærkeste køn var titlen. Den handlede om at bolle. Omkvædet lød: Jeg ved, du vil have mig, og også hvordan.’ Der har jeg været 11 år. Vi kom ikke med. Og de måtte ikke lege med mig mere bagefter.”

Så du havde ingen veninder?

Nej. Jo, der var Mia. Hun var en slags ven. Hun boede også i Brønshøj.”

Hvor gamle er vi her?

12 år. Jeg havde lært hende at kende gennem to andre piger, som jeg så ikke måtte lege med mere. Men Mia var også ret fremmelig. Hun var en meget naiv, blond pige, Britney Spears-fan, vi var et umage par, men det var fint. Hun var meget populær blandt drengene, kendt for at have en flot numse og sådan nogle ting. Hun kunne godt lide at kysse med drengene. Og hun interesserede sig for sex, så det kunne vi tale om. Lidt. Jeg kan huske, at Mia engang sagde til mig: Jeg forstår ikke, hvordan folk ved, hvad de godt kan lide. Jeg ved aldrig, om det er noget, jeg selv kan lide, eller om det er, fordi andre kan lide det.’ Det synes jeg sagde en del om Mias personlighed.

Det var i de søde dage, da Kanal København viste porno fra klokken 22, og det fortalte jeg Mia om. Jeg havde fjernsyn på værelset. Hun var meget fascineret. Og jeg var sådan: Skal vi ikke tage hjem til mig og holde pyjamasparty? Så kan vi se porno sammen og måske have sex.’ Det var hun med på.

Der burde jeg måske have tænkt over hendes kommentar om, at hun ikke anede, hvad hun kunne lide. Men jeg var bare flyvende. For på det tidspunkt havde jeg ikke haft sex, og det var det eneste, jeg tænkte på. Fra jeg var ni år gammel, tænkte jeg kun på, hvornår jeg kunne komme til at kneppe. Om aftenen bad jeg til Gud om at kneppe.

Så det, at Mia gerne ville se porno og have sex … wauw! Og hun tog med mig hjem. Og vi lå i min seng og så porno sammen, og jeg syntes, det var helt utrolig liderligt. Jeg var fuldkommen ekset. Jeg kunne godt mærke, at Mia var lidt akavet … hehe … hun var ikke rigtig med på den. Og jeg var 12 år. Og sådan … om vi ikke stadig skulle gøre det? Og Mia var sådan, nej, hun havde altså ikke lyst alligevel, hun ville gerne bare sove. Og jeg var skuffet. Jeg var rasende. Fik sagt, at det var okay, så, men at jeg altså blev nødt til at ordne mig selv, for jeg kunne ikke falde ned.”

Det lyder som en situation, mange fyre har været i.

Præcis. Det var mit #MeToo-øjeblik. Med omvendt fortegn. Så hun lægger sig til at sove, og jeg ligger og ser porno og onanerer helt vildt … haha … og da jeg så er kommet, går det op for mig, at hun ligger og græder … hahaha … og næste morgen tager hun hjem, og jeg har aldrig set hende siden HAHAHAHA … hæhæ … På den måde har jeg identificeret mig med den mandlige position, fordi jeg altid har følt, at mit begær var noget, der skulle tæmmes.”

Hvordan håndterede drengene din offensive stil?

De var skræmt fra vid og sans. Jeg kunne ikke komme i kontakt med jævnaldrende drenge, før jeg var et godt stykke oppe i 20’erne. Nogle af dem var mine venner, men seksuelt var de out of bounds. Vi var på fuldstændig forskellige udviklingsstadier.”

Hvad var det, der gjorde det svært for dem?

De var bange for mig.”

Fordi du var liderlig og ikke bange for at vise det?

Fordi jeg i det hele taget var dramatisk. Både seksuelt og måden, jeg griner på, måden, jeg er til stede i et rum på. Jeg fylder. Og så er der noget ved at have mellemøstlig baggrund, tror jeg. Jeg var for meget’ i enhver forstand. Og så er det sådan, især i teenageårene, at seksuelle præferencer bliver formet efter nogle sociale standarder. I den her uge synes vi, Cecilie er lækker. I næste uge synes vi, Lotte er lækker. Det er et kollektivt projekt at begære.”

Og det var aldrig Eini-uge?

Det var aldrig Eini-uge, nej.”

Så hvordan kom du i gang?

Første gang, jeg havde sex, var på en familieferie i Italien, hvor jeg fandt en eller anden tilfældig pizzakok. Jeg fortalte ham ikke, at jeg var jomfru.”

Hvorfor ikke?

Fordi jeg havde hørt, at mænd kunne tage kvinders mødom’. Det lød forfærdeligt. At nogen skulle have den magt over mig. Så det var vigtigt for mig, at ingen vidste det.”

Det føltes som en stærk handling?

Det var en måde at tage kontrol på. Jeg forstod helt klart det at begynde at have sex som kvinde som et kontroltab. Og det kontroltab accepterede jeg ikke. På den måde har det også handlet om at vende svagheder til styrke. Det har været en strategi. Et forsvar.”

Som var nødvendigt for at gøre op med de forventninger, der var til dig som pige?

Ja, men der er også et aspekt til min historie, som jeg ikke har fortalt. En rimelig afgørende omstændighed for, hvordan min seksualitet har formet sig, som … øhh …”

Eini drikker en tår af sin te.

… som er det forhold, at øhh … hehehe … at jeg … at jeg er født uden røvhul.”

Jeg sidder tavs.

Hahahahaha …”

Du er en omvandrende metafor.

Fuldstændig. Min ven Mikkel spurgte også, om det betød, at jeg var fuld af lort, hahahahaha …”

Eini drikker te, men fortsætter med at grine, med lukket mund, sådan hmhmhmhm.

Hvad vil det sige?

Det hedder analatresi og er en ekstremt sjælden lidelse. Indtil 1957 var der ingen, der overlevede med den, fordi de kunne ikke skide. Så blev den medicinske teknologi udviklet, lægerne kunne operere en løsning, men da jeg var barn, var der ingen støttegrupper eller noget. Med internettet har jeg kunnet finde folk andre steder i verden, ligesom jeg har læst undersøgelser om det, og jeg kan se, at stort set alle, der er født med den her lidelse, har et problematisk sexliv. Mange har slet ikke noget aktivt sexliv. De lider enormt meget af skam. Og det er kønnet. Jeg var næsten teenager, da det blev ordnet, sådan at jeg kunne holde på min egen afføring, så jeg er vokset op som et inkontinent barn, der sked i bukserne hele tiden. Det er selvfølgelig aldrig sjovt, men det er især ikke sjovt som pige. For piger skider ikke. Det var jeg opdraget med. Så jeg har haft en længsel efter at redefinere mit køn. En længsel efter at tage magten over mit køn. Det var, som om jeg stod med et valg. Hvor jeg valgte at trodse den offergørelse. Også fordi … man kan godt se det. Mit røvhul ser mærkeligt ud. Så der har været en enorm trods i at sprede ben for så mange mænd og ikke bare blotte det, der almindeligvis bliver betegnet som noget skrøbeligt, men blotte noget, der faktisk er skrøbeligt.”

Det må også have betydet noget, at det aldrig var en mulighed for dig at være en almindelig, pæn pige’. Du var altid allerede …

… defekt.”

Ja. For der må være et enormt incitament for piger til at holde balancen på dydens smalle sti. Men hvis du fra starten har kunnet konstatere, at du var afskåret fra det, så kan det kraftedeme også være lige meget.
Det tror jeg er fuldstændig rigtigt. I mange år har jeg på hvilket som helst tidspunkt kunnet have sex med hvem som helst. I princippet. Jeg kunne have alle mulige grunde til at lade være, og tit lod jeg være, men det var ikke et problem for mig at have sex. Når som helst. Jeg havde sådan en mental kontrol over min krop.”

Du snakker i datid?

Ja … altså … det er, fordi jeg i det seneste års tid har beskæftiget mig meget med at mærke min krop. Tage den mere alvorligt. Og det har betydet, at jeg ikke er i stand til at gøre ting, som jeg før har kunnet gøre. Hvilket isoleret set er et sundhedstegn, tror jeg, men det har været svært for mig at deale med.”

Du har mistet den switch?

Nemlig. Nu er der en anden stemme i mig, som siger, at det fandeme er vigtigt, at man mærker, hvad man har lyst til. At man passer på sine grænser. Og det åbner en helt ny dimension af, hvad seksualitet er. Jeg tror, der er en åndelighed, eller en potentiel åndelighed, i sex. Men … jeg ved det ikke … jeg er et tvivlende sted lige nu. Jeg forholder mig mere undersøgende til, hvad man bør og ikke bør gøre. Jeg har brug for ikke at være så skråsikker.”

Hvad får det dig til at tænke om din ungdoms seksualitet?

Jeg kan ikke tælle, hvor mange gange jeg har mødt ældre kvinder, feminister, som har sagt til mig: Sådan havde jeg det også, da jeg var ung, men så blev jeg ældre og klogere.’ Det irriterer mig stadig. Jeg ønsker virkelig ikke at reproducere det. Jeg tror, det er vigtigt at forstå de forskellige positioner. Der er ikke én ting, der er sand. Der er en styrke i at være ung og ubekymret. I forhold til seksualitet og liderlighed. I forhold til at have sex for sjov. Det kan godt være, at man på den anden side af fuldtidsarbejde og børnefødsler tænker: Fuck da det der sex. Så vigtigt er det ikke. Jeg løj for mig selv, da jeg var ung, bildte mig ind, at jeg var alt muligt, jeg ikke var.’ Men det er jo en del af det at blive menneske. Og det er værd at forsvare. Det er værd at forsvare, hvordan vi omgås hinanden i de formative år, i stedet for bare at aflyse alle former for frisind med tilbagevirkende kraft, fordi man selv har ændret mening. Så jeg vil gerne forsvare den unge kvindes behov for at gøre en masse dumme ting.”

Jeg kommer i tanke om et citat fra Weekendavisen, som Eini blev interviewet til for et par år siden.

Hun fortalte om, hvor forskelligt unge drenge og piger bliver repræsenteret i film:

Vi har så mange fortællinger om de her teenagedrenge, som er ved at sprænges af liderlighed. Det er ofte sådan lidt komisk og helt ufarlig figur, mens seksuelt aktive piger er psykisk ustabile.”

Jeg læser det op for hende.

Ja. Der er så meget bekymring for pigers ve og vel. Uuh, hvad kan der ikke ske.’ Drenge får lov til at rende rundt og klatre i træer og falde og slå sig og slås og være idioter. Dumme sig. Gøre alt muligt. Det gør piger ikke. Det gjorde de i hvert fald ikke, da jeg voksede op. Og sex er en meget vigtig del af det.”

Det hedder sjovt nok også at få noget på den dumme’.

Ja.”

Og jeg husker også, at vi forstod det som ret fjollet og dumt, det, der foregik med pikken. Det, man løb rundt og lavede. Eller prøvede at lave.

Og det er frisættende. At få lov til at være fucking dum. Og uneurotisk. Det er næsten det værste ved at være kvinde. At man lever i en konstant neurotisk tilstand.”

Hvorfor gør man det?

Fordi der er så meget, man skal være bange for. Det er den neurose, mændene mærker nu med #MeToo. De uklare grænser for adfærd. Der sker noget dårligt, hvis jeg kommer til at gøre noget forkert, men jeg ved ikke helt, hvad det er, men jeg ved, at jeg skal sørge for hele tiden at være på vagt over for, hvad andre mennesker udsender af signaler, så jeg ikke kommer til at overskride en eller anden svært definerbar social grænse.’ Det lever kvinder med. Især i forhold til sex.”

Da vi lavede aftalen om at snakke sammen, sendte Eini mig en kronik, hun havde skrevet til Politiken, der bragte den dagen efter vores møde. Den handlede om #MeToo og om, hvordan kvindernes neuroser er blevet mændene til del. Jeg citerer en bid af den for hende:

Angsten for at blive stemplet som luder har altid indvirket på kvinders mentale bevægelsesfrihed. Hvis vi hele tiden skal bruge energi på ikke at blive udskammet, set ned på, forulempet eller udsat for vold på grund af vores køn, så påvirker det vores mod, vores selvtillid og vores bevægelsesfrihed. Spørgsmålet er så, om vi har fået en tilsvarende frisættelse af kvindens seksuelle råderum, eller om det seksuelle rum bare er blevet mere indskrænket for alle.”

Jeg fortæller hende om min oplevelse til det feministiske debatarrangement på Roskilde Festival. Hvordan jeg på den ene side kunne sætte mig ind i, hvor opslidende og utrygt det må være at feste med en teltplads fuld af sexistiske stoddere. Og på den anden side, hvor træt jeg blev af at se på den ene løftede pegefinger efter den anden, uden at nogen så faktisk pegede os i en anden retning, hen til et bedre sted, hvor der er lir og lyst og glade dage.

Du savner, at kvinder tager ansvar for at være aktive?” spørger Eini. Ikke kun være dæmningen for mænds lyst.”

Ja. Skab det flow, du har lyst til. Måske er jeg utålmodig. Måske skal der siges Nej!’ rigtig højt og længe, før der overhovedet bliver plads til at mærke og formulere sine egne drømme. Men jeg savner det. Skitsér, hvordan du kunne tænke dig, at legen foregik, i stedet for at lade, som om du helst var fri, for det passer jo ikke. Du har jo også lyst til at knalde.

Ja …” siger Eini og sidder lidt.

Det, jeg godt kan forstå ved den tankegang, de præsenterer – og hvor jeg vil protestere mod det, du siger – er i forhold til formuleringen Kom nu, I vil også bare knalde’. Det fokus på at komme derhen, hvor man knepper.”

Det er måske også forkert formuleret. Men så Vi er her for at komme hinanden ved’.

Det er noget andet. Og det er en vigtig skelnen. Problemet er, at man ofte oplever, hvis man ikke siger fra, at man så uden at vide det har sagt ja til alle mulige ting. Det handler om instrumentalisering. En hånd på røven behøver der ikke i sig selv at være noget galt med. Tværtimod, det kan være en smuk ting. Det kan være en måde at komme hinanden ved. Det er det bare ikke, når hånden på røven handler om noget andet end hånden på røven. Når den er en magtdemonstration: Du står der med din røv, men jeg har fandeme ret til at tage på dig.’ Eller når den betyder Jeg vil bolle’. Så følger der forventninger og krav med til den hånd på røven, som hun så skal forholde sig til og agere på.

Ideelt set var en hånd på røven en hånd på røven. Hverken mere eller mindre. Og jeg er bekymret for, at vi nu ser en generel indskrænkning af det seksuelle rum. Jeg frygter, at det bliver sværere for os at nærme os hinanden. Jeg håber, at det handler om at få sat nogle grænser, så vi kan finde et nyt og bedre sprog for at nå hinanden.”

En nødvendig fase. Fordi spillereglerne …

… skal genforhandles, ja. På den måde er det positivt, at man som mand forstår, hvad det vil sige at skulle passe på hele tiden. Være opmærksom på, hvad man gør. Forstå, hvordan det er at være kvinde, når det er manden, der er i kontrol over den seksuelle situation. Nu har kvinden taget en aktiv position. Problemet er bare, at hendes grundlæggende rolle ikke er forandret. Forestillingen om kvinden som den, der siger nej, er bare blevet mere fremtrædende. Mens manden, der siger ja, er trængt i defensiven. Rollerne er ikke ændret. Vi taler stadig ikke om, at kvinder kan sige ja.”

Det er nok også derfor, at jeg altid har oplevet det som min opgave, når der flirtes, at gøre det så nemt som muligt for hende at sige ja. Måske formulere mig i eufemismer, så hun bare kan følge med uden eksplicit at skulle udtrykke lyst til sex.

Ja, jeg har ikke været så meget i byen på den måde, men jeg har oplevet det enkelte gange, og jeg synes, det er dybt ubehageligt. Følelsen af, at han nu tager ansvar for situationen, nu gør han sådan og sådan, inviterer mig med hjem til en øl, for så skal vi bolle. Eller Skal vi ikke finde en anden bar?,’ og puf, så står vi pludselig foran hans hotelværelse. Jeg synes, det er røvnederen. Fordi jeg føler, der er en mistillid i det.”

Det er der måske også. Min oplevelse har nok været, at de fleste kvinder kun kan have lyst til det næste skridt. Hvis man står på en bar og spørger hende, om hun har lyst til at knalde, så bliver det sådan Wouw, rolig makker, et skridt ad gangen’.

Ja. Hun er til stede. I modsætning til den pikkede målrettethed. Den gør én blind for, hvad der er nu og her. Hvis man hele tiden kun tænker på, hvad der skal ske lige om lidt, så nyder man ikke det, der er. Og det er et problem på flere planer. Dels for mænds evne til bare at være til stede, dels for kvinders selvværd. For det skaber en grundlæggende tvivl om, hvad du har at byde på her i verden. Det har været virkelig ubehageligt som kvinde at finde ud af, hvor meget min seksuelle attraktion har været styrende for, hvordan andre mennesker har behandlet mig. Jeg fik en mindre krise: Gud, er jeg i virkeligheden slet ikke et intelligent menneske? Har det hele tiden handlet om, at jeg har langt hår og store bryster?

Som smuk, ung kvinde oplever du, at verden er fuld af fotoceller, for alle døre åbner automatisk, når man kommer gående. Indtil en dag, når du er 35-40 år, alt afhængigt af hvor godt du holder dig, så lukker de (Eini klapper hænderne sammen). Og du har ikke lært at åbne dem selv. Det er ikke godt. Og det skaber mistillid. Erfaringen af at folk har andre motiver, end de giver udtryk for. Det er dybt ubehageligt. For eksempel hende den unge journalist-wannabe, du beskrev.”

Eini taler her om en ung pige, jeg beskriver et andet sted i den bog, teksten her er et uddrag fra: Hun ville søge ind på den journalistuddannelse, jeg underviste på dengang – og det faktum spillede måske en rolle for, at hun endte oppe i min lejlighed, og vi kyssede og så ikke mere, så smuttede hun, og det er ikke noget, jeg er stolt af.

Hun sidder der og tror, at hun reelt er en interessant journaliststuderende. Og det er hun jo ikke for dig. Men det bilder du hende ind. Og det er ikke fair. Det er ikke fucking fair.”

Nej.

Det er blevet min tur til at sidde lidt, tavs, og tygge på et stykke chokolade. Tænke over forskeren Michael Kimmel, der engang har fortalt mig om en smuk, kvindelig ph.d.-studerende, der aldrig vidste sig sikker på, om hendes mandlige professorer interesserede sig for hende på grund af hendes udseende eller intellekt. På mig og den næsten-journaliststuderende. Mig og mange kvinder i byen. Den pikkede målrettethed.

Hvis jeg skal prøve at sætte ord på, hvad der gør det svært at droppe den her pikkede målrettethed og bare være til stede … så tror jeg … altså, jeg har nok følelsen af, at kropslig intimitet eller seksuelt samvær kan være meget svært at opnå. Det er sikkert forskelligt fra mand til mand, men jeg føler mig ude af stand til selv at tilvejebringe det. Jeg kender godt fyre, der kan gå i byen og tænde for deres indre scorekarl og så med en vis sandsynlighed lykkes.

Så hvis man skal arbejde for, at det overhovedet kommer til at ske, hvad gør …”

Nej, for uanset hvor meget jeg arbejder for det, så sker det som regel ikke. Der sker selvfølgelig slet intet, hvis jeg ligger derhjemme og spiser Ostepops, det er jeg med på. Men selv hvis jeg er ude, så føles det som ude af min kontrol. Som om sol, måne og stjerner skal stå rigtigt. Jeg kan gå og have lyst til at komme tæt på et andet menneske i et halvt år, og det sker ikke. Så når der viser sig en reel mulighed, så kan jeg godt få en følelse af … øj, se, der er en sommerfugl, en sjælden, smuk sommerfugl, den må simpelthen ikke slippe væk, det må ikke glippe nu, for så går der måske et halvt år til. Jeg kan ikke overskue tanken om, at vi drikker en hyggesjus og måske ender med at grine af nogle YouTube-videoer, inden hun tager hjem og siger tak for i aften, og så var det fint og tilstedeværende. For det er det tætteste, jeg har været på at være nøgen sammen med nogen i lang tid, og jeg trænger virkelig til at mærke en anden krop mod min.

Jajajajaja, det er da vildt vigtigt, det der. En bedre verden er en verden, hvor vi ikke var så afskårede fra hinandens kroppe i det hele taget. Jeg kender også kvinder, der har det, som du beskriver. Især kvinder på den anden side af 35. Det er vildt ensomt.”

Mega ensomt.

Så hvis man skulle lege med en utopi, så var det måske, at sex var en del af det omsorgsfællesskab, man har med andre mennesker. Ligesom hvis en i vennegruppen er ked af det og har brug for et kram, så giver man personen et kram. Den seksuelle handling kan også være en omsorgshandling. Sex er på en måde blevet spærret inde. Der er så meget identitet på spil. Vi er tilbage ved den forkalkede krop med den pumpende pik. Men hvad hvis sex kunne være omsorg? Hvad kræver det at komme derhen, hvor sex er en naturlig del af omgangsformen?”

Jeg tror, mange fyre ville have nemmere ved at tilslutte sig kritikken af den måde, det er på Roskilde Festival, hvis de fik præsenteret den slags alternativer.

Klart.”

For når man kun hører kritikken, så kan man kun se, hvad man mister. Og selv om det, man mister, er dumt og langtfra optimalt, så er det trods alt noget. Og en gang imellem lykkes det jo rent faktisk at få den lille journaliststuderende med hjem i sengen, og man knalder, og det er nogenlunde dejligt. Det sker måske sjældent, men hvis alternativet er, at man intet foretager sig, så sker det aldrig. Jeg savner, at der bliver formuleret nogle utopier.

For eksempel: Hvorfor kan sex ikke bare være en rar måde at være sammen på? Hvorfor skal det være så alvorligt? Hvad er alt det, der bliver hængt op på det? En grundlæggende teori om seksualmoral handler om ejerskab og ego. Idéen om dydighed og utroskab kom med ejendomsretten. På samme måde er identitet en form for ego, en form for ejerskab over sig selv. Hvis vi ikke var så forfængelige omkring Hvem er jeg?’, så ville vi være meget mere tilbøjelige til at have sex med whoever.”

Det var nogenlunde samme tanker, jeg havde for en håndfuld år siden, da jeg stod i en mørk kælder i Warszawa. En bøsseklub med dunkel belysning og toiletbåse med huller i væggene, så man kunne stikke pikken igennem og lade hvem end, der måtte have lyst, fornøje sig med den. Det mest pirrende rum var nok alligevel et, der blev delt med naboen, en slags mandespa.

Rummet var næsten helt mørkt, du kunne knap se en hånd for dig, og det var delt på midten af et gitter. Os fra klubben var på den ene side, dem fra spaen på den anden. Passage var umuligt, men gitteret var så grovmasket, at hænder, tunger og kønsdele passerede uden problemer. Man skulle helt tæt på for overhovedet at ænse omridset af en eventuel person på den anden side.

Jeg var der med blokken i hånden, på reportage til en artikelserie om sexarbejde i Østeuropa, og jeg har en hårdnakket forestilling om, at jeg ikke bryder mig om sex med mænd, så jeg blev i betragterens rolle, men tanken om seksuelle møder i de rammer, på den måde, ud fra de principper, slog mig som vældig frisættende.

Der er noget enormt smukt i at gå ned i en klub og så bare have sex med alle.”

Det er Eini, der snakker. I modsætning til mig ved hun, hvad hun snakker om.

Uden overhovedet at overveje, om han eller hun er lækker, og Kan jeg tillade mig det her?’ og Hvad betyder det?’ og Hvad skal jeg så forvente?’ Hvor det bare handler om at være tæt på andre mennesker. Uden alle mulige forbehold.”

Jeg husker, at noget af det pirrende ved scenariet i klubben i Warszawa var det kontroltab, der fulgte med.

Ja, og det er sjovt, for jeg kan også mærke et kontroltab i den samtale, vi har her. Det bliver meget intimt. Og hvad er så forskellen på de former for intimitet? På de former for kontroltab? Hvor meget af den skam, vi føler ved at have åbnet os og blottet os seksuelt – som jeg tror, især kvinder kan føle – handler om vores skamfulde forestilling om sex? Og hvor meget handler om noget reelt? Hvad er det egentlig, vi risikerer?”

Det er egentlig paradoksalt, for samtidig med at jeg efterlyser den her slags utopier, så føler jeg også, at løbet er kørt for mig. Jeg får aldrig sådan et forhold til sex, som vi sidder og snakker om.

Hvorfor ikke?”

Det er for sent. Her i lejligheden bor vi for eksempel tre voksne mennesker, en straight mand og to kvinder, en lesbisk og en, der svinger begge veje. To af os har kærester, en er på Tinder. Vi er venner. Vi giver et kram, når hinanden har fødselsdag. Hvis jeg skulle forestille mig en situation, hvor vi havde flydende grænser mellem at give et kram eller et kys eller slikke hinanden i skridtet …

Det kan du slet ikke forestille dig?”

Jeg kan godt tænke, at det ville være smukt, hvis vi var skruet sådan sammen. Men det føles som for store, solide ting, der ville skulle ommøbleres inden i mig. Det er, som om der foregår sådan en hardwiring tidligt i livet, som vil kræve et helt enormt arbejde at ændre på. Også fordi det er kropsligt. Ligesom hvis man har dårlig holdning og går til Alexander-teknik for at få bedre vaner, så skal man lære at rejse sig fra en stol på en anden måde, end man plejer, noget med vægtfordeling og bevidsthed og forestillinger om ens plads i rummet og forhold til stolen, og man repeterer det i en uendelighed, de her bittesmå bevægelser, for det er den eneste måde at få integreret ændringerne i kroppen. Der skal så meget til. Og det er bare at rejse sig fra en stol. Tænk så på sex.

Hvad er så din interesse i det? Hvorfor beskæftiger du dig så meget med sex?”

Den selvbiografiske forklaring handler nok om, at jeg var meget sent udviklet. Begyndte i gymnasiet med en sjetteklasseskrop. Socialt var jeg centralt placeret, god til fodbold, havde nemt ved at få venner, var med, hvor det skete, men bare uden hår på pikken, så jeg følte mig afseksualiseret, sat uden for hele det spil, men samtidig vidne til det. Som betragter. Og analytiker, for det var den måde, jeg kunne deltage på. Ved at forstå det med mit hoved og tale med om det. Så mit forhold til sex og køn og lir og flirt var i mange år en intellektuel øvelse. Og det bærer videre.

Jeg har set det hos mange mænd, helt op i 40’erne. Det er stadig gymnasiepositionen, der præger dem.”

Ja, selv efter 10-15 år, hvor jeg har konstateret, at kvinder gerne vil kysse med mig, af og til flotte kvinder, så ændrer det ikke på min selvopfattelse. Jeg finder andre forklaringer på det. Jeg har stadig ingen oplevelse af at kunne begæres. Som krop.

Det får mig til at tænke på mænds skrøbelighed. Og hvordan den er dømt ude. På samme måde som kvinders liderlighed er. Mange kvinder bliver overvældet eller skræmt af mænds skrøbelighed, på samme måde som mænd bliver skræmt af kvinders liderlighed. Det er også et sted at mødes,” siger hun.

Tepotten er så godt som tom, bundsjatten er for længst blevet kold. Einis hår er tørt.

Spørgsmålet er, om vi begår den fejl at hærde kvinderne i stedet for at bløde mændene op. Hvad er vilkårene for mænds skrøbelighed i dag? Når der er to parter i en konflikt, så er det, fordi de begge to har ret. Ikke nødvendigvis lige meget ret, men der er et oprigtigt, oplevet perspektiv. Jeg tror, der sidder en masse mænd og føler, at det gør ondt på dem.”

Teksten er et (yderst let redigeret) uddrag af Anders Haahr Rasmussens bog En fandens mand’. Den udkommer i dag på Gyldendal. Du finder den …

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem