Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Knud Anker Iversen er medlem af Zetland og har delt den med dig.

“Sluk fjernsynet og de sociale medier, når terroren rammer.” Tidligere PET-leder vil gøre os mindre bange

FLIMMERNår vi ser meget på terror, bliver vi mere bange. Det viser forskning. Illustration: Mikkel Bøgild Jacobsen for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

AKTUEL IGEN: Undersøgelser har gang på gang vist, at vores frygt for terror langt overstiger risikoen. Det vil terrorforsker og tidligere chef i PET Anja Dalgaard-Nielsen ændre på. I en nylig bog sætter hun og medforfatter Lotte Lund spot på den enkeltes handlemuligheder og spørger, om vi som samfund har håndteret terrortruslen så fornuftigt, som vi kunne. Artiklen er publiceret første gang i januar 2019, men angrebene i Holland og New Zealand har på sørgelig vis gjort den aktuel igen.

Formålet med terror er at sprede frygt, og en hel del tyder på, at det virker – endda i stigende grad. Vi er simpelthen blevet mere tilbøjelige til at lade os skræmme.

Sidst nogen spurgte – og det gjorde Trygfonden i maj 2018 – var hver femte dansker personligt bange for at blive offer for et terrorangreb. Det er mere end dobbelt så mange som tilbage i 2005.

Målingen i 2018 kom ganske vist efter en bølge af islamistiske terrorangreb i Europa og USA, men det gjorde den i 2005 også: Islamistiske terrorister dræbte 2.977 mennesker i USA den 11. september 2001, 191 i Madrid i 2004 og 52 i London i 2005.

I den terrorbølge, som ramte Europa i 2015-2017, døde i alt 492. Det var også mange, men ikke så mange, at man bør gå og være bange, mener terrorforsker og tidligere medlem af PETs direktion Anja Dalgaard-Nielsen.

Hvis én ud af fem danskere går og er personligt bange, mens den statistiske risiko for en gennemsnitseuropæer for at blive ramt i 2016 var 0,00000028 procent, så er der da noget galt – sådan skal det da ikke være,” siger hun.

For det første er det jo ikke rart som menneske at gå og være utryg, men hvis man ser det i lidt større perspektiv som borger og vælger, træffer man så de bedste beslutninger, hvis man går og er utryg? Det gør man måske ikke, og også af den grund er det vigtigt lige at få trukket vejret ned i maven.”

Der er altså, mener hun, brug for at diskutere, om vores reaktion på terrorismen egentlig er fornuftig eller, kunne man tilføje, om den på visse punkter er lige så skævvredet som vores opfattelse af truslens omfang.

Netop nu er et godt tidspunkt at tale om terror, og hvordan vi forholder os til den, mener Anja Dalgaard-Nielsen, fordi vi efter en bølge af europæiske terrorangreb nu er inde i smult vande” igen, som hun formulerer det, da jeg tropper op i hendes chefkontor oppe under taget i bygningen, som huser Forsvarsakademiets Institut for Strategi.

Derfor har Anja Dalgaard-Nielsen sammen med journalisten Lotte Lund skrevet en bog om terror henvendt til helt almindelige borgere: Tryg i en terrortid – Når vi forstår mere bliver vi mindre bange. Over 264 sider forsøger de to forfattere at gøre os mindre frygtsomme ved at sætte terrorproblemet i rette proportioner og vise, hvor meget myndighederne faktisk gør for at forebygge terror og ikke mindst pege på, hvad vi selv kan gøre for at forhindre terror og afbøde effekterne, når den rammer.

Terrorisme som fænomen, skriver forfatterne, er nemlig noget, som er kommet for at blive, og som vi derfor må lære at leve med.

Og i forlængelse af dén konklusion forsøger de også at rejse en debat om de mange forskellige og til tider muligvis modsatrettede tiltag, som Folketing og myndigheder de senere år har sat i værk for at forhindre og forebygge terrorisme. Oftest er lovændringerne kommet som direkte reaktioner på konkrete angreb, uden at nogen efterfølgende har sat sig ned og forsøgt at få et samlet overblik over, hvad der egentlig virker.

Men før vi kommer for godt i gang med Anja Dalgaard-Nielsens argumenter, kan man godt udfordre den grundlæggende præmis bag det hele, nemlig den, at vi overdriver terrortruslen, hvis vi går rundt og frygter at blive ramt af et angreb.

Tallene viser ganske vist, at der døde langt flere vesteuropæere i terrorangreb i 1970’erne og 1980’erne, end der gjorde selv under bølgen af angreb med tilknytning til Islamisk Stat fra 2015 til 2017.

Men man kan måske godt argumentere for, at terrorismens natur har ændret sig siden dengang; at islamisterne i højere grad end tidligere tiders separatistiske, venstreekstremistiske eller højreradikale terrorgrupper går efter tilfældige civile og – især hvad Islamisk Stat angår – forsøger at opnå mål, der er så langt ude, at man ikke på nogen fornuftig måde kan forhandle med dem. Det er dog en sandhed med modifikationer, mener Anja Dalgaard-Nielsen.

Man kan bestemt pege på nogle ting, som indikerer, at det er en anden form for terrorisme, vi ser i dag; den har en anden ideologi, der er måske en anden vilje til at ramme civile og at ramme bredt, og deres utopi ser nok meget fremmedartet ud med det fleste vesterlændinges øjne – og det kan helt sikkert forekomme mere skræmmende.”

Men, siger hun: Også tidligere var der terrorister, som gik efter tilfældige civile, som for eksempel de italienske højreekstremister, som dræbte 85 med en bombe på en togstation i Bologna i 1974. Så hvis vi i dag er mere bange for terrorisme end tidligere, kan det næppe udelukkende forklares med ændringer i terrorismens natur.

Terroristerne, fortsætter hun, minder også i vid udstrækning om dem, der hærgede tidligere – ideologien er bare skiftet ud.

Når man kigger på dem, der har været involveret i terrorangreb i Europa de senere år, så er det altså nogle helt lavpraktiske, sociale og psykologiske mekanismer, som har gjort, at det er gået galt. Tænk bare på en i forvejen kriminel type som Omar el-Hussein, eller tænk på sådan en som Kundby-pigen. Der er mange tilfælde, hvor de mennesker sagtens kunne være havnet et helt andet sted, men fordi den her islamistiske ideologi er oppe i tiden, så er det dér, de havner.”

Der findes ikke sammenlignelige tal, som kan slå fast, om terrorfrygten var mindre tilbage under 1970’ernes og 1980’ernes terrorbølge, hvor Danmark også blev ramt, da islamister i juli 1985 dræbte én og sårede 27 med to bomber i København.

Vores reaktion på terroren tyder dog på, at vi lettere lader os skræmme nu end tidligere. Hverken den europæiske terrorbølge i 1970’erne og 1980’erne eller angrebet i København i 1985 fik Folketinget til at vedtage særlig lovgivning mod terror. Først i 2002 fik straffeloven en særskilt terrorparagraf.

Men hvad er så forklaringen på, at vi tilsyneladende bliver mere og mere tilbøjelige til at lade os skræmme af terror? Altså hvis man ikke kan forklare det hele med, at terroristerne eller terrorismen som sådan har ændret sig?

For det første, siger Anja Dalgaard-Nielsen, var der god plads på den sikkerhedspolitiske dagsorden, da Osama bin Ladens rekrutter slog til mod USA i 2001. USA og Europa levede ikke længere, som blot 15 år forinden, under en konstant trussel om atomkrig med Sovjetunionen.

Hvis angrebet den 11. september var kommet under Den Kolde Krig, havde reaktionen måske været en anden. Det fik topprioritet på den sikkerhedspolitiske dagsorden, og det havde det næppe fået, hvis der stadig havde været en eksistentiel trussel fra Sovjetunionen,” siger hun.

Og der skete jo noget med hele den italesættelse af terror som krig, der fandt sted i kølvandet på angrebet, som man måske godt kan sige har fået det hele over i et lidt andet gear.”

Fra nærmest at have betragtet terror som en slags kriminalitet, som skulle bekæmpes som sådan, gik vi altså pludselig over til at opfatte terrorangreb som krigshandlinger, som vi også begyndte at bekæmpe med krigshandlinger – først i Afghanistan, så i Irak og efterhånden med operationer i en lang række lande, hvor efterretningstjenesterne fandt formodede terrorister.

Samtidig med ophøjelsen af terrorismen til et decideret sikkerhedspolitisk spørgsmål, påpeger Anja Dalgaard-Nielsen, er mediebilledet siden 1980’erne blevet et helt andet med væg til væg-dækning af dramatiske begivenheder og mulighed for at følge alting live på sociale medier.

Forskning, som citeres i bogen, peger på, at mennesker med et højt medieforbrug i dagene efter et terrorangreb har forhøjet risiko for at udvikle angst og stress, og at de, der kigger meget på terrorrelateret indhold på sociale og almindelige medier, opfatter samfundet som mere frygtpræget end andre.

Og derfor har Anja Dalgaard-Nielsen et meget konkret forslag til, hvad man som enkeltmenneske kan gøre for at tage noget af terroren ud af terrorismen,” som hun siger:

Det er en rigtig god idé at slukke for fjernsynet og lukke ned for de sociale medier.”

Men er det ikke en lidt kynisk holdning at indtage, når tragedien rammer?

Jo, og vi siger heller ikke, man skal lukke øjnene for det. Men at sidde i dagevis og tage det ind tror jeg ikke er godt for nogen. Og jeg tænker ikke, at vi som samfund har stukket hovedet i sandet i forhold til den her trussel. Terror er jo forfærdeligt, og det er også et udtryk for almindelig menneskelig empati, at man interesserer sig for det. Men der kan komme et punkt, hvor det bliver for meget. Og hvordan kan du bedst bidrage til sikkerhed og tryghed i dit lokalmiljø? Det kan du formodentlig ikke ved at sidde foran fjernsynet og selv blive mere og mere angst og stresset.”

I det hele taget er det en hovedpointe med bogen, at vi faktisk har handlemuligheder som enkeltmennesker – og ikke kun i forhold til, hvor meget vi er villige til at lade os skræmme.

Forfatterne henviser også til forskning, som tyder på, at lokalsamfund med stærke sociale netværk både er bedre til at forebygge og opdage radikalisering og bedre til at håndtere chokket, når voldsomme begivenheder som for eksempel et terrorangreb rammer.

Så hvis man vil gøre noget effektivt for at mindske såvel risikoen for terror som dens gennemslagskraft, lyder opfordringen, skulle man måske bare tage og melde sig som frivillig i en lokal forening.

Og så bør man, mener Anja Dalgaard-Nielsen, også tænke meget grundigt over, hvordan man taler om terrorisme.

Det er helt, helt afgørende at gennemskue, hvad det er for nogle fortællinger, de her grupper fortæller, hvor det er sort og hvidt og os og dem, og hvor verden er polariseret og i krig, så man ikke selv fortæller med på dem, når man for eksempel kommunikerer på sociale medier,” siger hun.

Det er klart, at der er nogen, som vælger at gå ind i det og kan se et politisk formål med dét, men man kan som minimum bevidst tage stilling til, om man ønsker at spille med på det her sprog om os og dem, for eksempel ved at generalisere.”

Hvad angår den islamistiske terror, siger hun, handler det især om ikke bevidstløst at gentage udtryk som hellig krig’ og jihad’, som terrorgrupperne også (mis)bruger.

I forskningsverdenen taler man typisk ikke om muslimsk terror’ eller islamisk terror’, men om militant islamisme, fordi en -isme er en ideologi. Det kan godt være, det lyder subtilt, men det er det måske ikke for dem, der føler sig slået i hartkorn med terroristerne, fordi de er muslimer.”

Godt så, det var altså noget af det, man selv kan gøre. Men terrorbekæmpelse kan selvfølgelig aldrig blive et individuelt ansvar, heller ikke ifølge Anja Dalgaard-Nielsen. Og derfor handler en stor del af Tryg i en terrortid også om, hvordan vi håndterer terrorisme som samfund.

Det er der mindst to grunde til.

For det første kan det fjerne noget af frygten: Der er forskning, som viser, at folk typisk bliver mindre bange, hvis man giver dem mere information om, hvad myndighederne faktisk gør for at forebygge og forhindre terrorisme, og hvilket beredskab der står klar, hvis det alligevel skulle gå galt.

Og for det andet er der måske noget, vi burde tale lidt mere om, mener Anja Dalgaard-Nielsen – nemlig om vores indsats mod terror samlet set fungerer optimalt.

Den dér brede, nøgterne og uafhængige vurdering af, hvorvidt de forskellige dele hænger godt nok sammen og er afbalanceret i forhold til hinanden, og hvorvidt indsatsen på nogle områder spænder ben for nogle andre, er der ikke nogen, der har lavet i meget lang tid,” siger hun.

Helt præcist var det i 2005, at et embedsmandsudvalg senest foretog en samlet vurdering af den danske terrorindsats. Siden er der kommet et væld af lovstramninger med udvidelser af myndighedernes beføjelser, krav om registrering af diverse oplysninger om os alle sammen og højere straffe til dem, som begår, planlægger, rekrutterer til, opfordrer til eller blot hylder terror.

Eksempelvis blev en 32-årig mand i 2017 sendt i fængsel for at kalde Omar el-Hussein, manden bag terrorangrebet i København i 2015, for en helt” på tv. Samme udtalelse i en lukket gruppe på Facebook indbragte i 2016 en 16-årig pige 100 dages samfundstjeneste og en betinget fængselsdom.

De mange lovstramninger og antiterror-tiltag har skabt nogle dilemmaer, siger Anja Dalgaard-Nielsen, både på det lavpraktiske og det mere principielle plan.

På det lavpraktiske plan handler det for eksempel om de mennesker, som typisk er de første til at opdage, hvis et menneske er på vej i en radikal retning – det kunne være familiemedlemmer, lærere eller pædagoger i ungdomsklubber. De mange skærpelser af terrorlovgivningen stiller dem over for et vanskeligt valg, hvis de ikke selv føler, de kan håndtere dét, der foregår, men har brug for hjælp fra myndighederne:

Tager du chancen og rækker ud, selv om det indebærer risikoen for, at det bliver til en straffesag og en meget lang fængselsstraf? De stadig højere strafferammer og den retspraksis, der som en konsekvens tegner sig med ganske hårde domme, også til ganske unge mennesker, indebærer altså et dilemma for de mennesker, vi som samfund gerne vil have til at gribe ind og råbe op.”

På det mere principielle plan handler det om den klassiske balance mellem sikkerhed og retssikkerhed, og hvor meget vi gerne vil ofre af det sidste for at få mere af det første.

Det må være op til et politisk flertal at bestemme, hvor de synes, at lovgivningen skal ligge, men hvad jeg ikke synes, der er super gode argumenter for, er, at man ikke i videre udstrækning bruger udløbsklausuler i dansk lovgivning, sådan som man gør i andre lande – for eksempel USA – omkring nogle ting, hvor man kan se, at her rykker man altså ved balancen mellem sikkerhed og retssikkerhed,” siger Anja Dalgaard-Nielsen.

Og jeg har meget svært ved at se de gode argumenter mod at lægge en udløbsklausul ind, så man har mulighed for at kigge på tingene igen på et tidspunkt som for eksempel nu, hvor der er lidt mere ro på efter en periode, hvor terrorisme har fyldt meget, og der har været mange angreb. Nu kan dem, der er kritiske over for lovgivningsstramninger, måske lettere komme til orde med, hvad vi går på kompromis med, og man kunne måske få en bedre, mere afbalanceret debat.”

Der er en sidste ting, som jeg ikke kan lade være at spørge om – nemlig risikoen for, at terrorister skulle få fat i masseødelæggelsesvåben. Tanken om terrorister med kemiske, biologiske eller nukleare våben har længe været en ret væsentlig del af debatten om terrorisme og var for eksempel et helt centralt argument for invasionen af Irak i 2003, uden hvilken vi næppe havde fået Islamisk Stat, der jo voksede sig stærk i det kaos, som Irak efterfølgende udviklede sig til.

Men emnet fylder ikke ret meget i bogen. I indledningen skriver Anja Dalgaard-Nielsen og Lotte Lund faktisk ligeud, at de ikke har tænkt sig at gå ind i problematikken.

Der er tale om et scenarie, der ikke er særlig sandsynligt, men til gengæld aldeles alvorligt, hvis det skulle blive en realitet,” står der, og det er faktisk dét.

Måske lidt vel billigt sluppet, uanset hvor lille risikoen måtte være for, at nogen rent faktisk skulle lykkes med både at få fat i masseødelæggelsesvåben og bruge dem nogenlunde effektivt (og den er, skal det lige gentages, altså formentlig ret lille).

Det er klart, at det er dér, terrorisme kan blive en strategisk trussel også mod vestlige samfund. Men det er et myndighedsansvar og ikke en spillebane, hvor almindelige borgere kan gøre en forskel eller tage et ansvar,” siger Anja Dalgaard-Nielsen.

Om det så er vægtet nok i vores nuværende indsats, synes jeg bestemt, man kan debattere. Og der tænker jeg, at første skridt er at tage noget af terroren ud af den terror, vi har set de senere år, som ligesom har slugt al ilten i rummet.”

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem