Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Knud Anker Iversen er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Hvad vil det sige at gøre noget, når det virkelig gælder? Det lærer vi nu

SAMMENHvor finder vi en mening i de her dage? Illustration: Federico Paoli

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

På bare en enkelt uge blev verden en radikalt anden end den, vi kendte. Det samme blev vores egne tilværelser, vores rutiner, vores hverdag. Så hvad sker der på den anden side af alt det her, spørger Lea Korsgaard i dette argument. Kan vi bare glide tilbage i konformiteten og glemme det, vi lærer af nødvendighed nu: Hvad det vil sige at sætte sig selv ind på andet end sig selv?

Jeg voksede op med indtrykket af, at det samfund, vi havde, var det eneste mulige samfund. Vesten vandt Den Kolde Krig. Muren faldt. Der fandt begivenheder sted, selvfølgelig, som markerede et før og efter: Terrorangrebet mod World Trade Center i 2001, finanskrisen i 2008, voldsomme borgerkrige og en langsom opvågning til realiteterne af klimaforandringer og udryddelsen af dyre- og plantearter. Brexit fandt sted mod alle odds. Trump vandt mod alle odds. Men alligevel var verden stadig den samme set fra vores plet på kloden i den forstand, at den herskende politiske tænkning og den herskende teknologiske påvirkning af vores liv pegede ét sted hen, og det var på mere af det samme: mere velfærd, mere effektivitet, mere mobilitet, mere kommunikation, mere fart, mere komfort. Er der én ting, der kendetegner hele den tidsperiode, jeg har været ung og voksen i, så er det, at den har været præget af en tør realisme, et accelereret tempo og det nærmest totale fravær af utopiske længsler. Fremtiden, tænkte vi, vil tage form som nutiden, bare endnu mere effektiv.

Af den grund har jeg ligesom mange andre set både ængsteligt og chokeret med, når statsminister Mette Frederiksen i løbet af de seneste uger har gjort alt det modsatte af det, vi er vant til, at politik handler om. I et forsøg på at undgå den alarmerende spredning af corona-virusset har hun sænket tempoet. Hun har indskrænket vores muligheder. Hun har gjort det sværere at kommunikere, sværere at bevæge sig frit, hun har gjort vores tilværelser mindre effektive, mindre komfortable. Hvis det 21. århundredes ideal om et samfund er et samfund uden friktion, uden genvordigheder, uden ubehag, så har statsministeren nu uden tøven ført os ind i vrangbilledet af det ideal, og hun har gjort det på bare en uge eller to.

På statsministerens seneste pressemøde var hun flankeret af Erik Brøgger Rasmussen, der er direktør for organisation og borgerservice i Udenrigsministeriet. Hans opgave på pressemødet var at rette en appel til de danskere, der stadig opholdt sig uden for landet, efter at Danmark og flere andre lande lukkede grænserne. Kom hjem nu, var hans budskab. De vinduer, der er,” sagde han, lukker ned, og de gør det hurtigt.”

For mig var det billede svimlende. Fordi, slog det mig, den forestilling om verden aldrig før har været til rådighed for min bevidsthed. For to uger siden ville jeg ikke i min vildeste fantasi have evnet at tænke på verden som et sted, der fra den ene dag til den anden indskrænker sig for dem os af på kloden, der bor i dette land. Tanken om verden, der trækker sig sammen, som når man slipper en udspændt elastik, fandtes ikke i mit katalog af tilgængelige tanker. Klodens fjerne egne’ blev pludselig en realitet og ikke bare et sprogligt billede på et sted, man kan nå med to fly og en mellemlanding i Amsterdam. Verden,” som Erik Brøgger Rasmussen sagde, er ved at lukke fuldstændigt ned.”

Lige nu tror jeg aldrig, jeg kommer til at glemme de ord.

På få uger er vores muligheder i verden blevet færre. Men vores mulige tanker om den er blevet flere. Og inde i mylderet af nye billeder, nye tanker, der med ét er gjort tilgængelige for os, findes der også en erfaring, der er måske endnu mere afgørende end den både skræmmende og frigørende erkendelse af, at verden kan se anderledes ud. Nemlig erfaringen af, at vi nu ved, hvad det vil sige at gøre noget, når det virkelig gælder.

VERDEN LUKKER“Bliv hjemme," bad Erik Brøgger Rasmussen fra Udenrigsministeriet (yderst til højre) alle danskere om på et pressemøde i sidste uge. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Jeg har en bog, som jeg ofte vender tilbage til, og også i denne historiske situation har den vist sig at kunne sige ting, jeg ikke selv formår. Bogen er Aldous Huxleys dystopiske roman fra 1932, Fagre nye verden, og i den fremmaner Huxley et billede af fremtidssamfundet som et sted, hvor nydelse og velvære er det eneste legitime mål. Ingen forpligtende bånd mellem mennesker indgås i det samfund, han beskriver, alle forfølger den umiddelbare tilfredsstillelse af deres egne lyster og impulser. Overfloden gør det umuligt for folk at tænke i alternativer. Kærligheden til naturen er opgivet, fordi den ikke holder produktionen i gang, ingen læser bøger, fordi det forhindrer forbruget af luksusvarer imens. Der var flydende luft” på et typisk hotel, television, vibrationsmassage, radio, kogende varm koffein-opløsning, varme præservativer, og otte forskellige slags parfume var indlagt i hvert soveværelse.” I dette nydelsessamfund, skrev Huxley, var eftertrykket flyttet fra sandhed og skønhed til komfort og lykke”.

Jeg beskylder ingen velfærdspolitiker for at have samme grandiose masterplan som velvære-præsidenten i Huxleys Dystopia (her får alle hver dag et kemisk stof, der fjerner den sidste rest af tilværelsens ubehag). Men er det ikke sådan, at vi i vores samfund de seneste mange årtier netop har lagt trykket på komfort og lykke? Og at sandhed og skønhed – forstået som etisk sandhed, som moralsk styrke, som samvittighed, som fylde, som mening – er gledet i baggrunden som det, vi stræber efter, fordi den stræben kommer med en pris i form af ubehag, tvivl og selvopofrelse?

Jeg skal ikke romantisere den tid, vi lige nu gennemlever i Danmark, for der er ikke noget at glæde sig over. Mennesker mister deres mor eller bror, eller de ser dem kæmpe mod døden på intensivafdelinger. Jeg har ringet til min far og forsøgt at forklare ham, hvorfor han for sin families skyld skal holde sig helt hjemme. Tusindvis har allerede mistet deres job, og krisen rammer skævt som altid. Lige nu holder vi vejret og håber på, at hele økonomien ikke synker sammen som følge af den mavepuster, den er blevet ordineret.

Men selv om der ikke er noget at glæde sig over, kan der godt findes noget inde i det, vi oplever nu, der er meningsfuldt. Det er et sandhedens øjeblik faktisk, et øjeblik, hvor vi som kultur bekræfter hinanden i, at vi ikke kan se os selv og hinanden i øjnene, hvis vi undlader at sætte alt – måske endda også vores tørre rationalitet – ind på at undgå, at det bliver hos os næste gang, at hæren skal køre lig ud af byerne i lastbilkonvojer. Et fællesskab er betinget af viljen til sammen at tage vare på det, vi finder ukrænkeligt, også når det er på bekostning af vores individuelle lyster og længsler. Det er det, vi siger til hinanden nu ved at gøre, som vi gør, ved at begrænse os, vise hensyn, gå på kompromis med vores egne behov.

Så smitten konfronterer os med en fundamental erkendelse: Der findes stadig sandheder, som står over lykke og komfort. Det nemme, det friktionsløse og det effektive er ikke nødvendigvis godt. Måske er det faktisk sommetider det modsatte. For at redde liv er grænserne og restauranterne lukkede, shoppingcentre, vandpibecaféer, massører, frisører, bodegaer er det samme. Vi holder afstand i Brugsen og aflyser bryllupper; vi kan ikke kramme vores nærmeste under begravelser. Vi hjemmeskoler, forsøger at følge med på gymnasielærerens videolink og udfører vores arbejde på stenede tidspunkter af døgnet. Der er ikke længere et hav af forskellige slags rugbrød på hylderne, men færre at vælge imellem, selv om det, som Sallings direktør Per Bank bemærkede på et pressemøde i sidste uge, stadig er rugbrød og stadig kan gøre os mætte. Selv underholdningssamfundets mekka er ramt af den nye virkelighed: Netflix’ film og serier bliver streamet i 25 procent dårligere opløsning for ikke at overbelaste internettets infrastruktur unødigt. Vi ved nu, at det komfortable liv er fristende og nemt for den enkelte. Men vi erfarer også, at det ikke rummer en fælles mening, fordi det ikke bringer os i kontakt med sandheder, der ligger ud over os selv.

Måske viser ægte styrke sig først, når noget er svært. Håb er først håb, når det ser sort ud. Mod er først mod, når man er bange. Ansvar er først ansvar, når det tynger. Vi er i færd med at gøre ting for hinanden, som viser, at vi kan handle, når det gælder. Og det er meningsfuldt af én enkelt årsag: Fordi det ville være nemmere at lade være.

FØDESallings direktør fortalte i sidste uge på et pressemøde om situationen i detailhandlen. Der er rugbrød nok, sagde han. Men ikke lige så mange forskellige slags, som vi er vandt til. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Vi voksede op i et samfund, som vi troede var det eneste mulige. Opgaven lød på at finde sig til rette i en verden, hvor intet rigtig var på spil, fordi i morgen grundlæggende ville være en variant af i går, bare med mere båndbredde. Enhver var frisat til at finde sin egen relative mening i fraværet af en større fælles. Den utopiske impuls fik med rette dårlig omtale som en vilje til alene at tænke i absolutter. Men vi glemte, at den samme impuls gør det muligt at drømme og forestille sig det umulige, og erstattede den med en allestedsnærværende realisme, et evigt status quo.

Hvad der har ført til en stigning i karriereræs og praktikaliteter blandt unge studerende, er sammenbruddet af troen på en fremtid, som måske kunne være anderledes,” som kulturkritikeren Russell Jacoby engang har formuleret det. Overbevisningen om, at fremtiden vil gentage nutiden, kvæler utopiske længsler.”

Selv ikke de seneste års vigtige og historiske klimaaktivisme har for alvor manet et alternativt verdensbillede frem. Bevægelsen har helt afgørende ført til erkendelsen af, at den enkeltes komfort og lykke sker på bekostning af noget fælles ukrænkeligt, men er det faktisk endnu – på et bredt, kollektivt plan – lykkedes at male billedet frem af, hvad der kan træde i stedet for?

Nu ser vi pludselig, at vores samfund kan ændre sig, at denne mandag for alle danskere er radikalt anderledes end mandag for to uger siden. Vi er konfronteret direkte med, at vores valg påvirker resten af fællesskabet, og i solidaritet med de ældre og svageste, af pligtfølelse, bekymring og håb om at hjælpe har vi på ingen tid indrettet vores hverdag anderledes, end vi plejer. Indgroede rutiner er opløst på en enkelt uge og erstattet af nye, famlende. Ældgamle normer for, hvordan vi hilser på og omgås hinanden, er erstattet af andre, prøvende. Imens følger vi med, når sundhedsvæsenet hen over få dage gennemfører omfattende ændringer, som det normalt ville tage år at rulle ud. Dronningen har talt til os, selv om det ikke er nytårsaften. Regeringen indfører indgreb og love, der i én fejende bevægelse ændrer vores samfund og livsvilkår hen over en enkelt nat.

Når alt dette er overstået, kan vi så bare glide tilbage til det gamle? Kan vi gå tilbage og glemme, at forandringer kan ske med kollektiv kraft, når det virkelig gælder? Kan vi glemme politikere, der tør gennemføre omkalfatrende samfundsforandringer? Kan vi glemme erindringen om, at vi kan indrette os anderledes, at vi kan omgås hinanden anderledes, at vi kan handle anderledes, at vi kan arbejde anderledes, leve anderledes, tænke anderledes? Og vigtigere: Kan vi fortrænge det, der på grund af triste, dramatiske omstændigheder nu pludselig er kommet i forgrunden: at der findes sandheder, der er større end vores egne individuelle? Vi er lige nu i færd med at få erfaringen af, hvad det vil sige at sætte sig selv ind på andet end blot sig selv. Den slags, tænker jeg, er ikke hurtigt glemt.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: