Men i 2023 står han og de øvrige beboere til at få selskab af en flok hvide roterende genstande. Af 34-60 kystnære vindmøller, der fra havoverflade til vingespids vil række op til 200 meter i vejret. Til sammenligning er Rundetaarn 41 meter højt, og Danmarks højeste punkt, Storebæltsbroen, måler fra vandspejlet til toppen 254 meter.

“Placeringen og skalaen af møllerne gør det her projekt så horribelt,” siger Michael Amstrup.

Hans sommerhusnabo Ole Nyvold (nej, trods samme efternavn er vi ikke i familie), som også befinder sig på bakketoppen for at give sit besyv med, nikker.

“Alt, hvad der hedder solnedgange, vil foregå bag et roterende gitter af møllevinger. Området vil ændre karakter fra rekreativt til industrielt,” siger Ole Nyvold.

Opstillingen af massivt mange flere vindmøller og andre vedvarende energikilder er en politisk beslutning, der blev truffet i forbindelse med energiforligene fra 2012 og 2018 samt i den seneste internationale klimaaftale.

Da det ofte er skyet, regner og blæser herhjemme, er vindenergi den billigste og mest effektive måde at nærme sig udfasningen af kul, olie og gas. Hvilket det haster gevaldigt med. Vi har faktisk pænt travlt.

Om 31 år skal Danmark være en nation, der ikke udleder flere drivhusgasser. Allerede om 11 år skal al strøm i Danmark produceres af vedvarende energikilder. Alene for at opfylde første delmål inden 2030 skal Danmark fordoble mængden af el produceret via sol og vind for at nå målet om fossilfrit elsystem.

På nuværende tidspunkt stammer blot 8 procent af den energi, vi forbruger i Danmark, fra rene kilder som sol og vind. De resterende 92 procent kommer alt sammen fra afbrænding af ting som gas, kul og flis. Derfor er vi i virkeligheden ikke ret langt med den grønne omstilling af vores energisektor.

Det danske energiselskab European Energy ønsker at opføre vindmølleparken. Selskabet vil tappe det gunstige blæsevejr i og omkring bugten, hvormed parkens roterende vingesus forventes at producere cirka 1.000 gigawatt-timer om året. En produktion, der vil forsyne 225.000 husstande med CO2-neutral el.

Hvis vindmølleprojektet da bliver realiseret. Dét håber Michael Amstrup og Ole Nyvold at være med til at sætte en stopper for. De er begge aktive i foreningen Beskyt Jammerland Bugt, og bevæger man sig rundt i det frodige bakkede nordvestsjællandske landskab, støder man på udsagn fra foreningen.

“Bring fornuften tilbage i energidebatten,” står der på et klistermærke på en infotavle ved stranden.

I begyndelsen af marts rapporterede jeg fra et offentligt møde i København indkaldt af brancheforeningen Dansk Energi. Anledningen var, at de største bremseklodser for biogas, solceller og vindmøller hidtil har været teknikbøvl, og at de har været for dyre i forhold til fossile brændsler. Disse forhindringer er pulveriseret.

I dag udkonkurrerer grøn energi i stigende grad sort energi. Men på et tidspunkt, hvor vi mere end nogensinde før har brug for mere vedvarende energi, er der opstået en ny tvist.

Energikilder såsom vindmøller, solceller og biogas kræver plads, og berørte borgere i Danmark og resten af Europa nægter i stadig stigende omfang, at netop deres område skal lægge jord eller kyst til dem. Eller som Kristine Grunnet, branchechef hos organisationen Dansk Energi, formulerede det til mødet:

“Vi ser ind i en fremtid, hvor protester og langvarig sagsbehandling er den største barriere for grøn omstilling – ikke pris og effektivitet.”

Folketingspolitikere, borgmestre, forskere, lobbyister fra vindmølleforeninger og chefer fra energi- og vindmølleselskaberne var troppet op til mødet i hovedstaden. Men så vidt jeg kunne vurdere, var der ingen af de personer, som udfordringen handler om. De berørte borgere.

Derfor besluttede jeg mig bagefter for at tage ud og møde nogle af dem for at forsøge at få deres synspunkter og nuancer frem. Valget faldt på Kalundborg Kommune, hvor Beskyt Jammerland Bugt-foreningen erklærer, at de finder den grønne omstilling bydende nødvendig. Men de fremfører samtidig, at udrulningen af de vedvarende energikilder er løbet løbsk. Myndigheder og firmaer forsømmer at tage højde for de mennesker og dyr, som lever i de berørte områder. Vindmøller af den størrelse og i det omfang bør ikke stå i indre farvand – hvilket vil sige inden for nær synsvidde.

Beskyt Jammerland Bugt har opfordret andre til at engagere sig i sagen blandt andet ved at troppe op til et borgermøde denne søndag formiddag i midten af marts. Hensigten er at holde kampgejsten ved lige.

Indtil videre har Energistyrelsens embedsfolk tildelt European Energy tilladelse til en forundersøgelse af projektet. Modstanderne håber at afdække nye udslagsgivende oplysninger, der fører til, at Energistyrelsen i sidste ende aflyser European Energys vindmøllepark ved ikke at give en etableringstilladelse.

Konflikten i den nordvestsjællandske bugt er langtfra unik. Projekter med solcelleanlæg, vindmøller og biogas blokeres, forsinkes eller stoppes helt af borgergrupper overalt i Danmark.

Modstanderne frygter for usælgelige huse, forringede ejendomsværdier eller skæmmede naturområder ved udbygningen af vedvarende energikilder på offentligt ejet landjord eller i farvandet ud for kystnære strækninger.

Oveni klandres kommunerne af universitetsforskere og vindmølleforeninger for at håndtere modstanden forkert og indirekte gøde konflikter ved at bagatellisere betænkelighederne ved opstilling af grønne energikilder. De lokale protester er ikke noget nyt fænomen, men modstanden har ifølge både forskere, energiselskaber og vindmølleforeninger fuldstændig ændret karakter de seneste ti år.

Den udslagsgivende forskel anses for at være de sociale medier. Facebook og andre sociale medier har godt nok styrket det lokale demokrati og forbedret mulighederne for mobilisering i enkeltsager. Men ifølge Danmarks Vindmølleforening er slagsiden, at der sommetider piskes en stemning op, hvor debatten skævvrides, misforståelser florerer, og tilhængere af et projekt vælger at tie for at undgå skærmydsler i et lokalsamfund, som det for eksempel er beskrevet i fagbladet Ingeniøren.

Fronterne bliver da også trukket skarpt op. Landsforeningen Naboer til Kæmpevindmøller beretter om vindmølleflygtninge i form af familier, der ser sig nødsaget til at skifte bopæl. Vindmølle-lobbyister taler om, at krænkelseskulturen har indfundet sig i energisektoren.

Alene i år er planerne om fire vindmøller i tilkobling med et solcelleanlæg i Vejen Kommune blevet droppet. To biogasanlæg i Kolding og Esbjerg er indtil videre også sløjfet.

Hertil kommer så alle de ulmende protester. Eksempelvis i Ringkøbing-Skjern Kommune, der i årevis har rejst vindmøller i et hidsigt tempo og er en af landets grønneste med en ambition om at være selvforsynende med grøn energi i 2020. Nu har politikerne fået nok.

20 planlagte kystnære vindmøller nær et ferieområde var dråben. Efter voksende protester på egnen kræver byrådspolitikerne nu møllerne flyttet langt ud til havs.

“Vi har en sommerhusbranche og nogle udlejningsbureauer, som tænker på turismen. Og mange sommerhusejere er betænkelige ved, hvad det vil gøre ved oplevelsen af en solnedgang ved vestkysten,” siger borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune Hans Østergaard (V) til Ritzaus Bureau.

De 20 planlagte kystnære vindmøller i det vestjyske har sammen med en tilstødende vindmøllepark på tegnebrættet i området udløst danmarkshistoriens største sag om værditab. Knap 600 husstande kræver erstatning, hvis der bliver udsigt til de 190 meter høje vindmøller i en afstand af mellem fire og ti kilometer fra kysten.

En foreløbig kulmination opstod i fredags – og dermed en delvis sejr for modstanderne. Energiklagenævnet har besluttet, at byggeriet skal udskydes i mindst tre år. Ifølge interesseorganisationen Dansk Energi er den beslutning lig med tre millioner tons mere udledt CO2. Det svarer til udledningen fra 1,5 millioner dieselbiler.

Skiftende koordinatorer fra foreningen gennemgår, hvorfor tilliden til myndighederne og European Energys udlægning af projektet ligger på et mikroskopisk eller ikkeeksisterende sted. Meningsmålingen fra Megafon anses for at være et manipulerende partsindlæg. Visualiseringerne af, hvordan vindmøllerne vil tage sig ud, erklæres for at være “fantasifuldt mangelfuld”. En redegørelse om miljøpåvirkningerne opfattes som værende smækfyldt med fejl. Beskyt Jammerland Bugts kritiske granskning kvitteres med klapsalver af salen.

Et stykke inde i mødet lyder det retorisk fra Ole Nyvold ud over forsamlingen:

“Hvem synes, vi skal have den havvindmøllepark i Jammerland Bugt?”

Tilsyneladende opildnet af stemningen råber en enkelt person uforvarende: “Ja!”

Hun skynder sig at tilføje undskyldende, at hun skam misforstod spørgsmålet.

Som sagen ser ud lige nu, skal Energistyrelsen tage stilling til omkring 450 indsigelser fra privatpersoner, foreninger og organisationer imod vindmølleprojektet. Hvis ingen af de indsigelser fører til en aflysning af projektet, vil Beskyt Jammerland Bugt, som allerede har allieret sig med en advokat, klage og anlægge retssager ved Energiklagenævnet og Europa-Kommissionen.

Sagerne vil i så fald formentlig være de første af deres slags. Falder de ud til foreningens fordel, kan de derfor danne præcedens for andre områder, hvor borgere er utilfredse over grønne projekter i deres region.

Kigger vi på foreningens anker, kan de koges ned til tre punkter.

1. Kalundborg Kommune tager allerede sin tørn af den grønne omstilling – og mere til

Den vestsjællandske provins lever måske en overset tilværelse i nyhedsmedierne herhjemme, men er faktisk en international verdensetter inden for cirkulær økonomi og vedvarende energikilder.

Tager man eksempelvis rutebussen til Gørlevhallen fra Slagelse Station, er det som en tidsrejse. Den begynder, når man triller forbi kommunegrænsen, og skiltet med Kalundborg Kommune dukker op i vejkanten.

På den første bakkekam dukker fem store vindmøller også op. De er flankeret af adskillige mindre private husstandsmøller ved forskellige landbrug. Synet fortsætter. Nærmest alle vegne, man kigger rundt i Kalundborg Kommune, vil man få øje på enten landvindmøller eller solcelleanlæg.

Oveni kører der et kilometerlangt netværk af grønne rør rundt i og over jorden. Det cirkulerer damp, spildevand og andre restprodukter mellem Kalundborgs industrigiganter såsom Novo Nordisk og Statoil. Et lukket genbrugskredsløb uden produktion af affald. En infrastruktur, der ifølge Altinget rækker helt tilbage til 1961, længe før grøn omstilling eller cirkulær økonomi blev et buzzword hos konsulenthuse, på Christiansborg eller til et COP-et-eller-andet-ciffer-klimatopmøde i endnu en udenlandsk storby.

Så når Financial Times skal beskrive forretninger med minimal skade på naturen, drager reporterne hertil. Når asiatiske industrikonglomerater vil kopiere en grøn væksthistorie, tropper de op for at tage noter. Når EU’s ministre overvejer alternativet til vores skadelige lineære økonomi, retter de blikket samme vej: mod Kalundborg Kommune

Den vellykkede grønne omstilling fremhæver borgmester Martin Damm (V) til borgermødet.

“Vi har biogas, ja, det lugter lidt, men sådan er det. Vi har Danmarks største varmepumper og forsøger os også med solceller. Vores produktion af strøm med møllerne er 1,7 gange større end vores forbrug. Men det her projekt ud for bugten, det er helt unødvendigt og malplaceret,” siger Martin Damm.

Indkaldt til mødet for at markere deres standpunkter er også fem politikere opstillet på Vestsjælland: Laura Lindahl (LA), Jacob Jensen (V), Rasmus Horn Langhoff (S), Karin Nødgaard (DF) og Eva Flyvholm (EL).

Alle undtagen Enhedslistens repræsentant samtykker.

“Hele processen har været et meget lidt kønt forløb og skræmmende at følge. Projektet skal stoppes,” siger socialdemokraten Rasmus Horn Langhoff, der er valgt ind i Folketinget og for kort tid siden har købt sommerhus på halvøen i Reersø.

2. Vindmøllerne vil forstyrre truede dyrearter

Beboere og sommerhusejere er langtfra de eneste, som er tiltrukket af vandet i Jammerland Bugt.

Bugten huser den højest målte tæthed af marsvin i Nordeuropa. Marsvinet er den eneste hvalart, der yngler i de indre danske farvande, og der er nultolerance over forstyrrelsen af hvalen. Beskyt Jammerland Bugt pointerer, at der i selskabets miljøredegørelse står, at marsvinene skal bortskræmmes kontrolleret under rejsningen af møllerne.

Desuden er der fredede bestande af havørne, fiskeørne og edderfugle. Edderfuglene ynder at dykke ned for at spise krabber på samme havbund, hvor vindmøllefundamentet skal stå. Men edderfuglene er en truet art, som Danmark har et ansvar for at beskytte. Bugten huser omkring 25 procent af den fælles vesteuropæiske bestand og anses for at være et vigtigt internationalt fugleområde, hvor alle forstyrrelser bør undgås. Den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening og Naturrådet i Sverige har derfor også gjort indsigelse over havvindmølleprojektet.

En tidligere sag i den tilstødende bugt Sejerøbugten vækker desuden håb. Her har biologen Søren Mark Jensen sommerhus. For to år siden var han del af en gruppe modstandere, der var imod 20-60 kystnære vindmøller.

De fik dem skrottet. Ikke på grund af hensyn til mennesker. Men på grund af hensyn til dyrelivet. Den lille EU-beskyttede sortand væltede det kolossale vindmølleprojekt.

Søren Mark Jensen pegede dengang på, at møllerne ville reducere bestanden af anden, der stiller særlige krav de steder, den skal leve. Der skal ikke være for dybt, for den skal dykke ned til bunden og finde føde. Et flertal i Folketinget lod sig overbevise. De sløjfede vindmøllerne i Sejerøbugten i Energiaftalen.

Sortanden lever også i Jammerland Bugt. Beskyt Jammerland Bugt-foreningen får assistance af Søren Mark Jensen til at påpege truslerne mod det lokale dyreliv.

3. Møllerne sætter det lokale demokrati ud af spil

Når man vil etablere en havvindmøllepark, kan det i Danmark ske på to måder. Den første er et offentligt udbud. Her beror en afgørelse på kommunalbestyrelses syn på sagen. Forinden er naboer og borgere blevet taget med på råd under borgermøder og via høringssvar.

Den anden måde er kendetegnet ved, at et energiselskab udser sig et ledigt sted og henvender sig til Energistyrelsen. Denne måde har desuden indtil 2017 været præget af en undtagelse, som har reduceret det lokale demokratis medbestemmelse. Denne undtagelse er årsagen til, at European Energy indtil videre har kunnet gå videre med sit projekt i bugten, selv om kommunalbestyrelsen i Kalundborg Kommune lige siden begyndelsen faktisk har været imod.

Både borgere og lokalpolitikere har reelt ikke haft nogen indflydelse. Ej heller de skiftende miljø- og energiministre. Beslutningen er praktisk talt taget hen over hovederne på dem.

Det er embedsstanden i Energistyrelsen, som har godkendt projektet indtil videre. Energistyrelsen sidder inde med indflydelsen over Jammerland Bugt.

At det forholder sig sådan, skyldes et særligt forhold, der kaldes åben dør-proceduren. For at højne olie- og gasselskabers motivation til at investere i at udvinde sort energi i mindre profitable områder end de bedste felter i Nordsøen, besluttede folketingspolitikerne i 1990’erne, at selskaber også løbende skal kunne søge Energistyrelsen om tilladelse til at udvinde energi i udvalgte områder ikke omfattet af de normale offentlige udbudsrunder.

Princippet med åben dør-proceduren blev overført til vindmøllerne. Hensigten var at give dansk vind, ehm, medvind ved at øge udrulningen af denne type vedvarende energi.

For ti år siden, længe før stordriftsfordele og teknologiske vindgennembrud, var vindenergi til havs nemlig stærkt hæmmet af, at det var for omkostningstungt at opføre vindmøller, der ikke stod på land. Med en lettere sagsgang og lavere støtte end for de øvrige havmølleprojekter kunne Danmark forhåbentlig få bare lidt flere vindmøller til at rotere og udnytte blæsevejret over bølgen tangblå. Lød altså folketingspolitikernes bagtanker dengang.

Men en ting er jo boreplatforme laaaangt ude i Nordsøen. Markant anderledes er det med vindmøller i indre farvande. De griber ind i folks natur, leveområder og udsigter.

Jammerland Bugt var, indtil åben dør-princippet blev sløjfet, omfattet af denne særregel. European Energy har altså helt lovligt og efter bogen gjort brug af dette princip, da selskabet i 2012 henvendte sig til Energistyrelsen og modtog grønt lys til en forundersøgelse af en havvindmøllepark i den nordvestsjællandske bugt.

På den anden side har denne folketingsbestemte tilsidesættelse af de gængse kommunaldemokratiske spilleregler kun højnet utilfredsheden med projektet hos modstandere og politikerne til stede i Gørlevhallen. Beskyt Jammerland Bugt vil over for EU-domstole fremføre, at høringsprocessen er blevet tilsidesat i forhold til EU-direktiver.

En retssag, som Jacob Jensen, valgt ind for Kalundborg-kredsen og finansordfører for Venstre, hilser velkommen. For han frygter, at en sideeffekt af utilfredsheden med vindmøller i Jammerland Bugt er, at konflikten kan underminere den nødvendige udbygning af vindmøller på andre velegnede, langt mere oplagte lokaliteter.

“Det her projekt er efter min mening gift for vindmøller. Forstået på den måde, at hvis vi skal have en grøn omstilling, skal der være en lokal, folkelig opbakning. Mister vi den, får vi heller ikke en national opbakning, og så dør hele den grønne omstilling i Danmark,” siger Jacob Jensen.

Og man kan tilføje: Dele af den globale grønne omstilling kan også blive taget med i faldet eller tabe tempo. På den måde handler sagen i derfor ikke kun om en enkeltbugt i Nordvestsjælland. Den og de øvrige nuværende protester kan snildt have globale komplikationer. Dels er Danmark verdens førende produktionsfabrik i vindmølleindustrien, dels er Danmark et aktivt udstillingsvindue, som udenlandske regeringsledere og kommuner skæver til og besøger, når de overvejer, om 200 meter høje roterende energikilder er umagen værd at investere i. Og hvis 34-60 møller ud for kysten i et nordvestsjællandsk smørhul samt uviljen mod de øvrige nuværende projekter munder ud i aflysninger, kan det afskrække udenlandske delegationer med vordende grønne ambitioner.

Og for det tredje er det langtfra hensigtsmæssigt at rejse møller på alle de steder, som så måtte være ledige i Nordsøen eller Østersøen. Nogle ledige arealer er ubrugelige, fordi vindforholdene bare er for svage. Andre steder sætter store havdybder simpelthen en stopper for udbygningen. På nuværende tidspunkt er der nemlig ingen vindmølleproducenter, der har produceret vindmøller, der enten kan ligge helt stabilt på bølgen via flydende elementer eller fæstnes på de allerdybeste havbunde.

Men bliver den teknologiske begrænsning løst om nogle år, så verdenshavene kan plastres til med vindmøller, mener European Energy stadig, at der bør rejses vindmøller i indre farvande og ud for kysterne på steder såsom Jammerland Bugt. Alle tilgængelige vindressourcer bør udnyttes. Spolerede sommerhusudsigter eller ej.

“Hvis man virkelig mener, at det er helt ulideligt, at en sommerhusejer ikke kan sidde på sin bænk og kigge ud over havet uden at risikere, at der står en vindmølle og drejer otte kilometer ude i horisonten, så er det selvfølgelig en politisk beslutning,” siger administrerende direktør, Knud Erik Andersen.

“Men hvis den luksus er vigtigere end klimaet, så kan politikerne lige så godt tone rent flag, aflyse den grønne omstilling og brænde de kul af, vi kan finde.”

Tilbage i Gørlevhallen er arrangørerne ved at takke af. Lysten til at spørge eller markere sit standpunkt trods den overvældende enighed har været stor. Mikrofonholderen måtte bogstaveligt taget spæne rundt i idrætssalen.

Alligevel var der et synspunkt eller forhold, jeg ikke rigtig følte blev italesat. Det blev det heller ikke rigtig, da vindmølleindustrien var samlet i hovedstaden for at diskutere samme problematik. Et interesse- og modsætningsforhold, som ellers virker til at gennemsyre hele tvisten. Måske fordi dette forhold er et socialt minefelt og handler om statusser, der ikke lader sig kvantificere, indskrive i juridiske paragraffer eller prissætte. Storbyen versus provinsen.

Så i stedet ender vindmølledebatten ud i en slags forfladigelser. For det er nemt at sige, at modstanden skyldes, at vindmøller er grimme. Men uviljen hænger nok også sammen med, at det føles som et overgreb at få fjernet det, som provinsen har kørende for sig modsat byerne: skønheden.

Den person, jeg synes bedst formår at sætte ord på dette underliggende forhold, gemte sig blandt hundredvis af indlæg på et kommentarfelt på hjemmesiden for Foreningen Beskyt Jammerland Bugt.

“Vi får ofte at vide, vi bor i Udkantsdanmark. Ja, men vi kan lide at være her. Vi kan lide roen, stilheden, den uberørte natur, den sorte stjernehimmel. Vi kan lide etikken ved at bo i dette område. Nu vil de tage de fordele, der er ved at være en del af udkanten, fra os,” skrev Lis Rønne den 16. januar klokken 22.21.

Jeg sms’ede hende for at høre, om hun ville mødes og uddybe sine tanker.

“Ja 🤗,” replicerede Lis Rønne, og da menneskehavet er tyndet ud i Gørlevhallen, finder vi hinanden.

Lis Rønne viser sig at være en 62-årig rødhåret kvinde med sideskilning og er iklædt jeans og en grå striktrøje med et islandsk mønster. Hun besidder evnen at smile med øjnene indrammet bag et sæt turkisblå briller.

Lis Rønne bor ved Ubberup Højskole 18 minutters kørsel fra Jammerland Bugt. Tidligere i livet havde det været mest praktisk, hvis hun var flyttet til Ringsted. Men derinde var der jo intet vand. Intet naturudsyn.

Bugten med de kuperede strækninger og den lange horisont blev udslagsgivende for, at hun valgte egnen til. Hun kommer i bugten mindst to gange om ugen. Tidligere for at løbe. I dag for at gå ture enten alene, med børnene eller med hunden.

“Jeg har da haft et par kriser i mit liv og lært, at den bedste kur hverken er piller eller at lægge sig under dynen. Det er at komme ud og blive blæst igennem sådan syv kilometer og få det lange udsyn på ved at kigge ud over vandet,” siger Lis Rønne.

Hun ville markere sig under borgermødet, men lod sin hånd forblive nede. Gruede for, om det var upassende at bede om taletid. Edderfugle, marsvin og turismeindtægter er vigtige, og de elementer skal der afgjort tages hensyn til, men hun føler, at fokus forsvinder fra de mennesker, som har valgt egnen til på grund af dens særegne kvaliteter i det, nogle kalder for udkanten.

“For mig er området noget positivt og en naturglæde, der bør værnes om. Man kan tydeligt se stjerneskud dernede i bugten. De bliver måske væk i lysforurening på grund af vindmøllernes blinkende sikkerhedslys,” siger hun.

“Men naturen må ikke blive væk. Vi bør ikke tilføre mere af den uro, som i forvejen findes alle andre steder. Så siger folk, vi vænner os til synet, men lige meget hvor man færdes, vil man kunne se møllerne. De vil bare ikke harmonere med den bugt.”

Kort efter dukker Michael Amstrup og Ole Nyvold op for at tilbyde en køretur. Vi triller forbi højdedraget i midten af bugten samt ned til den sydlige del ved Reersø. Friskt mælkehvidt bølgeskum skvulper i vandkanten. Havænder og edderfugle vugger i vandet, men blafrer væk, da de spotter os.

Herfra fornemmer jeg for alvor, hvorfor Jammerland Bugt er et smørhul – både for naturelskere og energiselskaber. Landskabet er vitterligt betagende.

Sandstrand, stejle naturlige skrænter og azurblåt vand indkapslet i en geometrisk formfuldendt buet indskæring i en kyst. Skuet minder slet ikke om noget, jeg har set andetsteds hertillands.

Som den vandhund, Michael Amstrup er, har han tjek på vejret. Lige nu blæser det med hele 11 meter i sekundet, viser en måling på hans mobiltelefon. Alt i området bærer præg af vinden bærende fra sydvestlig retning. Alle buske og træer læner sig tilbage fra kysten i en 45-graders vinkel. Vi lægger overkroppen i nogenlunde samme vinkel fremover for at traske imod blæsten og nå op til et nyt udsigtspunkt på toppen af en skrænt på spidsen af Reersø.

Planen er, at mølleparken skal ligge seks-otte kilometer væk fra kysten. Men fordi vindmølleparken er 31 kvadratkilometer stor og Jammerland Bugten bred, vil nogle af vindmøllerne knejse inde i selve bugten. I så fald vil man ikke længere kunne se uhindret fra spidsen af Reersø til halvøen Asnæs. Hvor der i øvrigt på land allerede rager seks 131 meter høje hvide vindmøller op ved siden af den pulserende skorsten fra Asnæsværket, Danmarks største kulfyrede kraftværksblok.