Statens penge styres hverken visionært, modigt eller dygtigt, mener en professor, der vil lave det hele om

Penge, der skulle have løftet psykiatrien, gik i stedet til gæld og huller i regnskaberne.

Foto: Ida Guldbæk Arentsen, Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Per Nikolaj Bukh ser på sin have gennem ruden, mens vi taler sammen. Han tænker på at anlægge en overdækket terrasse. Sådan en med glasruder og appelsintræer, fortæller økonomiprofessoren over telefonen. Problemet er bare, at det eneste sted i haven, hvor han faktisk har plads til en terrasse, ikke passer særlig godt til et orangeri. Det vil blive både dyrt og besværligt. Men det er den mulighed, jeg har,” som han siger.

Per Nikolaj Bukh er professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, hvor han forsker i, hvordan staten fordeler ressourcerne i den offentlige sektor. Når han ser på sin have og mulighederne for at bygge en terrasse, ved han, at han må nøjes med den mindst ringe løsning. Hvis han havde en tom byggegrund, ville han bygge terrassen på den helt rigtige måde. Men nu står huset der, og så må han finde en mellemvej. Det er det samme, når den danske stat gerne vil lave ting om, siger han. I den offentlige sektor starter man med noget, der ikke er særlig godt. Det er ikke katastrofalt, men det er lidt halvdårligt. Så laver man nogle små inkrementelle forbedringer, og så får du den næstringeste løsning.”

Vi taler sammen, fordi der lige er sket noget mærkeligt. Da regeringen og dets støttepartier i december 2019 blev enige om en finanslov, afsatte de 600 millioner kroner til at løfte psykiatrien. Men nu har magasinet Altinget afsløret, at to regioner har brugt ret mange af de millioner på noget helt andet. Region Nordjylland har brugt 23 ud af sine 60 millioner kroner på at lukke huller i regnskaberne, som de har forklaret. Region Hovedstaden har brugt 90 ud af i alt 141 millioner kroner på at betale gæld af på hospitalsudstyr.

Det mærkelige er, at det faktisk ikke er så vanvittigt, som det måske lyder. Samtidig viser den her lidt småknudrede sag ind i, hvordan penge i virkeligheden flyder rundt i de offentlige systemer. Og ifølge økonomiprofessoren viser historien om psykiatriens penge ind i en af de største hæmsko i velfærdsstaten.

Bureaukratiet i velfærdsstaten får tit Per Nikolaj Bukh til at tage sig til hovedet. Han starter med at forklare det sådan her: Hvis man skal træffe en beslutning, er det altid bedst, mener han, at have så mange valgmuligheder som muligt. Begrænsninger er en dårlig vej fremad for den, der skal træffe beslutningen. Men når regeringen og Folketinget sidder på pengekassen, er det også dem, der bestemmer, hvor minutiøst de vil fordele pengene.

Den socialdemokratiske regering, og i særdeleshed statsminister Mette Frederiksen, har længe lovet, at regeringen ville stå for et opgør med detailstyringen. På det kommunale topmøde i marts 2021 gentog hun over for de fremmødte kommunaldirektører, at hun ønskede, at Folketinget og byrådene fremover ville slippe tøjlerne mere. Jeg håber virkelig, at vi den her gang har forstået, hvor meget vi ødelægger som politikere, hvis vi styrer den offentlige sektor i stedet for at give plads til ledelse,” sagde hun og fortsatte: Jeg håber virkelig, at vi den her gang tænker i, at vi skal skabe de overordnede rammer, vi skal være klar på målene, og vi skal have mere velfærd for de penge, som vi bruger.”

Knap havde hun talt færdig, før talerstolen blev overtaget af Kommunernes Landsforenings næstformand Martin Damm, der påpegede, at regeringen kører videre i vanlig stil på trods af store ord om erkendelser. Et af de seneste eksempler kommer fra en aftale på skoleområdet på 600 millioner kroner mellem Folketingets partier. I aftaleteksten finder man en nøje plan for, hvordan millionerne skal fordeles. Ti millioner kroner skal gå til elevrådene og kan eksempelvis bruges på pizza, lyder det. Netop den slags aftale er ifølge Per Nikolaj Bukh udtryk for, at kontrollen med regionernes og kommunernes økonomistyring har taget overhånd. Det kan godt være, at politikerne synes, det er en god idé, og det er de da i deres fulde ret til at beslutte, men man får ikke nødvendigvis det rigtige ud af pengene,” siger han. En kommunes behov afhænger naturligt nok af, hvad man i forvejen har prioriteret, og hvilke behov indbyggerne har. De pressede kommuner har jo brug for pengene til kernevelfærden, ikke til pizzaer til elevrådet.”

På lignende vis rejser historien om de 600 millioner til psykiatrien et grundlæggende spørgsmål om, hvordan velfærdsstaten skal bruge og fordele sine penge. Og hvordan de penge kan ende overraskende steder.

Da regeringen med et flertal af Folketinget vedtog finansloven for 2020, besluttede de, at psykiatrien skulle have et markant løft”, som det hed. Det skylder vi de tusindvis af danskere, der lider af psykisk sygdom, udtalte Danske Regioners formand Stephanie Lose. Men det gik altså ikke helt, som politikerne havde tænkt sig, for regionerne kunne ifølge deres egen forklaring slet ikke nå at bruge pengene i 2020. De hænder, der skulle ansættes, og de sengepladser, der skulle findes, krævede længere tid, har de ansvarlige siden sagt. Samtidig vidste de, at pengene skulle bruges, for ellers kunne det se ud, som om der slet ikke var brug for et løft.

Det svarer til at bruge sin ferieopsparing på at afbetale gæld, fordi coronapandemien har aflyst din sommerferie. Som privatperson kan du gemme pengene på en opsparing, men den mulighed har regionerne ikke, forklarer Per Nikolaj Bukh. Regionernes regnskaber skal nemlig udlignes hvert år, og det betyder, at det langtfra er første gang, at der dukker historier op om pludselige indkøb eller mærkværdig brug af penge, der var tiltænkt noget helt andet. Derfor skal man ikke nødvendigvis tage sig til hovedet over, at regionerne har brugt pengene til psykiatrien på andre områder. Man kan dog godt, tilføjer Per Nikolaj Bukh, stille et grundlæggende spørgsmål ved, om den danske stat forvalter de offentlige midler på bedst mulig vis.

Da jeg spørger ham, hvorfor regeringen ikke bare’ laver regionsmodellen om, sådan at regionerne kan spare penge op ligesom os andre og ligesom kommunerne, svarer han, at den historiske kontekst er vigtig. For når man har fået grønt lys til at spare penge op, kan man også bruge flere penge, end man har, og love, at man vil spare op næste år. Før amterne blev til regioner i 2007, var det et tilbagevendende problem ved de årlige budgetforhandlinger med staten. For at undgå, at det ender som et tåkrummende afsnit af Luksusfælden, styrer regeringen derfor regionernes pengekasser fra år til år. Der er ikke noget valg om at holde budget,” siger Per Nikolaj Bukh. Det er ikke bare helt umuligt, det er fuldstændig umuligt. Det er en meget, meget stram styring.” Derfor drømmer han om en såkaldt overførselsadgang i regionernes og kommunernes budgetter. Det ville give dem mulighed for at budgettere længere end et år ad gangen, og det ville, mener han, betyde færre tossede historier om pludselige indkøb og omfordeling af penge. Og måske kan det åbne for, at velfærdsstaten oftere kan hæve sig over de næstringeste løsninger.

Per Nikolaj Bukh har 100 idéer til at gøre velfærdsstaten bedre”, som han siger. En af dem handler om fleksibilitet og tillid. Den såkaldte overførselsadgang, som ville tillade kommunerne at overføre penge fra år til år, behøvede ikke engang udgøre et særlig højt tal, siger han. Den samlede serviceramme for de danske kommuner er i år på 267 milliarder kroner. Med en fleksibilitet på bare én procent kunne kommunerne altså samlet have en elastik på 2,67 milliarder kroner. Det er mere, end regeringen afsatte til at opkvalificere danskere, der har mistet deres job under coronakrisen. Man ville give kommunerne passende frihedsgrader, men uden at sætte landets økonomi over styr, fordi det trods alt kun er én procent,” siger Per Nikolaj Bukh. Tilsvarende kan Finansministeriet og regeringen sige til de kommuner, der mener, at de skal have flere penge, at de jo passende selv kan betale for udgifterne med deres opsparing. Han foreslår også, at der kunne være forskellige procentsatser afhængigt af kommunens størrelse – for Københavns Kommune ville en halv procent være nok, siger han, mens mindre kommuner vil få gavn af to til fem procent.

Det bringer os tilbage til orangeriet, appelsintræerne og princippet om det næstbedste”, som han kalder det. Økonomiprofessoren tøver nemlig ikke, når han skal kritisere regeringens og Folketingets måde at forvalte statens pengekasse. Man har ikke viljen, evnen eller modet til at tænke visionært nok omkring, hvordan velfærdssamfundet skal indrettes,” siger han. Inden vi skilles, siger jeg til Per Nikolaj Bukh, at der nok er visse politikere, der ville blive noget stødt over at høre ham sige, at den danske stat styres uden visioner, mod og evne til store forandringer. Det er der nok, svarer han. Men så simpelt er det.

Er det ikke også et spørgsmål om mådehold, spørger jeg. Er den stringente kontrol ikke et udtryk for en regering, der vil sikre sig, at ingen driver rovdrift på fællesøkonomien til deres eget bedste, og derfor det fornuftsbetonede valg? Jojo,” siger han. Men sådan er politik. Det er et gamble. Så slutter han med at sige, at han som professor udtaler sig kækt”, men at hans forslag hviler på adskillige års forskning. Hele den struktur, vi har med regioner og kommuner, er en hæmsko for at lave noget om på en rigtig god måde. Skal man tænke visionært, skal man tænke nogle år ud i fremtiden. Det kan være langt bedre at få den næstbedste løsning om fem år end den næstringeste i overmorgen.”