En mand satte sig for at spore alle, der har bidraget til hans morgenkaffe.

Og besluttede at takke hver og en

Resultatet? Et vanvittigt taknemmelighedseksperiment.

Illustration: Nicolai Oreskov Westh, Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

22:01

Måske kender du det selv. Men jeg har været lidt ekstra gnaven her under corona. Eller: Det er løgn. Jeg har – på de dårlige dage – været meget ekstra gnaven. Du burde snakke med nogen,” siger min kæreste, når jeg står og koger over, at vores højttaler i køkkenet ikke virker igen. Jeg svarer hende med en lyd, som er svær at skrive ned (men forestil dig hhmrrm!’ i sin mest sammenpressede, passivt-aggressive form).

Jeg ved, den slags er minimale problemer, men der er noget ved de værste corona-dage – med alt savnet og bekymringerne som bagtæppe – der gør små ting store.

Men for nylig skete der noget opløftende. Jeg stødte på en mand, der har fundet en vej ud af gnavpotteri (corona-relateret eller ej). Hans udvej handler om kaffe. Og om taknemmelighed. A.J. Jacobs, amerikansk forfatter, lektor og journalist, indledte nemlig for et par år siden et storstilet forsøg, der skulle tøjle hans egen smånegative grundindstilling til livet. Jacobs fik den idé, at han personligt ville takke alle de mennesker, der havde været involveret i at lave hans morgenkaffe.

Det viste sig at være … virkelig, virkelig mange. Forsøget sendte ham ud på en vild rejse gennem den moderne verdens sindrigt forbundne forsyningslinjer, fra Colombias tågebjerge til New Jerseys varehuse, fra floder af metal til en grædende barista. Samtidig fungerede eksperimentet – som er beskrevet i hans bog Thanks a Thousand – som et studie i taknemmelighed, fuldt af oversete og vigtige indsigter.

Snak med nogen, sagde min kæreste. Jeg besluttede at ringe til A.J. Jacobs.

ORDUd over at stå bag en række bøger skriver A.J. Jacobs for magasinet Esquire og er lektor ved East Carolina University. Foto: Presse

A.J. Jacobs virker fra start som en mester i overskud. Det skal du ikke være ked af,” siger han over Skype fra New York, efter jeg har rodet rundt i sommer-vinter-tid og ringet en time for sent til ham. (Ja, det kører for mig for tiden). Det er bare en fornøjelse. Tænk ikke over det.”

Jacobs fortæller, at han besluttede at begynde sin tak for kaffe’-rejse på sin lokale café, Joe’s på Manhattan. Og på en måde skulle han overvinde sig selv for overhovedet at gå i gang. For taknemmelighed ligger egentlig ikke naturligt til ham.

Jeg er født med en stærk negativ side,” siger han. Før i tiden var moderat gnavenhed’ hans standardhumør. Selv om han vidste, hvor godt et liv han egentlig havde, plejede han at lade de daglige irritationsmomenter kapre hans hjerne. Han trådte på sin hunds dinosaur-formede legetøj eller læste en sur mail – og så glemte han de hundredvis af ting, der var gået godt den dag. Over halvdelen af sine vågne timer svingede han fra mildt til dybt misfornøjet”, skriver han i bogen. Det er en latterlig måde at leve på.”

Men det er ikke en unaturlig måde at leve på. Ifølge evolutionære psykologer er vi mennesker genetisk programmeret til at lægge mærke til det, der går galt. I forhistorisk tid sikrede det vores overlevelse. Vores fjerne forfædre skulle helst kunne huske, hvad for nogle svampe der var giftige.

Problemet i dag er bare, påpeger Jacobs, at den negative bias har oversvømmet os med moderne angst. Samtidig er videnskaben rimelig klar: Taknemmelighed er klart at foretrække. Taknemmelighed kan ifølge forskning modvirke depression, forbedre din søvn, få dig til at motionere mere og komme dig hurtigere efter et hjertetilfælde samt blive mere generøs og venlig mod fremmede.

Og det bliver bedre endnu. En analyse i Scientific American konkluderer, at taknemmelig er det karaktertræk, der bedst forudsiger, om du trives og er lykkelig – mere end 24 andre også helt fine træk som håb, kærlighed og kreativitet.

Som benediktinermunken David Steindl-Rast siger det i Jacobs’ bog: Lykke fører ikke til taknemmelighed. Taknemmelighed fører til lykke.”

Derfor besluttede Jacobs sig for at gøre noget ved sagen. Han ville begynde at sige mere tak.

Og det, du nu skal vide om Jacobs, er, at han ikke gør noget halvt. Hans metode som forfatter og journalist er at bruge sig selv som forsøgskanin. Han har levet et år efter Bibelens forskrifter (inklusive et meget stort skæg – “min kone ville ikke kysse mig”). Han har levet kun for at gøre sin krop perfekt. Han har outsourcet sit liv til Indien. Han har forsøgt at blive verdens mest vidende person (ja, han læste alle 32 bind af Encyclopædia Britannica).

Og nu ville han så udforske taknemmelighed (og kaffe) ved at takke samtlige personer, der havde bidraget til hans morgenkop.

TAK FOR KAFFEKemikere, politikere, kunstnere, mekanikere, biologer, minearbejdere, gedehyrder og mange flere er involveret i den her kop. Foto: Marko Djurica / Reuters / Ritzau Scanpix

Det begyndte med Chung. Jacobs købte altid sin morgenkaffe på caféen Joe’s. Og denne morgen var det Chung, en amerikansk-koreanske tjener – eller barista – der bryggede den. Tak for at lave min kaffe, sagde Jacobs, da de satte sig ved et bord i hendes pause. Tak for at takke mig,” smilede Chung tilbage.

Jacobs overvejede at takke hende for at takke ham for at takke hende. Men i stedet lyttede han til Chung. Hun fortalte om, hvordan det egentlig er at brygge kaffe til koffeinhungrende mennesker. De fleste var søde, sagde hun, men der var også dengang, en kunde havde skældt hende så meget ud over at blande to bestillinger sammen, at hun til sidst brød grædende sammen. Det værste var imidlertid følelsen af slet ikke at eksistere.

Når folk behandler os som maskiner, ikke mennesker,” sagde hun. Ingen øjenkontakt. De ser på os som et middel til et mål – eller de ser slet ikke på os.”

Jeg føler mig lidt ramt, da jeg læser det her i Jacobs’ bog. Helt distræt, med høretelefoner på, når jeg står ved kassen i supermarkedet. Dét er taknemmelighedens fjende, skriver psykologiprofessor og taknemmelighedsforsker Robert Emmons fra University of California. At leve taknemmeligt er kun muligt, når vi indser, at andre mennesker gør ting for os, som vi ikke kan gøre for os selv,” siger han i bogen. Når vi forstår, at de ikke bare er midler til et mål, men også mennesker med pinlige teenage-minder og ømme skuldre.

Det var tak nummer 1. Jacobs gik nu videre til den person, der havde udvalgt lige præcis den kaffe blandt tusinder af varianter, han købte på caféen: Ed Kaufmann, indkøbschef hos Joe’s. Efter Jacobs havde takket ham, viste det sig, at Ed var nærmest sygeligt besat af kaffe. Hans job og lidenskab var at smage alle nuancer; hvordan føles kaffen i munden, balancen mellem syre og frugt, eftersmagen. Ed kunne smage Pink Lady-æble, grahamskiks, ananaskage og læder i en slurk.

Det, at Ed tænker så meget over min kaffe, er en af grundene til, at jeg ikke behøver gøre det,” skriver Jacobs. Ed udvælger den helt rigtige kaffe, så Jacobs bare kan fokusere på at drikke den – men processen er usynlig. Og det er en årsag til, at taknemmelighed er så svært, påpeger Jacobs: Når noget godt bliver gjort for os, bemærker vi sjældent den omfattende proces bagved.

Men taknemmelighed kræver, at vi lægger mærker til ting, siger professor i psykologi Scott Barry Kaufman fra Columbia University i bogen. Vi kan ikke værdsætte ting, hvis ikke vi er bevidste om dem. Hvis vi bare skynder os videre, på vej mod det næste. Hvis vi ikke virkelig smager på kaffen – inklusive grahamskiks og læder. Taknemmelighed handler i høj grad om at holde så godt fast på øjeblikket som muligt,” siger Kaufman. Det flytter vores opmærksomhed. Det gør tiden langsommere. Det kan få os til at glemme de små sten i skoen, siger han.

Kaffesmager-indkøbschefen Ed ser sig selv som en form for bassist i kaffens lange kæde. Han er det usynlige fundament, som forsangeren og leadguitaristen kan stå på. Jeg er nødvendig,” siger han. Men jeg er baggrund.” Ed elsker at være baggrund.

Problemet er bare, siger Jacobs, at vores samfund stort set altid hylder forsangeren”. I erhvervsliv, politik, kultur, videnskab og meget andet fremhæver vi i nyhedsmedier og tv-programmer den individuelle bedrift, selv om stort set alle vigtige og gode ting sker på grund af et samarbejde mellem mennesker. Jonas Salk fik i sin tid æren af at opfinde poliovaccinen, men reelt stod et helt hold af forskere bag. Flere af dem græd, da Salk præsenterede vaccinen ved en pressekonference uden at anerkende dem.

Vores ansvarligheds-bias” – tendensen til at give en synlig person ansvaret og fortjenesten for noget – fører ikke bare til tårer hos milliarder af usynlige bassister verden rundt, påpeger Jacobs. Vi fremavler også en overflod af wannabe-superstjerner, der ikke har tid til samarbejde,” skriver han. Det skaber et væld af ubalancer og problemer. Vi har desperat brug for flere bassister i verden.”

Jacobs indrømmer, at forsangerproblemet også gælder ham selv. Hans navn står på forsiden af hans bøger. Det samme, vil jeg skynde mig at anerkende, gælder artiklen her. Det er usynligt, hvor mange mennesker der egentlig har været involveret i arbejdet. (Så hermed: Tak, Ida (redaktør), Mads (redaktør), Birthe (korrektur), Anders (appen fungerer), Katrine (kontoret fungerer), Mikkel (illustration), Nicolai (vi får medlemmer) og mange flere).

Jacobs’ forsøg viser sig lynhurtigt at blotlægge, at der er virkelig mange bassister involveret i produktionen af en kop kaffe. Han takker producenten af kaffekoppens låg (“låg får ikke meget opmærksomhed”). Han takker logo-designeren. Han takker ægteparret, der opfandt det runde papbånd, som sikrer, at du ikke brænder hænderne (parret havde engang en tankstation; nu er de mangemillionærer).

Han takker lastbilchaufførerne, der fragter kaffen. Han takker lagermedarbejderne, der i bippende gaffeltrucks læsser kaffen fra lastbilerne og stabler den i enorme bjerge, der kan lugtes langt væk.

Han takker stålarbejderne, der i ekstremt høj varme, mellem springvand af gnister og en flod af metal, fremstiller stål, så det kan bruges i kafferisteren, skeen, køleskabet og lastbilen – alt sammen essentielt for morgenkaffen. Han takker fødevarekontrollen for at sikre, at caféerne og kaffen ikke er sundhedsskadelige (i gamle dage, før den slags kontrol, fandt man til tider bly og arsen i kaffen). Han takker mange, mange mennesker, der normalt ikke særlig ofte får tak – og som nærmest aldrig bliver hyldet på avisernes forsider for deres bidrag. Nogle nikker bare til ham, nogle ignorerer ham. Men de fleste bliver, sjovt nok, glade.

Undervejs begynder der at ske noget med Jacobs selv. Det, der i begyndelsen virker lidt kunstigt – at takke lastbilchaufføren – begynder at ændre ham selv. Han føler sig, lidt efter lidt, faktisk mere taknemmelig. Jeg vågnede i mit almindelige standard-gnavne humør, men tvang mig så til at bruge en time på at skrive en takke-hilsen til en lagerarbejder,” siger han. Og så begyndte jeg at tro på det. Min hjerne fulgte efter mine handlinger.”

Jacobs kalder det fake it till you make it-metoden. Eller rettere: Fake it till you feel it. Ved at tvinge dig til at opføre dig, som om du er taknemmelig, kan du ende med at føle dig taknemmelig.”

LED I KÆDEN33-årige Joao Rodrigo plukker kaffebønner i Brasilien. Foto: Mauro Pimentel / AFP / Ritzau Scanpix

Kaffe består af 98,9 procent vand, så A.J. Jacobs rejser selvfølgelig også til en enorm sø i Catskill-bjergene, der fungerer som en af New Yorks vandforsyninger. Her takker han kemikere, der renser vandet. Han takker arbejdsmændene, der indsamler afføring fra gæs og hjorte ved søens bred inden store regnskyl, så der ikke ryger for meget i newyorkernes vand. Han takker de lokale landmænd, der må leve efter ekstra stramme krav i området, og hvis forfædres huse blev oversvømmet for at sikre plads til søen. Min komfort opstår tit på bekostning af andre,” skriver Jacobs.

Og her nærmer vi os måske en risiko. Taknemmeligheden har nemlig en ubehjælpsom fætter: selvtilfredsheden. Mageligheden og forkælelsen er også en fjern del af familien. Kan taknemmelighed bruges til at retfærdiggøre uretfærdigheder? Så vi som zombier bare skal være taknemmelige for tingenes tilstand og glemme alt om forandring?

Det er et reelt dilemma, siger Jacobs: For kan firmaer som Walmart blot sige til de ansatte: Du skal bare være taknemmelig for dit job. Du behøver ikke en lønforhøjelse. Bare vær tilfreds!’”

Jeg spørger ham, om en del positiv forandring ikke også sker på grund af et væld af andre motivationsfaktorer og drivkræfter – vrede, indignation, et uendeligt indre tomrum, som umættelige ambitioner skal udfylde? Det føles måske ikke lige så godt som taknemmelighed, men det kan alligevel få verden til at flytte sig. Kan for meget taknemmelighed få os til at gå i stå?

Det er en risiko, siger han. Men dykker man ned i forskningen, ser det faktisk ud til at være omvendt. Taknemmelighed får os til at ville hjælpe andre mere,” siger Jacobs. At give noget videre – pay it forward.

Produktionen af kaffe er imidlertid ikke altid en rosenrød historie. Udnyttelse af fattige bønder, forurening og andre uretfærdigheder spiller også en rolle. Skal Jacobs også takke Exxon, der leverer olie til containerskibene, der fragter kaffen (men ikke ligefrem hjælper i kampen mod klimaforandringerne)? Skal han takke narkohandlerne, der sælger methamfetamin, så langturschaufførerne kan holde sig vågne?

Hm. Psykologiprofessoren Scott Barry Kaufman foreslår en form for kombineret taknemmelighed og aktivisme: Sig tak til Exxon for at hjælpe med din kaffe – og tilskynd dem samtidig til forandring.

Sådan en mail skriver Jacobs faktisk til Exxons direktør (“muligvis historiens mest passivt-aggressive takkebesked”). Der kommer ikke svar.

Jacobs beslutter også at donere et beløb svarende til sit årlige kaffeforbrug til en organisation, der hjælper til at sikre rent drikkevand rundtom i verden. Og nej, Nobels fredspris venter ikke lige rundt om hjørnet, understreger han. Pointen er blot, at taknemmelighed – og øget bevidsthed om sit eget held – gav ham lyst til at gøre noget. Jeg indså, hvor vildt og fantastisk det er, at jeg blot kan dreje på et metalhåndtag og få drikkevand – og det mindede mig om, at milliarder af mennesker ikke har den luksus. Det gav mig lyst til hjælpe andre.”

Undervejs i det lange takkeprojekt indser Jacobs også noget andet: Det her stopper aldrig. Takke-kæden er potentielt uendelig. Hvad med papirfabrikken, der laver pap til det bånd, der sidder om koppen? Og skovhuggerne, der fælder træer til papiret til papirfabrikken? Og metalsmedene, der laver motorsave til skovhuggerne? Er hver eneste person i verden involveret,” spørger Jacobs. Det virker svimlende.

Han trækker grænsen ved 1.000 personlige taknemmelighedserklæringer – tusind tak’er.

Den større pointe er, at noget på overfladen simpelt – en kop kaffe – kun findes på grund af en meget lang kæde af mennesker og funktioner, der normalt er usynlig. Den usynlighed gør det som nævnt svært for os at være taknemmelige over for de vanvittigt mange menneskerne i kæden. (Det er også derfor, en kop kaffe til 40 kroner i sig selv måske virker urimeligt dyr, påpeger han; det gør den ikke, når du møder de tusind mennesker, de 40 kroner er med til at aflønne).

Under corona – som bogen er skrevet inden – er de usynlige bassister imidlertid blevet lidt mere synlige for første gang længe. Vi så det, da globale forsyningslinjer blev udfordret af pandemien. Vi havde aldrig skænket dem en tanke, for de virkede bare, men nu var der cykelhandlere, der pludselig ikke kunne få cykler hjem; mangel på computerchips, der ramte alt fra biler til den nyeste PlayStation; alt sammen symboliseret ved containerskibet, der for nylig satte sig fast i Suez-kanalen og blokerede for verdenshandlen. Små ting bliver store under corona.

Men mest af alt gjorde corona det tydeligt – lidt ligesom tak for kaffe-projektet – hvor mange mennesker vi tager for givet, som laver usynlige, men helt essentielle ting. Det er de mennesker, der forhindrer samfundet i at kollapse,” siger Jacobs. Kassemedarbejderne. Budene. Lægerne og sygeplejerskerne, men også de hundredvis af andre teknikere, portører og rengøringsfolk på hospitalerne,” siger han. De mennesker og deres værdi har vi set mere tydeligt end længe. Jeg tror, corona har gjort mig mere taknemmelig på en mærkelig måde,” siger han.

Han anerkender, at corona har været hård – “det har ikke været regnbuer og enhjørninger”. Det er svært at holde fast i taknemmeligheden. Men det, han lærte af kaffeprojektet, har hjulpet. Det er lidt som en disciplin eller sportsgren, han hele tiden arbejder og øver sig på, siger han. Jeg går ikke i fitnesscenteret, men jeg går i taknemmeligheds-centeret.” Han skriver hver dag en mail til sin mor med noget mærkeligt, han er taknemmelig for. Når han skal sove, løber han alfabetet igennem i hovedet; en ting med hvert bogstav, han er taknemmelig for.

Jeg tror ikke, jeg havde overlevet nedlukningen uden taknemmelighed,” siger Jacobs. Jeg er taknemmelig for taknemmelighed.”

ET LED MERETørrede kaffebønner klar til at blive ristet i Colombia. Foto: Sergi Reboredo / AP / Ritzau Scanpix

Kafferejsen slutter langt inde blandt de tågede, skovklædte colombianske bjerge. Jacobs klamrer sig til en firehjulstrækker. De bumler langs stejle skrænter, mens chaufføren gør korsets tegn. En lille, støvet landsby, Pitalito. Køer på vejen. En kvinde, der fejer. En jonglør, der taber en machete. Her, langt væk fra storbyen, lever folk af to ting, skriver Jacobs. Kaffe er den lovlige. Her lugter af jord og mudder, og bjergene er uendeligt smukke.

Endelig når han frem til kaffebønderne, Guarnizos-familien. Han siger tak. De siger ikke så meget. Men de lærer ham, hvordan han skal plukke kaffebær fra kaffetræerne. Jacobs er for langsom, og han plukker de forkerte bær (de skal være røde, ikke grønne). Det er benhårdt arbejde.

Og her slår en sidste ting Jacobs: Han er heldig. Fordi han er født, hvor han er, og tilfældet har været på hans side, fik han mulighed for at vælge mange ting, han gerne ville. Han kan, modsat Guarnizos-familien, vælge ikke at bruge sit liv på at plukke kaffe (ud over i få minutter til research til en bog), men blot bestille kaffen på en café på Manhattan som sidste led i den lange kaffekæde.

Den erkendelse – at ting uden for din egen indflydelse har hjulpet dig – er en sidste nøgle til taknemmelighed. Undersøgelser viser, at folk, der anerkender deres eget helds betydning, er mere generøse. Det er en slags fundament for taknemmelighed, siger Jacobs.

Hvis vi erkender, hvor heldige vi faktisk er – hvis vi ser alle de usynlige mennesker, der hjælper os hele tiden med nærmest alt, hvad vi gør – kan vi vælge ikke at fokusere på den ødelagte højttaler i køkkenet, men på at sige tusind gange tak.

Så: Tak. Tak til A.J. Jacobs for at fortælle sin historie og vise en vej væk fra gnavenhed. Og tak til dig for at bruge lidt af din dag på at læse artiklen her. Det er jeg, helt ærligt, virkelig taknemmelig for.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: