For et års tid siden skulle en 1.-klasse på en folkeskole i København til sundhedsplejersken. Det var i forbindelse med en befolkningsundersøgelse, hvor børnene skulle måles og vejes. Inde hos sundhedsplejersken fik børnene stukket et skema i hånden, de skulle udfylde. “Er du en dreng eller pige, sæt kryds,” lød det første for langt de fleste ret simple spørgsmål. Og lige der gik otteårige Eva lidt i panik. For alle i hendes klasse opfatter og accepterer hende som en pige. Men den opfattelse harmonerer ikke med hendes cpr-nummer. Det sidste tal er ulige, fordi hun blev født som dreng og figurerer som sådan i alle offentlige registre.

Evas far, Helge Sune Nymand, forklarer det sådan her: “Min kone og jeg prøver altid at forudse de situationer, hvor personer, der ikke kender Eva, skal forholde sig til hende og til cpr-nummeret, men af en eller anden grund kiksede det lige der. Og konsekvensen er jo, at Eva bliver bange for, at nogen nærmest i bogstaveligste forstand vil hive bukserne ned på hende for at få syn for sagen.”

Helge Sune Nymand er it-konsulent og desuden næstforperson i Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn og bor i Københavns Nordvestkvarter med sin hustru, Louise Kristine Vigsnæs, der forsker i tarmmikrobiologi. Ud over datteren på 8 år, har de også en søn på 12 år. Og Eva har sagt ja til, at hendes far fortæller mig og Zetlands medlemmer om, hvordan det er for hende, når en læge, en bibliotekar eller en tolder i paskontrollen udbryder, at der er noget her, der ikke stemmer. Du ser ud som en pige, men ifølge dine papirer er du en dreng.

Og det er lige præcis situationer som denne, der gør, at Helge Sune Nymand og en række andre forældre og børn i samme situation krydser fingre for, at politikerne vælger at lytte til den anbefaling, som et stort flertal af Det Etiske Råd kom med til Folketingets Ligestillingsudvalg tidligere denne uge. Ja, faktisk tror han på, at politikerne vil ændre loven, så der ikke vil være nogen nedre aldersgrænse for juridisk kønsskifte, som også Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol lægger op til.

Så langt ned går Det Etiske Råd dog ikke endnu. Rådets anbefaling lyder, at det skal være muligt for børn ned til ti år at få juridisk kønsskifte. Regeringen gav sidste år udtryk for, at den agter at sænke aldersgrænsen fra de nuværende 18 år, og den holdning bakkes nu op af 16 ud af Det Etiske Råds 17 medlemmer, skrev Kristeligt Dagblad.

Opbakningen er bemærkelsesværdig stærk og fortæller også en historie om, hvordan vi som samfund er på vej et nyt sted hen, hvor der er en større accept af, at nogle opfatter deres kønsidentitet som mere flydende. Og at nogle ikke synes, at deres biologiske køn matcher deres egen kønsopfattelse.

Noget andet virkelig interessant er, at det i Norge siden 2016 har været muligt for børn ned til seks år at ændre deres juridiske køn. Og der kan forskerne nu begynde at se, hvad det betyder for børnene og samfundet. Ja, faktisk viser international forskning, at en social og samfundsmæssig accept af transkønnede kan ses helt ned i selvmordsstatistikkerne. I positiv forstand altså. Og hvis du lige hænger på, tager vi en tur til Norge lidt senere i historien her.

Lige et øjeblik. Hvad er juridisk kønsskifte overhovedet? Det må vi vist hellere få helt på plads nu. For når jeg de seneste dage har dykket ned i nogle af kommentarsporene, er det tydeligt, at ikke alle er helt på det rene med, hvad den her diskussion handler om. Så én gang for alle:

Juridisk kønsskifte handler ikke om at ændre kroppen. Det har intet at gøre med hverken hormoner, operationer eller udredende samtaler med psykologer eller psykiatere. Det betyder bare i al sin enkelhed, at en person kan få skiftet sit cpr-nummer og i det offentliges øjne blive set som det modsatte køn af det, man er født som. I Danmark har det siden 2014 været muligt at ændre sit juridiske køn i cpr-registret. Men kun for voksne og med en refleksionsperiode på seks måneder.

Og meget vigtigt. Juridisk kønsskifte er et reversibelt indgreb. Det vil sige, at man kan fortryde og vende tilbage til den, man var, hvis det skulle blive aktuelt. Når vi i Danmark har kønnede cpr-numre, skyldes det, at det har været smart ud fra et velfærdsmæssigt synspunkt. Cpr-systemet blev opfundet i 1968 og har blandt andet betydet, at det har været nemt at forske i sygdomme og for eksempel indkalde kvinder til screening for livmoderhalskraft, fordi alle kvinders cpr-nummer ender på et lige tal.

Så for Evas vedkommende ville det betyde, at hun ville få tildelt et lige nummer, der indikerer, at hun er pige, frem for det ulige, hun har nu.

Og når jeg sidder og kigger på de billeder, hendes far sender mig i løbet af vores snak, giver det god mening, at hun ser sig selv som en pige. Siger jeg med fare for at bekræfte alle kønsstereotyper. For Eva minder om min egen jævnaldrende datter. Langt, lyst hår, der lige har fået et strejf af pink, sat op i en rodet knold, skinny jeans og en sej T-shirt med print og så de karakteristiske, ret nye fortænder, der er ved at finde deres pladser i overmunden,

Det lyder simpelt. Og alligevel kan ændringen af et enkelt tal skabe stor debat. For er det ikke at spænde sit barn for en transvogn? som en debattør skrev. Faktum er, at der i hele den vestlige verden de senere år har været en tilstrømning af børn og unge, der ønsker at skifte køn – ikke bare på den juridiske måde. Og det har formentlig en betydning, at transkønnethed i 2017 blev fjernet fra Sundhedsstyrelsens liste over psykiatriske diagnoser.

Dagbladet Information skrev for nylig, at 103 piger og 38 drenge mellem 11 og 17 år i 2020 blev henvist til Sexologisk Klinik under Region Hovedstadens Psykiatri efter ønske om at få hjælp til deres kønsdysfori, som er et kraftigt ubehag, man kan lide under, når der er uoverensstemmelse mellem ens oplevede køn og ens biologiske køn.

Så er det her med at skifte cpr-nummer ikke bare et udtryk for et modefænomen, hvor man hopper med på børnenes fikse idéer? Er det ikke en reel bekymring, at man risikerer at forvirre og skade barnet mere, end det gavner? Er det ikke bare en fase, som går over?

“Nej, nej, nej!” nærmest råber overlæge Astrid Højgaard i telefonen, da jeg ringer til hende. “Det her er ikke en modedille. På ingen måde.” Hun er leder af Sexologisk Center på Aalborg Universitetshospital, hvor hun møder de unge, der netop er blevet voksne. For typisk kommer de hos hende, så snart de er fyldt 18 år og kan begynde en udredning, der kan afgøre, om de ønsker hormonbehandling eller operation. Og for nogle er det faktisk nok blot at få skiftet cpr-nummeret. “Du kan sige, at det bare er tal, men det er betydningsfulde tal. Det har betydning for familien, når børn tvinges til at fremtræde på en anden måde end deres identitet. Det her er ikke noget, forældre putter ind i børns hoveder,” siger Astrid Højgaard.

Hun har været med til at orientere og rådgive Det Etiske Råds medlemmer, inden rådet videregav sin anbefaling til politikerne. Stod det til hende, burde der slet ikke være en grænse for, hvornår børn kan få juridisk kønsskifte i Danmark. For man kan sagtens forholde sig til sin kønsidentitet, når man er otte år, som Eva er.

Allerede fra treårsalderen kan man identificere det køn, man føler sig som. Og når man er fire år, har man en stabil kønsidentitet. “De helt små har selvfølgelig ikke et sprog for det og siger ikke til deres mor, at de gerne vil skifte cpr-nummer. Men de har en tydelig social adfærd og spørger måske i stedet, hvornår deres tissemand falder af. Så et andet cpr-nummer sætter ikke noget i gang. Det er der allerede,” siger hun.

Hjemme hos familien på fire i Københavns Nordvestkvarter kan de fuldstændig genkende den beskrivelse, for Eva var allerede i børnehaven klar i mælet, fortæller hendes far: “Hvis børnene skulle inddeles i drenge og piger, stillede hun sig konsekvent hos pigerne, og hun blev ulykkelig, når nogen sagde, at hun ikke var en pige.”

Okay. Lad os lige vende tilbage til Det Etiske Råd. Da det skulle komme med sin anbefaling, var det faktisk kun 1 medlem ud af 17, der ikke anbefalede juridisk kønsskifte til børn. Stud.theol Morten Bangsgaard var og er den eneste fra rådet, der ikke går ind for at anbefale juridisk kønsskifte til børn. “Den overvejelse, der fulgte mig, var ønsket om at beskytte barnets mulighed for at udvikle sin egen identitet. Det bør være muligt at lege med og afprøve sin egen kønsidentitet, uden at det skal føre til, at nogen siger, at nu må du vælge, hvem du er. Vi skal beskytte barnets ret til at blive sig selv i de tidlige opvækstår.”

For jo, cpr-nummeret er selvfølgelig bare nogle tal, men de er også udtryk for meget mere, mener Morten Bangsgaard: “I bund og grund er det jo et spørgsmål om, hvilken udvikling vi ønsker os som samfund,” siger han.

Et nyt cpr-nummer fjerner ikke alle problemer med at trylleslag. Det bilder hverken far til en transkønnet Helge Sune Nymand eller overlæge ved Sexologisk Center på Aalborg Universitetshospital Astrid Højgaard sig ind. Men det vil på en enkel og ikke-indgribende måde gøre livet lettere for transkønnede børn. Ifølge Sexus-undersøgelsen fra 2018 er det en halv procent (cirka 29.000) af befolkningen, der oplever at have en anden kønsidentitet end den klassiske opdeling i mand og kvinde. De transkønnede udgør cirka 0,1 procent (cirka 5.800), vurderer man.

Astrid Højgaard understreger, at det kunne være en meget stor tjeneste at give til en lille gruppe mennesker, for hvem det vil have en afgørende betydning i deres hverdag. “Og for alle os andre ciskønnede, der lever fint med det køn, vi fik ved fødslen, gør det jo ingen forskel overhovedet.”

Mens vi i Danmark stadig taler hypotetisk om juridisk kønsskifte til børn, har de i vores naboland Norge allerede trådt stien for os. I 2016 indførte man “lov om ændring af juridisk køn”, som blandt andet betyder, at børn ned til seks år kan få et andet cpr-nummer. Og det er en fordel, at det kan klares inden skolestart, mener Astrid Højgaard. “Så begynder man faktisk i skole med et ydre signal, der passer. I stedet for at man i en alder af 12 år, hvor man er ret skrøbelig, skal til at forklare, at man nu er en anden.”

Jeg vil selvfølgelig gerne finde svar på, hvor mange børn og unge under 18 år i Norge der har benyttet muligheden og ændret deres køn juridisk, men de viser sig svære at opdrive. Et samlet tal, der gælder for både børn og voksne, kan jeg dog godt finde. Omkring 1.200 personer har ændret juridisk køn, efter at den nye lov trådte i kraft, skriver Pasientorganisasjonen for kjønnsinkongruens (PKI) på sin hjemmeside.

Det betyder rundt regnet, at cirka 0,03 procent af den norske befolkning har ændret juridisk køn. Ifølge Skattedirektoratet har der siden 2016 været 57 procent, der har skiftet fra kvinde til mand, mens 43 procent er skiftet fra mand til kvinde. Størstedelen af dem, som ændrer juridisk køn er i 20’erne, og gennemsnitsalderen ligger på 24 år. Og lige da loven var trådt i kraft i 2016, viste en opgørelse efter de første par måneder, at ud af 232 ansøgninger om ændring af juridisk køn var de ni af dem fra børn mellem 6 og 16 år.

“Når man kigger på Norge, er der ikke noget, der tyder på, at det vil vælte ind med ansøgninger om juridisk kønsskifte til børn, men for dem, der gør, er det afgørende for trivslen,” siger Helge Sune Nymand.

I Norge, på Universitetet i Agder, er Esben Esther Pirelli Benestad professor emeritus ved Institutt for psykososial helse – og i øvrigt en af Norges mest kendte transpersoner. Hen har i løbet af sit arbejdsliv set over 1.000 klienter med kønsidentitetsspørgsmål. Og det har uden tvivl gjort livet lettere, at både børn og voksne nu har mulighed for at skifte køn rent juridisk. “Det betyder egentlig, at samfundet siger: ‘velkommen til verden, du må være præcis den, du er’. Og i det øjeblik kan man give slip på en masse stress og bekymringer,” siger hen.

Når norske børn søger om en ændring i personnummeret, så skal det ske med forældrenes samtykke, hvis børnene er under 16 år. Og jo mere børnene og forældrene samarbejder, jo stærkere bliver barnets tilknytning til forældrene også, fordi barnet oplever at blive set ,som det føler sig. “Det interessante er, at de børn, der bliver mødt positivt og med tillid af deres omverden, de har faktisk mindre travlt med at efterspørge hormoner og operationer, hvorimod de unge, der altid er blevet set på med mistillid, vil have alting fikset hurtigst muligt,” siger Esben Esther Pirelli Benestad.

Og det er faktisk helt vildt, hvad det betyder for transkønnede børn, at blive opfattet som det køn, de identificerer sig med. Normalt er forekomsten af både depressioner og selvmord højere blandt transpersoner. Men et studie offentliggjort i 2016 i det amerikanske tidsskrift for børnelæger Pediatrics konkluderede, at “transkønnede børn, som socialt og samfundsmæssigt bliver støttet i deres kønsidentitet, ligger på et normalt niveau, når det gælder forekomsten af depressioner, og har kun en lidt højere forekomst af angst”.

Så når vi lige nu over stort set hele verden oplever en stigning i personer, der identificerer sig som noget andet end de klassiske køn, er det, fordi der er kommet en anden rummelighed og mulighed for at vedstå den, man er. “Det vil ikke skabe flere transkønnede, men det giver dem, der er, bedre mulighed for at stå frem. I Norge ser vi allerede nu, at kurven er begyndt at flade mere ud blandt unge, der søger hjælp til at tackle kønsidentitetsspørgsmål,” siger Esben Esther Pirelli Benestad.

Når Astrid Højgaard følger med i debatten om juridisk kønsskifte til børn, undrer hun sig over de mange hadefulde og skeptiske kommentarer, der følger med i kommentarsporene. Det virker som om, at nogle føler sig truet. “Jeg tror, at modstanderne har en følelse af, at en udvikling mod en større rummelighed får deres eget fundament til at vakle. Men herregud, det er jo bare et tal,” siger hun.

Morten Bangsgaard fra Det Etiske Råd har brugt lang tid på at lytte til og sætte sig ind i argumenterne for at anbefale juridisk kønsskifte til børn. Og faktisk handler det for ham en del om, hvilket fundament eller hvilke rødder vi giver vores børn.

Og lige nu oplever han, at der er nogle tendenser i tiden til, at vi gør det rodnet, som børnene skal bygge oven på, svagere. “Jeg ser en sammenhæng mellem det store fokus på identitet og de udfordringer, man oplever hos børn og unge i dag. Det er tankevækkende, at der nu findes en kvartvejskrise hos unge i 20’erne. Det er relativt tidligt i livet at befinde sig i en dyb eksistentiel krise, og jeg spørger mig selv, om det skyldes, at vi som samfund er så gode til at opfylde individuelle behov hos børn og unge, men har glemt at give dem et ordentligt rodnet at stå fast på.”

Vi skal passe på at foregøgle børn og unge, at livet aldrig gør ondt, siger Morten Bangsgaard også. “Det er en del af livet at møde muren, men hvis vi som samfund eller forældre hele tiden forsøger at feje forhindringerne af banen eller ikke lader børn og unge opleve, at de kan være i tvivl eller i krise, så rammer muren desto hårdere senere. Det er en falsk forhåbning, hvis man tror, at lykken er gjort med et nyt cpr-nummer.”

Evas far, Helge Sune Nymand, tager de kritiske eller undrende røster helt roligt, for han forstår godt, hvor de kommer fra. I begyndelsen var han slet ikke cool med, at hans yngste søn ville være en pige. Og han måtte gennem en slags sorgproces, inden han helt kunne rumme og forlige sig med tanken om, at køn er en mere kompleks størrelse end bare dreng og pige. “Jeg vil være ærlig og sige, at jeg selv ville have sagt, at det var hun slet ikke gammel nok til at tage stilling til. Hverken min kone eller jeg havde noget kendskab til at være transkønnet, inden vi fik Eva. Jeg havde regnet med, at det var noget, man kunne beslutte sig for, når man bliver voksen. Men Eva ønsker jo ikke at skifte køn, hun ønsker at blive set som den, hun allerede er. En pige.”

Og hvordan tackler Eva egentlig en episode som den ved sundhedsplejersken, som jeg fortalte om i begyndelsen af artiklen her? Hendes far siger: “I situationen reagerer hun ikke altid udadtil, men når hun kommer hjem, bliver hun indesluttet og ked af det og har ‘dumme tanker’, som hun kalder det. Hun spørger, hvem der kan elske hende, når hun ikke bliver opfattet som en rigtig pige.” Han tilføjer: “Og derfor er vores vigtigste opgave som hendes forældre at fylde hendes rygsæk med kærlighed, så hun er rustet til at klare de her situationer. Men selvfølgelig ville det bedste være, hvis man fiksede systemet, så hun slet ikke behøvede at havne i dem.”