Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Ruth Mottram er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Zetland Helikopter


Torsdag 29. august 2019

Hej


Her er dagens nyhedsoverblik fra Zetland. Det bliver fjernt.

Hvorfor Brexit-nødden er nærmest umulig at knække

I dagens nyhedspodcast kigger på grunden til, at Brexit er nærmest umuligt at løse. Grunden ligger i Nordirland og har det famøse navn The Backstop. Vært: Mads Olrik. Gæst: Sara McQuaid, NordirlandsekspertEN.

21 min

Dagens citat

“Fox News arbejder ikke længere for os”

Det skrev USA’s præsident Donald Trump på Twitter (selvfølgelig) om den tv-kanal, som kritikere (og han selv, tilsyneladende) mener var med til at sikre ham præsidentposten.

Dagens store historier

Foto: Simon Dawson/Reuters/Ritzau Scanpix

Nordirland og Brexit

I disse dage er Brexit-kaosset blevet endnu mere kaotisk. Her er, hvad der sker og hvorfor.

Det politiske system er presset op i et hjørne. Premierminister Boris Johnson har sat parlamentets arbejde på pause i ugevis. Han siger, det er for at forberede et lovprogram. Alle andre siger, at det er for at gøre det sværere for parlamentet at modsætte sig hans planer om at hive Storbritannien ud af EU uanset hvad den 31. oktober. I gaderne kalder demonstranterne det for et kup (Politico).

No-deal Brexit er nu det sandsynlige scenarie. Det siger i hvert fald flere af de andre EU-lande. Der er en sandsynlighed for, at Boris Johnson egentlig bare truer med no deal for at hive EU tilbage til forhandlingsbordet. Men uret tikker, og senest den 17. oktober skal der være klarhed om, hvad der skal ske (The Express).

Grunden til, at vi overhovedet er nået hertil i Brexit-sagaen, er, at EU og Storbritannien ikke kan blive enige om, hvad der skal ske med Nordirland, når Storbritannien forlader EU. I dagens nyhedspodcast dykker vi én gang for alle ned i historien om, hvorfor lige præcis Nordirland er blevet en umulig nød at knække (Zetlands nyhedspodcast).

Foto: Abir Sultan/AFP/Ritzau Scanpix

Israel vs. resten

  • På 48 timer har Israel angivelig bombet fire forskellige lande. Og alle bombeangrebene har (forvirrende nok) det samme mål.

  • Et luftangreb dræbte to militante i Syrien, et andet dræbte en militsleder i Irak, og en drone sprængte et Hizbollah-kontor i Libanon i stykker (CBS).

  • Angrebene er de seneste i en flere uger lang kampagne, hvor israelske bombefly har været over hele Israels nærområde i Mellemøsten. Målet er det samme: Angrebene skal forhindre Irans fremrykning i Israels nabolande.

  • Israel har anklaget Iran for at forsøge at etablere en transportvej af våbenforsyninger, der skal gå gennem Irak og det nordlige Syrien til Libanon. Det benægter de iranske myndigheder, som har meddelt, at de israelske angreb ikke vil passere ubesvaret (Al Jazeera).

  • Ud over det forsøger Israel at forhindre Iran i at udstyre deres arabiske allierede med avancerede missiler, som Israel frygter kunne udfordre deres forsvarssystemer (The New York Times).

  • Alt det her er mest en positioneringskamp, og ingen ønsker en åben krig. Men flere frygter, at de nuværende spændinger kan komme ud af kontrol og eskalere til en direkte konflikt.

Det skal du også vide

Italien har vistnok fået en ny regering. Femstjernebevægelsen, der tidligere var regeringspartner med det meget højreorienterede Lega Nord, har fundet sammen med centrum-venstre-partiet Demokraterne. De er vist mest enige om, at Lega Nord skal holdes uden for indflydelse (Financial Times).

Drengene får også gratis HPV-vaccine. Fra den 1. september bliver det gratis for drenge mellem 12 og 17 år at blive vaccineret mod HPV. Virusset, der kan forårsage livmoderhalskræft hos kvinder, kan også føre til visse kræftformer hos mænd senere i livet. HPV er hvert år skyld i omkring 800 tilfælde af kræft i Danmark (DR).

Dagens Zetland-historier

Foto: Alex Kotliarskyi

På stikkerne 1. Et dansk firma forsøger at bruge data til blandt andet at forudsige, hvornår firmaers medarbejdere kommer til at sige op. Velkommen til fremtidens HR.

På stikkerne 2. En ny bog kigger på en stor overset personlighedsgruppe: de ængstelige. De er bange, de trækker sig, og derfor overser man dem. Torben Sangild forsøgte at forstå dem.

Således torsdag.

I øvrigt: Vi er (stadig) i gang med at tænke over at lave en Helikopter-historie om verdensøkonomien og den (måske/måske ikke) snarlige økonomiske krise. I den forbindelse kunne det være sjovt at høre, hvordan I medlemmer føler jer forbundne til verdensøkonomien. Så hvis du for eksempel har en sjov historie om første gang, du opdagede, at du var en lille møtrik i et gigantisk økonomisk maskineri, så skriv til mig på mads@zetland.dk.

Det var det. Vi ses i morgen.

Mads Olrik

Med venlig hilsen

Mads Olrik

Helikopter-redaktør

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem