1. Så hvad er en konspirationsteori?

En konspirationsteori er den forestilling, at der bag begivenheder og officielle forklaringer ligger en større, hemmelig sammensværgelse.

Der findes selvfølgelig virkelige sammensværgelser (fra mordet på Julius Cæsar til Watergate-skandalen), og de bør naturligvis bringes frem i lyset. Så her bruges begrebet mere specifikt om udokumenterede, spekulative konspirationsteorier.

2. Hvorfor udgør konspirationsteorier et problem?

Mange konspirationsteorier er lettere komiske og affejes derfor som tosserier, man ikke behøver beskæftige sig med som andet end underholdning. Men fordi der er mange, der tror på dem, bør de også tages alvorligt, selv når de er lidt fjollede.

Konspirationsteorier udgør et problem af flere grunde.

• De har som regel intet på sig og tjener blot til at forvirre.
• De fjerner fokus fra de egentlige problemer i verden såsom krigen i Syrien til fordel for diskussioner om faldhastigheden af World Trade Centers syvende tårn.
• De skaber en grundlæggende mistillid til myndigheder, medier og videnskab og en overdreven tiltro til, hvor meget magthaverne kan slippe af sted med i et demokrati uden at blive opdaget. Det er uhyre vigtigt at være kritisk og holde magthaverne i ørerne; det gælder også medierne. Men helst med reel dokumentation frem for grandiose fantasier.
• De skaber frygt og fjendskaber. Og en generel paranoid følelse af, at intet sker tilfældigt – at alt, som er en smule mærkeligt, er en del af et mønster, et bedrag eller en ondsindet plan, som vi er ofre for. Konspirationsteorier motiverer endda nogle gange drab, krig og folkemord. Der går en lige linje fra konspirationsteorien om jøderne beskrevet i skriftet Zions Vises Protokoller (1903) til holocaust.

Der er masser af reelle ting, man kan og bør kritisere magthaverne for, men det behøver man ikke en konspirationsteori for at gøre.

3. Hvorfor breder konspirationsteorierne sig nu?

Konspirationsteorier er ikke noget nyt. De fik for alvor fart i kølvandet på Den Franske Revolution, hvor jøder, frimurere eller det hemmelige selskab ‘Illuminati’ fik skyld for at stå bag blodbadet. Man havde brug for en syndebuk, hvilket i øvrigt driver mange konspirationsteorier. Også den dag i dag er jøder, frimurere og illuminater blandt de hyppigste syndebukke for verdens fortrædeligheder. Men CIA og den amerikanske regering er kommet med i toppen af mistænkte.

Med mordet på John F. Kennedy i 1963 blev konspirationsteorier en slags hvermandseje. Det var svært at tro på, at FBI og CIA først undlod at indse, at Kennedys morder, Lee Harvey Oswald, var en trussel, at han handlede på egen hånd, og at han blev skudt af en anden enegænger, Jack Ruby, før han kunne vidne. Det måtte være en konspiration. Forskellige (modstridende) idéer blomstrede og blomstrer stadig om, hvem der i virkeligheden stod bag: CIA, FBI, Sovjetunionen, Cuba, højrefløjen, mafiaen, en af præsidentkandidaterne Richard Nixon eller Lyndon Johnson, våbenindustrien eller, ja, jøderne.

Når konspirationsteorier i dag spredes som aldrig før, er den vigtigste årsag formentlig internettet. Her kan alle skrive blogindlæg, danne grupper og ekkokamre på sociale medier og bekræfte hinanden i deres tro på, for eksempel at månelandingen ikke fandt sted, men var fabrikeret i et filmstudie. Denne mekanisme er blandt andet beskrevet af den russisk-amerikanske samfunds- og medieforsker Evgeny Mozorov.

Konspirationsteorier taler ind i vores tid båret frem af et mediebillede, hvor enhver kan være sin egen redaktør, og hvor ikke bare ideologiske debatter, men også strategiske informationskrige føres med propagandanyheder og fake news, som vi for nylig har set det med russiske infiltreringer af den amerikanske valgkamp. Konspirationsteorierne har haft deres naturlige plads i denne sammenhæng og har det stadig. Det er ikke altid gennemskueligt, hvornår afsenderen deltager i en kalkuleret mission, og hvornår den er opstået i de sædvanlige konspirationsteoretiske miljøer, for de befrugter gensidigt hinanden og gentager dem igen og igen.

Konspirationerne finder også næring i reelle hemmelige aktioner og infiltrationer under for eksempel Den Kolde Krig fra både USA’s og Sovjetunionens side – herunder ikke mindst USA’s rolle i Sydamerika. Det samme gælder de lækager og whistleblowere, der de senere år har afsløret omfattende amerikansk overvågning og global systematisk skattesvindel.

Endelig skriver konspirationsteorierne sig ind i den generelle mistillid til myndigheder og autoriteter, der viser sig på forskellige niveauer: vaccineskepsis, EU-skepsis, protestpartier mod den traditionelle måde at føre politik på og så videre.

Konspirationsteorier kan ses som et udtryk for afmagt. I en kompleks verden fuld af historier om magtspil og skattespekulation, om krig og terror, om korrupte politiske og økonomiske eliter tilbyder altforklarende konspirationsteorier en fast forankring, der på flere måder er beslægtet med noget religiøst.

4. Hvem er konspirationsteoretikerne, og hvad driver dem?

Det man kalder en ‘konspirationsteoretiker’ er en person, der ser konspirationer mange steder og har indoptaget den konspirationsteoretiske tankegang. Konspirationsteoretikere er ikke én bestemt type – det er en broget flok af mennesker med vidt forskelligt verdenssyn. Nogle gange betragtes de af skeptikere som mindre intelligente, men det er de på ingen måde. De er som regel meget godt begavede og i øvrigt samfundsengagerede mennesker. Derudover kan man ifølge eksperter som psykolog Rob Brotherton tale om følgende typiske træk ved ivrige konspirationsteoretikere:

• Der er en klar overvægt af mænd.
• De har en grundlæggende mistillid til andre mennesker.
• Nogle af dem er præget af paranoid angst, men slet ikke alle.
• De rangerer fra den yderste venstrefløj til den yderste højrefløj og befinder sig ofte i disse ekstremer frem for i den politiske midte.
• De reagerer ofte på en indignation eller vrede over verdens tilstand, og konspirationsteorierne er en måde at håndtere oplevelsen af kaos, grusomhed og afmagt.

Hos en del konspirationsteoretikere finder vi tendensen til at se mønstre i tilfældige data, også kaldet apophenia. Vi danner alle mønstre for at organisere kaos, og der skal ikke mere end to prikker og en streg til, før vi ser et ansigt. Konspirationsteoretikere har denne tilbøjelighed i udpræget grad og overfører den på verden i det, psykologen Michael Shermer kalder “patternicity”.

Derudover er de ligesom os andre præget af bekræftelsesbias – men til en grad, så de alene stoler på de data, der bekræfter konspirationsteorien og afviser alle, der går imod teorien. Det er måske den største udfordring ved at debattere med dem.

For konspirationsteoretikeren er konspirationsteorien nærmest som en religion, som de fleste eksperter understreger, heriblandt den danske religionssociolog Sara Møldrup Thejls. Den giver enkle forklaringer på verdens ondskab og kompleksitet. Og selv om teorierne kan fremstå paranoide, giver de den troende et tryggere ståsted, en forklaring på tingene og ikke mindst en syndebuk.

5. Hvordan kan man blive bedre til at vurdere teorierne?

Psykologen Michael Shermer har opstillet ti kriterier, der kan bruges som tjekliste over, hvordan man kan vurdere sandsynligheden for, at en konspirationsteori er sand. Jo flere af disse karakteristika en konspirationsteori rummer, des mindre sandsynlig er den. For eksempel at den kræver næsten umenneskelige evner for at kunne gennemføres i hemmelighed, at den knytter små ting, der ikke har noget med hinanden at gøre, til et meget stort plot, at den vægter spekulationer over fakta, og at de, der fremstiller den, tror på andre konspirationsteorier.

Når man skal forholde sig kritisk til en konspirationsteori, må man være ydmyg over for, at vi måske ikke kender hele sandheden fra den officielle forklaring, men samtidig forholde sig stærkt kritisk til det materiale, der lægges frem om den påståede konspiration. Her er nogle af mine tips til dette:

• Tjek kilderne. Er det i virkeligheden bare ganske få, der gentages og copy-pastes på internettet? Bruges der autoritative kilder på en manipulerende måde, såsom at citater tages ude af kontekst og den slags? Tjek den originale sammenhæng. Bruges akademiske titler for at give udsagn mere vægt? Husk på, at akademikere ikke altid er fornuftige, og tjek, hvad vedkommendes fagfæller mener om samme sag.
• Tjek, om der benyttes ’cherry-picking’, altså at man kun forholder sig til kilder, der understøtter ens teori.
• Vær altid skeptisk over for enkeltstående vidneudsagn. Vidner har ofte forvrængede erindringer om, hvad der foregik. Tjek, hvad alle de andre vidner siger.
• Læg mærke til retorikken. Der vil ofte være en masse ladede, mistænkeliggørende ord, der kun tjener til at få læseren til at føle, at der virkelig er noget skummelt på færde. Bedøm fakta og sandsynligheder rationelt.

6. Hvordan kan jeg diskutere med dem?

Bland dig endelig!

Når det kan være vigtigt at indgå i disse debatter, så meget man nu orker, skyldes det, at der er en masse andre mennesker, der nysgerrigt følger med. Og hvis ingen præsenterer modargumenterne, vil flere og flere være overbevist om, at der er noget om sagen. Men det er ikke nemt.

Min erfaring har udkrystalliseret sig i følgende debatråd, som jeg desværre ikke altid selv er god nok til at overholde, men dog efterstræber:

A. Før du kaster dig ind i kampen, må du naturligvis researche på emnet. Brug tjeklisten ovenfor til at gennemgå argumentationen.

B. Dernæst bør du væbne dig med tålmodighed. Tal altid mindre grimt til dem, end de taler til dig. Bliver du beskyldt for at være naiv og autoritetstro, så stå fast på, at du netop forholder dig kritisk til alle oplysninger, også til deres påstande. Bliver du beskyldt for at være en del af konspirationen, kan ironi være en vej frem. “Ja, som vi plejer at sige i Illuminati …” (Den strategi kan dog give bagslag, hvis de ikke har humor). Husk at anerkende, at der findes konspirationer, at der findes korruption og at myndigheder tit forsøger at skjule, hvad de laver, og at man derfor bør være kritisk.

C. Husk, at konspirationsteoretikere i udgangspunktet hverken er onde eller dumme. De har som regel de bedste hensigter og er intelligente mennesker. De reagerer på nogle af de samme ting, som du formentlig også er indigneret over: krig, vold, korruption, magtmisbrug. Begynd med at dele deres bekymring, så det bliver klart, at du ikke taler magtens sag, men diskutér i stedet fakta, kilder og sandsynligheder.

D. Lad dig ikke aflede af pludselige emneskift. Hold øjet superstramt på de oprindelige påstande, og insistér på de rationelle modargumenter.

E. Insistér på, at de skal kunne give et sandsynligt bud på, hvad der er foregået og hvordan. Altså ikke bare nogle vage antydninger, men et sandsynligt scenarie, der er en bedre forklaring end den officielle. Det er tit forbløffende svært.

F. Spørg dem direkte, hvad der ville kunne få dem til at ændre mening. Hvilke fakta eller nye oplysninger? Det kan blotlægge, om deres teori handler mere om tro end om viden.

7. Og så lige til sidst: Hvem dræbte faktisk JFK?

Torsdag den 26. oktober 2017 blev 2.891 hidtil hemmelige dokumenter i sagen om mordet på den amerikanske præsident John F. Kennedy frigivet – de peger én gang for alle på … at der efter alt at dømme ikke var tale om en konspiration, men en likvidering, planlagt og begået alene af den kommunistiske Lee Harvey Oswald.

Mordet på Kennedy i 1963 er imidlertid stadig en af de mest ikoniske konspirationsteorier. Således tror 61 procent af alle amerikanere, at der var tale om en sammensværgelse.

Og sagen er da heller ikke, at der intet er noget at komme efter. Dokumenterne viser, at CIA prøvede at dække over, at de allerede var blevet advaret om Oswald, at de havde ham i kikkerten, og at de burde have vurderet, at der var en sikkerhedsrisiko forbundet med at lade præsidenten køre i en åben vogn gennem Dealey Plaza i Dallas. Miseren skyldes altså formentlig inkompetence og manglende vilje til at indrømme fejl snarere end en konspiration.

Det samme gør sig i øvrigt gældende for angrebet på World Trade Center i 2001. Her var myndighederne også blevet advaret og forsøgte at dække over det faktum. Men i stedet oversvømmes internettet af historier om, at bygningerne slet ikke styrtede sammen som følge af flyene, men via kontrollerede sprængninger, og at den amerikanske regering selv stod bag – påstande, som igen og igen er blevet tilbagevist.

Og det er måske en vigtig lære her. Når myndighederne forsøger at dække over egne fejl, gøder de jorden for, at konspirationsteorierne kan blomstre.

LITTERATUR

‘Conspiracy Theories and Secret Societies for Dummies’, Christopher Hodapp, Wiley, 2008.

‘Hvem stod bag? Konspirationsteorier, skjulte magter og alternative forklaringer’. Redigeret af Christian Vollmond og Mads Aamand Hansen. Frydenlund, 2014.

‘Suspicious Minds – Why we believe Conspiracy Theories’, Rob Brotherton, Bloomsbury, 2015.