Vi er enormt stolte over at være danskere, viser det sig. Men ikke på den nationalistiske måde

  • 7. maj 2019
  • 13 min.
DANSKERNEVi skal til at tænke på os selv som patrioter. Forklaring følger. Illustration: Louise Rosenkrands for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

I en tid, som defineres af indvandring og globalisering, er danskerne blevet mere stolte over at være danskere, faktisk ret meget mere, men det er ikke det samme som, at vi er blevet mere nationalistiske. Det viser en ny stor undersøgelse af danskernes værdier, der punkterer myten om et nationalistisk Danmark. Til gengæld skal vi begynde at tænke på os selv som patrioter. Hvad forskellen er, får du forklaringen på her.

Her kommer der et ord, et stort ord, og ordet er danskhed.

Danskhed var årets ord i 2016 (i konkurrence med blandt andet brexit, shitstorm, ekkokammer, faktaresistens og trumpisme), det er et ord, som har været med til at definere vores tid, og som fortsat gør det, for hvad vil danskhed sige, hvad skal det betyde, også politisk, altså skal man føle sig dansk for at være dansk, og skal man være dansk for at være i Danmark? På den måde er spørgsmålene mange og tynget af store konsekvenser.

Danskhed er med til at definere vores tid, fordi det indeholder andre begreber, som også er det. Nationalisme, danske værdier og national identitet, særligt set i perspektiv af globalisering og indvandring, er begreber, vi dedikerer valg efter valg til, og nu, hvor vi skal til det igen, har vi til eksempel talt om den racismedømte nationalist Rasmus Paludans nyligt opstillingsberettigede parti i omkring en måned. Før det talte vi om ghettopakker, burkaforbud, smykkelov, flygtningekrise, håndtryk, Dannebrog, kage og indfødsret, og jeg kunne blive ved, egentlig, der er masser at tage af, men pointen står på den anden side nok ret klart nu. Det er, som om vi lever i danskhedens og ikke mindst nationalismens tid.

I den forbindelse er der nyt, og det kommer her:

På trods af årtiers debat om alt dette er danskerne i samme tidsrum ikke blevet mere nationalistiske. Vi er blevet mere stolte over at være danskere, endda meget mere stolte, men det er ikke det samme som, at nationalismen har bredt sig.

Det lyder måske underligt, men den er god nok.

Konklusionen stammer fra en undersøgelse, Den Danske Værdiundersøgelse hedder den, som er blevet lavet med ni års mellemrum siden 1981. Den er repræsentativ og omsiggribende, nu lander den igen, og den har altså noget ret interessant at fortælle.

Vi har fundet ud af, at andelen af befolkningen, der siger, at de er meget stolte over at være danskere, har været stærkt stigende siden 1981. Der er tale om en ret voldsom og faktisk også meget overraskende stigning,” siger Peter Gundelach, da jeg en eftermiddag får fat i ham over telefonen. Han er professor emeritus ved Sociologisk Institut på Københavns Universitet og har været med til at lave undersøgelsen.

Vi er blevet mere stolte, den tendens ser vi på tværs af befolkningen, men vi er ikke blevet mere nationalistiske. Det er ikke, fordi danskerne bliver mere nationalistiske, at vi er blevet mere stolte.”

Her er det måske på plads med en forklaring af, hvad det i denne forbindelse vil sige at være nationalistisk. I undersøgelsen gøres der forskel på nationalisme og patriotisme, og forskellen er den, at nationalismen tager sit udgangspunkt i etnicitet, altså i, hvor man kommer fra, og i sproget, mens patriotismen tager sit i en fælles politisk kultur, for eksempel i respekten for samfundets institutioner. Det ene kalder man en etnisk nationsforståelse, mens det andet hedder en medborgerlig nationsforståelse.

At være patriotisk kan forstås sådan, at man siger, at det er fedt at være dansker, mens nationalisme kan forstås sådan, at man siger, at det er fedt at være dansker, og at det også er federe, end det er at være fra et andet land. Nationalismen opstiller et hierarki mellem os og dem,” siger Peter Gundelach.

At stadfæste det hierarki, at relativisere og opsætte et værdimæssigt styrkeforhold mellem nationer og folk, er altså ifølge Den Danske Værdiundersøgelse ikke noget, danskerne er blevet gladere for at gøre.

Og så et søjlediagram:

Siden 1981 har den nationale stolthed i Danmark været stigende, som man kan se her. I 1981 svarede 32 procent af danskerne, at de var meget stolte, mens 24 procent svarede, at de ikke var det, i hvert fald ikke særligt meget, men siden da er andelen, der er meget stolt, vokset til 55 procent, mens andelen, der ikke er det, er faldet til 6 procent.

Det overrasker Peter Gundelach.

Vi havde ikke troet, det ville være så voldsomt,” siger han.

Oprindeligt havde vi regnet med, at stoltheden ville være stagnerende, måske endda for nedadgående. Vi havde en teori om, at globaliseringen ville have en negativ betydning for stoltheden. Vi skulle godt nok ryste posen, da vi så de første resultater.”

Han griner lidt i telefonen.

Altså, når man som det danske folk går igennem en globalisering og begynder at se sit land i sammenhæng med andre lande, så får man sat det danske i perspektiv, så bliver man mere internationalt orienteret og måske mindre nationalt orienteret. Og måske mindre stolt. Man kunne forestille sig, at nationen som en enhed ville blive mindre stolt, men det skete altså ikke.”

Nævnte overraskelse til side, så konkluderes det i værdiundersøgelsen, at man kunne forvente, at den voldsomt stigende stolthed især ville vise sig blandt den del af befolkningen, som ser etnicitet som noget vigtigt, men at det ikke er tilfældet. Stoltheden er primært vokset blandt gruppen med en medborgerlig, patriotisk nationsforståelse, ikke blandt gruppen med en etnisk, nationalistisk nationsforståelse.

Med andre ord: Vi er, ifølge værdiundersøgelsen, blevet langt mere stolte over vores nationale identitet. Men til trods for årtiers snak om dem” og os” kommer denne stigende stolthed ikke fra en forståelse af, at nogle er født ind i et særligt godt, dansk selskab, mens andre ikke er.

BONUSINFO. Et gennemgående træk i Den Danske Værdiundersøgelse er, at ældre er mere stolte over at være danske, end yngre er.

Det her med, at man skelner mellem nationalisme og patriotisme, er ikke kun noget, Den Danske Værdiundersøgelse gør, det er noget, der går langt tilbage i historien, for engang helt tilbage i 1700-tallet, da Kong Christian 7.s regering proklamerede, at regeringen for fremtiden skulle bestå af mænd, som kender landets love og institutioner”, var det ikke en etnisk dansk national identitet, den var ude efter, men en fælles, patriotisk identitet.

De danske borgeres rettigheder og forpligtelser udsprang af en politisk, ideologisk og samfundsmæssig definition af fædrelandet, og her var patriotisme en oplyst, bevidst fædrelandskærlighed, om man vil, langt vigtigere, end hvor man var født, og hvilket sprog man talte.

Baggrunden for det var logisk nok: Danmark i 1700-tallet var kosmopolitisk, riget bestod af danskere og nordmænd og islændinge og alt muligt fjerde og femte, og patriotismen var et forsøg på at holde sammen på det hele. Helt centralt var det, at borgerdyden,” som historikeren Uffe Østergaard har skrevet i et essay om forholdet mellem de to ismer, skulle almengøres, således at det ikke var fødsel og afstamning, men de konkrete handlinger, der afgjorde, om individet havde den rette borgerdyd. Patrioternes fædreland var altså ikke så meget et konkret geografisk område som et udtryk for, at borgerne var bundet sammen i et samfund med ansvar for hinanden og ikke blot sig selv. Derved adskiller den patriotiske fædrelandsfølelse sig fundamentalt fra den nationale eller nationalistiske.”

Senere, i 1800-tallet, blev patriotismen undergravet af nationalismen. Efter tabet af først Norge og så Sønderjylland var Danmark forhutlet og småt, vores institutioner var kuldslåede, og så kom guldalderen og den nationale genrejsning gennem det eneste, man efterhånden havde, altså sproget, den danske sang og det at være dansk. Etniciteten.

Først omkring 1940’erne blev patriotismen genoplivet, da teologen Hal Koch begyndte at tale om, at det, der samler os som danskere, ikke er det kulturelle, men det politiske. Koch forsøgte at genoplive 1700-tallets patriotisme som grundlag for demokratiet, han arbejdede for en mere politisk forståelse, en måske mere republikansk forståelse af, hvad det ville sige at være dansk, og man kan med god ret sige, at værdiundersøgelsens resultater kan føres tilbage til ham, ligesom han førte sine tanker tilbage til 1700-tallet.

Den Danske Værdiundersøgelse giver os altså en måske lidt overraskende, foreløbig vinder af en historisk strid mellem to ismer. Således en historisk sløjfe, og det er jo lækkert.

BONUSINFO. Embedsmanden Ove Malling udkom i 1777 med et patriotisk hovedværk, Store og gode Handlinger af Danske, Norske og Holstenere. Et af kapitlerne hed Religion, Menneskekierlighed og Høimodighed og et andet Flid i Studeringer, Goddædighed og Store Fortienester af Staten.

Godt. Altså handler det her om Danmark, om danskerne, om at være dansker, der er flyvske begreber på spil, både stolthed, national identitet og danskhed, så jeg tænkte, at det ville give mening at bede nogle danskere, nærmere bestemt Zetlands medlemmer, om at sætte ord på, hvad de forbinder med at være dansk. Jeg skrev en lille note i Zetland og stillede mit spørgsmål og fik vidunderligt nok rigtig mange svar.

Jeg kom til Danmark som flygtningebarn,” sagde den 27-årige sygeplejerske Tabita Mirembe til mig i telefonen, og det har været vigtigt for mig at give tilbage til samfundet. Jeg blev efterladt på et flygtningecenter som 2-årig, fordi min mor ikke kunne have mig, og jeg synes nogle gange, jeg oplever en kollektiv glemsel omkring, hvor virksomt og hjælpsomt og unikt et land Danmark er.”

Pædagogerne på flygtningecentret tog hånd om mig, og for mig er det et udtryk for et system, der virker, et system, der bygger mennesker op. Dermed ikke sagt, at der ikke er problemer, men systemet virker. Jeg skal nå at give meget igen.”

Hun fortsatte, vi talte ret længe.

Jeg kan ofte mærke fællesskabet. Jeg ved ikke, om det er nationalisme eller patriotisme, men jeg har en følelse af samhørighed. Jeg synes, at det, at Rasmus Paludan kan stille op, er et udtryk for, at demokratiet virker. Det styrker min nationalfølelse, at han får mulighed for at stille op, selv om han siger, som han gør.”

En anden, 63-årige Thorkild Stokholm, sad på et hotelværelse i Bahrain, da jeg talte med ham. Han var nede for at arbejde (han havde altid set ud i verden, sagde han, han blev udlært som elektriker på en fredag og stod på en olieboreplatform i Nordnorge om søndagen), og han fortalte, at han havde reflekteret over, hvad Danmark var for ham, og at det mere end så meget andet havde gjort ham glad.

Jeg bliver glad for den ramme, jeg har fået til at leve mit liv i. Jeg synes virkelig, vi har en fantastisk platform til at virke i verden, om vi så er forfattere, skolelærere eller virksomhedsejere. Jeg ser Danmark som en platform for at leve mit liv, som jeg har lyst.”

Den 44-årige skolelærer Fatima Ali fra Arden var særligt glad for, sagde hun, at Danmark var et land, hvor hensynet til andre mennesker betød noget, men hun var nok mest stolt over at være jyde. Og over ungdommen.

Jo mere skingert det bliver i pressen, jo mere åbensindet bliver vores ungdom,” sagde hun.

De unge er rigtig gode til ikke at skære alle over én kam. De ser ikke alle, der er fremmede for dem, som nogle røvhuller.”

44-årige Aya Sawahiro, som oprindeligt kommer fra Japan, men som har boet i Danmark siden 2003, fortalte, at hun havde været fascineret af Danmark, siden hun var teenager.

Danmark er en del af mig, som jeg ikke kan undvære. Jeg elsker Danmark, men en gang imellem bliver jeg skubbet ud, fordi jeg ikke er dansker. Så føler jeg, at jeg skal trække mig lidt tilbage,” sagde hun.

Jeg oplever ikke åbenbar diskrimination i hverdagen, alle er venlige, men så hører eller læser jeg noget, der slår mig ud. Forleden kom Rasmus Paludan for eksempel til Brønshøj Torv, og han hader os jo, og så føler jeg, at jeg ikke er dansker. Så bliver jeg mindet om, at jeg ikke er dansker. Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal forholde mig til det, fordi jeg i hverdagen ikke oplever det overhovedet.”

Den Danske Værdiundersøgelse har også noget specifikt at sige om et af tidens andre store, definerende begreber, nemlig globalisering og dens konsekvenser.

Sagen er den, at globaliseringen ikke udelukkende har skabt vækst og fremgang, den har også skabt det, der i værdiundersøgelsen kaldes globaliseringstabere”, altså en gruppe, som ikke har fået del i væksten, men som til gengæld har mistet deres jobs til udenlandsk arbejdskraft, og som nu ser sig efterladt på perronen.

En analyse, vi efterhånden har hørt så ofte, at vi kan den udenad, er, at denne gruppe skulle være drivkraften bag politiske fænomener som Trump og Brexit, fordi deres taberposition i den globaliserede verden har fået dem til søge mod nationalistiske værdier. Fænomenet, tesen, er endda navngivet, det kaldes value backlash, altså at globaliseringen har en nationalistisk modreaktion. Forskerne bag værdiundersøgelsen kender godt til tesen og har da også brugt en del krudt på at spørge sig selv, om den stigende stolthed blandt danskerne faktisk er sådan et value backlash, altså en modreaktion mod globaliseringen blandt de mindre velstillede grupper.

Svaret er nej.

Vi kan se, at globaliseringens ofre, som de også kaldes så drastisk, ikke bliver mere stolte i modsætning til resten af befolkningen,” siger Peter Gundelach i telefonen.

Faktisk er det tilsyneladende dem med de bedste vilkår og de højeste uddannelser, der er blevet mere og mere stolte af at være danske, skriver I. Så den her fortælling om et value backlash’ kan I på en måde også aflive?

Ja, der er ikke noget, der tyder på, at det holder i den her forbindelse.”

I undersøgelsen skriver Peter Gundelach og hans kolleger til sidst, at det er dem en gåde, hvorfor stoltheden har været stigende, altså sådan i det hele taget, men at de trods det har bud på, hvordan det kan være. Blandt andet, siger han nu, har der været en relativt stærk statslig iscenesættelse af stolthed i de seneste årtier. Der har været en række initiativer, som skulle gøre os mere stolte over at være danskere, for eksempel kulturkanoner, og vi er også begyndt at fejre danske soldaters indsatser i fremmede lande.”

I værdiundersøgelsen omtales en undersøgelse, der viser, at en heroisering af danske soldater er blevet almindelig i statsministerens nytårstaler siden 1991.

Vi har fået statslige initiativer, som betyder, at folk bør føle sig stolte. Der er kommet lykkemålinger, Danmark er begyndt at sammenligne sig med andre lande på alle mulige parametre,” siger Peter Gundelach.

Påpegningen, jeg er lige ved at sige iscenesættelsen, af Danmark, har været med til at skabe den her udvikling.”

Så altså. I danskhedens tid er danskerne blevet mere stolte over at være danske, sådan er det, det siger de tørre tal. Men i nationalismens tid, i en tid, hvor Rasmus Paludan kan blive opstillingsberettiget, er vi ikke blevet mere nationalistiske. Hvordan hænger det sammen?

Måske kan danskerne, eller det udsnit af danskerne, der er medlemmer af Zetland, hjælpe os med at forstå det.

38-årige Niels Sloth, der bor i Søften, og som er lektor på Aarhus Maskinmesterskole, var, da jeg talte med ham, overrasket over, at vi er blevet mere stolte, men ikke mere nationalistiske. Han havde dog også et bud på en forklaring.

Jeg tror, at den nationalistiske dagsorden er blevet blæst op i medierne, og medierne og politikerne afspejler ikke nødvendigvis den almindelige danske folkestemning,” sagde han.

Det er ikke spændende at skrive om, at det går godt, vi vil hellere have konflikten, og i dette tilfælde er den stigende nationalisme konflikten. For ikke så længe siden var Rasmus Paludan i Holstebro, tror jeg, det var, og der mødte de ham ved at spille fodbold og spise pizza, men det blev ikke en historie, for der var ingen konfrontation.”

Da jeg talte med Fatima Ali fra Arden, befandt hun sig et sted i nærheden af Niels Sloth, altså ikke geografisk, men i forhold til pointe.

At følge med i medierne er som at høre techno, det kører bare derudad,” sagde hun.

Den debat, de videregiver, synes at bestå af ekstremer. Hvad angår Paludan, står på den ene side dem, der er enormt krænkede, og på den anden står dem, der kalder sig ytringsfrihedsforkæmpere, men i midten står danskerne.”

Danskerne, mente Fatima Ali, gider ikke mere af det ekstreme.

Vi ville ønske, de alle sammen bare holdt deres kæft,” sagde hun.

Os er der ingen, der taler med, os er der ikke plads til i medierne, men vi er størstedelen af danskerne. Det er derfor, de tal, du sidder og kigger på, virker til at ligge så langt fra virkeligheden. Det er mediernes virkelighed.”

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem