Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Emma Martiny er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Sådan bliver dine følelser til

KONSTRUKTIONNej, vi kan ikke bare tænke os til et helt andet humør end det, vi er i. Men følelser er begrebslige kategorier i hjernen, og de kan derfor også til en vis grad omfortolkes og omdirigeres. Illustration: Signe Stubager

Derfor skal du læse denne artikel

Vi har ofte en opfattelse af, at følelser som vrede, glæde og misundelse er faste og universelle størrelser. Men ifølge ny hjerneforskning er følelser i høj grad konstruktioner. Det kan få betydning for såvel psykiatrien, som måden vi håndterer følelser i dagligdagen.

Du mærker vreden skylle ind over dig, den tredje gang han slynger en provokerende fornærmelse i hovedet på dig. Du mærker forventningens glæde boble op i dig på vej til festen. Eller du aner bare et lille stik af jalousi, idet du ser din kæreste henført berøre sin samtalepartner på skulderen. Følelserne opleves, som om de kommer til dig som direkte reaktioner på den situation, du er i. Og der er ikke meget at gøre, for sådan reagerer man jo.

Det er bare ikke helt sådan, det er. Følelserne er nemlig i høj grad konstrueret. Og de opstår som forudsigelser. Din hjerne har allerede forudset den næste fornærmelse og din egen reaktion på den, og det er derfor, din reaktion kommer så resolut. Og ikke nok med det. Dit begreb om vrede er med til at styre, hvordan vreden føles.

Du føler dét, din hjerne tror, du føler. Alt, hvad du føler, er forudsigelser baseret på tidligere erfaringer. Og det er dig, der skaber dem. Du er dine følelsers arkitekt.”

Ordene kommer fra psykolog og hjerneforsker Lisa Feldman Barrett, der har vakt international opsigt med sin bog How Emotions Are Made – The Secret Life of the Brain, hvor hun samler op på sin egen og andres forskning i, hvad følelser er for noget fra en neurologisk synsvinkel. Jeg har læst hendes omfattende bog og talt med hende over en skrøbelig Skype-forbindelse fra Boston. Hendes forskning er noget af det hotteste inden for feltet, og den gør op med en lang række forestillinger, der traditionelt har præget såvel psykologien som anden forskning i følelser.

For at forstå, hvad der foregår i hjernen, skal du først og fremmest acceptere, at der er forskel på, hvordan vi oplever, at hjernen fungerer, og hvordan den rent faktisk fungerer.

Dernæst skal du forkaste en række populære, men ukorrekte forestillinger – såsom den om en arbejdsdeling mellem en kreativ højre og en systematisk venstre hjernehalvdel – om, at vi har en særlig krybdyrhjerne, der reagerer instinktivt; om, at der er et klart skel mellem følelse og fornuft og et andet klart skel mellem krop og ånd, og endelig om, at bestemte følelser sidder bestemte steder i hjernen. Hvis du har en trang til at holde fast i en eller flere af disse forestillinger, så prøv at bekæmpe denne trang, for hjerneforskningen i almindelighed og Barretts forskning i særdeleshed er på vej videre, og jeg vil gerne have dig med. I hvert fald en artikels tid.

Der er endda flere kameler, der skal sluges, og dem vil jeg gennemgå nærmere. Den første kamel handler om, at der egentlig ikke findes en række faste følelser som misundelse, lykke, vrede, sorg, glæde, hengivenhed og så videre.

1. Følelser er hverken faste eller universelle

Der findes tonsvis af oversigter over grundfølelser, der påstår, at vrede og glæde er universelle størrelser, der er knyttet til bestemte reaktioner i hjernen og bestemte udtryk i kroppen eller ansigtet. Lisa Feldman Barrett begynder sin bog med at skyde en pil igennem det hele. Det har ikke noget på sig, det er gamle fantasier om, at en følelse har en essens, og at denne essens har et fingeraftryk, som gør, at vi kan genkende den.

Hun er en nådesløs kritiker af den gamle forskning, der mener at have fundet ansigtsudtryk for en række følelser, og lige så nådesløs over for den, der mener at have fundet tilsvarende mønstre i hjernen. Forsøgene holder ikke vand, de er præget af kulturelle fordomme, og vi må gentænke det hele forfra for at forstå, hvad der egentlig foregår, hævder Barrett.

Men hvad er en følelse så? En følelse er en måde, hvorpå hjernen giver mening til en kropslig fornemmelse. De kropslige fornemmelser kaldes affekter i det videnskabelige sprog. Et spædbarn (og et dyr) har kun affekter, ingen følelser og ingen skelnen mellem fysisk og emotionelt ubehag.

Der er på dette basale niveau kun to skalaer. En, der går mellem utilpas og veltilpas. Og en anden, der går mellem rolig og agiteret. Du kan være agiteret og veltilpas, det vil vi for eksempel beskrive med følelsesord som glad, jublende, eksalteret og så videre. Er du utilpas og agiteret vil vi bruge ord som for eksempel vred, rasende eller irritabel. Men det er alt sammen fortolkninger. Følelser er fortolkninger.

Følelser spiller en vigtig rolle for os som art. Vores hjernes mest basale opgave er at regulere kroppens systemer – puls, hormoner, åndedræt, kropsvarme, diverse kemiske balancer og meget mere – og det vil den gerne gøre så økonomisk’ som muligt, altså bruge ressourcerne mest hensigtsmæssigt og spare på dem, når der ikke er brug for dem. Affekterne er med til at regulere disse ting,” fortæller Lisa Feldman Barrett.

Når vi så begynder at tolke dem og gøre dem til følelser, er der fire yderligere funktioner, forklarer hun i bogen:

  • at forstå vores krops reaktioner (for eksempel sved og hjertebanken)
  • at hjælpe os til at handle på situationer
  • at kommunikere vores tilstand til andre (her kommer ordene ind)
  • at påvirke andres tilstand (for eksempel få dem til at stoppe eller give dig omsorg eller dele din glæde).

Strengt taget er hver eneste følelse unik hver eneste gang. Hver gang du er vred, er du vred på en lidt anden måde, end du var sidst, og på en anden måde, end jeg er. Følelsen har sin rod i et komplekst samspil af indre kropslige fornemmelser, en ydre situation og dine erfaringer gennem hele dit liv. For at give dem mening klassificerer vi dem, det er vores måde at håndtere al støjen’ på. Vi finder ligheder mellem tilstande og opbygger dermed ordløse begreber, som nogle gange senere får ord knyttet til sig.

Der findes ikke et specifikt ord for den følelse, man har, når man har lukket døren for den sidste gæst efter et selskab, man var vært for, og nu er alene hjemme. Men de fleste kender følelsen, som kan have forskellige valører, alt efter hvordan aftenen er gået, men som også har fællestræk såsom den summende stilhed. Det er altså et tavst begreb, men endnu ikke et ord. Hvis jeg opfinder ordet efterfestsomhed’, og det vinder indpas i sproget, vil tilstanden få mere opmærksomhed, end den har nu. Og rent faktisk vil følelsen blive forstærket. Vi har opbygget en ny følelse ud fra en vag fornemmelse. Og det provokerende er, at det også gælder de følelser, vi betragter som faste, naturgivne kategorier. Ordet er med til at skabe følelsen.

Bonusinfo. Utku-eskimoerne har angiveligt ikke et ord for vrede.

2. Følelser er noget, vi forudsiger

Vi oplever tit at blive overvældet af en følelse, såsom vreden, der skyller ind over os. Det føles, som om den flammer op som en direkte reaktion på det, der tændte den. At den allerede skulle være forudsagt før situationen, der vakte vreden, overhovedet fandt sted, virker bagvendt og nærmest mystisk. Det er ikke desto mindre kernen i Lisa Feldman Barretts og andre nyere hjerneforskeres opdagelser. Hjernen er en vanvittig aktiv forudsigelsesmaskine. Du oplever det ikke sådan, men det er sådan, det er, hvis vi skal tro hjerneforskerne.

Hjernens primære orientering i verden foregår ikke som en passiv sansning. Vi sanser ikke som et kamera og en mikrofon, men projicerer konstant forudsigelser ud i verden af, hvad vi vil se, når vi drejer hovedet, hvilke lyde der kan forventes og så videre. Hele tiden, nonstop, kører vores hjerne kaskader af lynhurtige forudsigelser i stilling, og når vi sanser, kaster vi dem ud, og virkeligheden melder tilbage med korrektioner. Du drejer hovedet, og der ser ikke helt ud, som du forudsagde, men du tager stadig ikke alle detaljer ind i korrigeringen, kun de detaljer, som er vigtige i forhold til det detaljeringsniveau, din hjerne har indstillet sig til.

Og på samme måde er det med følelser. Vi forudsiger hele tiden ubevidst, hvad der sker os, og hvordan vi vil reagere på det. Hvis en person, som du ofte er i konflikt med, kommer imod dig, vil du indstille dig på konflikt, og en række kropslige mekanismer vil gå i gang. Hvis det er din elskede, vil du tværtimod have en masse forudsigelser om kærlige berøringer. Men du har også forudsagt skuffelsen, hvis den elskede er fraværende eller irritabel frem for kærlig, eller den positive overraskelse, hvis konfliktpersonen har venskabelige hensigter. Vi oplever, at vi er åbne og reagerer på, hvad der nu sker, men helt ned på mikroskopisk detaljeplan laver vi konstant forudsigelser og korrigeringer af dem, når de så møder realiteten. Det sker som en løbende proces med adskillige nye forudsigelser i sekundet, alt efter hvilke forudsigelser der lige for et øjeblik siden blev korrigeret på hvilken måde.

Din hjerne arbejder som en forsker, der hele tiden udkaster et væld af konkurrerende hypoteser. Ligesom videnskabsmanden bruger hjernen sin erfaring til at komme med de bedste forudsigelser. Men det er nogle gange en døv videnskabmand med en megafon,” som Barrett siger med henvisning til, at vi i udgangspunktet sorterer langt de fleste detaljekorrigeringer fra som uvæsentlige og ressourcekrævende.

Det er svært at forklare denne mekanisme uden at fortabe sig i detaljer om neuroner, signalstoffer og samarbejder mellem de forskellige dele af hjernen, men en vigtig pointe er dét, Barrett kalder for affektiv realisme: Alt, hvad vi oplever, alt, hvad vi gør, alt, hvad vi siger, alt, hvad vi tænker, er påvirket af følelser og affekter. Idéen om, at fornuft er en modsætning til følelser, holder ikke. Vi tænker ikke én eneste tanke, der ikke er følelsemæssigt påvirket. Vi har så lært nogle metoder til ikke at lade disse følelser styre for meget – logisk ræsonnement, argumentation, videnskabelig metoder, at se tingene i et større perspektiv og så videre – men det er netop, fordi vi ikke kan undslippe følelserne, at vi er nødt til at bruge disse metoder.

Kaskaderne af emotionelle forudsigelser stopper aldrig. Så vi kan lige så godt få det bedste ud af dem. Og jo bedre begreber vi har for dem, des bedre kan vi håndtere dem.

3. Følelser er konstruktioner

Debatter om adfærd, for eksempel dele af kønsdebatten, er ofte præget af et skel mellem det, man kunne kalde biologisme og socialkonstruktivisme. Biologisterne opfatter biologien som noget statisk og det helt afgørende for, hvordan vi er – ofte noget med at generne og kønskromosomerne determinerer os, og at menneskehjernen er udviklet til en tilværelse på savannen for flere hundrede tusind år siden, som stadig er helt afgørende for vores adfærd i dag.

Heroverfor står socialkonstruktivisterne, der bagatelliserer de biologiske komponenter og fokuserer på, hvordan opdragelse og begreber (det, der på humaniora-akademisk hedder diskurs’) skaber vores normer og regulerer vores adfærd. Mens biologisterne har et statisk og konservativt blik på sådan noget som forskelle mellem kønnene, har socialkonstruktivisterne en forestilling om, at næsten alt kan ændres, fordi det er kulturelle normer.

Man kan såvel af biologiske som af filosofiske grunde være irriteret over denne skelnen – for biologien bygger på mangfoldighed og udvikling og sociale normer, er ikke bare sådan lige til at ændre – men man kan også gå til hjerneforskningen, hvis man vil ophæve skellet. For den sociale konstruktion sidder i hjernen, og hjernen er skabt til at lade sig forme af erfaringer, mønstre, normer og begreber. Det gælder også vores følelser. De er fra naturens hånd socialt konstruerede. Biologien er social, og den sociale konstruktion bliver en del af den biologiske hjerne. Lisa Feldman Barrett er således en socialkonstruktivistisk hjerneforsker.

Jeg spørger hende, hvordan følelsebegreberne opstår, og hun svarer, at det sker gennem spontane kategoriseringer: Kategorisering er ikke en bevidst proces, men en måde at finde mønstre i fornemmelser på. Og først når man gør det, kan man i egentlig forstand opleve dem som følelser. Uden kategorisering, ingen følelse. Kategorisering betyder bare, at man finder ligheder og kommer med forudsigelser i lignende situationer,” forklarer hun.

Vi danner altså følelsesmæssige begreber ud fra mønstre i vores erfaring. Spædbarnet har ingen følelser i videnskabelig forstand, men barnet lærer gennem forældrenes og andres reaktioner at klassificere de basale kropslige affekter i nogle kategorier (“nååår, er du ked af det”). Den proces fortsætter resten af livet, hvor vores egne erfaringer og de kulturelle normer kategoriserer fornemmelser i bestemte følelser.

Japaneres følelsesliv er forskelligt fra vores på grund af kulturen, ligesom dit følelsesliv er en smule anderledes end mit på grund af den individuelle erfaring. Begge dele handler om konstruktioner, og de konstruktioner præger hjernen på et helt biokemisk niveau, hvor forbindelser mellem neuronerne forstærkes ved gentagelser.

Det betyder ikke, at der ikke er noget før begrebet, der er kropslige affekter, men begreberne giver dem mening. Ligesom vi spontant inddeler regnbuen i en række striber af forskellige farver, selv om det er et kontinuerligt spektrum af lys, på samme måde inddeler vi affekter i følelser, så de giver mening for os. Og ligesom der er kulturer, der inddeler farveskalaen anderledes, er følelser også kulturelt forskellige, skriver Barrett.

Selv om et følelsesbegreb ikke behøver have et ord knyttet til sig, så forstærker selve ordet styrken og præcisionen af følelsesbegrebet, som jeg forsøgte at vise med mit opfundne begreb efterfestsomhed’. Følelsen findes på forhånd som et tavst begreb, en kategorisering af de gange, vi har været i den situation. Hvis vi begynder at sætte ord på det, vokser følelsen i både styrke og præcision. Ordet forstærker simpelthen følelsen.

Og jo flere forskellige ord man har i sit ordforråd for forskellige følelsesnuancer, des mere nuanceret er ens følelsesliv også, for man mærker simpelthen flere nuancer i de kropslige affekter. Har man et nuanceret begrebsapparat, så har man mulighed for at håndtere sine følelser mere hensigtsmæssigt, viser forskningen, ligesom man har lettere ved at forstå andres følelser. Hvis man omvendt ikke er vant til at tale om følelsesnuancer og bare har det dårligt’ eller er nede’, så er det sværere at forholde sig til dem.

Bonusinfo. I sin ungdom var Lisa Feldman Barrett på en date og mærkede en uventet forelskelse, der viste sig blot at være influenzasymptomer.

4. Hvad skal vi buge den viden til? Betyder det, at vi også kan styre vores følelser?

En stor del af mit interview med Lisa Feldman Barrett handlede om, hvad perspektiverne er i denne viden, såvel for psykiatrien som for os alle sammen. Vores Skype-forbindelse går ned fem gange i løbet af det korte interview, hvilket irriterer mig lidt. Femte gang siger Barrett moderligt: Her er det så, du passende kan træne din taknemmelighed og ærefrygt. Det er jo fantastisk, at vi overhovedet kan have denne samtale på tværs af kloden.”

Og hun har jo ret. På en måde er det et valg, at jeg bliver stresset af det. Jeg kan vælge at ændre fokus og være taknemmelig over, at jeg i kraft af teknologien kan stille forskeren i Boston mine mest påtrængende forståelses- og perspektiv-spørgsmål. Forstyrrelserne er bare en detalje i den sammenhæng.

At det kan være godt at dyrke visse følelser såsom taknemmelighed, er ikke bare noget, der står i selvhjælpsbøgerne, det har faktisk en helt konkret neurologisk begrundelse:

Man kan kultivere bestemte erfaringer, så man møder verden anderledes, med andre forudsigelser. Det, som hjernen gør meget, bliver den jo bedre til. Så at dyrke taknemmelighed hver dag gør en forskel. Jo mere du lader dig selv mærke taknemmelighed, des lettere kommer den følelse til dig, og des flere situationer kan du sætte den i forbindelse med,” forklarer Barrett.

Jeg er dog stadig provokeret over, at hun gentagne gange i bogen som et slagord skriver, at vi er vores følelsers arkitekt. Det lyder, som om vi har en enorm kontrol og decideret kan tegne og planlægge vores følelsesliv. Jeg konfronterer hende med det og spørger, om hun virkelig mener, at vi kan styre og planlægge vores følelsesliv?

Din hjerne bruger tre instanser til at danne følelser med. For det første sansningerne af den indre krop. For det andet erfaringen af tidligere begivenheder, der påvirker, hvad hjernen forudsiger. Og for det tredje nye informationer fra verden gennem korrektioner. Hvis du ændrer en af de tre, kan du ændre følelserne. Nogle er lettere at ændre end andre.”

Du kan skifte ydre miljø simpelthen ved at tage et andet sted hen. Det kan man ikke altid, men man kan så i stedet ændre sin opmærksomhed på omverdenen og lægge vægt på nogle andre ting i ens omgivelser. Det er det, mindfulness gør. Hvis jeg går ned ad gaden og ser en ødelagt fortovsflise, som noget ukrudt har trængt igennem, kan jeg enten være irriteret over, at den ikke er blevet ordnet af kommunen, eller være ligeglad og bare træde på den, eller også kan jeg føle ærefrygt over naturens kraft, der er så stor, at en plante kan trænge igennem beton. Når jeg øver mig i ærefrygt hver dag på vej til kontoret, vil jeg opleve det mere og mere i alle mulige sammenhænge.”

Man kan også ændre sin krop og dens signaler ved at følge de råd, vi allerede kender så godt: Spis sundt, bevæg din krop, få lys og frisk luft, få nok søvn. Det kan gøre en forskel, men det er sværere at ændre på end at ændre ens omgivelser.

Det tredje, man kan gøre, er så at omkategorisere de ubehagelige affekter inde fra kroppen, så de bliver mindre truende. Man kan ikke bare gøre ubehagelige fornemmelser behagelige, som nogle forestiller sig. Men det er muligt til en vis grad at omkategorisere ubehag og lidelse til for eksempel at være noget fysisk. Min datter opfandt begrebet følelsesinfluenza” – en tilstand, hvor man bare midlertidigt er i underskud på grund af for lidt søvn eller sult eller hormoner, eller hvad det nu er.”

Så når jeg taler om at være dine følelsers arkitekt, så er det dét, jeg mener: at vi faktisk kan ændre og styre tingene mere, end vi plejer at tro.”

Barrett understreger, at der altså ikke er tale om de udgaver af positiv tænkning, hvor man skal undertrykke de negative følelser, hvilket ikke er sundt, det handler om valører, fokus og nuancer. Og det er ikke nogen mirakelkur, for selv om vi med hendes (lidt overdrevne) metafor er vores følelsers arkitekt, så er vores hjerne også træg, og det tager lang tid at ændre disse fortolkninger.

Jeg har selv efter at have læst hendes bog formået i visse tilfælde at kunne få en nagende følelse til at forsvinde ved at minde mig selv om, at det bare er min hjerne, der er i gang med en kaskade af forudsigelser og fortolkninger. Det gælder naturligvis ikke meget stærke følelser og aktuelle situationer. Det er snarere, hvis jeg for eksempel vågner om natten, og en drøm sætter sig fast og bliver til en kværnende associationsrække af smertenspunkter, der holder mig vågen.

Men hvad med alvorlige følelsesmæssige kriser såsom depression? Gør Barretts forskning overhovedet nogen forskel, når vi bevæger os over i psykiatrien? Det er hun overbevist om:

Man kan ikke slukke for en depression, men man kan langsomt ændre hjernen, så den forudsiger anderledes. Og det har en direkte effekt på de tilstande i kroppen, der er grundlaget for depression. En depression skyldes neurologisk set, at hjernen mistolker affekterne fra kroppen og går ind i et loop af negative erfaringer og forudsigelser. Ved at ændre forudsigelseskaskaderne dæmper man langsomt lidelsen og giver hjernen nogle andre mønstre.”

Barretts forskning og nu hendes bog har vakt en del opmærksomhed, ikke kun i hjerneforskerkredse, men også i en bredere offentlighed og i psykiatrien. Dog er nogle psykologer ikke meget for at opgive deres tro på, at følelser er universelle og essentielle, fortæller hun. Og det er også provokerende at skulle ændre sin opfattelse af, hvordan følelser fungerer. Derfor var hun forberedt på modstand, da hun begyndte at præsentere sin forskning:

For et par år siden holdt jeg et foredrag på et førende internationalt psykiatrisk institut, og efter foredraget begyndte de at rejse sig op, og min hjerne forudsagde, at de var vrede, fordi jeg påviste, at deres modeller ikke var korrekte, men i stedet gav de mig en stående ovation. Jeg troede de ville gå i vrede, og det var først, da arrangøren gjorde mig opmærksom på hyldesten, at jeg faktisk forstod, hvad der skete.”

På den måde blev hendes forskning bekræftet i teori og praksis på én gang.

How Emotions Are Made – The Secret Life of the Brain’, Lisa Feldman Barrett, Macmillan, New York, 2017, 425 sider.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem