Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Kenneth Nørgaard er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Hvis du tror, Greta Thunberg er vred, så mød dem her. Fra i dag bliver den radikale klimakamp endnu mere radikal

BLOKADEClare Farrell (tv) og Tamsin Omond har begge erfaring med at blokere trafik med deres kroppe. Her poserer de dog bare for fotografen under et besøg i København. Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

På bare et år er klimakampen blevet en bred folkelig bevægelse. Og samtidig er der vokset en radikal flanke frem, hvis metoder læner sig op ad fortidens yderligtgående protestbevægelser. Den mest kompromisløse af dem er britiske Extinction Rebellion, som kæmper klimakamp med menneskeblokader og brandslanger fulde af kunstigt blod, og som har varslet om aktioner i hele oktober måned. Kan klimasagen klare de radikale rebeller? Eller måske er spørgsmålet: Kan den klare sig uden?

Mandag eftermiddag den 15. april 2019 satte et par hundrede aktivister sejl midt på Oxford Circus – og blokerede derefter det travle trafikkryds i det centrale London i flere timer. Sejlet blev sat på en 31-fods lyserød yacht, der ankom på en trailer, og blokeringen skete blandt andet ved, at flere aktivister limede sig fast til den. Og direkte til asfalten omkring dem – med små skilte ved siden af: Glued. Do not move. De lidt mindre dedikerede aktivister foldede bannere ud med slogans som Like the sea level we rise, We’re up to the knees in dead canaries” og Rebel for life. De fleste bar karakteristiske hvide mundbeskyttelsesmasker med et logo malet på: en rød eller sort cirkel med et timeglas indeni.

Lignende aktioner fandt sted samtidig ved Marble Arch, Waterloo Bridge og området omkring Parliament Square. Alt i alt førte blokeringerne til trafikkaos i store dele af Englands hovedstad. Shells hovedkvarter i England blev ramt særskilt. Her limede aktivister sig også fast – til svingdøren og de store ruder.

Da dagen var omme, havde Londons politi arresteret mere end 1.000 personer. Og klimabevægelsen Extinction Rebellion – som regel bare omtalt som XR – havde stjålet både Englands og udlandets overskrifter. Og ikke for første gang. Siden oktober 2018 har XR tiltrukket sig både opmærksomhed, vrede og applaus, når den har gennemført sine ofte spektakulære og altid civilt ulydige aktioner.

Essensen af bevægelsen er et oprør mod business as usual i forhold til indsatsen mod klimaforandring. Hvis planeten skal reddes, mener XR, så skal alt vendes på hovedet. I løbet af det år, XR har eksisteret, har den etableret sig med afdelinger i yderligere 52 lande – herunder Danmark.

NY KURSUnder en af deres mere spektakulære aktioner lykkedes det Extinction Rebellion at blokere Londons knudepunkt Oxford Circus, blandt andet med en til lejligheden lyserødmalet yacht, der undervejs også fungerede som DJ-pult. Foto: Tolga Akmen, Ritzau Scanpix

Den engelske klimaaktivist-organisation, som nu er blevet global, er den mest yderligtgående manifestation af den brede folkelige og internationale klimabevægelse, der har rejst sig på blot et år. Den er kommet til udtryk både i det helt små – fra den enkeltes forbrugers indkøbsvalg i supermarkederne og mere genbrugstøj i klædeskabet – og i det helt store, hvor en vis svensk skolepige for to uger siden stod i spidsen for en grænseoverskridende klimastrejke med deltagelse af et sted mellem fire og seks millioner mennesker i 186 lande.

Bevægelsen er, mener nogle, opstået af nødvendighed – summen af beviser for den klimaforandring, vi nu er begyndt at kalde en klimakrise, blev for overvældende til, at det kunne ignoreres. Men bevægelsen er også kommet, fordi nogle få er gået forrest, har sat følelser i gang og, ja, råbt højt og vredt til magthaverne. De få har været en katalysator, som også har fået de mange til at følge med.

Kampen for at få magthaverne til at lytte og handle er vokset støt, i takt med at alvoren er gået op for folk. Men jo mere styrke den har fået, jo flere etiske og moralske spørgsmål er der også vokset frem, som vi alle sådan set er nødt til at forholde os til: Hvilke midler er vi villige til at kæmpe den kamp med? Hvor langt vil vi gå? Og hvad er den rigtige måde at kæmpe på?

Diskussionen om Greta Thunbergs person og hendes form er eksemplet par excellence. Hendes tale ved FNs Generalforsamling foran alle verdens ledere blev delt vidt og bredt, men den delte også vandene. Frankrigs præsident Macron udtalte, at han syntes hendes retorik var for hård, og at hendes yderligtgående holdninger” risikerer at støde allierede væk. Der blev talt vidt og bredt om, at vrede og gråd ikke hørte hjemme på den allerhøjeste af talerstole, og herhjemme udtalte blandt andet videnskabsjournalisten Lone Frank, at det kammer over. Hun sidder og flæber.” Debattøren David Trads mente, at talen var langt ude” og sådan bør vi ikke diskutere klima i FN – og Weekendavisens Martin Krasnik mente ligefrem, at Thunberg nu udgør et demokratisk problem.

Fredagen efter FN-talen tog den 16-årige svensker ufortrødent videre til Canada og fik alene her mere end en million mennesker på gaden.

VREDEGreta Thunbergs tale i FN’s hovedkvarter var, på mange måder, en følelsesmæssig granat i klimakampen. Foto: Carlo Allegri, Ritzau Scanpix

Men hvad så med niveauet over Greta Thunberg? Det niveau, hvor Extinction Rebellion befinder sig? De er et eksempel på en åbenlys radikalisering af klimakampen – det siger de endda selv – og deres metoder overskrider mange menneskers etiske grænse. De mener ikke, at klimakrisen kan håndteres inden for det eksisterende system. Derfor bryder de loven. De søger den offentlige forstyrrelse. De ønsker at blive anholdt. Selv vil de sige, at det er nødvendigt og rigtigt at gøre for sagens skyld. Og de er, åbenlyst, nået langt med det, ligesom Thunberg er.

I dag, den 7. oktober 2019, stadig mindre end år efter at 15 mennesker grundlagde Extinction Rebellion, tager de, hvis man skal tro deres opvarmning og udmeldinger, kampen endnu et nøk opad. I sidste uge brugte de en pensioneret brandbil med banneret Stop funding climate death til at sprøjte 1.800 liter teaterblod på Englands finansministerium, HM Treasury. Og under overskriften A world-changing, planet-wide wave of rebellion koordinerer de nu en global aktion, der skal løbe over 14 dage i 60 byer verden over.

I London inkluderer det en veritabel belejring af ministeriekvarteret Westminster – og en hel masse andet, som de ikke har løftet sløret for. Eneste rigtige begrænsning er, at det ikke må inkludere vold. Omfanget af det, XR kalder The October Rebellion, er næsten den nødvendige konklusion på et løfte, som Clare Farrell, medstifter af Extinction Rebellion, gav os en fugtig junidag i København: Planen er, at hver gang vi gør noget, skal det være større og vildere end sidste gang.”

Spørgsmålet, et af de helt store spørgsmål blandt mange vigtige, er: Hvad gør det ved opbakningen til klimakampen, når dele af den bliver så radikal og tiltrækker sig så meget opmærksomhed som XR? Får det majoriteten til at tage afstand – eller er det den nødvendige, naturlige og folkestøttede vej for et oprør, der virkelig skal rykke ved noget fundamentalt?

Rebellerne tror naturligvis på det sidste og læner sig ofte op ad et berømt citat fra antropologen Margaret Mead – ja, de har sågar sunget det, mens de har ligget på asfalten og blokeret trafikken: Tvivl aldrig på, at en lille gruppe betænksomme og engagerede mennesker kan forandre verden. I virkeligheden er det det eneste, der nogensinde har gjort det.”

SÅ HVORDAN LØSER VI KLIMAKRISEN?

Ja, vores fremtid er truet. Men hvad gør vi så? Tiden er til konkret handling, så på Zetland sætter vi jagten ind på de teknologiske, samfundsmæssige og politiske løsninger, der faktisk kan forhindre eller afbøde klimakrisen. Denne artikel indgår i en serie, der er støttet af fonden Climate Planet Foundation, og er del af et fælles bogprojekt, der udkommer i 2020.

Klimakampen vækker følelser. Både hos dem, der virkelig er på barrikaderne, og dem, der synes, de er for meget – og selvfølgelig også alle de helt almindelige mennesker, der forsøger at navigere i syndfloden af rapporter, debatindlæg, politiske udspil og mediedækning. Når voksne mennesker offentligt nedgør en 16-årig pige, der græder, er scenen ligesom sat for en emotionelt drevet debat.

Det kan virke tosset, at fornuftige mennesker kan komme så højt op i det røde felt over lige præcis dette emne, men faktisk giver det mening, at klimaet trykker på alle vores følelsesmæssige knapper. Det forklarer dr. Stuart Capstick, som er uddannet psykolog, og som i ti år har forsket i (og skrevet ph.d.-afhandling om), hvordan folk forstår og reagerer på klimaforandring.

I dag er han fellow på Cardiff University med ansvar for deres forskningsprojekt CASPI (Low-Carbon Lifestyles and Behavioural Spillover). Og så ved han noget om vrede og kommunikation. Han henviser til forskning, der viser, at når et menneske overvejer de personlige konsekvenser ved klimaforandring, reagerer det overvejende med frygt, men når det overvejer, hvem der har ansvaret for konsekvenserne, reagerer det overvejende med vrede. Det giver rimeligt god mening rent psykologisk. Og fordi det gør det, så vil vi være mindre tilbøjelige til at tage afstand, når vi oplever, at andre er vrede i klimasammenhæng. Det kan være en del af forklaringen på, at Greta Thunberg og Extinction Rebellion får så meget støtte, som de gør, trods vrede udfald og sidstnævntes radikale metoder. Vreden resonerer med folks egne følelser – og hvis ikke den gør, er det, set i dette perspektiv, fordi man ikke helt har fattet alvoren. Man kan aldrig få alle med. Man kan bare konstatere, at rigtigt mange er med her,” konstaterer Capstick.

Og det gælder også ham selv. Efter ti år som ren” forsker, der udførte metodiske undersøgelser og skrev grundige videnskabelige artikler, i håbet om at de ville blive læst og have en påvirkning på verden, var han pludselig en del af en trafikblokade i London den 31. oktober 2018, den dag, XR gav regeringen deres declaration of rebellion. Han var der som privatperson, ikke forsker, men bagefter skrev han et debatindlæg på Medium.com, som flettede de to titler sammen.

Han startede med at konstatere, at de seneste ti års arbejde som forsker i stadig højere grad efterlod ham med en følelse af at forsøge at slukke en husbrand med en vandpistol” – og sluttede med at konkludere, at det ikke var rart at bryde loven, men at dagen efterlod ham med et spinkelt håb: At måske er vi begyndt at behandle det her som den nødssituation, det er.”

DEDIKERETClare Farrell har en fortid i Londons modeindustri, som hun troede, hun kunne forandre til noget mere bæredygtigt. Da hun indså, at det var umuligt, forlod hun branchen i afsky og begyndte en 'karriere' som aktivist i forskellige organisationer, der heller aldrig lykkedes med noget. Det store gennembrud kom, da hun var med til at stifte Extinction Rebellion, som hun nu er ofte benyttet talskvinde for. Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

Det gør Extinction Rebellion i hvert fald – helt konkret. Da bevægelsen den oktoberlørdag i 2018 formelt blev stiftet – og hvor Greta Thunberg faktisk også holdt en tale – præsenterede de tre centrale krav:

  • Regeringen skal være transparent om klimaforandring og deklarere det som en klima- og økologikrise.
  • Regeringen skal etablere folkeparlamenter, hvis afgørelser skal have reel indflydelse.
  • Storbritannien skal være CO2-neutralt i 2025.
  • De første to punkter er blevet opfyldt. Det engelske parlament erklærede i maj 2019 som det første i verden en klimakrise”, og i juni i år blev der også annonceret citizens’ assemblies, en slags folkeparlamenter (dog kun rådgivende).

Punkt tre er dog det mest radikale. Nærmest urealistisk. Men det er rebellerne fuldstændigt ligeglade med. Da en journalist fra Al Jazeera den aprildag spurgte en af stifterne, Clare Farrell, om det overhovedet er opnåeligt”, svarede hun prompte:
Øh … Jeg mener, det er nødvendigt!”

Den kompromisløshed lever i bedste velgående, da jeg møder Clare Farrell og medaktivisten Tamsin Omond i København. Farrell er på blot det halve år, bevægelsen på dette tidspunkt havde eksisteret, blevet et af dens mest brugte ansigter udadtil. Hun er 36 år, har en fortid i en modeverden, som hun i dag afskyr, og så har hun et temmelig iøjnefaldende look: panggult, farvet hår, der går over i lyserødt; kæmpestore, farverige tørklæder og eklektisk sammensat tøj. Hun har deltaget i alle de store aktioner i London og stod for eksempel ene kvinde for at udarbejde det 50 meter lange banner, de hængte på Westminster Bridge i november 2018 i en af deres allerførste happenings.

Et andet kendetegn er et hårdt, hæst grin, der tit efterfølger hendes mest kyniske udsagn. Som dette svar på, hvorfor hun var med til at stifte XR: Fordi menneskeheden er totalt fucked.

Og det skal resten af verden fatte. For at opnå det, går oprøret helt ublu efter opmærksomhed. Det er den primære grund til, at hver aktion skal overgå den forrige. For det er det, der kræves i den mediebårne virkelighed, som klimakampen udspiller sig i. Man må hæve barren for at vække opsigt. Når Greta Thunbergs taler er blevet mere og mere vrede, handler det, må vi antage, om indignation og frustration. Men samtidig fungerer det i mediemaskinen, hvor fokus skifter fra minut til minut. Hvis man skruer op for indsatsen, for følelserne, så gider kameraerne godt kigge én gang til.

En af hjernerne bag XR – og manden, der fik Clare Farrell til at tilslutte sig bevægelsen – er Roger Hallam. Han er en høj, let ludende mand på 53 år, der efter en ungdom med masser af aktivisme drev et økologisk landbrug i det sydlige Wales og passede sig selv. Men landbruget gik konkurs på grund af, siger han, en række ekstreme vejrfænomener. Der kom klimaforandring for alvor ind i hans liv, og i 2017 tog han til London for at læse videre fra sin statskundskabsuddannelse, som han tog på deltid på Swansea University.

Allerede samme år testede han potentialet i civil ulydighed, da han på blot otte uger, og efter to ugers sultestrejke, fik det universitet, hvor han var ved at skrive en ph.d., King’s College London, til at diveste 14 millioner pund fra fossilindustrien. Det havde adskillige studenterbevægelser med mere traditionelle midler forsøgt at få dem til i årevis. Hallams opskrift på succes? Han havde ganske enkelt læst op på, hvordan historiske samfundsopgør som borgerrettighedskampene i USA eller selvstændighedskampen i Indien havde vundet deres sejre – og sat sig for at efterligne dem. Som han skrev i en klumme i The Guardian, så følger XR ydmygt” i Gandhis og Martin Luther Kings fodspor:
Vi genopdager ganske enkelt, hvad mennesker gør, når de har fået nok af nederlag og virkelig vil gøre en forskel.”
Med den indsigt i aktivistrygsækken var det – ligesom med så meget andet i kampen mod klimaforandring – bare et spørgsmål om at skalere op.

Da den første day of rebellion gik i gang, filmede avisen The Guardian Hallam på Lambeth Bridge, en af de fem broer i det centrale London. Sammen med en solid flok med-rebeller blokerede han simpelthen broen. For Hallam var det primære mål for dagen at få nogle af aktivisterne arresteret, og da politiet endelig gik i gang med at bære folk væk, bad han den øverstkommanderende om at sætte tempoet op. Eller som han selv sagde til den grinende, mildt vantro bobby’.
Vi kan ikke blive arresteret hurtigt nok.”
Måske er det derfor, et af de få spørgsmål, man skal svare på, når man melder sig ind i en XR-gruppe, er:
Er du parat til at blive arresteret?”

Roger Hallams pamflet Common Sense for the 21st Century: Only Nonviolent Rebellion Can Now Stop Climate Breakdown and Social Collapse er i dag XR-bevægelsens håndbog. Den indeholder, ud over den teoretiske baggrund for aktioner, lavpraktiske instruktioner, for eksempel i at håndtere politiet på en ikke voldelig måde”, derunder at gøre sig slap”, når de bærer dig væk, fordi det kræver flere folk.

Hallam, der som sagt arbejdede på en p.hd. (om civil ulydighed), før han blev optaget af aktivisme på fuld tid, skriver i pamfletten, at han i høj grad baserer sine tanker på bogen Why Civil Resistance Works. The Strategic Logic of Nonviolent Conflict af Harvard-professoren Erica Chenoweth og Maria J. Stephan, der leder Program on Nonviolent Action ved U.S. Institute of Peace. Han skriver også, at XRs strategi hviler på tre observationer”:

  • Kun gennem disruption, derunder lovbrud, får du den opmærksomhed, du har brug for.
  • Kun gennem ofre – specifikt viljen til at blive arresteret og fængslet – får du folk til at tage det, du siger, alvorligt.
  • Og kun ved at udvise respekt over for dig selv, offentligheden og politiet kan du ændre dine modstanderes hearts and minds, hvilket gør det nemmere for dem at forhandle med dig.

Men holder denne teoretiske ramme for udryddelsesoprøret? Virker det? Det har klimapsykologen dr. Stuart Capstick fra Cardiff University tænkt meget over. Han er overvejende positivt overrasket over Extinction Rebellion. De blev afskrevet af mange forskere og erfarne aktivister i begyndelsen, men i dag må man konstatere, at de har rykket debatten. Der er blevet talt og skrevet om klimaforandring som aldrig før.”

Det gælder England, det gælder Danmark og det meste af verden. Klimaet fylder ubetinget mere. Og her er en overraskende pointe i den sammenhæng: når nogen tager det på sig at stå for de helt vilde og på alle måder grænseoverskridende opråb, gør det det faktisk nemmere at være nogle af de mere moderate stemmer i debatten. Det fortæller Frederik Roland Sandby fra Den Grønne Studenterbevægelse, en dansk græsrodsorganisation, der har fået stor opmærksomhed og meget taletid i den offentlige debat herhjemme i løbet af det seneste år.

Set fra Frederik Roland Sandbys synspunkt er der ubetinget brug for de yderligtgående i klimadebatten. Både fordi de driver sagen frem og skaber opmærksomhed, og fordi de gør det muligt for aktivister som ham selv at skrue op for retorikken, som han for eksempel gjorde i DRs Debatten under folketingsvalget. Han skældte Anders Samuelsen fra Liberal Alliance ret groft ud”, som han siger det, og pressede ham på hans partis klimamål. Bagefter væltede det ind med støtteerklæringer, og Frederik Roland Sandby vurderer selv, at det var med til at skubbe først LA, dernæst De Radikale og SF og ultimativt Socialdemokratiet op på det 70-procentsreduktionsmål, der i dag er regeringens officielle målsætning.

Han har det på samme måde med Greta Thunberg, der langsomt er blevet mere og mere vred. Hendes hårde retorik – “skam jer!” – hendes kompromisløshed, og også hendes tårer, har ansporet Den Grønne Studenterbevægelse, der ellers lagde ud med at ville være mere uskyldige”, som Frederik Roland Sandby siger: Vi så hendes tale sammen på storskærm, og den gjorde virkelig indtryk. Der blev krammet, og man skulle lige trække vejret dybt. Det var stærkt. Og selvfølgelig giver det os mod på at gå den samme vej.”

Denne vekselvirkning mellem de moderate og de radikale har et navn inden for socialteori: radical flank effect. Den kan være positiv – ved at gøre de moderates besked mere spiselig, ligesom det skete med Malcolm X og Martin Luther King i 1960’erne, med de radikale feminister og kvindereformgrupperne i 1970’erne, og som det tilsyneladende sker nu med de radikale og mere moderate klimaaktivister. Men den kan også være negativ, ved at de radikale diskrediterer en hel bevægelse og/eller gør det sværere for de moderate at samarbejde til den anden side.

Det er den primære grund til, at Extinction Rebellion går så meget op i ikke-vold. Men risikoen for, at deres aktioner i sidste ende er så mærkelige og urovækkende for hr. og fru England, at de alligevel ender med at tage afstand, findes nok alligevel.

ARVENDe første rigtigt kendte miljøaktivister var dem i Greenpeace. Deres første mål var at stoppe atomprøvesprængninger, og det gjorde de ved fysisk at lægge sig i vejen. I september 1971 sejlede en besætning på 12 således til Amchitka-øen for at forhindre en undergrundsprængning. Året efter droppede USA øen som testområde. Foto: Arkiv / AP / Ritzau Scanpix

Dr. Stuart Capstick kender alt til den radikale flanke-teori. Og helt på linje med den mener han ikke, at man kan skille en radikal bevægelse som XR fra alt det andet klimarelaterede, der er sket i England og verden: Greta Thunberg, nye dystre rapporter, David Attenborough-dokumentaren Climate Change – The Facts og nationale vejrkatastrofer blandt andet. Men de har præget debatten og politikken i en mere radikal retning – hvilket der vel at mærke var brug for, understreger han.

Som Extinction Rebellion UK selv ser det, er der rigeligt med beviser på, at deres aktioner virker. En ting er, at bevægelsen så hastigt har spredt sig til hele verden siden grundlæggelsen og bryster sig af deltagelse fra alle samfundslag og aldersgrupper.

Noget andet er, at det engelske parlament i maj 2019, som det første i verden, erklærede, at landet var i en klimanødsituation – hvilket XR kort forinden havde krævet, at det skulle.

Og for det tredje kan de faktisk fremvise akademisk dokumentation. Før aktionen i april – den med den lyserøde yacht på Oxford Circus – udarbejdede dr. Cameron Brick fra University of Cambridge og dr. Ben Kenward fra Oxford Brookes University en spørgeskemaundersøgelse, der skulle vurdere offentlighedens reaktion på dagen. Den viste – på trods af de store gener, blokeringen af trafikken havde skabt – ret entydigt opbakning.

De spurgte for det første de 1.539 deltagere i undersøgelsen, om de støttede eller var imod den disruptende civile ulydighed, som Extinction Rebellion stod bag i London”. 46 procent svarede, at de støttede dem. 27 procent var imod. De spurgte også, om de adspurgte syntes, regeringen (den engelske) gjorde nok for at tackle klimaforandring”. Nej, svarede 51 procent – kun 25 svarede ja.

Og de spurgte, om de troede, at en borgerforsamling, som Extinction Rebellion kræver oprettet, ville være bedre til at tackle klimaforandring og økologisk sammenbrud end det, den engelske regering har gjort”. 61 procent mente ja, 19 procent nej.

Extinction Rebellion er ikke alene. I USA har Sunrise-bevægelsen for eksempel arrangeret sit-ins foran amerikanske politikeres kontorer; der var voldelige sammenstød, da aktivister i 2016-2017 igennem mange måneder havde held med at stoppe byggeriet af The Dakota Access Pipeline i North Dakota; og i Tyskland har aktivister fra Ende Gelände gentagne gange forhindret kulminer og kultransporter i at operere – det samme er sket i Australien, Filippinerne, Brasilien, Nigeria og Indien.

Alle disse nye bevægelser står på skuldrene af alle yderligtgående klimabevægelsers moder, Greenpeace, der i 1970’erne og 1980’erne bragte civil ulydighed ind i verdens nyhedsudsendelser. De sejlede ind i farvande, hvor der skulle testes atombomber, lagde sig i vejen for hvalfangerbåde og besatte boreplatforme. Den gamle organisations officielle udmeldinger om civil ulydighed minder i det hele taget ret meget om den argumentation, Roger Hallam bruger.

Decideret taknemmelige for Greenpeaces indsats kan man dog ikke kalde XR. En af deres tidligste aktioner involverede en besættelse af Greenpeaces kontor i London, hvor de via megafoner meddelte, at Greenpeace havde svigtet, og opfordrede dem til at bruge deres størrelse til at tage mere lederskab.

Det brændende spørgsmål er, hvor grænsen går for de organisationer, der tager klimakampen helt ud til kanten af etik og moral. For aktivisterne i XR er det et tema, som man forholder sig åbent til. De taler konsekvent om, hvor akut situationen er, og hvor desperate midler det kalder på, men husker også hele tiden på, at alle aktioner kræver respekt – og ikke-vold. Deres signatur efter alle beskeder favner dobbeltheden: With love and rage.

XRs Clare Farrell kan sagtens se, at det kan være svært at forstå. Også fordi det er ekstremt svært at definere, hvad vold er – og ikke er. Hun har hørt folk sige, at de synes, det er vold at male med afvaskelig graffiti og blokere trafikken. For bevægelsen selv handler det om ikke at skade andre mennesker. Til gengæld vil de gå meget langt inden for den begrænsning: Vi vil have opmærksomhed, og vi vil skalere vores aktioner op,” siger hun og påpeger, at historiebøgerne viser, at der kommer forandring, når du ender med at få tusindvis af mennesker sat i fængsel. Men, siger hun, det hele handler om omfang. Hvis hundredtusinder af mennesker er på gaden for at blokere trafikken, behøver du ikke nødvendigvis have tusinder, der ryger i fængsel.”

KAMPKLAREn af de helst store aktivistkampe i nyere tid har været den, der fortsat er i gang om et planlagt olierør, The Dakota Access Pipeline. Røret skal gå gennem et sioux-indianerreservat, og i første omgang var det kun dem, der demonstrerede, fordi de var bange for deres drikkevand. Men snart stødte flere andre stammer samt hundredevis af klimaaktivister til. Foto: Hossein Fatemi, Ritzau Scanpix

Forandring. Det er det, det handler om, hvis man skulle have glemt det i fortællingen om lyserøde yachter på Oxford Circus og hundredvis af liter teaterblod sprøjtet op på et finansministerium. Rebellion er lig med opstand mod det etablerede, mod de etablerede regler og mod dem, der har skrevet dem. Oprør henviser til en rørelse, en bevægelse nedefra og op, imod magten og for forandring.

De radikale organisationer, bevægelser og enkeltpersoner er først og fremmest karakteriseret ved at være i opposition til tanken om, at klimaudfordringen kan løses inden for systemet. De ønsker en omvæltning, store, mærkbare ændringer – ikke at nudge og fikse og justere, så ingen oplever et tab. Ingen af de i forvejen privilegerede i al fald. De vil den radikale forandring og er overbeviste om, at den ikke kommer ved at opføre sig pænt.

Vil de lykkes med deres forandringsprojekt? Nogle vil sige, at de er godt i gang, andre, at de kun har kradset i systemets overflade. Og det kan også ende i en fiasko – for dem og for klimasagen. Der er en reel risiko for, at de ender med at stå alene ude på overdrevet. Måske er vi klogere om 14 dage, når den seneste runde endnu vildere oprør fra XRs side er overstået. Indtil da må konklusionen være, at det at gå lige et stykke længere med både handling og retorik har samlet mere, end det har skubbet fra sig. Ellers ville hverken Extinction Rebellion eller Thunbergs Fridays For Future være, hvor de er i dag.

Én meget konkret forandring har dog fundet sted allerede. Den er sket i Clare Farrells liv, men den peger også på XRs potentiale for at ændre tingenes tilstand på den større skala: Hun er pludselig blevet en, der bliver taget alvorligt. Før XR var hun aktivist i forskellige grupper, der, som hun siger, lavede virkelig dumme ting”, og hvor det mere handlede om opmærksomhed end rent faktisk at opnå noget. Nu kan hun fremvise resultater og er blevet en, medierne ringer til, når der sker noget på klimaområdet.

Folk lytter til mig nu. Det er fantastisk. Det er en meget stor forandring fra bare at prøve at overbevise mine venner og familie om at leve bæredygtigt.”

Medaljen har dog en bagside. Hun nærmest drukner i arbejde. Hun får ti mails i timen, og nogle gange modtager hendes telefon så mange beskeder, at det lyder, som om den ringer. Sine venner ser hun aldrig.

Én gevinst ved engagementet i XR står dog over både opmærksomhed og arbejdsbyrde for Clare Farrell. Hun er blevet opmuntret. Før var hun ofte helt opgivende – “i afgrundsdyb frustration” uden nogen tro på, at noget nogensinde ville forandre sig. Nu har hun fundet tusindvis af ligesindede og føler, at hun faktisk har været med til at gøre en forskel.

Det er katarsisk,” siger hun og tilføjer efter en tænkepause: Måske kan det her sætte en stopper for, at jeg har sådan et usselt liv.”

Og så griner hun sin hæse, kyniske latter igen.

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: