Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Knud Anker Iversen er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Førsteperson_
Foto: Kristoffer Juel Poulsen / Zetland

En bande ville afpresse Odenses tatovører. Lars sagde fra og startede en lavine

Den 19-årige bager Ali Parnians butik i Tingbjerg blev søndag raseret af ukendte gerningsmænd, angiveligt fordi han nægtede at betale beskyttelsespenge. I april bragte vi dette interview med Lars Pedersen – formand for Professionelle Danske Tatovører – som stod frem og fortalte, at en kriminel bande forsøgte at afpresse tatovører i Odense. Siden blev han jævnligt forfulgt af en sort Mercedes, når han gik på gaden, men han nægtede at lade sig kue.

DET HELE SKETE inden for cirka en time. Tre mænd kom ind, den ene bar en vest med bandens logo, den anden havde jakkesæt på og var sådan en mafiosotype. Det var ham, der førte ordet.

I løbet af den time besøgte de fem butikker, og hvert sted gik de direkte hen og spurgte efter ham, som kørte butikken. De vidste, hvem det var, det havde de helt styr på. Så blev der bedt om 5.000 kroner om måneden i donation. Det var det, de sagde. Donation.

De sagde også, at tatovøren ikke behøvede bestemme sig nu, for han havde indtil mandag. Det her skete om torsdagen lige omkring middag. Da de tre skulle til at gå igen, trak en af dem lige tilbage i jakken, så man kunne se, at han havde en pistol. Mandag,” sagde de så, og så gik de.

EN TING ER JO, at en mand kan komme ind med hætte eller anden maskering på, for eksempel ved et bankrøveri. Det vil jeg ikke forklejne. Men noget andet er alligevel, når han kommer ind uden maskering og stiller sig op og ser dig i øjnene. Når han gør dig meget klart, at han ikke er bange for, at du ved, hvem han er. Der er noget skamløshed i det. Det er meget mere personligt. En af de tatovører, det gik ud over, går stadig til psykolog.

Samme aften talte vi sammen – her i Odense er vi ikke flere tatovører, end at vi ser hinanden som kolleger. Vi blev enige om at gå til politiet og blev inviteret til et møde fredag på politigården. Der fik vi at vide, at politiet kendte de tre mænd, og at de bare skulle bruge en anmeldelse, så kørte de ud efter dem med det samme. Vi tænkte os om, for hvad ville en anmeldelse indebære for os? Hvad kunne det koste os? Vi havde fået et ultimatum, og vi vidste jo godt, at hvis vi gav efter, var der ingen vej tilbage. Vi vidste, at begyndte vi at betale nu, ville vi betale til vores dødsdag. Det er jo sådan, det fungerer. Hvis bare en af os bukkede under, ville det eskalere.

DER BLEV RINGET og skrevet meget den aften. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at der var, skal vi sige, halvanden tatovør, som sagde, at de ville lukke deres butikker og så vente og se. De ville ikke have deres familier draget ind i det, det var simpelthen ikke det værd, sagde de. Så ville de hellere finde noget andet at lave. I de første par døgn har man sådan nogle overvejelser. Det er jo den farligste del af Fyn, man lægger sig ud med.

Vi blev enige om, at der ingen anden mulighed var end at anmelde det. Det gjorde vi lørdag. Samme aften fik vi at vide, at de havde anholdt den første, og søndag aften fandt de så de to andre. Vi gik og tænkte på, hvad der ville ske, når de blev stillet for en dommer. Ville der komme en reaktion? Ville de blive løsladt? De blev så heldigvis varetægtsfængslet. Jeg kom i pressen, først TV 2 Fyn, så lokalavisen. Derfra gik det stærkt. Jeg blev talsmand for tatovørerne. Det gav fin mening, fordi jeg også er formand for Professionelle Danske Tatovører.

JEG TÆNKER, at jo mere jeg er på, jo mere jeg er fremme, jo større er min sikkerhed nok. Der er sikkerhed i mængden. Politiet hjælper også. Den dag i dag kører de forbi mit hus x antal gange om dagen. Jeg har en overfaldsalarm, og hvis jeg trykker på den, går der ikke mange sekunder, før de er her.

Jeg træner fire gange om ugen, og jeg er blevet fulgt af en sort Mercedes til og fra træning. Når jeg kører til træning, følger den efter mig, og når jeg kører hjem, følger den efter mig. Nogle gange, når jeg har stået udenfor og røget en cigaret, har den også lige holdt der med tonede ruder … ja. De er ikke kommet ud af bilen.

De ved udmærket, hvor jeg bor, og der har også været nogle, der har søgt om at blive venner med mig på Facebook, men der kan jeg godt se, at det nok ikke ville være nogen god idé, hvis jeg sagde ja. Det er ubehageligt, og jeg må indrømme, at der har været nogle nætter, hvor jeg har ligget søvnløs, og hvor jeg har været opmærksom på alle lyde. Jeg har haft mange natlige svedeture. Nu har jeg heldigvis en hund, ikke at den er særlig farlig, men den vil da advare mig, hvis der kommer nogen.

JEG PRØVER at holde fast i, at der ikke er nogen, der skal kue mig. Jeg tager stadigvæk ned i basaren og spiser min indiske mad, jeg handler, som jeg plejer, og jeg træner som sagt. Det er vigtigt for mig ikke at lukke mig inde, ikke at gemme mig, for det ville æde mig op indefra, det er jeg sikker på. Og hvis jeg gemmer mig, har de jo vundet.

Det er det værd, fordi det er nødvendigt. Man når til et punkt, hvor noget må ske. Nødvendigheden trumfer frygten. Når et menneske, som er i stand til at tage dit levebrød fra dig, truer dig, så er det nødvendigt at sige fra.

JEG MENER, det har været det hele værd – og ikke bare for os. Borgmesteren har oprettet en gruppe, hvor politi, SSP og de forskellige brancheforeninger holder møde et par gange om måneden nede på rådhuset. Der taler vi om, hvordan vi kommer det her problem til livs. Vi skal hele tiden holde øje med, hvad der sker i vores by, ellers kan vi jo ikke gøre noget ved det, og vi får ikke lukket den kriminelle bande i morgen, så vi skal holde fast. Det kan tage lang tid.

Vi har startet en lavine. Det så vi ved et borgermøde, hvor omkring 300 mennesker mødte op, og hvor sagerne så begyndte at rulle. For det er jo slet ikke kun os tatovører, det går ud over. For eksempel har de hjemløse været ramt i mange år, men jeg vil så vove at påstå, at de ikke har været taget seriøst. Nu lytter man til dem, og der har været to anmeldelser fra dem også. Taxachaufførerne siger, at bandemedlemmerne ikke betaler for deres ture, og at de ikke tør anmelde dem, selv om der er kamera i bilen. Så ja. Vi har startet en lavine, det er jeg sikker på.

FOR MIG ER Odense en rigtig dejlig by. Vi er en multikulturel by, vi har mange udlændinge, og det synes jeg er super fedt. Min egen søn har gået på Risingskolen, hvor jeg tror, 70 procent af eleverne er af udenlandsk herkomst. Hans venner, som kommer i mit hjem, er af alle mulige nationaliteter. Når jeg går rundt i byen, er der rigtig mange udlændinge, der har set mig i avisen og kommer hen og klapper mig på skulderen og giver mig hånden og siger: Lars, det er så fedt, at I siger fra.” De siger, at det er så fedt, det, vi har gjort, for de er altså tusindvis af mennesker ude i Vollsmose, som bare vil leve et helt almindeligt liv, og som ikke laver ballade. Det er så få, der ødelægger det for så mange. Det er synd, at balladen er blevet historien om Odense, for det er jo ikke hele sandheden.

Mange mener, at religion spiller en rolle i problemet med banderne, men det tror jeg ikke på. Jeg har læst både Koranen og Bibelen, og jeg har haft meget med buddhisme at gøre, og der står ingen steder, at man må opføre sig sådan her. Det er nogle få kriminelle, som ødelægger det for andre.

NU VED VI JO, hvad de 35 initiativer i den nye bandepakke går ud på, og et af dem, jeg godt kan lide, er det her med, at man kan sørge for, at dem, der har været fængslet, ikke vender tilbage til det miljø, de kom fra. At de ikke må vise sig der. Der er en afskrækkende effekt i det, det er klart, men der er også noget resocialiserende i det. Det værste, der kan ske for en kriminel, er, at han vender tilbage til det miljø, der gjorde ham kriminel. Jeg kan godt se, det er en hård straf, men jeg tror simpelthen, det virker.

Det er en pligt at sige fra. Bliver jeg udsat for et eller andet, har jeg pligt til at gøre noget ved det. Vi kan ikke lade stå til og sige, at det klarer politiet eller regeringen nok, for det gør de jo ikke, hvis ingen anmelder problemerne. Derfor er det min pligt, selv om jeg er bange for at indgive den anmeldelse.

NÅR RETSSAGEN BEGYNDER torsdag, har vi forsøgt at samle en masse tatovører, men også bare almindelige borgere, foran retsbygningen. Hvis der møder en masse op ude fra Vollsmose, vil det være fantastisk. Vi ved fra tidligere sager, at banderne altid møder op ved retsbygningen som et slags show of force, og jeg mener, at vi bør vise dem, at vi altså er mange flere end dem. Vi går fra rådhuset til retsbygningen for at vise, at vi er odenseanere, og vi støtter fandeme op om de borgere, som har turdet stå imod banderne. Vi støtter fandeme op om de borgere, som måske gør, at Odense kan blive et bedre sted at bo. De borgere fortjener ikke at skulle sidde helt alene nede i en retssal, mens hundrede kriminelle står ude på gaden.

Vi har startet en lavine, og det er vores borgerpligt at give den lavine al mulig opbakning videre fremover.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem