Du skal nu til at læse en historie fra den digitale avis Zetland.
Du har adgang til artiklen, fordi vores skribent Jacob Mchangama har delt den med dig – ligesom alle medlemmer af Zetland kan.

signature

Her er grunden til, at blasfemidebatten har vendt Christiansborg på hovedet

  • 27. april
  • 6 min.
KORSVEJStraffen for religiøs spot er – igen – til debat. Illustration: Zetland

Derfor skal du læse denne historie

Regeringen vil udskyde beslutningen om at afskaffe den omstridte blasfemiparagraf, lød det i går i Folketinget. Den borgerlig-liberale regering er tilsyneladende mere bekymret for at krænke militante islamister, end den er interesseret i at beskytte krænkerne i et liberalt demokrati, argumenterer Jacob Mchangama. Diskussionen trækker tråde til Grundtvig, der på profetisk vis advarede mod et forbud.

Straffelovens paragraf 140 er en kort bestemmelse på 26 ord. Den har følgende ordlyd:

Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.”

Tirsdag i denne uge var blasfemiparagraffen – igen – til debat i Folketinget under førstebehandlingen af et lovforslag fremsat af Enhedslisten. Her skred justitsminister Søren Pape til den velkendte strategi om at skubbe ubehagelige beslutninger foran sig ved at udskyde dem.

For at forstå føljetonen om blasfemidiskussionen skal man tilbage i historien.

Bestemmelsen stammer fra 1930, men der indgik også et blasfemiforbud i lov om pressens brug fra 1850 og i straffeloven af 1866. Blasfemiforbuddet har altid været omstridt.

Under vedtagelsen af lov om pressens brug udtalte Grundtvig i 1850:

Derfor skal jeg ogsaa stemme imod den hele Paragraph, som aldeles unyttig og skadelig, – skadelig, fordi den aldrig vil blive brugt, uden naar man vil en Forfatter til Livs, og da kan man meget let finde Noget at beraabe sig paa, da der som sagt i Bibelen gives Eksempel paa at drive Spot med modsatte Religionssamfund, og i Bibelen findes Meget, som efter Manges Mening saarer baade Blufærdigheden og Alt Saadant.”

Som så ofte før var Grundtvig profetisk, for blasfemiparagraffen er historisk set brugt til at ramme en række prominente skribenter.

Det gjaldt eksempelvis Harald Brix – en af arbejderbevægelsens og Socialdemokratiets Founding Fathers – chefredaktøren på Social-Demokraten Emil Wiinblad og Ernst Brandes, redaktør for Kjøbenhavns Børstidende.

Brandes havde trykt en anmeldelse af ingen ringere end Henrik Pontoppidan, der i retten blev beskrevet som en Specialist i Behandlingen af slibrige Emner, navnlig saadanne, der behandler kønslige Forhold, og han gør det i en letfærdig og fri Tone.”

Ud over at Brandes blev dømt for artiklen, blev Pontoppidan frataget en ydelse på 1.000 kroner om måneden, og otte måneder senere begik Brandes selvmord.

Tilbage i 1924 fremsatte den socialdemokratiske justitsminister K.K. Steincke et forslag til en ny straffelov, hvor en blasfemibestemmelse var udeladt. Det blev kritiseret af de borgerlige partier, der mente, at blasfemiparagraffen var nødvendig for at slå ned på værdiløs spot af religion.

Det fik Steincke til at svare med et citat fra politikeren og redaktøren Viggo Hørup:

O, Voltaire, i din Himmel, o, Heine, i din grav, o, Søren Kierkegaard, i dine bedste Øjeblikke, alle I store henfarne utvivlsomt forkastelige, men ellers temmelig banebrydende Aander, der af den gode Gud fik Foragten til Værn mod Lumpenheden og Spotten til Trøst imod Dumheden – hør, hvor altid værdiløse de Gaver var, hvormed I rensede Verden!”

Paragraffen overlevede dog. Og da socialdemokraterne igen forsøgte at få den afskaffet i 1973 – to år efter at to programchefer fra DR var blevet tiltalt og frifundet for Trilles ugudelige sang om Øjet i det høje” – kom jordskredsvalget i vejen.

Debatten om blasfemi døde hen, i takt med at religionskritik og satire blev mere udbredt og accepteret, og at Rigsadvokaten i en række tilfælde afviste at rejse tiltale mod blandt andet Jens Jørgen Thorsen, der gjorde sit bedste for at persiflere sarte kristne følelser.

I 00’erne skulle spørgsmålet om blasfemi dukke op igen, nu som led i den værdikamp om indvandring og islam, som stadig raser. Særligt Dansk Folkeparti har løbende fremsat en række lov- og beslutningsforslag om at ophæve paragraffen. Også i disse tilfælde er forsøgene på at aflive blasfemiforbuddet dog blevet afveget. Flere gange er sådanne forslag strandet på et ønske om at undersøge de nærmere konsekvenser af en ophævelse.

Retsudvalget holdt eksempelvis en eksperthøring i 2008, med deltagelse af to strafferetseksperter, og i 2011 blev et forslag skudt til hjørne ved at lade Straffelovrådet kigge nærmere på spørgsmålet.

I februar 2017 fik blasfemiparagraffen så kunstigt åndedræt af anklagemyndigheden, da en nordjysk mand som den første i 46 år blev tiltalt, efter at han havde afbrændt Koranen, filmet det og lagt det op på Facebook.

Det fik igen debatten til at blusse op. Enhedslisten fremsatte endnu et lovforslag om at afskaffe bestemmelsen, som altså blev førstebehandlet i Folketinget tirsdag i denne uge, den 25. april.

Hvis det står til regeringen, skal det nu undersøges, hvordan det er gået i Norge og Holland, som inden for de seneste fire år har afskaffet deres blasfemiparagraffer.

Med de mange undersøgelser og redegørelser af blasfemiparagraffens indhold og konsekvenser skulle man næsten tro, at det drejede sig om en grundlovsændring og ikke den simple afskaffelse af en bestemmelse på 26 ord, hvis ophævelse er i fin overensstemmelse med vores menneskeretlige forpligtelser.

Og ingen direkte juridiske konsekvenser har – ud over at aflive en bestemmelse, der er blevet brugt to gange i de seneste 50 år.

Faktaboks. Straffelovrådet advarer:

»Uden for Danmark, hvor baggrunden for en ophævelse af straffelovens § 140 vil kunne blive forenklet og eventuelt også bevidst fordrejet, vil der kunne være risiko for, at politiske eller religiøse ledere vil kunne udbrede en opfattelse om en ophævelse af straffelovens § 140 som et religionsfjendtligt signal og i værste fald som et fjendtligt signal ikke alene mod religion generelt, men i særlig grad mod bestemte religioner.”

Når regeringen ikke blot selv går ind for at afskaffe bestemmelsen – på trods af at det er Liberal Alliance og De Konservatives officielle politik – så skyldes det, at man: (læs: Venstre og embedsapparatet) er nervøse for de sikkerhedsmæssige konsekvenser af en ophævelse.

Det fremgik allerede af Straffelovrådets betænkning, der advarede mod, at politiske og religiøse ledere kunne frame ophævelsen som et fjendtligt signal” mod religion.

Og ganske belejligt kunne PETs Center for Terroranalyse samme dag som førstebehandlingen producere et svar på et § 20-spørgsmål, hvor det blev konkluderet, at:

PETs Center for Terroranalyse (CTA) vurderer, at en ophævelse af straffelovens § 140 om blasfemi vil kunne have sikkerhedsmæssige konsekvenser for Danmark, herunder bidrage til at skærpe trusselsbilledet i forhold til Danmark og danske interesser i udlandet.”

PET skrev, at konsekvenserne blandt andet vil afhænge af, om medier og meningsdannere i Danmark og i udlandet knytter en ophævelse sammen med forhold, der kan bruges til at skabe negativ opmærksomhed om Danmark” – og som kan udnyttes i militant islamistisk propaganda.

Vi er altså nået derhen, hvor det afgørende punkt i forhold til, hvorvidt en borgerlig regering vil afskaffe blasfemiparagraffen eller ej, er spørgsmålet, om det vil krænke islamister tilstrækkeligt til, at det muligvis vil kunne medføre en øget terrortrussel mod Danmark.

Vi er et liberalt demokrati, men alligevel overvejer vi i fulde alvor, om vi skal beskytte dem, der truer, mod at blive krænket eller insistere på, at loven alene skal beskytte dem, der krænker, mod at blive truet. For det er jo ytringsfrihedens natur, at dens anvendelse medfører krænkelser.

Det er en noget anden argumentation, end den nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussen fremførte en uge efter angrebet mod Charlie Hebdo. Her udkom det franske satiremagasin igen med en tegning af profeten på forsiden. Under overskriften Venstre vil stå vagt om ytringsfriheden” skrev Løkke blandt andet:

Det morderiske angreb i Paris var et angreb på hele den frie demokratiske verden og et angreb på fundamentet under vores frie samfund – ytringsfriheden. Derfor hilser jeg dagens udgave af Charlie Hebdo velkommen … Terroristerne har ikke kunnet stoppe bladet, og millioner af mennesker har i weekenden vist deres opbakning til vores frie, åbne samfund og ytringsfriheden. … Der er desværre kræfter, der ønsker at omkalfatre vores samfund. Det må vi aldrig give efter for. Venstre vil stå vagt om Danmark, danskernes tryghed og ytringsfriheden.”

Enhedslisten, SF og De Radikale går nu alle ind for at afskaffe blasfemiparagraffen og styrke den ytringsfrihed, som for de borgerlige partier var ufravigelig under Muhammedkrisen.

Og hvem er det så, der tøver? Det er en borgerlig-liberal regering, som nu pludselig har mistet modet og ikke længere synes, at ytringsfriheden er helt så afgørende.

Under Muhammedkrisen talte Anders Fogh Rasmussen om at skille fårene fra bukkene”. Nu viser det sig altså, at fårene er røde, og bukkene er blå.

Nå, så kom det akavede øjeblik.

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du vil have flere historier. Vi giver de første 14 dage gratis.

Ja tak