Du skal nu til at læse en historie fra den digitale avis Zetland.
Du har adgang til artiklen, fordi Karen Lumholt har delt den med dig – det kan alle medlemmer af Zetland nemlig.

signature

Sex med andre end kæresten er den nye skilsmissekur. Men kun for overklassen

TOSOMHEDI 2015 blev 16.343 ægtepar skilt. Det var en (meget) lille sejr for tosomheden. Tallet i 2014 var i al fald 19.413. Illustration: Marie Boye Thomsen / Zetland

Derfor skal du læse denne historie

For tiden bliver det åbne forhold fejret i aviskronikker og radioprogrammer, gerne som noget modigt og ærligt og overlegent i forhold til den gammeldags tosomhed. Men hvorfor egentlig det? I virkeligheden spejler den seksuelle åbenhed en skævhed, vi også ser politisk, økonomisk og kulturelt: åbenheden er især til gavn for toppen.

Jeg er lidt, ja, ophidset.

Den tidligere Deadline-vært Adam Holm har været sin kone utro – vel at mærke, uden at det har haft konsekvenser for Adam Holm eller for konen eller for deres forhold, kærlighed eller sexliv (som fungerer upåklageligt, thank you very much). Også konen har været Adam Holm utro, men heller ikke det har haft konsekvenser.

Til gengæld har det hele haft konsekvenser for P1-lyttere, der de seneste tre-fire uger har kunnet følge med i radioprogrammet Jeg er utro – med Adam Holm, hvori Holm afsøger den seksuelle og amourøse monogamis opløsning. Det er Adam Holm ikke ligefrem alene om at interessere sig for i disse dage; aviserne og fjernsynet og internettet er fulde af fortællinger om danskere, der lever i åbne eller polyamourøse forhold (hvor man ikke bare har samleje med, men elsker flere end én). Men det er ikke årsagen til min ophidselse. Jeg skal ikke blande mig i Adam Holms private sager, så meget står klart.

Hvad der derimod er blevet genstand for min ophidselse, er den påstand, at det åbne forhold er den klassiske tosomhed praktisk og etisk overlegen, og at de, der praktiserer åbenheden, har set kærlighedens lys klarere end alle andre.

Et par eksempler:

I Politiken, der for tiden udgiver en lind strøm af artikler og kronikker om emnet, kunne man for nylig læse en kronik af parterapeuten Bastian Larsen, der opfordrede læseren til at lade jalousien ligge et øjeblik” og at tænke situationen igennem”, hvorefter han præsenterede det argument, at vores hulebeboende forfædre ikke levede i monogame forhold, men i større, polyamourøse konstellationer, hvilket vi også burde gøre, fordi der så – på grund af stordriftsfordele og ekstra indkomster – ville være råd til at tage på ferier, arbejde deltid, dyrke sine fritidsinteresser, købe bil, sommerhus og bygge carport, sejle i kajak, gå på druk med vennerne, til tango, eller hvad man nu får tiden til at gå med, uden nogensinde at have dårlig samvittighed, for der vil altid være mindst én voksen derhjemme til at passe barn”.

Larsen omskrev således det hedonistiske imperativ – der lyder: Nyd for alt i verden – til etik: Det rigtige er at nyde for alt i verden, og det er rigtigt, fordi det gør livet bedre for både dig og din(e) partner(e) og dine børn (hans terapeutkollega, Naomi Hagelbjerg, underviser sågar i etiske non-monogame parforhold” og laver youtube-videoer med titler som Sådan får du tid til alle dine kærester” og Kærlighed er ikke en begrænset størrelse”).

I sommer kunne man læse forfatteren Carsten Graff besynge det åbne forhold over for Kristeligt Dagblads læsere – dog med den tilføjelse, at det åbne forhold kun er for dem, der evner det.

For der er tale om en slags kærlighedens svar på bjergbestigning, som stiller meget store krav til deltagerne. Konstant skal man være klar til at arbejde med den følelsesmæssige uro, der kan opstå,” skrev han og fik således det tilstræbt monogame parforhold til at lyde som en følelsesmæssig sovepude.

Senere på sommeren var det Ulrik Frost – forkvinde for Selskab For Ligestilling – der hyldede den grænseløse seksualitet i en kronik i Information, hvori han slet og ret konstaterede, at der er noget muggent ved ægteskabet – noget rigtig godt og grundigt muggent.”

Kort sagt: Følger man dækningen på området, står det polygame samliv ofte som den mest efterstræbelsesværdige samlivsform for en seksuel overklasse, der ikke kan se, hvorfor man nogensinde ville lade sig begrænse til en løgnagtig tosomhed.

“Seksualiteten er et system, der skaber et socialt hierarki.” Michel Houellebecq i Elementarpartikler

Hvad mener jeg med seksuel overklasse?

En omvej:

Hvis der er noget, vi har lært af Donald Trump og af Brexit og af den generelle tendens til nationalt anlagt populisme, der hærger den vestlige verden for tiden, så er det, at man ikke kan tage folkets glæde ved åbenhed for givet.

De åbne grænser og den åbne økonomi, der skulle gøre os alle sammen rigere – økonomisk og kulturelt – endte med at gøre nogle af os fattigere, andre af os bange og mange af os negativt stemte over for den åbne økonomi og de åbne grænser som sådan. Eliterne, derimod, kunne ikke se problemet.

Måske det samme er tilfældet for seksualiteten.

I Elementarpartikler – den franske forfatter Michel Houellebecqs hovedværk; en roman, der handler om seksuelt frustrerede mænd – som det altid er tilfældet for Houellebecq – tager den ene af hovedpersonerne, Bruno, på en form for hippieagtig sommerlejr, hvor hans frustrerede forsøg på forførelse fører til en række essayistiske betragtninger over den seksuelle frigørelse, som både Brunos og Houellebecqs forældre gennemførte og folkeliggjorde i 1960′erne.

Det er interessant at bemærke, at denne seksuelle frigørelse til tider er blevet fremstillet som en fællesskabsdrøm, når det i realiteten drejer sig om endnu en etape i individualismens historiske opgang,” skriver Houellebecq. Som det fremgår af de smukke ord ægteskab” og husstand”, var parret og familien den sidste rest af primitiv kommunisme midt i det liberale samfund. Den seksuelle frigørelse havde til formål at ødelægge disse sidste kommunitære mellemled, de sidste, der adskilte individet fra markedet.”

Ægteskab er ejerskab – det har intet med kærlighed at gøre,” skrev Ulrik Frost meget apropos i sin kronik, der så at sige talte for den åbning af den seksuelle økonomi, som Houellebecq kritiserer.

Men det er jo let at skrive, hvis man har rigelig med seksuel kapital at investere på kærlighedens og kropslighedens marked, ligesom det er let at argumentere for en åben og globaliseret økonomi, hvis man tjener penge på den.

Frost har tidligere skrevet et par kronikker for Information – én om, hvordan han har haft samleje med en lang række gifte mænd i Amager Fælled, og en anden om, hvordan han siden har fået så meget fisse af feminismen” – og de illustrerer begge meget godt, hvad jeg mener, når jeg skriver seksuel kapital:

Det handler om muligheden for at omsætte sig selv, altså sit udseende og sin selvtillid, måske sin magt eller intelligens eller charme eller sin position eller hvad end det nu er, til samleje.

Det er ikke sært – eller forkert for den sags skyld – at den seksuelle overklasse taler for en seksuel frigørelse, men det er naivt, når den seksuelle overklasse er blind for, hvorfor folk frivilligt lader sig binde i tosomhedens lænker, der hæmmer kærligheden”, som Frost skrev.

Den seksuelle overklasse har med andre ord lige så svært ved at forstå, hvorfor mennesker klynger sig til idealet om tosomheden, som den globaliserede elite har ved at forstå, hvorfor folket” værner om nationen.

Overalt er ting i opløsning. Landegrænser. Kønsforskelle. Arbejdsliv, fritid og familie flyder sammen. Kirkerne bliver solgt nu, for helvede!” som forfatter Martin Kongstad sagde til Politiken, da han for et par år siden udgav romanen Fryser jeg – en bog om tosomhedens opløsning. Sådan vil det også komme til at gå med det monogame parforhold.”

Den seksuelle opløsning er med andre ord en uomgængelig sandhed (hvad skilsmisseraterne synes at bekræfte), der ikke desto mindre kan betragtes som en berigelse.

Man mister ikke formuen ved at give den væk,” som Kongstad sagde det, man vinder en ny og større.”

Nu er det muligt, at Kongstads liv bekræfter den sætning, men der har, som en akvarelmaler fortæller Bruno i Elementarpartikler, altid været bænkevarmere til et orgie”. Ikke alle vinder nødvendigvis hverken nydelse eller praktiske fordele ved den seksuelle opløsning, og ikke alle sidestiller utroskab med noget så uskyldigt og ligegyldigt som et spil tennis, som forfatter Niels Lyngsøe for nylig gjorde i Adam Holms radioprogram.

Et par er en verden, en lukket og selvstændig verden, der bevæger sig gennem en større verden uden at være påvirket af den,” skriver Houellebecq i en sætning, der peger på, at kærligheden også er ejendom, og at ejendom er sikkerhed på et kødmarked, hvor den, der ikke er smuk og selvsikker – den, der ikke tilhører den seksuelle overklasse – risikerer at blive skrøbelig og ensom.

At utroskab er noget, vi gør, og at det er noget, der er værd at tale om åbent – og at den seksuelle frigørelse i det hele taget er værd at værne om – betyder altså ikke nødvendigvis, at det åbne forhold er et mindre forløjet ideal end det lukkede.

Det er blot en anden løgn.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer. Prøv os for 0,- i 14 dage.

Bliv prøvemedlem