Den romantiske kærlighed er en løgn. Og det er godt for dit ægteskab

SAMMENSMEDETIdéen om romantisk kærlighed opstod i slutningen af 1800–tallet, og nu er det tid til at smide den ud, mener filosof og bestsellerforfatter Alain de Botton. Illustration: Sergio Membrillas

Derfor skal du læse denne artikel

Som moderne mennesker lever vi dobbelt så længe sammen som i de foregående århundreder. Det udfordrer 'til døden os skiller', og to gange om året boomer tilstrømningen til parterapeuterne – netop nu efter sommerferien og efter juleferien. To nye bøger om kærligheden giver hver deres bud på, hvordan man genopfinder ægteskabet. Det smukke er, at vores kampe med hinanden er tegn på, at alt går efter planen. 

Knap halvdelen af alle ægteskaber ender i skilsmisse. Alligevel lovede næsten 30.000 danske par hinanden evig troskab sidste år. Vi gifter os på trods. På trods af at ægteskabet i flere årtier har været stemplet som forældet. På trods af at ægteskabet ikke længere varer til døden os skiller, men til den dag, vi lader os skille.
Sagen er nemlig, at de forventninger, vi har til en potentiel livsledsager, er hinsides enhver fornuft. I dag gifter vi os med det menneske, der skal være vores fortrolige, vores bedste ven, vores lidenskabelige elsker. Vi gifter os med Den Eneste Ene, der kan gøre os til det menneske, vi altid har længtes efter at være. Vi vil ikke nøjes med mindre.
I en kommende ægtefælle forventer vi at få alt det, som vi tidligere fik fra en hel landsby, som den belgiske parterapeut Esther Perel har sagt. I det moderne ægteskab ønsker vi at finde den følelse af tryghed, forbundethed, stabilitet, mening og kontinuitet som landsbyen, storfamilien og sociale konventioner tidligere gav os.

For 40 år siden så vi netop den stabilitet, forbundethed og forudsigelighed som en undertrykkelse af vores frihed. Suzanne Brøgger løste den krise ved at sætte det moderne ægteskab som institution ud til storskrald i 1973. Hun så roden til problemet i ægteskabets åndelige bagage med troskab, patriarkat og gensidig opofrelse. Som hun skrev i Fri os fra kærligheden:

Alle forsøg på at reformere ægteskabet vil kun tjene til at åbenbare dets uhensigtsmæssighed og absurditet.”

Bonusinfo. “Kernefamilien gav mig koldsved”, skrev Suzanne Brøgger i Fri os fra kærligheden i 1973.

Vi har alligevel holdt fast i ægteskabet. Vi finder det hverken uhensigtsmæssigt eller absurd (omend ofte hårrejsende svært at praktisere). For i dag ser vi ikke længere ægteskabet som et snærende bånd, der undertrykker vores frihed. Tværtimod gifter vi os med det menneske, der kan realisere os og frigøre os.
Netop derfor er chancen for at blive skuffet også relativ høj, for ofte viser det sig, at vi bare har giftet os med et andet menneske. Og som årene går, viser det sig, at det menneske typisk er lige så irriterende, frustrerende og skuffende som en selv.
Hvor vores første intense møde med Den Eneste Ene er det, vi ønsker at proppe på dåse, gemme for evigt og forsegle med ægteskabet, så får mødet med vores ægtefælle gennem flere år os til at indse, at vi har giftet os med den forkerte.

Men det er helt, som det skal være, mener bestsellerfilosoffen Alain de Botton i sin artikel Why you will marry the wrong person, som blev udgivet i New York Times i maj. At vores ægtefælle viser sig bare at være et menneske er ikke grund til at forkaste hverken ham eller ægteskabet som institution, mener de Botton.
Det, vi skal kassere, er i stedet den romantiske forestilling, som den vestlige forståelse af ægteskab har hvilet på de sidste 250 år. Forestillingen om, at der eksisterer et perfekt væsen, der kan møde alle vores behov. Krisens rod er ikke i ægteskabet men i det, vi fortæller hinanden.

End ikke i kunsten eller litteraturen får vi et ærligt svar, mener de Botton. Bøgerne spinder videre på løgnen om den romantiske kærlighed. De fortæller om det første møde, men glemmer at fortælle, hvad der siden skete. Kunsten beskæftiger sig ikke med de umodne skænderier, den mutte tavshed og truslerne om skilsmisse i de sene nattetimer, som de Botton skriver i bogen The course of love, som udkom i foråret.
Derfor tror vi, at vores kampe er tegn på, at vi har ualmindelige og fundamentale fejl. Vi ser ikke, at de er bevis på, at vores ægteskab i virkeligheden forløber fuldstændig efter planen.
Vi kan forblive gift – faktisk bør vi blive sammen, siger de Botton – men vi bliver nødt til at omformulere vores fortællinger om den romantiske kærlighed. Vi bliver nødt til at genfortælle hele vores forståelse af det moderne ægteskab.
For så længe vi gifter os med Den Eneste Ene, så gifter vi os med den forkerte.

Bonusinfo. “Kan vi længes efter det, vi allerede har?” spurgte Esther Perel i en TED Talk fra 2013.

At vi har svært ved at navigere i et moderne ægteskab handler om, at det moderne ægteskab bygger på et helt grundlæggende paradoks. Vi vil have både kærlighed og lidenskab i vores ægteskab, men de to behov trækker os i hver sin retning. Det mener i hvert fald Esther Perel i bogen Mating in captivity (på dansk Erotisk Intelligens).

Kærlighed og lidenskab er to fundamentale behov, som vi alle har brug for, men de kan ikke eksistere samtidig. Vi har et fundamentalt behov for tryghed, stabilitet og nærhed (altså kærlighed), men vi har også et behov for eventyr, begær og uforudsigelighed (altså lidenskab).

Det moderne ægteskab lover, at vi kan få både i pose og sæk til døden os skiller – også selv om vi i dag lever dobbelt så længe, som vi gjorde engang. Vi kræver, at ægteskabet skal forene den nærhed, gensidighed og ligeværdighed, som kærligheden vokser i, med den afstand, forskellighed og ukendthed, der nærer lidenskaben.
Det lyder svært. Det sidste behov blev etableret som krav og forventning med 1960’ernes seksuelle frigørelse. Samtidig er behovet for tryghed vokset, i takt med at vi er mere alene end nogensinde før. Vi er friere, men også mere ensomme. Derfor tager vi også en næsten ubærlig, eksistentiel sårbarhed med ind i vores romantiske forhold,” som Perel skriver.

Ensomheden og den eksistentielle sårbarhed viser sig dog at være det moderne ægteskabs redning. Det er ifølge Perel nemlig den måde, de to modstridende behov kan forenes i et enkelt parforhold. Sagen er, at den stabilitet, samhørighed og bestandighed, som vi forbinder med ægteskabet, er en illusion. Vi løber altid en risiko for at miste. Og det er faktisk vores redning: at indføre uvisheden i ægteskabet, huske at det bestandige er et produkt af vores fantasi, som Perel formulerer det. Hvis vi gør det, kan vi igen få øje på vores ægtefælles frihed, anderledeshed og egen vilje. Det er den måde, vi kan holde fast i vores eget behov for frihed.
Jeg vil hævde, at vores evne til at kunne leve med adskilthed, med den kendsgerning, at vi er to forskellige individer – og den fundamentale usikkerhed, det indebærer – er en forudsætning for at bevare interessen og begæret i et parforhold.”

For Perel er både nærhed og selvstændighed, afstand og fortrolighed nødvendigt for at holde fast i både kærligheden og lidenskaben. Den dobbelthed er et paradoks, vi skal lære at håndtere, ikke to valgmuligheder, hvoraf vi må forkaste den ene. Og samtidig er den dobbelthed altså vejen ud af den blindgyde som det moderne ægteskab som institution længe har befundet sig i.

For 200 år siden giftede vi os ud fra fornuftige, økonomiske og sociale overvejelser. Vi giftede os til forsørgelse, til status og til familiens forøgelse. I dag kan vi opnå alle tre dele uden at indgå ægteskab. Kvindefrigørelsen, p-pillen, og den øgede velstand efter Anden Verdenskrig gjorde fornuftsægteskabet overflødigt.

I 1970’erne var ægteskabet ikke bare overflødigt, men en institution, der begrænsede den enkeltes frihed, nydelse og selvrealisering. I dag, 40 år senere, gifter vi os stadig. Men i dag gifter vi os ikke ud fra fornuftige overvejelser – faktisk har vi tendens til at se decideret skeptisk på rationelle argumenter for at indgå et ægteskab, for så er det nok ikke udtryk for ægte kærlighed.

På mange måder er ægteskab stadig udtryk for en anakronisme. Selv om de færreste af os beder aftenbøn og går i kirke hver søndag, vælger vi at knæle ved alteret og bede Gud om at velsigne vores beslutning om evig troskab. Selv om skilsmissen, som den svenske feminist Maria Sveland i bogen Happy Happy kalder et lysende bevis på feminismens fremskridt” og forudsætningen for ligestilling mellem mænd og kvinder”, ligger som en underliggende konstant mulighed, så anser vi stadig skilsmisser som tegn på noget, der mislykkedes, noget, der gik i stykker. Selv om vi hylder vores selvstændighed, selvrealisering og individualisme mere end nogensinde, har vi stadig den monogame tosomhed som den foretrukne og idealiserede model.

40 år efter at Brøgger omstødte det traditionelle fornuftsægteskab, inviterer Esther Perel og Alain de Botton til en mellemvej, hvor vi hverken behøver at lade os skille eller at leve i evig undertrykkelse. Hvilken lettelse!

Både Suzanne Brøgger og Maria Sveland har ellers argumenteret for, at ægteskabet forudsætter ulighed mellem kønnene. Bag enhver succesfuld mand står en kvinde, skriver Sveland, og bag enhver succesfuld kvinde er en skilsmisse. Som hun skriver i Happy Happy:
Kvinder blomstrer psykisk og fysisk, når de bliver skilt.”
Suzanne Brøgger skriver i Fri os fra Kærligheden, at Matthæus’ ord om, at én plus én giver én, kun kunne lade sig gøre, så længe kvinden var nul.
Men i dag forsøger man at revidere regnestykket, idet man er tilbøjelig til at sige: 1+1=2. Dette er en stor ulykke. For ægteskabet. Thi ægteskabet er baseret på, at en kvinde skal være en kvinde (0), for at en mand kan være en mand (1).”

Esther Perel er slet ikke enig. Hun løser Matthæus’ regnestykke anderledes. For når mennesker smelter sammen – når to bliver til en – kan de ikke længere mødes”. Så er der ikke længere en bro, de kan krydse, som hun udtrykker det, og så er der ikke længere plads til lidenskaben. Så selv om vi har et enormt behov for fortrolighed, for at vide og fortælle alt til hinanden, og et behov for at vide at vi er hinandens, ingen andres – så bliver vi nødt til at fastholde, at vi også stadig er to adskilte ligeværdige individer. To individer, der kan se hinanden på afstand, længes efter hinanden og dermed begære hinanden.

Alain de Botton er inde på det samme. Vi forventer, at frygten og usikkerheden ved at komme tæt på et andet menneske kun mærkes, når forholdet begynder, som han skriver. Men i virkeligheden erobrer vi afstanden igen og igen. Vi bliver ved med at søge bekræftelse på, at den anden har brug for os gennem hele ægteskabet. De små brud, der rejser spørgsmålet, om vi stadig er ønskede af den anden, fortsætter og kræver, at vi hele tiden forpligter os på ny.

Modsat de fortællinger, vi læser om romantisk kærlighed, så består det moderne ægteskab af små (til tider stiltiende) afbrydelser, genforhandlinger, tagen afstand og hjemkomster. Det er, som om vi går igennem et dusin skilsmisser og bryllupper bare med den samme person. Som de Botton formulerer det, så vokser loyaliteten over tid til den arrede, uperfekte, skrøbelige og kamphærgede version af romantisk kærlighed, som parret har bygget op.

En version af kærlighed, der kun kan eksistere mellem to, der har forkastet troen på den romantiske kærlighed, og som er klar over, at vi alle er lidt gale, at ingen kan være alt for den anden, og at kompatibilitet ikke er en forudsætning for kærlighed, men en bedrift, der kommer af kærlighed.

Bonusinfo. Det intense samvær og forventningen om romantik bringer tilsyneladende mange ægteskaber i krise. Derfor boomer tilstrømningen til parterapeuterne efter sommerferien og juleferien.

Da jeg blev gift for otte år siden (vi havde på det tidspunkt været sammen i seks år, og forældre i to, så vi gik ind i ægteskabet med vidt åbne øjne), spurgte præsten os i samtalen forinden, om nogen af os havde bare det mindste gran af tvivl. For hans erfaring var, sagde han, at den tvivl ville blive ved med at nage og vokse gennem hele ægteskabet.

Det har jeg tænkt på lige siden. Altså, at der i et ægteskab ikke må være tvivl, at det overhovedet skulle være muligt at være gift uden nogensinde at tvivle. Min tvivl bliver ved med at nå frem til, at jeg er sammen med den mand, som jeg skal være sammen med. Der er ingen andre, jeg hellere vil være gift med, men jeg har svært ved at se, hvordan tvivlen og usikkerheden kan smides over bord til døden os skiller.

Da kærligheden trådte ind i ægteskabet i slutningen af 1800-tallet, trådte tvivlen, usikkerheden og sårbarheden ind sammen med den. Det kan vi læse i skilsmissestatistikkerne. Vi har mere smag for friheden end nogensinde før, men netop derfor vælger vi ikke hinanden bare én gang, vi forpligter os på hinanden igen og igen.
Derfor er tvivlen, usikkerheden og sårbarheden ikke nødvendigvis ægteskabets endegyldige krise. Det er i virkeligheden det moderne ægteskabs kontinuerlige brændsel.

Bidrag

Flere udvalgte artikler