Opråb fra bunden: Tag pengene fra underklassen. Den har ingen moral

DEROUTEKarina Pedersen voksede op i en boligblok, hvor de færreste gik på arbejde. Foto: Sofia Busk, Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

I en ny bog fortæller 40-årige Karina Pedersen om sin opvækst i underklassen. 'Helt ude i hampen' er en insider-beretning fra et miljø, hvor hverdagen handler om at få flere sociale ydelser ud af socialrådgiveren. Bogen føjer en personlig brik til tidens store velfærdsdiskussion om de tusindvis af danskere, der lever på offentlig forsørgelse i en af verdens største velfærdsstater.

Tilføjet 3. september 2016 efter udgivelse: Vi begik en fejl i researchen af denne historie ved blandt andet ikke (i højere grad) at opsøge Karina Pedersens familie for at forholde dem historien. Mere om den fejl her.


Hun er helt i chok,” siger Karina Pedersen og kigger undersøgende på mig.

Hun taler om mig, og hun har ret.

Karina Pedersen sidder ved siden af sin redaktør på Gyldendal og taler om sin bog Helt ude i hampen. Den består af en række mails, som hun har skrevet til sin barndomsveninde for et par år siden, og bogen giver et barsk indblik i underklassen i en boligblok i Fredericia.

Hendes mor var alkoholiker på kontanthjælp, og i bogen skriver Karina Pedersen, hvordan moren låste sig inde på sit eget værelse med frugt og chokolade, mens hendes fem børn ikke fik aftensmad. Moren kom først ud, når de var gået i seng.

Nogle gange slog hun dem i deres senge, mens de sov, med bøjler eller grydeskeer. En gang fik hendes storebror nok, løftede moren op i kraven og sagde:

Nu holder du op med at slå mine søskende.”

Det hjalp ikke.

Da Karina Pedersen var fem-seks år, kom hun hjem og fandt sin mor liggende på gulvet i gangen med tis løbende ned ad sig. Hun gjorde, som hun plejede: lagde en pude under morens hoved og ringede efter sin farmor og farfar. Når det skete, tog farfaren altid frugt med til børnene fra sit drivhus, og de spiste det sammen i stuen, mens farmoren skældte moren hæder og ære fra i gangen.

Når Karina Pedersen havde fødselsdag, sagde hendes mor, at hun ville få en gave den første i måneden. Når kontanthjælpen var gået ind, brugte moren pengene på sig selv.

En af de få gaver, Karina Pedersen husker at have fået af sin mor, var en pakke cigaretter, moren havde pakket ind. Efter juleferien stod hun så der med sine klassekammerater, der udvekslede historier om, hvad de havde fået til jul.

Karina Pedersens barndom rummer tragedier nok til et langt liv hos psykologen, men hun er ikke den sentimentale type.

Jeg sidder over for et menneske, der virker så upåvirket, at jeg meget muligt ser chokeret ud.

Jeg ved godt, at du leder efter, om jeg er traumatiseret. Det er jeg overhovedet ikke. Jeg sover skønt om natten. Min læge siger, at jeg er en af de sundeste patienter, han har,” griner Karina Pedersen.

Bonusinfo. “Under skænderiet var ordene ‘hvis du ikke har nogen penge, så må du fandeme ud og sælge dit røvhul’ faldet, og det er – er jeg ret sikker på – den eneste opfordring til at søge arbejde, som nogen i min familie nogensinde har ytret.” Fra Helt ude i hampen om et skænderi mellem Karina Pedersens to brødre.

40-årige Karina Pedersen er et mysterium. Hun hævder at modbevise alle teorier om social arv, og hun hverken drikker, ryger hash eller tager stoffer og piller som sin mor og nogle af sine søskende. Hun har ikke lyst til at gå i detaljer om sit eget liv i dag. Hun holder sig til at sige, at hun har gået på gymnasiet og universitetet, hvor hun læste Østeuropa-studier og sociologi. Hun bor i København og har ikke noget fast arbejde, men modtager ikke ydelser.

Hun er en af de få, der med succes har overlevet en opvækst i den danske underklasse og været i stand til at fortælle om det.

En anden er Lisbeth Zornig, men hvor Zornig efterlyser mere social indsats, efterlyser Karina Pedersen mindre. Mens andre taler om behovet for mere opmærksomme skolelærere og bedre samarbejde mellem kommuner, er Karina Pedersen nået til den stik modsatte konklusion.

Hun mener, at det er det sociale system, der skaber de sociale problemer. Dermed skriver hun sig ind i debatten om, hvad man skal stille op med den underklasse, der for alvor er kommet på landkortet de seneste år: pisk eller gulerod? Mens nogle taler for at uddanne en hær af socialrådgivere, der kan arbejde med de problematiske familier, taler andre for at skære i de sociale ydelser og øge incitamentet til at arbejde.

Karina Pedersen vil slet ikke have et socialt system.

Alle de sociale indsatser i velfærdsstaten er humbug for milliarder af kroner. Det har ingen effekt overhovedet. Hvis vi fjernede alle socialrådgivere i dag, ville det ikke gøre nogen som helst forskel. Og det burde vi gøre.”

Hvordan ville en velfungerende social indsats se ud i dine øjne?

Den vil være ikke-eksisterende. Min mormor og morfar forsøgte at få min mor på rette spor ved at sige, at hun ikke fik flere penge, men så kunne hun bare lægge røret på og gå ned på kommunen og sige, at hun havde fem børn, og det hele var så hårdt. Så hvis der ikke havde været kontanthjælp, havde min mor været afhængig af min mormor og morfar, og så havde der været andre boller på suppen. Det kan jeg godt love dig for.”

Kan du ikke pege på en eneste skolelærer eller socialrådgiver, der gjorde noget for dig, da du var barn?

Overhovedet ikke. Og jeg kender heller ingen, der kan sige, at de klarede sig takket være den og den socialrådgiver.”

SKYGGEKarina Pedersen kan beskrives som en slags social whistleblower. Hun mener, at middelklassen har et romantiseret billede af underklassen. Foto: Sofia Busk, Zetland

Karina Pedersen er født i 1976 og voksede op i Korskærparken i Fredericia. Fraværet af ansvarlige voksne fylder det meste af hendes opvækst, og når hun selv skal forklare, hvorfor hun ikke er endt som resten af sine omgivelser, svarer hun, at hun har været heldig.

Hun prøvede kun at ryge hash én gang, og det sagde hende ikke noget. Hun har heller aldrig haft en fysisk trang til at drikke eller tage stoffer eller piller. Til gengæld elskede hun at gå på biblioteket og sad og læste Goethe, Dostojevskij og Shakespeare, også når hun skulle have været i skole. Den voksne, som fremstår mest central i bogen, er en prostitueret på etagen over dem i blokken.

Hun var ikke altid rar over for sine børn, men det var hun over for mig. Hun sagde altid: Karina, der er mere i verden for dig. Din mor er ikke rigtig klog.’ Jeg gjorde lidt rent for hende, og så fik jeg et par pakker cigaretter og en hundredkroneseddel,” siger Karina Pedersen, der dengang var 13-14 år og røg Røde Look.

Ingen sagde noget til, at hun røg. Ingen sagde i det hele taget noget til noget.

Det krævede en fremmeds ankomst, før hun for alvor forstod, at noget var galt i den boligblok, der udgjorde hendes normalitet. Da en familie fra Sri Lanka flyttede ind, kunne hun pludselig se hverdagen igennem en udenforståendes øjne. Folk kaldte tilflytterne abekatte og sagde, at de kom her og nassede på systemet, men morens mand var advokat, og hun gik stolt rundt og stillede de andre beboere det spørgsmål, de frygtede mest:

Hvad laver du så?

Folk følte sig simpelthen så krænkede. Hvis hun var i vaskekælderen, gik folk ikke derned, for så begyndte hun bare at spørge, hvad de lavede. Hun forstod ikke, hvad de mente med, at de var for syge til at arbejde, for hun kom fra et sted, hvor du ligger ned, hvis du er syg. Du står ikke ved busstoppestedet og skal til frisøren eller bruge din kontanthjælp på bankospil. Hendes børn blev i øvrigt alle sammen jurister, så de klarede sig altså bedre end dem, der var de rigtige abekatte,” siger Karina Pedersen om de danske beboere.

Bonusinfo. “Jeg så engang nogle breve, som hun (min mor, red.) havde sendt til min farmor og farfar. Det var tåkrummende læsning. Det handlede naturligvis om, at hun ville have penge fra dem, og hvis hun ikke fik det, så ville hun ‘gå i søen med de tre små’.” Fra Helt ude i hampen.

Elendighederne har Karina Pedersen efterladt sig i fortiden. Hendes mission i dag er at åbne Danmarks øjne for, hvem bunden af samfundet egentlig er. Ifølge hende har middelklassen en romantisk forestilling om den ædle fattige, den værdigt trængende, gode mennesker, der har mødt forhindringer. Sådan er det ikke i hendes verden.

Karina Pedersen mener, at underklassen konsekvent træffer dårlige beslutninger: I bogen skriver hun, at underklassen er vild med banko og andre aktiviteter, hvor tilfældigheder afgør, om man vinder eller taber. Derfor er det ikke deres skyld, hvis deres nummer ikke bliver råbt op i banko eller i livet. Hun skriver også, at hun nærmest bruger længere tid på at købe en cykel, end nogle kvinder gør på at finde den, de får børn med.

Karina Pedersen peger på julehjælpen som det ypperste udtryk for problemet. I bogen skriver hun således:

Når middelklassen giver et bidrag til julehjælp, så ser de for sig en fattig mor og far, som i lasede pjalter og med tårer i øjnene tager hinanden i hænderne af glæde over, at børnene nu alligevel får mad juleaften. Det mere realistiske billede er dog en fed og kronisk arbejdsløs kvinde, som – imens hun gennemgår julekurvens indhold – brokker sig over alt det, hun mener, der mangler, og hvis børn (som hun sikkert har med forskellige mænd) går for lud og koldt vand … De tror, at mennesker som min mor har siddet ved en petroleumslampe og stoppet strømper, alt imens hun har krydset fingre for, at høsten ikke ville slå fejl, så hendes elskede børn måtte gå sultne i seng.”

Mange år efter hun var flyttet hjemmefra, modtog hun ved en fejl to breve fra sin mor. De skulle have været sendt til Frelsens Hær og Sankt Michaelis Kirke. I brevene ansøgte moren om julehjælp og løj om, hvorfor hun havde brug for den. I det ene brev skrev hun, at hun havde fem børn, der alle får SU og derfor ikke kan give mig penge til at holde jul for”.

I det andet brev skrev hun, at hun havde tre handicappede børn. Moren sluttede brevet:

Jeg hverken drikker eller slår, så jeg håber virkelig, at jeg kan komme i betragtning.”

Ifølge Karina Pedersen har dem, der får julehjælp, rigeligt råd til at betale selv.

De her mennesker sparer ikke selv op til jul, fordi de ved, at de kan få julehjælpen til at betale. De vil bare slippe for at afholde deres egne udgifter. Der er altså 12 måneder mellem hver jul, og du kan få en and til 100 kroner. Folk står og sorterer i det, og noget af det ryger direkte i skraldespanden,” siger Karina Pedersen.

Så når folk er ude for at købe julegaver, og de går forbi et orkester fra Frelsens Hær og vil støtte …

Det kan du godt lade være med. Det er spild af penge. Jeg giver aldrig penge til sådan noget. Aldrig. Især dem, der går igennem togene og beder om penge, irriterer mig helt vildt. De gør det kun, fordi folk giver dem penge. Hvis de ikke fik penge, ville de holde op, så i princippet betaler vi dem for at være fattige. Du ser en tigger, og du har ondt af ham, men du betaler ham faktisk for at tigge.”

Køber du heller ikke Hus Forbi?

Aldrig.”

STÅLFASTIngen 20'er til Hus Forbi-sælgeren herfra. Foto: Sofia Busk, Zetland

Hun kigger på mig. Jeg ser chokeret ud igen.

Men det er så gammelt som Bibelen, at det er en god gerning at hjælpe de fattige. Det er et menneskeligt instinkt.

Det er også så gammelt som Bibelen, at den, der ikke vil arbejde, skal ikke spise. Det sagde Paulus.”

Karina Pedersen sagde tidligere i interviewet, at hun havde været heldig. Det hun mener er, at hun har været heldig med sine gener. Hun tror ikke på social arv så meget som på biologisk arv.

Folk tror, at jeg skal kæmpe hårdt for at holde mig væk fra stoffer. Som om jeg vågner hver morgen og er ved at dø af abstinenser, men jeg har simpelthen ikke trangen i mig. Jeg sidder heller ikke og hyler hos en psykolog hver torsdag. Jeg er bare lavet anderledes. Folk bliver så ophidsede, når man siger, at dårlige gener spiller en rolle, men det er altså sandt. Det gør de. Det, der giver underklassen minus på kontoen, er arvelige ting. Et iltert temperament, for eksempel. Nogle har bare bedre gener end andre.”

Tror du slet ikke på social arv?

Nej. Jeg tror i den grad på, at folk kan komme i dårligt selskab. Det og så de gener, du har. Jeg har for eksempel ikke noget temperament. Når jeg bliver sur, hæver jeg måske stemmen en smule. Ingen kan sige, at de har set Karina gå fuldstændig amok ligesom min lillebror. Jeg har altid vidst, at selvkontrol er noget af det absolut vigtigste her i livet. Man skal kunne styre sig selv altid, for jeg har set, hvad der sker, når du ikke har nogen selvkontrol. Hvis du havde interviewet min bror, og du havde sagt noget, der ikke passede ham, havde han taget det her bord og væltet det. Eller kylet det her glas vand i hovedet på dig. Da jeg var lille, så jeg masser af folk, der mistede besindelsen og ville springe fra vinduerne. Det er selvkontrol, der gør samfundet til et behageligt sted at være. Det gør, at man opfører sig civiliseret.”

Men du er tydeligvis en undtagelse. Hvordan forklarer du, at det meste af jordens befolkning lever mere eller mindre som deres forældre?

Karaktertræk er arvelige. Hvis dine forældre har mangel på omtanke og er lidt for hurtige til at træffe beslutninger, går det igen hos børnene. Intelligens, temperament og samarbejdsvilje har en tung genetisk profil. Det er derfor, du kan se helt stille og rolige forældre, der har en frygtelig møgunge. Og en som min mor, der får et helt stille og roligt barn som mig. Man kan ikke lave en gris om til en væddeløbshest. En gris er en gris, uanset hvad du gør.”

Jeg behøver ikke skrive, hvordan jeg ser ud i ansigtet.

Siger du, at du intet dårligt har taget med dig fra din barndom?

Jo, rygning. Jeg ville ønske, jeg aldrig var begyndt, men jeg tror aldrig, jeg kommer af med det. Jeg synes, det er hyggeligt at ryge.”

Karina Pedersen er en person, jeg ikke kan regne ud. Jeg forstår godt, at man bliver hård af at være hårde ting igennem, men ikke at man kommer ud af det nærmest upåvirket.

Jeg bebrejder min mor meget mindre ting, end du har været igennem. Har du aldrig grædt et barns tårer over det lod, der blev tildelt dig?

Næ. Det tror jeg sgu ikke. Jeg gik jo ikke rundt og tænkte, at jeg havde det skidt. Det var bare vores liv. Sådan var det.”

Du lyder ekstremt kynisk.

Det er, fordi du ikke forstår det. Folk forstår ikke, hvordan sådan et hjem fungerer. Der er kun ufred og bagtaleri. Du har ikke en eneste hyggelig stund. Jeg har aldrig siddet med min mor i stuen og set julekalender. Der var ingen kærlighed. Min mor elskede ikke sine børn. Hvis hun kunne have solgt os, havde hun gjort det. Vi var bare et middel til at køre på kommunen og få penge ud af en sagsbehandler. Hun har aldrig været til forældrekonsultation på skolen. Hun har aldrig kigget på de lerfigurer, jeg havde lavet i formning. Hun har aldrig vækket mig om morgenen. Hun børstede ikke engang vores tænder. Hun lavede ikke mad til os. Jeg spiste ofte hos min venindes far Svend, for han bagte sit eget franskbrød, og han havde altid ost. Og sodavand på altanen. Derhjemme spiste jeg rå makaroni fra skabet.”

Nu ser hun på mig, som om jeg begynder at forstå. Sidst hun talte med sin mor var for et år siden. Karina Pedersen regner ikke med at knibe nogen tårer, når moren dør.

Du kommer ikke til at se mig stå og græde den dag. Hun fik fem børn og ikke en eneste vil græde over hende. Jeg skal nok betale min andel, men det kan være, vi skal lade kommunen give hende den sidste gestus. Det bliver kun lige kisten og en buket, når det offentlige betaler for det. Hun har faktisk selv talt om det, for hun ved godt, at hun ikke har en rød reje.”

Helt ude i hampen er Karina Pedersens egen fremstilling af sin barndom. Det har ikke været muligt for Zetland at forholde hendes mor de beskrevne begivenheder.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem