Som en lineal skærer landevejen sig igennem Agger Tange med Limfjorden på begge sider. En svane maser sig igennem et tyndt lag is, og en flok gæs letter larmende fra det lave vand. Bag klitterne kan man høre Vesterhavets konstante brusen, der blander sig med lyden af tusindvis af fugle. Området er en del af Nationalpark Thy og et populært spot for klyder, terner og en stor variation af vadefugle.

Men der er noget i vandet. Og i græsset. De lokale jægere har fået besked på at destruere de ænder, de har i kummefryseren. Grillbaren i Agger, der var kendt for at have lokalt økologisk oksekød i deres burgere, har måttet ændre i menukortet. Børnene må ikke længere lege i skummet på stranden.

For mig begyndte det i marts måned i år. Min kone, Ane, og jeg var allerede i gang med at forspire til køkkenhaven, men en aften sad hun i sofaen med sin computer. “Måske er det bedre, vi ikke dyrker haven i år,” sagde hun.

Styrelsen for Patientsikkerhed havde netop rådet beboerne i Thyborøn – mindre end 40 kilometer fra, hvor vi bor – til ikke at spise frugt og grønt fra deres haver. Årsagen var, at der ad flere omgange var blevet målt ekstremt høje koncentrationer af de giftige “evighedskemikalier” PFAS på Harboøre Tange, hvor den lille by ligger. I grundvandet, i græsset, på stranden og flere andre steder.

Når sådan en usynlig trussel opstår, er det, som om man har to muligheder: Man kan lade, som om det ikke findes, eller man kan indsamle så mange informationer som muligt. Min kone, der er den mest naturfaglige af os, valgte det sidste. Hun gik i gang med at nærlæse undersøgelserne og studere, hvordan PFAS opfører sig. Imens slog jeg det hen som et lokalt problem, der ikke havde noget at gøre med os heroppe i Klitmøller. Jeg og køkkenhaven vandt første omgang, men i november skete der noget, som fik ikke bare mig, men tilsyneladende alle i min lille kystby til at tage den usynlige trussel alvorligt. Nu var det pludselig ikke længere kun i Thyborøn på den anden side af Limfjorden, at vandet var forgiftet. Nu var PFAS også målt længere nordpå, og inden længe talte alle om de giftige kemikalier.

Det er, som om en ukendt fare lurer under overfladen, og det giver mig lidt samme følelse, som jeg fik, første gang jeg så Dødens gab. Vi ved, at der er noget farligt i vandet, men ikke hvor det er, eller præcis hvad det gør ved os. Og endnu mindre ved vi, hvor de kommer fra. Når jeg snakker med folk i det lokale træningscenter, i børnehavens garderobe eller hos Spar-købmanden, er de fleste sikre på, at skurken må være den berygtede Cheminova-fabrik, der i 1970’erne var skyld i, at døde fugle og fisk blev skyllet op på strandene ved Thyborøn. Når der er giftige kemikalier i vandet tæt på en kemikaliefabrik, hvis produktion af insektgift stadig kan sende en sært sødlig lugt ind over Thyborøn, så må forureningen vel komme fra fabrikken. Eller hvad? Ikke ifølge myndighederne. Spørger man dem, er svaret kryptisk: at forureningen stammer “fra havet”. Og efter at have forsøgt at opklare mysteriet om Vesterhavets giftige vand, må jeg erkende, at de lokale jægere, ejeren af grillbaren i Agger og alle os, der bor langs den nordlige del af Den Jyske Vestkyst, måske er nødt til at leve med det mest utilfredsstillende svar af alle: uvished. Og muligheden for, at det måske står værre til, end nogen af os aner.

Indtil for et par år siden var PFAS ikke noget, hverken medier, myndigheder eller ret mange mennesker gik op i. Navnet dækker over tusindvis af såkaldte fluorstoffer, der har en lang række virkelig smarte egenskaber. De er både brandhæmmende og vandafvisende, og derfor bliver de brugt i møbelstof, stegepander, regnjakker og alle mulige andre produkter. Tidligere har de også været brugt i emballage til mad. Ulempen er så til gengæld, at netop de smarte egenskaber også betyder, at stofferne i modsætning til stort set alle andre kemikalier ikke bliver nedbrudt af sig selv. Hverken i naturen eller i vores kroppe. Og det menes i værste fald at kunne resultere i nyre-, testikel- eller brystkræft. Derudover mener forskerne, at vaccinationer mod for eksempel difteri, kighoste og polio kan virke dårligere hos børn, der har meget PFAS i kroppen.

Det var en ren rutineundersøgelse, der fik de lokale myndigheder til at indse, at noget var galt i Thyborøn og omegn.

I sommeren 2020 fik regionerne en pose penge af regeringen, som skulle bruges på at undersøge, hvordan jordforurening påvirker blandt andet søer og vandløb. Et af de steder, hvor Region Midtjylland ledte efter forurening, var ved en nedlagt losseplads på Harboøre Tange – i øvrigt kun godt en kilometer fra FMC, som Cheminova hedder i dag. I februar 2022 blev det klart, at koncentrationerne af PFAS netop dér var helt enorme. I en nærliggende sø var den 1.800 gange højere end grænseværdierne.

For at undersøge problemet til bunds blev der nedsat en taskforce, som blandt andet skulle spore kilden til forureningen. Det blev hurtigt klart, at problemet ikke kun begrænsede sig til den gamle losseplads, og borgerne blev advaret mod at plukke hyben og havtorn i området. Senere fulgte flere og mere vidtgående advarsler, men myndighederne delte tilsyneladende den opfattelse, jeg selv havde på det tidspunkt, nemlig at problemet var ultralokalt: Beboerne på Venøvej måtte gerne spise frugt fra deres køkkenhaver, men beboerne på Fanøvej mindre end 20 meter derfra måtte ikke.

Hvis problemet var lokalt, måtte årsagen næsten også være det. Sådan var vi mange, der tænkte. Derfor undrede det mig ikke, da miljøjournalisten Kjeld Hansen viste mig nogle rapporter, han havde fået aktindsigt i. De viste, at der i sommer var blevet målt meget høje koncentrationer af PFAS i spildevandet fra FMC – altså det gamle Cheminova. Da jeg ringede til FMC-direktøren, Jacob Kyllesbech, afviste han blankt, at FMC bruger nogen former for PFAS i deres produktion. Hvor PFAS-stofferne i fabrikkens spildevand så kom fra, ville han ikke spekulere i. Siden har jeg selv fået en aktindsigt, som viser, at Miljøstyrelsen i december 2022 har bedt FMC om at undersøge grundigere, hvor PFAS’en i deres spildevand kommer fra. Styrelsen mener også, at der kan være behov for at regulere virksomhedens udledning af PFAS-stoffer.

Alligevel er FMC altså ikke myndighedernes hovedmistænkte, når det gælder de store koncentrationer af PFAS, som er blevet målt på Harboøre Tange. De lokales foretrukne teori bliver nemlig modsagt af vurderinger fra den rådgivende ingeniørvirksomhed NIRAS, som har lavet PFAS-prøverne for kommunen. Hverken NIRAS eller de eksperter, jeg har talt med, tror, at den voldsomme forurening kommer fra kemikaliefabrikken.

Seniorspecialist i NIRAS Søren Rygaard Lenschow forstår ellers udmærket, hvorfor kystbysladderen peger på FMC som skurken. Det var også både myndighedernes og hans egen første tanke. “Ja, det virker som en bortforklaring, at havet er kilden, og jeg ville da også ønske, det var Cheminova, for så kunne vi bedre gøre noget ved det,” siger han. Sagen er bare for det første, at det er nogle andre PFAS-stoffer, der er blevet målt i FMC’s spildevand, end der generelt findes på Harboøre Tange. For det andet er der et mønster i målingerne, der peger i en anden retning: ud mod havet.

Det mønster fik Søren Rygaard Lenschow fra NIRAS øje på, da han dykkede ned i de første resultater fra Harboøre Tange og Thyborøn. Han lagde mærke til, at målingerne tæt ved havet var væsentligt højere end længere inde i landet. Så måske, tænkte han, stammede de giftige kemikalier ikke fra kemikaliefabrikken, men fra havet. Den teori luftede han i foråret 2022 på et møde i den nyoprettede taskforce: “Der var nogen, der så lidt mærkeligt på mig, men der var heldigvis også nogle, der syntes, at vi skulle ud og se. Og så gik vi ud og tog en skumprøve,” fortæller han, da jeg senere taler med ham over Teams. Hans baggrund er et billede fra sydstranden i Thyborøn helt dækket af et tykt lag skum. Det var netop dét skum, der var med til at bekræfte projektlederens bange anelser. PFAS vil nemlig allerhelst være lige der, hvor luft og vand mødes, og derfor vil koncentrationen af PFAS være klart højest, når man tester netop skummet fra vandkanten eller på stranden.

Det var imidlertid ikke, hvad Miljøstyrelsen gjorde, da den i sommeren 2022 fik testet badevandet 50 udvalgte steder over hele landet. I stedet var målingerne baseret på to typer af prøver, som ifølge eksperter giver mere upålidelige resultater. Konklusionen var ellers umiddelbart opløftende: “Koncentrationen af de fire PFAS-stoffer i havet og søer ligger generelt væsentligt under den vejledende grænseværdi for badevand,” lød det. Da jeg i august læste nyheden, blev jeg lettet. Der var altså ingen PFAS på stranden i Klitmøller, og vi kunne med god samvittighed lade ungerne lege i brændingen.

Men en måneds tid senere havde min kone, Ane, igen været på nettet. Nu mente hun, at hele Vestkysten kunne være forurenet, og at vi måske burde begynde at skylle ungerne, når de havde leget i skummet. Det var nemlig, hvad hun havde læst i en pressemeddelelse fra Region Midtjylland. NIRAS’ skumprøver viste nogle helt andre resultater end Miljøstyrelsens badevandsundersøgelse. På stranden i den sydlige del af Thyborøn havde de i havskummet målt 120.000 nanogram PFAS pr. liter vand. Astronomisk meget mere end de maksimalt 40, Miljøstyrelsen anbefaler i badevand. Det fik Styrelsen for Patientsikkerhed til at “fraråde direkte kontakt med det blivende havskum”. I anbefalingen, der stadig gælder, står der også, at har man alligevel været i kontakt med skummet, bør man skylle huden grundigt med rent vand bagefter.

Få hundrede meter fra det sted, hvor NIRAS gjorde sine opsigtsvækkende fund, er Freddy Andersen ude at gå med sin enorme hund, Jussi. Den 66-årige færgeskipper har termokedeldragt på og en Carhartt-hue, hvor han på mærket har skrevet sine initialer med tusch. Mens en del af de lokale har valgt samme taktik som mig og lader, som om problemet ikke findes, er Freddy mere som min kone. “Det er da ubehageligt,” siger han. “Nu får vi at vide, at vi ikke må spise vores egne frugter og grøntsager i haven. Og når man så tænker på, at det jo ikke er noget, der lige er kommet. Man har gået og fodret sine børn og børnebørn med jordbær og alt muligt fra haven. Det har man det da dårligt med.”

Vi står lidt og lytter til havet. Det føles lidt, som om det har vendt sig imod os. Men et hav bliver vel ikke giftigt af sig selv. Hvis forureningen virkelig kommer fra havet og bliver transporteret med bølgerne, så må miljøets værste fjende, mennesket, have haft en finger med i spillet et sted. Men hvor?

Svaret ligger måske i noget, der hedder Den Jyske Kyststrøm. Som en flod ude i havet løber den langs Vestkysten fra Elbens udløb i Nordtyskland og hele vejen til Skagen. Hvis PFAS-stoffer havner i havet ved eksempelvis Esbjerg, kan de blive fanget af strømmen og fragtet nordpå. Mod Thyborøn, Klitmøller og endnu længere. Det forklarer Torben Vang, som er geolog ved Aarhus Universitet og skipper på forskningsskibet Aurora. Siden 1980’erne har han arbejdet med blandt andet miljøovervågning af danske farvande, og han kalder forurening “grænseløs”. “Alting ender i havet. Uanset hvilke stoffer vi leder efter, så finder vi dem i havet,” siger han.

Skurken behøver heller ikke at være dansk, påpeger Søren Rygaard Lenschow fra NIRAS. “Mit bud er, at der er tusindvis af rensningsanlæg rundtomkring Nordsøen. Tusindvis af lossepladser, der løber via åer og eller direkte videre ud i Nordsøen. Ingen af de almindelige renseanlæg kan fjerne PFAS. Vi ved også, at der har været produceret PFAS i både Holland og Belgien. De dér fabrikker har jo udløb via vandløb til Nordsøen,” forklarer han.

Og netop fordi PFAS aldrig forgår af sig selv, kan kemikalierne blive fragtet rundt med havstrømmene i en uendelighed. I modsætning til mange andre stoffer falder de nemlig ikke til bunds og ligger dér, indtil de til sidst forsvinder. “Det er ligesom saftevand,” forklarer Søren Rygaard Lenschow. Stofferne bliver nærmest en del af havvandet.

Derudover har PFAS en anden og temmelig skræmmende egenskab. Forskere har fundet ud af, at fluorforbindelserne sætter sig på de små luftbårne partikler – aerosoler – som bølgerne laver. Og det er via dem, at kemikalierne kan rejse fra vand til land. Det er sandsynligvis en af grundene til, at man har fundet PFAS så afsidesliggende steder som Arktis og Tibet, og at der, som TV 2 i november kunne fortælle, kan måles PFAS i regnvandet herhjemme. Hvordan den såkaldte aerosoltransport helt præcis foregår, er, som DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi skrev i et fagligt notat tidligere på året – “komplekst og genstand for igangværende forskning”.

Meget nærmere et svar kommer vi ikke. Og der er andre ting, vi heller ikke ved – og måske heller ikke ønsker at vide. Ifølge de eksperter, jeg har talt med, er der nemlig ingen grund til at tro, at der skulle være mere PFAS i vandet ved Thyborøn end ved snart sagt enhver anden strand langs Vesterhavet. Når det lige er på Harboøre Tange, at man har fundet de ekstremt høje koncentrationer, skyldes det ifølge eksperterne kun, at det er dér, man har kigget ordentligt efter – på grund af spøgelset fra det gamle Cheminova. Når myndighederne inden længe giver sig til at screene hele Vestkysten for at få kortlagt forureningen, vil man sandsynligvis måle lige så høje koncentrationer andre steder, mener alle de eksperter, jeg har talt med til denne artikel. Som en forsker fra Teknologisk Institut udtrykker det: “Det er synd for jer i Thy, at historien kom frem dér. For det betyder, at I er ekstra bekymrede, men du skal forvente, at de koncentrationer kan du finde i alt bølgeskum.”

Bekymrede er der mange, der er her, hvor jeg bor. Klitmøller er en tilflytterby, og rigtig mange har – som Ane og jeg – fået et barn eller to i København, før vi flyttede ud i denne lille lomme mellem Nationalpark Thy og Vesterhavet. Vi bor langt fra alt det, storbyen kunne tilbyde os, men til gengæld har vi noget af Danmarks smukkeste natur lige uden for døren, og vi har alle et tæt forhold til den. Dem, der ikke surfer, vinterbader sikkert eller samler bær og svampe. Og så bruger vi en del tid på at give hinanden ret i, hvor heldigt det er, at vi bor her og ikke i larmende og beskidte København.

Måske derfor føles det ekstra uhyggeligt, at vores elskede haw ikke længere er den helende kraft, som mange af os har set det som. Mange af surferne er blevet bange for at sluge skummet, og vinterbaderne er begyndt at skylle sig ekstra grundigt efter en tur i bølgerne. Sildene på Klitmøller Friskole – det, man andre steder ville kalde 2. klasse – har lige haft tema om PFAS. Om evighedskemikalierne er her rent fysisk, ved vi reelt ikke. Mentalt er de overalt.

PFAS har været brugt siden 1949, men først i 2000 fik forskere i USA øjnene op for skadevirkningerne. En af de første herhjemme, der begyndte at interessere sig for det, var Philippe Grandjean fra Institut for Sundhedstjenesteforskning på Syddansk Universitet. Han har brugt det sidste årti på at forsøge at få politikere over hele verden til at forstå risikoen ved stofferne. Langt om længe virker det nu til, at Grandjean og hans kollegers opråb begynder at blive hørt. “Vi ser i hvert fald en begyndende forståelse for, at det her ikke bare er noget, man bliver akut forgiftet af, eller at man får et eller andet klinisk symptom som ondt i højre knæ. Det er en snigende forgiftning,” siger han.

Problemet er nemlig, at vi kun ekstremt langsomt udskiller PFAS-stofferne igen, så de hober sig op i kroppen. “Og så øger de risikoen for, at man får mere alvorlige sygdomme som nyrekræft, men også folkesygdomme som for eksempel fedme og sukkersyge.”

Det er godt 15 år siden, at Philippe Grandjean første gang hørte om, at PFAS kunne udgøre en sundhedsrisiko. “Man vidste fra omkring 2008, at hvis rotter var udsat for de her stoffer, så døde flere af dem, når de blev inficeret med en influenzavirus, mens ingen af dem døde, hvis de ikke havde været udsat for PFAS. Da jeg læste det, så tænkte jeg, ‘hallo, hvad er PFAS for noget?’ Så satte vi tingene i gang,” fortæller han.

Nogle år senere udgav Grandjean og hans kollegaer en rapport, der konkluderede, at børn reagerer dårligere på de vaccinationer, de fleste danske børn får i løbet af barndommen, hvis de har PFAS i blodet. Derfor bruger han i dag en stor del af sin tid på at rådgive politikerne i håbet om, at de blandt andet vil sænke grænseværdierne for PFAS i vores drikkevand, og at de vil gøre mere for at beskytte grundvandet. “Det skulle jo også gerne kunne levere drikkevand til fremtidige generationer, og når de her stoffer ikke nedbrydes, så går det jo kun én vej. Det forsvinder ikke, og det bliver formentlig kun værre,” siger han.

En anden af Philippe Grandjeans kæpheste er, at det skal være nemmere for bekymrede borgere at få vished. Som det er lige nu, anbefaler Sundhedsstyrelsen, at danske læger eller forskere ikke tester borgeres blod for PFAS. “Jeg får ofte opringninger fra folk, der har arbejdet med de her stoffer, eller som ved, at de har været naboer til en virksomhed, der forurener med det. Og de kan ikke få lavet en blodprøve. Jeg savner en opmærksomhed over for den befolkning, der har fået de her stoffer i sig,” siger han.

Ifølge sektionsleder Charlotte Kimby fra Sundhedsstyrelsen er der imidlertid en god grund til, at styrelsen ikke anbefaler blodprøver. Som det er nu, kan man nemlig ikke rigtig bruge svaret til noget, siger hun. Man bliver ikke klogere på, hvor stor risiko man rent faktisk har for at blive syg, og der er heller ingen kur mod PFAS i blodet, forklarer hun. “Men at vi ikke anbefaler at teste, betyder bestemt ikke, at vi ikke er opmærksomme på, at det her er noget, som borgerne er bekymrede over. Det er vi sådan set også,” siger hun.

En af de borgere, som er bekymrede for mængden af PFAS i blodet, er 28-årige Jarl Asger Koustrup, der sammen med sin lillebror ejer Thyborøn Surfcenter. Som instruktører står brødrene hver dag i timevis og giver surfskolens elever et skub, så de rammer bølgen rigtigt. Brødrene står lige dér i brændingen, hvor PFAS’en tilsyneladende samler sig. Siden de voldsomme målinger i deres hjemby blev offentliggjort, har de forgæves forsøgt at få testet, om de har PFAS i blodet – og i givet fald hvor meget. De frygter for deres helbred, men bekymringerne handler også om deres forretning og ansvaret over for deres ansatte.

Surferbrødrene er et godt eksempel på den situation, mange står i herude i “Cold Hawaii”. Turisme er en af de helt store indtægtskilder, så hvis tyskerne og resten af feriegæsterne pludselig bliver væk, er der mange, der får et problem. Som Freddy Andersen, hundelufteren fra Thyborøn, siger: “Hvis ikke man kan bruge naturen, så er der altså ikke ret meget at lave herude.”

I 2011 blev fire af de mest sundhedsskadelige PFAS-stoffer gjort forbudt i Danmark – heriblandt det berygtede PFOS. Siden er der løbende kommet nye regler og stramninger på området. Sammen med Holland, Norge, Sverige og Tyskland arbejder Danmark for et totalforbud mod al “unødig anvendelse” af PFAS på EU-niveau, og i august sagde den daværende miljøminister Lea Wermelin (S) til TV 2, at Danmark skal have en national handlingsplan, hvilket også er en del af det nye regeringsgrundlag. Det politiske arbejde er imidlertid i et kapløb mod tiden. Siden 2011 er mængden af PFAS i Danmark steget, og i 2021 blev der ifølge Arbejdstilsynet håndteret 27 tons rent PFAS herhjemme. Danske Regioner vurderer, at 15.000 steder rundtom i landet kan være forurenet med PFAS. Dertil kommer al den PFAS, der bliver fragtet med havstrømmene og ophober sig langs Den Jyske Vestkyst.

Mere og mere tyder altså på, at vi stadig kun har set begyndelsen på en miljøkatastrofe. Derfor er der ikke tid til nøl, mener Forbrugerrådet Tænk, som er i gang med at samle underskrifter ind for et nationalt forbud mod al brug af PFAS. I skrivende stund har mere end 50.000 danskere skrevet under.

Et forbud vil sætte en prop i hullet, så der ikke længere strømmer de enorme mængder af PFAS ud i miljøet, som der gør i dag. Men hvad stiller vi op med alt det, der allerede er i naturen?

Det er der heldigvis folk i hvide kitler, der er i gang med at finde ud af. En af dem er Rikke Markfoged, der er seniorprojektleder på Teknologisk Institut i Aarhus. I et laboratorium blandt væghængte kolber, cylindere med boblende væsker og enorme udsugningssystemer viser hun mig nogle af de ting, de eksperimenterer med i forsøget på at blive bedre til at fjerne PFAS. De har for eksempel fundet ud af, at nogle små champagnefarvede kugler, de kalder ionbyttere, er bedre til at filtrere PFAS-stofferne ud af vandet end det aktive kul, man typisk bruger i dag. Derfra er udfordringen at få destrueret kuglerne og dermed PFAS’en, og det er stadig meget dyrt og besværligt.

“Jo mere PFAS vi kan få puttet på dem, inden vi destruerer dem, jo bedre. Det er nogle af de beregninger, vi er i gang med nu,” forklarer hun. En af hendes kollegaer viser mig deres “skummer” – et mærkeligt aggregat, der ligner en omvendt kaffemaskine. Med den undersøger han, om man kan udnytte fluorforbindelsernes hang til at samle sig i skum.

Der er altså måder at fjerne PFAS på. Det er bare et spørgsmål om prisen, og på Teknologisk Institut arbejder forskerne i samarbejde med forskellige teknologileverandører hele tiden på at gøre det så billigt som muligt. “Fremtiden er jo lys på den måde, at vi eksempelvis med høj varme kan destruere PFAS. Så findes det ikke længere,” siger Rikke Markfoged. Af samme grund er det forkert at tale om et evighedskemikalie, mener hun. “Det er det kun, så længe vi ikke gør noget ved det.”

Og nu vi er i gang med den håbefulde slutning, så lad os lige atter runde Torben Vang – geologen fra Aarhus Universitet, som har arbejdet med miljøovervågning i næsten 40 år. Han er nemlig sikker på, at hvis vi sammen beslutter os for at gøre noget ved problemet, så kan vi ligesom i Dødens gab (spoileralert) komme truslen under overfladen til livs.

“Nu er jeg en gammel ræv på den anden side af 60. Men da jeg startede med det her, havde vi sindssygt mange problemer med tungmetaller alle steder. Det var i søer, vandløb og især i havnene. Nu ser vi dem slet ikke mere på samme niveau. Ozonlagsstofferne og verdens farligste miljøgift, TBT, fik man ovenikøbet ordnet på internationalt plan. Sådan kan jeg nævne en række stoffer,” siger han og tilføjer så det mest opløftende, jeg har hørt, siden PFAS begyndte at blive talk of the town i Klitmøller: “Jeg er simpelthen miljøoptimist. Jeg har ikke grund til andet. For jeg kan bare se, at så snart vi erkender problemet, så går det bare stærkt.”

Og indtil da kan vi godt tillade os at forholde os lidt mere afslappet end badegæsterne i Dødens gab, mener Philippe Grandjean, PFAS-eksperternes grand old man. Bliv ved med at bruge havet, siger han, for det er stadig sundere end at lade være. “Det er ikke konstruktivt at være bekymret for nogle stoffer, vi ikke kan gøre noget ved,” som han siger.

Så mens politikerne og forskerne arbejder på at løse PFAS-problemet, bliver jeg ved med at bade året rundt, og ungerne får lov at lege på stranden, som de plejer. Om vi skal dyrke haven til foråret, mangler Ane og jeg endnu at blive enige om.