Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Nene La Beet er medlem af Zetland og har delt den med dig.

I årtier blev de holdt udenfor. Nu åbner magtens dør sig for Sverigedemokraterna

Sverige skal til valg, og for første gang vil de borgerlige partier samarbejde med de tidligere udstødte sverigedemokrater.

Foto: Martin Lehmann/Ritzau Scanpix

Dansbandskungen er en midaldrende og lidt rund mand med en høj, guldfarvet hat på sit skaldede hoved. Han står på en scene i Stockholm sammen med sit band og spiller temamelodien til det, der tegner til at blive et nyt kapitel i svensk politik. Vi er til folkefest”, og der er glade gæster, ildspyende scenedekorationer og svensk dansemusik. Men spidser man ører, kan man også høre råbene fra en gruppe mennesker, der er alt andet end glade. I den anden ende af pladsen står teenagere med skilte, hvor der står Gå ad helvede til, skide racistsvin”.

Det her er nemlig ikke en hvilken som helst folkefest. Det er første stop på partiet Sverigedemokraternas valgturné rundt i Sverige forud for det svenske valg den 11. september. Og Sverigedemokraterna er ikke et hvilket som helst parti. De har gennem tre årtier været de skarpeste kritikere af Sveriges liberale flygtninge- og udlændingepolitik. I samme periode har de andre svenske partier holdt Sverigedemokraterna ud i strakt arm, som var de et ækelt kryb, der havde sneget sig ind i det gode svenske folkehjem.

Men sådan er det ikke længere. Når Sverigedemokraternas partiformand, den rockstjerneagtigt populære Jimmie Åkesson, nu begiver sig ud på landevejene, er det til en valgkamp, der meget vel kan ende med, at partiet for første gang får reel indflydelse i Sveriges parlament, Riksdagen. Og måske endnu vigtigere: Sverigedemokraternas helt centrale politiske tema, ønsket om mindre indvandring til Sverige, er blevet mainstream blandt flere andre partier.

På den måde fremstår Sverige som et forsinket spejlbillede eller et ekko af det, der skete med dansk politik for 20 år siden. Ved at se på Sverige kan vi måske bedre forstå den udvikling, som dansk politik har været igennem. Og samtidig tyder meget på, at spejlet kan vendes om. For når vi i Danmark inden længe skal til valg, står Inger Støjbergs nye parti, Danmarksdemokraterne, til at brage ind i Folketinget med en politisk opskrift, der til forveksling ligner den, Sverigedemokraterna har succes med, nemlig kombinationen af stram indvandringspolitik, et landligt oprør mod byernes eliter og en kamp om, hvad svensk – og dansk – kultur egentlig er.

Södermalm i Stockholm er venstrefløjens højborg. Derfor er de fremmødte sverigedemokrater lidt på udebane, men de har ingen intentioner om at følge opfordringen fra de unge demonstranter om at skrubbe af. Tværtimod er pladsen fyldt godt op med både ældre og unge, der klapper og svajer til svensktopklassikere og Dansbandskungens egen hyldest til campingferier: Jeg længes mod målet // Hvor man tager den første pilsner // det er sommer i Sverige, og børnene og konen er med,” synger den guldhatteklædte forsanger fra scenen, på klingende västgötsk dialekt.

Bag ham hænger et scenetæppe, som er så bombastisk, at det fortjener nærmere beskrivelse. Vi ser et jagerfly, en eksplosion, den ærkesvenske dalahest, en ko med vikingehjelm, en elguitar og ikke mindst to af Sverigedemokraternas spidskandidater, Jessica Stegrud og partiformand Jimmie Åkesson. Faktisk er der hele to billeder af partiformanden på scenetæppet. Jeg falder i snak med to unge sverigedemokrater, der venter spændt på at høre formanden om lidt. Dexter Krokstedt har været med i partiet i to år og undrer sig over moddemonstranterne fra venstrefløjen.

Det er trist at se så mange børn med så meget had i sig,” siger han. Jeg spørger, hvad det har betydet, at Sverigedemokraterna ingen direkte politisk indflydelse har haft. Men han er ikke helt enig i præmissen. Jeg tror, Sverigedemokraterna har haft ekstremt stor indflydelse på svensk politik. Jeg tror, de har drevet socialdemokraterne de sidste fem år til at føre lidt mere restriktiv indvandringspolitik. Men det er ikke nok,” siger han. Ved siden af ham står Alexander Hallberg, som også er med i Sverigedemokraternas ungdomsforbund. Han fortæller mig om sin opvækst i et miljonpogramm” i en forstad til Stockholm. Det er en betegnelse for kvarterer med sociale boligbyggerier fra 60’erne og 70’erne, der for Sverigedemokraterna i dag er et symbol på, hvordan den svenske udlændingepolitik har slået fejl. Det er områder, hvor der ofte bor mange borgere med indvandrerbaggrund, og hvor kriminaliteten mange steder er høj.

Jeg så folk, som jeg spillede fodbold med, holde op med at spille fodbold og begynde med … andre ting. De fik fint tøj, og jeg tænkte: Hvor får de det fra?’ Så kommer man til et valg, hvor man enten går med eller mod det. Og heldigvis havde jeg et meget stærkt faderligt forbillede, der sagde, at man må kæmpe for sit land,” fortæller Alexander Hallberg om sin beslutning om at blive sverigedemokrat. Og så kommer hans store håb ind på scenen.

Det er på tide at udskifte den socialdemokratiske regering. Det er på tide at redde Sverige,” siger 43-årige Jimmie Åkesson. Mangt og meget er galt med Sverige, må man forstå på hans tale, og de eneste, der overhovedet ikke har noget ansvar for det, siger Jimmie Åkesson, er Sverigedemokraterna. Han virker fyldt af den helt særlige energi, som man får af at stå udenfor og kæmpe for, at det etablerede bliver lavet om. Men nu blæser de politiske vinde altså sådan, at han meget vel selv kan komme indenfor og bestemme.

UTRYGHED Endnu et tilsyneladende banderelateret skyderi rystede Sverige, da en 31-årig mand blev skudt og dræbt i et indkøbscenter i Malmø den 19. august. Foto: Johan Nilsson/AFP/Ritzau Scanpix

Bag scenen møder jeg Jimmie Åkesson. Han har tørret sveden af panden efter at have danset med Dansbandskungen og står nu afslappet og smilende i skjorteærmer og holder hof for journalisterne. Han fortæller, hvordan Danmark i en årrække har været en inspirationskilde for Sverigedemokraternas politik.

Danmark har tidligt indført en restriktiv indvandringspolitik. Man har stillet krav til dem, som indvandrer til Danmark, indført en mere stram kriminalpolitik og en række andre ting, hvor Danmark i årtier har arbejdet på én måde, og Sverige har gjort det stik modsatte. Men det begynder jo at ændre sig nu,” siger Jimmie Åkesson.

Da Jimmie Åkesson for nogle år siden af Sveriges Radio blev bedt om at vælge et sted i Sverige at blive interviewet, som bedst udtrykte hans partis politiske visioner, tog han journalisten med til Hvidovre i Danmark. For i Danmark er indvandringspolitikken strammere, og i Hvidovre var viceborgmesteren fra Dansk Folkeparti, og han ledede kommunen i fred og fordragelighed med en socialdemokratisk borgmester.

Sverige begynder at se ud, som Danmark gjorde for 15 år siden. Partierne kæmper om at være hårde mod indvandring og mod kriminalitet. Det er takket være os,” siger han med tilfredshed.

Hvorfor har det taget længere tid i Sverige end i Danmark?

Ja … Vi er vel generelt lidt efter Danmark med mange ting. Det er klart, at Danmark tidligt valgte denne her vej. Det oplevede de svenske politikere, særligt de venstreliberale, som et problem og forsøgte at gøre det omvendte.”

Omkring ti timer før folkefesten på Södermalm i Stockholm stod jeg af toget i Malmø. Det er en af de byer, Sverigedemokraterna peger på som et skrækeksempel. Malmø rummer en del udsatte boligområder, hvor der bor en relativt lille andel borgere af svensk oprindelse, og her er et kriminelt miljø, der (med en lidt urimelig overdrivelse, i øvrigt) har givet Malmö tilnavnet Nordens Chicago. Da jeg var her lige før jul, var det for at fortælle historien om, at det tilsyneladende var lykkedes at vende kurven, og at antallet af skyderier nu faldt, men siden er det faktisk gået den forkerte vej. Midt i august havde der allerede været flere skyderier i Sveriges sydligste politikreds i løbet af året end i hele 2021.

Vi er lige nu i en voldsspiral med flere mord,” sagde Malmøs politichef, Petra Stenkula, til et pressemøde efter endnu en skudepisode den 19. august, hvor en 15-årig dreng efterfølgende blev sigtet for at skyde og dræbe en mand på 31. Ved samme episode blev en tilsyneladende helt tilfældig kvinde også alvorligt såret af skud.

Kriminaliteten er et kæmpe tema i den svenske valgkamp, og koblingen mellem udsatte boligområder med mange beboere med udenlandsk baggrund og dødbringende kriminalitet er ikke længere tabu. I kiosken køber jeg nyhedsmagasinet Fokus, hvor den socialdemokratiske integrationsminister, Anders Ygeman, fortæller, at det at bryde adskillelsen og bekæmpe kriminaliteten” er et af regeringens mest prioriterede områder. Integrationsministeren har set på Danmark og på skiftende regeringers forsøg på at ændre beboersammensætningen i de udsatte boligområder, og han er blevet inspireret. Også i Sverige skal et boligområde kunne stemples som udsat”, hvis der er mange beboere med ikkenordisk” oprindelse, præcis som det er tilfældet i Danmark.

Sveriges statsminister, Magdalena Andersson, talte i sin sommertale midt i august om, at hun ikke kunne genkende Sverige”, når hun så kriminalitetsstatistikkerne. En for stor migration og for svag integration” var ifølge statsministeren årsagen til, at det så så skidt ud. Den slags retorik fra en svensk statsminister var utænkeligt indtil for få år siden, hvor Sverige med en i europæisk sammenhæng meget liberal flygtninge- og indvandringspolitik holdt døren åben. Men de tider er forbi nu. De svenske socialdemokrater er ved at gøre den politiske mærkesag, som de tidligere skældte Sverigedemokraterna ud for, til deres egen.

Endnu mere komplet er forandringen hos det store, borgerlige oppositionsparti Moderaterna, der svarer til De Konservative i Danmark. De har sammen med partierne Kristdemokraterna og Liberalerna åbnet døren for at samarbejde med Sverigedemokraterna. Da Sverigedemokraterna kom i Riksdagen første gang i 2010, fik de den kolde skulder af begge sider af det politiske spektrum. Der går historier om, hvordan politiske kolleger i parlamentet frabad sig at skulle bruge de samme kopimaskiner som Sverigedemokraterna. Partiets opbakning voksede, men beskeden fra de syv andre partier i Riksdagen var klar: I får ikke nogen indflydelse!” Og sådan blev det. De øvrige partier indgik en aftale om simpelthen at lade være med at regne Sverigedemokraternas mandater med. De betød også, at de overlod magten til Socialdemokraterna efter valget i 2018, selv om der egentlig var borgerligt flertal. Moderaterna ville hellere give slip på magten end at give Sverigedemokraterna en plads ved bordet.

Men sidste år skete noget epokegørende. De fire borgerlige partier fremlagde et fælles udspil til en ny integrationspolitik, og Sverigedemokraterna var med! I næste uge bliver endnu et tabu brudt, når politikere fra de samme borgerlige partier tager ud og fører valgkampagne sammen med Sverigedemokraterna. Det handler kun” om en fælles bustur til en række atomkraftværker, men det er alligevel en symbolsk sejr for partiet, der indtil for få år siden var stemplet som ekstremister.

TOUGHER. Sveriges siddende statsminister, Magdalena Andersson, har skærpet tonen om indvandring, integration og kriminalitet gevaldigt under valgkampen. Foto: Tt News Agency/Reuters/Ritzau Scanpix

Det ligger så utroligt lige for at sammenligne Sverigedemokraternas skæbne med det, der skete i Danmark, i årene efter at Dansk Folkeparti så dagens lys i 1995. Partiet tilbragte præcis som Sverigedemokraterna deres første år på Christiansborg et godt stykke fra magten. De var dem, de andre ikke ville lege med. Mest berømt var det, da statsminister Poul Nyrup Rasmussen i 1999 sagde til Pia Kjærsgaard og resten af hendes parti, at stuerene, det bliver I aldrig”. Bemærkningen var en kommentar til et forslag fra Pia Kjærsgaard om, at det fremover skulle være muligt at sende en hel familie ud af Danmark, hvis et familiemedlem begik kriminalitet af særligt grov karakter.

I Danmark skulle Poul Nyrups spådom vise sig at være helt forkert. Efter valget i 2001 stod det klart, at Venstres statsministerkandidat, Anders Fogh Rasmussen, kun kunne danne regering sammen med Dansk Folkeparti, og partiet blev hans parlamentariske grundlag. Belønningen for mandaterne faldt prompte med en ny udlændingelov i 2002, der gjorde det markant sværere at få familiesammenføring og statsborgerskab for udlændinge i Danmark. Det var en banebrydende politisk forandring. Dansk Folkeparti gik fra at definere sig som oprørere mod eliten til at kunne gennemføre deres politik i stor stil. De vandrede lige direkte ind i stuen, mens deres svenske åndsfæller i Sverigedemokraterna stod urene udenfor.

Hvorfor gik det så forskelligt i Danmark og Sverige, de to lande, der på mange måder ligner hinanden så meget? Den danske journalist Johan Varning Bendtsen udgav for nylig bogen Det svenske eksperiment, hvor han på baggrund af en lang række interviews og reportagerejser forsøger at forklare, hvad der egentlig foregår i vores naboland. En af bogens vigtige pointer er, at når vi i Danmark kigger mod Sverige, så ser vi på mange måder en ekstrem version af de samme ting, der sker i Danmark. Det gælder både debatten om indvandring, identitetspolitik og skellet mellem land og by.

På rigtig mange måder er Sverige lidt mere ekstremt end Danmark. Og det gør det også helt vildt interessant, fordi det nogle gange gør, at vi kan lade os inspirere og andre gange måske tænker, at det ikke er den måde, vi skal gøre det på.”

Det skal man have med i baghovedet, hvis man skal forstå, hvorfor Sverige først spejler det danske skifte i flygtninge- og indvandringspolitikken to årtier senere. Johan Varning Bendtsen beskriver i sin bog to hovedårsager til den forsinkelse”. Den første er, at Sverigedemokraterna er et parti med en meget anderledes baggrund end Dansk Folkeparti. I Danmark voksede Dansk Folkeparti ud af Fremskridtspartiet, der blev grundlagt som et antielitært parti, der først og fremmest ville betale mindre i skat og først senere gjorde flygtninge og indvandrere til deres vigtigste politikområde. Sverigedemokraterna, derimod, har deres rødder i en ret åbent racistisk bevægelse. I en hvidbog, som partiet selv har udgivet i sommer, kan man læse, hvordan Sverigedemokraterna voksede ud af bevægelsen Bevara Sverige Svenskt, hvis stifter Leif Zeilon åbent luftede sin bekymring for raceblanding.

Samme Leif Zeilon var med til at stifte Sverigedemokraterna i 1988, og blandt partiets grundlæggere var også en række personer, der havde været aktive i nazistiske grupperinger i Sverige. Det er en betændt arv at bære rundt på, som også gav Sverigedemokraterna en mildest talt hård medfart i medierne fra første færd. Da Sverigedemokraterna fremlagde deres første partiprogram i 1989, dækkede SVT det i form af en reportage, hvor forfatteren Theodor Kallifatides nærmest ynkede de tabere”, der kunne finde på at tilslutte sig den slags partier.

Sverigedemokraterna har kæmpet for at forsøge at gøre sig fri af fortiden. Siden 1995 har partiledelsen renset ud i de yderligtgående holdninger i baglandet og talt om en åben svenskhed” snarere end om et Sverige for svenskere. Jimmie Åkesson selv gik ind i partiet med et ønske om at gøre det til et helt almindeligt parti”.

BORGMESTEREN Sverigedemokraternas mest berømte borgmester er Louise Erixon i Sölvesborg i Blekinge. Hun har i flere år samarbejdet med Moderaterna og Kristdemokraterna, præcis som partiet nu håber at komme til at gøre på landsplan. Foto: Johan Nilsson/TT/Ritzau Scanpix

Sverigedemokraterna er blevet et helt almindeligt parti på den måde, at de i dag har magten i en række sydsvenske kommuner. I Sölvesborg, der ligger 25 kilometer nord for Ystad i Blekinge, er Jimmi Åkessons tidligere samlever Louise Erixon borgmester. Her har hun blandt meget andet gjort sig bemærket ved at holde op med at flage med regnbueflaget under prideugen, som hendes socialdemokratiske forgænger havde gjort til en tradition. Men hun har også samarbejdet med de borgerlige partier Moderaterna og Kristdemokraterna og dermed vist det, som partiet nu ser som vejen frem i hele Sverige.

Det sydlige Sverige og især Skåne er hjertelandet for Sverigedemokraterna, og her er det også tydeligt, at det at være sverigedemokrat ikke bare handler om politik, men også om kultur. Da jeg for nogle år siden var til dragracing i Malmø – en ret sindssyg sport, der går ud på at køre 200 meter så hurtigt som muligt – var Sverigedemokraterna naturligvis sponsor for en af de benzinslugende monsterbiler. Faktisk har Sverigedemokraterna en hel afdeling, SD Motorsport, der dyrker den kultur. Partiet har ligesom Dansk Folkeparti gjort det, man i mangel af et bedre ord kunne kalde folkelig kultur, til deres.

Et andet eksempel er, at vikingerockbandet Ultima Thule spiller en afgørende rolle for Sverigedemokraterna. De var endda med til at inspirere Jimmie Åkesson til at gå ind i politik med deres nationalistiske tekster om at elske Sverige. Og Jimmie Åkesson, der selv spiller keyboard i bandet Bedårande Barn, har ofte optrådt med dem.

På trods af udrensningen af racister og nazister fra partiets rækker har Sverigedemokraterna gennem årene været leveringsdygtige i en god bunke skandaler. Det antiracistiske magasin Expo, som jeg købte i kiosken på vej ind i toget, har nærmest gjort det til deres hofnummer at tage byrådsmedlemmer og kandidater fra Sverigedemokraterna i at skrive noget yderligtgående på internettet, som betyder, at de må gå fra deres poster og melde sig ud af partiet. Det seneste eksempel er fra august, hvor en lokal kandidat fra Jämtland blev anklaget for at have delt racistiske paroler og et billede af Adolf Hitler på den russiske pendant til Facebook, VK. Kandidaten er nu fjernet fra partiets valgliste.

I ugen op til Sverigedemokraternas folkefest blev partiets menneskesyn bragt i fokus igen på grund af et tog. Partiet går i år til valg på, at de vil have flere udlændinge i Sverige til at hjemvandre. Altså at forlade Sverige frivilligt. Det skal ske ved at gøre de støtteordninger til at vende hjem, der allerede findes, mere generøse. For at reklamere for tiltaget har partiet fået indpakket et tog i den stockholmske tunnelbane i deres farver. Velkommen til hjemvandringstoget. Du har en enkeltbillet. Næste stop: Kabul,” skrev Sverigedemokraternas retspolitiske ordfører, Tobias Andersson, i et tweet, som har skabt ballade.

Det er nemlig den slags, der kan få de andre partier i den borgerlige blok til at genoverveje, om de faktisk vil arbejde sammen med Sverigedemokraterna efter valget.

Hvis du synes, at dele af Sverigedemokraternas nuværende politik, som jeg har skrevet om i denne artikel, lyder bekendte, så er det ikke så underligt, for det er langt hen ad vejen sammenligneligt med politikken i Danmark. Sammenligner man det danske socialdemokratis politik på udlændinge-, integrations- og retsområdet med Sverigedemokraternas, så er forskellene relativt små. Det samme gælder de borgerlige partier. I Danmark er der en bred konsensus om en stram udlændingepolitik, og den konsensus er blevet større og større, siden Dansk Folkeparti blev inviteret med ind i varmen dengang i 2001.

Det er som sagt noget af det samme, der er ved at ske i Sverige, men når udviklingen er gået meget langsommere, handler det ifølge Johan Varning Bendtsen både om partiet Sverigedemokraterna selv. Partiet er blevet synonymt med en stram indvandringspolitik, og på grund af partiets historie var enhver snak om stramninger i den svenske debat synonym med racisme.

Debatten har ikke haft plads til det synspunkt, som Sverigedemokraterna har repræsenteret,” siger Johan Varning Bendtsen.

Men der er også en anden forklaring på, hvorfor Danmark og Sverige er gået så forskelligt til flygtninge- og indvandringspolitikken, som går meget længere tilbage end Sverigedemokraternas forbindelser til 80’ernes racister og nazister. Og det handler om idéen om, hvad Sverige skal være.

Der har været en forholdsvist rodfæstet eller alment accepteret idé om, at Sveriges rolle i verden var at gøre det gode. Op igennem 70’erne og 80’erne var man førende i forhold til bistand rundtom i verden, man spillede en rolle som moralsk stormagt,” siger Johan Varning Bendtsen. Og den samme idé om at være en moralsk supermagt har sat sig i flygtninge- og indvandringspolitikken, som siden Anden Verdenskrig og lige indtil nu har handlet rigtig meget om, hvordan Sverige kunne hjælpe mennesker udefra.

Men det er det dogme i svensk politik, der nu ændrer sig. Oprørerne i Sverigedemokraterna kan endelig få reel indflydelse. Men det kan også gøre det svært at være oprører.

Igennem hele sin historie har Sverigedemokraterna stået udenfor og peget ind på fejlene, som de gamle partier begik. Men kan det blive ved, når de øvrige partier nu begynder at overtage Sverigemokraternas politik? spørger jeg Jimmie Åkesson.

Vi har jo ikke ændret opfattelse, det er de andre partier, der er kommet nærmere os. Jeg har været urolig for, at Moderaterne, når de lyder mere som os, ville tage deres gamle vælgere tilbage. Det har de også gjort lidt, men ikke ret mange,” siger Jimmie Åkesson.

Den svenske partileder har med bekymring kunnet se på, hvordan Dansk Folkeparti i Danmark er faldet sammen, og nu står over for et valg, hvor de kan ende med fire mandater. Men samtidig kan han glæde sig over, at der tilsyneladende også i Danmark, der jo ellers har taget den stramme udlændinge- og integrationspolitik til sig, er efterspørgsel efter endnu et oprørsk parti, der vil gøre op med eliten, føre kulturkamp og dyrke de danske værdier i endnu højere grad.

For det kan virke, som om spejlet er vendt om, når Inger Støjberg kalder sit parti Danmarksdemokraterne. Og præcis ligesom Sverigedemokraterna i Sverige har brygget en cocktail af stram indvandringspolitik, et forsvar for livet på landet og for en særlig dansk kultur. Og på den måde kan både valget i Sverige og det valg, der nok snart kommer i Danmark, vise os noget om, hvordan vi i Danmark og Sverige er forskellige – men også ligner hinanden ret meget.