Helikopter_

Torsdag 2. januar 2020

Hej


Her er dagens nyhedsoverblik fra Zetland. Det bliver svært.

Mette Frederiksen vil tvangsfjerne flere børn. Selv om vi stadig ikke ved, om det virker

I sin nytårstale satte statsminister Mette Frederiksen igen gang i debatten om tvangsfjernelse af børn. Diskussionen om dét viser, at der stadig er helt centrale ting, velfærdssamfundet ikke ved, hvordan man hjælper et menneske med. Gæst: David Adrian Pedersen, foreningen De Anbragtes Vilkår.

17 min

Dagens citat

“Jeg har truffet et valg. Jeg vil altid stå på børnenes side”

Det sagde statsminister Mette Frederiksen i sin første nytårstale i går onsdag. Se mere om, hvordan hun så har tænkt sig at gøre dét, herunder.

Dagens store historier

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Tvangsfjernede børn

  • Som sagt, Mette Frederiksen vil gerne være børnenes statsminister. I sin nytårstale fortalte hun, at det blandt andet skal ske ved at tvangsfjerne flere børn tidligere i deres liv (TV 2).

  • Hun sagde blandt andet: “Flere udsatte børn skal have et nyt hjem. Tidligere end i dag. Og vilkårene for anbragte børn skal være langt mere stabile. (Og) flere udsatte børn bør også bortadopteres. Så de får en reel ny start” (DR).

  • Over de seneste ti år har de danske myndigheder gjort mere og mere brug af tvangsfjernelse. I 2007 blev 1.200 børn taget fra hjemmet mod forældrenes vilje. I 2018 var det tal mere end fordoblet til 2.700 (Kristeligt Dagblad).

  • ... På trods af, at vi ikke er helt sikre på, at det at anbringe børn uden for hjemmet overhovedet modvirker den sociale arv. Som 30-årige er det godt halvdelen af de tidligere anbragte børn, der er på passiv offentlig forsørgelse (Zetland).

  • I dagens lydudgave kiggede vi på, hvorfor det er så svært at få systemet til at fungere. Og noget af svaret er, at velfærdssamfundet ofte har svært ved at lave systemer, der passer til den rodede del af menneskelivet (Zetlands nyhedspodcast).

Foto: Hussein Faleh/AFP/Ritzau Scanpix

Irak

  • ... er stadig ramt af store uroligheder, som tilsammen viser landets problemer lige nu.

  • I månedsvis har store demonstrationer presset den irakiske regering. Demonstrationerne handler blandt andet om, at den politiske elite er for afhængig af Iran (BBC).

  • Hen over nytår skete der så noget nyt: De amerikanske tropper bombede forskellige mål i Irak i forsøget på at ramme en iransk milits, der opholder sig i landet (The Atlantic).

  • Svaret på det blev, at en stor gruppe demonstranter, der bar camouflagetøj og militsens flag, lavede stormløb mod den amerikanske ambassade i Bagdad (The Washington Post).

  • Det er 17 år siden, USA og en international koalition invaderede Irak for at skabe et stabilt land. De her begivenheder viser, hvor langt vi stadig er fra dét mål (The Economist).

Det skal du også vide

Østrig har fået en eksperimenterende regering. Kansler Sebastian Kurz var tidligere allieret med det højrenationale Frihedsparti. Efter det seneste valg har Kurz’ konservative parti skiftet hest og har nu dannet regering med klimapartiet De Grønne (Politico).

En højtprofileret forretningsmand lavede en storstilet flugt fra Japan.
Carlos Ghosn er tidligere topmand i bilkonglomoratet Nissan-Renault-Mitsubishi og er anklaget for svindel. Han flygtede fra sin husarrest i Tokyo ved at gemme sig i en stor instrumentkasse og fløj med privatfly til Libanon. Fascinerende historie (The Guardian).

Foto: Astrid Dalum for Zetland

Dagens Zetland-historier

Naturligt. I Ringkøbing-Skjern vil de gerne lave et stort område med tidligere landbrugsland om til en nationalpark. Kritikere siger, det ikke er natur. Det er kampen om det danske landskab i en nøddeskal.

Falskt. Zetlands tech-skribent har lavet en liste over teknologier, han vil holde øje med i 2020. Det handler blandt andet om deepfakes. Få et smugkig på hans noter her.


Det var årets første Helikopter. Det bliver godt, det her, tror jeg. Vi ses i morgen.

Mads Olrik

Med venlig hilsen

Mads Olrik

Helikopter-redaktør

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: