Så nej, 2020-planerne for naturen holdt ikke. Hasselmusen er forsvundet fra Jylland, og en femtedel af verdens arter er truet

VILDT?Thy Nationalpark bliver kaldt Danmarks største vildmark. Men der bliver stadig dyrket nåletræer, og vildtbestanden holdes nede med jagt. Foto: Lars Laursen, Biofoto / Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

13:49

Derfor skal du læse denne artikel

I 2010 blev verdens lande enige om, at der skulle gøres noget alvorligt for at bremse tabet af naturens mangfoldighed. Til en FN-konference satte næsten 200 lande en række mål for, at dét skulle ske inden 2020. Nu er vi trådt ind i året, der skulle være klimakset i det, der blev kaldt en ny æra. Men det er langtfra gået, som man havde håbet. Vi zoomer ind på det, der skal til for at løse biodiversitetskrisen, kort og godt.

For ti år siden udbrød der spontane klapsalver i en konferencesal i Japan. Det var lykkedes næsten 200 lande at blive enige om en række nye mål, der skulle gøre noget ved de problemer, verdens natur stod midt i. Flere deltagere rejste sig fra deres sæder i den store plenarsal, og den øverst ansvarlige embedsmand fra FN, Ahmed Djoghlaf fra Algeriet, smilede stort. Da han rejste sig for at klappe, havde han stadig ikke smidt høretelefonerne til oversætteren.

Det var et historisk øjeblik, sådan ét, hvor man glemmer alt om høretelefoner og ledninger, der hænger lidt i vejen. Da FNs biodiversitetskonference var ovre, lagde Ahmed Djoghlaf ikke skjul på sine forhåbninger til aftalen. Dengang sagde han, at historien vil huske, at det var her i Nagoya, at en ny æra blev født … at der blev etableret en ny global alliance for at beskytte livet på jorden”.

Hvorfor var det vigtigt? Fordi verden stod midt i et problem, der er blevet kaldt den sjette masseuddøen. Dyre- og plantearter uddør, og vilde skove og naturområder bliver færre og mindre. Aftalen var vigtig, fordi naturens mangfoldighed var i ringe forfatning, og det skulle der gøres noget ved. Blandt andet fordi alt er natur: mad, varme, medicin, ilt – og alt hænger sammen i et finmasket system, hvor naturen er afhængig af planter og dyr, og vi er afhængige af naturen. Og så, mener nogle, fordi mennesket har en etisk forpligtelse til at beskytte sine medskabninger. En pligt til at passe på naturen for naturens skyld.

Den nye æra, som den jublende embedsmand talte om, skulle etableres ved hjælp af fem overordnede strategiske mål. Og så med 20 yderligere og mere konkrete mål, der blev døbt Aichi-målene. Målene gik ud på at bremse tilbagegangen af plante- og dyrearter og deres levesteder, og målene skulle nås på et årti. Dermed skulle dét år, vi netop er trådt ind i, år 2020, være den nye æras kulmination, det år, hvor biodiversitetskrisen ville være vendt.

Sådan gik det ikke. I dag peger både rapporter og eksperter på, at vi ikke er i nærheden af at nå målene om at standse tilbagegangen i verdens biodiversitet. Faktisk står det skidt til: På verdensplan er en million arter truet af udryddelse, og udryddelsen sker i øjeblikket 100 til 1.000 gange hurtigere end normalt – og den danske natur er heller ikke i bedring, tværtimod.

I 2019 stod det sort på hvidt i en rapport fra IPBES, et mellemstatsligt biodiversitetspanel, at det var sandsynligt, at man ikke ville nå de fleste af Aichi-målene, og efter et møde mellem EUs miljøministre i slutningen af december måned sagde ministerrådets formand, Krista Mikkonen fra Finland, det endnu mere skarpt: Det nuværende globale mål om at bremse tabet af biodiversitet vil ikke blive nået på noget niveau.”

Hvad gik galt?

KLAPSALVEVed topmødet for biodiversitet i Japan i 2010. Til højre ses Executive Secretary Ahmed Djoghlaf fra Algeriet. Foto: Franz Dejon, IISD

Kigger man nærmere på de 20 Aichi-mål, er der især ét, som flere eksperter mener er særlig vigtigt. Seniorforsker ved Aarhus Universitet Rasmus Ejrnæs siger, at det er det allervigtigste mål at holde øje med”, og dét, han taler om, er Aichi-mål nummer 11, der sætter tal på, hvor stor en del af vores natur vi skal beskytte og lade leve frit.

Fra sit kontor på Djursland kan Rasmus Ejrnæs kigge ud over åbne vidder og dansk natur. Det er bare ikke den slags natur, der gør en biodiversitetsnørd som ham glad. Han kigger nemlig på landbrugsjord, og han kigger på skove, hvor der bliver fældet træer til tømmer. Han ville ønske, at han i stedet kiggede på vild natur, hvor planter og træer fik lov at vokse vildt, vælte og dø, og hvor store dyr kunne trampe, leve og dø, uden at mennesket blandede sig så meget i naturens gang. Det er i den slags natur, at planterigdommen bugner, og dyrearterne trives, og det er netop dét, Aichi-mål nummer 11 handler om: at give naturen plads og lave særlige områder, hvor naturen er beskyttet og fri.

Faktisk kan alt det andet nærmest være ligegyldigt,” siger Rasmus Ejrnæs, for biodiversitetskrisen handler grundlæggende set om, at vi er for dårlige til at give naturen plads,” siger han. Det gælder ikke kun på Djursland, det gælder også i resten af verden, for eksempel i regnskoven i Amazonas, hvor mennesker i årevis har fældet træer for at gøre plads til at dyrke jorden – og regnskovens dybe jungle er vigtig for biodiversiteten. Vi mister simpelthen levesteder,” siger Christian Prip, der er tidligere embedsmand i Miljøstyrelsen og -ministeriet og i dag forsker i international miljøforvaltning ved Fridtjof Nansen Institute i Norge. Hvis man vil forbedre biodiversiteten, skal man bevare naturens levesteder og for eksempel stoppe afskovningen, hvor man laver kæmpestore skovarealer om til landbrug, og bevare mangroveskoven i Sydøstasien i stedet for at lave dambrug for tigerrejer,” siger han. Man skal give naturen plads.”

Aichi-mål nummer 11 er ret ligetil. Det siger, at 17 procent af verdens landområder skal være beskyttede naturområder, og ti procent af havområderne ditto. Kigger man på de officielle tal, er verdenssamfundet faktisk ikke så langt fra mål. I en stor videnskabelig 2019-rapport fra IPBES (der er et mellemstatsligt biodiversitetspanel med cirka 130 lande som medlemmer) kan man læse, at 15 procent af verdens landareal er beskyttet natur, og syv procent af havområderne. Men i rapporten står der også, at de beskyttede områder kun delvist dækker vigtige biodiversitetsområder, og at størstedelen af områderne ikke bliver styret på den måde, der er bedst for naturen. Kritikken er med andre ord, at naturen flere steder kun er beskyttet på papiret – ikke i praksis.

Professor i biodiversitet ved Københavns Universitet Carsten Rahbek, der også er daglig leder af de danske universiteters kontor for det internationale panel for biodiversitet (IPBES), kalder de 15 procent beskyttede områder for en skrivebordsøvelse”. Christian Prip er enig: Det er jo sådan set en succes, at det på papiret ser ud til, at vi har fået mere beskyttet natur,” siger han. Men problemet er, at det ofte bare er streger på et kort og ikke nødvendigvis udtryk for, at naturen rent faktisk bliver beskyttet i de her områder.”

Det gælder også i Danmark, påpeger professor Carsten Rahbek. For eksempel er Jægersborg Dyrehave nord for København et af Danmarks vigtigste biodiversitetsområder og har EUs ord for at være et beskyttet naturområde. Men på trods af, at arter og levesteder skal beskyttes på papiret, så har man også lavet golfbaner og marker, hvor staten dyrker afgrøder,” siger han. Vi har også naturområder i Danmark, der er udpeget med fine streger på et kort, hvor man kan finde benzintanke.”

Når EU laver opgørelser over, hvor meget natur der bliver beskyttet – de kalder det Natura 2000-områder, og i de områder skal der tages særligt hensyn til arterne og levestederne – så ligger Danmark allernederst på listen. I 2019 var 8,39 procent af Danmarks jord Natura 2000-områder. I Holland (hvor befolkningen bor noget tættere end i Danmark) var tallet en del højere, nemlig 13,3 procent. Og selv om der også findes flere mindre områder i Danmark, der er beskyttede og fredede, så mener flere af eksperterne, at Danmark slet ikke giver naturen frit spil og hjælper biodiversiteten på vej.

Rasmus Ejrnæs mener sådan set ikke, at der er noget som helst sted i Danmark, hvor naturen får lov at udfolde sig på sine egne præmisser, og professor Carsten Rahbeks analyser viser, at det er sølle én procent af den danske natur, der er rigtig vild, og kun lidt flere procent, der både beskyttes og forvaltes på en måde, der er optimal for at genoprette biodiversiteten. Vi har jo heldigvis områder som Thy Nationalpark og Lille Vildmose. Men det kræver meget mere,” siger han.

SKOV FORSVINDERBilledet her stammer fra NASA Earth Observatory og viser, hvordan vilde skovområder i Niger er blevet mindre fra 1976 til 2007. Årsagen er, at der er behov for mere landbrugsjord til at brødføde befolkningen. Foto: UNEP

Det er veldokumenteret, at biodiversiteten i verden og i Danmark er i tilbagegang. I hele verden er cirka en femtedel af alle arter officielt truede, og cirka 9 procent af arter på land kan ikke overleve på lang sigt de steder, hvor de er lige nu. Sidste år viste en officiel status fra Aarhus Universitet, at den danske natur heller ikke har fået det bedre. Hasselmusen er for eksempel forsvundet fra Jylland, kunne man læse – og dens levevilkår er påvirket af intensiv skov- og landbrugsdrift, der ikke levner tilstrækkeligt med krat, hegn og underskov, hvor arten kan trives”, lød det. Og det står også skidt til med de danske skove, hvor den biologiske mangfoldighed er for lille, og hvor der mangler dødt træ (eller ved, som det faktisk hedder), som er levested for både svampe, dyr og planter.

Men der er også grund til optimisme, mener professor Carsten Rahbek. Han er ikke i tvivl om, hvad der er den største forskel siden 2010: At vi politisk faktisk har erkendt problemet,” siger han. Desværre er selve problemet så bare vokset i mellemtiden.” Han deltager i flere internationale topmøder med både politikere og embedsmænd, og han kan helt bestemt mærke, at opmærksomheden på problemet er blevet større, siger han.

Faktisk var et af Aichi-målene – det allerførste, for at det ikke skal være løgn – at almindelige mennesker skulle vide, hvorfor biologisk mangfoldighed er så vigtig, og hvad de selv kan gøre for at hjælpe. Og her er der sket noget.

Sidste år lavede EU en måling blandt beboerne i sine medlemslande, der viste, at 11 procentpoint flere kender til udfordringerne med biodiversitet i forhold til i år 2015. Men det er stadig kun to ud af fem europæere, der har hørt om biodiversitet og samtidig ved, hvad det betyder. Danskerne er endda et af de folkefærd, hvor befolkningen er mest blank, når det kommer til viden om problemet. Hele 38 procent har slet ikke hørt om biodiversitet (og der er ikke tale om en slags kognitiv brist hos skandinaver, for vores svenske naboer er dem, der ved allermest – her er det kun fem procent, der aldrig har hørt om det).

Danmark er altså langtfra førende på det her område,” siger Carsten Rahbek, der håber, at politikerne vil vedtage en ambitiøs plan for biodiversiteten. Det gælder både de danske politikere, der gik i gang med at forhandle sådan en plan i november måned (og i sin nytårstale den 1. januar nævnte statsminister Mette Frederiksen da også kort sine planer om at lave mere urørt skov), og det gælder de internationale politikere, der skal mødes til endnu en stor FN-konference til efteråret for at forhandle nye mål, nu hvor den nye æra, der blev proklameret i Japan for et årti siden, ikke virker til at leve op til forventningerne.

Vi har lavet kvanteskridt på at erkende problemet og også fået viden og forskning om, hvad der skal gøres ved det,” siger Carsten Rahbek. Nu skal samfundet bare blive enige om rent faktisk at gøre noget.”

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: