Heroppe fra taglejligheden kan man på en klar dag se helt ud til Samsø, men i dag siver fugtige bidende kolde skyer ind fra kysten og skjuler det meste af Odder bortset fra kirketårnet og bakkerne uden for byen.

Jesper Juul har en af sine dårlige dage. Siden 2012 har han været ramt af en invaliderende neurologisk sygdom. Han kører gennem lejligheden i sin kørestol frem til spisebordet, hvor hans glas med cola stadig står. Hans ansigt fortrækker sig, når hans smerter tager over.

Her i bygningen lå tidligere Kempler Instituttet, som Jesper Juul etablerede i 1979. Her uddannede han familieterapeuter gennem 25 år. For 15 år siden stiftede han Family Lab, der rådgiver forældre. Men først og fremmest har Jesper Juul været toneangivende i debatten om børneopdragelse, ikke mindst siden bogen Dit kompetente barn udkom i 1995. En bog, der blev oversat til 21 sprog, senest kinesisk.

Juul er blevet kritiseret for at have en aktie i fremkomsten af det, der bliver kaldt curlingforældre, altså forældre, der fralægger sig autoriteten, spørger deres børn, hvad de vil have at spise, og indgår aftaler med dem om deres sengetid. Han har med sine bøger om børneopdragelse formet en hel forældregeneration.

Nu sidder han her i sin lejlighed og siger:

“Der findes ikke rigtige svar på, hvordan vi generelt bør være forældre.”

De seneste måneder har jeg skrevet om begrebet forældredeterminisme, altså forestillingen om, at den måde, forældre er forældre på, er afgørende for børnenes evner, fremtid og succes. Den forestilling har skabt det, der er blevet kaldt det intensive forældreskab, hvor forældre bruger enorme mængder tid, energi og penge på at opfostre deres børn.

Forældrekulturen tilsiger, at du har magten til enten at forpurre eller forbedre dit barns livschancer. Hvilket igen har skabt en forpustet halsen efter zillioner af råd fra eksperter, anbefalinger fra myndigheder og de nyeste videnskabelige fakta om, hvordan man bedst beskytter sit barn mod enhver potentiel fare.

En af dem, der har givet allerflest råd, er Jesper Juul.

Med bogen Dit kompetente barn fra 1995 var Jesper Juul med til at ændre grundsynet på barnet og dets udvikling. Hovedbudskabet var, at børn er født kompetente, de skal ses som ligeværdige mennesker, og de har ikke brug for klassisk opdragelse.

Selv kalder han bogen for et “politisk manifest”. Den gjorde op med forestillingen om det lydige barn og den autoritære opdragelse. Faktisk, skrev han, var det, “vi traditionelt forstår ved opdragelse, både overflødigt og direkte skadeligt”. Det betød dog ikke – selv om det er sådan, han nogle gange er blevet læst – at børn bare skal gøre, som det passer dem.

I foråret 2017 kom hans bog Førerulve så. I den slår han fast, at børn har brug for voksnes lederskab. Selv kalder han bogen et “supplement” til Dit kompetente barn.

Han ser på mig gennem sine briller, mens hans buskede øjenbryn farer op i panden:

“Jeg mener virkelig, at det per definition er umuligt at gøre det rigtige i kærlighedsrelationer.”

En kærlighedsrelation kræver, at den enkelte forælder ser det enkelte barn. Hver enkelte kærestepar ser hinanden.

“Hvis man skal bestemme sig for, hvad der er godt for ens barn, så må man høre, hvad ungen selv har at sige. Ikke for at barnet skal bestemme, men simpelthen for at barnet ved, at de voksne har hørt det, og nu gør de noget.”

Det er dét, der får Jesper Juul til at sige, at han er imod opdragelsesmetoder. Han mener ikke, der findes nogen generelle svar om børn og opdragelse. Når forældre er i tvivl i hverdagssituationer, er det ikke eksperter, de har brug for, mener han. De har brug for at formulere deres egne værdier, og de har brug for at tænke sig om.

Derfor går han også ind for en form for advarsel på sine bøger, der fortæller forældre, at de ikke skal læse dem, før deres børn fylder to år.

“Jeg mener, at det er vigtigt, at man lærer sit barn og sig selv at kende som forælder, før man begynder at finde på forskellige måder at opdrage dem på,” siger han. Så i stedet for at læse bøger om opdragelse, siger han, burde forældre tale med hinanden, med deres partner, med deres venner om det, de er i tvivl om.

I et essay i Wall Street Journal i 2010 skrev den amerikanske forfatter og feminist Erica Jong, at “vi har brug for at blive gjort fri af skyldfølelsen vedrørende vores børn, ikke at blive yderligere bundet af dem”.

Hendes essay hed “Mother madness” og handler om de forventninger, der er til dagens mødre. Forventninger, som binder kvinder, og som ifølge Jong betyder, at de føler, at de aldrig slår til – uanset hvor omsorgsfuldt de tager sig af deres børn.

Erica Jong er især bekymret for idealerne om at bære sit barn i favnen, sove med det og fuldstændig tilpasse sig barnets behov, og hendes bekymring er feministisk: Så længe det er kvinderne, der har det primære ansvar for børnene, er det kvinderne, der har mest at miste, skriver Jong.

Jesper Juul er enig i Jongs bekymring. Han mener, at “vi skal opgive idéen om, at vi kan gøre det rigtige” i forhold til vores børn.

“Forældre skal passe på med at tro på generelle svar fra eksperter. Der findes ikke nogen, der kender sandheden, der er ikke nogen, der kan vide det hele. Jeg kan give forældrene nogle hjælpsomme bud, men det kræver, at jeg mødes med dem og deres børn.”

Derfor er hele forestillingen om at møde barnet med en metode, der enten kan få barnet til at sove igennem, spise varieret eller opføre sig, som forældrene gerne vil have det, en misforståelse. For det gør børn til objekter og relationen mellem børn og forældre til et spørgsmål om, hvad der virker.

De senere år er der opstået et begreb, der hedder attachment parenting. Det handler om, at forældre skal give deres børn nærhed. Helt bogstaveligt. Man skal amme barnet så længe som muligt, sove sammen med barnet og bære det på kroppen i en bæresele.

Udfordringen er, at det ifølge Juul fuldstændig tilsidesætter forældrenes egne behov. I sin seneste bog, Førerulve, skriver Juul, at forestillingen om at stille sig til rådighed for sine børn 24/7 er meningsløs. Vi kan ikke altid være der for hinanden, skriver han. Vi skal ikke altid være der for hinanden.

“Hvis man siger nej til noget og mener nej, så må man se sit barn i øjnene, og hvis der sker en fornærmet reaktion, så kan man roligt vende ryggen til og give sig til at tømme opvasken,” siger han. For så lærer barnet, “at når der er noget, min far og mor vil have, så bliver jeg sgu nødt til at gøre det”.

Han skriver om retten til at få ro, når man er udmattet, retten til at elske og give opmærksomhed, når man har lyst til det, retten til at græde, når man er ked af det, og til at råbe, når man er vred.

Jeg spørger Juul, om vi har glemt den ret som forældre. Han svarer, at det ved han ikke. Faktisk er han imod hele den diagnosticering af forældre, som når der eksempelvis bliver uddelt mærkater som curlingforældre. Det får børnene det jo ikke bedre af, som han siger. Jeg omformulerer mit spørgsmål.

Er det en vigtig ret som forælder?
“Uha ja, det er jo en vigtig ret i alle relationer, at man definerer sine grænser tydeligt. Det er ufattelig vigtigt. Også for forældre over for deres børn.”

Så forældre skal bare gøre det, så godt de kan, og der er ikke nogen regler?
“Ikke ud over dem, de finder på selv,” svarer han.

Men den diffuse følelse af skyld over, om man nu gør det godt nok, den kan han ikke fjerne. Det er kun den enkelte forælder, der har magt til det, siger Juul. Men han ville ønske, han kunne. For de bedste forældre, mener han, er dem, der tager ansvar for deres liv – og for deres begrænsninger.

“De bedste forældre, jeg kender rundtom i verden, laver cirka 30 alvorlige fejl i døgnet, og det er der ingen grund til at føle sig skyldig over, og der er ingen grund til at være bange for det.”

Jesper Juul tager en slurk af sin cola, sætter glasset fra sig og siger:

“Det er jo den eneste måde at lære på.”