Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Kenneth Nørgaard er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Helikopter_

Tirsdag 19. november 2019

Hej


Her er dagens nyhedsoverblik fra Zetland. Det bliver komplekst.

Trump forsøger at bryde dødvandet i konflikten mellem Israel og Palæstina. Held og lykke

Donald Trump har igen smidt en mindre håndgranat ind i en af verdens vigtigste konflikter. Så i dagens Lydhelikopter prøver vi at tage i hvert fald noget af historien forfra.

20 min

Dagens citat

“Hvis kvinder gennem tiden har manglet en stemme, ser det ud til, at mænd har manglet et sprog”

I dag er det Mændenes Internationale Kampdag. Her til morgen holdt forfatter og Zetland-ven Anders Haahr Rasmussen en tale i P1 Morgen, som jeg synes, du skal høre, hvis du har tid. Efter Lydhelikopteren, selvfølgelig.

Dagens store historier

Foto: Ronen Zvulun / Reuters / Ritzau Scanpix

Israel/Palæstina

  • Trump-regeringen har et ønske om at ruske op i nogle af verdens fastlåste konflikter. Mandag forsøgte den igen.

  • USA’s udenrigsminister, Mike Pompeo, meldte ud, at USA ikke længere betragter de israelske bosættelser på Vestbredden som ulovlige.

  • Det er vildt. De områder, det handler om, blev besat af Israel tilbage i 1960’erne og er teknisk set en del af Palæstina. Derfor er bosættelserne ulovlige efter international lov (BBC).

  • I dagens Lydhelikopter fortalte vi historien om bosættelserne forfra. De begyndte som et religiøst projekt for at tage det jødiske hjemland tilbage. I dag er det nærmest officiel israelsk politik at støtte bosættelserne (Reuters).

  • Med det her træk ændrer Trump-regeringen selve præmissen for fredsprocessen. Risikoen er, at det lægger fredsprocessen endeligt i graven, fordi Trump-regeringen har valgt side til israelernes fordel (Zetlands nyhedspodcast).

Foto: Liselotte Sabroe, Ritzau Scanpix

EM

  • Mandag aften kvalificerede det danske landshold i fodbold sig til EM-slutrunden. Og de var glade, som du kan se. Men kvalifikationen genstartede også en debat om, hvordan landsholdet spiller og – dermed – om den danske folkesjæl.

  • På den ene side: Danmark har ikke tabt i 34 kampe i træk. Det er ret tæt på den (uofficielle) verdensrekord for landshold (B.T.).

  • På den anden side: Måden, Danmark har klaret sig igennem på, er ret ... kedelig. Kampen mod Irland i Dublin mandag var en ret typisk præstation for det her landshold: En knap så køn holdindsats, der lige akkurat lykkedes (Berlingske).

  • Situationen er måske bedst udtrykt i, at Danmarks Boldspil Union på trods af verdensrekorden har valgt at udskifte landstræner Åge Hareide efter EM næste sommer (Tipsbladet).

  • Kritikken af, at vi vinder kedeligt, er måske et tegn på, hvordan folkesjælen går og har det. Som fodboldskribent Asker Hedegaard Boye skrev sidste sommer, da Danmark sensationelt nåede ottendedelsfinalen ved VM: Vi kan ikke finde ud af at fryde os, men bekymrer os mere om, hvordan andre ser os (Weekendavisen).

Det skal du også vide

Iran har lukket for internettet til sin befolkning. Landet oplever nogle meget voldsomme protester, efter at benzinprisen steg. Myndighederne har nu i flere dage lukket for nærmest al online kommunikation (CNN).

Sverige dropper endeligt voldtægtsanklager mod Assange. Det var de anklager, der gjorde, at Assange flygtede ind på en ambassade i London. Assange sidder lige nu i engelsk varetægt og skal måske udleveres til USA for at have samarbejdet med whistleblowere (TV 2).

SÅ fik vi en Europa-Kommission. Den sidste kommissær er endelig blevet godkendt, og det betyder, at Ursula von der Leyen kan overtage ledelsen af EU den 1. december (Politico).

Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

Dagens Zetland-historier

Tyndslidt 1. Tøjindustrien står for 16 procent af det globale CO2-udslip. Vores skribenter gik på jagt efter løsninger, og fandt en i Indien.

Tyndslidt 2. På det seneste har flere historier vist os, at elitesportsudøvere måske ikke er udtryk for et sundt ideal, men nærmere udtryk for, at elitesport kan smadre kroppe og sind.

Nypudset. Du har måske set det: Der er sket lidt ting med Zetlands app. Vores digitale chef Tav Klitgaard tager dig her på en lille rundvisning.


Det var det. Vi ses i morgen.

Mads Olrik

Med venlig hilsen

Mads Olrik

Helikopter-redaktør

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: