Målmanden er fodboldens mest ensomme, lidt oversete figur. Men på det seneste har han været igennem en regulær revolution

  • 2. april 2018
  • Sport
  • 15 min.
ALENEMålmanden har nok fodboldens mest udsatte position – en fejl kan koste alt. Her FC Nordsjællands Runar Alex Runarsson. Foto: Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

I dag tørner Superligaens tophold sammen – og i morgen gælder det gigantklubberne i Champions League. En overset historie bag mange af kampene handler om en af fodboldens mest upåagtede, men interessante figurer: målmanden. Engang var målmanden en ensom ørn, der blev taget for givet. I dag er han en hybridfigur, der har gennemgået en markant forvandling – og fortæller en vigtig historie om den moderne fodbolds udvikling.

Klokken 10.15 trasker en lille spanier med huen trukket ned til øjenbrynene ud på FC Nordsjællands tomme hjemmebane i Farum.

Frosten niver i huden, det grå skydække hænger lavt. Hvis det ikke var ens arbejde, ville man ikke spille fodbold i det her vejr.

Den lille spanier hedder Iñaki Caña, og ud over at være lille er han blandt Europas førende målmandstrænere.

På vej tværs over kunstgræsset tjatter han til en pilatesbold. Hans favn er fuld af kegler og minihække. Nede i målet foran tribunen, der vender ud mod parcelhuskvarteret Ryttervænget, ligger allerede 20 Select-bolde og fem oppustelige træningsfigurer. Det, der skal til at ske, er på én og samme tid ganske trivielt og virkelig interessant.

Som han har gjort i over et år, skal Iñaki Caña træne målmændene i FC Nordsjælland, der ligger nummer tre i Superligaens mesterskabsslutspil og i dag møder FC København i den store påske-runde. Klubbens førstemålmand Runar Alex Runarsson er på tur med det islandske landshold, så i dag træner Caña målmændene Nicolai Larsen og Peter Vindahl Jensen, henholdsvis erfaren Superliga-spiller med over 200 kampe for AaB og nybagt seniorspiller uden førsteholdsdebut, samt en ghanesisk teenager, der er på besøg fra klubbens akademi i Ghana.

Ved første øjekast ser det simpelt ud:

Caña sparker, målmændene redder. Caña sparker, målmændene redder ikke. Caña dirigerer, målmændene nikker. Caña beordrer drikkepause, målmændene drikker. Det ligner helt almindelig målmandstræning. Det er helt almindelig målmandstræning.

Men det er ikke kun helt almindelig målmandstræning.

Iñaki Cañas øvelser er nemlig et billede på det, han selv kalder en af fodboldens mest markante udviklinger det seneste årti”. Historien om forvandlingen af fodboldens ofte oversete, men måske mest interessante figur: målmanden.

FINGERSPIDSERIñaki Caña bruger nye teknikker under målmandstræningen i FC Nordsjælland. Foto: FCN

Iñaki Caña indleder interviewet med en dybtfølt tak for interessen. Det plejer kun at være fagfolk, der gider høre, hvad han har at sige.

Han sidder i en lidt for blød sofa i receptionen på Hotel FC Nordsjælland, der ligger klos op ad stadion – Right to Dream Park. Han snakker udelukkende spansk, som i at han først for nylig har lært at sige thank you, så hans læspende catalanske accent bliver oversat af en tolk. Hans budskab er imidlertid ikke til at tage fejl af. Man ville næsten kunne nøjes med at studere hans stålsatte kropssprog. Det er tydeligvis ikke for sjov, når Iñaki Caña snakker om målmænd.

Faktisk er det næsten fornærmende at kalde Iñaki Caña målmandstræner. Han er snarere en slags målmandsprofessor.

Lige siden årtusindskiftet, en håndfuld år efter en tidlig afslutning på sin egen karriere mellem stolperne i en alder af bare 28 (han når lige at indskyde, at han faktisk nåede at spille én kamp for FC Barcelona under den legendariske Johan Cruyff), har han intensivt studeret målmandens rolle.

Han er uddannet fra Spaniens fineste målmandstrænerskole i Madrid med den bedste afgangskarakter nogensinde og besidder UEFAs A-licens for målmandstrænere. Han har været tilknyttet FC Barcelonas berømte La Masia-akademi. Den kinesiske storklub Shanghai SIPG havde i sommer deres Head of Goalkeeping, Ian Walker, i Farum på inspirationstur. Og så holder FC Nordsjælland-træneren oplæg ved målmandstrænerkongresser (jep, de findes), hvor han som en anden akademiker fremlægger sit arbejde med stoffet. Til sommer er han en af syv talere ved den internationale målmandstrænerkongres GoalKeeper Team i Bilbao. De øvrige er alle ansat i klubber i den øverste elite som Valencia, Villarreal og FC Barcelona.

Hvorfor er Iñaki Caña så ikke også det? Hvorfor render han rundt i en dansk provins uden at kunne sproget, når hans kvalifikationer tilsyneladende rækker til noget større?

Iñaki Caña skubber sine små firkantede briller ud på næseryggen og forklarer, at kontakten opstod gennem hans kollega Luis Llopis, målmandstræner i Real Madrid, der introducerede ham for FC Nordsjællands spanske performanceanalytiker José Daniel Martinez:

Jeg havde også tilbud fra Spanien og andre lande, men da jeg havde været heroppe for at snakke med Flemming Pedersen (teknisk direktør) og Kasper Hjulmand (cheftræner), var jeg slet ikke i tvivl. I FC Nordsjælland har jeg fået lov til at være målmandstræner på min måde. Jeg har fået lov til at implementere min egen stil og metodik. Vi er enige om, at det er i detaljen, at gevinsten ligger.”

Det er netop detaljen, der er interessant. For som fodbold i det hele taget er målmandsspillet i sin grundsubstans ekstremt simpelt: Bolden skal holdes ude af målet. Men som Iñaki Caña og hans træning er et eksempel på, er målmandsfaget efterhånden en mangefacetteret, teoritung gren af fodbolden, som man må uddanne sig i for sådan rigtig at vide noget om.

EKSPERTENIñaki Caña bruger sine erfaringer fra en af verdens største klubber, FC Barcelona, i træningen i Farum. Foto: FCN

Spanieren åbner sin laptop og finder diverse pdf’er, Excel-ark og PowerPoint-præsentationer frem:

Enhver målmandstræner må have sin egen filosofi, sin egen metodik, sin egen teori.”

Tilsammen udgør dokumenterne det, som Iñaki Caña kalder sin metodología. Under overskriften Failure” på et af de mange slides står der Improvisation” og Conformism”. I spaniernes træning er intet vilkårligt. Samtlige øvelser er nøje planlagt og tilpasset den enkelte målmand, den enkelte dag samt det enkelte formål. Intet bliver gjort, bare fordi det har man altid gjort, og det, der er rigtigt i dag, er ikke nødvendigvis rigtigt i morgen. Han forklarer, at netop denne indstilling opretholder det høje niveau.

Der er også et analyseskema med ikke færre end 50 kategorier, som Iñaki Caña udfylder under alle FC Nordsjællands kampe for at skabe sig et nøjagtigt billede af sin målmands præstation. Alene i paraplykategorien Goal kicks” bliver der skelnet mellem hele 12 forskellige udspark. Efter hver kamp gennemgår han skemaet og udvalgte videosekvenser med sin målmand, og så bliver den efterfølgende uges træning planlagt herefter.

Der var engang, hvor målmandstræneren som udgangspunkt var en pensioneret målmand, der mere eller mindre sparkede på mål i blinde. Som forlod sig på intuition og personlige erfaringer. Ligesom målmanden på banen – som udgangspunkt – hører til i et indhegnet område, det 16,5 meter lange målfelt, har han, som den russiske forfatter Vladimir Nabokov skrev om i 1951 under titlen Den ensomme ørn i målet, traditionelt også levet en afsondret tilværelse uden for banen. Iñaki Caña fortæller, at han i sine unge dage i FC Barcelona, også dengang en af verdens mægtigste klubber, ikke engang havde en fast målmandstræner. Der havde målmændene oftest selv til opgave at træne hinanden. Manden i målet blev taget for givet. Det kunne næsten ikke være mere anderledes i dag.

Iñaki Caña tilhører en spansk målmandstrænerskole, der i løbet af det sidste årti mere eller mindre har nytænkt målmandstræningen. Og her vender vi tilbage til pilatesbolden fra træningsbanen.

Dens funktion er ganske simpel: holdt oppe i brysthøjde af Caña skal den store, bløde bold i en indlægsøvelse simulere kampfølelsen af at operere i et tætpakket felt. Tanken er, at den modstand, den giver målmanden, nogenlunde svarer til den, han møder i weekenden, når han forsøger at gribe et hjørnespark omringet af både med- og modspillere.

Iñaki Cañas generation af målmandstrænere i Spanien udmærker sig således ved at inkorporere en række redskaber i træningen, der ellers er fremmede på en fodboldbane. Han nævner sin kollega José Sambade, der efter mange år i Deportivo La Coruña i dag er ansat i engelske Fulham, der har udviklet målmandstræningen med en række fantasifulde øvelser, der sætter enorme krav til især målmændenes reflekser. Eksempelvis ved at erstatte fodboldene med tennisbolde, som han med en ketsjer skyder af sted mod målmændene, der skal reagere lynhurtigt for bare at være i nærheden af den lille gule bold. Eller ved at give målmændene bind for øjnene. Eller ved at lægge en våd presenning ud foran målet, der skal give bolden et hurtigt og uberegneligt opspring.

I FC Nordsjælland er Iñaki Caña dog ikke lige så ekstrem i sine metoder, for, som han siger, der er en risiko for, at man kommer på for stor afstand af det, der rent faktisk sker i kampene. Det er en balance, for træningen må aldrig blive virkelighedsfjern. Vi skal forsøge at få øvelserne til at minde om kampsituationer så meget som muligt. Det er faktisk det vigtigste.”

Det er oplagt at forstå udviklingen i lyset af, at målmandens rolle på banen har udviklet sig.

Hans primære opgave er selvfølgelig stadig at holde bolden ude af nettet, men kravene begrænser sig langtfra til det. Som forsvareren, midtbanen og angriberen er målmanden også blevet til en slags hybrid, der skal kunne andet og mere end jobbeskrivelsens minimumskrav.

I anden halvdel af det 20. århundrede begyndte især den hollandske klub Ajax med Heinz Stuy (1967-1976) og Stanley Menzo (1983-1994) at kræve, at målmanden skulle sweepe rummet bag forsvaret rent for løse bolde. Den ensomme ørn skulle sprede sine vinger ud og løsrive sig fra målet ved at tage del i spillet ude på banen. Sådan er det stadig, og særligt Bayern Münchens Manuel Neuer har vist, hvor effektivt man kan gøre den slags. Men i det 21. århundrede bliver der i tillæg stillet store krav til målmandens rolle i opbygningsspillet.

Han er ikke bare forsvarets sidste mand, han er også angrebets første. Fødderne er blevet lige så vigtige som hænderne.

Intet sted er det så tydeligt som hos Premier League-førerholdet Manchester City, hvor den spanske træner Josep Guardiola som noget af det første efter sin ankomst sidste sommer skilte sig af med klubbens førstemålmand siden 2010, Joe Hart. Han var ikke god nok med bolden for fødderne. I stedet hentede han Chiles landsholdsanfører Claudio Bravo, hvis primære styrke netop ligger i evnen til at deltage i opbygningsspillet – og i sommer opgraderede han med brasilianske Ederson Moraes, der efter bare ni måneder i klubben har sat nye standarder for målmandens spil med fødderne med sine fænomenale udspark.

Det har været længe undervejs, nærmest siden positionens oprindelse omkring 1870, men det er først i disse år, at målmanden for alvor er ved at være en fuldgyldig del af holdet, ikke bare et vedhæng. Historien om spillets bagerste er historien om en gradvis reintegrering af en spiller, der i sportens spæde år i midten af det 19. århundrede løb rundt ude på banen side om side med sine medspillere, men som hurtigt blev henvist til stregen mellem stolperne.

I sin bog om målmandens historie, The Outsider, skriver den engelske fodboldjournalist Jonathan Wilson om målmanden som en eksilfigur: Målmandens historie er en klassisk eksilfortælling om at vende hjem. Der har været bump på vejen, men i det store hele har man i løbet af de seneste 140 år set målmanden atter blive en del af holdet.”

Det er en tendens, som Iñaki Caña i den grad skriver sig ind i. Eller det vil sige, han snakker faktisk om målmandsspillet som et selvstændigt felt, nærmest som sin egen sportsgren. Men han vender igen og igen tilbage til, at målmandsspillet trods sin autonomi ikke kan forstås og trænes uden relation til resten af holdet:

Den største fejl, en målmandstræner kan begå, er at adskille målmanden fra markspillerne. Målmandens område er ikke feltet, men hele banen. Derfor tager vores målmænd i FC Nordsjælland også del i den holdtaktiske træning. Ellers kan de ikke dirigere deres medspillere og spille med, når vi har bolden.”

Målmanden har altså på den ene side skabt sig sin egen sfære, hvor specifik logik, teori og sprog hersker. Men på den anden side har han aldrig været en større del af holdet.

HYBRIDDen tyske målmand Manuel Neuer inkarnerer på flere planer den udvikling, målmanden har gennemgået. Foto: Ritzau Scanpix / Imago

Selv om han måske ikke er klar over det, snakker Iñaki Caña om mere end målmænd, når han snakker om målmænd.

Hans tilgang er i hvert fald beslægtet med en større udvikling i moderne fodbold generelt. At være træner på højeste niveau i dag – cheftræner eller målmandstræner – er ikke noget, man bare er. Det er noget, man er, fordi det er noget, man kan. Og det er noget, man kan, fordi det er noget, man har uddannet sig til. Fordi det er noget, man rent faktisk ved noget om. Ligesom en læge ved noget om røde blodlegemer, og ligesom en bager ved noget om wienerbrød, ved den moderne fodboldtræner noget om genpres og zoneforsvar på et dybere, teoretisk niveau.

Bredt betragtet er fodboldtræneren ikke længere en alfaderlig, minimum midaldrende stormandsskikkelse, hvis autoritet alene består i egne spillerbedrifter. Ligesom den moderne spiller er også den moderne træner blevet til en hybridkarakter. Han skal kunne mere end nogensinde før, og han skal kunne det bedre. Det er mindre vigtigt, om han selv har spillet på højeste niveau. Til gengæld skal han kunne favne et vidt spektrum af taktisk teori, teknisk knowhow, fysiologiske principper, kommunikative praksisser, statistiske analyser og psykologiske processer. Og det er netop, hvad man fornemmer, at Iñaki Caña gør. I løbet af den halvanden time lange samtale refererer han gentagne gange til, hvordan han i sin metodología har taget højde for alle disse kategorier.

Her er der dog et paradoks på spil. For målmandstrænere som Iñaki Caña er samtidig udtryk for en modsatrettet tendens. Imens den moderne træner er underlagt et ideal om at være bredt skolet, ansætter flere og flere klubber nemlig flere og flere specialtrænere. Heriblandt er målmandstræneren klart den mest almindelige og udbredte – der findes næppe den professionelle klub i dag, der ikke har en. Men efterhånden er det også normalt med mentaltrænere, forsvarstrænere og angrebstrænere, sågar dødboldstrænere. FC Midtjylland har de seneste år haft intet mindre end en indkasttræner tilknyttet.

I moderne sport er intet for småt til at blive vendt, drejet, finpudset og optimeret. Det er også, hvad Iñaki Cañas 50 kategorier lange Excel-analyseark vidner om. Intet er ligegyldigt. Intet er overladt til tilfældighederne. Alt bliver systematiseret. Alt bliver til statistik.

Det er en udvikling, der rækker langt ud over FC Nordsjællands målmænd, og den ansporer til en helt bestemt debat. En debat, der flugter med Cañas eget forbehold over for den eksperimenterende, virkelighedsfjerne målmandstræning. Det handler om en tiltagende videnskabeliggørelse af sporten. For er der ikke en risiko for, at man til tider ikke bare teoretiserer, men overteoretiserer en i bund og grund uhyre simpel sport? At man i innovationens navn stirrer sig blind på tallene og glemmer, at fodboldspillere først og fremmest er mennesker, der nogle gange mest af alt bare har brug for et kram eller en skideballe? At man i videnskabens navn eliminerer en ellers berettiget mavefornemmelse og glemmer, at den avancerede øvelse måske ikke altid er den bedste?

I Englands næstbedste række, The Championship, kæmper Cardiff City eksempelvis mod alle odds med om oprykning. Her hedder træneren Neil Warnock, en bramfri og kolerisk Yorkshire-mand, der med sine 69 år og reaktionære fodboldforståelse stikker ud som et fortidslevn blandt et voksende antal af PowerPoint-trænere. Et enormt succesfuldt fortidslevn, dog.

Tidligere spillere har fortalt, at Warnock snarere end det taktiske interesserer sig for spillertruppens sociale trivsel. Hans kernemetoder er lige så umiddelbare, som de er effektive: venskabelige jokes, kærlige kram, saftige møgfald. Warnock er en motivator, ikke en teoretiker. Han fæster lid til intuitionen og den personlige erfaring, ikke tallene eller en forkromet idé. Der er ingen tvivl om, at den tolkning af trænerrollen nok hører en snart svunden tid til. Men walisernes resultater siden Warnocks ansættelse for halvandet år siden, da klubben lå i bunden af The Championship, er ikke desto mindre svære at argumentere imod.

Og her mellem disse to – ganske vist noget fortegnede – positioner, motivatoren og teoretikeren, finder vi nok den moderne træners helt store opgave. Både for ham med ansvaret for det hele og for en specialist som Iñaki Caña: at omfavne, mestre, forstå og anerkende både sportens banalitet, dens følelser og dens tilfældigheder og sportens utrolige detaljegrad, nytænkende træningsmetoder og avancerede analyseteknikker.

Hvis vi siger, at målmanden omsider er ved at være på omgangshøjde med markspillerne, betyder det så, at målmandsfaget har nået sit højeste udviklingstrin? Det kan umiddelbart være svært at få øje på, hvordan der skulle blive stillet yderligere krav til hans deltagelse i spillet ude på banen. Og man skal være kreativ for at tænke sig til vildere træningsredskaber end tennisbolde, bind for øjnene og våde presenninger. Alligevel antyder Iñaki Caña, at man i branchen endnu har meget at lære og forbedre.

Vi skal hele tiden være indstillet på at revurdere det, som vi hidtil har gjort. Min metodik er altid åben for nye perspektiver og erfaringer.”

Måske et af disse nye perspektiver bliver mere effektiv og præcis brug af statistik i målmandsanalyserne. Efterhånden findes der en række ganske troværdige statistikmodeller, som nuancerer forholdet mellem et holds resultat og præstation. Det er for eksempel Expected Goals (xG), der angiver det antal mål, som et hold statistisk set burde have scoret og indkasseret. Men der findes ikke et værktøj, der på lignende vis kan kvalificere en målmands præstation. I hvert fald ikke i sin helhed.

Først og fremmest nytter det selvfølgelig ikke at kigge alene på antallet af redninger. For der er åbenlys forskel på, om skuddet kommer fra 35 meter eller 11 meter. Og hvad hvis bolden i stedet for at blive grebet ryger retur til en modspiller? En redning er ikke bare en redning.

Modellen Expected Saves, altså forventede redninger, findes – og er til en vis grad brugbar – men den indfanger langtfra alle de grene af spillet, som den moderne målmand skal excellere i: kommunikationen med forsvaret, indgreb i feltet på hjørnespark, spillet med fødderne, forudseende clearinger uden for feltet med mere. Som den hollandske dataanalytiker Sander IJtsma har skrevet: Bedøm aldrig en målmand på hans redninger.”

Iñaki Caña fremstår ikke så radikal, men han tjener i den grad som et eksempel på målmandsfagets heftige udvikling de seneste år: fra hænder til fødder, fra overset vedhæng til fuldgyldigt medlem.

Jeg slukker for diktafonen, Caña klapper sin laptop sammen. Inden han smutter ud i Farums vintertåge, vil han lige sikre sig, at jeg sørger for at sende ham et link til artiklen, når den er online. Man fornemmer, hvordan han i mange år har tilhørt en del af fodbolden, som kun få har interesseret sig for. Efter halvanden times snak er han stadig småoverrasket over, at andre end ham selv og hans kolleger interesserer sig for målmandsspillet.

Iñaki Caña er vokset op i en fodboldverden, hvor målmanden var marginaliseret, men i dag, takket være trænere som Caña selv, er den ensomme ørn ikke særlig ensom længere.

Mindre støj, flere nuancer. Støt Zetlands arbejde ved at dele det.

Flere udvalgte artikler