Jeg sagde op i Finansministeriet, da jeg opdagede, at klima ikke fyldte noget i magtens maskinrum

CLASHAsger Narud begyndte fuld af håb i Finansministeriet, men endte med at føle, han mistede sig selv. Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Asger Narud arbejdede i Finansministeriet og var egentlig glad for det. Men så var det, han begyndte at opdage, at en ting næsten altid manglede: bæredygtighed. Her er den personlige historie om hans tid i magtens maskinrum – og hvorfor han endte med at sige op.

Du skal da ikke arbejde for McKinsey,” siger studielederen til mig.

Du skal arbejde i Finansministeriet.”

Jeg husker det som en kold, men klar efterårsdag. Vi står og kigger ud over den lille sø i Universitetsparken i Aarhus, studielederen og jeg. De store træer står spredt mellem de gule universitetsbygninger, og bladene er ved at tage efterårets røde og gullige nuancer.

Vi er tilbage i 2013, hvor jeg læser statskundskab på Aarhus Universitet.

Det går godt. Konsulenthuset McKinsey har givet mig et legat for mine studiebedrifter. Og jeg har netop været til reception på universitetet, hvor rektoren har overrakt mig et legat fra dronningen.

Det er derfor, jeg nu står og kigger på den solbeskinnede sø og snakker med min studieleder, der efterhånden er blevet en god bekendt. Vi taler om min fremtid. Hun er ikke i tvivl: Finansministeriet er det rigtige match.

Det tror jeg, ville være noget for dig,” siger hun.

Jeg ved ikke helt,” svarer jeg.

Der kører billeder rundt i mit hoved af den daværende finansminister Bjarne Corydon, der i samme periode havde udråbt konkurrencestaten – en stat, der har som mål at vinde i den internationale konkurrence – som vejen frem for Danmark.

Hvem er det, vi skal konkurrere med, om hvad?” spørger jeg hende, vel vidende at hun kender Corydon privat fra dengang, han studerede selvsamme sted.

I mine studier er jeg for alvor begyndt at fordybe mig i bæredygtighed.

Jeg har læst og hørt om, hvordan menneskeheden presser jorden langt ud over, hvad den kan holde til. Og hvordan et af de store problemer er, at vi har 200 stater på kloden, der misundeligt kæmper for at rage stadig flere ressourcer til sig. Business as usual er ikke en mulighed, læser jeg gang på gang.

Finansministeriet er et vigtigt sted, hvis man vil ændre ting,” siger studielederen.

Jeg nikker. Hun har mange år på bagen som forsker, har en bred kontaktflade, og så er hun et af de mest sympatiske mennesker, jeg kender.

Det har du nok ret i,” konkluderer jeg.

Og jeg ved jo godt: Finansministeriet er et magtcenter i det offentlige Danmark. Ministeriet spiller en vigtig koordinerende rolle på tværs af fagministerier og er samtidig et sted, hvor mange centrale beslutningstagere løbende kommer forbi.

Det er, som studielederen siger, et vigtigt sted, hvis man vil ændre noget.

Og det er da også i Finansministeriet, jeg nogle år senere skal begynde min karriere som embedsmand. Problemet er bare – vil det vise sig – at der findes et uhyggeligt tomrum i landets måske mest magtfulde ministerium. Det er et tomrum, der skal holde mig vågen om natten og få min kæreste til at sige, hun ikke længere kan kende mig. Det er et tomrum, vi bliver nødt til at tale om.

Artiklen her bygger på mine personlige oplevelser med det tomrum i ministeriet. Men jeg foregriber tingene. Vi skal længere tilbage for at forstå.

Mens jeg studerer, foregår der interessante ting på den internationale scene.

Ikke mindst i år 2015 sker der to afgørende gennembrud.

For det første: Alle stats- og regeringsledere, herunder vores egen, skriver under på FNs verdensmål for bæredygtig udvikling. Det handler om en omstilling af vores samfund og økonomier, så de tager hensyn til det handlerum, jorden har givet os. De forpligter sig på et løfte om, at ingen efterlades tilbage”.

For det andet: Verdens ledere skriver i 2015 under på Paris-aftalen og målsætningen om at holde os under 1,5-2 graders temperaturstigning. En målsætning, der kræver akut handling.

De to målsætninger kan ses som en slags overordnet strategi for verden. Nu handler det så om at få den omsat til handling – herunder i Danmark.

KARAKTERAsger Narud høstede “usædvanligt høje karakterer” på sit studie ifølge Aarhus Universitet. Men i Finansministeriet handlede det ikke om karakterer, men om karakter, følte han i stigende grad. Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

En kollega rækker mig den sorte kurv med croissanter. De er stadig lune og dufter sødt. Jeg snupper en og tager en bid. Det drysser ned på bordet foran mig.

Vi er i 2016, og jeg er 27 år. Det er min første dag på jobbet i Finansministeriet eller mere præcist Moderniseringsstyrelsen. Den udgør en af flere styrelser i ministeriet.

Lad os tage en tur rundt om bordet,” siger min chef. Han har indkaldt til møde, så jeg kan hilse på mine kolleger og vice versa.

Én har arbejdet mange år med socialt udsatte, en anden har en international karriere bag sig, en tredje har en fortid i Justitsministeriet, og sådan fortsætter det rundt om bordet. Jeg er positivt overrasket over den store diversitet i kompetencer og erfaring.

En af mine kolleger viser mig rundt i Moderniseringsstyrelsen.

Det ene storrumskontor efter det andet. Nogle arbejder med statens indkøb, andre med statens regnskaber, og andre igen med overenskomster. Sådan bliver det ved. Der er omkring 300 ansatte. Unge, gamle, jakkesæt, T-shirts, blandet.

Rundt på væggene hænger der store tavler. Driftstavle,” står der med store sorte bogstaver.

Her noterer vi, hvad vi bruger vores tid på,” siger min kollega.

Okay,” siger jeg, hvorfor det?”

Det er ret nyt, men departementschefen har besluttet det, og når han siger hop, så hopper vi, sådan er kulturen,” siger hun med et smil.

Det er egentlig ikke så overraskende, kan jeg huske, jeg tænker. Et ministerium er bygget op som et hierarki med klare kommandoveje, hvor der rettes ind efter, hvad der besluttes på niveauet over. Sådan er spillereglerne. Det er vigtigt for at holde styr på en stor organisation.

Fra mit skrivebord har jeg udsigt ud til Store Kongensgade midt i København, hvor Den Kongelige Livgardes Musikkorps i ny og næ kommer marcherende forbi med fløjter og trommer.

Jeg er ansat til at arbejde med ledelsesudvikling. Og snart begynder opgaverne så småt at melde sig.

Finansministeriet har som vision at skabe fremtidens topledere”. Derfor har man de seneste år fokuseret mere på ledelsesudvikling.

En af mine første opgaver handler om netværket Forum for Offentlig Topledelse. Her mødes kommunaldirektører, regionsdirektører og departementschefer for at drøfte forskellige emner med relevans for hele den offentlige sektor.

Der skal arrangeres et nyt møde i netværket. Og en af mine mere erfarne kolleger tager mig med til møde med en medarbejder fra Danske Regioner og en fra Kommunernes Landsforening.

Vi skal komme med idéer til, hvad topledernetværket skal have fokus på.

Forskellige idéer kommer på bordet. Implementering af Sundhedsplatformen. Motivation af medarbejdere i Skat.

Hvad med FNs verdensmål?” spørger jeg efter lidt tid.

De ser lidt underligt på mig. Jeg får lov til at uddybe.

Jeg fortæller, at målene blev vedtaget i 2015 af alle stats- og regeringsledere i verden – herunder vores egen regering.

Nu er vi i 2016,” siger jeg. Ville det ikke være relevant i et netværk som det her?”

Efter lidt snak frem og tilbage kommer FNs verdensmål på listen.

Godt bidrag,” siger min kollega, da vi forlader mødet.

Hun vil nu køre sagen med forslag videre op i hierarkiet til endelig beslutning.

Sådan,” tænker jeg, så er vi i gang.”

Der går noget tid, inden jeg hører mere om mødet mellem de offentlige topledere.

I ny og næ tænker jeg på, hvad der mon vil ske, hvis alle offentlige topledere sætter sig sammen for at drøfte verdensmålene. Måske kan det give inspiration på kryds og tværs?

Svaret på det spørgsmål får jeg dog aldrig.

Min kollega fortæller mig, at hun har fået sagen retur. Det er ikke verdensmålene, der er blevet valgt som dagsorden for toplederne.

Forklaringen er vist noget med, at det ikke blev vurderet til at passe så godt med den nuværende regerings dagsorden.

Lidt underligt, tænker jeg. Regeringen skrev da selv under på verdensmålene i 2015?

Men okay. Et emne som Sundhedsplatformen og Skats medarbejderes motivation er uden tvivl også vigtigt.

Jeg slår det hen. Tilbage til arbejdet.

Inden vi går videre med min historie, er det vigtigt for mig at slå en ting fast: Finansministeriet er fuldt af ekstremt dygtige, samvittighedsfulde mennesker. De er ambitiøse, reflekterede og altid hårdtarbejdende. Jeg har oplevet virkelig gode ting, og mine kolleger har været gode til at skabe et fedt arbejdsmiljø. Det er vigtigt at slå fast.

Nå, men månederne går med opgaver af forskellig karakter.

Jeg har en hel del møder med en række både små og store danske og udenlandske konsulenthuse for at få inspiration til, hvad der er vigtigt, når man snakker ledelse nu og fremover.

Jeg husker særligt et af møderne. Her kommer en nydelig ældre herre ind i mødelokalet iklædt slips og jakkesæt. Vi gennemgår hans PowerPoint-slides med top-3 vigtigste ting”.

Da den mere formelle del er ovre, begynder vi at småsludre.

Det viser sig, at konsulenten har en fortid i Finansministeriets departement. Altså tættere på de store beslutningsprocesser end i Moderniseringsstyrelsen, hvor jeg har min daglige gang.

Han fortæller en historie om, at han på et tidspunkt var kommet tilbage til ministeriet som konsulent for at løse en række opgaver. Til sin store overraskelse fandt han sin gamle kaffekop stående præcis samme sted, som han havde forladt den – for ti år siden.

Snart skulle jeg opleve noget, der bekræftede konsulentens syn på omstillingstempoet i ministeriet.

I maj 2017 fremlægger finansminister Kristian Jensen en plan, der sætter rammerne for dansk økonomi de kommende år. Den har titlen Vækst og velstand [2025.](#3)

Jeg er forventningsfuld, da jeg sidder ved mit skrivebord, kigger ind i skærmen og bladrer igennem planen.

Her må da stå noget om bæredygtighed, klima og om, hvordan vi sørger for akut handling”, som forskerne efterspørger?

Men nej.

Ud af de 152 sider i planen er der ikke et eneste ord om bæredygtighed. Ikke et eneste ord om klima.

Jeg bliver mere og mere lamslået, mens jeg bladrer gennem siderne. År 2025 og ikke et eneste ord om klima eller bæredygtig vækst?

Hvad er det for et projekt, jeg arbejder for? Hvad er det for en vogn, jeg er spændt for og i gang med at trække?

Jeg kigger op fra skærmen og hen på en af mine kolleger, der sidder skråt over for mig.

Hun har, inden planen kom ud, kørt en sag op igennem hierarkiet, hvor hun har skrevet om planetære grænser”. Det er en hyppigt anvendt betegnelse, når man snakker bæredygtighed. Og det er en oplagt betegnelse, når man arbejder med fremtidens ledelse”.

Sagen har hun fået tilbage lige i hovedet med røde streger.

Jeg har haft lignende oplevelser.

Bare et eksempel: På et tidspunkt skal innovationsminister Sophie Løhde deltage i et møde med Marianne Jelved. Mødet har fokus på indsigterne fra bogen Ledelseskrise i konkurrencestaten.

Jeg har fået til opgave at skrive et resumé af bogen, som ministeren kan bruge som forberedelse til mødet.

Bogen er skrevet af konsulenten Jan Nørgaard og professor og tidligere institutleder på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet Lars Bo Kaspersen. I begyndelsen af bogen finder man en central figur. Figuren viser, hvordan statens trusselsbillede har ændret sig over tid, og hvordan klimakrisen siden 1990’erne har indgået som central trussel.

Relevant baggrundsinfo for en innovationsminister, tænker jeg. Der er brug for innovation, så vi kan skabe en bæredygtig omstilling.

Jeg sætter figuren ind i mit resumé og sender den op i hierarkiet.

Men også her kommer der røde streger retur. Som jeg husker forklaringen, er det noget med, at figuren fylder lidt for meget”.

Fylder lidt for meget?

2025-planen uden et ord om klima og bæredygtig vækst. Røde streger, når man skriver planetære grænser”. Klimakrisen fylder for meget”.

Jeg begynder at få oplevelsen af, at jeg er havnet i en organisation, der stadig befinder sig i 1980’erne – eller deromkring, hvor en minister sagde, vi havde kurs mod afgrunden, altså i økonomisk forstand.

I dag siger forskerne, at vi har kurs mod afgrunden i naturvidenskabelig forstand – og det sted, jeg arbejder, virker slet ikke gearet til at håndtere det.

Hvad laver jeg her?

Jeg begyndte at mærke en følelse af tomhed vokse. En følelse af, at det vigtigste, vi kunne tale om, var fraværende. Som et larmende tomrum midt i det hele.

Mit fokus bliver dog hurtigt flyttet til noget andet.

Regeringen har i 2017 nedsat en ledelseskommission. Den skal blandt andet vurdere styrker, udfordringer og rammevilkår for offentlig ledelse”. Kommissionen skal analysere de udfordringer, offentlige ledere står over for aktuelt og i den nærmere fremtid.

Spændende, tænker jeg. Nogle af de udfordringer, offentlige ledere står med, er utvivlsomt at skulle bidrage til, at der sker en omstilling til bæredygtighed.

Kommissionen består endda af garvede og erfarne ledere, hvoraf mange af dem har topleder-erfaring fra både den offentlige og private sektor. Og når nu bæredygtighed tilsyneladende har trange kår politisk – og ikke lige passer ind i hierarkiets sagsgange – så kan offentlige og private topledere måske sætte sig sammen og få det frem i lyset?

Jeg er samtidig så heldig, at jeg får muligheden for at sekretariatsbetjene kommissionen sammen med en række mere erfarne kolleger.

Som yngste fuldmægtig” i sekretariatet sidder jeg ikke med, når kommissionen har deres møder. Heldigvis er mine mere erfarne kolleger gode til at tage referat.

Hver gang der har været et kommissionsmøde, sidder jeg derfor nysgerrigt og venter på et referat. Nu må der da komme noget om verdensmål, klima og behovet for akut handling”.

Men hver gang et kommissionsmøde er afsluttet, kommer der referater retur uden et eneste ord om de tematikker.

Er det mig, der ikke har fattet en meter og misforstået opgaven? Er det kun mig, der oplever et tomrum, som ingen rigtig taler om?

Undervejs i kommissionens arbejde får jeg gradvist begravet den slags spørgsmål i arbejde – administrative opgaver, møder, der skal arrangeres, analyser, der skal laves, rapportudkast, der skal skrives, og medier og hjemmeside, der skal håndteres.

Der er nok at se til.

Men så en dag sker der noget interessant.

Kommissionen har udlovet en prisopgave, hvor unge ledere og studerende kan komme med bud på fremtidens offentlige ledelse.

Halvdelen af de seks prisvindende opgaver har fokus på bæredygtighed, klima og verdensmålene.

Som en af de unge skribenter skriver:

I fremtiden bliver det uden tvivl vigtigere at indtænke bæredygtighed i enhver form for ledelse. Som lederen med udsynet har man et ansvar for at se på, hvilke fodspor der sættes.”

Eller som en anden skrev:

Det er da påfaldende, hvordan et verdenssamfund kan vedtage én fælles politisk dagsorden om verdensmålene, og at Danmarks offentlige sektor notorisk virker til at have opfattelsen af, at målene angår alle andre end dem.”

Jeg begynder at overveje, om vi er vidne til en generationskløft? Ser vi en ung generation, der tager bæredygtighed som en selvfølge, mens den ældre generation – de, der trækker i trådene i dag – er fanget i gamle mønstre?

Det er i efteråret 2017, at prisopgaverne kommer ind. I samme periode er vi i sekretariatet ved at skrive på et afsnit i kommissionens rapport, der handler om fremtidsperspektivet for offentlig ledelse.

Der er travlt, og deadline ligger lige om hjørnet.

Jeg ved, at det udkast, der allerede ligger klar, ikke beskæftiger sig med verdensmål, bæredygtighed eller behovet for akut handling”.

Jeg skynder mig derfor at spørge min chef, om vi ikke hellere må få det med i udkastet? Verdensmålene er jo netop et fremtidsperspektiv, og med de unges prisopgaver er der også en anledning til at få det skrevet ind – eller om ikke andet få det på dagsordenen i kommissionen.

Hvorvidt mit forslag når frem til kommissionen, ved jeg ikke. Som jeg husker det, får jeg en broget tilbagemelding om, at timingen ikke er der”.

Timing?

Uanset hvad er resultatet, at kommissionen når frem til en slutrapport, hvor hverken bæredygtighed eller verdensmålene bliver nævnt med et eneste ord.

Jeg er målløs.

Kommissionens opgave var at vurdere styrker, udfordringer og rammevilkår for offentlig ledelse … aktuelt og fremover”.

Hvordan kan man ikke se bæredygtighed og verdensmålene som rammevilkår, udfordring og mulighed aktuelt og fremover?

Jeg er forvirret, og atter en gang trænger spørgsmålet sig på: Hvad er det for en vogn, jeg er sat til at trække?

TOMRUMHvorfor taler ingen om elefanten i rummet, begyndte Asger Narud i stigende grad at spørge sig selv. Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

Jeg møder også arbejdsmarkedets parter – arbejdsgiverne og fagbevægelsen – i mit arbejde i Finansministeriet.

Fagbevægelsen har historisk haft en helt afgørende betydning i opbygningen af velfærdssamfundet. Den har kæmpet for at sikre arbejdstagerne ordentlige løn- og arbejdsvilkår – muligheder for betalt barsel, gode pensionsvilkår, løn under sygdom, længere ferie. Fagbevægelsen har spillet en samfundsforandrende rolle op gennem det 20. århundrede.

Netop derfor har jeg en idé om, at fagbevægelsen også har set behovet for at være med til at drive det store samfundsforandrende projekt i det 21. århundrede: omstilling til bæredygtighed.

Virkeligheden viser sig dog at være mere grumset.

Mit første møde med arbejdsmarkedets parter er i lille skala. Der er nedsat en gruppe med repræsentanter fra arbejdstagere og arbejdsgivere, som skal komme med input til Ledelseskommissionens arbejde.

Det første møde foregår i et stort mødelokale hos Danske Regioner med flot udsigt ud over indsejlingen til København.

I rummet sidder medlemmerne fra kommissionen sammen med cirka 20 ledere fra forskellige arbejdstager- og arbejdsgiverorganisationer. De er fordelt ud i rummet omkring seks store runde borde.

Hver repræsentant har to minutter til at rejse sig op og sige, hvad de synes er særligt vigtigt for kommissionens arbejde.

Jeg har sat mig ovre i hjørnet af lokalet, med en nyskænket kop kaffe, for at skrive referat.

Deltagerne har tydeligvis forberedt sig grundigt hjemmefra. Når formanden starter stopuret, kører det derudad med skarpe budskaber, der nærmest er afstemt på sekundet.

Mine fingre stryger hen over tasterne for at få det hele med – uden at tænke et sekund over, hvad der rent faktisk bliver sagt.

Da vi har været alle borde rundt, er mine fingre nærmest i kramper, og kaffen er blevet kold.

Efter lidt tid begynder jeg at læse de mange siders referat igennem for slåfejl. Samtidig begynder jeg at forholde mig mere til indholdet.

Atter en gang ikke et eneste ord om bæredygtighed eller klima.

Jeg er et kort sekund ved at rejse mig op og sige: Undskyld, men vent lige engang. Glemte vi ikke noget i bordrunden?

Glemte vi ikke den kæmpestore elefant, der står midt i rummet?

Igen kommer følelsen snigende: et larmende tomrum, ingen af os taler om.

Det er ikke kun i dette møde med arbejdsmarkedets parter, at tomrummet spøger.

Det går igen gang på gang.

Tag min egen fagforening, Djøf, der ellers har sloganet tænk længere”. I et skriftligt input til kommissionen kommer de heller ikke ind på bæredygtighed eller klimakrisen med et eneste ord.

De skriver noget om, at man ud over at se på de aktuelle udfordringer og hverdagens ledelsesopgaver – skal kigge i krystalkuglen. For hvordan skal fremtidens medarbejdere ledes, hvilke krav stiller de, og hvilke kompetencer skal de have?”

Krystalkugler?

Vi ved allerede helt afgørende ting om, hvor verden er på vej hen. Så bør beslutningstagere og ansvarlig ledelse ikke tage naturvidenskabens indsigter og omsætte dem til handling og praksis på basis af et solidt og opdateret værdigrundlag? Hvad med et fokus på bæredygtig ledelse”, ligesom man i skolerne arbejder med bæredygtig dannelse”?

I større skala oplever jeg det ved overenskomstforhandlingerne i 2018. Du kan sikkert huske forhandlingerne fra den megen polemik i medierne.

Moderniseringsstyrelsen, hvor jeg jo er ansat, forhandler på ministerens vegne overenskomster for de statsligt ansatte.

Det er en almindelig mandag morgen, hvor jeg kommer cyklende ind på arbejde. Jeg kan se, at folk er stimlet sammen foran hoveddøren. Jeg baner mig vej forbi mængden. Og der, foran indgangen, ligger en trailerfuld hestemøg.

Det river i næsen.

Nogle var blevet så sure på Moderniseringsstyrelsen, at de har spredt en masse hestemøg ud ved indgangen. De har sat et skilt, hvor der står tak for lort”.

Jeg tager bagtrappen op i stedet.

En af de store tvister i overenskomstforhandlingerne er et spørgsmål om, hvorvidt en halv times betalt frokostpause er en overenskomstsikret ret eller ej.

Hvordan kan sådan noget skabe så meget bål, brand og hestemøg, tænker jeg.

Jeg kan godt se, at det er godt mediestof”. Jeg kan også godt forstå, hvis mange er trætte af at blive behandlet og talt til som konkurrencestatens fodsoldater”.

Men hvor er de reelle langsigtede, bæredygtige løsninger i forhandlingerne?

Hvis vi skal lykkes med en omstilling til bæredygtighed, hvor ingen efterlades tilbage”, er der så ikke brug for langt mere vidtgående og brede diskussioner på tværs af sektorer om, hvordan vi indretter vores arbejdsmarkeder, offentlige sektor og, ja, samfund i bred forstand?

Brudstykker af den slags tanker stryger igennem mit hoved på vej op ad bagtrappen.

Jeg lader dog tvivlen komme arbejdsmarkedets parter til gode. De må vel have de her lidt mere langsigtede diskussioner uden for medielysets skær?

Men nej.

På et tidspunkt har nogle kolleger og jeg møde med en af chefforhandlerne fra Moderniseringsstyrelsen på overenskomstområdet.

Når man arbejder med fremtidens ledelse”, så kræver det lidt perspektiver på fremtidens arbejdsmarked, og hvordan beslutningstagerne ønsker, at det skal se ud.

Derfor mødet.

Jeg spørger derfor chefforhandleren, hvorvidt de diskuterer de her emner af den lidt mere langsigtede karakter ved overenskomstforhandlingerne.

Nej, det finder ikke sted,” svarer hun.

Hvor så?” spørger jeg.

Det finder ikke rigtig sted,” lyder svaret.

Igen: følelsen af tomrummet, ingen taler om.

På vej hjem fra arbejde tager jeg en lang omvej på cyklen. En blanding af frustration, vrede og fortvivlelse vælter rundt i kroppen.

Billederne flyver igennem mit hoved.

De offentlige topledere, der ikke taler om bæredygtighed. 2025-planen uden et ord om klima. Røde streger, når man skriver om planetære grænser” eller klimakrise”. Et fravær af langsigtede drøftelser blandt arbejdsmarkedets parter.

Efter to et halvt år er al form for mening ved at være suget ud af mig. Jeg oplever et tomrum i organisationen og et tomrum i mig selv. I flere nætter ligger jeg søvnløs.

I perioder tænker jeg: Det er nok sådan, det er. Lev med det. Det er bare et arbejde.

Når jeg møder chefen, taler jeg ikke længere om tomrummet. Jeg taler om behovet for en lønstigning og næste karrieretrin.

Når jeg kommer hjem fra arbejde, spørger min kæreste: Asger, hvorfor er du begyndt at gå op i løn og titler? Jeg har svært ved at genkende dig.”

Der er dér, jeg indser, at tiden er inde til at sige tak for nu.

Arbejdet, sagde Grundtvig, skal være gennemsyret af arbejdsglæde og være til folkegavn.

Bæredygtighed og verdensmålene handler om folkegavn”.

Ingen af delene var til stede.

Jo, i glittede papirer, på hjemmesider og i skåltaler til offentligheden på det politiske niveau. Men ikke i praksis. Praksis var røde streger og fattige bortforklaringer.

Efter 2,5 år sagde jeg op i ministeriet.

Jeg ved godt, at det blot er min oplevelse. Jeg ved også, at min indsigt, viden og erfaring er begrænset. At der er mange nuancer og hensyn. Ikke mindst i politisk styrede organisationer.

Men efter 2,5 år i Finansministeriet virkede det ikke til, at det var indefra – i de tunge, gamle systemer – at forandringerne kommer til at ske.

Jeg oplevede en verden, hvor man taler om støvet ovre i hjørnet frem for elefanten midt i rummet.

Hvad med din pension?” spørger en af mine kolleger mig til min afskedsreception.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare. Tror, jeg brummer noget i retningen af: Nå ja.”

Jeg skulle have svaret, at når jeg kigger 40-50 år ud i fremtiden, så er det ikke pensionen, der står øverst på listen over de vigtigste ting. For hvor meget er pensionen værd, hvis kloden – og du selv – er nedsunket i dyb krise i mellemtiden?

I 2018 slog de førende forskere klimaproblematikken på plads med syvtommersøm: Der er brug for hidtil usete forandringer” og en hurtig og vidtgående omstilling”, skrev forskerne.

Så hvad nu? Betyder det, at vi for alvor begynder at handle? Hvor vi taler om elefanten i rummet – ikke gør det til et tomrum, ingen må nævne?

Jeg har set pip om, at fagbevægelsen rykker mere ind i klimakampen. Dansk Sygeplejeråd samt 3F og IDA har været fremme og markere sig.

Tænk, hvis fagbevægelsen i bredest mulige forstand gik fuldt ind på bæredygtighedsdagsordenen. Det ville være en game changer.

Og hvad med Finansministeriet?

Økonomi og økologi kommer af den samme sproglige rod oikos’, der betyder hjem eller husholdning. I økologi tilføjer man logos’, der betyder viden om. I økonomi tilføjer man nomos’, der betyder styring.

Jeg håber, at vi meget snart får et Finansministerium, der er gennemsyret af en kultur, hvor det er bredt anerkendt, at økonomi uden økologi er som at famle i blinde.

Der er oplagte veje at gå. Vi kan opdatere nationalregnskabet til et grønt nationalregnskab. En opdatering, der er bred international anerkendelse af lige fra FN til Verdensbanken, OECD og IMF.

Det ville være én måde at fylde tomrummet ud. Det ville være én måde at sikre en bæredygtig fremtid. Men der er mange veje at gå.

Det, der mangler, er ledelse. Politisk ledelse.

At vi er villige til at flytte rundt på kaffekopperne.

Selv om de har stået det samme sted i mange år.

I dag arbejder Asger Narud som selvstændig forfatter og skriver om bæredygtighed.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem