En tredjedel af al mad i verden går til spilde. Løsningen begynder på en kartoffelmark på Samsø

JORDBUNDENJens Kristian Kjeldahl har gjort det til en god forretning at bekæmpe madspild på sin fødeø. Alle fotos: Andreas Bang Kirkegaard for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Hvis vi lod mindre mad gå til spilde, ville vi minimere ikke bare ét, men flere kolossale problemer: Klimaforandringer, sult, ørkendannelse og udpining af jord. Men det er ikke nok at fokusere på sur mælk og mugne grøntsager i køleskabet; langt det største potentiale ligger hos dem, der producerer og sælger vores fødevarer. Og nogle gange handler det om noget så simpelt som at hyppe kartofler. Vi har besøgt to grøntsagsavlende brødre på Samsø, som i dag smider halvt så mange kartofler ud som for fire år siden.

Jens Kristian Kjeldahl er en driftig mand. Han taler hurtigt, og han går hurtigt – og spændstigt, som en mand, der er vant til at bestille noget. Også nu, hvor han skridter hastigt hen over gulvet i maskinhallen, ud gennem døren og hen til det sorte folkevognsrugbrød, som holder parkeret mellem landbrugsbygningerne og løgkasserne udenfor. Varevognens åbne aluminiumslad er fyldt med kartofler i kasser. Nogle er struttende gule og regelmæssigt ovale i faconen. De er til konens gårdbutik. Resten er affaldskartofler”, som Jens Kristian Kjeldahl kalder dem, med buler, ormehuller eller – og det er de fleste af dem – bare en grøn plet. De er til hans limousine-køer. Det er sådan et hobbyprojekt, han har, at lave lidt kødkvæg.

Jens Kristian Kjeldahl smækker bildøren i og sætter dieselmotoren i gang. Vi skal ud til en af kartoffelmarkerne. Jeg er nemlig ikke kommet til det nordlige Samsø for at tale om køer, men om madspild. Jeg vil forstå, hvordan Jens Kristian Kjeldahl og hans bror, Søren Peter, på få år har formået at halvere spildet i deres årlige produktion på 6.000 tons kartofler, så langt færre nu må sorteres fra og blive til kvægfoder. Det drejer sig i høj grad om at bekæmpe grønne pletter, og det begynder ude på marken. På det allermest jordnære plan handler det om kartofler, men på det allermest overordnede handler det om selve grundlaget for vores civilisation. Indsatsen mod madspild gør nemlig Brødrene Kjeldahl til brikker i et kæmpestort puslespil, som vi har brug for at lægge de kommende år for at få styr på vores madforsyning, vores klima og levevilkårene for de andre levende væsener på planeten, som hjælper os med at bevare den som et velegnet sted for mennesker at bo.

Landbrug er både en af de mest nødvendige og en af de mest miljøbelastende ting, vores civilisation foretager sig. Landbruget skaffer os livsnødvendig mad, men det udleder også store mængder drivhusgasser og andre miljøskadelige stoffer. Og så breder det sig over helt enorme arealer med det resultat, at der efterhånden er temmelig lidt plads tilbage til vild natur, som kan hjælpe os med at begrænse indholdet af drivhusgasser i atmosfæren og holde balance i de økosystemer, som vores eksistens i yderste konsekvens afhænger af. Så jo mere skånsomt og begrænset vi kan bedrive landbrug, jo bedre – også for os selv.

Derfor er en af de mest oplagte og meningsfulde ting, vi overhovedet kan gøre for planeten og os selv, at begrænse behovet for at bedrive landbrug. Og en af de mest effektive måder at gøre dét på er at begrænse madspild i alle led af fødevarekæden fra producent til forbruger. Jo færre kartofler Brødrene Kjeldahl behøver at smide ud, jo mindre plads er der brug for til at dyrke kartofler på i det hele taget. Og jo flere penge tjener Brødrene Kjeldahl I/S i øvrigt, men det kommer vi til. Det var Jens Kristian Kjeldahls varevogn, vi kom fra.

SÅ HVORDAN LØSER VI KLIMAKRISEN?

Ja, vores fremtid er truet. Men hvad gør vi så? Tiden er til konkret handling, så på Zetland sætter vi jagten ind på de teknologiske, samfundsmæssige og politiske løsninger, der faktisk kan forhindre eller afbøde klimakrisen. Denne artikel indgår i en serie, der er støttet af fonden Climate Planet Foundation, og er en del af et fælles bogprojekt, der udkommer i 2020.

På instrumentbrættet ligger en godt slidt, mørkeblå kasket med Brødrene Kjeldahls firmalogo. Jens Kristian Kjeldahl parkerer i vejkanten, åbner bildøren, griber kasketten og trækker den ned i panden. Det trækker op til en byge. Ude på marken står kartoflerne i snorlige rækker af hyppede jordvolde, som man må skræve akavet hen over, når man går. Enkelte steder stikker en kartoffel op af jorden. Det er, når dét sker, at kartoflerne bliver grønne. Lys får kartoflerne til at danne klorofyl, som farver dem grønne, og samtidig dannes giftstofferne solanin og chaconin, som man ikke skal have for mange af indenbords. Altså gælder det om at undgå, at kartoflerne får lys, så de ikke bliver grønne og må sorteres fra. Og det mest effektive, Brødrene Kjeldahl overhovedet har gjort i deres indsats mod madspild, er at finjustere kartoffeldyrkningen, så der er mindst mulig risiko for, at kartofler titter frem i det fri og bliver grønne.

Jens Kristian Kjeldahl stikker en hånd ned i en af rækkerne og roder jorden væk. Mellem de nye, gule kartofler finder han moderkartoflen – en indskrumpet brun klump, som tydeligvis har udtjent sit formål. Nogle sorter sætter kartoflerne under moderkartoflen, nogle sætter kartoflerne over moderkartoflen, og nogle sætter dem ved siden af,” siger han. Lige den her sætter kartoflerne over og ved siden af, og så er det vigtigt, at kartoffelknolden bliver lagt relativt dybt, hvorimod hvis man har en kartoffel, som sætter kartoflerne under moderkartoflen, så skal den ikke sættes så dybt, for så kommer den simpelthen ikke op.” For at sikre de enkelte kartoffelsorter optimale forhold har Brødrene Kjeldahl både fintunet kartoffellæggeren og investeret i en ny hypper, som kan forme den rette type jordvolde – eller kamme, som de hedder i fagsproget – omkring de voksne planter.

Men det er langtfra det eneste, brødrene har gjort. Hastigheden er også blevet sat ned på den kæmpestore, prustende og skramlende maskine, som vasker kartoflerne og laver den første grovsortering ved hjælp af kameraer, sådan at færre sorteres fra ved en fejl. Medarbejderne, som står for finsorteringen, er også blevet efteruddannet, og der er lavet om på arbejdsgangene.

På vej gennem pakkehallen, hvor kartofler og løg kører rundt oppe under loftet på lange transportbånd, bukker Jens Kristian Kjeldahl sig i forbifarten ned efter et løg, som er røget ved siden af, og smider det i en stor affaldskasse. Ja, det ser måske ikke ud af så meget, men det bliver til 30 tons om året – spild hist og pist,” siger han. For at minimere risikoen for, at løg og kartofler falder på gulvet, er der sat gummilister op rundt omkring på maskinerne, og de er også blevet finindstillet, så grøntsagerne ikke får unødige stød og slag. Tørring og køling har brødrene også skruet på, så høsten holder sig bedre i de højloftede lagerbygninger, hvor tonsvis af grøntsager ligger og venter på, at det bliver deres tur til at komme ud i supermarkederne.

Tilsammen har alle de små og store tiltag nedsat spildet fra 34 til 17 procent i kartoffelproduktionen og fra 28 til 18 procent i den 5.500 tons store løgproduktion. Hvad løgene angår, har det især battet at lave jordbundsprøver, så løgene ikke sås i jord inficeret af en svamp, som senere kan få dem til at gå i fordærv på lageret.

Der er mange faktorer i det,” siger Jens Kristian Kjeldahl.

AF JORD ...Mere styrtregn de senere år har øget risikoen for, at kartofler kommer til at stikke op af jorden og bliver grønne af lyset, fortæller Jens Kristian Kjeldahl.

Egentlig begyndte det hele, da en krølhåret bæredygtighedskonsulent fra København kom forbi og bad om et møde. På gårdspladsen fik konsulenten øje på en lastbil fuld af affaldskartofler, som stod klar til afgang mod en kvægproducent i Them, som Brødrene Kjeldahl har en aftale med. Konsulenten kunne næsten ikke tro, at alle de kartofler ikke kunne bruges til noget mere værdifuldt end komad. Da han var kørt igen, stod de to brødre oppe i kontorbygningen og kiggede ned i lastbilen med kartofler, der skulle smides ud, fortæller Jens Kristian Kjeldahl:

‘Der er jo egentlig noget om det,’ sagde Søren så, det er jo fuldstændig tåbeligt, at vi har brugt al den tid på at lave de kartofler, og nu kører vi så hele lortet over til Them, over til ham kvægmanden. Det er jo fuldstændig fjollet. Han har sgu noget ret i dét, har han ikke? Det bliver vi sgu nødt til at kigge på.’”

Det blev til et projektsamarbejde sponsoreret af Region Midtjylland, som et af Zetlands medlemmer tippede mig om i bidragssporet til en anden artikel. Alt muligt blev undersøgt – om man kunne lave vodka af affaldskartoflerne eller fodre dem til insektlarver, der så kunne kværnes til proteinpulver til dyrefoder. Men i sidste ende strandede alle planerne på praktikken og økonomien; det kunne ikke svare sig. Brødrene nåede faktisk ret langt med en idé om at lave anti-tømmermændspiller af stoffer udvundet af kasserede asparges – det var sådan set dén idé, Jens Kristian Kjeldahl havde mest fidus til, men den strandede også. Alligevel kom der noget godt ud af projektet, siger han. Brødrene fik øjnene op for, hvor meget spild der faktisk var i deres produktion.

Specielt på løgene og kartoflerne blev vi bevidste omkring, hvor meget der egentlig gik fra, da først vi fik det gennemarbejdet,” siger Jens Kristian Kjeldahl, og vi blev også bevidste om, at hvis vi skulle være konkurrencedygtige fremadrettet, kunne det ikke nytte, at vi smed 30 procent væk.”

Så i stedet for at finde noget profitabelt at bruge alle de spildte afgrøder til, satte brødrene sig for at sikre, at færre afgrøder gik til spilde. Resultatet af de senere års indsats har i dag fået dem til at hæve barren yderligere – næste mål er at halvere spildet i kartoffelproduktionen én gang til, siger Jens Kristian Kjeldahl. Prisen på kartofler stiger ikke, så det gælder om hele tiden at blive dygtigere, hvis man vil tjene penge.

FRASORTERETTidligere kunne kartofler sælges med jord på. I dag bliver de vasket, og det betyder, at flere får lys og bliver grønne.

Indsatsen mod madspild har allerede indbragt Brødrene Kjeldahl I/S millioner”, fortæller Jens Kristian Kjeldahl, da vi har sat os ved et mødebord oppe i kontorbygningen. Han lægger ikke skjul på, at det først og fremmest er pengene, der har været motivationen – det er simpelthen en god forretning at bringe spildet ned. Det er det samme i supermarkedet og i husholdningsregnskabet; jo færre kartofler der må smides ud uden at være blevet solgt eller spist, jo bedre for bundlinjen. Derfor er reduktion af madspild ganske enkelt en ren vindersag for alle involverede.

Det var også konklusionen, da FNs klimapanel for nylig udgav en stor rapport om, hvordan vi kan gøre vores landbrug så bæredygtigt som muligt og samtidig sikre mad nok til alle til en pris, som også verdens fattigste kan betale. Reduktion af madspild boner positivt ud på alle parametre: Det kan minimere omfanget af klimaforandringerne, det kan gøre det lettere at leve med dem, det kan bekæmpe ørkendannelse og udpining af jord, og så er det til gavn for fødevaresikkerheden.

Men det betyder ikke, at det er nemt. Det er lettere at købe takeaway end at forsøge at bikse noget sammen af resterne i køleskabet, før de går til, og sådan er det hele vejen fra jord til bord. Og der findes ingen store knapper, man bare lige kan dreje i bund for at løse problemet. Ligesom på Brødrene Kjeldahls bedrift skal der skrues på mange små og store håndtag. Men lykkes det, er gevinsterne til gengæld store: Madspild vurderes hvert år at være skyld i otte procent af alle menneskeskabte udledninger af drivhusgasser (mere end alle fly og skibe tilsammen) og forårsage økonomiske tab for 700 milliarder dollars (mere end dobbelt så meget som Danmarks bruttonationalprodukt). Og så har jeg ikke engang nævnt de 870 millioner mennesker i verden, som stadig får for lidt eller for dårlig mad, selv om der samlet set høstes mere end rigeligt til alle.

FINSORTERINGDen sidste kvalitetskontrol i pakkeriet hos Brødrene Kjeldahl I/S foretages af menneskehænder. Som led i kampen mod madspild roterer medarbejderne mere rundt mellem forskellige opgaver, så koncentrationen ikke ryger i løbet af dagen.

I Danmark har vi de senere år især fokuseret på, hvordan vi kan forhindre madspild hjemme i køkkenerne. Det er også uhyre væsentligt, og det har tilsyneladende virket. Fra 2011 til 2017 faldt madspildet i danske husholdninger med otte procent. Men langt det meste madspild i verden – også i Danmark – sker længe før, maden når så langt.

I udviklingslande går mad især til spilde, fordi den ikke bliver kølet ned eller tørret og derfor går i fordærv. Hvis en bonde fra Bangladesh skal køre sin mælk til mejeriet eller markedet i simple junger placeret på en æselkærre ad en lang og hullet vej, er risikoen for sur mælk ret høj. Og hvis ris og korn ikke bliver tørret ordentligt, før det hældes på sække, eller hvis sækkene får lov at ligge ude i regnen, går der nemt svamp og bakterier i. Derfor er der meget store gevinster at hente, hvis man på forskellige måder kan gøre det lettere at holde madvarer kolde eller tørre. Det kan for eksempel være i form af soldrevne køleanlæg, hvor landmænd betaler efter behov for at få frugt og grønt oplagret – en idé, som er implementeret i blandt andet Nigeria og Kenya.

Lidt anderledes ser det ud i mere højtudviklede samfund som vores. Her bærer vi forbrugere et langt større ansvar for madspildet, fordi vi smider så meget mad ud (og det gælder især kød, den mest klimabelastende kategori af fødevarer). Men det største spild sker stadig, før varen når hjem i nogens køleskab eller kolonialskuffe. Forbrugerne er den største enkeltstående kilde til madspild i Danmark, men samlet set spildes der mere i de tidligere led i kæden – først og fremmest i detailhandlen. Og hvor meget der faktisk er at hente her, demonstrerer de senere års udvikling hos Salling Group, der ejer kæderne Netto, Føtex og Bilka. Samlet set har kæderne reduceret madspildet med 13.000 tons på fire år – svarende til en reduktion på 30 procent. Bedst er det gået i Bilka, som har halveret madspildet mellem 2014 og 2018. Salling Group vil ikke ud med, hvad det præcis har betydet for bundlinjen, men der er tale om mange, mange millioner”, siger CSR-specialist i Salling Group Hanne Stendys. Ligesom hos Brødrene Kjeldahl er resultatet nået ved at skrue på mange små knapper, fortæller hun: bedre planlægning af indkøb, bedre styr på, hvornår det er tid til at sætte datovarer på udsalg, frikadeller lavet af hakkekød fra slagteren, før det bliver for gammelt, brug af varer med beskadiget emballage i bistroer og delikatesser og så videre og så videre. Det er en kombination af rigtig mange ting,” siger hun.

Producentleddet, hvor Brødrene Kjeldahl befinder sig, fylder mindre i det store danske madspildsregnskab – omkring 14 procent ifølge de seneste tal, jeg har kunnet finde (fra 2012). Men lige netop kartofler hører faktisk til i en kategori af afgrøder, hvor der også i højtudviklede og rige lande sker et stort spild ude hos producenter som de to brødre på Samsø. En femtedel af alle rodfrugter og rodknolde i Europa anslås at gå tabt, før de forlader gården.

Når så mange europæiske kartofler, rødbeder og selleri går til spilde, er hovedårsagen ifølge FNs landbrugs- og fødevareorganisation, at de bliver sorteret fra i producenternes kvalitetskontrol, før de går videre til supermarkederne. Og billedet er fuldstændig det samme for frugt og grøntsager.

Her har vi altså en meget væsentlig årsag til fødevarespild i vores del af verden: Vi har simpelthen vænnet os til, at kartofler, salathoveder, æbler og alt muligt andet er flottere, end det egentlig behøver at være. I forskning og FN-rapporter fremhæves frasortering af varer, som er spiselige, men ikke lever op til mere eller mindre arbitrære krav til form, størrelse og fremtoning, igen og igen som en væsentlig årsag til madspild. Og det er supermarkederne, som sætter de standarder, producenterne skal leve op til. Da jeg taler med CSR-specialist Hanne Stendys fra Salling Group, spørger jeg hende derfor, hvad virksomheden gør for at minimere sit bidrag til spild af mad forårsaget af unødigt høje krav til varernes fremtoning.

Det nytter ikke noget, at vi hælder de varer i butikkerne, hvis kunderne ikke tager dem, for så bliver det til madspild alligevel. Så det er jo en proces, hvor vi skal hele vejen rundt og have forbrugerne med,” siger hun. Kunderne tager jo de varer, der ser pænest ud, og de tager også det brød, der ligger bagerst på hylden, fordi de ved, det er det nyeste.”

Salling Group eksperimenterer for tiden med at sælge skæve’ varer i Folkekirkens Nødhjælps Wefood-butikker i København og Aarhus, for eksempel emballerede ris med knækkede skaller og varer med beskadiget emballage. Men foreløbig er der ingen konkrete planer om at sænke barren for, hvad der er godt nok til Føtex, Bilka og Netto.

FEJLFINDINGHvidkålshovederne på billedet er ikke gode nok til supermarkederne.

I Brødrene Kjeldahls logistikhal står driftsleder Jacob Kjørup – en høj, ung mand med sort fleecetrøje og vestsjællandsk dialekt – lige inden for porten med en ladning hvidkålshoveder i mørkegrønne kasser. For et utrænet øje som mit ser kålhovederne ud, som om de er lige til at skære til coleslaw og sætte til livs. Men de er kommet tilbage fra kunden, fordi der var for mange fejl’ i sendingen. Jens Kristian Kjeldahl samler et af kålhovederne op. Det her kan lige så godt kasseres. Det kan ikke godkendes,” siger han – og viser årsagen: småbitte, lysebrune mærker på de yderste blade efter huller gnavet af tordenfluer, som for længst er fløjet. Jacob Kjørup kigger over på sin chef. Hvor mange procent af det, vi kasserer, er reelt dårligt?” spørger han. Jens Kristian Kjeldahl svarer prompte: Hvis ikke der var så skrappe kvalitetskrav, tror jeg, vi havde 25 procent flere varer at sælge af.” Jacob Kjørup tænker et øjeblik. Jeg ved sgu ikke, om dét kan gøre det, Jens,” siger han så.

Jens Kristian Kjeldahl viser mig både majs, kartofler og løg, som sådan set godt kunne spises, men ikke er pæne eller store nok til butikkerne. Han er tydeligt frustreret over de skrappe krav. Jeg tør ikke tænke på, hvor mange hundrede tusind selleri, jeg har pløjet ned i marken, fordi de var 50 gram for små,” siger han. Alligevel kan han godt forstå, at supermarkedskæderne gør, som de gør. Konkurrencen i detailhandlen er benhård, og der er ikke råd til medarbejdere, som kan stå og pudse småknubsede hvidkålshoveder af og lægge dem forrest i kasserne, siger han. De bliver jo bare skubbet til side, og så bliver der lagt nogle nye oveni, og til sidst bliver de mindre pæne smidt væk. Så det er klart, at de skal være fejlfri til at starte med, det ville jeg også sigte efter. Det er jo for at få mindst muligt svind – og jo bedre varen er, når den kommer ind, jo mindre bliver svindet, selvfølgelig gør det dét.” Driftschef Jacob Kjørup supplerer: Hvis du skulle vælge,” spørger han, hvilket af de kål, der ligger her i kassen, ville du så tage med hjem?”

Og den lader vi lige stå et øjeblik. For selv om langt det meste madspild sker, før maden ender i et køkken, kan vi forbrugere måske alligevel gøre en forskel her. Næste gang du ser en lille, grim grøntsag i dit supermarked, kan du jo prøve at købe den. Måske vil der så dukke flere af samme slags op på hylderne med tiden – hvis ellers supermarkedskæderne tør lægge dem der.

ZETLAND SAMTALE: Har du lyst til at mødes med andre medlemmer for at tale om de artikler, du læser på Zetland? Vi er ved at undersøge, hvordan vi kan skabe et rum for oplyst samtale mellem medlemmer, et slags ansigt til ansigt-bidragsspor.
Den første samtale finder sted den 19. september i København, hvor Zetland-medlemmerne Andreas Lloyd og Alexandra Freltoft er værter for en samtale om vindmøller.

Hvis du har lyst og mulighed for at være i København dér, kan du kan tilmelde dig HER.

Hvis du vil vide mere om Zetland Samtaler, så tryk HER .

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem