De borgerlige har hjulpet staten med at kravle heeeeeelt ind i sindet. Hvorfor egentlig?

PRIVAT ER POLITISKDe har ikke magten mere, men da de havde, tøvede de ikke med at bruge den – også i borgernes helt personlige forhold. Collage: Mikkel Bøgild Jacobsen for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

I løbet af sommeren har det borgerlige Danmarks projekt været til diskussion: For hvad er det egentlig i et politisk landskab, hvor Socialdemokratiet har ædt udlændingepolitikken og de liberale partier har accepteret velfærdsstaten? Måske, argumenterer Kirstine Dons Christensen, rummer de borgeliges forsøg på at møde en stadigt mere kompleks verden den klassiske liberalismes største udfordring. For når man ikke kan styre tidens grænseoverskridende problemer, kan man i det mindste forsøge at styre borgernes sjæle- og privatliv.

Det har været lidt af et hyr at få fat i Bertel Haarders Grænser for politik fra 1990. Det tog tid både at opspore og skaffe den, men til sidst lykkedes det alligevel at få den sendt med posten fra Thisted Antikvariat.

Bogen er et klassisk borgerligt-liberalt projekt, hvor sædernes forfald fremhæves, inden et optimistisk blik på fremtiden introduceres. Der er gået orm i ansvaret og møl i moralen,” skrev Bertel Haarder meget Bertel Haardersk i bogen, fordi vi har gjort samfundet til alle tings årsag og løsning.” På det her tidspunkt var Berlinmuren lige faldet, en økonomisk opgang gryede og et sovjetisk samfund spøgte, og i Danmark var politikerne blevet lidt for vilde med at bruge deres magt til at regulere, mente Bertel Haarder. Den danske model var etableret, den fungerede, og nu ville det være en god idé at lade den vokse, hvor den ville, uden for gartnerhændernes kontrol. I vor aftenbøn som politikere,” skrev han i de sidste linjer af bogen, bør vi ikke blot bede om frelse fra alle totalitære ideologier, men også bede om frelse for os selv.”

Da jeg læste de linjer i omtalen af bogen, tænkte jeg først, at verden ville være et bedre sted, hvis flere politikere gav sig til at skrive den slags storladne udsagn i bøger. Det næste, jeg tænkte, var, at Haarders pointe i dag er lige så antikvarisk som den bog, den er printet i. Politikere, der helst ikke vil bruge deres magt til at bestemme? Bertel Haarder selv er et godt eksempel på, hvorfor sådan et princip i dag føles fremmed. For et par år siden forsvarede han i Zetland sin og den daværende regerings imamlovgivning – der var inde og pille ved fundamentale liberale værdier som trosfrihed og ytringsfrihed – ved at sige, at vi ikke længere bor i et pussenusset land”. Imamlovgivningen er bare et af en række børn i den efterhånden vidt forgrenede familie af udlændingepolitiske tiltag, som angår privatlivet: Burkaforbuddet og smykkeloven er fætre og kusiner. Grænserne for, hvad politikere vil tillade af kulturelle forskelle, er indlysende blevet rykket, siden Bertel Haarder skrev sin bog, og han er fulgt med tiden.

Hvad der måske er mindre indlysende, fordi der er tale om et broget billede og derfor et, der har fået mindre spalteplads, er, at politikerne de senere år har besluttet at øge deres reguleringsindsats på en række andre private områder end lige præcis den, der handler om integration. Tag sådan noget som psykisk vold. Under den forrige, borgerlige regering blev det strafbart at udøve psykisk vold på linje med fysisk vold, fordi det første kan efterlade lige så store men som det sidste. Af både fortalere og kritikere af loven blev den betragtet som noget afgørende nyt; for fortalerne var der tale om et fremskridt, for kritikerne om et skred. En af modstanderne, den borgerlige debattør og præst Marie Høgh, sagde til Morgenavisen Jyllands-Posten, at der er andre måder at løse de her problemer på end hos en dommer. Vi er inde og røre ved sjælelivet. Vi skal passe på med at blande jura ind i det.”

Sjælelivet er i det hele taget blevet et interessant emne for lovgivere i de her år: Med den nye skilsmisselov (der havde opbakning fra alle Folketingets partier) er det indført, at forældre, der vil skilles, skal igennem en tre måneders refleksionstid, en test og et digitalt kursus. Hvis forløbet ikke gennemføres, kan parret ikke blive skilt. En eventuel samtykkelovgivning har vi ikke set endnu, men kimen er lagt i den nye regerings forståelsespapir – en idé, som den konservative Søren Pape Poulsen også var fan af. Inden regeringsskiftet bad han Straffelovrådet om at se på, hvordan man kunne udfærdige en ny voldtægtsbestemmelse. Dertil kommer alle de tiltag fra staten, som ikke har karakter af et forbud, men af et tilbud: om forældrekurser i kommuner, om mental sundhed til alle, som kommunerne også skal sikre.

Med andre ord befinder vi os et sted, hvor der nu ikke er flere grænser for politikerne, men færre. Politikere har sikkert altid været glade for at gribe ind, men har de nogensinde kunnet nå så langt?

Især i den borgerlige lejr er skiftet interessant – og især nu. Siden valget er der blevet skrevet meget om det borgerlige projekts forlis, og mange har peget på især to forklaringer. Den ene er, at det borgerlige projekt for længst er dødt. Det var budskabet i litteraturhistorikeren Henning Fonsmarks bog Historien om den danske Utopi (der sjovt nok også er udgivet i 1990), hvor han gør gældende, at det borgerlige projekt i Danmark i realiteten døde, da de borgerlige købte idéen om den store velfærdsstat. Andre mener, at dødsfaldet skete i dette årtusinde, da Socialdemokratiet overtog store dele af den stramme udlændingepolitik.

Måske hører trangen til at blande sig i private affærer også hjemme på den liste. At staten har en rolle at spille ved at regulere private relationer, står i hvert fald i kontrast til den pointe, som Bertel Haarder forsøger at inspirere til i Grænser for politik. De borgerlige har i dag ikke bare købt idéen om velfærdsstaten som økonomisk omfordeler. De har også købt den som moralsk autoritet.

På en vis måde er der intet mærkeligt over tendensen. Den er måske bare udtryk for, at politikerne handler på tidens problemer, og de problemer, vi diskuterer i dag, er tilsyneladende ofte af personlig art. Måske kan man sammenligne det med en tendens på sundhedsområdet, der også vinder frem i de her år: Flere tilstande gøres til diagnoser – senest var det (kompliceret) sorg – i et forsøg på at gøre det muligt at hjælpe de personer, der er ofre for dem. Den mest direkte måde til at anerkende, at noget er et problem, er ved, at en autoritet stadfæster det. For lidelser er det lægen, der kan skelne mellem rigtigt og forkert, i konflikter er det staten.

Alligevel er den forklaring lidt fattig, for der findes mange andre problemer i dag end dem, som er private. I den britiske historiker Tony Judts bog Reappraisals: Reflections on the Forgotten Twentieth Century fra 2008, hvor han gør status over det 20. århundrede, forklarer han, at en af de vigtigste bevægelser i århundredet i Europa var nationalstatens storhed og fald. Staterne materialiserede sig i første halvdel af århundredet, mens deres magt i anden halvdel blev stækket af multinationale virksomheder, transnationale institutioner og den accelererede bevægelse af mennesker, penge og varer uden for deres kontrol”, som han skriver. I dag kunne man smide klimaforandringerne oven i bunken af problemer, som staterne har meget svært ved at gøre noget ved.

I dag er der for politikerne simpelthen mindre rum til handling, når det gælder de store strukturelle problemer, der ikke lader sig stoppe af nationalstaters grænsehegn. På en eller anden måde er det, som om der hersker en omvendt proportionalitet mellem den magt, som staten har tabt i det store billede, og den magt i det lille billede, som den er begyndt at udøve. En slags relancering af forsøget på at vinde indadtil, hvad udadtil er tabt.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem