Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Kenneth Nørgaard er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Afrika er ikke kun EU’s problem – det er også vores håb. Vi skal bare lige vænne os til tanken

  • 5. september 2019
  • Europa
  • 11 min.
NYE PERSPEKTIVER Vi taler ofte om flygtninge og migranter, når vi taler om befolkningsvæksten i Afrika, men måske skulle vi tale mere om forbrugere og arbejdere. Illustration: Calum Heath for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

De kommende år kan blive skelsættende for forholdet mellem Afrika og Europa – to kontinenter, der bliver mere og mere hvirvlet ind i et skæbnefællesskab på både godt og ondt. Fra Afrika-kontoret i EU's udenrigstjeneste ser man store muligheder for voksende handel og et mere ligeværdigt samarbejde, og mellem nyhederne om migrantstrømme og nye katastrofer er det måske den vigtigste fortælling om Afrika lige nu.

Man behøver ikke selv at have oplevet den europæiske kolonisering for at være opvokset med – og grundigt oplært i – det ulige forhold mellem europæere og afrikanere. Voksede man op i 1960’erne og 1970’erne, hvor de fleste afrikanske lande havde opnået selvstændighed, kendte man måske en af de tusindvis af frivillige danskere, der drog af sted for at oplære afrikanere i alt fra danske landbrugsmetoder til danske andelsprincipper. Var man som jeg selv barn i 1980’erne, husker man formentlig de store nødhjælpsindsamlinger til et Afrika, der i mine øjne slet og ret var det hungersnødsramte Etiopien med de magre børn med små, runde maver, der end ikke orkede at vifte fluerne væk fra ansigtet. Fra 1990’erne er det nok mest af alt billederne af de afrikanske kvinder, som stod i kø foran støvede telte for at modtage hiv-vacciner hos europæiske læger, der står tilbage.

Forholdet mellem europæere og afrikanere har gennem årtierne taget mange former, men fællesnævneren fra årti til årti og fra generation til generation er, at det aldrig for alvor har været til diskussion blandt europæerne, hvem der har haft mest brug for hvem. Sådan bliver det ikke nødvendigvis for nutidens børn og unge.

Mens flygtninge- og migrationskrisen, der toppede i 2015, i hvert fald midlertidigt er kommet under kontrol (ikke mindst takket være hjælp fra både mellemøstlige og afrikanske lande), er en anden side af det enorme befolkningsboom i Afrika begyndt at tiltrække sig mere europæisk interesse: En større og større og mere og mere købestærk afrikansk middelklasse er ved at vokse frem lige derovre i vores europæiske forhave (hvis ikke vi i virkeligheden er Afrikas baghave?), og det er ved at ændre hvem-har-brug-for-hvem-balancen mellem de to kontinenter fundamentalt.

Ud over at Afrikas problemer i højere og højere grad risikerer at blive Europas problemer, ligner Afrika omvendt mere og mere EUs måske bedste mulighed for at kunne fortsætte den økonomiske vækst og velstandsfremgang, der har præget efterkrigstidens Europa, men for længst er begyndt at stagnere.

For knap et år siden leverede EUs nu forhenværende kommissionsformand Jean-Claude Juncker i sin sidste State of the European Union-tale følgende afskedssalut til europæerne: Afrika har ikke brug for velgørenhed, men et ægte og retfærdigt partnerskab. Og det partnerskab er lige så vigtigt for os europæere.” Det kunne virke som en banal konklusion efter de seneste års flygtninge- og migrationspres, der i øvrigt ventes at fortsætte og vokse i takt med både klimaforandringerne og den meget markante befolkningstilvækst på det afrikanske kontinent. I 2009 nåede Afrika en milepæl med en befolkning på totalt en milliard mennesker (en fordobling af befolkningen på 27 år), og inden 2050 forventes antallet at være fordoblet nok en gang til over to milliarder mennesker.

Men Junckers pointe var, at det afrikanske befolkningsboom er meget mere end en trussel. Junckers store nyhedsbombe’ i sin sidste tale var en idé om at skabe verdens største frihandelszone bestående af EUs 28 lande og de 53 lande i Den Afrikanske Union, og allerede her i forsommeren blev den idé sådan cirka halvvejs til virkelighed, da en intra-afrikansk frihandelszone på kryds og tværs af det store kontinent endelig trådte i kraft efter årelange forhandlinger. På mange måder skabt med EUs indre marked som forbillede.

Håbet er, at det kan accelerere en udvikling, der allerede i gang: Kigger man på listen over verdens hurtigst voksende økonomier, så er den domineret af en lille junta af afrikanske lande som Etiopien, Elfenbenskysten, Tanzania og Rwanda. De har været med til at trække væksten op på omkring fire procent om året i Afrika som helhed over de seneste fem år, selv om store lande som Sydafrika og Nigeria udvikler sig i et adstadigt tempo. EU skiller sig til sammenligning negativt ud ved sin mangel på tigerøkonomier. Og selv om en del af forklaringen selvfølgelig er, at det er lettere at vokse relativt hurtigt fra et virkelig lavt niveau, så er Afrika også i kroner og ører – og euro, dollars, yen og riyals for den sags skyld – ved at blive et enormt marked.

Kontinentet er stadig i dén grad præget af fattigdom, uro og demokratisk underskud, og en helt reel og nøgtern indvending mod at male situationen i Afrika alt for rosenrød er, at den økonomiske vækst skal have endnu mere fart på for blot at kunne matche befolkningstilvæksten. Men der er dog nu omkring 350 millioner afrikanere, der betragtes som middelklasse (ifølge African Development Bank), og privatforbruget er den enkeltstående faktor, der bidrager mest til den økonomiske vækst i Afrika. Et bud lyder, at privatforbruget frem mod 2030 vil blive tredoblet fra cirka 680 milliarder dollars til 2.200 milliarder dollars om året. Det er alligevel en sjat.

GENNEMBRUDDe afrikanske lande har faktisk en begrænset handel med hinanden, men efter at verdens største frihandelszone blev en realitet i foråret, er der håb om bedre tider. Foto: Gabriel Dusabe, SIPA/Ritzau Scanpix

Nede i maskinrummet i EUs udenrigstjeneste, hvor de europæiske diplomater arbejder på at gøre politikernes ord og ambitioner til virkelighed, var Junckers tale derfor heller ikke hverken kulminationen eller begyndelsen på et holdningsskifte i EU, men en nøgtern beskrivelse af en virkelighed, som diplomaterne allerede har arbejdet i og med gennem særligt de seneste ti år.

Jeg er faktisk ikke så vild med, at folk taler om at skabe et ægte partnerskab med Afrika, for vi, der arbejder med det hver dag, ved udmærket, at Europa og Afrika allerede er dybt afhængige af hinanden,” siger den danske eks-ambassadør og diplomat i både Uganda og Burkina Faso, Birgitte Markussen, der i dag er vicedirektør i Afrika-enheden i EUs udenrigstjeneste (EEAS): En af vores helt centrale opgaver er i de her år at få folk til at fortrænge de her billeder fra fjernsynet i 1970’erne og 1980’erne, hvor samarbejdet med Afrika handlede om at redde afrikanerne fra katastrofer eller skaffe rent vand eller opbygge samfund fra bunden,” siger Birgitte Markussen.

EU er med en andel på 54 procent stadig den suverænt største aktør i Afrika, når det gælder traditionel udviklingsbistand, der eksempelvis sikrer adgang til skoler for afrikanske børn og humanitær nødhjælp, og EU har stadig fredsbevarende tropper i aktion ni steder i Afrika og finansierer 95 procent af Den Afrikanske Unions egne fredsbevarende missioner.

Og selvfølgelig er det på den måde aldrig lige, når nogle giver, og andre modtager,” siger Birgitte Markussen.

Men det, som folk nok er mindre bevidste om, er, at EU er Afrikas største handelspartner og står for 34 procent af al den afrikanske handel med udlandet, ligesom 40 procent af de udenlandske erhvervsinvesteringer i Afrika stammer fra EU, og vi bruger i EU flere og flere kræfter og midler på at gøre det lettere for europæiske firmaer at drive virksomhed i Afrika,” siger Birgitte Markussen.

Den Afrikanske Union er faktisk også EUs tredjestørste handelspartner (afrikanske lande aftager knap hver tiende vare eller service, vi eksporterer), og omstillingen fra udviklingshjælp til erhvervssamarbejde i EU sker fuldstændig parallelt med, at mange af de europæiske nationalstater også er i gang med at ændre fokus. I Storbritannien udbetales en stor del af udviklingsbistanden i dag til britiske virksomheder, mod at de opretter arbejdspladser i afrikanske lande. I Tyskland lancerede Angela Merkel for et par år siden en regulær Marshall-plan’ for Afrika med samme kursskifte fra fattigdomsbekæmpelse til hjælp til selvhjælp (for både afrikanere og tyskere) i form af erhvervssamarbejde. En plan, der nærmest ordret også har fundet vej til de danske socialdemokraters nye Afrika-politik.

I disse uger er diplomaterne i EEAS ved at forberede sig på, at den nye Europa-Kommission bliver udpeget og sammentræder. Forventningen er, at posten som det, man kunne kalde EUs udenrigsminister’ (EUs højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik) går til spanske Josep Borrell – og noget af det første, han kommer til at tage stilling til, er netop handelssamarbejdet med Afrika. EU har faktisk allerede et ret omfattende frihandelssamarbejde med en lang række afrikanske lande, der er reguleret i den såkaldte Cotonou-aftale fra år 2000, men den aftale udløber i 2020.

Der er allerede afsat mange milliarder euro i geografiske bevillinger til Afrika i EUs kommende flerårsbudget med et mål om at skabe 20 millioner jobs om året frem til år 2035, og EU arbejder ifølge Birgitte Markussen fra EEAS målrettet på at bevare EUs særlige position i Afrika.

Vi har jo en lang historie, der rækker meget længere tilbage end EU, og selv om forholdet mellem kontinenterne har været konfliktfyldt og ulige og baseret på magtanvendelse, så har det på den anden side også været meget nært,” siger hun og peger på, at forståelsen mellem de to kontinenter blandt andet er blevet vedligeholdt i nyere tid ved, at mange afrikanere er blevet uddannet fra europæiske universiteter, og at der over det meste af Afrika er en efterspørgsel efter europæiske værdier som korruptionsbekæmpelse og liberale frihedsrettigheder:

Vi har nogle fordele ved, at vi kender hinanden rigtig godt, og min egen oplevelse som bosat i både Uganda og Burkina Faso er, at vi som europæere opleves som troværdige. At de ved, at vi leverer, når vi laver aftaler.”

EU og Den Afrikanske Union er desuden – i en urolig verdensorden, hvor EU hverken tør sætte sin lid til Rusland, USA eller Kina – blevet endnu nærmere allierede på den globale politiske scene, hvor Paris-aftalen om at forsøge at begrænse klimaforandringerne var et af flere eksempler på, at EU og AU er begyndt at koordinere deres positioner tættere.

OUAGADOUGOUFlere europæiske ledere har den seneste tid været på charmeoffensiv på det afrikanske kontinent, her den tyske kansler Merkel på besøg i Burkina Faso Foto: Michael Kappeler, DPA / Ritzau Scanpix

EUs samarbejde med Afrika bliver dog også med jævne mellemrum beskyldt for blot at være en form for nykolonialisme, og der findes dem, der argumenterer for, at både Den Afrikanske Union og det nye frihandelssamarbejde i Afrika ikke alene er skabt i EUs billede, men i EUs interesse. Først og fremmest fordi det liberaliserer og konkurrenceudsætter markeder og sektorer i afrikanske lande, hvor de lokale producenter vil have svært ved – eksempelvis – at konkurrere med effektive europæiske virksomheder.

Da udenrigsministeren’ for Den Afrikanske Union, Carlos Lopes, i maj måned i år fejrede oprettelsen af det nye frihandelssamarbejde i Afrika, varslede han samtidig et opgør med EUs patroniserende’ attitude over for Afrika:

Europa behandler stadig Afrika på en meget dominerende facon og glemmer, at virkeligheden i Afrika vil forandre sig meget de kommende 20 år,” sagde han:

Afrikanerne vil have flere muligheder end nogensinde før.”

Sandheden er da også, at hvor den globale interesse for Afrika tidligere har været relativt begrænset, så er konkurrencen om det afrikanske marked intensiveret ganske markant de senere år. Fra 2006 til 2018 voksede Indiens samhandel med Afrika med 292 procent, og Kinas samhandel med Afrika med 226 procent, mens EUs samhandel med Afrika blot voksede med 41 procent.

For lige at vende tilbage til Etiopien, der altså i min barndom var præget af hungersnød og miserable levevilkår, så har Etiopien de seneste år været verdens i særklasse hurtigst voksende økonomi, men Etiopien bliver hverken kaldt det nye Frankrig, det nye Storbritannien – eller det nye Danmark for den sags skyld. Etiopien bliver kaldt det nye Kina. Nok dels på grund af de voldsomme vækstrater, der kombineret med den relativt gode infrastruktur og de lave lønninger blandt andet har tiltrukket store aktører i tekstilbranchen som svenske H&M, men også fordi den massive kinesiske tilstedeværelse (både i form af kinesisk kapital og kinesiske virksomheder) efter sigende helt fysisk har fået hovedstaden Addis Ababa til at minde om en moderne kinesisk storby i sit arkitektoniske udtryk.

Der er selvfølgelig langt til, at Afrika som kontinent vil kunne gøre sig uafhængigt af EU. Afrika er stadig verdens fattigste kontinent og har stadig brug for europæiske penge. Og i lige forlængelse af de seneste årtiers magtforhold mellem europæere og afrikanere kan det blive billederne af de desperate afrikanske migranter i skrøbelige både på vej hen over Middelhavet, der dukker op på den mentale tavle, når nutidens børn og unge europæere er blevet ældre og tænker tilbage på deres barndoms og ungdoms forestillinger om Afrika.

Men det helt paradoksale ved de seneste års fokus på migrationen fra Afrika er, at Europa har brug for mennesker. Selvfølgelig ikke forstået som flokke, der sætter livet på spil i joller over Middelhavet for siden at vandre op ad de europæiske motorveje, men mennesker forstået som hænder til at arbejde og skabe værdi, hvilket bliver en mangelvare i store dele af Europa de kommende årtier. I hvert fald medmindre europæerne seriøst ændrer adfærd (ikke mindst i soveværelserne). Europa huser i forvejen verdens ældste befolkning, og med en fødselsrate på 1,6 barn per kvinde i Europa i disse år giver det sig selv, at vi vil blive færre og færre og færre og færre i den arbejdsdygtige alder.

Vi har desuden brug for mennesker forstået som forbrugere, slet og ret, og på godt og ondt har vi europæere i højere og højere grad derfor også fået brug for Afrika. Da Juncker lancerede sin idé om en kæmpe frihandelszone, der dækker både Den Afrikanske Union og Den Europæiske Union, nævnte han selv, at det kunne skabe ti millioner jobs i Afrika på fem år, men lad os bare sige det sådan, at EU formentlig håber på, at der også falder et job eller to af i Europa med tiden.

Både når det gælder vækst, sikkerhed og muligheden for at udøve magt i verden har forholdet mellem de to kontinenter udviklet sig fra et afhængighedsforhold til et mere og mere sammenflettet skæbnefællesskab: Nok er det afrikanerne, der som individer søger mulighederne i Europa, men for EU og europæerne er Afrika – i det store samfundsperspektiv – også blevet mulighedernes kontinent.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem