Miljøministerens store plan for naturen møder modstand fra alle sider. Det handler om klodens fremtid og en guldøl fra Thy

Vi har en moralsk forpligtelse til at beskytte naturen, siger Lea Wermelin. Så hvor langt vil hun gå for den?

Foto: Anders Rye Skjoldjensen
  • 3. november 2021
  • 19 min.

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Ulla Vestergaard er barnefødt ude i Thy Nationalpark. Det er sådan, hun selv formulerer det. Der er bare en enkelt detalje: Dengang var der ikke noget, der hed nationalparker. Uha, nej, det var da bare en sø og noget skov og nogle klitter, man kunne lege i. Og så var det da det,” fortæller hun.

Nu ser tingene lidt anderledes ud. Klitterne, Ulla Vestergaard legede i som barn, er i dag teknisk set en nationalpark. Og selv har den socialdemokratiske borgmester skiftet naturen ud med rådhuset i Thisted Kommune. Men indtil for ikke så længe siden boede hun stadig ude i selve nationalparken. Hun skulle bare åbne døren, så var hun der, midt i den storslåede natur. Havet, der nogle dage var blikstille, andre dage med brus på bølgerne. Klitterne, lyng og blomster. Dyrene. Lige som man har kigget et sted hen, så kan man flytte blikket, og så forandrer det sig, og så forandrer det sig igen,” husker Ulla Vestergaard. Hvis man har øjne og ører og sjælen åben, tror jeg, så vil man blive beriget af at se naturen.”

Naturen i Thy er, som biologerne siger, divers. Der er klitter, klitheder og skov. Der er kronhjorte, dådyr, havørne og traner. Og så er der et væld af sjældne blomster og planter. Så ja, lad mig bare slå det fast med det samme: Ulla Vestergaard elsker naturen. Især den, de har i Thy. Og derfor kommer det her måske som lidt af en overraskelse: Thisted Kommune har for nylig, med Ulla Vestergaard i spidsen, sagt nej tak til at beskytte klitterne og resten af naturen endnu bedre.

Lige nu er Ulla Vestergaards partifæller i den socialdemokratiske regering på Christiansborg ved at finde ud af, hvor ti nye såkaldte naturnationalparker skal placeres. De leder efter store, sammenhængende områder, hvor vi kan lade naturen, med store, vilde dyr og det hele, være natur. Hvor vi mennesker vil være gæster snarere end værter.

Naturnationalparkerne er ifølge eksperterne et godt og vigtigt skridt for at bremse Danmarks og verdens accelererende tab af biodiversitet. Og Thy er et af de helt oplagte steder at placere en naturnationalpark. Men Thisted Kommune siger altså, med Ulla Vestergaard for bordenden, eftertrykkeligt nej tak. Set fra vores side, så er det en træls måde at køre sådan en proces på,” siger hun.

Forklaringen handler blandt andet om et lokalt klenodie. Nemlig øllen Porse Guld fra Thisted Bryghus. Hvordan det hænger sammen, skal jeg nok forklare senere. Først er det vigtigt at vide, at naturnationalparkerne længe har været iscenesat som regeringens helt store prestigeprojekt på naturområdet. Men nu, hvor de er ved at blive til virkelighed, er de i den grad kommet i modvind. Flere af landets mest naturrige kommuner gør alt, hvad de kan, for at blive fri for parkerne. Samtidig har både friluftselskere og dyrevelfærdsforkæmpere blæst til kamp mod dem. Og omvendt mener eksperterne groft sagt, at planerne forslår som en skrædder i helvede i forhold til den udfordring, vi står over for.

Det centrale spørgsmål er, hvad vi mennesker er villige til at opgive for at redde naturen og de dyre- og plantearter, der lige nu forsvinder i et uhyggeligt tempo. Og den skikkelse, der står i centrum for debatten herhjemme, er en af Ulla Vestergaards partifæller. Nemlig miljøminister Lea Wermelin.

VIDDERBiologer og naturforkæmpere har i årevis drømt om at omdanne store dele af Thy til Danmarks største vilde naturområde. Foto: Lars Laursen / Biofoto / Ritzau Scanpix

Visionerne om naturnationalparkerne er blevet udtænkt nogenlunde så langt fra Thy, man kan komme. Nemlig 400 kilometer væk på Lea Wermelins ministerkontor et stenkast fra Christiansborg.

Her har miljøministeren inviteret mig ind for at snakke om, hvad vi ifølge hende skal med naturnationalparkerne. Og hvorfor de er kommet i modvind. For Lea Wermelin er første skridt at erkende, at naturen er i tilbagegang. Vi er i fare for at miste rigtig mange arter herhjemme, hvis ikke vi gør noget. Det handler ikke kun om, hvad andre lande skal gøre,” siger hun.

Du har måske hørt det før, men lad os tage den en gang til, for det her er vigtigt. Naturen er i dyb, dyb krise. Ifølge FN er omkring en million plante- og dyrearter lige nu truet af udryddelse. Det er unikke former for liv, som, hvis de uddør, vil forsvinde for altid. Nogle forskere taler om, at antallet af arter i verden ikke er drattet lige så hurtigt nedad, som det gør lige nu, siden en asteroide udslettede dinosaurerne for 65 millioner år siden.

Den korte forklaring er, at vi mennesker fjerner naturen for at gøre plads til os selv. Og at den natur, der er, bliver mere og mere ens og mindre og mindre mangfoldig. Vi befinder os altså i en biodiversitetskrise. Og fingeren peger entydigt på os mennesker. For selv om det er helt normalt, at arter uddør, og nye kommer til, er vi lige nu vidne til en masseuddøen i en helt anden liga. For hver gang én art ville være uddød uden os, forsvinder der lige nu mellem 100 og 1.000 arter i stedet. Det er voldsomt. Og det måske mest alarmerende er, at udryddelsen går hurtigere og hurtigere.

For Lea Wermelin er der i hvert fald to grunde til, at vi bliver nødt til at bremse biodiversitetskrisen: en, der handler om naturen, og en, der handler om os mennesker.

Opgaven er egentlig todelt for mig. Vi skal både passe godt på naturen. Men jeg tror også, naturen kan passe godt på os. Og det tror jeg, rigtig mange har oplevet her under coronakrisen, hvor tæt forbundet vi som mennesker egentlig er til naturen. Og det har været en god ting, tænker jeg.”

Så der er et dobbelt hensyn. Vi skal passe på naturen for naturens skyld. Det har vi en moralsk forpligtelse til måske?

Ja, det synes jeg afgjort, vi har. At naturen har værdi i sig selv.”

Vi mennesker kan, som Ulla Vestergaard sagde det, blive beriget af naturen, hvis vi har øjne, ører og sjælen åben. Samtidig er vi som klodens altdominerende art moralsk forpligtede til at passe på naturen, mener Lea Wermelin. Problemet er så, at de to hensyn ikke altid går hånd i hånd. Det bliver ret tydeligt, når man ser på planerne for de nye naturnationalparker.

Mange forbinder nok allerede nationalparker med netop natur, og derfor kan ordet naturnationalpark lyde lidt fjollet. Forklaringen er, at beskyttelsen af naturen i de danske nationalparker er ret begrænset. Mildest talt. Ifølge Dansk Naturfredningsforening kan man finde både sommerhusområder, industrielt landbrug, skovbrug og byggeri inden for grænserne af de danske nationalparker. Således kan man for eksempel i Thy Nationalpark finde en golfbane, hvor biodiversiteten i den grad bliver holdt nede til fordel for græs og atter græs. Selv på områder, der rent faktisk er kategoriseret som beskyttet natur, kan man finde både pløjemarker, områder med intensiv skovdrift og, ja, flere golfbaner endnu.

Idéen med naturnationalparker er derfor at udpege områder, hvor naturen opprioriteres og for alvor bliver beskyttet. Som Naturstyrelsen skriver, er naturnationalparkerne områder, hvor naturen får plads til at være natur og samtidig giver spændende nye naturoplevelser”. Modsat nationalparkerne skal der ikke være hverken landbrug, tømmerhugst eller golfbaner. Og så skal Naturstyrelsens skovridere og deres motorsave og maskiner erstattes af store græssere som køer, heste, bisoner eller elge.

I juni i år vedtog et bredt forlig i Folketinget den lovramme, der skal give Danmark i alt 15 nye naturnationalparker. De første fem er allerede placeret. Nu er arbejdet i gang med at finde ud af, hvor de sidste ti skal være. Og med det er modstanden for alvor blusset op.

En del af kritikken er substantiel, og den kommer vi til. Men ifølge Lea Wermelin er der samtidig en del af kritikken, der er baseret på det, hun kaldet myter”. Misforståelser, som hun især møder på sociale medier, hvor det, hun i Berlingske har kaldt et ulvekobbel” af kritikere, ifølge hende risikerer at afspore debatten.

Rigtig meget af kritikken handler om de store græssere, der skal sættes ud i naturnationalparkerne. Planen er at genforvilde naturen, som biologerne kalder det, ved at efterligne de økosystemer, vi havde, inden der kom mennesker. Her spillede de store græssere en nøglefunktion, blandt andet fordi de holdt de dominerende planter nede. Men for at de kan få den nøglefunktion i naturnationalparkerne, må dyrene ikke blive fodret.
I stedet skal de leve af det, der vokser vildt i området, og på den måde hele tiden sørge for, at der bliver plads til, at nye planter kan vokse op.

Og der kører der lige nu en myte om, at de dyr skal sulte, for at det giver mening i forhold til at lave den her genforvilding. Og det er helt forkert i forhold til det, vi gerne vil. Der er ikke et politisk parti, der er ikke en politiker, der har sagt det. Og det er jo ærgerligt for debatten, for det gør jo, at mange bliver bekymret og får en modstand mod noget, som faktisk ikke er det, vi gerne vil lave. Vi siger, at alle de dyr, vi sætter ud og har bag hegn, dem har vi også ansvar for. Dem skal vi passe godt på.”

De mest hardcore tilhængere af genforvilding eller rewilding, som tilgangen også kaldes, argumenterer for, at vi mennesker slet ikke skal blande os. Det vil blandt andet indebære, at dyr kan få lov at sulte ihjel, hvis der ikke er føde nok. Men som Lea Wermelin understreger, kommer det ikke til at ske i naturnationalparkerne. Der skal ikke være flere dyr, end der er føde til. Og hvis der for eksempel kommer lange tørkeperioder eller ekstraordinært hårde vintre, er det med de nuværende planer muligt, at man i kortere perioder tilskudsfodrer dyrene.

Mange biologer vil på den ene side gerne have, at dyrene skal sulte – i hvert fald en smule. Det får dem til at spise flere forskellige afgrøder og skaber på den måde plads til flere arter. Jeg spørger Lea Wermelin, om ikke de mister deres funktion som nøgleart, hvis der altid skal være mad nok.

De må ikke sulte. Men der kan jo være perioder, hvor, netop, det ikke kun er flødeskumskagerne, man spiser, som måske er kendetegnet ved sommerperioden, men at der også vil være andre perioder, hvor der også er en rugbrødsmad indimellem.”

Hendes svar lyder som et forsøg på et kompromis. Når man læser sig igennem materialet om naturnationalparkerne, får man i det hele taget et indtryk af, at politikerne forsøger at gå en svær balancegang. Det gælder også på et andet område, hvor der igen ifølge Lea Wermelin er opstået en uheldig myte. Hun oplever, at mange tror, man ikke må dyrke friluftsliv i naturnationalparkerne. Det er, siger hun, forkert.

Man kan godt cykle, man kan godt gå tur med hunden, man kan godt køre på sin mountainbike. Selvfølgelig skal man komme ud og opleve naturen. Det er ikke det samme som, at alt vil være det samme. Så der kan jo godt være ting, der forandrer sig. Men man kan godt dyrke friluftsliv i de kommende naturnationalparker.”

Vi mennesker må altså gerne komme og nyde naturen i naturnationalparkerne. Men det bliver på naturens præmisser.

HJEMSTAVNMiljøminister Lea Wermelin er født på Bornholm, hvor en af de fem naturnationalparker, der foreløbig er blevet udpeget, skal ligge. Foto: Niels Christian Vilmann / Ritzau Scanpix

En del af kritikken baserer sig altså, ifølge Lea Wermelin, på myter og misforståelser. Der er imidlertid også substantiel kritik. Som en vej ind i den spørger jeg hende, om hun nogensinde har smagt en Porse Guld. Det er muligt. Jeg er ikke sikker på, jeg har smagt en. Men jeg er ret glad for øl, vil jeg sige,” svarer hun.

Okay, jeg skylder vist efterhånden en forklaring på det med den her øl. Og den kommer fra Thisted Kommunes borgmester Ulla Vestergaard. For som jeg fortalte i begyndelsen, ønsker hun og et flertal i byrådet ikke at få en naturnationalpark i kommunen.

For Ulla Vestergaard er et af de helt store problemer, at Thisted Kommune har brugt lang tid på at opbygge et stærkt brand. Brandet Nationalpark Thy’ er så forankret i erhverv, i turisme, i bosætning, ikke bare her lokalt, men også ud over det ganske land og ud over grænserne også,” siger borgmesteren.

Ulla Vestergaard er både bekymret for, at det vil forplumre nationalparkens brand, hvis man omdanner noget af den til en naturnationalpark. Men hun er også bekymret for noget mere lavpraktisk. Brandet er nemlig, som hun siger, forankret i det lokale erhvervsliv. Smørproducenten Bakkedal bruger nationalparken i deres reklamer. Og så er der altså den lokale porseøl.

Hvert år i august begiver mange folk fra både nær og fjern” sig ifølge Thisted Bryghus ud i nationalparken. Her plukker de vild porse. En plante, der tit vokser i moser og klitheder, som efterfølgende bliver brugt i signaturøllen Porse Guld, hvor den erstatter en del af humlens bitterstoffer og giver en rund og dejlig smag”, som bryggeriet skriver.

Det er en stærk fortælling for bryggeriet og dermed for hele kommunen. Ulla Vestergaard er bange for, at den slags ikke vil være tilladt i en naturnationalpark. Og måske med god grund. Man må gerne sanke i naturnationalparkerne, altså plukke urter, bær og svampe til egen brug. Men der må i udgangspunktet ikke være kommerciel produktion. Og det leder fint frem til Ulla Vestergaards andet kritikpunkt. Nemlig det om, at processen ifølge hende har kørt på en træls måde”.

Da Nationalpark Thy blev etableret, tog det mange år. Det gav tid til, at både lokale beboere, friluftsentusiaster og erhvervsliv kom med på råd. Ulla Vestergaard oplever processen i dag som meget mere forhastet. Og det går også en hel del hurtigere. Hen over sommeren har Miljøministeriet så fået over 200 forslag til, hvor de nye naturnationalparker kan ligge. De er blevet kogt ned til en bruttoliste med 23 konkrete forslag. Og ifølge Naturstyrelsen er forventningen, at der allerede i december, et halvt år efter vedtagelsen af lovrammen, vil blive truffet en politisk beslutning. Den skal vel at mærke træffes på Christiansborg og ikke i Thisted. De 400 kilometer kan mærkes.

Selv om Ulla Vestergaard elsker naturen, kan hun være bekymret for, at biodiversiteten får lige lovlig meget opmærksomhed på bekostning af kommunens indbyggere. Naturen er nemlig, mener hun, til for os mennesker.

Altså, nogle gange så forsvinder der en plante derude. Det tror jeg er rigtigt. Men der kommer også nogle gange nogle nye. Det er måske også lidt naturen, der går sin gang nogle gange.”

Men de forsvinder jo, jeg tror mellem 100 og 1.000 gange hurtigere lige nu, end de ville gøre, hvis ikke vi mennesker gjorde, som vi gjorde, ifølge eksperterne?

Jeg tror i mange tilfælde, hvis man skal opnå det, man gerne vil på alt det her, så skal man også huske, at mennesker også skal være med i det. Fordi ellers så får du mere modstand i stedet for at få medspil i, at vi har den her fælles opgave.”

Så hvad siger miljøministeren til kritikken fra Thisted Kommune? Hun virker enig i, at det er vigtigt at få de lokale med. Men hvor Ulla Vestergaard synes, processen går alt for hurtigt, mener Lea Wermelin omvendt, at Thisted Kommune – og de andre kommuner, der har været ude og sige nej tak – har spændt ben for dialogen, inden den overhovedet er kommet i gang.

Jeg synes, det er lidt ærgerligt, at de i hvert fald selv har valgt at tage stilling så markant, som borgmesteren jo også har gjort, uden at vi overhovedet konkret har diskuteret, hvad det så er for nogle bekymringer, der kunne være.”

Så ja, de to ser ret forskelligt på det. Ulla Vestergaard synes, et halvt år er alt for kort tid. Lea Wermelin synes omvendt, dialogen aldrig har fået en chance for at komme i gang. Hun medgiver, at hun kan have en del af ansvaret, men siger også, at hun er meget interesseret i at høre de lokale bekymringer for så at se på, om man kan gøre noget for at komme dem i møde. Det gælder i øvrigt også Thisted Bryghus og deres vilde porse. Det vil være, siger hun, en konkret vurdering” og altså for tidligt at sige enten ja eller nej. Men hun er ikke afvisende.

Hvis man ender med at lave naturnationalpark der, så tænker jeg, at man kan finde mindelige løsninger på det. Fordi, man er også nødt til at hæve sig op og sige: Hvad er det overordnede formål? Det er jo ikke at være mest mulig besværlig for lokale erhvervsdrivende eller andet. Det er jo at sige, at det, som forskerne peger på, det er, at hvis der er én ting, biodiversiteten har brug for, så er det plads, plads og mere plads. Til at være vildere og udvikle sig på egne præmisser. Og det er jo præcis det, vi prøver at skabe her.”

Naturen har brug for plads, plads og mere plads, siger forskerne til Lea Wermelin. En af dem er Carsten Rahbek. Han er professor i biodiversitet på Københavns Universitet. Han har været med til at etablere FNs biodiversitetspanel. Og så sidder han både i den videnskabelige arbejdsgruppe, der rådgiver regeringen om udpegningen af naturnationalparker, og i det nye biodiversitetsråd, der skal rådgive regeringen om biodiversitetskrisen mere bredt.

Jeg ringede til ham inden interviewet med ministeren for at få en faglig vurdering af planerne for naturnationalparkerne. Er det løsningen på biodiversitetskrisen? Svaret er både et ja og et nej. Og det handler om netop plads. Men det første, man skal vide, er, at ikke bare går det dårligt med naturen globalt set. Det går ekstra dårligt her i Danmark. Altså, den danske natur har det rigtig, rigtig skidt,” siger han.

Danmark er det land i EU, der har afsat mindst plads til naturen. Samtidig er vi, forklarer Carsten Rahbek, et af de lande, hvor kvaliteten af vores natur er dårligst. Vi har ikke rigtig god natur i Danmark. Et slag på tasken, som er kommet fra forskellige sider og analyser, siger, at vi har vel en til to procent god natur i Danmark,” siger professoren.

Vi kommer dermed, når det handler om at passe på naturen, fra et utrolig dårligt udgangspunkt. Og så er spørgsmålet, om naturnationalparkerne kan rette op på det.

Hvis vi ser på naturnationalparkerne, som er et fantastisk godt skridt fremad, så skal vi også forholde os til, at det er under en procent. Så det er noget af det mest positive, der er sket i dansk naturforvaltning, men det er alt, alt, alt for lidt i forhold til at nå op på siden af andre europæiske lande.”

Naturnationalparkerne er, lyder vurderingen fra Carsten Rahbek, et skridt i den rigtige retning. Et historisk skridt faktisk. Men det er stadig alt for lidt. Og så bliver spørgsmålet, hvor langt regeringen i en tid med stor international opmærksomhed vil gå for at redde naturen.

URØRTI Gribskov i Nordsjælland er arbejdet nu i gang med at finde ud af, hvordan naturnationalparken skal blive til virkelighed. Foto: Lars Gejl / Biofoto / Ritzau Scanpix

Lea Wermelin har netop været til første (og virtuelle) del af det globale biodiversitetstopmøde, da jeg besøger hende på hendes kontor. I 2022 skal hun og de andre regeringsrepræsentanter efter planen mødes fysisk i Kina. Her er ambitionen at indgå, hvad Lea Wermelin og flere andre har kaldt en Paris-aftale for biodiversiteten. Altså en bindende aftale, hvor verdens lande bliver enige om, hvad der skal til for at bremse tabet af biodiversitet.

Til den netop afsluttede første del af topmødet medbragte Lea Wermelin et meget konkret mål. Vi vil fra dansk side kæmpe for 30 procent beskyttede områder af det globale landareal og af verdenshavene. Ambitionsniveauet skal simpelthen op,” sagde ministeren i en pressemeddelelse. Så hvordan hænger det sammen med, at vi i Danmark er blandt de lande, der beskytter allermindst – og at de nuværende planer ikke for alvor vil rykke ved det billede?

Når du siger 30 procent som et mål, gælder det så også i Danmark? Vil det også sige, at du synes, vi skal beskytte 30 procent af vores landareal i Danmark?

Nej, det er ikke nationale mål, og det er det hverken i EUs biodiversitetsstrategi eller i de her regionale havkonventioner, hvor Danmark også er med, og hvor vi har arbejdet for samme 30 procents mål regionalt, ligesom vi nu også gør globalt.

Lea Wermelins budskab er altså, at 30 procent af verdens areal skal beskyttes. Men ikke nødvendigvis 30 procent af Danmark, da der er meget mere biodiversitet andre steder i verden. Ikke mindst i de store regnskove.

Jeg spørger hende, hvordan vi skal finansiere at beskytte de områder, men det er, siger hun, for tidligt at svare på. Så i stedet vender jeg tilbage til, hvor meget af Danmarks natur der skal beskyttes. Hvis ikke 30 procent, hvor meget så? Lea Wermelin forklarer, at regeringens ambition lige nu er at leve op til sine valgløfter om, at en større del af de danske skove skal være urørte – helst præcis 75.000 hektar, eller 1,7 procent af Danmarks areal. Og så at få etableret de 15 naturnationalparker, der altså lige nu fylder en stor del af hendes arbejdstid.

Hun vil derimod ikke svare på, hvor stor en del af Danmarks areal, hun synes skal beskyttes. På klimaområdet har vi set, hvordan en meget konkret national målsætning er med til at sætte gang i de svære, men nødvendige samtaler.

Jeg skal bare forstå, hvad grunden er til, at du ikke kan sætte procenter på eller ikke har lyst til det.

Det, der var vores valgløfte til danskerne, og det er klart, det har vi været meget optaget af at leve op til, det var det her mål om de 75.000 hektar urørt skov og de 15 naturnationalparker. Og det er jo blandt andet også, fordi forskerne pegede på, at hvis vi skulle lykkes med at vende tilbagegangen i naturen, ja, så er de her store sammenhængende naturområder helt afgørende.”

Så ja, svaret på, hvor meget af vores land der skal reserveres til andre arter end os mennesker, flagrer altså stadig i vinden. Danmark har dog, siger Lea Wermelin, besluttet sammen med EU, at der skal være mere natur. Det vil vi blive holdt op på, når EU gør status i 2023.

Og så får vi at se, hvor meget det bliver til?

Ja.”

Mens interviewet med Lea Wermelin sluttede med de helt store spørgsmål om, hvordan vi løser biodiversitetskrisen, så tog det afsæt i noget meget mere konkret. Nemlig naturnationalparkerne og modstanden mod dem. Her sagde Lea Wermelin, at hun meget gerne ville høre de lokale bekymringer fra Thisted Kommune og andre steder. Og så var hun altså ikke helt afvisende over for, at Thisted Bryghus stadig kunne få lov at plukke porse i en eventuel naturnationalpark.

Så efter interviewet ringer jeg igen til den socialdemokratiske borgmester Ulla Vestergaard. Første gang vi talte sammen, sagde jeg til hende, at min plan ikke var at udstille en intern uenighed i hendes parti. Nu har jeg muligheden for at bevise det. Måske kan jeg ligefrem hjælpe den kuldsejlede dialog lidt på vej.

Det går ikke helt som planlagt. Porseøllene er, måske ikke så overraskende, symptom på en større utilfredshed. Og Lea Wermelins forsikring om, at hun har tænkt sig at lytte til de lokale bekymringer, giver hun ikke meget for. For hun mener ikke, der er sat tid af til det. Det der tid, det har vi i hvert fald to forskellige opfattelser af på Sjælland og her hos os. At tid, det er ikke et halvt år. Det er to år, tre år i sådan noget som det her,” siger Ulla Vestergaard.

Så det kan godt være, at Thisted Kommune er kommet processen lidt i forkøbet ved allerede nu at sige nej tak. Men det er, siger Ulla Vestergaard, for at spare ministerens tid. For med de tidsplaner, der lige nu ligger, ændrer alverdens forsikringer om dialog og hensyn til det lokale bryggeri altså ikke på hendes holdning. Du behøver ikke udpege naturnationalpark ved os, det er vi faktisk ikke interesseret i,” siger hun.

Det er efterårsferie, da vi taler sammen. Og ferien holder Ulla Vestergaard – selvfølgelig – i et sommerhus ved Vorupør ude i nationalparken. Gennem vinduet kan hun se træerne, der svajer i blæsten. Havet kan hun lige præcis ikke se. Nu er det jo klitter, så det er da næsten havudsigt. Så skal man nærmest bo nede ved a’ vand, for at man kan få det.”

Om klitterne i fremtiden skal kaldes naturnationalpark, det er i sidste ende en beslutning, der skal træffes på Christiansborg. Men Ulla Vestergaard og Thisted Kommune siger nej tak.